APROPOS

Når træning bliver religion
Thomas Jagd | Dato: 18. jul 2012, 09:17

Menneskets trang til at tro på noget, har ikke kun rødder i religion. Den flyder ind og påvirker mange aspekter af vores liv. Livet og ens virkelighedsforståelse bliver tilsyneladende lettere, når man har et fast koncept at leve det ud fra. Og træning er ikke nogen undtagelse.

Da jeg startede med at træne var HIT (High Intensity Training) det helt store hit. Og set i bakspejlet, så forstår man det godt. Systemet har en tiltrækningskræft som en religiøs kult.

For det første så tiltrækker det unge knægte med en macho attitude, som fluer tiltrækkes af efterladenskaber. Er der noget bedre end at presse sig selv til det yderste, og teste grænserne for ens formåen i hvert evigt eneste træningspas? Og man behøver sågar kun at lave 1 eller 2 sæt. Derudover kan man nøjes med ganske få og korte træningspas i ugen, og man bliver stadigvæk stor som et hus.

For det andet så er hele det argumentatoriske fundament i systemet sat sammen på en sådan måde, at en hver idiot uden træningsvidenskabelig forståelse, kan se logikken i hvorfor det virker. Både Arthur Jones og Mike Mentzer var eksperter i at argumentere med logik og argumentationsteoretiske tricks. Tag eksempelvis Mike Mentzers argument for hvorfor man kun behøver at lave 1 sæt til failure for at stimulere vækst. ”Hvis du tager en dynamitstang og slår på den med en hammer gentagne gange med svag kraft, så går stangen ikke af. Men hvis du rammer den med et hårdt og velplaceret slag, så går dynamitstangen af”.

Det lyder alt sammen meget godt. Men nu er der altså forskel på at stimulere fysiologiske tilpasninger i den menneskelige krop, og på at få en dynamitstang til at eksplodere ved at slå på den med en hammer. Men ikke desto mindre så åd folk det råt. Og det samme gjorde jeg. Jeg var fanatisk tilhænger af HIT systemet i mange år, og ikke mindst fordi den daværende Mr. Olympia Dorian Yates, gjorde brug af lignende principper. Det måtte simpelthen være den hellige gral indenfor træning. Det var derfor heller ikke sjældent at jeg prædikede overfor mine kammerater, at de trænede forkert. Deres traditionelle bodybuilding programmer var simpelthen det rene overtræning uden noget som helst resultatmæssigt perspektiv. Desværre var jeg dengang for uvidende til at vide, at det kun var mig selv jeg snød.

Men engang imellem vågner man op. Eller også så tror man at man gør det. Min opvågnen var WSB systemet. Når jeg tænker over det, så var det ikke tilfældigt at jeg valgte WSB systemet. Maximum Effort dagene, eller ME dagene som de populært kaldes, minder til en forveksling om nogle af principperne i HIT systemet. Det at få lov at presse sig til det yderste på regelmæssig basis var blevet af stor vigtighed for mig. Det var det brændstof som holdte min motivation oppe. Desværre var det også det som i sidste ende sendte mig ud i en årelang stagnation, men det er en anden historie.

Sammenlignet med HIT systemet, så var WSB systemet meget voluminøst, og da jeg så den fremgang jeg havde, ikke bare i styrke, men minsandten også i muskelmasse, så kunne jeg hurtigt konkludere, at HIT var noget vås. Og ikke kun fordi det var en naturlig og logisk deduktion. Men fordi Louie Simmons sagde det. Jeg havde fundet en ny guru. Jeg var blevet befriet fra HIT systemets lænker, men var blevet slave af en ny herre.

Det var først år efter, da jeg for længst havde forladt WSB systemet, at jeg indså at jeg kunne have gjort en masse anderledes. Bevares, den lukkede kasse med træningsværktøjer som WSB systemet havde givet mig, havde resulteret i noget der ligner 70 kg ekstra på både mit squat og mit dødløft, indenfor en periode på 1½ år. Det virkede ubeklageligt på den front. Desværre så stod mit bænkpres uhjælpeligt stille. WSB havde øget mit bænkpres 10 kg på 1½ år. Ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Havde jeg bevæget mig uden for kassen, og eksperimenteret lidt allerede dengang, så havde jeg opdaget at mit bænkpres reagerer bedre på meget højere frekvens. Men når træning bliver religion, så afskærer man sig selv fra den slags opdagelser.

Det værste ved folk der er slaver af et bestemt træningssystem eller en bestemt diæt, er at de er ulidelige at diskutere med. Ligegyldigt hvor gode argumenter man disker op med, og ligegyldigt hvor meget videnskabeligt materiale man modargumentere med, så er det kun deres system som virker. Der er talrige eksempler på den slags op igennem bodybuilding og styrkesportshistorien. HIT, hardgainer filosofien, WSB osv. Og det er ikke kun indenfor træning. Man ser lidt af de samme tendenser hos folk der følger IF principperne i deres diæt. Systemet bliver forsvaret med næb og kløer, og der er intet andet der fungerer.

Problemet med denne religiøse tilgang træning og kost er, at ens erfaringsmæssige uddannelse forsinkes drastisk. Jeg kunne have opnået den styrke jeg har i dag, langt hurtigere, hvis jeg havde eksperimenteret lidt mere, og havde været åben for andre træningsmetoder, end dem jeg troede på dengang. Men når man lever sit træningsmæssige liv i en lukket kasse, så opdager man ikke alle de metoder og teknikker, som potentielt kunne flytte en til det næste niveau. Men skal på ingen måde være bange for at eksperimentere. Det er den eneste måde hvorpå man lærer hvad der virker for en selv. Dermed ikke sagt, at man ikke kan trække på eksisterende systemer. Der er bare ikke noget galt i at blande det lidt. Jeg kunne tidligere med fordel have kørt WSB principper i squat og dødløft, og mere Sheiko inspireret træning i bænkpres. Men den slags erfaringer er man afskåret fra, hvis man er fanatisk tilhænger af et bestemt system. Så jeg vil på det kraftigste anbefale, at man er åben, og villig til at tænke uden for kassen. På den måde sparer man sig selv for en masse bekymringer, og man kommer med stor sandsynlighed hurtigere til drømmekroppen.

Kommentarer