Optakten til en ny tid

Forfatter: Danni Hvidtfeldt aka Dingo.

Du kender det nok ligeså godt som jeg. Man åbner et blad, tænder for fjernsynet eller venter på bussen. Næsten alle steder ser du reklamer og billeder af veltrænede mennesker – ikke kun tynde piger, som ellers har været så omtalt i medierne og folkemundene for at forvrænge pigers syn på deres egne kroppe. Men i syndfloden af alle disse flade maver, tynde taljer og stramme balder, forsvinder alle drengenes følelser; for ja, dem har vi sgu også. Tro det eller ej.

Over en årrække er der kommet mere og mere fokus på den muskuløse mandekrop. Selv i Føtex katalogerne er undertøjsmodellerne blevet lidt mere pumpede end de var engang. Det er ikke særlig meget, men de har alligevel en antydning af at de har løftet en smule vægte. Når man samtidig surfer rundt på nettet og måske falder over billeder og videoer med professionelle bodybuildere, der højt og flot poserer på en stor scene foran en fanskare så stor, at den ville få selv Nik og Jay til at blive grønne af misundelse, så stikker det alligevel én lidt i siden. Til trods for at de fleste udmærket er klar over at mange professionelle bodybuildere (desværre) tager steroider, og at man egentlig ikke synes at det er pænt at ligne et overdimensioneret myggestik, så tænker man alligevel inderst inde:

”Jeg ville gerne være lidt større end jeg er nu. Selvfølgelig ikke så stor… Bare lidt større… Mere markeret måske… Og også lidt stærkere… Jo det kunne jeg godt tænke mig”. (red: jeg synes ikke at steroide-misbrugere er hverken pæne eller fornuftige).

Og selvfølgelig tænker vi sådan. Man vil altid forbedre sin krop og det kan man også altid gøre, på den ene eller den anden måde. Og det er her at man hastigt får pakket sin træningstaske og styrter ned til Harald Nyborg og køber et 50 kg vægt sæt til 399,95. Jeg ved det, jeg har selv været i den rolle. Det var dog et lidt mere vattet håndvægts sæt på noget der vel svarede til 13-14 kg pr. håndvægt. Og dem løb jeg så rundt og legede med i en rum tid, og tænkte: ”Nu træner jeg sgu, nu kan de bare komme an”. Men jeg skulle blive klogere.

Jeg har altid været en meget tynd og spinkel knægt. I mine teenage-år spankulerede jeg rundt med en enorm kampvægt på 55-56 kg; og ca. 174cm at gøre godt med lodret op ad. Det kommer fra min far. Med en højde der er meget lig min (177 cm) og en vægt på ca. 64 kg, er han heller ikke ligefrem ren beton. Jeg har altid haft det problem at jeg har svært ved at tage på. Min far og jeg kunne æde og drikke alt hvad vi ville og kunne af sodavand, slik, kager, færdigretter, kylling, rejemader og jeg ved ikke hvad. På en normal lørdag aften på weekend hos far (red: jeg er skilsmisse barn, men det er en anden og egentlig ret ligegyldig historie), røg der gerne følgende ned (til hver!):
1 hel lørdagskylling
Et par skiver rugbrød
2 liter sodavand
1 stor pose matador mix
½ pose saltede peanuts
1 liter is, gerne regnbue

Og så lidt til det andet ben. Min pointe er at vi ikke ligefrem spiste det sundeste i verden. Men vi tog ikke på. Ikke 1 eneste gram tog jeg på af det. Så ja, tynd var jeg.
Faktisk så bemærkede jeg for det meste ikke at jeg var tynd. Jeg synes faktisk selv at jeg var lidt pumpet. Lidt markeret. Når jeg kiggede i spejlet så jeg ikke en kæmpe bodybuilder, men jeg så heller ikke den tyndeste pind (selvom jeg så absolut var det sidstnævnte…). Omkring 8. klasse kom der en ny trend i min verden: Tank toppen! Det skulle jeg da gå med, så jeg kunne flashe mine bøffer (desværre var de eneste bøffer i mit liv på det tidspunkt, dem der lå og stegte på panden med bløde løg til). I de yngre år havde jeg en 8-årig periode som svømmer. Det var ikke på konkurrence plan men det var et øvet hold, så lidt blev der kørt på. Jeg mistede dog langsomt interessen for det som årene skred frem, da det begyndte at kede mig, blot at skulle svømme frem og tilbage i ét væk. Sportsgrene som badminton, judo, jui-jitsu og basketball har også præget mine spæde år, dog slet ikke nok til at jeg kunne nå at udvikle færdigheder inde for den enkelte gren.

