Bruger login







Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!

Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!

Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!

Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!


Statistik

Vi har 65562 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er Jfj

Vores medlemmer har i alt skrevet 2049543 indlæg i 100419 emner

1 nye indlæg i dag


Online
I alt: 1146
Medlemmer: 4
Skjulte: 0
Gæster: 1142

Følg bodybuilding.dk på

Doping på godt og ondt

Skrevet af Anders Nedergaard, MSc humanbiologi, forskningsassistent - Idrætsmedicinsk institut, bispebjerg hospital

Dopingens historie

Brugen af mandligt kønshormon, og syntetiske hormoner der ligner (udviklet til at øge muskelmassen), fulgte umiddelbart i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor man benyttede disse til at få krigsinvalider på fode igen. I østblokken startede man, efter sigende, brugen i sportssammenhæng i de tidlige 50’ere (testosteron) og i 1956 kom det første syntetiske steroid til USA – methandrostenolon. Senere blev stoffet markedsført under navnet Dianabol - nok dét mest populære steroid i historien.


Meget tidligt fandt styrkesportsatleter ud af, at piller gav drastisk styrkeforøgelse og dermed succes i deres valgte sportsgrene. Den mørke side, af brugen af steroider, spøgte dog allerede i kulissen. John Ziegler, opfinderen af Dianabol, var til verdensmesterskaberne i vægtløftning i 1954 med sin vægtløftningsklub, York barbell Club. Der oplevede han at: 1) Østblokkens løftere var meget stærkere end løfterne fra vesten og 2) Flere af de russiske løftere, selv de helt unge, var usædvanligt behårede. 3) Nogle af dem havde så store vandladningsproblemer, at de måtte have indopereret et kateter for at kunne afgive urinprøver - et problem, der næsten udelukkende kan være forårsaget af forstørret prostata. Begge symptomer er forbundet med et øget niveau af androgener, mandlige kønshormoner, og der cirkulerede da også rygter om, at russerne havde fundet en ”trylledrik”. Her opstod konceptet ”designersteroider” for første gang, da John Ziegler indså, at man gerne ville opnå muskelforøgelse uden de klassiske androgene bivirkninger. Det førte til opfindelsen af Dianabol to år senere - et steroid som havde bevaret en stor del af de anabolske egenskaber, men med en svækket androgen profil.



Den kemiske struktur af Dianabol, ”faderen” til alle moderne syntetiske steroider.

Op igennem 60’erne, 70’erne og 80’erne dukkede der fortsat flere nye steroider op, det ene påstået ”bedre” end det andet. Brugen blev yderst udbredt - først blandt styrkesportsfolk og senere som en ”naturlig ingrediens” i bodybuilding/fitnessbølgen i 60’er og 70’ernes USA (bodybuilding/fitnessbølgen kom cirka 10 år senere til Europa). Det var også i 80’erne, man for alvor begyndte at fokusere på de potentielt sundhedsskadelige effekter ved brugen af androgener. I forvejen eksisterede der en voldsom diskussion omkring de etiske problemer ved brugen af hormoner. Der blev efterhånden oprettet dopinglove, IOC tog officielt afstand fra brugen af hormoner og der blev stiftet antidopingforbund. Nu var ”man” officielt og aktivt imod brugen af hormoner.

Hvad der også viste sig at være af betydning, var fremkomsten af væksthormon. Det første væksthormon der var tilgængeligt, under navnet Grorm, var suget ud af hypofysen på lig(!). Senere, med landvindingerne inden for bioteknologi, blev man i stand til at producere rekombinant væksthormon i bakterier i stor skala. Det gjorde det almindeligt tilgængeligt inden for dopingmiljøet. Sidst i 80’erne og i starten af 90’erene dukkede der endnu et hormon op, IGF, som ligeledes blev almindeligt tilgængeligt. Samtidigt begyndte brugen af insulin at blive udbredt som præstationsfremmende middel. Ved siden af de nævnte stoffer findes der flere medikamenter, som har fundet anvendelse som anabolske dopingmidler - blandt andre betaagonister (i klinisk brug som astmamedicin).

