Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!
Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!
Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!
Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!
Vi har 66410 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er peinoin
Vores medlemmer har i alt skrevet 2049795 indlæg i 100466 emner
1 nye indlæg i dag
Jeg var ved at blive kvalt i min multi-tab med jordbærsmag – med risiko for at understrege pointen – da jeg forleden læste, at en ny undersøgelse viste at daglige vitamintilskud nedsætter levealderen betydeligt. Nyheden var at læse i Berlingske Tidende d. 23. december (1), og da jeg er opdraget med, at en daglig vitaminpille er godt for en frisk dreng som mig, ringede jeg straks op til min mor og skældte hende ud. ”Hør lige her mama,” spyttede jeg ind i mobilen og gav hende et hurtigt resume af artiklens indhold:
- Resultatet af 20 års forskning var, at de kvinder, der tog multivitaminer havde større risiko for at dø end de kvinder, der ikke tog kosttilskud.
- "Det er et faktum, at kosttilskud øger dødeligheden. Det har jeg sammen med et hold af forskere fremlagt i år 2004, 2007 og igen i 2008. Og der er endnu ikke nogen, der har været i stand til at modbevise vores påstand. Det kan ikke siges meget tydeligere - kosttilskud øger risikoen for at dø," udtalte Christian Gluud, der er overlæge og chef hos Center for Klinisk Interventionsforskning på Rigshospitalet desuden i artiklen.
”Det er altså ikke bare vitaminer – det er kosttilskud!” stammede jeg, imens det sortnede for mine øjne. Og for lige at hamre pointen helt fast: "(…) den eneste form for kosttilskud der har en påviselig positiv virkning er D-vitamin, og det gør sig kun gældende for ældre mennesker. Alle andre kosttilskud er enten virkningsløse eller skadelige," sluttede Gluud. (1)
”Min tid er omme,” vrælede jeg. For hvis alle kosttilskud er skadelige helt ned på vitaminpille niveau, så når jeg nok ikke at blive færdig med denne artikel, før jeg stiller VL-skoene. Som daglig forbruger af: Multivitaminer, D-vitamin, fiskeolie, kreatin, beta-alanin, glucosamin, koffein, taurin, og protein, så må min mellemtid på jorden være omme.
Heldigvis er min mor ikke ligeså dum som mig. ”Du er en idiot sønnikke,” sagde hun og bad mig om at tage den skeptiske hat på, og ringe tilbage, når jeg var blevet klogere, og klogere blev jeg snart. Min mors skeptiske hat består af tre trin:
1) kildekritik (journalist)
2) kildekritik (emne)
3) sund fornuft.
Lad os starte med 1): Har journalisten styr på sit emne? Ikke overraskende var svaret nej. Jeg er ikke i tvivl om, at journalisten har citeret Christian Gluud korrekt, for at sige ”alle andre kosttilskud,” men hvis man undersøger Gluuds felt, vil man hurtigt se, at han primært har studeret vitaminer herunder bl.a. antioxidanter. Det er mit gæt, at journalisten har spurgt ind til dette og Gluud så har generaliseret over alle vitamintilskud ved at sige ”alle kosttilskud,” men ikke ment fx protein o. lign. Pyha – og så vidt så godt. Det kunne man måske have regnet ud, hvis ikke man var sådan en stor idiot, da man læste artiklen til at begynde med.
2) Kildekritik af emnet. Har forskerne styr på deres skidt? Det lader det så heller ikke til at være tilfældet i særligt overvældende grad. I et review af omtalte undersøgelse foretaget af Harvard’s School of Public Health (2), påpeges det, at undersøgelsen har en række mangler. Den vigtigste: Undersøgelsen undersøgte ikke, om forsøgspersonerne var begyndt at tage vitaminpiller før eller efter, at de blev ramt af en alvorlig sygdom…
Forestil dig derfor, at du lider af en kronisk - og muligvis på langt sigt fatal sygdom – du gør alt, hvad du kan for at undertrykke sygdommen: Lever sundt, spiser sundt, motionerer og følger den generelle konsensus om at spise en multivitaminpille dagligt. Selvfølgelig, hvorfor skulle du ikke det? Problemet er blot, at hvis man helt overordnet undersøger, om der er sammenfald imellem de mennesker, der spiser en vitaminpille, og de mennesker som dør, så vil denne adfærd medføre, at alle de som er syge, og derfor dør for tidligt spiser vitaminpiller. Er man en forsker uden sund fornuft eller evne til at skelne imellem årsagssammenhænge, kan dette tolkes som om, at det er vitaminpillen, der er skyld i den tidlige død. Det er det ikke. Det er sygdommen, (der måske var årsag til, at man startede med at tage pillerne til at begynde med).
Endelig 3) Den sunde fornuft. Harvard’s kritik af undersøgelsen omfatter bl.a. også en kritik af Christian Gluuds resultater. Det lader til, at de studier, der viser en negativ sammenhæng imellem vitaminpiller og død alle er foretaget på mennesker, der var syge til at begynde med (læs mere i kilde (2)).
Til slut er der en lang række faktorer, der forkorter livet og som er meget væsentlige at få styr på: Forkert mad, for lidt motion, for dårlig søvn, for mange bekymringer, stress, ensomhed, rygning o.s.v. Der er ganske rigtigt visse kosttilskud, der lader til at medføre forskellige former for risici, hvis de overdoseres fx jerntilskud til kvinder, da visse kvinder lader til at være dårligt funderet rent genetisk til at regulere absorberingen, og det er også rigtigt, at der er stor tvivl om, hvor stor nytte andre kosttilskud end D-vitamin har. Ikke desto mindre lyder opfordringen fra vores venner på Harvard altså, at de potentielle fordele ved at tage en standard multivitaminpille lader til at veje tungere end de potentielle risici - for langt de fleste mennesker.
Som evidensen ser ud i dag behøver du med andre ord ikke smide hele dit kosttilskudslager ud, og du kan roligt spise dine vitaminer. Det eneste, jeg faktisk opfordrer til derudover, er, at du tager din skeptiske hat på næste gang du læser en artikel – som dem man ser så ofte – der proklamerer, at nu er det her skadeligt, og nu er det-og-det kræftfremkaldende. Tag den i hvert fald på, inden du ringer grædende hjem til moar, og inden du smider dit kosttilskudslager i en container i et øjebliks panikangst.
Og helt apropos så vil jeg nu gå ind og genbestille lidt kreatin, beta-alanin, koffein, taurin, og protein.
(1) http://www.fri.dk/velvaere/multivitaminer-kan-vaere-skadelige
(2) http://www.hsph.harvard.edu/nutritionsource/what-should-you-eat/multivitamin/index.html
6. jan 2012, 17:43