Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!
Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!
Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!
Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!
Vi har 66633 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er peinoin
Vores medlemmer har i alt skrevet 2049847 indlæg i 100472 emner
0 nye indlæg i dag
Bodybuildingens storhedstid i Danmark
Da Sven-Ole Thorsen havde fået pakket nogle kg på rammen åbnede han sit eget styrketræningscenter på Gothersgade i København. Han havde arbejdet på Grønland i en årrække og tjent gode penge og i 1971 åbnede han sin ’Sporting Health Club’. Historien fra mange af de andre centre gentog sig med Sven-Ole og Sporting Health Club. I starten byggede han også sit eget udstyr, og hans opførsel som centerleder var ligeså excentrisk som f.eks. José Victor. Sven-Ole kunne blandt andet finde på at tømme garderobeskabet og smide en kundes tøj og ejendele ud af vinduet, hvis vedkommende ikke opførte sig ordentligt eller hvis de brugte en maskine eller nogle vægte, som Sven selv skulle til at bruge. Centeret var bygget op omkring mænd der skulle have store muskler, og det var det eneste det handlede om. Derfor var der store diskussioner da der omkring 1981-82 både kom kvinder og musik i centeret. ”Rigtige” bodybuildere var mænd og ”rigtige” bodybuildere hørte fandme ikke musik når man trænede. Moderniseringen slog dog igennem, og hele idéen om at man i de hardcore bodybuildingkredse, ikke bare skulle se ud som en bodybuilder, men også skulle spise, træne, handle, tale som og indordne sit liv efter at man var bodybuilder, som der er en fantastisk lignende beskrivelse af i bogen ”Muscles – confessions of an unlikely bodybuilder” af Samuel Fussel, blev blødet lidt op.
I 1972 fik bodybuildingen et nyt mekka midt i Danmark, da Odense Body Building Club (OBBC) startede op i nogle kælderlokaler på Risingskolen og et par år efter flyttede til nye og større lokaler. OBBC var modsat tidens kommercielle trend drevet som en forening, og i løbet af 80’erne og 90’erne blev de storleverandører til flotte placeringer i konkurrencer og mesterskaber.
OBBC 1969
Få år senere, i 1977, fik bodybuildingfilmen ‘Pumping Iron’, dansk premiere under titlen ‘Sagen er bøf’ i Delta Bio, hvor Arnold himself mødte op. Denne begivenhed var virkelig med til, at give bodybuilding et gennembrud i Danmark. Hvor man før løftede jern i kældre og obskure centre og af mange udenforstående blev betragtet som narcissist og bøsse, blev bodybuilding nu allemandseje. Yuppier på jagt efter en veltrænet krop der kunne matche deres biler og tøj, og andre opportunister kastede sig over bodybuilding og den unikke subkultur der indtil da havde kendetegnet bodybuildingverdenen gled langsomt ud i sandet efterhånden som kommercialismen og populismen skyllede ind over miljøet. Dette blev af den hårde kerne betragtet med ambivalens da man selvfølgelig var glad for, at den almene accept man havde kæmpet for i mange år, endelig så ud til at komme, men samtidig begyndte mange at længes tilbage til præ-Arnold tiden, hvor man kunne have sit center i fred for the wannabees og hvor det man lavede var mere unikt. I praksis var det dog ofte ikke decideret bodybuilding der blev dyrket ude i centrene. Det kan godt være det var der deres inspiration til at træne kom fra og det kan godt være de selv mente det var bodybuilding det de lavede, men bodybuildinglivsstilen var alt for intensiv, ekstrem og tidskrævende til at det i praksis var det folk lavede, og lige så langsomt blev det der startede som bodybuilding, til fitness eller styrketræning, som var mere spiseligt for de nye kommercielle centre og kunder.
I 1979 stiftede Sven-Ole Thorsen Dansk Body-Building Forbund (DBBF) og arrangerede de første danske mesterskaber i et udsolgt Odd-Fellow Palæ. De første par år var det kun for mænd, men allerede fra 1981 kom kvinderne med. Sven-Ole finansierede de første år hele foretagendet selv og var en slags enehersker i forbundet. Det første år var der 35 deltagere, og ingen vidste noget om at posere, så deltagerne blev alle undervist i posering en uge inden de skulle stille op. Sven-Oles diktatorstatus i forbundet blev hurtigt afløst af en mere demokratisk struktur, da baglandet blev trætte af Sven’s oplyste enevælde og i 1981 blev Sven-Ole Thorsen kuppet og smidt af formandsposten.
