Høj%:
Sager hvor det, i min optik og alle andres end juristernes, var klokkeklart at der var handlet inden for nødværge.
Det er jeg sådan set ikke i tvivl om. Alle syntes også, at det "da måtte være nødværge" da ham bokseren slog én ned, som havde slået hans lillebror - eller hvad det nu var. Men da angrebet på lillebroderen var overstået, var det for sent at udøve nødværge.
Jeg er ikke selv en strammer fsva. nødværge, slet ikke. Der kan jo være forskel på, hvad anklagerne er, og dermed kan der rejses sager af én, som en anden ikke ville have rejst. Det er nærmest et livsvilkår, at der er små forskelle på, hvordan reglerne bruges i praksis. Man skal dog have in mente, at en anklager ikke vil rejse tiltale i en sag, som vedkommende ikke er rimelig sikker på at "vinde", da det er træls at tabe (man har taget fejl), spild af tid som kunne bruges på andre opgaver, og spild af myndighedens resourcer. Derudover ville det måske være ulovligt, da anklagemyndigheden skal arbejde for, at ingen skyldig går fri og ingen uskyldig bliver dømt (der står noget i den retning i retsplejeloven). Det er dommeren som afgør skyldsspørgsmålet, men reglen giver en slags bagstopper i anklagemyndigheden. En påfaldende høj frifindelsesprocent vil give anledning til undersøgelser fra overordnede, ligesom en påfaldende høj domfældelsesprocent vel også ville (man fører "for sikre" sager, og slutter dermed for mange og skyldige må derfor formodes at gå fri.)
Det jeg ikke har forståelse for at den sort hvide verden juristerne handler ud fra.
En afgørelse vil ofte være enten/eller. Enten tiltales man eller også gør man ikke. Tiltales man, vil anklageren i sin procedure argumentere for, at man er skyldig (medmindre hovedforhandlingen i retten viser, at man har taget fejl. Det sker ind imellem)
Jura er dog langt, langt fra "sort/hvidt". Som den, der sidder i modtagerenden kan det måske godt virke firkantet, men der kan ligge timers undersøgelser bag en afgørelse - netop fordi der er noget som taler for det ene og noget, som taler for det andet (og det tredje, fjerde...) På et tidspunkt skal man jo beslutte sig.
Deres eneste udvej fra en sådan situation hvor det at løbe derfra ikke er en mulig, er at skade overfaldsmanden og her opstår det juridiske problem, for hvornår er angrebet fra overfaldsmanden overstået?
Et angreb er "overhængende", hvis det skal til at gå i gang (som kampsportsudøver lærer man jo at se begyndende bevægelser, det kan andre nok ikke, men det er altså her angrebet er overhængende), det er "påbegyndt" mens næven svinges og indtil den rammer sit mål. Når næven har ramt målet og sluppet det, er angrebet ovre.
Hvis der er fare for yderligere angreb, er disse "overhængende". Overhængende angreb kan være tydelig for også ikke-kamsportsudøvere hvis f.eks. en næve er hævet og overfaldsmanden siger "nu slår jeg dig kraftedme ihjel", eller i tilfælde af tydeligt kropssprog.
Hvor mange slag eller spark skal der til før overfaldsmanden giver op eller går ned og er det juridisk acceptabelt at slå ham gentagne gange, til hans fremmarch er stoppet?
Ja, hvis angrebene fortsætter, må forsvaret fortsætte. Man må forsvare sig på alle måder, ikke kun med fastholdelse osv. Der er en frifindende dom, hvor den ene slår den anden med et bræt og den anden slår så den første med et tilsvarende bræt, idet den første skal til at slå igen.
Mindre oplagte sager er Jønke-sagen og Skruetrækker-sagen. I den første blev Jønke (rockeren) blev overfaldet af en med kniv. Jønke og hans ledsager nedkæmpede overfaldsmanden og tildelte ham rigtig mange tæv. Noget af forsvaret blev dog henført under stk. 2 som ulovligt men undskyldt. Mener Jønke fik 6-7 knivstik. Den mand må jo være en tank. Det gik dog værre ud over overfaldsmanden, som på et tidspunkt var i livsfare, da han havde fået et farligt snit med egen kniv.
I Skruetrækkersagen overfaldt en person et brødrepar med en skruetrækker, idet kan hold den op mod den ene broders hals el.lig. Den anden broder mente, at han bror var i livsfare og stak herefter overfaldsmanden med sin egen skruetrækker så han døde (altså den forsvarende broder havde en skruetrækker med - vist nok i sin bil).
Der blev frifundet, men dog efter stk. 2.
Også ulovlige våben kan bruges til lovligt forsvar, se f.eks. guldsmedesagen, med guldsmeden som skød de flygtende røvere. Også stk. 2. Han fik dog et halvt år for våbenbesiddelse, som han havde siddet af i varetægt.
(Så vidt er jeg altså enig med Sandy Frink - at gå fri føles nok ens uanset om man slipper med lovligt nødværge eller man slipper efter stk. 2)
I alt: 709
Medlemmer: 3
Skjulte: 0
Gæster: 706
