APROPOS

De 3 forvandlinger
Mussetrussen | Dato: 29. mar 2012, 18:54

I årene 1883-1885 skrev den tyske filosof Friedrich Nietzsche, en vanvittig bog, med titlen Således talte Zarathustra. Jeg tager her udgangspunkt i bogen (kursive afsnit), for at forklare de 3 forvandlinger vi som BB’ere og mennesker ofte må gennemgå i vores træningsliv. Undertitlen på bogen er: En bog for alle og for ingen. Sådan er det også med denne apropos. Den er for alle og for ingen. Måske siger den dig absolut ingenting, og måske siger den dig alt. Nuvel, lad os komme i gang.

Tre er åndens forvandlinger: Hvorledes ånden bliver til kamel, og kamelen til løve, og løven til sidst til barn. Mangen tung byrde har ånden at bære, den stærke og sagtmodige ånd, i hvem der bor ærefrygt: det tunge og det tungeste attrår dens styrke. Hvad er tungt? Således spørger den sagtmodige ånd: så knæler den ligesom kamelen og vil, at tunge byrder skal lægges på den. Hvad er det tungeste, I helte? Således spørger den sagtmodige ånd – at jeg kan tage det på mig og glædes ved min styrke.

Man starter livet som en uskyldig ånd; et lille uskyldigt menneske, som dog langsomt, men ganske sikkert, bliver til en kamel. Man bliver belæsset med alle de andres værdier, idealer og meninger. Dette gælder mange områder i livet, herunder også ift. træning, i hvert fald hvis man er typen der interesserer sig for den slags, og der er man hvis man læser dette. Man lytter jo til sine omgivelser, for at søge information og viden: forældre man ser op til; venner eller lidt ældre fyre i centeret man beundrer, fordi de har nået nogle af de træningsmål man selv gerne vil nå; medier man har tillid til fordi man er ung, og endnu ikke har udviklet det kritiske blik erfaringen giver. Man suger til sig, og ender med at blive belæsset med andres byrder, som et andet pakæsel. Broscience, som bliver læsset på én i centeret af de ældre fyre, tynger ens skuldre. Ens forældre anerkender ikke den træningsindsats og seriøsitet man lægger for dagen, fordi de er overbevist om at proteinpulver og kreatin er doping. Og man bliver konstant bombarderet og indoktrineret med idioti og middelmådige træningsidealer gennem mainstream medier som Go’morgen Danmark, Iform eller Ekstra bladet.

På et tidspunkt får man nok af at være et pakæsel, og nok af at ligge under for andres latterlige holdninger og middelmådighed. Man mærker en vrede boble indeni. Man kan mærke at der er et andet selv, et stærkere selv, et mere selvstændigt tænkende selv, som presser sig på og vil ud og kræve sin ret. Man får lyst til at gøre oprør mod alt det man langsomt med sikkert begynder at føle som tunge ufrivilligt pålagte byrder, værdier, moralbegreber og ideer. Og det er her den næste forvandling sker.

Alle disse de tungeste byrder tager den sagtmodige ånd på sine skuldre: som kamelen iler belæsset ud i ørkenen, således iler den ud i sin ørken. Men i den ensomste ørk sker den anden forvandling: der bliver ånden til løve, frihed vil den erobre sig og være herre i egen ørken. Sin sidste herre opsøger den her: mod ham vil den fejde, og mod sin sidste gud; om sejren vil den kæmpe med den store drage. Hvem er den store drage, som ånden ikke mere vil kalde herre og gud? ”Du skal” hedder den store drage; men løvens ånd siger ”Jeg vil”. På løvens vej ligger dragen ”Du skal” gylden-glimtende, en skællet slange, og på hvert eneste skæl stråler det gyldne ”Du skal”. Tusindårsgamle værdier glimter på de gyldne skæl, og således siger den mægtigste af alle drager: ”Alle tings værdi – stråler på mig”. Alle tings værdi er allerede skabt, og al skabt værdi – er jeg. Sandelig, der skal ikke mere gives noget ”Jeg vil”. Således siger dragen. Mine brødre, hvortil har ånden en løve behov? Hvorfor er det ikke nok med lastdyret, som er sagtmodigt og fuldt af ærefrygt? At skabe nye værdier – der formår heller ikke løven; men at skaffe sig frihed til at skabe nyt – dertil ejer løven magt.

