Jeg forsøgte at stille spørgsmålet til min kone og min dreng på 10 år:
”Uden at begynde at regne på det, men bare et hurtigt skud fra hoften, hvor mange uger tror du så et gennemsnitligt menneskeliv varer, hvis man lever til man bliver, hvad skal vi sige, 80 år?”

Min kone skød på 100.000 uger. Min dreng på 150.000 uger.

Regner man på det bliver svaret: 4174 uger. Dvs. de regnede med at de ville leve i en 2-3000 år. Vi lever ikke engang i 100.000 dage, men max 36.500 hvis vi er så (u)heldige at blive 100 år, hvor mange at de sidste år sandsynligvis vil være med op til flere kroniske sygdomme, svækket helbred og store fysiske og kognitive problemer.

I Oliver Burkeman - Fire tusind uger, forsøger forfatteren at gøre os begribeligt, hvor lidt tid vi har i denne verden. Man skulle måske tro, at det så ville være en Carpe Diem bog, som anbefaler at man skal leve hver dag, som om det var den sidste, og klemme al essensen ud af livet, og komme til bunds i vores bucketliste og lave bungee jump og alt muligt pis, men det er det heldigvis ikke. Faktisk havde jeg, især i starten, lidt svært ved at finde ud af, hvad det så var han ville, nu han starter ud med at få læseren til at indse at vi måske kun har 29.000 dage eller 4000 uger, hvis alt går gennemsnitligt.

Hans ærinde er måske mere bare en beskrivelse af virkeligheden, af den menneskelige situation, som læseren så selv må tage stilling til hvad man vil stille op med. Og dog. Undertitlen er nemlig Time management for almindelige dødelige, så forfatteren har selvfølgelig nogle tips til hvordan man håndterer en dagligdag i sådan et begrænset liv. Det er dog nok der bogen bliver mindst interessant. Sidste kapitel er f.eks. fyldt med konkrete time management tips til hvordan man håndterer et liv, hvor man aldrig vil kunne nå alt. Det fandt jeg ret ligegyldigt.

Det mest interessante ved bogen er når det bliver holdt på det eksistentielle plan. F.eks. at livet er så kort, at man kun kan nå at blive rigtig god til ganske få ting. De ting må man så prioritere, hvis de er vigtige for en, fremfor at tro man kan blive super god til 14 forskellige ting. Men måske endda endnu vigtigere: De ting man ikke bliver god til, er måske det, det giver mest mening at bruge sit liv på. Ting som ikke tjener andet formål end tingen i sig selv. Dvs. bare leve frem for at præstere. F.eks. en gåtur, kigge på fugle eller stjerner, random hobbies som man bare godt kan lide, men ikke nødvendigvis gør for at blive god (synge i kor, spille guitar, bage, danse, dyrke gymnastik osv), sidde i sofaen sammen med sine børn eller andre ting, som vi gerne vil nå inden de 4000 uger er ovre.

At du kun har 4000 uger betyder ikke at du nødvendigvis skal stræbe mod at dit liv bliver pisse hamrende unikt og at du laver et eller andet helt utraditionelt, som ændrer hele verden. Det er måske netop at indse at 4000 uger i det kosmiske spil, er så kort tid, at INTET af det du foretager dig i dit liv, kommer til at ændre noget som helst i det store billede. Men i det lille billede, i dit eget liv og din egen tid ja, og det er faktisk alt rigeligt. Det kan godt føles som en befrielse, at du ikke behøver revolutionere verden før dit liv er vellevet.

