62 atleter fra 9 forskellige nationer mødtes i weekenden fra den 11. -13. september i Torini, Italien, for at dyste ved det stærkt besatte Western European Men's Championships. Danmark var mødt op for at kæmpe med om medaljerne med Danni Iversen i -83kg og Jesper Mikkelsen i -120kg, og netop Jesper Mikkelsen har inviteret os med en tur bag tæppet til det store stævne.
"Træningen frem mod stævnet blev på ingen måde som planlagt. Et mindre sygdomsforløb og et hold i nakken førte til nogle ændringer i planlægningen og en mindre formnedgang styrkemæssigt. Kroppen kom sig over det og inden afrejse var følelsen, at jeg var i rigtig god form og hvis jeg fik samlet sammen på dagen, ville det bestemt være realistisk med en pr total."
Der var afgang fra Billund Lufthavn 6.30 onsdag til Amsterdam, hvorfra der skulle skiftes videre til fly mod Torino. Onsdageftermiddag ankom holdet til hotellet, der lå knap 10 minutters gang stævnehallen, der var rigtig flot udstyret til anledningen.
"Jeg skulle først løfte lørdag, så der var god tid til at slappe af inden stævnet. Torsdag fik jeg æren af at være med til åbningsceremonien, hvor jeg var eneste deltager på over 100kg, så jeg følte mig lidt fejlplaceret i den sammenhæng. Vores anden danske løfter, Danni Iversen, skulle løfte i den sene gruppe torsdag. Han leverede en solid præstation og fik en 2. plads for fjerde år i træk, med et solidt forsøg på førstepladsen i sidste dødløft, men der manglede lige det sidste. Fredagen stod på ren afslapning og en del mad for at blive klar til stævnet."
For Danni blev det til 290kg i squat, 197,5kg i bænkpres og 260kg i dødløft. De 197,5kg i bænkpres var dagens bedste resultat i klassen, men samlet blev det altså til en sølvmedalje til Danni med en total på 747,5kg, hvilket var 7,5kg mindre end La Rocca Andrea fra Italien, der løb med guldet.
"Lørdag morgen ringede uret kl. 8.00. Som sædvanlig havde jeg sovet uroligt natten op imod et stævne, så jeg følte mig lidt træt og groggy fra morgenstunden. Efter min morgenshake stod vægten på 119,95, så der burde ikke være nogen problemer med indvejningen. Jeg sørgede for at være i god tid på stævnestedet og fik klaret mit udstyrscheck 9.30 som den første. Da indvejningen nærmede sig, begyndte jeg at blive lidt nervøs. De havde problemer med at få vægten til at være stabil og den havde nogle ret store udsving. Jeg har aldrig tidligere været tæt på grænsen vægtmæssigt, så dette var en ret ny stressfaktor for mig. Da de første havde fået stabiliseret vægten, fik jeg dog vejet sikkert ind på 119.65kg.
Vi begyndte så småt opvarmningen en time før stævnestart. Jeg er ikke typen, der bliver vildt nervøs inden stævner, men jeg var alligevel lidt spændt på squatten, da jeg ikke har haft så mange godkendte løft til træning op til. Jeg blev derfor også lidt overrasket, da en af nordmændene konstaterede, at jeg var nede med 275kg. Opvarmningen blev afsluttet med et let løft på 300kg og jeg var klar til squatten. Første forsøget gik som planlagt. Jeg kom godt ud at stå med vægten og fik sat mig dybt og løftet blev godkendt 3-0. Vi fortsatte efter planen, og øgede til 330kg i andet forsøg. Spotterne var direkte langsomme til at få skiftet vægten, så jeg kom til at stå med knæbindene længere end forventet. Min udgang blev ikke lige så god som på første forsøg, og jeg står derfor lidt for smalt, da jeg får startsignal. Jeg får sat mig godt, men føler, jeg bliver presset sammen, og presser vægten lidt tidligere end på førsteforsøget. Vægten blev løftet let og godkendt 2-1. Med to lette godkendte løft øger vi til 340kg i sidste forsøg, hvilket ville være en 5kg pr. Knæbindene bliver strammet til, og denne gang fik vi timet det perfekt. Jeg kommer meget bedre ud at stå end på andet forsøg. Det resulterede i endnu et løft, der blev godkendt 2-1, og en god pr var i hus."