Nu gør man oprør. Man bliver en vild løve der søger friheden. Man ryster alle de gamle byrder af sig. Man tager kampen op mod forældre, venner, broscience gutter og medier. Som et vildt utæmmet dyr frigør man sig og kritiserer og smadrer og fornærmer og destruerer. Nu har man fået nok af pis. Man fornægter sine gamle læremestre og forsøger at rense luften, tankerne og kroppen for gamle støvede idealer, forventninger, dogmer og idioti. Man er måske ikke skide konstruktiv, men man er i det mindste en oprører der ikke gider lytte til lort mere. Måske kaster man sig over roids. Måske kaster man sig over videnskaben. Måske bliver man en ekstrem bodybuilder eller styrkeløfter eller stærkmand. Måske æder man 20 æggehvider til morgenmad, 2 kg rødt kød til aftensmad og bunder et glas peanutbuter inden man går i seng. Man lever og ånder for sin træning. Man forsvinder ind i sit oprør. Man er en madman. Nu skal de fandme bare se hvem der havde ret, og hvem der bare var nogle fucking svagpissende, broscience, mainstream, zumba-elskende, crossfit-dyrkende middelmådige IDIOTER. JEG har fundet vejen og I, kære gamle læremestre og kameldrivere, er nogle idioter.

Alt dette kan foregå over en længere årrække. Man lever for sin træning. Man har sin egen tun med til familiefester. Man ryger ikke, drikker ikke, tager ikke med til fester, går tidligt i seng, træner 6 dage om ugen, og man elsker det. Man elsker det fordi det er en verden man selv har valgt og selv har skabt og selv har kontrol over. Man sætter sin egen dagsorden og finder sine egne værdier: selvdisciplin, kontrol, viljestyrke, symmetri, skønhed, styrke og kunst. Og man elsker fjenderne. Dem der synes man overdriver. Dem der intet forstår. Dem der sidder fast i middelmådigheden og prædiker mådehold og ”rigtig mad” og ”pas nu på”. Man kan leve sådan længe, på vrede og oprør, og på at være i opposition til de middelmådige man forsøger at overvinde og distancere sig fra. 

Men på et tidspunkt når man sit mål. På et tidspunkt når man det punkt, hvor man som BB’er bliver tilfreds. Som Nietzsche siger: ”Den, der når sit ideal, når netop derved ud over det”. Man når drømmeformen. Man løfter tungere end stort set alle omkring en. Man har presset sig selv gennem så mange år, og man har opfyldt og set sit potentiale. Målet er nået. Man er tilfreds. Vreden klinger af. Oprøret klinger af. Man har frigjort sig fra alt det gamle lort og blevet sin egen herre. Man er fri.

Men Zarathustra siger: ”Fri for hvad? Hvad kommer det Zarathustra ved! Men klart skal dit øje forkynde: fri hvortil? Kan du give dig selv dit godt og dit ondt og hænge din vilje over dit hoved som en lovbog? Kan du være din egen dommer og din lovs hævner?”

Man kigger sig i spejlet og siger: Jeg har nået det mål jeg satte mig for. Hvad nu? Jeg har nået mit ideal, nu må jeg nå ud over det. Jeg er fri for trældom og træt af oprør. Nu må jeg finde min egen vej, hvor jeg ikke bekymrer mig om at sige nej til det DE ANDRE bekymrer sig om, men udelukkende fokuserer på at sige ja til det som JEG bekymrer mig om. Det er her den næste forvandling sker.

Men sig mig, brødre, hvad evner vel barnet, som selv en løve ikke formår? Hvorfor må den rovgriske løve endnu blive til barn? Uskyld er barnet og glemsel, en nybegynden, en leg, et hjul der ruller af sig selv, en første bevægelse, en hellig bekræften. Ja mine brødre, til skabelsens leg kræves en hellig bekræften: SIN vilje vil nu ånden, SIN verden vinder over verdensfornægteren.

På den anden side af oprøret, når man har nået sit mål og fuldbragt sit ideal, finder man sin egen vej. Man bliver blødere og mildere. Man har ikke længere behov for at kritisere alt og alle der ikke lever op til ens idealer. Man har lagt den oprørske nej-tankegang bag sig. Man favner bredere og elsker verden og menneskene med alle deres fejl og dogmer og behov for at lave pakæsler ud af andre. Man siger ja til verden på trods af dens fejl. Man er sikker på hvem man selv er, og hvad man selv står for, så man har ikke behov for at være så voldsom i retorikken og man bærer over med dem man ikke er enige med. Man er blevet et barn igen. Åben for nye værdier og andet indhold i tilværelsen end bare det at træne. Man er nået ud over sit gamle ideal og søger nu nye græsgange der kan give livet ny mening. Man har sin idealkrop, man kan løfte tungt og man har sin viden, og man fortsætter som regel med at træne. Men nu er træningen ikke længere livet. Nu er træningen bare en del af livet.

Tre er sjælens forvandlinger: hvorledes ånden bliver til kamel, og kamelen til løve, og løven til sidst til barn.

Således talte Zarathustra

Kommentarer