Bruger login







Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!

Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!

Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!

Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!


Statistik

Vi har 58996 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er Donaldkpr

Vores medlemmer har i alt skrevet 2043998 indlæg i 98463 emner

6 nye indlæg i dag


Online
I alt: 412
Medlemmer: 11
Skjulte: 1
Gæster: 400

Følg bodybuilding.dk på

APROPOS

Træn med Henry Rollins - del 2
Træn med Henry Rollins - del 2
Mussetrussen | Dato: 20. mar 2021, 07:46

I første del af denne artikelserie om Henry Rollins og hans relevans for folk der løfter tunge ting, så vi på hans musikalske gøren og laden og startede lige så stille op på hans forfatterskab. I denne artikel vil vi dykke dybere ned i forfatterskabet, ligesom vi skal se på hans Spoken word shows og, afslutningsvis, se på hvad han laver den dag i dag.

Vi starter hvor vi slap sidst, nemlig i bogen ’Solipsist’.

Rollins, som for øvrigt aldrig har røget, drukket alkohol eller taget stoffer i hele sit liv, beskriver ofte, hvordan han spejler sig i andres svaghed, og bruger det til selv at blive stærkere.

’They insulate themselves from pain with laughter, with alcohol, with drugs, with movies. They think they are ready. They make plans to go to the next comfortable place where there will be smiling people and laughter waiting for them. But they are not ready. A life without ingesting the usual amount of their toxins – I’ll be pretty hard to bring down. I think in the final rounds, that will be the reason to get up in the morning. Just to survive them. Certainly not to love or hate them.’

At kunne udholde smerte, både i livet og i vægttræning, er et gennemgående tema i Rollins forfatterskab.

‘I’m taking it. It is the only thing I have talent for. Taking pain. It is my true calling. By the time I realized that I was able to withstand long and steady seasons of pain, it was just a way of life. It pays to be ready for pain and an alien to pleasure. Makes it easier to live with the way things are. You can only take me so low. After that it just doesn’t hurt anymore.’

Som den evigt selvreflekterende person Rollins er, er han aldrig bange for at være brutalt ærlig over for sig selv.  

’I sat in my room and inflated my ego instead of preparing my spirit to be strong enough to be able to handle anything. I went for ego instead of strength.’

Den gode Henry giver også folk som Amy Winehouse, Kurt Cobain og bodybuildere der er døde af doping et hårdt ord med på vejen:

’I think it’s great when the talent shoots themselves in the head. That’s my kind of evolution. There is no such thing as tragedy, just dumb motherfuckers being themselves and suffering those slings and arrows.’

Og nu vi er ved meninger der kan virke provokerende på folk, så lad os bare tage denne med også:

’Fat women in bright coloured stretch pants. He wondered how women who looked like that could ever get a man to get naked with them. “Desperate” he said out loud.’

Let the hate begin.

Rollins er også pisse træt af, hvordan civilisationen gør mænd til nogle svage stylede patetiske urbane stakler i skinny jeans og caps kækt på sned.

’Personal pride seems to be a thing of the past. It’s ok to be a weak piece of shit. Men especially. I think men should start acting more like the awesome beings that they are, instead of what I see all the time. It’s hard not to be pathetic in modern civilization. It’s hard to conduct myself in an honorable manner. Why be honorable to weaklings and brainless scum? I am pulling away from civilization. Not enough samurai in the world today. Just a bunch of assholes running wild with way too much freedom…There’s not many men in the world with any backbone left. Real men got crowded out by weaklings who harnessed the power of finance and legal loopholes. Loosers that probably should get weeded out. I hate having to be put in the same category as with these pieces of shit that wouldn’t make it in the jungle.’

Rollins har også en forkærlighed for brutal kulde, fordi den gør ham stærkere.

’Winter. The season of heroes and gods. Make it so cold they won’t come out of their little holes for a few days. Let just the strong ones walk the streets. Make it so only the strong can see the beauty. Let the rest stay indoors huddled around fires cursing the weather.’

