Der er nu blot én eksamen tilbage før, jeg kan holde sommerferie. For 5 dage siden afleverede jeg nyhedseksamen, hvortil der skulle produceres tre produkter. Det overordnede emne var "manglen på praktikpladser for journaliststuderende". Næste sommer skal jeg selv søge praktik, hvorfor det var nærliggende at undersøge, hvorfor det er endt sådan. I år er der godt 60 personer uden praktikplads, og det er stikmodsat de andre år, hvor der nærmere har været 60 pladser, der ikke kunne besættes. Dette var branchen dog ikke helt tilfreds med, hvorfor de bad DMJX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) om at genindføre 18 måneders praktik (RUC og SDU har blot 12 måneder), selvom beregningerne dermed viste, at det ville gå ud over de studerende i stedet, ligesom tilfældet var, da DMJX tidligere havde 18 måneders praktik. Argumentet? Jo, jeg fik da TV2's nyhedschef, Jacob Kwon til at indrømme, at de foretrækker praktikanter i 18 måneder fremfor 12, og det bakkede andre medier ligeledes op om. En professor og andre fra mediebranchen var dog enige om, at det lige så meget var et spørgsmål om økonomi - for hvem vil ikke hellere have en journalist til 14.000 kr. i måneden end +35.000? Det er indlysende. Konsekvensen er dog, at studerende på SDU og RUC på papiret er dårligere stillet i praktiksøgningen end dem fra DMJX, og dét er problematisk.

Nå, jeg var blandt andet forbi Dagbladet Ringkøbing-Skjern for at tale med deres chefredaktør om, hvor ærgerligt det er, at de ikke kan lokke en studerende til. Jeg talte ligeledes med flere københavnere fra mit studie, der havde fravalgt Ringkøbing, og hellere ville tage orlov.

Generel fremtidig note: Det er ualmindeligt svært:

1) at komme i kontakt med folk fra DR, selvom man smider mails og lægger beskeder på telefonsvaren.
2) at få fat i nogen, der vil tage ansvar. Ikke engang deres chefredaktør eller nyhedschef. Når man så endelig får fat i dem (og NEJ, ikke fordi de kontakter en), så sender de oftest en videre - oftest i ring.


Ift. kost og træning, så er der kommet en del flere dage med kulhydrater efter, at min kæreste (uofficielt) er flyttet ind hos mig. Det er der både fordele og ulemper ved. Det har dog en relativ god afsmitning på træningerne. Jeg er også gået over til et upper/lower split (4 dage i ugen) - hvilket jeg faktisk aldrig har kørt før. Indtil videre er jeg KÆMPE fan. Det hjælper på restitutionen, og gør, at jeg kan køre med højere intensitet. Bortset fra bænk, pullups og dødløft, køres alle sæt med korte pauser. Så kommer jeg virkelig i kontakt med mig selv, og det elsker jeg. Desuden er jeg stoppet med overhovedet at tjekke telefonen til træning. Jeg sætter bare en playliste på - oftest bare nogle gamle playlister med DJ Tiesto, hvor der ikke er vokal. Førhen brugte jeg meget tid på telefonen - simpelthen fordi jeg ledte efter passende musik alt efter humør og behov, men det stjal om noget fokus fra træningen. Nu lever jeg mig bare ind i nogle tankeuniverser i stedet.

I dag kørte jeg 4x127.5 i bænk, hvilket egentlig var ok. 4x130 er næste målsætning. Førhen kunne jeg ikke døje at køre 4 reps, men det var også et tankefængsel. Hvor mange kører bevidst - og ikke af nød, 4 eller 7 reps i noget? Nå, men generelt synes det, at være en fordel at køre (lidt) færre reps i bænk.

Når ja, jeg er også begyndt at drikke kaffe med jævne mellemrum, men kværner dem selv. Koffein har dog ikke rigtig nogen effekt på mig, og jeg agter heller ikke at starte et afhængighedsforhold.

Jeg holder sgu sommerferie. So far har sommerferien budt på sporadisk arbejde hjemme i Sønderjylland, utroligt meget grilleri (med træ) og en impulsiv tur til Italien. Turen til Italien varede 5½ dag og gik fra Pisa - Firenze - Pompeii - Sorrento - Capri - Napoli; oftest flere byer på samme dag. Udover 40 graders varme, enkelte urimelige overnatnings- og entrepriser og generel hensynsløshed i trafikken, var turen en kæmpe succes. Det var dog lige ved at gå galt allerede fra Billund, da flyet var overbooket med tre personer, men heldigvis trak vi ikke det korteste strå. Dagen efter gik turen til det skæve tårn, hvor entréprisen var 20 euro. Dette er vel at mærke uden guide eller whatsoever. Man skulle tro at en sådan entrépris ville få de fleste til at nyde udsigten ekstra meget, men for 90% af personerne, var udsigten kun tilgængelig igennem kameraet på deres smartphones. Et tema, der gentog sig meget på denne ferie. Selv nyder jeg, at tage billeder, men det bliver en decideret pest. Jeg har overvejet om man ikke blot kunne lave airdrop ved turistattraktioner, så alle frit kan få billederne af stedet, så de kan bevise over for mennesker, de alligevel ikke interesserer sig for, at de er ude at rejse. På denne måde kan de i stedet kan fokusere på at være tilstede - i stedet for at stå i kø på hinandens skuldre. Nå, vanviddet fortsatte i Firenze. 30 euro for at komme på museum (igen uden guide eller whatsoever). Det virker ikke specielt inkluderende med tanke på hvad den gennemsnitlige italiener har af indkomst. Nå, men jeg fik da set en skulptur af fortidens mest interessante leder, Marcus Aurelius. Senere stod jeg i kø i en halv times tid for at spise den bedst-tænkelige sandwich man kan forestille sig, og samme aften var jeg i kø i en time (før åbningstid) for at spise på byens bedste pizzeria. 7 pizzaer på 5 dage blev det til. Og nej, pizzaen blev ikke opfundet i Mellemøsten, selvom det er dem, der pryder de fleste steder herhjemme, der fejlagtigt tillader sig at kalde sig for pizzeriaer, selvom deres færdige produkt er et forsøg på at tilsvine italiensk kulturarv, og i øvrigt ikke bidrager med noget positivt til folkesundheden eller statskassen. De bedste pizzaer findes i Napoli og koster blot 5.5-6 euro, og fås ikke med palmeolie, cocktailpølser, salat og dressing eller ananas (selvom sidstnævnte egentlig er ganske fortræffeligt på pizza).

Inden jeg nåede til Napoli gik turen forbi Pompeii. Byen, der for 2000 år siden blev begravet under aske fra Vesuv. Sikken oplevelse. Selvom man ikke skal romantisere fortiden for meget, er jeg næppe i tvivl om, at byen sammenlignet med mudderhuller og lerhuler andetsteds i verden, faktisk var et ganske godt sted at befinde sig - hvis man da ikke var slave. Det undrer mig til stadighed hvordan man dengang kunne bygge ting, der 2000 år senere holder, når vi konstant skal gå op lappe på veje og bygninger herhjemme.



Nå, et generelt billede af Napoli. Jeg havde for små 10 år siden set en dokumentar, hvor en tryllekunstner rejste rundt i Napoli for at opspore et netværk af lommetyve. Jeg oplevede dog ikke spor, og jeg erkende, at vi opholdt os flere kompromitterende steder - selv i de seneste timer på døgnet. Hvad jeg i stedet oplevede var 8-12 årige drengebørn uden hjelm, der kørte på knallert gennem de snoede brostensgader, selv for øjnene af politi- og militærfolk. Der er knallerter over alt - og et dyt på hornet kan signalere mange ting. Lysreguleringer er vejledende, og når ambulancer skal frem, skal de ikke tro, at de får en forlomme. Efter 5½ dag på farten og godt 30.000 skridt om dagen, var der dømt hvile ved hjemkost.

Hjemme igen på arbejde i Sønderjylland, er det gået op for mig, hvor mange idioter, der færdes rundt omkring i verden, og især i dette ganske land. Hvad jeg ikke bevidnede af dumheder på denne tur. Personer, der forsøger at snige sig foran i en timelang kø, mens andre lader sig fotografere med citroner på størrelse med meloner, selvom der er flere skilte end citroner, der siger: "DO NOT TOUCH THE FRUITS", og gadesælgeren råber det samme ... folk der indridser deres initialer på verdensarv, og turister, der forsøger at løbe fra regningen på fortovsrestauranter. Overvej, hvor mange dårlige mennesker, der får lov at trække vejret. Jeg bestræber mig dog på ikke at indånde samme luft, da der unægteligt kommer noget godt ud af det. Af samme grund har jeg måttet skubbe flere mennesker ud af mit liv. Først og fremmest mennesker, der ikke kan glæde sig på andres vegne, og som i øvrigt ikke forstår sig på mennesker.

Det er dog vigtigt ikke at lade sig fuldstændig forblænde af alt dårligskaben, da man dermed risikerer ikke at se de få gode mennesker, der gudskelov gemmer sig ukendte steder derude. Hold ud.


Om to dage tager jeg et par dage til Skotland med en gammel kammerat. Jeg var sidst på tur med ham i 2015. Turen står beskrevet et sted langt tilbage i logbogen. Vi var på FLOSS i København og vi endte med at køre hjem fra Valby kl. 04:00 om morgenen, da vi blev forrådt af hans højskoleveninde. Vi gennemførte turen på trods for at det var en kold nat i januar, hvor soltaget var lappet med gaffatape, vi ikke havde adgang til en GPS, og at hans promile i øvrigt var langt over det tilladte. So far er planen at overnatte i telt i det skotske højland. Nu må vi se.

Det blev til en fortryllende god sommerferie, der oftest blev tilbragt under udenlandske himmelstrøg.

Kultur- og madorgier i Italien, bjergbestigning og deltagelse i Highland Games i tovtrækkeri i Skotland, øhop i Grækenland, kulturoplevelser i Polen, termisk badning i Budapest, besøg i et gammelt stasi-fængsel i Berlin, og sidst, men ikke mindst ... ultra-trail overlevelsestur på Madeira. Alle oplevelser har været fede, men jeg kan mærke, at vandreture har bidt sig fast i mig, specielt når der er højdemeter inkluderet. Det blev til i alt 9500 højdemeter og 120 km. på 4 dage på Madeira. Det er ikke til at begribe, at nogen er i stand til at gennemføre den rute og distance på 13 timer. Vi fik dog en svær start. Samtlige 2-mands telte var udsolgt, pånær udstillingsmodellen, som de af sikkerhedsmæssige årsager ikke ville sælge. Til gengæld foreslog personalet, at vi skulle gå med et tungt og uhandy 3-mands telt, hvilket jeg fandt komisk. Det ville da om noget være uforsvarligt at sende folk ud på overlevelsestur gennem bjerge med sådan et. Nå, vi købte en windbreaker, noget snor, 1 sovepose og 2 tæpper, som vi så kunne bygge noget, der lignede et telt ud af. Pånær 4 teltpæle, røg resten ud. De 4 overlevende blev samt sammen til 2, og woila; nu havde vi pludselig en vandrestav hver, der samtidig var fundament for vores improviserede telt.