Et af de mest interessante paradokser i bogen er, at forfatteren først fortæller læseren hvor kort livet er, og derefter får os til at indse at vi ikke har travlt. Vi når aldrig alting alligevel, for hver gang du bliver færdig med noget, så kommer der en ny opgave på jobbet; når du har opfyldt en ambition, så er du tilfreds i ganske kort tid, og så kommer der en ny ambition. Sådan er det med alting. Vi har kun en begrænset kapacitet, og det eneste det egentlig handler om er, at finde ud af hvad vi skal vælge til og hvad vi skal vælge fra. 4 timer om dagen på sociale medier kan vi hurtigt vælge fra (eller kan vi), mens andre ting er dybere, og kædet sammen med personlighedstræk vi måske anser for positive. F.eks. drive og ambitioner. Jeg kender folk som har kørt deres familie i sænk, fordi deres karrieremæssige ambitioner har drevet dem til arbejdstider så horrible, at de stort set aldrig har været hjemme. Så er der blevet kompenseret med afsindigt dyre rejser rundt i hele verden, som skal krydses af på et verdenskort. Nu har vi været i 62 lande, videre videre videre, vi skal nå det hele. Og ingen har det godt med dette to-do liste liv. Bogens bedste pointe er nok, at vi lige så godt først som sidst kan indse, hvor lidt vi kommer til at nå, af alt det vi gerne vil og synes vi skal, inden vi dør. Og så prioritere benhårdt i det, for at få det bedste liv i den korte tid vi er her. Det lyder måske banalt, men der er faktisk nogle gode afsnit i bogen, som er værd at bruge tid på.

Det er en bog der er meget 60/40 med indsigtsfulde beskrivelser af den menneskelige situation og så lidt små irriterende management tips. Kan man se bort fra det sidste er det klart en bog der er værd at læse.

Mussetrussen skrev:Anmeldelse af Oliver Burkeman - Fire tusind uger

Word. Tak for at dele!

I skyggen af Rusland. En historie om imperier og interessesfærer
Af Vibe Termansen

En gennemgang af de utallige gange fra 1939-2022, hvor Rusland er gået ind i andre lande for at forsvare sine 'interessesfærer'. Der er en ganske fin gennemgang af bogen på POV, så jeg vil ikke tilføje så meget. Jeg synes dog der bruges uforholdsvis meget tid på 2. verdenskrigs begivenheder, som selvfølgelig er vigtige for at forstå resten, men det bliver lige detaljeret nok. I den anden ende bruges der for lidt tid på f.eks. Tjetjenien-krigene, Georgien og andre ting i den boldgade. Jeg er enig med anmelderen fra POV at 3. del er klart den mest spændende, men også opstandene i Tjekkiet 1968 og Ungarn 1956, samt andre af disse forsøg på at slippe ud af Østblokkens tunge åg, er ret interessante.
https://pov.international/i-skyggen-af- ... sesfaerer/

Tårernes Europa - Lykke Friis

Europa-kender Lykke Friis fortæller historien om Europa fra 1989 til nov 2022. Fra murens fald, håbets Europa, Scorpions sang om Wind of Change, og de vestlige demokratiers og kapitalismens sejr over det autoritære og kommunistiske øst, til Tårernes Europa, som vi står i nu. Alt tegnede lyst, og vi gik kun imod mere demokrati, samhandel, frihed og lysere tider. Fukuyama skrev om The end of History, med de liberale demokratiers endegyldige sejr. Klip til i dag, hvor en krig mellem øst og vest igen er i gang, Storbritannien har meldt sig ud af EU, Ungarn og Polen kraftigt flirter med det ny-autoritære, USA og Europas spilleregler og værdier i højere grad bliver kørt ud på et sidespor, mens Kinas succesfulde autoritære, minoritesundertrykkende markeds-kommunisme går sin sejrsgang og giver et solidt alternativ til de liberale demokratier. Lykke Friis er dybt inde i det europæiske stof, med gode og sobre analyser af hvorfor det er gået som det er gået; med insiderhistorier fra europæiske topmøder, kritik af diverse europæiske ledere og hun argumenterer godt for, hvorfor håbets Europa altid var en illusion og en smuk drøm. Det er på mange måder en meget bedre og mere fokuseret bog end Vibe Termansens bog, om end deres ærinde er forskelligt. Den er vanvittigt underholdende og fængende, hvis man interesserer sig for moderne europæisk historie.

