Bruger login







Ugen der gik, uge 37, 2018
Mr. Olympia, frugt og vægttab!

Tilbudsguide, uge 38, 2018
Bananer, kaffe og skyr!

Ugen der gik, uge 36, 2018
Dødløft, gener og kokosolie!

Tilbudsguide, uge 37, 2018
Kylling, juice og skyr!


Statistik

Vi har 55075 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er Xtrafart2018

Vores medlemmer har i alt skrevet 2026802 indlæg i 86204 emner

33 nye indlæg i dag


Online
I alt: 612
Medlemmer: 15
Skjulte: 3
Gæster: 594

Følg bodybuilding.dk på

APROPOS

Q&A - part 2
Q&A - part 2
SandyFrink | Dato: 11. aug 2018, 13:32

Hvordan kan man imødegå fedmebevægelsens ideologer, der for tiden skvulper ind i den offentlige debat som en panniculus over et bristefærdigt bælte. Kan/bør man gå i rette med dem, eller er alt dialog på forhånd dømt til at fejle?

Problemet ved normalisering af et fedmebegreb er at det usunde og destruktive gøres til det naturlige, til standarden, ja, til normalen.
Jeg er ikke sikker på tilsvining og skældsord hjælper meget, til gengæld skader det nok. Disse mennesker er jo ikke motiveret i deres gøren ud fra en ærlig opfattelse af hvad der er sundt. Det er muligt de bilder sig selv en masse ind efterfølgende for at retfærdiggøre hvad de vil, men det er ikke produktet af en ærlig,undersøgende tilgang.
Kommunikationsstrategien bør være noget i stil med, at følgende 2 udsagn gentages igen og igen - og igen:
1. Alle har principielt ret til at se ud som de vil, uden de skal være genstand for nogen forfølgelse, fordømmelse eller blive skammet ud. Et samfund må og skal rumme alle der ikke skader andre.
2. Når det så er sagt, så må fedme ALDRIG normaliseres, for det er ikke menneskekroppens naturlige tilstand - men er i stedet usundt på snart sagt alle tænkelige måder, og udtalt fedme er en egentlig sygdom, og ligeså alvorlig (både for krop og psyke) som andre kroniske, alvorlige sygdomme.
Det nytter ikke at trække debatten hen på den "bløde" snak. Her skal man ene og alene anerkende, at folk må se ud som de vil, og uden de skal møde negative reaktioner af den årsag. Og når man møder dem på det område, og for så vidt giver dem "ret", så gentager man - igen og igen - at det ER ikke sundt. Og bliver det ALDRIG. Og her skal man ikke give sig blot en millimeter, men holde fast. Ingen små indrømmelser eller mødes på midten.
En del af disse mennesker nyder jo også at være i opposition, og finder identitet ved at være en gruppe, ved at være udsatte. Måske de ikke ligefrem "nyder" det, men det definerer og samler dem. Netop fordi de møder negativitet, fordømmelse, skældsord og latterliggørelse. Møder de derimod ene og alene den holdning, at de må se ud fuldstændig som de vil, men at det objektivt er selvdestruktivt, usundt og unormalt, og at dét aldrig nogensinde vil ændre sig, så er det sværere at dyrke det at være offer. Det er simpelthen mindre spændende, da fedmen så udspringer af patologi, og patologi alene. Det er relativt usexet at et samfund på baggrund af hård, medicinsk/faglig evidens stiller sig kritisk over for overvægt vs at et samfund forfølger, fordømmer og latterliggør. I bund og grund handler det om at tale med disse mennesker, og kun give dem de indrømmelser de fortjener, og ikke en millimeter mere end det. Ej heller blødt sprogbrug der skal "anerkende" dem mere end alle andre anerkendes. De må gøre som de vil, og ingen skal forfølges. Men det er usundt, og ofte hamrende usundt. Og det er ikke naturligt, og må ikke normaliseres.


Kan du komme med periodiseringsstrategier til at modulere volume og intensiteter på forskellige niveauer?