Grundet min svømme ”karriere” havde jeg en psykisk overbevisning om at jeg havde lidt bøffer. Det havde jeg vel nok også engang, men den smule der var, forsvandt da jeg stoppede med vandpjaskeriet. Dråben der fik svømmebassinet til at flyde over, var en operation i venstre fod (medfødt, lang historie) og efterfølgende kørestol i 6 uger og derefter 4 uger på krykker. 10 uger i gips plus genoptræning var ikke just noget der fremmede min lyst til at dyrke sport. Jeg tager da en dukkert hist og her, og det er skam også fint nok. Men jeg kan udmærket føle hvordan kondien er gået direkte lodret nedad; og den er skam stadig ikke oppe og ringe endnu, selv ikke den dag i dag.

I folkeskolen gik det egentlig fint nok med mine kropsdrømme. Jeg ville da gerne pakke lidt kg på kroppen, så jeg prøvede sådan at starte op i fitnesscenteret. To gange fik en veninde hevet mig med i henholdsvis to forskellige centre. Det ene på Hvidovre Stadion og det andet tæt ved Rødovre Centrum. Begge gange blev det til ét enkelt besøg og så døde den ligesom allerede ved fødslen. Jeg kan nu sidde og smågrine lidt af mig selv, fordi jeg kan se mig selv i mange af de nye folk der starter med at træne i det center hvor jeg nu har slået rødder. Første problem opstod allerede da jeg skulle pakke tasken hjemmefra. Træningsbukser? Tja, jeg havde da nogle hvide Nike bukser som jeg fik i forbindelse med operationen dengang. De røg med i tasken. En trænings trøje… Det var ikke noget min gaderobe indeholdte. Så det måtte blive en BonBon-Lands t-shirt i str. ”lidt for stor”. Sko til at træne i var heller ikke hvad der lige umiddelbart kunne graves frem. Jeg var vant til at lave idræt i mine normale sko. Så det måtte det også blive til på det tidspunkt. Og med tasken fyldt med bukser, strømper, boxershorts, en grim t-shirt fra BonBon-Land og en vandflaske placeret solidt i jakkelommen, drog jeg af sted mod Det Evige Jerns Tempel.

Det blev da også til lidt maskiner hist og pist, men så heller ikke mere. Puha da, nu var jeg sgu i gang med at træne. De 2 dage det nu varede.

Efter mine forgæves forsøg på at komme i gang med at løfte noget jern og opbygge en lidt større krop, faldt den passion til jorden. Jeg kom ikke rigtig videre og faldt tilbage i min gamle og tilfredse rolle.

Så kom jeg i gymnasiet og det var jo skide godt. Der var jeg begyndt at sørge lidt over mine stankelben og mine spaghettiarme, men det hele skulle sådan set nok gå. Indtil en dag hvor en pige fra min klasse kommenterer en trøje jeg har på, med ordene: ”Gud, hvor er du tynd!”.

Nu må I endelig ikke tro at hele min passion for træning kommer af én enkelt piges ord. Eller af andres mening om mig og min krop, for den sags skyld. Men det gav mig alligevel det lille skub udover afgrunden, som der manglede. Bare rolig, jeg skal ikke til at snakke om en 5 måneder lang depression over den grufulde pige der kaldte mig tynd. Sådan udspillede det sig på ingen måde. Jeg begyndte bare at fokusere mere på mig selv og min krop igen. Også rent funktionelt. Jeg ville gerne kunne bruge min krop til noget. Jeg ville egentlig gerne skille mig lidt ud, på den måde ment at jeg ville lære at elske at bruge min krop, at udfordre min krop og at se min krop reagere på det jeg udsatte den for. Og i nogle af mine nye klassekammerater, så jeg muligheden. Nogle gutter fra min klasse og parallelklasse var begyndt at træne. En af dem arbejde i centeret, så han skaffede også mig en uges prøvetræning. Og så var det anderledes. Nu havde jeg pludselig nogle ”ordentlige” at træne med. Nogle drenge på min egen alder, som jeg samtidig kunne have det sjovt med. Plus at en af dem vidste noget om træning som jeg havde manglet før. Han lagde bl.a. et egentlig udmærket program til mig, og er faktisk også den eneste fra den opstartede gruppe (udover mig selv), der stadig træner regelmæssigt.