Sven Ole Thorsen instruerer i posering 1979
Den endelige kommercialisering
Bodybuildingen oplevede altså en glansperiode i slut 70’erne og starten af 80’erne. Dette betød at pengemænd øjnede muligheder for at lave en givtig forretning på denne nye dille. En af dem der forsøgte at tjene penge var Jørgen Albrechtsen, som i 1981 fik Nautiluskonceptet til Danmark. Der var tale om et strategisk gennemtænkt, kommercielt træningskoncept som startede op på Ørnevej i Kbh. Jørgen Albrechtsen var den første til at bruge ordet ’fitnesscenter’ i Danmark, da centrene indtil da havde heddet ting som helsecenter, motionscenter, træningscenter, sportsstudie, eller sports club. Albrectsen forsøgte som en af første at hive videnskaben med ind i træningen, og hans Nautilus koncept blev bakket op af bogtitler som ‘Sandheden om vægttræning’ og ‘Den perfekte træningsform’, hvor Nautilus-konceptet indirekte blev fremstillet som videnskabeligt funderet, modsat den hardcore bodybuilding, som var baseret på en omgang overleverede og sejlivede myter, som vi i dag nok ville kalde bro-science.
Ifølge Jørgen Albrechtsen kunne Nautilus skabe bedre træningsresultater på 1/10 del af tiden. Konceptet bestod i træning med næsten maksimal vægtbelastning af musklerne og korte tidsintervaller mellem øvelser for de forskellige muskelgrupper. Maskinerne stod strategisk opstillet i den rækkefølge, som øvelserne skulle udføres i. Mængden af gentagelser skulle altid ligge på mellem 8-12, hvorefter man skulle bevæge sig over til den næste maskine i en slags cirkeltræning (er der nogle der tænker LOOP?) Hver gang man trænede skulle man forsøge at øge vægten lidt. I princippet var der egentlig intet nyt i det, da det stadig var baseret på progression som var kendt lige siden Professor Attila næsten hundrede år forinden havde været fortaler for det. Men Nautilus formåede at sætte disse principper i system og markedsføre sig på en måde der gjorde konceptet populært.
Det afgørende kommercielle element var desuden at man ved at få folk til at træne på denne måde, kunne få langt flere kunder igennem fitnessmaskineriet. Man gik så at sige fra en træningssituation med en bodybuilder, der ofte stod i samme lokale flere timer, og hvor det sociale element i træningsfællesskabet med de andre ligesindede var helt centralt, til en træningssituation, hvor kunderne udelukkende skulle koncentrere sig om at gennemføre deres træningssession uden snak og uden at tænke. Nautilusprincipperne var derfor bodybuildernes styrketræningsklubber kommercielt overlegne, hvilket gradvist resulterede i helt andre kunde- og omsætningstal.
Den stigende professionalisme og evne til strategisk markedsføring hos fitness-sektorens ledende personer resulterede i, at den primære hensigt med oprettelse af fitnesscentre nu ofte var at tjene penge. Den smånaive og romantiske, men samtidig også mere charmerende tilgang, som bodybuildere havde til deres styrketræning, gik mere eller mindre tabt i denne industrialiseringsproces med fokus på økonomi, rentable investeringer, forretningskoncepter og markedsføringsstrategier. Af samme årsag fandt mange af pionererne fra bodybuildermiljøet, at Jørgen Albrechtsens person og hans Nautiluskoncept indirekte drænede miljøet for de værdier, der havde gjort bodybuildermiljøet til en unik subkultur.
Mike Mentzer
En af de ting der i denne periode også trak opmærksomhed til bodybuildingen var seminarer med internationale bodybuilding kendisser som Frank Zane, Lisa Lyon, Mike Mentzer og Samir Bannout. I 1982 kom Mike Mentzer f.eks. forbi Danmark og holdt et seminar i Form & Figurs fitnesscenter i Strynøgade i København om hans træningkoncept ‘Heavy Duty System’, som i praksis bare var Nautilus med frie vægte. Efter en ganske kort opvarmningssession skulle man lægge alle sine kræfter i at køre et minimum af repetitioner med maksimum belastning, indtil man simpelthen ikke kunne presse mere ud af musklen.