Ruslands tusmørkeår - Fra Sovjetunionens fald til Putin og krigen i Ukraine af Poul Funder Larsen
Poul Funder Larsen fortæller historien om Rusland, med fokus på russisk politik fra ca. 1987-2023. Lykke Friis’ bog omhandler samme periode, men i hendes bog er der mere fokus på hele Europa, mens der i denne her bog fokuseres ind på Rusland. Hvordan kunne det spirende demokrati efter Gorbatjov, og under Jeltsin, blive forvandlet til det autoritære militaristiske styre vi ser i dag?
Svaret tager en hel bog at forklare, da det er mangefacetteret og komplekst. Bogen viser meget godt, hvor undergravende den massive korruption f.eks. har været i forsøget på at ændre tingene, ligesom rigmænd, der klynger sig til magt og penge i det, som nok bedst kan beskrives som et decideret bølle- eller gangster-vælde, spiller en stor rolle i det forfejlede demokrati. Putins kreds af magt og/eller pengegale venner er i realiteten bare en flok røvere, som har taget et folk som gidsel. Bogens kompleksitet følges heldigvis op i sidste kapitel med et 10-punks (mener jeg det er), overblik over de faktorer der har spillet en rolle for den udvikling vi har set i Rusland siden Gorbatjovs tid. Jeg erindrer ingen kedsommelige eller overflødige passager i bogen, som er både underholdende, lærerig og interessant.

Stefan Aust - Xi Jinping - Verdens mest magtfulde mand

Det er en lille smule en bog om Xi Jinping, og ret meget en bog om Xi Jinpings moderne Kina. Bogen er delt op i kapitler, der ser på forskellige aspekter af det moderne Kina. F.eks deres ret vilde overvågningsprogram, med 1 overvågningskamera pr 2 kinesiske indbyggere; deres alt-i-én app Wechat, som er ekstrem effektiv og skruppelløs overvågning af kinesernes digitale liv, og deres Orwellske point system, som rangerer borgerne i udvalgte regioner baseret på deres opførsel.

https://www.businessinsider.com/china-s ... ?r=US&IR=T
Der er også kapitler om Kinas vanvittige infrastrukturprogram for at bygge en ny silkevej, og selvfølgelig en masse om Kinas rolle i international politik, handel og militær både før, nu og i fremtiden. Underligt nok er historien om hvordan Xi kom til magten og blev en moderne kejser, måske det mindst interessante og spektakulære i bogen. Han var vel bare en lettere kedsommelig lokalpolitiker, som gjorde det godt, og derfor fik flere og større opgaver, for til sidst at få den største post i Kina. Det kinesiske styre er en abomination set med vestlige briller, men vi kan ikke nægte, at den måde Kina gør tingene på i disse år, og den måde de hurtigt kan tvinge ting igennem uden at behøve tage stilling til ting som demokrati, borgerrettigheder og GDPR, fungerer for dem, og inspirerer andre lande rundt om i verden.

Nando Boers - Planen

Nu er der to sportsgrene der interesserer mig: cykling og skiskydning. Skiskydning er så lille en sport, at der ikke rigtigt er salg i bøger om skiskydning, mens vi vælter rundt i cykelbøger. Denne her er ok. Det værste ved bogen er nok at forfatteren ofte bare gengiver hvad han observerer, f.eks. hændelser eller samtaler, uden at det rigtigt fører til noget, eller har noget større formål. Det er bare den og den sagde sådan og sådan, og så bruges det ikke til at sammenkoble ting eller skabe et narrativ. Det er lidt for fragmenteret til tider. Det bedste ved bogen er dog det indblik man får i moderne cykling, især ift. fysiologiske tests og tal, kost, kosttilskud (f.eks. ketoner, natron og koffeinpiller), udstyr, taktik, mentalitet osv. Der er VIRKELIG sket noget siden de hovedløse 90'ere, hvor der blev spist lidt random, kørt på udstyr man griner af i dag, og som en slags kompensation, blev dopet i vanvid. De watt tal Jonas Vingegaard f.eks. producerer over lang tid er jo helt afsindige. Jeg kan personligt ikke engang få en kondicykel op på de watt tal i 10 sek, som han kører med over 25-40 min. Der er mange spændende informationer, hvis man går op i rytternes fysiologi og træningsmetoder. En ting der dog irriterede mig især i første 1/3 af bogen, er nogle af trænerne og holdejernes store fascination af dybt irriterende ting som NLP coaching, Tony Robbins og ting i den dur. Sådan noget amerikansk funderet kliche-båret selvudviklings pis, med idiotiske slogans der er til at kaste op over. Det har tilsyneladende fungeret for dem, men hold kæft jeg hader det lort.