Der var i det hele taget mange mindeværdige oplevelser på den tur. Jeg skal forsøge at gøre det kort.

MEGET få steder på ruten, hvor man kunne fylde forrådskammeret op, og oftest af meget ringe kvalitet. Det kom dog ikke som en overraskelse. En lille afstikker på den officielle rute for at bade i en mindre by, efterlod mig dog måbende. Byen, der er hjemsted for øens smukkeste og bedste badestrand, og derfor velbesøgt af turister i dagstimerne, havde begrænset udvalg på restaurantscenen. I et slemt kalorieunderskud, så vi os nødsaget til at besøge, hvad der allerede havde antændt alle alarmklokker forinden; den værst tænkelige turistfælde. Menukortet var yderst sparsomt, hvorfor vi måtte ud i en tvivlsom disposition, som jeg egentlig set i bakspejlet, finder mere tvivlsom end et totalt fravær af mad. Nå, efter 1 time havde vi stadig ikke fået vores mad. I mellemtiden havde min kæreste spottet ejeren, der var ankommet undervejs. Han havde til trods for at være den senest ankomne "gæst" fået sin mad før alle andre. Nå, maden ankom omsider. Tunsandwichen var en dåse tun i vand, der var blevet kastet ud på 2 stykker fabriksfabrikeret brød. That's it. Ingen smørelse. Ingenting. Pizzaen, der stod til 12.5 euro, var fra Dr. Oetker. Ja, du læste rigtigt. Dr. Oetker. Champignonerne var tilmeld stadig halvfrosne. Alting tog tid dette sted, der havde 6 tjenere, der ikke anede, hvad de skulle gøre af sig selv, mens de blot havde 2 i køkkenet, og en ejer, der havde travlt med at prale over sin genistreg for sit medbragte bekendtskab, der øjensynligt var lige så usselt et menneske som ham selv. Min kæreste henvendte sig til ham for at få bekræftet om han var ejeren, hvorefter hun svarede, at hun blot spurgte, så hun kunne tilføje det til den dårlige anmeldelse, der var på vej. Modvilligt bad jeg om regningen, men efter at have stået i mere end 10 minutter med mit kort i hånden midt i restauranten, tænkte jeg, at hvis jeg nu gik, så ville de da komme rendende. De kom aldrig, og væk forsvandt jeg op i bjergene. Det var første gang, at jeg nogensinde gik fra en regning uden at betale. Det er som med alt andet i livet; der skal altid være undtagelser til reglen. Altid. Verden er bare et bedre sted med undtagelser.

Nå, Madeiras natur er meget alsidig - og skifter fra område til område. Enkelte steder minder om Sydsverige, mens andre steder tager en dybt ind i Amazonas regnskov. Det er interessant at opleve - ikke mindst på samme dag. Vi fik sovet i 1700 meters højde i et shelter, der var bygget ind i klippen - og sjovest af alt, sovet på asfalt foran en offentlig vej og parkeringsplads. I absurde situationer, har jeg lært, at det nemmeste egentlig blot er, at smile og grine. Det er langt nemmere at acceptere absurditeten og distancere sig, med tanken om, at det bliver sjovt at tænke tilbage på. Sover man så godt direkte på asfalt, hvor enkelte biler kører forbi i ly af natten og morgenen? Nej. Jeg vågnede nok 25 gange på 8 timer, og min kæreste holdt sig vågen hele natten. Der var dog ingen umiddelbare alternativer, da vi allerede var gået nedad en stejl, smal og glat bjergside i mørke, tåge og regn, mens pandelampen sang på det sidste strøm. Havde vi haft et reelt telt, havde vi haft nogle flere muligheder.

Nå, i mål kom vi - og efterfølgende lå vi 1½ dag på hotel og lavede ikke meget andet end at spise mad. Så langt så godt.

Ift. træning er jeg begyndt at træne med inspiration af Mike Mentzer. Det kan lyde tosset, men resultaterne so far er faktisk gode. Det er ikke Mentzer i sin helt klassiske forstand, hvis jeg da ikke tager fejl. I stedet for ét sæt til failure, kører jeg to - og enkelte gange kører jeg pre-exhausting, da jeg ikke tror, at 1 sæt er nok. 2 derimod synes fint so far. Jeg prøver at tage en del rest days i mellem, så det er egentlig følelsen i kroppen, der som udgangspunkt dikterer, hvornår næste træning finder sted. Jeg har rejst meget i sommerferien, men har alligevel formået at bevare styrken, selvom der har været flere perioder med 7-12 dages fravær af styrketræning (jeg har dog været meget aktiv på ferien på anden vis). I sin opbygning ser det således ud:


Pas 1
Bænkpres: 2x3 eller 2x4
Chinups: 2 sæt
DB incline presses: 30 kg. for max reps, 2 sæt
Machine rows: 2 sæt - oftest 20-30 reps med ultra slow eccentric og hold. Tit ved at kaste op mellem sæt 1 og 2.
One-armed DB curl, 2 sæt
Triceps pushdowns, 2 sæt
Nakke (Mike Tyson style), 2 sæt

-> Alt køres generelt med kontrolleret excentrisk og pauser.

Pas 2
Split squat, 2 sæt
Walking lunges, DB eller BB, 2 sæt - oftest 50-60 reps i én køre. Andre gange 1 sæt med 100 eller mere.
Reverse back extension, 2 sæt
Mave, 2 sæt med uendelig mængder reps

Off

Pas 3
DB higher incline, op til 2 tunge 5'ere
Pullups, 2 sæt
DB high incline flies, 2 sæt
One-armed neutral grip pulldowns, 2 sæt
Underarm, 2 sæt
Armstrækkere på kettlebells, 2 sæt

Pas 4
Sissy squat, 2 sæt
Reverse lunges, 2 sæt
Leg extensions, 2 sæt
Mave, 2 sæt

Jeg noterer vægt og reps gang til gang - og indtil videre går det fremad. Det bliver spændende at se, nu hvor jeg kommer til at træne mere kontinuerligt. Træningerne kræver også, at der bliver fyldt på med noget kulhydrat inden, og det giver desuden bedre pumps og performance.

Melder alt jævnt godt fra Fyn. Bestilte for 2½ uge siden billetter til Israel sammen med en studiekammerat, og vågnede så op til nyheden om eskaleringen af konflikten i morges. Jeg skal mødes med nogle, der 1) ikke vil høre tale om >krig<, og 2) ikke vil høre tale om >Israel<, så det skal nok blive spændende. Turen var rent journalistisk ikke tiltænkt som en krigsreportage, men grundet omstændighederne, synes det svært at komme udenom nu. Vi rejser på onsdag. Hvis jeg kommer hjem igen bliver det blot 1½ dag inden jeg suser til Grækenland for at bestige Mount Olympus - gudernes (godt 3000 meter høje) bjerg.

Har pt. redigeringsweekend på bladet, og det er rart at være tilbage i rollen som leder, omend trættende i opstartsfasen. En medstuderende sagde fornylig om mig: "He will lead, he will not be led". Smukt - og med en vis portion sandhed. Sandheden er, at de fleste, der leder, ikke egner sig til at lede. Men hvorfor fanden tillader vi så dem at gøre det?

Jeg kom aldrig til Israel. For første gang i mit voksne liv, måtte jeg afstå fra at gøre noget, jeg ellers havde sagt, jeg ville gøre, og det var ikke sjovt. Jeg går utroligt meget op i at være en mand af mine ord. Et karaktertræk, jeg vægter utroligt højt blandt andre, for jeg er ikke meget til ord uden handling. Årsagen til dette afbud skulle dog udelukkende findes i, at min kæreste ikke var meget for at jeg rejste blot 4 dage efter terrorangrebet mod Israel. Ikke meget er måske en underdrivelse, for hun var knust på en måde, jeg aldrig havde oplevet før. Mest frustreret var hun over, hvor let, jeg tog på mit liv. Selv fandt jeg ikke faren foruroligende, og set i bakspejlet, havde det også været den rigtige beslutning at tage afsted, men en sjælden gang må man sætte andre over sig selv. Alligevel forfulgte det mig i et stykke tid.

Jeg kom dog i stedet til Grækenland, hvor jeg besteg landets højeste punkt, det mytiske Mount Olympus, der befinder sig i samme egne, som Alexander den Store levede en stor del af sit liv. Der er flere toppe af bjerget. Toppe, der dog er minimalt højere end hinanden. Den største, Mytikas, kræver teknisk snilde og decideret klatring, hvilket ikke afskrækkede mig, selvom der var på dagen var vind af orkanmæssig størrelse, og jeg ikke havde nogen reb til at sikre mig. Det værste var dog højdesygen. Vi kom for hurtigt fra 3000 meter ned til 0, og det gav bagslag.

På min fødselsdag besteg jeg så Spanien højeste punkt, der dog ikke ligger i Spanien, men på Tenerife. Det blev til en overnatning i 2600 meters højde i stiv kulling, så det blev ikke til meget søvn i teltet inden turen startede kl. 02:30. Turen sluttede naturligvis på toppen i 3700 meters højde.

Bjergbestigning er blevet det nye bænkpres for mig. Det er en utrolig fascinerende ting, hvor mange ting skal gå op i en højere enhed. Planlægning, kondition, mindset, udstyr, vand/proviant, vejrforhold, og det er ikke så simpelt. Det simple og befriende ved bjergbestigning er dog, at der er en defineret slutning. Derudover er det en god måde at lære sig selv at kende på, og lære sin partner at kende på. Personligt er jeg typen, der er god til de trælse stunder på sådan en tur. Måske fordi jeg har været igennem så meget møg før.

På næste søndag rejser jeg til Marokko for at bestige deres højeste bjerg på godt 4000 meter. Det bliver et besøg til det område, hvor en dansk og en norsk kvinde blev halshugget tilbage i 2018. Mest spændt er jeg på kulturmødet. Jeg må ærligt erkende, at jeg generelt har mine betænkeligheder ift. at rejse i den del af verden.

Apropos Marokko, afleverede jeg i går en større opgave om selv samme land - og dets fremtidige magt over Vesten. Landet ligger inde med mere end 70% af verdens fosforreserver, og det bliver ufatteligt vigtigt på sigt - især fordi Vestens reserver er små. Derudover alle de afrikanske flygtninge, der kommer til Marokko med ønsket om at rejse videre ind i EU... Spændende.

###

I dag var en interessant dag, hvor jeg for første gang i mands minde var i Århus- og omegn, for at træne i Nordland. På en helt speciel dag. Nordlands sidste dag. Klubben lukker grundet absurde stigende huslejepriser i kombination med faldende medlemstal. Det er lidt en skam. Man kan mene, hvad man vil om Nordland. Jeg har oplevet fordømmelse fra styrkeløftere fra andre klubber alene på baggrund af navnet og de forestillinger, der har været om, hvilken klub det var. I (en af) sin(e) storhedstider, som jeg oplevede i fra 2014-2016, var det dog en fedt at træne derinde fast - i det frirum, der kunne tilbydes. Jeg har fandeme mange syrede, absurde og fede oplevelser med i bagagen derinde fra. Mennesker, jeg ikke aner, hvor jeg ellers skullet ha' truffet. Desværre er klubben ikke det samme, som den har været, nok mest fordi Henrik var bindeleddet i klubben. Jeg håber at se mere til de mennesker i andre sammenhænge, for det er vigtigt at holde fast i gode mennesker. De hænger ikke på træerne.