I en kategori helt for sig selv findes midler, som bruges til at øge forbrændingen, navnlig stofskiftehormon (T3/T4) og 2,4-dinitrophenol (DNP). Disse to er særegne, fordi de ikke er præstationsfremmende. De har altså kun været anvendt blandt folk, som har et kosmetisk mål - i modsætning til et præstationsmæssigt mål - det være sig almindeligt vægttab eller en meget lav fedtprocent i forbindelse med deltagelse i bodybuilding eller fitnesskonkurrencer.

Grundlæggende hormonbiologi og fysiologi

Hormoner er molekyler som har en signalfunktion. Altså molekyler som skal formidle et budskab fra én celle til en anden og eventuelt fra ét organ til et andet. Langt de fleste typer dopingstoffer transporteres ud i kredsløbet og påvirker hele kroppen, hvor kun meget få måske har en lokal virkning. Hormoner virker ved at binde sig til en receptor, receptoren bliver så tændt, hvilket fører til at receptoren aktiveres (og dermed en masse signalerings-events), som videre forårsager akutte ændringer i kraft af aktivering/slukning af proteiner og nogle mere langvarige forandringer i kraft af ændring i aktivering/slukning af gener. Dette fører ultimativt til en positiv nitrogenbalance (=muskelvækst) samt eventuelt andre (bi)virkninger.

I blodet bæres stort set alle molekyler på nogle proteiner, som binder hormoner og dermed sænker deres evne til at binde sig til deres receptorer, men til gengæld øger deres overlevelse i blodet drastisk. Der findes selvfølgelig flere syntetiske hormoner med nedsat binding til plasmaproteiner. Det giver en større tilgængelighed til receptorerne, men kræver større og mere frekvente injektioner.

De fleste hormoner nedbrydes i leveren af et enzymsystem som kaldes CYP450. Dette system nedbryder eller udskiller alt, hvad vi ikke kan metabolisere på anden vis. Dette system består af hundredevis af enzymer, som generelt udtrykkes meget lavt. Når behovet for dem så opstår, på grund af f.eks. for mange testosteronmetabolitter, bliver mængden af de nødvendige enzymer opreguleret og nedbrydningen af testosteronmetabolitter accelereres.

Generelt er der to måder at tilføre sin krop hormoner: ved injektion eller igennem mavetarmkanalen. Når kroppen optager fra tarmen, føres blodet igennem leveren. Da leveren nedbryder stort set alt, fører det til et betydeligt tab af de aktive stoffer - dette kaldes ”first pass metabolism”. Derfor sværger de fleste hærdede brugere til at bruger injicerbare hormoner.

Næsten alle mekanismer i kroppen ligger under for en form for regulering så systemet kan finde tilbage til ligevægt efter en forstyrrelse. En af mekanismerne er, som før nævnt vha. degradationsrater, en anden er receptornedregulering (hvis cellerne f.eks. modtager et alt for stort ”insulinsignal”, nedregulerer de antallet af receptorer, så signalet igen bliver normalt) og en tredje er vha. feedbackakser. I hypothalamus dannes GnRH, som får hypofysen til at producere FSH og LH, der stimulerer hhv. sæddannelsen og den endogene testosteronproduktion. Har man så f.eks. for meget testosteron, nedreguleres de hormoner, som ligger før i denne kæde (der for testosteron benævnes den hypogonadale akse). Det kaldes en negativ feedbackcyklus og er meget almindeligt for hormoner. På denne måde undertrykker testosteron GnRH og dermed FSH og LH. Det er årsagen til at mænds frugtbarhed og endogene testosteronproduktion nedsættes i forbindelse med brug af steroider, om end det oftest er midlertidigt. Dopingmisbrugere bruger flere typer medicin til at forhindre denne effekt, men forsættes misbruget, vil man på et tidspunkt ”crashe” og en periode med nedsat endogen testosteronproduktion vil ikke kunne forhindres.