Why You Are Who You Are: Investigations into Human Personality - Mark Leary
Det var sgu lidt af en sejtrækker at komme igennem. Især sidste halvdel. Starten af bogen og de første kapitler er dog uhyre interessante, da de præsenterer forskning omkring forskellige grundlæggende personlighedstræk.

Ligesom en enkelt kapitel sidst i bogen omkring genernes indflydelse på forskellige dele af personligheden var virkelig godt. Visse psykiske lidelser har f.eks. en genetisk komponent på 80 %, mens din lyst til at lave kryds og tværs er 0 % påvirket af gener. At jeg har brugt flere måneder på at komme igennem den vidner dog om, at det er en relativt tung bog at danse med, og man skal nok virkelig interessere sig for emnet for at gide alle 13 timer.

Nils Arne Sørensen - Amerikanisering

Denne bog var derimod en lille fest på kun 2½ time. Der præsenteres alle de måder hvorpå USA har påvirket Danmark lige fra 1800-tallet og op til i dag. Der er måske liiige rigeligt omkring musik, men ellers er det en møghyggelig lille bog.

Mussetrussen skrev:Nando Boers - Planen

Nu er der to sportsgrene der interesserer mig: cykling og skiskydning. Skiskydning er så lille en sport, at der ikke rigtigt er salg i bøger om skiskydning, mens vi vælter rundt i cykelbøger. Denne her er ok. Det værste ved bogen er nok at forfatteren ofte bare gengiver hvad han observerer, f.eks. hændelser eller samtaler, uden at det rigtigt fører til noget, eller har noget større formål. Det er bare den og den sagde sådan og sådan, og så bruges det ikke til at sammenkoble ting eller skabe et narrativ. Det er lidt for fragmenteret til tider. Det bedste ved bogen er dog det indblik man får i moderne cykling, især ift. fysiologiske tests og tal, kost, kosttilskud (f.eks. ketoner, natron og koffeinpiller), udstyr, taktik, mentalitet osv. Der er VIRKELIG sket noget siden de hovedløse 90'ere, hvor der blev spist lidt random, kørt på udstyr man griner af i dag, og som en slags kompensation, blev dopet i vanvid. De watt tal Jonas Vingegaard f.eks. producerer over lang tid er jo helt afsindige. Jeg kan personligt ikke engang få en kondicykel op på de watt tal i 10 sek, som han kører med over 25-40 min. Der er mange spændende informationer, hvis man går op i rytternes fysiologi og træningsmetoder. En ting der dog irriterede mig især i første 1/3 af bogen, er nogle af trænerne og holdejernes store fascination af dybt irriterende ting som NLP coaching, Tony Robbins og ting i den dur. Sådan noget amerikansk funderet kliche-båret selvudviklings pis, med idiotiske slogans der er til at kaste op over. Det har tilsyneladende fungeret for dem, men hold kæft jeg hader det lort.

"En ting der dog irriterede mig især i første 1/3 af bogen, er nogle af trænerne og holdejernes store fascination af dybt irriterende ting som NLP coaching, Tony Robbins og ting i den dur. Sådan noget amerikansk funderet kliche-båret selvudviklings pis, med idiotiske slogans der er til at kaste op over. Det har tilsyneladende fungeret for dem, men hold kæft jeg hader det lort."

Er du ikke neurologisk funderet fys?
Pyskologien stimulerer jo til skabelse af div. neurotr., der så igen stimulerer til. div. hormoner osv. som så gør om el.ej man præsterer som ultimativt optimalt el. ej. Hubermann er også inde på denne tilgang. Selvom han er poppet, nogle gange tager fejl og ofte uden reel forståelse, så har han dog fat i noget og helt ret i denne henseende.

Sommerferie betyder ekstra tid til at læse, og jeg har fået læst disse de sidste 2 uger

Vanedyr - Nicklas Brendborg

Man burde undervise i denne bog i folkeskolen, så alle bliver bevidste om de her ting. Der skrives primært om forskellige superstimuli i form af f.eks. fødevarer og sociale medier, som er designet ud fra hvordan vores hjerner fungerer, for at få os til at købe og bruge dem. Jo mere bevidst man er om det, des bedre er man i stand til at se gennem algoritmer og superstimuli, og jo bedre grundlag har man for at foretage valg der gavner én, fremfor blindt at lade sig forføre. Den bedste bog jeg har læst i år.