Mentzer var ligesom Nautilus folkene (som han også var associeret med rent økonomisk) god til at markedsføre sig selv. Han citerede ofte Nietzsche, var uddannet idrætslærer og gik altid med briller, også når han trænede, for at understrege sit image som intellektuel og lærd. Der gik dog hurtigt rygter om, at Mike ikke selv overholdt træningsprincipperne i Heavy Duty System, hvilket lagde en dæmper på træningsmetodens udbredelse. Steen Broford, som stadig den dag i dag er aktiv inden for fitnessverdenen, bla. med Business 2 business magasinet Fitnews og dvd’en ’Forny dig selv på 90 dage’ oplevede Mike Mentzer træne i ‘Gold’s Gym’ i begyndelsen af 80’erne, og han kørte måske nok et sæt med maksimal belastning og med 100 % intensitet, men inden da havde han oftest udført 3-4 sæt ”opvarmning” med næsten samme vægt. Så der var i praksis ikke den store forskel på hans træning og den måde de fleste andre bodybuildere på det tidspunkt trænede. Steen Broford blev sponsoreret af Jørgen Albrechtsen i en tremånedersperiode, da han startede Nautilus op, for at få bodybuildere til at vise, at de havde glæde af disse maskiner. Broford afbrød dog sponsoratet efter to en halv måned, da han havde tabt syv et halv kilo muskelmasse. Så ville han gerne tilbage til mere traditionel træning.
Albrectsen og Broford kom derefter ud i en konflikt, hvor Albrectsen mente at bodybuilderne ingenting forstod. ”Lad dem bare rive i deres gamle jern. De ønsker jo ikke at træne to til tre gange om ugen af en halv time uanset, hvor godt det end ville være. De vil have miljøet, og de skal smøres ind i olie, og de skal stå og flexe lidt og fortælle hinanden historier, for ellers er livet ikke værd at leve for dem” udtalte Albrectsen, mens Broford svarede igen med: “Jeg tror, at de fleste, som havde indsigt i træning på daværende tidspunkt og havde læst Jørgen Albrectsens ‘Sandheden om vægttræning’, som nok er det største makværk, der er formuleret på skrift omkring vægttræning, var klar over, at det var en joke. Og derfor tror jeg, at det delte vandene lidt mellem dem, der havde indsigt og dem, der syntes, at vægttræning skulle være nemt og bekvemt. Men det var også to vidt forskellige kundesegmenter, man henvendte sig til.”
Den voldsomme kommercialisering og leflen for den gennemsnitlige fitnesskunde på bekostning af de mere hardcore bodybuildertyper, som vi ser i mange centre i dag, tog sin start med klassens pæne dreng Form & Figur, som med Tage Nielsen ved roret, fra 1975 og frem, for alvor gik all in i deres bestræbelser på at gøre fitness til en rentabel forretning. De forsøgte sig først med et eksklusivt koncept som tiltrak de mere velhavende borgere på Østerbro. Et medlemskab kostede 1100 kr, hvilket svarer til næsten 5000 kr i dag, og kunderne var derfor mest bankdirektører og yuppier fra finansverdenen. Med hjælp fra bokseren Hans-Henrik Palm, som trænede i Form & Figur, blev de dog hurtigt datidens svar på Fitnessdk. De begyndte f.eks. at indkøbe en masse kredsløbsudstyr, f.eks. kondicykler af mærket ’Tunturi’ som især lokkede mange kvinder til, på bekostning af fanatiske mandlige kropsbyggere og deres tunge frivægte. Form og Figur startede dermed det nu til dags, herskende koncept, som er at gøre sig attraktive for Hr. og Fru Danmark som der er langt flere af, end der er af sportsudøvere og bodybuilding fanatikere. Temaet var ikke længere sport og styrke, men motion og sundhed, hvilket fra et kommercielt synspunkt, var en god strategi.
Fra 1976 og frem var Tage Nielsen og Hans-Henrik Palm centrale skikkelser i det danske fitnessmijø. De indførte f.eks. som de første i 1984, børnepasning i det dengang største center i Skandinavien, Form & Figur i Århus. I 1987 havde deres succesfulde koncept spredt sig til 53 centre på landsplan, med et medlemstal på 30-35.000
I næste del vil vi se på nogle turbulente år for bodybuildingen i Danmark, ligesom vi afrunder kvindernes historie.
23. jun 2013, 09:56