Steroider

Steroider er benævnt sådan fordi, de er syntetiseret ud fra sterolskelettet i cholesterol. Denne struktur gør, at de er let opløselige i olie og mindre let opløselige i vand. Denne struktur udgør skelettet i både testosteron, østrogen, binyrebarkhormon, aldosteron (hormon som regulerer væskebalancen) og progesteron. Disse hormoner ligner derfor hinanden meget. Det har umiddelbart den konsekvens, at de i meget høje doser kan aktivere hinandens receptorer og, at de under nedbrydning kan metaboliseres til produkter, der har større aktivitet for de andres receptorer. I kroppen er to testosteronmetabolitter ansvarlige for, at mænd er mænd, nemlig testosteron og dihydrotestosteron (DHT). DHT dannes lokalt fra testosteron af et enzym, der hedder 5a-reductase (5AR). Da DHT er stærkt medvirkende til at forårsage mandlig skaldethed, hvilket inkluderer den skaldethed man ser i forbindelse med dopingmisbrug, og sandsynligvis også emdvirker til at give forstørret prostata og acne, bruges der ofte medicin som hæmmer 5AR, som en del af ”en kur” Mange androgene steroider nedbrydes til østrogenlignende stoffer, hvilket er med til at udvikle de såkaldte ”bitch tits”, man ofte hører om blandt dopingmisbrugere. Denne proces katalyseres af enzymet aromatase, som omdanner testosteron til østrogen. Derfor bruger man ofte aromatasehæmmere som en del af en kur.



Cholesterol, udgangspunktet for kønssteroider, binyrebarkhormon, og aldosteron.

Steroider syntetiseres ofte med nogle modifikationer, som øger fedtopløseligheden, sænker bindingen til plasmaproteiner og hæmmer degradationen af dem. Mange steroider syntetiseres endvidere med store sidekæder, som er meget fedtopløselige. Dette gør at steroidet binder sig til fedtvævet i kroppen, hvorfra det langsomt frigøres. Man kan hermed opnå et stabilt forhøjet niveau af steroidet i blodet. Derfor er der meget stor forskel på, hvor lang tid de er i kroppen og dermed, hvor lang tid de virker, hvor ofte de skal indtages og hvor lang tid de vil give anledning til en positiv dopingtest. Derfor varierer nedbrydningstiden fra dage til måneder.

Når der tales om steroider i dopingsammenhæng er det stort set altid androgene anabolske steroider (heraf forkortelsen AAS). At steroider er androgene betyder, at de er med til at formidle de sekundære mandlige kønskarakteristika - altså at de forårsager skaldethed, aggressivitet, øger libido, giver fedtet hud og kan øge hårvæksten på kroppen. At de er anabolske betyder, at de er vævsopbyggende - altså at de får muskelfibrene til at vokse (det er i øvrigt ikke bevist eller sandsynliggjort at nogle hormoner kan øge fiberantallet). Bodybuildermiljøet har i mange år ledt efter steroider, som er anabolske, men ikke androgene, men det er altså sådan, at de mest potente anabolske steroider også overvejende er kraftige androgener. Grundlæggende gør alle steroider det samme, nemlig øger proteinsyntesen, men de forskellige effekter er alligevel gradbøjet lidt i kraft af at de f.eks. ikke er relativt lige anabolske og androgene. Nogle steroider forårsager en drastisk væskeophobning, mens andre virker stimulerende på centralnervesystemet. Nogle steroider undertrykker den hypogonadale akse, andre gør ikke.

Her kan man finde en mere detaljeret historie om androgeners biologi på celleniveau, skrevet af Nandi, en af de mest kompetente guruer, der har været på nettet inden for træningens biokemi:

http://www.xtrememass.com/forum/showthread.php?t=502

Peptidhormoner

Peptidhormoner er proteiner med en signalfunktion. De tåler meget dårligt at komme igennem maven. Derfor injiceres stort set alle peptidhormoner i stedet. De nedbrydes inden for nogle timer og har for det meste meget distinkte og forskellige virkninger i modsætning til steroider. De peptidhormoner der florerer i dopingmiljøet er primært insulin, væksthormon og IGF. De injiceres normalt under huden (subcutant) med en pen af samme type som insulinpenne. Peptidhormoner har i øvrigt ingen af de bivirkninger man normalt forbinder med androgener.