Rikke Sand Andersen - Alene

En del af Tænkepauser serien. Ikke den bedste bog i serien, langt fra. Men den giver trods alt en status på det voksende alene-samfund, hvor flere og flere af os bor alene. Jeg havde håbet på et lidt mere bredt, filosofisk og historisk aspekt, men det kommer til at handle lidt for meget om moderne kvinder, som kan leve alene fordi de ikke længere er økonomisk afhængige af mænd.

Jakob Kvist - Jørgen Leth - Sidste udkald for rejsende

En bog hvor den notorisk døds-benægtende Jørgen Leth endeligt indser at han er ved at være gammel, og at han skal dø en dag. Bogen er hans tanker omkring de to emner. Bogen lider af samme problem som Peter Øvigs BZ bog, nemlig at bogen kommer til at handele alt alt for meget om processen ved at lave bogen. Hvor de mødes, hvor de rejser hen, hvad de spiser, hvem de mødes med, hvilke problemer der opstår, fremfor det de egentlig skal snakke om. Bogen kunne barberes ned til ½ tykkelse, hvis man skar dette bort. Når Leth så endelig taler er det mildt interessant 85 % af tiden, mens der er guld de sidste 15 %. F.eks. har Leth nogle ret gode (og i vor tid modige) tanker om patriarkatet i en feministisk og woke tid. Det er en bog der er en relativ ørkenvandring det meste af tiden, men så pludselig overrasker, og de 7½ % af bogen der er gode gjorde faktisk bogen det hele værd.

Allan Leth Frandsen - Bajeren kommer

En del af den fantastiske 100 Danmarkshistorier-serie. Jeg erindrer især bogen om Oliekrisen som en favorit i serien. Denne var også skide god og pisse hyggelig. Det er fortællingen om øl i Danmark gennem tiden. Lige fra surt gammelt hvidtøl som man drak som vand op gennem middelalderen, og helt frem til 1800-tallet, hvor man begynder at eksperimentere med lagret øl, som bajer og pilsner, og så helt frem til de triste 1980'ere, hvor vi stort set kun havde kedsommelige pilsnere på hylderne, og frem til i dag, med en mikrobryg-eksplosion. Det er meget spændende, selvom emnet er lidt random.

Simon Wrisberg - Dansk øl 1850-1950

Bajer bogen gjorde mig opmærksom på nogle af de gamle øltyper, som man ikke rigtigt ser mere. Som røget hvidtøl (skibsøl), lys hvidtøl og dobbeltøl. Ud fra mine smagsløg, der ikke bryder sig om hverken pilsner, ale, IPA eller andre af de øltyper der ellers er virkeligt populære, men som elsker hvidtøl, malt øl og ultra mørke og tunge porter og stout, lyder det som øltyper der virkelig ville falde i min smag. Men den overgærede hvidtølstradition er ekstremt overset i den moderne mikrobryg-bevægelse, så jeg gik på jagt efter mere viden om disse øltyper. Bogen er ikke så god som Bajer bogen, faktisk er første del nærmest bare en hurtig omsummering af samme bog. Men sidste del er deciderede opskrifter på gamle øl, hvilket er interessant nok, men også lidt uden for mit kompetanceområde. Jeg fandt dog frem til Refsvindinge bryggeri på Fyn, som lige umiddelbart er det eneste danske bryggeri der faktisk gider beskæftige sig med special hvidtøl. https://www.bryggerietrefsvindinge.dk/1 ... 3%B8l.html

Serhii Plokhy - Angrebet - Ruslands krig mod Ukraine og dens følger for verden

Jeg så den lange og vellavede dokumentar om atombomben og den kolde krig på Netflix
https://piopio.dk/ny-serie-om-atombombe ... konflikter
Og fik lyst til at dykke mere ned i den historiske baggrund for krigen i Ukraine. Derfor er jeg i gang med denne her bog lige nu.
Det er en grundig gennemgang, som er relativt objektiv i sin tilgang til historien. Der er f.eks. et ret godt kapitel om hvorfor Rusland efter Sovjets kollaps endte med at gå i en mere totalitær retning, mens Ukrainerne mod alle odds endte med at gå i demokratiets retning, selvom det tidlige demokrati i Ukraine i 1990'erne var præget af ekstrem korruption og gamle dårlige vaner, som er Rusland værdigt.