Han har også en smuk og über macho fantasi om, hvordan han godt kunne tænke sig at dø.

’I have figured out the way I want to die. I do not want to go out from old age. I don’t want people to be able to walk by me and pat me like a fucking dog. I want my death to be the stuff of legend. Ok, here it is. I want to freeze to death. I want to walk through a desolate ghetto of ice, snow and grey sky. I will be well dressed because I don’t want to go that quickly. I want to last at least twelve hours. I want a good fight. I want to walk away and hear no human sounds, no machines. I want to experience nothing but nature’s cruel precision. As the cold starts to take me away, I will be aware that I am living for real for the first time. No people, no pressure, no one to impress or lie to. There will be just me and my mortality. I think it would be great to confront death and walk into it, but make it work to get me. I want to go down fighting. Not for any cause, not for the cameras, just for the sheer glory of going into a battle I know I am going to lose and going in anyway. To die alone in the cold on purpose. To be torn limb from limb by bears and dragged away to be eaten. To me, this is beautiful. Better than the cheap filth drain of the contemporary city. Better than dying of television, cigarettes and dyed food.’

Det er et meget smukt billede han maler. Et billede man let kan spejle sig i som vægttrænende, hvor man hver dag tager kampen op med vægtene for at forbedre sig selv. Velvidende at det er en kamp man ikke kan vinde. At alt ens arbejde er forgæves, og at dødens klamme hånd når os alle før eller siden. Det er et tema jeg har uddybet i denne artikel.

Enhver der nåede at se Henry spille med sit band Rollins Band, vil vide, at han gav alt han havde at give på scenen, også rent fysisk. Hans fysiske udtryk på scenen matchede musikkens intensitet. Rollins trænede bl.a. for at kunne holde ud at performe på det fysiske niveau han synes musikken krævede. I et dagbogsnotat fra 1989, beskriver han meget godt, hvordan han havde det efter en fysisk hård koncert.

’After shows I sit on the floor sweating. Sometimes there’s steam coming off me. People come up and talk to me. I’m not much good at this point. All I can do is pretend to hear what they are saying to me. The last thing I want to do is talk. There is no time, when I feel more like the total embodiment of all that I do this for. At this time I see clearly. All things have been stripped away. My body is full of pain and it feels good. It is the reward for having reached beyond myself. I learn the lesson. Sometimes after a show I can barely get up to change, but I know that I am stronger than I was a few hours before.’

Mon der ikke er nogle af os, der kan genkende den tilstand efter en hård træning.

Det sidste citat I får fra Rollins’ bøger, inden vi bevæger os videre til nogle gode historier fra hans spoken word albums, er også fra bogen ’Solipsist’. Har du sat dig som mål, at blive den største og stærkeste motherfucker syd for Polarcirklen, så skal du nok regne med, at det kan blive en ret ensom rejse, for det er sjældent du møder andre på toppen af Mount Everest, på bunden af Marianergraven, søndag morgen når du som selvstændig er på vej ind for at starte en 10 timers arbejdsdag, eller kl 6 i fitnesscenteret dagen efter nytårsaften.

’Find the extreme end of anything you are pursuing. Get there and set up camp. Don’t bother with the lighter side or the middle of any of it. It’s only there to sell you something and waste your time. The place where most people aren’t is where the real thing is. The more full-on the level of intensity, the less people you will see there. This is true without exception.’

Spoken Word

En mere munter Henry Rollins er at finde på hans Spoken word albums, hvor der til tider går ren stand-up komik i den. Dog altid med den klassiske historiefortælling som fundament. Finder man hans bøger for tunge og dystre, kan man passende starte her.