Træningsmæssigt går det ok, men er meget påvirket af den årlige vinterdepression. Det bliver til 3 ugentlige træninger.

Overkrop
Underkrop
Overkrop

Lavede 5x120 i bænk i dag og 50x60 i walking bb lunges fornylig.

De sidste 3 år er der årligt forsvundet ét familiemedlem på min fars side. En side, der i forvejen tæller få, få personer. Tydeligst har det været juleaften, for der er turnusordning juleaften, hvorfor der er endnu færre end ellers. Desuden endnu færre i kraft af, at jeg de sidste 3 år har holdt juleaften i udlandet. To af dødsfaldene har været "legitime", da der har været tale om min farmor og farfar, der blev henholdsvis 93 og 94. Pæne aldre. Min farmor døde som følge af tarmslyng, der har en relativ høj dødelighedsprocent. Foruden dette, var hendes helbred i top. Tilbage har jeg nu kun min morfar på 92, hvis hund på 14 år er blevet blind og utæt bagi. Han kører stadig bil, klatrer på stiger og sit eget tag og svejser og hvad ved jeg. Hans mor døde og hans far var stukket af til København med en ny kvinde, så han måtte allerede ud at tjene som 10-årig, hvor han boede ude i kostalden. Et laaangt arbejdsliv, der har slidt hans krop ned til sokkeholderne. Han skulle nok allerede have haft 2 nye hofter for 50 år siden, men som han selv siger: "Jeg ved, hvad jeg har - ikke hvad jeg får".

I forlængelse af min snak om min morfar, vil jeg lige koble en samtale jeg havde på studiet fornylig. Det er ingen hemmelighed at langt størstedelen af de studerende er venstreorienterede, og det kommer tit til udtryk. I kredsen faldt emnet på arveafgift, hvortil der blev talt om, at "det er et strukturelt problem, at man kan arve sig til rigdom". Hertil nævnte jeg min morfar som modsvar. Manden har slidt og sparet op hele sit liv - og gør det stadig nu - med tanke på, at give sine børn et større pengebeløb. At der skal betales yderligere afgift af hårdt slidsomt arbejde, er jeg ikke just fortaler for. Det forekommer mig abnormt uforståeligt. Modargumentet var, at der jo så er folk, der vokser op med en fordel... Og det kan vi jo ikke have. Jeg græmmes.


I dag lavede jeg 5x122.5 i bænk, hvilket var noget nemmere end sidste uges 5x120. Det er fornuftige takter. Skal lige vænne mig til tanken om at stige lidt i kropsvægt. Fik et simpelt carb- og kalorieråd af Henrik, som so far virker til at give pote.

Nå, jeg har læst - og set talrige videoer om scumbags i Marokko og Marrakech, så wise me luck. Det er første gang, at jeg har valgt at tegne en rejseforsikring. Frygt sælger godt.

Jeg kom til Marokko, og sikket show det var. Jeg havde på forhånd godt læst, at det skulle være slemt. Få dage før afrejse tjekkede jeg random Kurt Caz' youtubeprofil. Kurt er en gut, der rejser de mest vanvittige steder i verden - og skæbnen ville, at hans nyeste video var fra Marrakech. Indholdet gav mig ikke just fornyet optimisme eller lyst til at rejse, men der skulle mere til for at stoppe mig fra at bestige det bjerg.

Allerede da vi ankom ude i lufthavnen, var den helt gal. Mobilabonnementet kunne kun betales med kontanter - og åbenbart kun i euro (deres egen valuta er dirham). 20 euro for 20 gb. data.

Dernæst gik turen hen mod busstoppestedet. Vejen derhen var fyldt med nærgående taxachauffører med tics, der fik dem til at gentage spørgsmålet "TAXIIII???" i en uendelig køre. For hver gang udbrølt højere og højere, som om, at mit manglende svar skulle forklares ud fra hørevanskeligheder....

Da vi ankom med bus til centrum, gik det hurtigt op for os, hvor agtpågivende og opmærksomme vi skulle være. Mere om det senere.

Dagen efter tog vi afsted til en mindre by godt 60 km. fra Marrakech, hvor vi indlogerede os på et familiedrevet hostel. Vi havde haft svært ved at finde stedet, der lå i udkanten af byen. En lokal var dog behjælpelig. Det viste sig at være ejerens nevø. Den behjælpelige unge fyre viste sig også at være guide, og jeg kunne godt lide hans aura, der stak sig ud i mængden. Af samme årsag spurgte jeg, om han ikke ville være vores guide til at bestige bjerget (hvilket fremgår som et krav for at bestige bjerget siden terrorhandlingen mod den danske og den norske pige tilbage i 2018, hvor de selv besteg bjerget). Fyren ville gerne hjælpe, men sagde, at det ikke var ham, der bestemte det. Nå, tænkte jeg. Hvem bestemmer så? Det gjorde hans onkel. Denne onkel (ejeren af stedet), viste sig at være en forfærdelig mand - endnu mere forfærdelig end langt de fleste af dem, vi mødte. Det var tydeligt, at han var bosSEN, overhovedet, høvdingen, diktatoren, undertrykkeren, forpesteren.

Af mystiske årsager, kunne vi ikke få lov at få hans nevø som guide. I stedet fik vi en anden; Mohammed. Mohammed var som de fleste marrokanske mænd. Intolerant, dominerende, hånende, kvindeundertrykkende, toxic, grisk og selvhøjtidelig. Sådanne karaktertræk bør ikke prises - og bør i det hele taget mødes med foragt og længere afstand end 2 meter, mundbind og dobbeltsprittede gummihandsker. Sagen var desværre den, at det blot var ham vi kunne få - i hvert fald ifølge onklen. Eftersom vi jo skulle have en guide, måtte jeg bide i det sure æble. Et æble, der senere viste sig at blive mere surt end først frygtet.

Efter at have sovet forfærdeligt i Marrakech dagen før (byen, der aldrig sover), var jeg allerede i søvnunderskud. Det skulle ikke blive bedre, da bjergbestigningen under 24 timer senere, krævede at vi stod op kl. 03:30. Nå, det kan også noget. Jeg havde aftenen forinden spist et hjemmelavet måltid hos familien. Et måltid tilberedt i et lerfad. Udover at der var forsvindende lidt kød, var det tilmed undertilberedt og sejt, og skæbnen ville, at jeg allerede fra morgenstunden havde ondt i maven, hvilket blot forværredes gennem dagen. Efter at have nået toppen efter 5.5 times intensiv opstigning til 4167 meter, gik turen nedad af en anden rute, der var fyldt med is, sne og stenskred - nu i kombination med godt 28 graders stegende sol. Lige så effektiv og hurtig jeg er til at gå op, lige så ringe er jeg til at gå ned. Med disse yderligere forhold in mente, var jeg derfor som bambi på glatis på vej ned - og det faldt ikke guiden i god jord. Udover at han ikke gad at tale med mig, friede til min kæreste og ikke gik op i min sikkerhed, var han meget utålmodig på vej ned. Da vi nåede halvvejen, endte jeg med at gå fra ham. Langt foran. Jeg var træt og indebrændt. Vred for første gang længe, og det var første gang, at min kæreste følte min vrede.

Generelt er jeg ikke et menneske, der ønsker at udvise vrede - for jeg afskyr det normalvis. Vrede er naturligvis en uundgåelig følelse - og den har da sin berettigelse, men jeg oplever også, at den for mange, bliver altoverskyggende og herskende i deres liv, og det går ud over deres relationer. Når vreden så yderligere udvikler sig og manifesterer sig i truende adfærd - er det endnu mere skidt. For mig er det (GENERELT) et svaghedstegn at udvise vrede mod andre. Nå, lige den her dag var jeg lidt svag. Det var (naturligvis) ikke så galt, at det endte i trusler og vold, men min kæreste forstod i hvert fald, hvor meget jeg hadede "det her lorteland (Marokko)". Jeg var fyldt op - og det fortsatte desværre det meste af tiden de næste 3 dage - indtil vi satte os i flyveren.

Ned kom vi på godt 12 timer. Jeg var sejrende - og besejret, og forstod godt, hvorfor 98% af alle tager bjerget på 2 dage - både for at vende sig til højden, men også fordi det var en 38 km. lang tur, der krævede uhyggeligt fokus. Jeg gik direkte i seng uden at spise noget. Jeg var dehydreret og i kalorieunderskud. Jeg havde forsøgt at spise og drikke, men havde ikke lysten. Min krop afviste og frastødte. Vågnede om natten grundet akut behov for toiletbesøg, og sådan fortsatte ferien ellers. Dernæst var det halvanden dag på hotel i Marrakech.

Generelle betragtninger: Marokko er et forfærdeligt sted.

Selvom det ifølge forskrifterne er påkrævet, at man har en guide for at bestige bjerget - og der forekommer at være kontrolposter på vejen, kan man godt undlade dette, såfremt man blot starter kl. lort om morgenen. Guiden kostede alligevel 900 kr. At jeg gerne villet have undladt at betale de 900, skal ikke ses som et tegn på grådighed, men snarere fordi, guiden var en kæmpe idiot. Jeg ville gerne have betalt 900 kr. for at få lov til at bestige bjerget - UDEN guide, for det er utroligt krævende at tilbringe så lang tid i en låst relation med rollefordeling anyways.

Diskrimination. Jeg har "lært", at det ikke kan være racisme, når det går den anden vej. Det er angiveligt blot diskrimination, da racisme taler ind i noget strukturelt ... javel. Diskrimination er at spore alle steder i Marokko, og det vil jeg naturligvis ikke legitimere. Det med at legitimere, er noget, jeg tænker meget over. Hvis jeg ikke er tilfreds med noget, så skal jeg naturligvis ikke støtte det. Penge har magt - og først når turisterne stopper med at komme, kan der ske en ændring. Indtil da fortsætter alle ufortrødent.

Kulturen er fuldstændig gennemsyret af plattenslageri, fup og halve sandheder, og det var mildest talt forfærdeligt at opholde sig ude i offentligheden. Man skulle konstant være på vagt, og det var jeg så. Jeg observerede meget - og lagde mærke til scammers. Jeg fik afværget dem på mig selv - men iagttog dem i stor stil ske mod andre, og talte ikke med nogen som helst turist, der IKKE havde oplevet noget der var OFF. Det er usandsynlig svært at opstøve ærlige mennesker der. Der er grundlæggende tale om en kultur, jeg vil sætte under hvilken som helst andet. Nogle kulturer er bare er superior sammenlignet med andre. Jeg siger ikke, at vi i Vesten har fat i den lange ende i alle henseender. Det har vi unægteligt ikke, men jeg er nu heller ikke i tvivl om, hvor jeg helst vil leve i verden. Det er nemmere at være konservativ i en "liberal" verden, end det er at være "liberal" i en konservativ verden. Det skal ikke ses som, at jeg ikke er åben for andre kulturer, for der er gode ting at hente rundt i verden. Der er dog også mange steder, hvor der ikke er noget som helst at hente - og det må bl.a. være i Marokko. Så er det bare så ærgerligt, at Marokko sidder på 75% af verdens fosforreserver (mens Europa og USA stort set ikke har noget) - og samtidig i nogen grad kontrollerer strømmen af flygtninge til Sydeuropa... Øv. Jeg trættes.

