Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!
Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!
Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!
Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!
Vi har 66633 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er peinoin
Vores medlemmer har i alt skrevet 2049847 indlæg i 100472 emner
0 nye indlæg i dag
Lad os for en stund lege Dr. Frankenstein og forsøge at bygge vores eget monster. Et BB monster. Hvordan ville det ultimative BB monster se ud, hvis vi fik adgang til alle BB’ere gennem tiden og kunne tage de bedste kropsdele fra de enkelte? Lad os lege lidt med tanken. Jeg har forsøgt at finde et navn til ham, men både Frankenbuilder og Bodystein lyder dumt, så lad os bare kalde ham Karsten. Karsten er i høj grad åben for diskussion, og jeg hører gerne jeres meninger om hvilke BB’ere I ville vælge til de enkelte kropsdele. Her er i hvert fald mit bud. Lad os starte oppefra.
Håret skulle selvfølgelig være Jay Cutlers. Flottere hår er ikke set siden Zack Morris drillede lærerne i Fede Fritimer aka Saved by the Bell. Alternativt kunne Kai Greenes fletning adderes for et combi-look med både flothed og bizarroness.
Ansigtet skulle tilhøre en endnu flottere fyr end Jay Cutler, og hvilken BB’er er flottere end homofrisør René Friis’ italienske lookalike, The Golden Age of Bodybuildings egen, Franco Columbo. For ekstra smukness kan vi plastre Samir Bannouts overskæg på.
Herefter går vi over til selve muskulaturen som inden for BB verdenen er det jeg vil kalde ”et springende punkt”.
Halsen går dommerne måske ikke skide meget op i, men gjorde de, ville Jeff King uden tvivl vinde stort.
Til ryggen vil jeg foretage et kontroversielt valg og tage underdog’en Joel Stubbs massive back. Om hans ryg egentlig er i giganternes liga, også i direkte sammenligning med f.eks. Colemans, eller om han bare har formået at få taget et par gode billeder som har gjort ham til en ´one bodypart wonder´ på the interwebz, står hen i det uvisse. Ikke desto mindre ser det imponerende ud.
Skuldrene tager vi fra det tyske bæst Marcus Rühl. Det er ikke de mest æstetiske skuldre nogensinde, men freaky er de. Og store er de. Som Marcus selv siger (altså bare på tysk, for dansk, og engelsk for den sags skyld, kan han sgu ikke meget af): Jeg vil hellere være kendt for at have overproportionerede skuldre end for at have underproportionerede skuldre. Og det kan der jo være noget om. Selv har jeg det på samme måde med min penis.
Brystet skærer vi ganske fint af The Governator med en skarp skalpel. På trods af gym-myth påstande om at brystets massivitet skulle være skabt af dumbbell pullovers som udvidede knoglestrukturen i Arnolds brystkasse, og at flyes, kørt kun i den øverste del af banen for at træne det indre chest skulle have givet ham sin man-cleavage, er der dog ingen tvivl om at Arnie-drengens bryst er et af de mest imponerende nogensinde, uanset hvilke øvelser der så i virkeligheden har bygget det op.
Coracobrachialis. Denne oversete, men meget meget smukke muskel, som fuldender skulder/bryst/arm området på fornemste vis, finder vi ikke mere veludviklet end på Shawn Rhoden. Flex Wheeler har dog også et par smukke af slagsen.
Biceps forsøgte jeg at skære af Gregg Valentino, men lige så snart jeg skar i dem kom der bare gløgg ud. Tænk sig, så talte han alligevel sandt, det var ikke Synthol, men gløgg. Der kan man bare se. Valget faldt i stedet på: Ronnie Coleman fra hans storhedstid. Dette er den eneste kropsdel jeg stjæler fra Ronnie. Primært fordi listen ville blive kedelig hvis jeg skulle være retfærdig og altid tage den bedste kropsdel, hvor Ronnie ville vinde stort set samtlige kategorier. Ronnies peak på biceps må dog hive sejren hjem i denne kategori. Andre mulige kandidater er dog Arnold samt outsideren Marko Savolainen.
Hvem vi skal lænse triceps for, bliver en battle mellem Kevin Levrone og Paul DeMayo. Man kan argumentere for at Ernie Taylor har større triceps, men da de har en svag dunst af gløgg og for øvrigt ligner komplet lort, så falder det endelige valg på Paul DeMayo.
Underarme kan komme to steder fra, og jeg vælger derfor én underarm fra hver af disse. Den ene er legenden og den nærmest overjordisk flotte fyr Sergio Oliva, og den anden er dværgen med Superman tatoveringen, the epic bulker, Lee Priest. Phil Heath er nyeste skud på stammen som truer disse to forearm-legender, men da han stadig er en rookie må han vise sit værd over en længere årrække inden han muligvis overtager pladsen på Karsten.