Væksthormon

Væksthormon øger fedtforbrændingen og bindevævssyntesen og giver for mange en følelse af velvære, men det har kun meget ringe virkning på egentlig muskelvækst og sænker insulinfølsomheden. Mange atleter bruger det efter sigende for at forebygge skader qua dets virkning på bindevæv. Væksthormon kan forårsage en lidelse, der kaldes carpal tunnel syndrom, hvor en af nerverne bliver klemt i sin kanal i håndleddet, (givetvis på grund af væskeophobning eller fordi noget af bindevævet i håndleddet vokser). Det giver symptomer som sanseudfald og snurrende fornemmelser i fingrene og eventuelt egentlig nedsat funktion i hænderne. Disse symptomer er særligt udtalt under og i forbindelse med nattesøvnen.

IGF

IGF øger proteinsyntesen i bindevæv og muskelvæv og øger insulinfølsomheden, mens det sænker proteindegradationen. Det virker muligvis lokalt, som det eneste stof tilgængeligt for dopingmisbrugere.

Insulin

Insulin får muskelceller til at optage sukker, øger proteinsyntesen og hæmmer proteindegradationen, men kan akut føre til for lavt blodsukker - en tilstand, der kan være livstruende, hvis man ikke øjeblikkeligt indtager sukker. Høje doser af insulin injiceret igennem længere tid sænker også insulinfølsomheden. Desuden hæmmer insulin fedtforbrændingen, så man kan let blive fed, hvis man er på insulin.

Det siges ofte, at disse hormoner øger risikoen for at udvikle kræft, men det er ikke påvist. En anden bivirkning ved længere tids brug af subcutant injicerede hormoner er at fedtlaget i huden, hvor man injicerer, kan blive ødelagt. Derfor kan der opstå grimme ”huller” i huden. Det er af samme grund at f.eks. diabetikere roterer injektionssteder. Generelt er brugen af peptidhormoner ikke så udbredt i dopingmiljøet, som anabolske steroider, hvorfor det fulde omfang af bivirkningerne forbundet med høje doser ikke er kendt endnu.

Andet

Beta-2 agonister

Betaagonister aktiverer de receptorer, der er forbundet med ”fight-or-flight”-reflekser. Der findes flere typer betareceptorer og de stoffer der bliver brugt i dopingsammenhæng er beta-2 agonister. Aktivering af beta-2 receptorer øger musklernes evne til at trække sig sammen, inklusive hjertemusklen. Derfor øges blodtrykket og pulsen og der forekommer ofte rysten i hele kroppens muskulatur. Det er svagt anabolsk og bruges typisk i forbindelse med diæt, for at opretholde muskelmassen.

T3/T4

T4 og T3 er de naturlige stofskiftehormoner og de produceres normalt i skjoldbruskkirtelen. T4 er den mest forekommende form og den konverteres til T3, den mest potente af formerne, lokalt. Det øger både basalmetabolismen og temperaturen voldsomt. Det accelererer nedbrydningen af muskelprotein. Som ved brug af steroider, kan langvarig brug føre til en endokrint ”crash”, hvor den endogene produktion og receptorfølsomheden er nedsat og degradationen opregulerer. T4/T3 bruges til at tabe sig - typisk sammen med anabolske steroider.

DNP

DNP er en cellegift som afkobler cellens metabolisme, i den forstand at en meget stor del af cellens energi, som normalt ville blive brugt til at danne ATP, blot omdannes til varme. Dette kan øge basalmetabolismen med op til en faktor 4. Det kan så også øge et menneskes temperatur så meget, at man dør eller får hjerneskade. Da det virker i kraft af kemiske interaktioner og ikke biologiske, er det stort set uden for biologisk kontrol og feedback, hvilket gør det uhyre potent og farligt. DNP er rent faktisk et stof som man dør af, hvis man tager for meget. DNP bruges også til at tabe sig, igen oftest i kombination med steroider.