Man kan sige at der findes grundlæggende templates, men disse må og skal altid individualiseres. Af den årsag at folk er virkelig, virkelig forskellige: The law of individual differences. Der findes folk der ALDRIG bliver stærkere i fx kropshævninger, uanset de er respektabelt stærke i alt andet. Ligesom der findes folk der aldrig får stærke quads, store hamstrings, store trapz, mv. Nogle af disse forskelle er nemme at spotte, mens andre er sværere. Ligesom elefanten ikke kan trænes til at kravle i træer, så bliver en dårlig bænkpresser aldrig en god bænkpresser.
Man bør i hvert fald gå til træningen så strategisk, at man ikke dyrker sine svagheder. Det er bare op ad bakke. Svagheder bør adresseres, og korrigeres i et vist omfang, men ikke dyrkes. Nogle er født til at være generalister, andre til at være specialister. Min klare anbefaling vil være, at man dyrker det talent man er født med, såfremt det giver en glæde.
Nybegyndere er typisk tjent med moderat til høj volumen med moderat intensitet, således der sker den nødvendige repetering af kvalitetsløft. Lidt for høj intensitet medfører at kvaliteten ryger. Hvert dårligt løft er et løft der skal "aflæres". Derudover indebærer højere intensitet også en i udgangspunkt større risiko for skader, og den høje intensitet er ikke nødvendig for træningsrespons hos nybegyndere (faktisk kan nybegyndere få ret gode resultater med lette vægte).
For intermediære ville jeg generelt skrue mere op for intensitet.
Generelt kræves en høj volumen for at bygge et fundament. Som oftest er mere træning bedre end mindre træning.
Når et godt og grundigt fundament er lagt, så bør dosering af volumen understøtte ens træningsmål. Træning med fokus på meget forandret kropskomposition indebærer typisk betragtelig til høj volumen, også pga den metaboliske komponent, men simpelthen fordi høj volumen er påkrævet for at få den fornødne muskulære stimulus (hvorimod nervesystemet kan zappes med færre og tungere løft med mere udtrætning). Men træner man for en funktion, fx styrkeløft/3-kamp, eller en eller anden præstation af en art, så skal volumen MEGET mere nøje doseres for at være NETOP tilstrækkelig.
I en opbyggende fase, altså på nybegynderstadiet og når man er intermediær, så bør man træne nærmest så meget man kan - med forbehold for at udvikle skader/overbelastninger.
Når det fornødne fundament er lagt, så vil muscle memory væsentligt hjælpe til at holde på både styrke og størrelse, og løfteren kan arbejde med lavere frekvens også. Sågar lavere end 1x/uge, hvilket for en nybegynder eller intermediær løfter ville være ret uhensigtsmæssigt.
I forhold til periodiseringsstrategier, så skal man huske det princip at det er bedre at overholde skal vi sige 3-4 gode pas per uge og overholde den 95%+, end lægge en ambitiøs plan hvor man træner 6 dage om ugen, men som man kan overholde 70%.

Hvad, hvis du har en, er din holdning til yoga i forhold til skadesforbyggelse og mobilitetstræning.

Ikke særligt værdifuldt for styrkeatleter/bodybuildere. Træningen kan med intelligent øvelsesvalg (og rotation) pleje mobilitet et rigtigt fint stykke, hvorfor jeg også selv kan lave langt de fleste yogaøvelser - også de "svære - ganske problemfrit. Der er heller ingen værdi ved at være særligt smidig, eller have ekstra mobilitet. En god sund, stærk og funktionel krop kræver fornøden smidighed, ikke ekstrem smidighed. Derudover kan man nøjes med en håndfuld stræk - "the usual suspects" - for at sikre tilpas smidighed til træning, uden man skal rode rundt på en måtte i timevis.
Meritten som yoga har er nærmere meditation og afslapning. Stressmanagement. Hvilket ikke bør undervurderes.
Og yoga er selvfølgelig uendelig bedre end at lave ingenting.


Jeg er klar over at følgende variere fra muskel til muskel. Men hvis man antager, at 30 sæt er det maximalle samlede ugentlig volume, som man kan præsentere for hver muskel uden at overtræne og samtidigt opnå mest muligt fremgang. Hvor meget har muskel overlap så at sige? Her tænker jeg, at hvis man for eksempel kører 30 sæt triceps og 30 sæt bryst, så svar det jo i sidste ende til mere end 30 sæt for begge muskler på grund af den overlap der er mellem bryst og triceps. Det samme kan overføres til quads og bagkæde eller ryg og biceps. Hvordan skal man håndtære det således alle muskelgrupper bliver stimuleres tilpas og lige meget?


Det kan man ikke. Spørgsmålet er også hvor gyldent et værktøj det er at kvantificere antal sæt. 30 sæt dips er en anden størrelse end 30 sæt rope pushdowns. Så spørgsmålet er: Er antal sæt målestokken?
Svaret er at det er én af måderne at kvantificere load på, men reelt skal man kigge på det SAMLEDE billede. Det nytter ikke at tænke på fx CGBP som kun tricepsstimulus uden at inddrage at delts og pecs mv også får en sekundær stimulus. Den skal medregnes.
Det nytter iø. heller ikke at lave en Barbarian Back-workout med "50 sæt ryg" - en træningsfacon som jeg brugte en stor del af min ungdom på - hvis de 25 af dem er bench supported BB rows. For et sæt bench supported BB rows er ikke det samme som et sæt pull-ups eller DB rows.
Noget andet man skal huske når man kigger på det store billede er at skelne mellem neural stimulus og muskulær stimulus. Man skal også huske at store muskler restituerer med andet tempo end små muskler, ligesom excentrisk belastning ændrer på hvor meget der belastes. Dette er blot en brøkdel. Det er i bund og grund dette der er en træners store opgave: At skrive det menneskeligt mulige bedste program, og så dosere alle disse belastninger passende til løfterne, og gøre dette så vidt muligt uden at atleten skades. Det kræver både en dygtig træner, men netop også at vedkommende har objektivitet. Selvom folk kan være nok så dygtige løftere, så kan subjektivitet tit blive deres værste fjende


Synspunkterne der præsenteres i dette indlæg tilhører forfatteren og afspejler ikke nødvendigvis synspunkter tilhørende bodybuilding.dk

Kommentarer


Kom med din kommentar til apropos'et i denne tråd!
http://www.bodybuilding.dk/apropos-q-a-med-sandyfrink-part-2-t90410.html
Brugeravatar
Administrator
 
Indlæg: 11990
Tilmeldt: 13. mar 2007, 21:51
Geografisk sted: Aalborg
 
Træner her: SPH GYM
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Vis kostplan




Tilbage til oversigten