Var for ikke så længe siden i Georgien med 2 studiekammerater. Lavede nogle optagelser til en dokumentarfilm om livet langs grænsen til Rusland; en grænse, der åbenbart stødt rykker sig. Officielt set er det ikke Rusland, men "udbryderrepublikker", men sjovt nok spottede jeg russiske køretøjer og soldater på den anden side. Hm. Jeg glemte dog hurtigt faren, den ak47-bevæbnede poltieskorte, der fulgte mig over alt og de grufulde historier fra landsbyboerne. Dette skyldtes den enorme gæstfrihed, der må siges at være uden sammenligning. Blev taget imod med åbne arme af folk, der intet havde - og som intet forlangte. Deres alkoholkultur var dog en tand for skrap til mig, men jeg måtte være høflig og bunde med de første mange gange i hjemmebrændt og hjemmegærdet frugtvin. Et par dage senere tog vi rundt og tjekkede relativt velbevarede, omend forladte hoteller, spa og resorts fra sovjettiden. Fed tur. Planen er at vende tilbage senere på året når varmen tillader mere gunstige forhold for bjergbestigning i Kaukasusbjergene.

På hjemmefronten går det godt. Får trænet godt med en masse med en studiekammerat, hvilket er ganske nyt. Det er dog ikke så tosset at have en træningsmakker. Det har jeg savnet i årevis. Træningen byder på en masse tempomanipulation, der trækker tænder ud.

Ryg/bryst
Ben/mave
Off
Off
Support
Off
Off

Det fungerer glimrende! Suppleret godt op af ca. 10 km. daglig gang, da min cykel fornyligt måtte lade livet. Den havde ellers tjent mig godt for blot 300 kr. i godt ét år. Det var omsonst at investere yderligere i den. Update er dog, at min svigermor har foræret mig sin fancy mountainbike. En mountainbike af sådan en kaliber, at jeg ikke tør at stille den nogen steder af frygt for at svage sjæle med forkastelige moralkodekser med højtbelagt sandsynlighed vil forsøge at fremtvinge uformelt ejerskifte.

Inden for få ugers mellemrum har to i nærmeste familie fået konstateret kræft ved tilfældige screenings. Det er interessant at bevidne, hvordan mennesker håndterer en sådan besked. Jeg prøver egentlig bare på at tilbyde min hjælp for dem. Hvad end det er min blotte tilstedeværelse eller andet. Den ene hentede sin telefon og et par hørebøffer, og så skulle jeg ellers fortælle, hvad jeg fik ud af et givent stykke musik. Nummeret var dette:



Ja, Johnny Madsen kan åbenbart andet end at synge om at være skidefuld. Jeg synes faktisk, at nummeret har en dybde. Jeg kom i hvert fald til at fælde et par tårer, da jeg genlyttede det på arbejdet. Måske fordi teksten er smuk. Måske fordi vedkommendes odds for overlevelse synes små, og det var hans måde at udtrykke sig på. Måske de ting i kombination.

Der sker ting og sager. Snart rykker jeg til København, hvis det grusomme gede-boligmarked på de kanter tillader det.

I det store hele går det meget godt, men jeg kæmper mod konformitet. Der er krise i min branche, massefyringer og mangel på praktikpladser fylder meget. 1/3 af alle mine medstuderende står uden en plads efter sommer. Selv slap jeg med skrækken. Sjovt var det nu ikke. Jeg var selv til en nøje monitoreret 8-minutters samtale, hvor de ikke engang havde læst ansøgning eller tjekket min portefølje af produkter. Forkasteligt var det. Nå, jeg endte til nogle bedre og længere samtaler andetsteds, hvilket udmøntede sig i, at jeg blev valgt ud af 28 ansøgere. Stillingen er lidt hemmelig hihi.

På bagkant føles det mærkeligt. Tillad mig at forklare - og forstå mig ret. Det er underligt at have for meget medgang i livet. Jeg har vænnet mig til at leve i ét langt grind, som er blevet en del af min identitet. Jeg er bedre til at være undervejs end til at komme i mål - noglegange på en måde, hvor jeg tænker, at jeg ikke har lyst til at komme i mål. Et godt billede på dette var, da jeg fik pladsen - og et par af mine nærmeste kammerater ikke havde fået plads. De misundede mig - og jeg misundede dem. Lidt bizart.

Nu må målet så bare være at bevise, at jeg faktisk ER den bedste kandidat til stillingen. Det er dog først til august - hvorfor et nyt grind må indledes inden. Tanken er Mount Kazbek (5000 meter) i Georgien. Min kæreste kan dog ikke få det til at passe ind i sin kalender, så det må umiddelbart blive en solotur, omend det ikke er ufarligt. Det bliver første bjerg med isøkse, og hvor jeg samtidig er nødt til at have en overnatning på bjerget undervejs.

Det er satme godt nok også op ad bakke for folk, som gerne vil skrive for a living. Nu har jeg gennem årene skrevet artikler for utallige danske, norske, svenske og amerikanske medier, men de lukker ned én efter én; kvaliteten falder drastisk (helt bevidst, fordi de formoder at folk er idioter), eller det meste bliver mekaniseret eller fokus rettes over på hurtige småting på SoMe fordi folks attentionspan er faldet til 53 sek. Et eksempel er Bonniers blad Aktiv træning, hvor jeg skrev artikler fra 2014-2022. De gik fra at være en kæmpe publikation til i 2022 at sidde 1 mand på redaktionen, suppleret af freelance skribenter, inden de blev lukket ned, og slået sammen med Iform. Nu har jeg lige for nylig skrevet en artikel om lat pulldown, som jeg brugte nogle dage på. Det tager tid at kigge studier igennem, opsummere resultaterne, flette det ind det relevante sted i teksten osv osv. Jeg har aldrig brugt AI når jeg har skrevet, men jeg prøvede lige for sjov at skrive dette promt i ChatGPT:
Skriv en artikel om hvilke muskler man aktiverer under forskellige rygøvelser. Inkluder mindst 4 studier.

Det resulterede i denne artikel, som den lavede på ca. 7 sek

Muskelaktivering Under Forskellige Rygøvelser: En Gennemgang af Videnskabelige Studier
Rygtræning er en essentiel del af en balanceret træningsrutine, da en stærk ryg bidrager til forbedret kropsholdning, øget styrke og reduceret risiko for skader. Forskellige rygøvelser aktiverer en række muskler på forskellige måder. Denne artikel undersøger, hvilke muskler der primært aktiveres under specifikke rygøvelser, baseret på resultaterne fra mindst fire videnskabelige studier.

1. Pull-Ups
Pull-ups er en klassisk rygøvelse, der er kendt for sin effektivitet til at træne øvre ryg og arme. Ifølge en undersøgelse af Youdas et al. (2010), som målte muskelaktivering via elektromyografi (EMG), aktiveres især de store rygmuskler såsom latissimus dorsi (den bredeste rygmuskel), biceps brachii (overarmens forside), infraspinatus (en af rotatormanchetmusklerne) og trapezius (den øvre rygmuskel) . Pull-ups aktiverer også core-musklerne, som stabiliserer kroppen under øvelsen.

2. Deadlifts
Deadlifts er en sammensat øvelse, der arbejder med hele bagsiden af kroppen. En studie af McGill et al. (2000) viste, at deadlifts markant aktiverer erector spinae (rygsøjlens strækkemuskler), gluteus maximus (ballemusklerne), hamstrings (baglåret), og trapezius . Den høje muskelaktivering i deadlifts gør øvelsen ideel til at opbygge generel rygstyrke og stabilitet.

3. Bent-Over Rows
Bent-over rows er en anden populær rygøvelse, der målretter flere muskler i øvre og midterste del af ryggen. En undersøgelse af Andersen et al. (2012) viste, at bent-over rows især aktiverer latissimus dorsi, trapezius, rhomboideus (muskler mellem skulderbladene), og biceps brachii . Bent-over rows er særligt effektive til at udvikle tykkelse og bredde i ryggen.

4. Seated Rows
Seated rows udføres ved hjælp af en kabelmaskine og fokuserer på midterste og nederste del af ryggen. I en undersøgelse af Signorile et al. (2002) blev det påvist, at seated rows aktiverer latissimus dorsi, rhomboideus, trapezius og biceps brachii, men også involverer de nedre del af trapezius og erector spinae . Denne øvelse er god til at forbedre rygstyrke og opretholde en god kropsholdning.

Konklusion
Forskellige rygøvelser aktiverer specifikke muskler i ryggen på forskellige måder. Pull-ups er fremragende til øvre ryg og arme, deadlifts arbejder med hele bagsiden af kroppen, bent-over rows fokuserer på midterste og øvre ryg, mens seated rows målretter midterste og nederste del af ryggen. Ved at inkludere en variation af disse øvelser i din træningsrutine kan du sikre en balanceret og omfattende udvikling af rygmuskulaturen.

Referencer
Youdas, J. W., Amundson, C. L., Cicero, K. S., Hahn, J. J., Harezlak, D. T., & Hollman, J. H. (2010). Surface electromyographic activation patterns and elbow joint motion during a pull-up, chin-up, or perfect-pullup™ rotational exercise. Journal of Strength and Conditioning Research, 24(12), 3404-3414.
McGill, S. M., Norman, R. W., & Sharratt, M. T. (2000). The effect of an abdominal belt on trunk muscle activity and intra-abdominal pressure during squat lifting. Ergonomics, 33(2), 187-195.
Andersen, V., Fimland, M. S., Mo, D.-A., Iversen, V. M., & Vasseljen, O. (2012). Electromyographic comparison of barbell deadlift, hex bar deadlift, and hip thrust exercises: a cross-over study. Journal of Strength and Conditioning Research, 32(3), 587-593.
Signorile, J. F., Zink, A. J., & Szwed, S. P. (2002). A comparative electromyographical investigation of muscle utilization patterns using various hand positions during the lat pull-down. Journal of Strength and Conditioning Research, 16(4), 539-546.

Hvorfor skal Bonnier give en journalist eller freelancer flere tusinde kr for en artikel, når AI kan generere sådan en artikel på 7 sek, som de med relativt få rettelser kan publicere som en helt ok, om end lidt anonym, artikel?
Og sammenholdt med at oplag af alle trykte medier falder; reklamer i stigende grad ender på SoMe og ikke i traditionelle medier, og kun få mennesker gider betale for noget som helst, når der ligger så meget gratis reklamefinancieret på nettet, bliver det ganske ganske få mennesker der kommer til at kunne leve af at skrive eller dyrke journalistik inden for få år.

Eller hvad tænker du?