Hvor farligt er det at dope sig – virkninger og bivirkninger

Det er ikke særligt populært at sige, men man kan godt dope sig til større muskler, til en vis grad, og slippe fra det uden mén. ”Men hvorfor gør folk det så bare ikke til en vis grad?” tænker du sikkert. Det er fordi de bliver psykisk afhængige (mere om det senere).

Hvis man holder sig til ”milde” steroider og lave doser, vil man måske aldrig få en bivirkning, hvorimod de fleste hardcore brugere generelt har flere bivirkninger, om end de oftest bliver betragtet som uvæsentlige og ufarlige, indtil det en dag går galt. De almindelige tidlige bivirkninger er fedtet hud (+acne) og tendens til dannelse af ’bitch tits’ (brystkirtelvæv pga. forhøjede østrogenniveauer fra nedbrydningen af steroider i kroppen). Den fedtede hud er ikke permanent (selvom acne kan give grimme ar), hvorimod de såkaldte ’bitch tits’ ofte er blivende og kræver kirurgisk fjernelse. Forstørret prostata er jo meget almindeligt blandt ældre, men flere ting tyder på at steroidemisbrugere, tidligere og hyppigere end normalt, får disse problemer. Anabolske steroider virker ikke kun på skeletmusklerne, men også på hjertemusklen. Man hører meget tit om at anabolske steroider kan give hjerteproblemer. Dette beror på, at steroiderne forårsager, at hjertet vokser, men samtidig ændrer den elektrisk ledningsevne i hjertemusklen. Hvis ledningsevnen i hjertet forstyrres, øges risikoen for at få forskellige former for hjerteflimmer og egentlig hjertedød. Det vides ikke om steroider øger risikoen for kræft. Man kan sagtens teoretisere over, at hvis man har forstadier til kræft i prostata, kan det stimulere dem til vækst (prostataen er et meget androgen sensitivt organ), ligesom at gentagne småskader på leveren også øger risikoen for adenomer dér, men det er teoretiseringer.

På mange amerikanske bodybuilding/styrkeløft boards møder man en meget liberal holdning til doping og mange forsvarer ligefrem brugen af det, typisk med reference til kliniske forsøg, hvor man har givet anabolske hormoner til syge mennesker, som ikke har udviklet bivirkninger. Et af de hyppige argumenter er således, at der ikke er fundet en ”smoking gun”. Det, at den ikke er fundet, er ikke ensbetydende med, at den ikke findes. For hvert klinisk studie, hvor man har givet en gruppe patienter hormoner uden at de fik bivirkninger, findes der hundredvis af case studies af unge mænd, der er blevet indlagt med skader eller sygdomme, der næsten udelukkende kan skyldes brug af hormoner. Så er steroider farlige? Ja, det er de givetvis, men der er ikke mange studier, hvor man har fulgt en nogenlunde homogen gruppe af hormonmisbrugere igennem en længere periode – både under og efter deres misbrug. Men en god pointe i sig selv er jo, at kvinder (og mænd uden testosteronproduktion) lever længere end mænd med testosteronproduktion. Så det virker umiddelbart nærliggende at tilførsel af endnu mere testosteron i hvert fald ikke er gavnligt for en forventet levealder.

Der findes som nævnt meget få studier hvor man har undersøgt en gruppe dopingbrugeres liv over en længere periode. Jeg vil meget nødig hive enkelte, konkrete studier frem, da det let kan føre til en ensidig diskussion, men jeg vil alligevel gerne hive én ting frem. I Parssinen et al 2000 har man fulgt op på finske elitestyrkeløftere (top 5 i vægtklasserne 82,5-125+ kilos vægtklasserne i årene 1977-1882) i 12 år. Her viste det sig, at de faktisk havde en signifikant forøget dødelighed i forhold til baggrundsbefolkningen (12,9 % vs. 3,1%). Det interessante er, at de overrepræsenterede dødsårsager er 1) selvmord og 2) hjerteinfarkt (blodprop i hjertet). Baggrundsbefolkningen i det aktuelle studie vejer givetvis mindre end styrkeløfterne, hvilket måske kan forklare forekomsten af hjerteinfarkt, men jeg finder det ekstremt interessant, at selvmord skulle være mere almindeligt blandt dopingmisbrugere end baggrundsbefolkningen.

