Megareksi

Introduktion

Mennesket i det moderne samfund står overfor mange og forskelligrettede krav. Der stilles stadigt større krav om individualitet og personlig succes vurderes i stigende grad ud fra materielle og fysiske karakteristika. Disse succeskriterier munder ud i kulturelle og samfundsrelaterede forventninger om, hvem og hvad man bør være. Af alle krav i det moderne samfund, er nogle af de mest eksplicitte, de hhv. kvindelige og mandlige kropsidealer. Dagligt bombarderes vi med billeder af prototypen på den ”succesfulde” mand/kvinde anno 2006, og deraffølgende er succes. Mestring og kontrol er blevet forbundet med et fysisk udtryk kendetegnet ved meget lav fedtprocent - og for mænds vedkommende; store veltrænede muskler. Man kan sige, at den veltrimmede krop bliver en slags kropsliggørelse af idealet. At vise kontrol over sin krop sender et signal til omgivelserne om, at man ligeledes mestrer at kontrollere resten af sit liv.

Tidligere har man primært set kvinders reaktion på denne tiltagende samfunds- og kulturmæssige skøndhedstyrani i form af forskellige former for spiseforstyrrelser, herunder i særdeleshed anoreksi. Gennem disse år ser man dog til stadighed, at også mænd bliver påvirket af det mandlige kropsideal. For at opnå umiddelbar social accept, skal man være velbygget og veltrimmet – for det er sjovt nok aldrig den overvægtige og halvskaldede mand som betragtes som en succes. Disse mere eller mindre eksplicitte krav til den mandlige fysik har medført, at stadig flere mænd begynder at styrketræne. Da al motion som sådan er en opgradering af den almene sundhedstilstand i forhold til ingen motion, er dette i udgangspunktet en positiv udvikling. Problemet indtræffer imidlertid, når jagten på den ”perfekte” krop tager overhånd, og derved kommer til at virke forstyrrende ind på den enkeltes almene funktionsniveau.

Man oplever i dag, at en stadigt stigende andel af den mandlige befolkning er utilfredse med deres krop, og en amerikansk undersøgelse har vist, at 43% af den mandlige befolkning ville ønske, at de så bedre ud. I USA arbejder man med en diagnose som kaldes Body Dysmorphic Disorder (BDD) eller dysmorfobi (dys= anderledes, morfe= billede, fobi= skræk), som er psykiatriske lidelser som kendetegnes ved en sygelig besættelse eller optagethed af fejl og mangler ved eget udseende. I fagkredse indplaceres BDD eller dysmorfobi under det som kaldes kropsbilledforstyrrelser - og i samme gruppe finder man lidelsen ”megareksi” (mega= stor, reksi= appetit). Megareksi er kendetegnet ved en idé om, at man på trods af ens objektive fysiske størrelse opfatter sig selv som en lille splejs. Man ser specielt en altoverskyggende optagethed af musklernes størrelse samt en deraffølgende villighed til at gøre nærmest alt for at forøge størrelsen af disse. Tanker om træning og ”rigtig” fødeindtag, herunder kosttilskud i forskellige former, samt en overordnet nærmest tvangsmæssig dyrkelse af kroppen, kommer langsomt til at fylde mere og mere i den enkeltes bevidsthed, mens overblikket samt egen selvfølelse viger pladsen. I denne proces ser man, at individet kan miste kontrollen over egne tanker og følelser, fordi den primære tankevirksomhed er rettet imod kropsbygning og opbygning af muskler.

Megareksi opfattes ofte som en maskulin pendant til anoreksi. Man ser en næsten identisk overdreven dyrkelse af egen krop, et forkvaklet forhold til mad sideløbende med en unormal optagethed af eget udseende, samt en opfattelse af egen kropsstørrelse som ligger meget langt fra dens objektive størrelse. Her holder lighederne dog op. Mens anorektikeren tilstræber en stadig tyndere krop, stræber megarektikeren efter en krop som er stor, hård og svulmende af muskler og med et miminum af fedt.

Forskning i USA viser, at 8% af de amerikanske mænd som træner i fitnesscentre lider af megareksi, mens en rundspørge i norske fitnesscentre viser en forekomst på ca. 6,5%. Da der så vidt vides endnu ikke er lavet lignende undersøgelser i danske fitnesscentre, kan der kun gisnes om, hvor mange danske mænd der har lidelsen.

Kan man ikke bare blande sig uden om, at nogle mennesker træner overdrevnt, de skader jo alligevel ikke andre end sig selv?

Dette er i sagens natur sandt, men det ville være det samme som at sige, at anorektikere jo heller ikke er til rigtig gene for andre. Problemet med megarektikere er, at de kommer ud i en slags ukontrolleret adfærd, hvor de tvangsmæssigt bruger størstedelen af den vågne tid på at træne manisk, spise og i nogle tilfælde også dope sig for at opnå stadig større muskler. Faktisk viser amerikanske undersøgelser en sammenhæng mellem doping og megareksi på 25%, hvilket indikerer, at megarektikeren i flere tilfælde er villige til at se bort fra farerne ved doping, hvis blot de opnår større muskler. Med i sygdomsbilledet hører, at megarektikeren aldrig kan blive stor nok. Ligesom anorektikeren, vil han konstant føle kropslede og derfor vil han ikke være i stand til at forstå, når omgivelserne ytrer sig om hans overdimensionerede muskler.