Det skulle da lige være fordi at det der AI skribleri ikke er de 0’er og 1’er værd der er brugt på det, for hvem som helst der har trænet intelligent i bare et par måneder.
Det er rigtigt at for magasiner som iform m.fl. kan fyldes ud af sådan noget pis, simpelthen fordi “niveauet” blandt læserskaren er så lavt (og ikke noget galt i det. Det kunne være de havde andre ting at bruge deres tid på).

Hvis du skal til at skrive noget om lat træning kan du nu ikke længere slippe afsted med sådan noget bavl der.

Ikke at du ikke har en pointe. Det får mig til at føle mig helt luddistisk.

Mussetrussen skrev:Det er satme godt nok også op ad bakke for folk, som gerne vil skrive for a living. Nu har jeg gennem årene skrevet artikler for utallige danske, norske, svenske og amerikanske medier, men de lukker ned én efter én; kvaliteten falder drastisk (helt bevidst, fordi de formoder at folk er idioter), eller det meste bliver mekaniseret eller fokus rettes over på hurtige småting på SoMe fordi folks attentionspan er faldet til 53 sek. Et eksempel er Bonniers blad Aktiv træning, hvor jeg skrev artikler fra 2014-2022. De gik fra at være en kæmpe publikation til i 2022 at sidde 1 mand på redaktionen, suppleret af freelance skribenter, inden de blev lukket ned, og slået sammen med Iform. Nu har jeg lige for nylig skrevet en artikel om lat pulldown, som jeg brugte nogle dage på. Det tager tid at kigge studier igennem, opsummere resultaterne, flette det ind det relevante sted i teksten osv osv. Jeg har aldrig brugt AI når jeg har skrevet, men jeg prøvede lige for sjov at skrive dette promt i ChatGPT:
Skriv en artikel om hvilke muskler man aktiverer under forskellige rygøvelser. Inkluder mindst 4 studier.

Det resulterede i denne artikel, som den lavede på ca. 7 sek

Hvorfor skal Bonnier give en journalist eller freelancer flere tusinde kr for en artikel, når AI kan generere sådan en artikel på 7 sek, som de med relativt få rettelser kan publicere som en helt ok, om end lidt anonym, artikel?
Og sammenholdt med at oplag af alle trykte medier falder; reklamer i stigende grad ender på SoMe og ikke i traditionelle medier, og kun få mennesker gider betale for noget som helst, når der ligger så meget gratis reklamefinancieret på nettet, bliver det ganske ganske få mennesker der kommer til at kunne leve af at skrive eller dyrke journalistik inden for få år.

Eller hvad tænker du?

Ah, ja. Jeg synes også at fornemme, at de gode tider er forbi (og ja, de har virkelig, virkelig været gode - men nok også for gode). Ikke alting bliver bedre med tiden, omend jeg godt kan se værdien i AI-værktøjerne i nogle henseender. AI i kombination med masse-digitaliseringen, sociale mediers totale overtagelse og det, at mediebranchen i mange år spyttede gratis indhold ud for senere at tro, at den almene læser pludseligt ville betale for det, har været mere gift end hvad branchen har kunnet klare.

Det er svært at begå sig som medie i dag. Mads Brügger er med sit projekt "Frihedsbrevet" i gang med at undersøge, hvorvidt det er muligt at generere et overskud som medie, mens man ikke modtager mediestøtte. Projektet virker fedt - og yderst seriøst. Det er anført af nogle af de skarpeste herhjemme. Talte med ham om det i samtaleugen. Utroligt, at den mand ikke har modtaget større anerkendelse for sin skelsættende journalistik, heriblandt flere undersøgende projekter med muldvarpe i udlandet, ingen andre kommer i nærheden af. Nå, men hvis ikke han kan - så tvivler jeg på, nogen kan.

Du har nok ret. Af samme årsag er brugen af freelancere mere udbredt end nogensinde før. Hver tredje freelancer i mediebranchen har en årsløn på under 250.000 - og mere end hver tredje har stress som følge heraf.


Jeg forstår godt pointen ift. ChatGPT - det er imponerende. Jeg er dog endnu ikke nået dertil, hvor jeg ikke har kunnet gennemskue den, når der har været tale om fortællende journalistik. Jeg husker, at et en fra 1. semester afleverede en artikel til mig, som hun ønskede godkendt til udgivelse. Det stank langt væk. Som du selv er inde på - kan det dog med lidt ekstra tid investeret i det, hurtigt blive til noget.

Jeg er selv en langsom skriver, der tænker meget inden jeg nedfælder noget, der skal publiceres, og det er ikke synderligt godt i denne tid. Jeg prøver dog at skille mig ud på mine brede viden, kreativitet, at jeg er god til kilder (især de sårbare) og desuden er god til research og OSINT-arbejde. Alligevel gruer jeg for min fremtid. Det ser dog ud til, at fremtiden for de fleste journalister er et sted i kommunikationsbranchen, og det alternativ er nu heller ikke det værste i verden. Jeg ville dog ønske, at jeg havde haft større indsigt i den fremtid, der venter mig derude, inden jeg lod mig indskrive på studiet.

Jeg kom til Georgien - og hjem igen - uden at bestige bjerget. Det var et hårdt nederlag, men havde hjemmel i ting, jeg ikke kunne kontrollere. Bjerget er som tidligere nævnt farligt, da man skal krydse gletsjere, hvor man ud af det blå kan forsvinde 20 meter ned i en tynd sprække mellem isen. Af samme årsag frarådes det af alle, at man gør det alene. Efter at have sovet i 3000 meter dagen før, ledte jeg efter en gruppe, der ville have mig med mod toppen. I camp 2 ved godt 3850 meter, stødte ind i en gruppe jævnaldrende tyskere, men ingen af dem, ønskede at have mig med - med den begrundelse, at de i forvejen havde 2 uerfarne med i deres gruppe (de var 2 kærestepar). Det gjorde ondt. Jeg forstod det ikke helt, men måtte acceptere. Jeg stødte senere på en gruppe russere, der indvilligede i at tage mig med. Om morgenen startede vi topforsøget - og vejret var godt. Alt var godt - også selvom jeg havde våde strømper, våde sko og i 2 dage havde i omegnen af 2000 kalorier dagligt - selvom aktivitetsniveauet nok lagde op til det 3-dobbelte.

Alt gik godt mod toppen - indtil vi skulle krydse den farligste af gletjserne, hvor man er bundet op med reb og konstant skal overveje sit næste skridt. Især skal man være opmærksom på hvide pletter af sne, der overfladisk skygger for hullerne. Vi havde ikke gået længe, før den forreste russer og jeg lagde mærke til en sprække i isen. Russeren nærmede sig forsigtigt for at kigge ned - og fik da øje på en person, der lå godt 20 meter nede. Det var en græker. Gutten havde ligget der i 3 timer og havde opgivet livet. Han græd på en måde, de færreste i deres livstid vil opleve en mand græde på. Han hulkede og kaldte på sin mor. Det var svært at kommunikere med ham - først og fremmest, fordi der var godt 20 meter derned. Vi sendte en russer ned til ham med reb, i forsøget på at trække ham op. Hele hans underkrop var dog dækket af sne, så det kunne ikke lade sig gøre. Russeren forsøgte at grave ham fri med sin hånd, men der var ikke meget plads at efterlade den overskydende mængde sne på. Vi prøvede at fylde det i hans rygsæk - for dernæst at trække rygsækken op og tømme den. Ikke meget hjalp det. Eftersom gutten havde ligget der i så mange timer - med alt for lidt tøj på - var hypertomi en alvorlig trussel. Der var intet signal i 4500 meters højde, og russerne talte lige så godt engelsk, som jeg talte russisk, hvorfor jeg blev bedt om at løbe efter hjælp - hvilket krævede at jeg løb godt 950 højdemeter ned. Jeg stod nu der godt 500 meter fra toppen og indså, at det ikke skulle ske, at jeg skulle til toppen. Dagen før havde en gruppe tyskere umuliggjort det - og nu var det en mands selviske hovmodighed, der skulle stå i vejen. Det føltes forfærdeligt. Jeg var vred på ham i hullet, og ikke mindst fortvivlet. Alligevel indså jeg, at det var ude af mine hænder. Jeg opgav derfor drømmen og løb efter hjælp. Mandens skæbne kender jeg dog ikke, da jeg efterfølgende valgte at gå hele vejen nedad bjerget uden at se mig tilbage. Jeg håber dog at han overlevede - selvom jeg bandede og svovlede ham langt væk i mit sind. Overlevede så han kunne fortælle sin kone om den dag hans hybris mødte sin berettigede nemesis.

Selvom jeg ikke nåede toppen, lærte jeg ufatteligt meget af den oplevelse. Ikke mindst, fordi jeg selv havde overvejet at begive mig alene afsted ligesom ham, fordi jeg var træt af, at det skulle være op til andre mennesker, hvorvidt jeg skulle nå toppen eller ej. Jeg havde dog to nætter tidligere ligget vågen det meste af natten i et vindomsust telt med en god portion dødsangst og tænkt mit liv igennem, hvortil det gik op for mig, at risikoen ikke opvejede konsekvensen. Jeg lå og tænkte mit liv igennem. Tænkte på barndom, leg og lyse nætter. Relationer og dugfriske minder - både de store og de små. Så simpel en glæde som at genindlæse et memory card på min playstation 1 - med et spil Gran Turismo 1, der sidst blev trykket "save" i tilbage i år 2001. Glæden ved at være i live. Glæden - og taknemmeligheden over, at mine forfædre havde overlevet istid, et utal af krige og katastrofer, for at jeg i dag kunne være til. Pludseligt syntes det privilegieblindt at sætte det hele på spil.

Turen lærte mig dog flere ting. Jeg mistede undervejs ned piggene til den ene sko (dem man bruger, når man går på is), så jeg måtte bruge 2 timer ekstra på at gå tilbage og lede i den dybe sne. Her kunne jeg blot være skidetosset på mig sig. Jeg er født med 10 tommelfingre - og er meget, meget, meget dårlig finmotorisk, hvad angår praktikaliteter. Jeg mistede den, fordi jeg ikke kunne binde den ordentligt fast. Jeg bar alt udstyr undervejs - og det gik op for mig, hvor vigtigt det er at pakke smart og have styr på alle stumper.

Generelt havde det dog været umådeligt svært at pakke, for jeg skulle skulle reelt pakke til en skiferie, selvom temperaturen i det meste af Georgien bød på mere end 30 grader. Den begrænsede mængde plads gjorde dog, at jeg måtte gå rundt i det samme skitøj 10 dage i streg. Bare rolig, det var merinould, så lugten var til at overkomme.

Efter bjerget kørte jeg rundt i Georgien med 2 hollændere, jeg havde mødt tidligere på bjerget. Den ene var forretningsmand i Liberia og den anden var ejendomsspekulant. Nå, men jeg var chauffør for dem, mens vi var til vinsmagning hos en bonde, der kun kunne georgisk, russisk og enkelte gloser tysk. Utroligt, hvad AI i den forbindelse kan hjælpe en med.

