Bruger login







Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!

Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!

Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!

Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!


Statistik

Vi har 65478 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er Jfj

Vores medlemmer har i alt skrevet 2049533 indlæg i 100419 emner

0 nye indlæg i dag


Online
I alt: 455
Medlemmer: 3
Skjulte: 0
Gæster: 452

Følg bodybuilding.dk på

APROPOS

Ingen Fortrydelsesret ?
Ingen Fortrydelsesret ?
Thomas Jagd | Dato: 22. sep 2011, 16:01

Det er ikke mange dage siden, at jeg læste at bodybuilderen Art Atwood for nylig døde af et massivt hjerteanfald. Og ikke mange dage forinden kunne man læse om Luke Wood, som døde fordi hans krop afstødte den nyre, han skulle have fordi hans egen var stået af. Og kigger man tilbage over de sidste 20 år, så kan man tilføje et hav af bodybuildere og styrkeatleter til listen over folk, som enten er døde i en relativt ung alder, eller som har måttet stoppe karrieren pga. alvorlige helbredsproblemer. Man kan ikke undgå at gøre sig visse tanker i forhold til dette. Jeg ved godt mange aspirerende bodybuildere har det med at gå fuldstændigt i selvsving, når man tilskriver disse dødsfald og alvorlige lidelser til anabolske steroider og andre medikamenter. Bevares, man ser da til tider dødsfald blandt unge mennesker, pga. hjertefejl og andre defekter. Og der findes da også helt normale mennesker, som får nyresygdomme og andre alvorlige lidelser. Men der er vist ikke den store tvivl om, at bodybuildere og styrkeatleter trækker godt og grundigt op i statistikken, når vi snakker om for tidlig død og alvorlig sygdom.

Man siger, at skinnet bedrager, og det gør sig i allerhøjeste grad gældende når vi snakker om professionelle bodybuildere. Jeg kan godt forstå unge mennesker har svært ved at tro, at professionel bodybuilding er en sport, som er ekstremt nedbrydende på helbredet. For atleterne ser jo i de fleste tilfælde ud til at stråle af sundhed, når man sammenligner dem med en gennemsnitlig dansk sofakartoffel. Deres velplejede udseende, store muskelmasse, lave fedtprocent, i kombination med en aktiv livsstil, giver ikke umiddelbart det indtryk at de står med det ene ben i graven. Men det er ikke desto mindre hvad de gør.

En anden årsag til at aspirerende bodybuildere generelt har svært ved at tro på, at professionel bodybuilding reelt er det samme som at spille russisk roulette, skyldes at det sjældent er top bodybuilderne som rammes. Jeg ved ikke om det skyldes, at de har det økonomiske grundlag for at blive tjekket regelmæssigt hos en læge, og herunder få fortaget tests der er lidt mere avanceret en bare en blodprøve i ny og næ. Det kan også skyldes, at toppen af bodybuilding består af de atleter som har så gode gener, at de ikke behøver at voldkrudte den på samme måde, som de bodybuildere som ligger et par niveau lavere, og som kæmper for at rykke op på det næste niveau. Jeg skal ikke kunne sige hvad forklaringen er.

Det sørgelige er egentlig, at det ofte er ret ukendte personer som rammes af den slags. Der findes rigtigt mange bodybuildere og styrkeatleter, som er død i en ung alder, eller som har måttet trække sig tilbage fra sporten pga. et ødelagt helbred. Tag eksempelvis Tom Hawk. En engelsk aspirerende stærkmand, som var tester og reserve i forbindelse med den kendte hold konkurrence, Pure Strength Challenge i 1989. Han skulle demonstrere hvordan man brugte noget af udstyret, og faldt om og døde af et hjerteanfald, 21 år gammel. Den slags hører folk sjældent om, og gør man, så går det hurtigt i glemmebogen. Så længe deres helte indenfor toppen af bodybuilding ikke falder døde om, så kan bodybuilding og det som sporten indebærer, næppe være en farlig sport.

Jeg kan huske da Jon Pall Sigmarsson døde af en aorta-ruptur, under et tungt dødløft træningspas i januar 1993. Her forsøgte man også at tilskrive dødsfaldet arvelig hjertesygdom, til trods for at alle vidste, at Jon Pall Sigmarsson havde krudtet den max siden han var helt ung. Han havde sågar nægtet at lade sig teste til en styrkeløftskonkurrence, og efterfølgende trukket sig helt ud af styrkeløftssporten. Jeg forstår godt, at man ikke ønsker at tilsmudse mandens legende status. Han er i mine øjne, en af de bedste og mest karismatiske stærkmands atleter som har levet på denne jord. Men hvorfor ikke bruge denne legende status til at redde liv? Alle vidste han tog anabolske steroider alligevel. I stedet for stod hans venner frem, efter hans død, og sagde ”nu kører Jon Pall dødløft i Valhalla”. Tåbeligt. Der er ikke noget hverken sjovt eller heroisk i at dø som 32 årig. Også selvom man tager billetten, mens man laver noget man elsker og lever for.

Og netop det med at leve og ånde for noget, bruges ofte som argument for, at det er okay at man løber den risiko som det indebærer, at ville til tops indenfor bodybuilding. Grundlæggende kan jeg godt forstå argumentet med, at det er bedre at have forsøgt at udleve sine drømme, med de risici det indebærer, i stedet for at sidde på et plejehjem som 80 årig, og se tilbage på alt det man ikke fik gjort. Spørgsmålet er bare om der ikke er tale om selvbedrag af værste skuffe. Jeg tror nemlig drømmen om at stå på scenen til M. Olympia ligger et kæmpe låg på den evne et menneske har til, på realistisk vis, at bedømme risikofaktorer. Man lyver for sig selv. Ganske ligesom rygeren som forsøger at retfærdiggøre sin rygning, ved at henvise til gamle Onkel Henning, som blev 97 år, til trods for at han røg 30 cigaretter om dagen. Lige indtil den dag man ligger i en hospitalsseng med uhelbredelig lungekræft. Hvis den dag kommer, så tænker man ikke på gamle Onkel Henning. Så tænker man på, at man nok skulle have stoppet med at ryge for mange år siden. Og det samme gør sig gældende med bodybuildere. Hvis man kunne spørge alle de bodybuildere og styrkeatleter, om det var det hele værd, at stille træskoene så tidligt, så tror jeg det er de færreste som vil svare, ja. Men når man står foran manden med leen, så er der ingen fortrydelsesret!


Synspunkterne der præsenteres i dette indlæg tilhører forfatteren og afspejler ikke nødvendigvis synspunkter tilhørende bodybuilding.dk

Kommentarer


Super fedt, det sætter faktisk en del tanker i gang.
Brugeravatar
 
Indlæg: 107
Tilmeldt: 10. jan 2011, 09:01
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Vis galleri (1)
Kostplan: Ingen kostplan



Steroider er fristende, men artiklen giver da noget at tænke over.
Brugeravatar
 
Indlæg: 763
Tilmeldt: 15. maj 2011, 17:59
 
Træner her: Sportshøjskolen
 
Logbog: Ingen logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Ved godt det er lang tid siden denne artikel blev skrevet, men jeg har altså først læst den nu. Supergod artikel, og man bør efterfølgende læse en dopingbrugers bekendelse (i 3 dele). Når man har gjort det, så ved man også godt, at man ikke bliver lykkeligere ved at blive stor på AS.....tvært imod.
 
Indlæg: 36
Tilmeldt: 8. nov 2013, 12:42
 
Logbog: Ingen logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan




Tilbage til oversigten