Psykiske bivirkninger

Da selvrealisering er en meget vigtig del af vores kultur, ligger det i kortene, at de ting vi har succes med i vores hverdag, bliver integreret i vores selvbillede. Så hvis Jens, der ellers har tænkt på sig selv som bankassistent, begynder at løfte jern og finder ud af, at han er skidegod til det, begynder han måske at tænke mere på sig selv som ”bodybuilder” end som bankassistent. Hormoner gør, at du har succes med din træning, selv om du ikke har sat dit grundigt ind i, hvad du laver, når du træner. Og derfor sker der meget ofte det, at for folk der tager steroider, bliver det at være ”ham den store, stærke” uforholdsmæssigt vigtigt i forhold til resten af deres kompetencer. Og hvad sker der så, når kuren stopper? Man synes, det er møgubehageligt at det, man definerer sig selv som, glider ud mellem hænderne. I virkeligheden gælder det ikke kun folk, der tager steroider; alle, der løfter vægte for at blive større, synes da, det er ubehageligt, når de taber sig, f.eks. pga. sygdom. Gang så det med 10 for en, der bruger hormoner! Ofte har han mere muskelmasse end han kan opretholde (og eventuelt noget væskeophobning fra steroider, som også forsvinder med kurens ophør, som bidrager til vægttab). Med det i baghovedet synes jeg, det er let at forstå de fyre, man møder nede i motionscenteret, som sagde de skulle prøve en enkelt kur og endte med 10. Det endelige resultat er, at der desværre er nogle som fanges i en ’roller coaster’, hvor de lige skal have en tur til hver gang, de er færdige med en kur. Dét er skadeligt, både for kroppen og psyken.

Jeg er moderator på det danske diskussionsforum Bodyhouse.dk, som er berygtet, da det foretrukne emne på boardet er, hvordan man bruger hormoner til at gøre sin krop større og mere muskuløs. Inden for de sidste 1-2 år har der blandt Bodyhouse-brugerne været en del eksempler på at folk, der ikke kunne holde op med at tage hormoner, har mistet deres libido, fået hjerteproblemer eller depressioner, som resultat af deres dopingmisbrug. Derfor er der blevet oprettet et emne, der hedder ’get off drugs’ på sitet. Alle, der har overvejet at begynde at bruge steroider, burde læse trådene dér igennem. De kan findes hér:

http://www.bodyhouse.dk/idealbb/forum.asp?forumID=37

Hvad bliver det næste

Bodybuildingverdenen, specielt i USA, har altid været meget langt fremme i skoene, når det har drejet sig om at bruge state-of-the-art farmaka til at gøre musklerne større. F.eks. har brugen af væksthormon og IGF været almindelig blandt topbodybuildere – også før det overhovedet blev frigivet som medicin. De farmaceutiske fremskridt spiller helt sikkert en rolle i udviklingen af størrelsen af elitebodybuildere. Og der er masser af nye ting på vej, så vi kan godt regne med at Olympiadrengene bliver større endnu om nogle år.

Perorale antidiabetika

Perorale antidiabetika er ret nyt blandt dopingmisbrugere i Danmark. Jeg har kun hørt om ganske få, der har brugt det. I USA er det stadig sjældent, men ikke ukendt. Som navnet antyder, er det piller mod diabetes, der bliver brugt klinisk til patienter, som ikke responderer på insulinbehandling. Generelt virker det ved enten at øge insulinsekretionen eller ved selvstændigt at øge kroppens evne til at absorbere blodsukkeret (hvilket jo ellers er insulins funktion) og dermed sætte cellerne i en anabolsk tilstand. Generelt findes der tre grupper af disse præparater: Biguanider, sulfonylureider og thiazolidiedioner med de mest almindelige produktnavne hhv. metformin, tolbutamid og rosiglitazone. Generelt er de mulige bivirkninger de samme som ved brug af insulin, men da disse stoffer er mindre potente og virker langsommere, er risikoen for at gå ”sukkerkold” meget mindre end ved insulin.