Efterfølgende tog jeg til Armenien for at bestige det højeste punkt. På bjerget mødte jeg ingen andre mennesker. Armenien er et interessant land - der ikke just er overrendt af turister. Landskabet er fantastisk - og folk er ligesom i Georgien, ganske gæstfrie. Ting kan fås for en slik - og deres køkken er en fornøjelse. Grillet kød i alle afskygninger alle steder. Spiste en masse lam. Lever, hjerte, lunger og nakke. Der er dog en kolossal forskel på hovedstaden og resten af landet. Mange af vejene lignede resultatet af 3. verdenskrig - og alting syntes at være gået i stå, siden Sovjetunionen gik i opløsning. Det var trist at bevidne, men fik mig endnu en gang til at sætte endnu pris på det, jeg har. Lidt misundede jeg dog yazzidierne; nomadefolket, der driver kvæg og får rundt på de store sletter. Sikken frihed. Måske behøver vi ikke mere, tænkte jeg. Men måske er det blot en tåbelig romantisering.

Ang det sidste, så har jeg faktisk læst flere steder efterhånden, at især unge, som tilbringer tid sammen med oprindelige befolkningsgrupper, som lever primitivt, især native americans, ikke kan drives tilbage til civilisationen igen. Den måde der leves på der, giver åbenbart en så stor følelse af fællesskab, mening, sammenhold, værdi og en følelse af at være betydningsfuld for flokken, samt en hverdag der er fri for civilisationens stress, performancekrav, fremmedgørende jobs, ensomhed osv. osv., at mange mister enhver lyst til at vende tilbage civilisationen, og det vi normalt betragter som menneskehedens fremmeste måde at leve på.

Mussetrussen skrev:Ang det sidste, så har jeg faktisk læst flere steder efterhånden, at især unge, som tilbringer tid sammen med oprindelige befolkningsgrupper, som lever primitivt, især native americans, ikke kan drives tilbage til civilisationen igen. Den måde der leves på der, giver åbenbart en så stor følelse af fællesskab, mening, sammenhold, værdi og en følelse af at være betydningsfuld for flokken, samt en hverdag der er fri for civilisationens stress, performancekrav, fremmedgørende jobs, ensomhed osv. osv., at mange mister enhver lyst til at vende tilbage civilisationen, og det vi normalt betragter som menneskehedens fremmeste måde at leve på.

Det giver alligevel god mening. Kan du huske hvor?

Ja, man skulle tro, at vi grundlæggende bevægede os i retningen af noget bedre. Det synes dog kun at gøre sig gældende på få punkter, og de fleste punkter har hjemme i individualisering og optimering.

Glemmer aldrig da jeg min på tidligere tur til Georgien - i en lille grænseby til Rusland - mødte en kvinde, der tidligere havde haft arbejde i Tyskland. Det liv opgav hun til fordel for livet på grænsen uden strøm, rindende vand og penge. Som hun selv sagde: Ingen kom hinanden ved der. Ingen bekymrede sig om hinanden. Folk gemte sig i deres lejligheder når de fik fri. Hvis jeg faldt om på gaden vil folk være ligeglade og have for travlt. Så hellere leve på må og få i en landsby, hvor alle hjælper hinanden.

Jeg kan desværre ikke huske hvor det var, men jeg husker at have læst det 2-3 forskellige steder. Jeg er 80% sikker på at et af stederne er Altings begyndelse - David Graeber.
Muligvis var det også i Civilized to Death: What Was Lost on the Way to Modernity - Christopher Ryan
Heather Heying - A Hunter-Gatherer's Guide to the 21st Century er også en mulighed, men jeg husker det ikke præcist.
Det kunne også have været i en af Yuval Noah Hariris 2 bedste bøger, Sapiens eller Homo Deus.

Mussetrussen skrev:Jeg kan desværre ikke huske hvor det var, men jeg husker at have læst det 2-3 forskellige steder. Jeg er 80% sikker på at et af stederne er Altings begyndelse - David Graeber.
Muligvis var det også i Civilized to Death: What Was Lost on the Way to Modernity - Christopher Ryan
Heather Heying - A Hunter-Gatherer's Guide to the 21st Century er også en mulighed, men jeg husker det ikke præcist.
Det kunne også have været i en af Yuval Noah Hariris 2 bedste bøger, Sapiens eller Homo Deus.

Tak. Jeg har lige lånt A Hunter-Gatherer's Guide gratis på eReolen. Den får et lyt i dag og i morgen!

Jeg har på det seneste haft noget vikararbejde på en fabrik. Arbejde, hvor man står ved et bånd, mens halvfrossen bagværk suser forbi, hvortil man skal sørge for, at bagværket ikke fejler noget - og at fordelingen/portionerne er store nok, så kunden får 24 og ikke 23 stykker miserabel bakeoff. Arbejdet er, hvad det er. For at skåne mig selv, ynder jeg at leve mig ind i andre universer. Det kan dog til tider være svært, for stedet er fyldt mennesker, der ikke besidder evnen til at kommunikere. Nuvel, flere har thailandsk ophav, men det er som regel de ældre blegfede madamer, der er værst. Hygiejnekravene derude er naturligvis tårnhøje, og folk vasker flittigt hænder, men det er som om, de har glemt at vaske deres mund - og samtidig glemt, hvordan man taler til mennesker. Jeg tilskriver primært deres opførsel, at deres forældre har været nogle følelseskolde, terroriserende fladpander, der aldrig skulle have haft børn. Dette i kombination med en kolossal bitterhed over, hvordan livet er endt med at ufolde sig for dem - eftersom de nu har påtaget sig den skæbne, at vedblive i en sådan sjælepinende jobfunktion.

I det store hele har det altid været min tanke, at det er vigtigere HVEM man arbejder med, fremfor HVAD man arbejder med (med visse forbehold naturligvis - da der i sagens natur findes rigeligt med uetiske foretagender, man under ingen omstændigheder bør støtte op omkring ). Bevares, jeg har også haft bedre dage derude - hvor selskabet har været bedre. Det er dog som om, at nogle mennesker for alt i verden vil gøre alt, hvad der står i deres magt for prompte at kvæle den glæde, hvis den stik mod deres vilje, skulle opstå. Som i, at det vigtigste for dem er, at vi alle forbliver på samme stadie. Nå, men det er jeg færdig med nu.

Jeg har fundet en lejlighed for de næste 12 måneder på Nørrebro. Det bliver spændende at se, om jeg vil trives der. Jeg søgte ellers ivrigt efter bolig i Charlottenlund, Ordrup, Hellerup, Valby og Østerbro, men uden større held. Boligmarkedet i København er et stort gedemarked - med mange plattenslagere og uærligt menneskeligt affald.

Pt. er jeg ved at spekulere over, hvor fanden jeg mon ender med at træne henne.


Jeg er i skrivende stund hjemme for at arbejde lidt på mit gamle job, og falder i den forbindelse hurtigt tilbage i gamle rutiner, hvor jeg isolerer mig på mit værelse og i min kælder med træningsudstyret. Jeg går nogle ture og ser at alting er, som det plejer at være. Der sker ikke en skid - og jeg tror i det store hele, at det er meningen. Det er nemmere at affinde sig med nu hvor jeg er kommet videre. Det giver også tid og plads til refleksion over det liv, jeg i mange år førte. Et liv, hvor jeg var blevet bange for at tage chancer. Et liv, hvor omdrejningspunktet var at tjene penge. Alt arbejdet skyggede for lidelsen. Desto mere jeg arbejdede, desto mindre tid havde jeg til at tænke over, hvad fanden jeg havde gang i. Et meget fokuseret og asketisk liv, jeg et eller andet sted ikke villet have været foruden, for det jeg glæder mig et eller andet sted over at kunne se tilbage på mit liv og tænke, at jeg trods alt kom videre.

Det var også hele tiden planen, at jeg skulle videre. Mit mindset var, at mit liv endnu ikke var begyndt - hvilket jeg altid fortalte folk. M.a.o, forberedte jeg mig på livet. Jeg ved dog den dag i dag, at jeg nok skulle have været stoppet noget før - men omvendt, der var ikke meget ved at starte studie midt under corona med undervisning på Teams m.m - det havde næppe rykket mig i en bedre retning. Nå, men det er dejligt at mærke forandringen fra at være en larve i en tryg puppe, til nu at folde vingerne ud og flyve ud i den store vide verden.

Var hjemme i Sønderjylland i 2 uger for at arbejde. Ved ikke engang hvorfor. Mangler ikke engang pengene. I hvert fald ikke lige nu. Skulle i stedet have rejst til Langbordistan. Mindre kunne nok også have gjort det. Måske bare en mindre-turistet græsk ø, eller et sted med nogle bjerge.

Da jeg flyttede til Odense så jeg en kvinde, jeg sidst havde set da jeg var 14. Dengang cyklede jeg ofte ud til hende midt om natten, godt 15 km. fra min hjemby. Ved ankomst spiste jeg altid fiskekonserves, hvilket i øvrigt var min primære daglige proteinkilde dengang. Vi hyggede os, spillede playstation og gik ture. Jeg var dog for flyvsk, og det blev aldrig til et fast forhold, for jeg ville ikke lukke døren, såfremt andre viste interesse, hvilket blot er fuldstændig fjollet og grotesk. Nå, 12 år senere mødtes vi så hos mig. Vi vidste begge godt, at vi var for forskellige til at et egentligt forhold ville fungere, men nød alligevel hinandens selskab. 1½ år senere ser jeg, at hun er flyttet i hus og venter barn med en fyr, hvilket fylder mig med glæde. Glæde, fordi hun fortjener det, og fordi livet har vist hende sine væmmelige sider af for mange omgange.

Nå, hændelsen fik mig til at reflektere over det "at glæde sig på andres vegne". Et egenskab, jeg tillægger enorm værdi - især i mine valg af relationer, for jeg vil helst ikke være en del af en giftig kultur, der udelukkende er præget af konkurrence og pikmåling. Personligt er jeg dog mest tilbøjelig til at glæde mig på vegne af dem, der har måttet kæmpe for at det lykkedes - og det behøver ikke engang være venner eller bekendte. Af samme grund holder jeg stort set altid med "the underdog". Af samme grund holder jeg oftest ikke med Danmark i sportsgrene.

Har lige afsluttet sidste træning i OBBC. Foruden den dejlige natur i Odense og omegn, er det klart, hvad jeg kommer til at savne mest ved byen - hvis vi ikke lige medregner byens geografiske placering, der er særdeles god som hyppigt rejsende. OBBC er uden sidestykke det bedste træningscenter, jeg har været i, både i ind- og udland. Sammensætningen af motionister, styrkeløftere og bodybuildere er god, musikken er oftest mere end tålelig og udstyret er i den absolutte top. De gode minder er der mange af, og dårlige minder er der ingen af, for der er ikke så mange skvadderhoveder der. Tror de kan tælles på en halv hånd.

Det fik mig til at tænke på, hvor relativt få GODE mennesker, jeg har truffet i mit liv. Ja, der har været mange - men ikke ift. den abnorme mængde affald, jeg har mødt på min vej. Det er dog håbet om at møde gode mennesker, der holder mig oppe. Det kan gøre mig helt høj at møde gode mennesker. Eftersom, de er en sjældenhed, er det af samme årsag vigtigt at holde fast i dem - uden at holde så fast, at de bliver kvalt.