Det begyndte at tage fat og blev mere og mere interessant. Jeg fandt artikler på nettet og på fora, som jeg tyggede mig igennem med velbehag. Efter et stykke tid kom der resultater. Ikke bare i mine egne øjne, men også folk omkring mig begyndte at kommentere min udvikling. Det gav store skub i den rigtige retning og det udviklede sig hurtigt til en del af min hverdag. Min træning var lige så seriøs som det at gå i skole. Hele sommerferien mellem 1.g og 2.g var jeg i centeret mandag, onsdag og fredag uden undtagelse. Jeg stod op tidligt om morgenen (i sommerferien!!!), tog i centeret og derefter direkte på arbejde i 10 timer. Det gav også en følelse af selvtilfredshed, endelig at komme op og gøre noget ved det som jeg i så mange år havde snakket om og prøvet på. Mange af mine venner havde i de år også snakket om, at nu skulle de op og pumpe og ”Bare vent og se, om 6 måneder er jeg kæmpe stor”. Men der skete aldrig noget. Hverken med dem eller med mig. Indtil nu. Med mig. Pludselig var det mig der opnåede noget. Ikke fordi jeg skal nedgøre folk der ikke træner, men følelsen af at jeg var kommet i gang med det som de så længe havde talt om; og nu også holdt det ved lige og kunne lide det… Den følelse var noget af det bedste.

Som tiden gik, fik jeg mere og mere viden omkring kost, ernæring og træning. Selvom jeg stadig er meget grøn mht. til dette, så er jeg på alle måder blevet klogere. Det har også styret mine uddannelsesinteresser i andre retninger. Engang ville jeg være læge. Så optiker. Praktiserende læge. Pædagog. Gymnasielærer. Nu falder valget højst sandsynligt på en bachelor uddannelse i kost og ernæring og derefter en kandidat uddannelse i human ernæring. Også på den måde har min træning gjort godt i mit liv. Der har kun været lutter positive ting i kølvandet på min vægtløftning, og jeg fortryder ikke ét sekund at jeg, dengang, endelig satte mig ordentligt ind i tingene og kom godt i gang med træningen.

Hvis du nu sidder derude og tænker ”Hm… Nogle gange har jeg det lidt ligesom ham…” (tja, hvem ved? Det kunne jo være der var én enkelt eller to), så er mit råd til dig: Sæt dig ordentligt ind i tingene, få overvejet om det egentlig er det her du vil. Er du villig til at vie en stor del af din tid til at træne og spise fornuftigt eller er du i dette øjeblik ved at pakke din træningstaske fordi du vil være kæmpestor om 2 måneder? Uanset hvad, så vil jeg helt sikkert råde dig til at kaste dig ud i det og se hvordan det går. Sæt dig ind i tingene, læs, lær, træn og brug din fornuft. Og hæng i, resultaterne skal nok komme hvis du sætter dig ordentligt ind i hvad du laver.

Husk på at i denne sportsgren, der dyrker man ikke bodybuilding – man er bodybuilder. Og dette er en hel livsstil i sig selv.

Det skal understreges at jeg på intet tidspunkt har indtaget ulovlige medikamenter som steroider hormoner, fatburners mv. for at fremme min vækst!

Kom med din kommentar til artiklen her

Ekstra guf:

Artiklen er beskyttet af de ophavsretlige regler og må ikke kopieres eller på anden måde viderebenyttes uden tilladelse fra Danni Hvidtfeldt aka Dingo.