Myostatin hæmmere

Myostatin er en endogen hæmmer af muskelstamceller under fosterdannelsen og en negativ regulator af muskelvæksten i voksenlivet. Således vil en hæmning af myostatin give større muskler (og flere fibre, hvis det er hæmmet i fostertilstanden). Der findes to kvægracer, som har en indavlet, medfødt defekt i deres myostatingen og som følge heraf har en svært forøget muskelmasse og en reduceret fedtmasse (billedet). Ligeledes er der i laboratoriet blevet skabt mus uden virksomt myostatin, som også udviser en meget muskuløs fænotype. Derfor er der efterhånden opstået en legende omkring det og der findes utallige kosttilskud, der påstår at hæmme myostatin og dermed påvirke muskulaturen. For tiden er der kun eet præparat i klinisk afprøvning, som efter sigende skulle kunne hæmme myostatin, nemlig myostatinantistoffet JA16/myo-029. Der er endnu ikke forlydender om dets fremskridt, men jeg er overbevist om at det bliver en af de store nye ting blandt bodybuildere. Det skal i øvrigt siges at der findes i hvert fald de første 5 kosttilskud, som påstås at hæmme myostatins funktion, men det er simpelthen løgn. Hvis der allerede fandtes virksomme myostatinhæmmere blandt usle kosttilskud producenter, ville farmaceutiske virksomheder næppe bruge milliarder af dollars på at udvikle dem.




En mand og hans tyr. Tyren har aldrig løftet vægte og kun spist græs og kraftfoder. Til gengæld har den et fejl i sit gen for myostatin, hvilket har gjort, at den udvikler en meget voldsom muskulatur.

Beta-3 agonister

Beta-3 agonister er i familie med beta-2 agonisterne, men er specifikke for beta-3 receptorer. Aktiveringen af beta-3 receptorerne ser ud til meget selektivt at kunne øge fedtforbrændingen. For tiden er mindst en beta-3 agonist i klinisk afprøvning. Viser det sig at virke og være sikkert at bruge, vil det uden tvivl blive et meget populært lægemiddel inden for de næste 5 år. Givetvis vil det gøre sit indtog i dopingverdenen som et alternativ til DNP og T3/T4.

Ordforklaring

Metabolitter

Metabolitter er forarbejdede versioner af molekyler. F.eks. er T4 og T3 forarbejdede versioner af aminosyren tyrosin og kan således siges at være tyrosinmetabolitter

Agonister/antagonister

En agonist er et stof, der aktiverer en given receptor. F.eks. er testosteron en androgen receptoragonist. Antagonister er stoffer, der binder sig til en receptor, men ikke tænder den.

Insulinfølsomhed

Insulinfølsomheden er evnen til at respondere på insulin og sukkerindtag. En god insulinfølsomhed siges ofte at være en markør for et ”sundt” stofskifte og en god kropssammensætning.

Klinisk afprøvning

Klinisk afprøvning er en del af det meget, meget omstændelige system lægemidler skal igennem, før de kan godkendes til brug som menneskemedicin. Det omfatter giftighedstest på dyr (fase 0), giftighedstest på mennesker (fase 1), kvalitativ klinisk virkning (fase 2), kvantitativ klinisk testning (fase 3). Denne proces tager omkring 10 år i alt og koster milliarder af kroner

Genotype/Fænotype

En fænotype er den fysiske manifestation af en egenskab.

Case study

Et case study er et stykke videnskabeligt litteratur, som beskriver én bestemt situation eller person. I denne sammenhæng kan det være en patient, som er kommet på skadestuen med et sygdomsbillede, som den behandlende læge har fundet interessant nok til at skrive en artikel om.

Vigtigt!

Det skal understreges, at denne artikel ikke skal læses som en opfordring til brug af steroider og andre præstationsfremmende midler. Artiklen er alene skrevet for at belyse et område som har stor interesse i sportsverden.

Bodylab Nutrition svarer ikke på uddybende spørgsmål omkring anvendelse eller virkning af diverse omtalte præparater.