Med hensyn til abs skal vi tænke os godt om. Der er ufatteligt mange grimme abs, især i nyere tid, se bare på desperadoen Kai Greene, som dog har fået rettet gevaldigt op på dem på det sidste, eller den afdankede konge Ronnie Coleman og hans turtleshell stomach, som er lige så æstetisk pleasing som Linse Kesslers bryster. Jo de er store og hvad så? Det hjælper ikke så meget hvis de ligner fæces. I stedet kunne vi gå tilbage i historien og tage f.eks. Frank Zanes episke vacuum pose mave, men jeg vælger dog en helt 3. mulighed, nemlig at gå efter symmetri kombineret med masse, og sejren går derfor til den lidet anerkendte Ahmad Haidar og hans genetisk perfekte abs.
Glutes nupper vi fra islændingen Tommi Thorvildsen aka Glutezilla som på et tidspunkt kom i en slags bad standing i BB verdenen, fordi man mente han tiltrak sig for meget opmærksomhed med sine ripped glutes. ”Bodybuilding has always been about how much ya’ bench and about flexing them biceps. Not about pulling your pants down to your ancles and showing off your ripped ass” som jeg erindrer Joe Weider eller en anden selvproklameret konge af bodybuilding sagde engang omkring 2002-2003 eller noget i den stil.
Quads er der ikke så meget at rafle om. Selvom der måske er kommet større og vildere quads siden, så er Tom Platz’ quads inden for bodybuilding at sammenligne med Hitler inden for diktatorer: One of the baddest motherfuckers ever. Den blonde myte må dog, hvis vi skal være ærlige, kæmpe hårdt om pladsen med de genetiske quad-freaks Paul DeMayo og Trey Brewer, og ikke mindst Ronnie Coleman som nok er den moralske vinder. Platz løber dog af med sejren da det er svært at hamle op med en mytes suggestive overtalelsesevner.
Hammies kunne passende også gå til også til Tom Platz. Når man har at gøre med en så mytisk lower body hero, er der ikke så meget at stille op for konkurrenterne. Jeg vil dog mene at Kai Greene er en god udfordrer til hammies tronen.
Calves stjæler vi fra den nu, af helbredshensyn pensionerede, Mike Matarazzo. Mike var kendt for at æde 2 kg rødt oksekød om dagen og noget af al den ko må have sat sig på læggene, for de er blandt de bedste ever. En skarp konkurrent er dog Erik Fankhouser.
Veins står Paul Dillet for. Han er veiny as fuck på den fede ”freak of nature”-agtige måde.
Shreddedness står Andreas Munzer for. Han ofrede livet i en alder af 31 for at være verdens mest ripped bodybuilder, og skulle den form for madness ikke hyldes på en liste som denne, ja så ved jeg ikke hvor vi skulle hylde en sådan forkærlighed for ergogenics og diuretics.
Klædedragten giver sig selv. Stribet leotard i bedste Andreas Munzer og Shawn Ray stil. Flankeret af very BB’ish accessories som læder bæltetaske, militærstøvler, mavebælte og store uldne sokker. Evt. en grapefrugt i hånden hvis I forstår sådan en lille en.
Til sidst et finishing touch i form af Michael Jacksons plastikirurg, som nok kunne et eller andet ift. at gøre huden ensfarvet og blege de mere negroide kropsdele eller omvendt, farve de kaukasiske afsnit, alt efter temperament.
Tatoveringer kunne vi også give ham, f.eks. Lee Priests ansigtstatovering, men ærlig talt, synes I ikke han har været igennem nok nu?
Skal vi sammensætte et helt og fuldendt menneske der uden tvivl ville tiltrække sig mediernes opmærksomhed, så kunne vi i tillæg vælge Arnolds karisma, ambitioner og forretningssans, Kai Greenes sceneshow og tilbøjelighed til følelsesladede filosofiske rablerier, Steve Michaliks vanvid, Ronnie Colemans arbejdsmoral, Greg Kovacs evne til at ældes med alt andet end ynde, Phil Heaths evne til at respondere på anabolika, Craig Titus’ evne til at komme på kant med loven og Jean Pierre Fux’s evne til at go out with a bang, i form af en opsigtvækkende career-ending injury.
Så skulle monsteret vist være på plads. Smukt, freaky og klar til at indtage Mr. O scenen.
Og således nåede vi til vejs ende.
2. dec 2012, 08:17