En af de historier han fortæller på spoken word albummet ’A Rollins in the wry’ fra 2001, er historien om dengang han i 1993 indspillede filmen ’The Chase’ med bl.a. Charlie Sheen. En stor del af The Chase foregår i en bil på Houstons landeveje, mens solen står højt på himlen. Det var skoldhedt udenfor, og Rollins fik tonsvis af eyeliner og film-make-up på, fordi kameraet ellers ikke kunne filme hans ansigt ordentligt på grund af den store mængde sollys. Efter en udmattende 12 timers filmindspilning, ville Rollins lige nå at slæbe sig en tur i træningscentret. Da han træder ind i centeret bliver han mødt af en sal af giga store bodybuildere. ’I don’t know what they are feeding those guys in Texas, but they are the biggest fuckers. These huuuge guys.’ En af dem er ved at Db presse med 68 kg’s håndvægte, mens en spotter råber ham ind i hovedet ’Come on motherfucker, one more!’

Rollins går i gang med at træne, og de andre begynder at stirre længe og intenst på ham, mens de ser ud til at tænke ’What the fuck is with you man?’ Rollins undrer sig, indtil han kommer forbi et spejl og opdager, at han har glemt at vaske al sin make-up af. Han ligner ifølge ham selv ’some old queen’. Han prøver at tørre det af inde på toilettet, men make-up’en er ikke vandopløselig, så han ender bare med at måtte træne med udsmurt tv-makeup i hele krydderen. Han trænede i samme center i en måned derefter, mens han indspillede, og huskede hver gang efterfølgende at tørre make-up’en af inden træning, men det var for sent. Hver gang han trådte ind i centeret stirrede de andre på ham med et blik der sagde: ’There is that dude that had all that make-up on. We’ll never let you outlive that you fag-bastard you.’

En anden testosteronfyldt historie stammer fra Think Tank albummet, som udkom i 1998. Historien handler om det dummeste Rollins nogensinde har gjort på en scene. Han skulle spille med Rollins band i Santos i Brasilien og var godt oppe at køre allerede inden de var kommet i gang. Han ville være Godzilla på scenen, og få folk til at glemme alt om de andre bands der skulle spille den aften. Rollins var i Super Hype Psycho Wrestle Mania mode. Han rendte rundt bag scenen og råbte: ’This is the big one. The rumble in the jungle. Santos you’re going down!’

Luftfugtigheden var høj og han svedte som et svin. Da der blev sagt go, og bandmedlemmerne løb ind på scenen, var han som en løve der var blevet lukket ud af sit bur. Bandet startede med et hårdt brutalt rock riff. Rollins sprang intenst omkring på scenen. Få sekunder efter førte han hovedet ned og knæet op, og BAM! Han slog sig selv bevidstløs.

Han vågnede langsomt og kiggede sig omkring og prøvede at finde ud af hvad der foregik. Han var overbevist om, at en eller anden havde slået ham ned. Publikum stirrede bare på ham. Efter en del forvirring opdagede han, at både hans knæ og hans hoved gjorde ondt, og han måtte indse, at han havde slået sig selv ned.

Han førte derefter en finger op til sit ene øjenbryn, hvor smerten stammede fra, og han kunne røre direkte ved sit kranie, fordi han havde fået en dyb flænge på den skarpe kraniekant over øjet. I stedet for at blive urolig, bange eller synes det var ulækkert og ubehageligt, fik han det sygeste buzz ud af det. Han syntes det var så pisse macho og han begyndte at løbe rundt til de forskellige bandmedlemmer, så de også kunne prøve at røre ved hans kranie. Rollins performede altid kun iført sorte shorts og intet andet, og han kiggede ned af sig, og der var blod overalt, på hænderne, på brystet, på gulvet. Han kiggede derefter ud over publikum, på alle de smukke brasilianske kvinder, og hans darwinistiske, nietzscheanskeüber macho tankegang, fik ham til at forestille sig følgende:

Forsanger på scenen, kun iført sorte shorts. Han har store muskler og tatoveringer. Han spiller testosteronfyldt hård rock. Sveden flyver af ham hver gang han bevæger sig. Han har en stor tyk hals med pumpende blodårer. Ansigtet og brystet er fyldt med blod. Han er en slags krigsgud på scenen. Han forestillede sig, at hver eneste kvinde i publikum ville tænke: ’Oh, I want the seed of the animal man! Take me, take me now!’ Han regnede med at se kvinder kravle over andre mænd, og smide tøjet undervejs, så de hurtigere kunne komme til at parre sig med ham når de nåede scenen.