Jeg ejer ikke noget TV, men det gør mine forældre. Min mor er en sucker for true-crime, og siden jeg har været en lille purk, har jeg altid fået lov til at se med. Under sidste besøg sad vi og så nogle udsendelser sammen - der dog ofte blev afbrudt af reklamer. 10-15 minutters program - 12-15 minutters reklamer ... på repeat. Havde helt glemt, hvor meget ADBLOCKER har sparet mig for af rædsler i årenes løb. Afbrydelsen var dog ikke det eneste irritationsmoment. Det var indholdet af reklamerne...

MINIMUM 4 af reklamerne var reklamer for spillesider på nettet. Oftest reklamer, hvor en eller afdanket person, der havde solgt sin sjæl, lystigt fortalte om, hvor fedt det var at kunne ligge i sin sofa og spise matadormix , i mens vedkommende spillede roulette på sin telefon. FORFÆRDELIGT. Jeg kan ærligt talt ikke begribe, hvordan fanden i helvede det kan være lovligt. Resten af reklamerne reklamerede i øvrigt for alkohol eller forbrugskultur. Jeg kan ikke begribe, hvordan folk kan fastholde idéen om, at mennesket har en fri vilje - og at det samtidigt grundlæggende er fornuftigt. Jeg kan ikke begribe, hvordan man ved sine fulde fem kan mene, at det frie marked er vejen til lykke. Der mangler et stort U foran.

"København, du er kun alt, jeg har", sang en dansk sanger på et tidspunkt. Ordene kunne dog næsten lige så godt være kommet fra min mund. Selvom jeg også har andet, behøver jeg nok ikke meget mere end København, for København har indtil videre kun bidraget med en masse glæde. Jeg har fået spist mig godt i gennem de værdige kebabbikse på Nørrebro, og indtil videre er det Durum Symfoni, der indtager en suveræn førsteplads.

Jeg har først haft første arbejdsdag i går, så jeg har haft rigeligt med tid til at udforske områder. Et særligt hyppigt besøgt område har været strandvejen og dens ganske skønne strand, Bellevue. Ren sandbund og et fåtal af måger og larmende fjolser.

Jeg har fundet mig et sted at træne, og i dag teamede jeg op med Storskytten og --PRINCE--. Selvom træningen for mit vedkommende desværre kun bestod af arme, og derfor rent træningsmæssigt var kort, var jeg der i 4 timer. En sand fornøjelse var det. Det er godt at være kommet ind i et træningsfællesskab med ligesindede igen. Det giver livsMENING- og energi, samt motivation, så mon ikke der snart kommer noget mere MASS på kroppen. Nå, eneste minus er, at jeg skal til at arbejde - hvorfor jeg synes nødsaget til at træne senere på dagen, og derfor må træne alene. Nå, jeg kan ikke få det hele - i hvert fald ikke hele tiden. Men, så må jeg indtil videre tage det, jeg kan få.

Jeg ankom ret sent til træning, da jeg ufrivilligt pendler et par timer om dagen i denne uge. Sikken lidelse. Lidelse var det dog ikke at træne, for jeg teamede up med en ny ligesindet - en dokumentarist! Om end mandens erfaring og formåen slog min med længder, havde vi mange finurlige og sammenlignelige oplevelser, vi kunne dele. Ganske berigende. Sådanne stunder, bør man have flest mulige af. Stunder, hvor man glemmer tiden. Det minder mig om et portræt, jeg lavede af en feltpræst, der sagde, at han aldrig gik med ur, for tiden skulle ikke styre hans liv. Nuvel, mange mennesker går ikke med ur nu om dage - men han gik altså heller ikke med mobiltelefon, for der skulle være tid til at tale - og tid til at nyde.

Det minder mig om, hvor mange ellers fremragende interviews i gennem tiden, der er blevet cuttet af, hvor der var langt mere at hente. Det er måske mere forståeligt i en sendeflade, men det har i nyere tid undret mig i podcastformater, hvor man enten på forhånd har dikteret en bestemt længde, eller undervejs lader sig styre af en eller anden irrationel følelse af, at: "nu har vi vist også talt længe nok", selvom det oftest er noget sludder. Det sker som oftest der, hvor der først virkeligt er gået hul på bylden, og det interessante begynder at sive ud, at udsendelsen stopper. "Vi springer lige hurtigt videre" - NEJ. Desuden de famøse vendinger "det kommer vi til senere" og "den må vi tage en anden god gang", er som oftest smurt ind i løgn. Desværre er det udbredt, og af samme årsag er det svært at finde noget podcast, der er værd at bruge tid og energi på nu om dage - og sådan har det været i mange år.

Tid. Det tager tid at udfolde et menneske, og man kan ikke bare starte med at gå til de ømme og personlige punkter, selvom det også lejlighedsvist har sin berettigelse og styrke. Nogle når dog aldrig dertil, og finder aldrig rigtigt ud af, hvad der gemmer sig bag paraderne på den anden, om det så er en ven, familiemedlem eller partner. Det er en skam. En skam er det dog også at gå for hurtigt til makronerne, eller det kan det være. På caminoen praktiserede jeg det stik mod vanlig praksis - og det gjorde de fleste. Oftest, fordi man vidste, at man aldrig skulle ses igen, men det var også i en kontekst, hvor de fleste der gik caminoen, gjorde det for at bearbejde noget.

Nå, eftersom min logbog er fyldt, og endnu ikke har anskaffet mig en ny, må jeg logge træningen her. Det er ikke prangende, men jeg er i gang med at opbygge en større volumen, for jeg har som oftest DOMS indtil ugen efter. Ligeledes påvirker bentræningen prestræningen ugen efter, selvom der går 5 dage i mellem.

Mandag:

Bænk
3x100
3x110
3x120 - rpe 8

DB bænk, slow ecc
6x25
6x30
6x30
6x30

DIPS, slow ecc
6
6
6

Tirsdag:

Pullups, slow ecc + hold
7
6
5

Chinups, slow ecc + langt hold
5
5
5

DB rows
12x20
12x20
12x25
12x25


NOTE: Styrken i træk synes negativt influeret af dips.. Væk med det.

Har haft nogle introdage på job, hvilket ikke har været den store succes, da jeg endnu ikke er nået til den afdeling, jeg skal være i. Jeg har derfor tilbragt tid med mange mennesker, jeg fremover ikke skal tilbringe tid sammen med - og GUD SKE TAK OG LOV for det. Det har været hårdt mentalt. Til en reception i fredags blev jeg dog mødt af min kommende afdeling, og de synes alle at være tålelige og inspirerende mennesker. Lad os se om det holder stik. Nå, det har været hårdt, så hårdt, at jeg i perioder mistede troen på menneskeheden - hvilket ikke er så sjælden en begivenhed. Af samme grund har det været enormt tiltrængt at komme til træning efterfølgende, hvor jeg har fået kontakt til flere gode folk.

I dag stod den på BRYST med Bigshooter og --PRINCE--

Selvom jeg har fået mig en logbog igen, nedfælder jeg alligevel lige dagens træning.

DB presses - 30 grader - sloow ecc
10x20
8x26,7
8x26,7
7x30
8x30
6x35
10x26,7

DB presses - decline - slow
8x20
6x24
5x30
6x30

DB flies
15x8
15x8
15x8


Puha. Jeg har jo slet ikke været vant til at træne bryst på denne måde. Var helt ristet. I øvrigt første brysttræning i uendeligheder, hvor der ikke har været en bænkpresvariant på programmet.

Efterfølgende tog vi videre ud for at spise sandwich, drikke kaffe og diskutere verdenssituationen, forbipasserende fodboldtosser og cigaretrygende eksistenser på fortovscaféer, der forpestede den i forvejen urene luft. Efterfølgende var jeg træt, men cyklede alligevel på stranden for at bade - eller rettere sagt, dykke. Jeg elsker at dykke og forsvinde ind i, hvad der føles som en anden dimension, dog helst hvor vandet er krystalklart og jeg stadig kan bunde. De forhold gør sig gældende på BELLEVUE.

Da jeg senere cyklede rundt omkring Parken og så det massive opbud af sikkerhedsfolk og politi, blev jeg mindet om, hvor ufatteligt mange ressourcer, der ugentligt allokeres rundt om i landet for at et fåtal af mennesker ikke skal ryge i totterne på hinanden. Er det ikke trist? Er det ikke latterligt? Mennesker, der føler en ret til at slå på andre, alene fordi de har en anden farve trøje på end dem selv. Gad vide om de mennesker i øvrigt går ind for demokrati? Jeg kan have min tvivl.

--PRINCE-- og jeg har i øvrigt indledt projekt 120 kilo kropsvægt. Det skal være slut med det magre pis. Af samme grund er jeg begyndt at spise bananer og græsmælk til hver træning. Interessant hvordan 120 kg. kommer til at fordele sig på mine 178 centimeter.

Mange ting er sket. Dog mest gode. Stadigvæk fyldt med en enorm taknemmelighed over at være landet, hvor jeg er, for det har hele tiden været tanken om det bedre liv, der lå forude, der holdt mig oppe. Forsøger at sætte mere pris på det dag efter dag.

Havde nogle få weekendvagter hjemme i Sønderjylland, hvor jeg skulle møde ind 02:30-15:00, og i den forbindelse ikke altid kunne få sovet inden. Sikke modbydeligt det var, når man begyndte at hallucinere og måtte lægge sig på beton eller asfalt og sove i 10 minutter for at hvile hjernen. Nu er det lagt på hylden - måske for altid.

Der sker en masse på jobbb, der mest af alt minder om spionarbejde, hvilket er fedt. Jeg har det meste af livet altid haft det i baghovedet som en reel, realistisk mulighed.

Ift. træning. Jeg er kommet op i vægt - dog mest kropsvægt - om end vægtene til træning dog også er blevet tungere - uden at være prangende. Jeg får som regel trænet 1-2 gange ugentligt med Bigshooter, hvilket er enormt lærerigt og samtidig fundamentalt livsberigende. Ligeledes vores ture i sauna sammen. Han er i top 2 af mennesker, jeg har mødt, der er tættest på at være ligesom jeg. Noget bedre til at konfrontere andre med deres bullshit er han dog.

Det meste godt herfra.

Er netop hjemvendt fra en tur til Philadelphia og Washington D.C midt under præsidentvalget. Var både til Trump og Harris rally. Førstnævnte var mest interessant. Harris havde indtaget Philadelphia city og allieret sig med alverdens celebrity-popmusikanter - sikke et show. Faktisk var det nok det dårligste show, jeg nogensinde har deltaget i. Indholdet var skævt og grinagtigt med en DJ, der skulle styre showet, mens der blev sendt daggamle transmissioner på storskærm fra andre rallies, hvor man så andre artister forsøge sig som politiske bannerførere. For mig fremstod de først og fremmest som pauseklovne. Nå, efter 5½ times ventetid gik hun på. En stærk tale var det nu ikke, men folk jublede i stor stil. Måske, fordi de hele aftenen havde ventet på, at Lady Gaga efterfølgende ville indtage scenen. Nå, valget var ikke nogen overraskelse - i hvert fald ikke for mig.