Grunden til, at man ikke bare kan lade megarektikerne være er, at deres adfærd er så tvangsmæssig, at det griber særdeles forstyrrende ind i den enkeltes hverdag. Desuden ser man, at megarektikeren i sin opslugthed af egen krop og træning trækker sig fra sociale sammenhænge og dermed risikerer at blive ensom. Nogle udvikler desuden social angst, da de føler sig små og splejsede og derfor tror, at andre taler om dem eller griner af dem. Angsten for hvad andre skal tænke om dem, på baggrund af deres indbildte manglende fysik, kan ligeledes gøre det svært for dem at omgås andre i arbejdssituationer og i hjemmet. Det store fokus på træning og krop, samt følelsen af aldrig at blive stor nok, medfører ofte en stresstilstand, ligesom en stærk angst rammer individet, såfremt denne forhindres i at gennemføre et træningspas eller udfører anden adfærd som falder udenfor det planlagte. I sidste ende ser man, at megarektikeren kommer til at udvise depressive tendenser i varierende grad, hvilket i værste fald har ført til suicidal adfærd. Da man ofte ser megareksi i forbindelse med doping, kan det være lidt vanskeligt at afgøre, om depression, impotens, humørsvingninger etc. også er en del af megareksibilledet, eller om det primært skal tilskrives anabole steroider.

Hvem får det?

Ja, indtil videre er det er godt spørgsmål. Man ser kun megareksi i forbindelse med styrketræning, hvilket i og for sig er logisk nok. Spørgsmålet om, hvorvidt det er selve styrketræningen som afføder denne forstyrrelse, eller om det er personer som i forvejen er disponeret for lidelsen som opsøger miljøet, er vel nærmest en diskussion om hønet og ægget. Rent videnskabeligt har man endnu ikke fundet noget entydigt svar. Da megareksi ligner anoreksi på så mange måder, kan man sandsynligvis godt overføre noget fra anorektikeren til megarektikeren. Man må forvente, at der i begge lidelser ligger en stor portion selvværdsproblematik og sikkert også et stort behov for kontrol. Der er heller ikke for anorektikere identificeret betydende gener eller personlighedstræk som signifikant knytter sig til denne lidelse. Indtil videre kan man kun slutte, at såvel anorektikeren som megarektikeren, sikkert fødes ind i verdenen med en sårbarhed som kan udløses af det omkringliggende miljø og derved igangsætte lidelsen. Om individet selv opsøger det udslagsgivende miljø, er en lang diskussion som ikke hører hjemme her.

Kan det helbredes?

I udganspunktet kan det sikkert, men der findes ingen medicin eller særlige teknikker på nuværende tidspunkt. Samtaleterapi er som for anorektikeren den eneste vej ud. Man må dog forvente, at behandlingen er langvarig, idet patienten naturligt vil have en del modstand imod at skulle ændre sine tvangshandlinger – da dette helt sikkert vil udløse en del angst.

Årsagen til at et individ udvikler megareksi varierer alt efter det teoretiske og terapeutiske ståsted. Den psykodynamisk-orienterede vil mene, at årsagen til lidelsen ligger i dårligt selvværd med rod helt tilbage til barndommen, og hvor en problematisk relation til faderen indenfor de første leveår, vil skabe en grundkonflik som består i, at barnet vil kæmpe en forgæves kamp for at vinde faderens accept og kærlighed. Den kognitivt-orienterede  vil i stedet tage udgangspunkt i de basalantagelser som ligger til grund for lidelsen, samt de tankemønstre som fastholder tvangsadfærden. Kogntiv terapi har vist sig at være den mest effektive terapiform ift. anoreksi.

 

Kendetegn for megareksi:

• Dårligt selvbillede
• Manglende følelse af at være en ”rigtig” mand
• Angst for at blive lille og tynd med små muskler
• Besat af tanken om, at din krop ikke er stor og muskuløs nok
• Bruger overdreven tid på træning og spisning
• Ser bort fra de skadelige virkninger diæten, dopingen og den hårde træning kan have
• Bryder sig ikke om at vise sig i stramtsiddende tøj. Gemmer sig helt løstsiddende tøj – også om sommeren
• Besættelsen af din krop og træning fører til isolation og indvirker på sigt negativt på dit arbejde og sociale liv
• Den altoverskyggende fokus på træning og spisning medfører stres samt angst og kan i sidste ende føre til depression.

Denne artikel er ment som en overordnet information omkring megareksi. Man skal huske, at de fleste mennesker som træner seriøst og målrettet vil kunne genkende nogle af ovenstående kriterier i nogen grad. Besidder man ikke en vis portion vilje og fokus på krop og mad, vil man sandsynligvis ikke kunne motivere sig selv til at yde de ofre, som nu engang er nødvendige for at opnå en veltrænet krop og en relativ lav fedtprocent. Finder du imidlertid, at dit eget forhold til træning, mad, doping og krop stemmer overens med ovenstående beskrivelse i en grad som påvirker dit almene funktionsniveau, vil det være tilrådeligt at søge hjælp.

Kilder:

Innelses, E. Megareksi – et kropsbygger fenomen
G. Vinsrygg: Interview af Skårderud, F. (2003)

Megareksi – sykelig kroppsbygging
Steenbuch, K. (2005) Kjennetegn på megareksi

Nasjonal Forksningsinformation
A.R. Bach. Mænd og muskler. Forlag: Tiderne Skifter

Kom med din kommentar til artiklen her