Da showet var slut og han var faldet lidt ned igen, kunne han dog godt se, at hans fantasi måske var løbet lidt af med ham. Han var ikke en sexet krigsgud. Han var bare en lidt undervægtig fyr med slidte tatoveringer og grånende hår, der løb rundt på en scene med ansigtet fyldt med blod, mens alle bare syntes det var ulækkert og nedtursagtigt. Folk var gået fra koncerten, fordi de ikke gad se på den idiot der sprang omkring, fuldstændig oppe at køre med et ansigt fuld af blod. Man må dog give Rollins, at han valgte at spille koncerten færdig med et sår der skulle sys med 12-13 sting, og som blev ved med at bløde hele koncerten igennem.

Som vægttrænende kan man godt identificere sig med Rollins i situationen, når man er godt op at køre til en træning. Man sveder som et svin; der ryger måske en pisse macho proteinprut ud under squatten; man brøler og pruster sig gennem de tungeste sæt; man bløder måske endda lidt, efter dødløft stangen har skrabet op af underbenene, og man tror alle kvinder i centret er ved at kaste sig over en, fordi det er svært at holde sig fra så meget maskulinitet samlet på ét sted. Mens kvinderne egentlig blot synes man er en selvfed, pisse irriterende, lugtende, larmende idiot af en opblæst nar.

Jeg vil udlade at spoile flere af Rollins’ historier her, men blot opfordre jer til selv at høre dem. Han er en gudsbenådet historiefortæller.

Afsluttende

Henry Rollins er efterhånden blevet 60 år, og i de senere år, er han blevet mere og mere politisk, især i sine spoken word shows og i sit tv program ’The Henry Rollins show’, som kørte på kanalen IFC fra 2006-2007. Her har han nogle geniale monologer i segmenterne ’Teeing Off’, ’Letters from Henry’ og ’Rollins reconsiders’. Mange af dem kan ses på Youtube, og er man fan af stærke meninger, er de også et view værd. Han rejser ikke rundt med sit band mere, så der er desværre ikke mulighed for at opleve ham folde sig ud musikalsk mere, men får du mulighed for at fange et af hans spoken word shows, så slå til. Sørg dog for at tisse af inden showet. Sidst han var i Danmark snakkede han i 3 stive timer uden pause.

Mange er begyndt at betegne Rollins som decideret aktivist, især på grund af sine stærke meninger f.eks. ift. at tale imod diskrimination af bøsser og lesbiske. Han har bl.a. været vært ved støttearrangementer til fordel for homoægteskaber. Han har også været aktiv ift. støtteprogrammer for krigsveteraner, og folk der er blevet uskyldigt dømt i retssystemet. Om sin voksende aktivisme siger Henry selv: ‘This is where my anger takes me, to places like this, not into abuse but into proactive, clean movement.’

For tiden skriver Rollins for L.A. Weekly, han skriver bøger,laver radioprogrammer, tv programmer og film, og rejser stadig rundt og fortæller historier i hele verden.

Henry Rollins’ liv og værker, er simpelthen fyldt til randen med guld for folk der dyrker styrken. Var man en ihærdig t-shirt producent, kunne man starte en hel Henry Rollins citat linje, udelukkende med Henry Rollins citat t-shirts.

Kilder:

Henry Rollins – Solipsist. 2.13.61 (1998)
Henry Rollins -  Black Coffee Blues. 2.13.61 (1992)
Rollins Band – Weight. Imago Records (1994)
Rollins Band – Come in and burn. Dreamworks SKG (2000)
Henry Rollins – A Rollins in the wry. 2.13.61 (2001)
Henry Rollins – Think Tank 2.13.61 (1998)


Synspunkterne der præsenteres i dette indlæg tilhører forfatteren og afspejler ikke nødvendigvis synspunkter tilhørende bodybuilding.dk



Tilbage til oversigten