"Så var det direkte videre til opvarmningen for at blive klar til bænkpres. Der var problemer med det samme. Jeg kunne slet ikke få mine fødder til at stå fast på gulvet, og både på 70kg og 110kg gled de væk under løftet. Vi fik derfor Bill (red: landstræner) til at stå på mine fødder gennem resten af opvarmningen, men det var på ingen måde optimalt. Det var derfor med en hvis spænding, da jeg gik ind på mit første forsøg. Heller ikke på plateauet kunne jeg få mine fødder til at stå ordentligt fast. Da jeg sænker stangen, kan jeg mærke, at jeg bliver presset fuldstændig sammen uden spændet i benene. Trods dette fik jeg løftet vægten, og de 230kg blev godkendt 2-1. Vi melder 235kg til andet forsøg for at samle sammen til totalen. Endnu en gang blev jeg mast godt og grundigt sammen, denne gang kunne jeg dog ikke presse vægten. Tredje forsøget blev en direkte gentagelse, hvor jeg på ingen måde var tæt på at få presset vægten. Det var med en blanding af irritation og frustration jeg kunne forlade bænkpressen. At jeg ikke får godkendt mere, kan jeg kun give mig selv skylden for. Da der ikke var andre der havde samme problemer som mig selv, må jeg erkende, at det var mig, der gjorde noget forkert. En ting er at misse løft, fordi man ikke er stærk nok, men at misse løft fordi man underpræsterer eller laver dumme fejl teknisk, det er bare ikke godt nok."
"Videre til dødløften, der havde vist positive takter frem mod stævnet. Jeg havde valgt at åbne på 295kg, hvilket var højere end jeg tidligere har gjort. Opvarmningen kørte godt, på trods af at ryggen virkede træt efter squatten. Vi var kun 6 løftere tilbage i gruppen, da en belgier var bommet i bænk, og valgte ikke at fortsætte med dødløft. Det resulterede i lidt korte pauser, og jeg var lidt spændt på, hvordan det ville påvirke mine sidste forsøg. Startvægten på 295kg blev løftet i sikker stil, det var dog ikke så let, som jeg havde håbet på. Vi valgte at øge til 305kg i andet forsøg. Der var lidt kaos mellem mine første to forsøg, da der var et mindre elektroniknedbrud. Efter lidt tid kommer vi dog videre, og jeg kan komme ind til andet forsøg. Det blev igen lidt tungere end jeg havde håbet, og vi valgte at øge lidt forsigtigt til 312.5kg, for at få en lille pr total. Endnu en gang blev vægten løftet, dog i knap så sikker stil. Over knæene begyndte jeg at ryste lidt og måtte arbejde en del for at få rettet mig ud, men løftet blev godkendt 3-0 og jeg får sikret mig en total på 882.5kg og en lille pr på 2.5kg, samt en 2. plads i klassen.
Alt i alt er jeg tilfreds med min indsats til stævnet, hvor specielt squatten viste gode takter. Jeg ærgrer mig dog en del over bænkpressen, men fik dog samtidig en lille lærestreg, så den skal forbedres markant frem mod næste stævne. Der skal selvfølgelig også lyde en stor tak for hjælpen undervejs til Bill, som var coach på turen, samt Danni, der hjalp undervejs.
Afslutningen på stævnet betyder samtidig, at min stævnesæson 2014 er overstået og næste stævne bliver DM i marts 2015. Den næste lange periode kommer til at bestå af grundtræning, hvor der skal skrues lidt op for volumen i hovedøvelserne. Der skal selvfølgelig arbejdes med en del teknisk, hvilket gælder for både squat, bænk og dødløft. Målet for DM næste år er, at ramme de 900kg total, hvilket kræver, at jeg kan holde mig skades fri og fortsat udvikle mig teknisk i alle 3 discipliner, så jeg kan få samlet den bedst mulige total til stævnet."