Efterfølgende havde jeg en dag i Philadelphia inden rejsen gik videre til D.C. Talte med mange amerikanere - både demokrater og republikanere, og det kom der mange interessante samtaler ud af. Jeg kan sige så meget, at den gængse portrættering i medierne herhjemme af Trump-tilhængere, skriger efter nuancering.

Jeg kan godt lide USA.

Bevares, jeg har kun besøgt to stater - og måske ændrer mit syn sig på fremtidige rejser, men status quo er, at jeg aldrig har følt mig bedre tilpas i et land. Her ulmer ikke af jantelov og spidsborgerlighed. De fleste er utroligt åbne og menneskekontaktsøgende. Jeg har aldrig oplevet at blive komplimenteret og hilst på så meget i mit liv før - da slet ikke på åben gade. Den åbenhed kan jeg godt savne i Danmark. Skrænter din selvtillid, så tag herover.

Her er også en anden stolthed. Stolthed over sine bedrifter. Man flagrer og bærer det amerikanske flag i stor stil, fordi man er stolt af at være amerikaner. Gør du det samme i Danmark, vil det ikke vare længe før du ville blive stemplet som rabiat højreradikal.

Bevares, alt er ikke rosenrødt i USA. Her er også megen lidelse, først og fremmest grundet er manglende sikkerhedsnet, men generally speaking er jeg oprigtigt glad for USA, og på godt og ondt dets indflydelse på verden, der synes mere sort under de andre sortmagter fra Østs indflydelse.

Jeg brugte en hel dag på bare at gå rundt og se på mindetavler- og monumenter, og hold nu fast, hvor var de storslåede. Specielt "den ukendte soldats grav" i Arlington, var forbløffende. Tænk hvor absurd det var, at folk blev forargede over, at Trump insisterede på at de europæiske lande skulle opruste og investere yderligere i deres militær. Tænk, hvor mange amerikanske mænd, der har ladet livet for det Europa vi kender i dag.


Den ukendte soldats grav - bevogtet 24/7, 365. Ukendt soldat fra 1. & 2. verdenskrig, samt Koreakrigen. Soldaten fra Vietnam blev senere hen identificeret og returneret til sin familie. Citat: "Only known to God"


Det mindre gode

Jeg rejste med nogle kollegaer. De fleste er supersøde, sjove og interessante væsener, jeg kan tale med i timevis. Enkelte, jeg til dagligt ikke har noget med at gøre, var dog en større mundfuld end jeg i længden kunne bære. Det er forfærdeligt hvordan nogle mennesker kan suge alt liv og lyst ud af deres omgivelser. I de fleste af livets henseender kan man heldigvis blot løbe og gemme sig væk fra dem - hvilket jeg i høj grad også ynder. En sjælden gang er man dog tvunget i selskab med dem - og det efterlader mig altid med en mental efterregning, der tager flere dage at betale. Dét i kombination med overgangen fra 26 grader og t-shirt, til mørke og kulde kl. 17 i Københavns Lufthavn, var ikke til at kapere. Nu kæmper jeg for at komme ovenpå igen, men årstiden hjælper ikke just. Danmark er bare ikke et land for mig 6 måneder om året.

I fik hvad I bad om - et indlæg mere.

Jeg er først ved at være fysisk oven på igen godt 1 uge efter hjemkomst. En helt uge har jeg følt mig afkræftet, så jeg skruede markant ned for træning og markant op for søvn. Jetlag er tilsyneladende ikke til at spøge med. Mentalt er jeg stadig ikke for godt kørende. Min krop, mit hjerte, min sjæl, mit humør længes efter mere USA. I øjeblikket er min kæreste bortrejst i flere uger, og det passer egentligt meget godt - for når jeg ikke føler mig tilpas, isolerer jeg mig altid - ligesom elefanter. Jeg gør det velvidende, at det ikke er løsningen, men det er sådan, jeg har gjort hele tilværelsen igennem. Jeg har aldrig lært andet. En mere rationel tilgang er, at tilbringe ting med gode mennesker, der kan løfte en op - så det brugte jeg min søndag på i klubben. Sikken fryd. Jeg har sgu savnet KLUBÅND, og selvom jeg ikke køber ind på størstedelen af Westside Barbells principper, nærer jeg stadig en stor fascination af deres sammenhold. Specielt enkelte medlemmers faste tradition med at spise morgenmad sammen hver morgen på landevejsdiner.

Søndag har altid været mine absolutte hadedag. Jeg kunne godt finde på, at skrive en bog om søndag - eller en doktorafhandling.
I mange år skyldtes min foragt for søndag, at jeg ikke var glad for det, jeg skulle foretage mig om mandagen. Dette har ændret sig radikalt, hvorfor jeg nu møder mandag med en større glæde. I mange år arbejdede jeg også aftenhold søn-tor - hvorfor jeg fik et bedre forhold til selve søndag, men nu tager vi udgangspunkt i, hvad der kendetegner søndag ud fra generelle betragtninger.

Søndag - specielt søndage med dårligt vejr - men også søndage i alt almindelighed, er i grove træk en slumredag, en overgangsdag, hvor de fleste mennesker allerede åndeligt har stemplet om til mandag. Det afspejler sig i deres gøremål og målsætninger for dagen. "Det kan jo hurtigt blive mandag morgen igen", synges i flæng, imens det løber koldt nedad ryggen på mig, imens mine urinstinkter giver tegn til, at jeg skal flygte. Det er sgu sjældent, at folk er med på noget en søndag. Af samme grund har jeg altid tænkt, at det er løgn, når man i generelle termer taler om, at weekenden er to dage. For de fleste er det kun lørdag, der er weekend. Nå, hvorfor går du op i hvordan folk bruger deres weekend? Jo, fordi det påvirker mine muligheder for at nyde weekend med en stor mængde mennesker. Trætte fra en lang uge om fredagen - og allerede taget mandagen på forskud om søndagen... Tilbage har man én dag at planlægge noget sammen. I årevis blev jeg spurgt om jeg ikke var træt af at møde på arbejde 15:00 om søndagen, hvortil jeg svarede, at der alligevel ikke var mere at komme efter (sammen med andre) om søndagen. Trist, men sandt.

Nå, men søndag er faktisk værre andre steder end i Danmark. Søndage i Spanien, som jeg har tilbragt flere måneder i, er rædselsfulde, for her har de fleste butikker ovenikøbet lukket. Træningscentrene er enten lukkede eller lukker tidligt og selv de fleste supermarkeder holder lukket - så man skal sørge for at købe ind dagen før - hvilket ikke er det nemmeste. Af samme grund måtte jeg oftest nøjes med nødder, konserves og (lunken) tørret skinke om søndagen.

Hvad synes I om søndag?

Btw, det var rart at abstrahere mine tanker. Det handler om at bruge alt den energi, de negative tanker genererer, og omsætte dem til noget positivt. Selvom mit skriv her ikke er det mest positive, er det allerede langt mere konstruktivt end det skriv, jeg havde i tankerne i går, der mest af alt tog udspring i min misantropiske side, der nærer en dyb foragt for størstedelen af alle mennesker. Bigshooter og jeg blev enige om at 80% (hvis ikke mere) af alle mennesker er human kompost. En betragtning, jeg også står ved på mine lykkeligste dage.

Det meste er godt. Gode mennesker (eller nærmere fraværet af disse), fylder stadig meget i min bevidsthed. Ikke bare gode mennesker, men virkelig, virkelig gode mennesker. Det kan være svært at sætte ord på disse mennesker. Min far er et godt eksempel. Jeg er ikke i tvivl om, at hans godhed i min erindring fremstår mere udtalt, grundet, at vi ikke har boet sammen siden mine forældre blev skilt, da jeg var 6. Jeg vender ofte tilbage til dette klip. 1) fordi det er en af de bedste taler i filmhistorien 2) fordi jeg genkender min far i talen.



Apropos gode mennesker. Jeg genså fornyeligt et afsnit "forsvundne danskere"



Tænk sig at have en ven som Gene Ruark. Det er næsten uvirkeligt. Det er smukt og bestræbelsesværdigt.

Jeg gør mig også mange tanker om tilgivelse for tiden. Jeg har aldrig været god til at tilgive, men indser, at det kan være en måde at lindre sår på. Ja, og så er der bare - helt fundamentalt - noget smukt ved tilgive. Noget overmenneskeligt. Men okkk.. der er naturligvis grænser for den - i hvert fald for mit vedkommende. Det var lidt anderledes med pave Johannes II, der år efter at have overlevet et attentatforsøg - mødte og tilgav manden, der skød ham.

Det længe ventede forår er kommet. Livet går strygende. Jeg er blevet ramt af et helt usandsynligt held, jeg dårligt kan begribe.
Har længe holdt øje med andelsmarkedet i København - et marked, der ikke er for sjov, skal jeg lige hilse og sige. Af samme grund havde jeg ikke tårnhøje forventninger, da jeg skulle til åbent hus et sted, hvor 38 personer havde givet til kende, at de også ville deltage. Jeg tænkte derfor, at det var smart at komme i god tid - ja, næsten en time før stod jeg ude foran opgangen i solen - uden dog at ringe på eller andet. Parret, der selv var flyttet, ankom, og spurgte om jeg ikke ville op. Jo, svarede jeg - og efter en hurtig gennemgang tog jeg en QR-kode med mig og udfyldte informationerne. En time senere, mens de resterende fremvisninger stod på, fik jeg en mail om, at jeg var blevet valgt.

Jeg var taget til åbent hus uden forhåndsgodkendelse hos banken, i og med, at jeg kun skulle låne 100-150 tusinde kr. - hvilket jeg tænkte, ville være nemt. En tommelfingerregel er, at man skal lægge 5% i udbetaling. I det her tilfælde ville jeg lægge 95% i udbetaling og skulle blot bruge de sidste 5% fra banken, men det kunne de ikke hjælpe med, da jeg manglede 1200 kr. i rådighedsbeløb pr. måned, når alt var betalt. Nå. Heldigvis kunne jeg låne pengene af min familie.

Jeg har i årevis investeret størstedelen af min formue i enkeltaktier og indexfonde, hvorfor jeg naturligvis måtte sælge det hele. Techaktierne havde jeg heldigvis allerede solgt i februar måned, men tilbage havde jeg for mere end 600 tusinde kr. investeret, som jeg solgte blot dage før "det store crash". Havde jeg skullet købe bolig et par dage senere, havde det simpelthen ikke været muligt - og det havde det heller ikke været i dag. Sikket held.

Om lidt bor jeg i en andelsbolig til 1900 kr. med alt i måneden, og til sådan en månedlig udgift, bliver økonomi ikke en lige sådan en bekymring. Faktisk er det billigere end da jeg boede hjemme. Det føles sært og uvirkeligt, men det sidste års tid er flere af mine nåleøjes-drømme blevet til virkelighed. I årevis satte jeg mit liv på pause for at kunne nå hertil - og på trods af tvivl og stort besvær, har det blot vist sig at være det hele værd.