Præsidenter - fra Washington til Biden - Philip Christian Ulrich

Helt ærligt, hvorfor laver man sådan en mobbedreng af en bog? 725 sider. Det er jo umuligt at sidde med den, eller have den med sig nogle steder hen. De burde nok have delt den op i 2 bind for at gøre den fysisk hånterbar. Desuden var den lånt på biblioteket. 30 dages lån. Det betød jeg skulle læse 24 sider i døgnet for at nå at blive færdig med den. Den var dog så engagerende skrevet, at jeg var igennem den på 15 dage. Bogen giver et fint overblik over USAs historie, og indenrigs og udenrigspolitiske tiltag og begivenheder ud fra de forskellige præsidenters opvækst og politiske liv. Det var faktisk ret hyggelig læsning.

Mads Ellesøe - Rystet

Historien om journalist Mads Ellesøes hjernerystelse og vej tilbage til et tåleligt liv. Jeg læste den primært fordi jeg selv arbejder med hjernerystelser, og denne bog har ligesom affødt en idé om at ingen i Danmark ved noget om hjernerystelse, og at man bliver nødt til at bruge 70.000 kr på at rejse til USA for at blive behandlet. Den viden, tilgang og behandling han skriver om at de benytter i USA er dog heldigvis også tilstede i Danmark, og svarer til min egen tilgang og behandling, og andre kapaciteter i Danmark som f.eks. Morten Carl. Det foregår bare i mindre skala og er måske svært at finde frem til, fordi der mangler et led mellem lægerne, som ikke rigtigt behandler hjernerystelse, og de fysioterapeuter der gør, og har den opdaterede viden. Det betyder at første gang jeg ser folk, er det ofte når de har gået i +8-10 mdr, og på det stadie er de ofte så detrænede af at holde pauser, tage forebyggende hvil og indskrænke deres liv, at de nærmest er blevet bange for at leve, og det er ærgerligt, når de potentielt set kunne have været videre for mange måneder siden, og undgået forløb i jobcentret, på kommunen, økonomiske problemer, belastninger på parforhold og ift. børn, job, venner kollegaer osv. Problemet her i Danmark er også, at selv os der faktisk arbejder med hjernerystelse, ser så få patienter, at vi aldrig rigtig når at blive eksperter på samme måde som i USA, hvor lægerne ved hvor de skal sende folk hen, og hvor der er ustyrligt mange atleter fra især football, der kommer gennem et forløb.
Det er altid interessant at høre om hjernerystelser fra de ramtes perspektiv, og jeg var glad for at blive bekræftet i at min egen tilgang, i mindre skala, svarer til det Mads Ellesøe beskriver i USA.

Will Storr - The Status Game- On Human Life and How to Play it
Will Storr plæderer for at jagt på status er en drivende faktor for alle mennesker. Det kommer dog til udtryk på mange forskellige måder, og bogen dykker ned i alle de måder. Overordnet set mener han der er 3 måder: dominans, dyd og succes. Dominans er f.eks. når vi vil løfte tungere i centret end de andre, have større muskler, og måske bruger vores fysik til at komme til nogle maskiner, som ellers er optaget, eller agerer center guru for opkomlinge. Succes er åbenlys, det er penge, store biler, store muskler, damer osv. Dyd er nok lidt mere tricky, men det er f.eks. religiøse mennesker, buddhistiske munke, som har høj status fordi de er vise. Det kan også være den styrketrænende, som formår at undertrykke menneskelige svagheder som dovenskab og grådighed, og holde en høj selvdisciplin med streng diæt og hård træning. Det er alt sammen noget der giver status, og ifølge Will Storr er der ingen måde vi kan slippe for at spille dette spil om jagt på status. Begær efter magt, penge og sex kan vi godt finde måder at omgås på, ikke alle er interesserede i at jagte disse ting, men status kan vi ikke leve uden at tildele os selv og andre. Der er mange interessante eksempler i bogen, f.eks. omkring konspirationsteoretikere, som typisk er folk med et stort behov for status, men ringe evne til at opnå det. Ved at "have set gennem mainstream mediernes løgne", formår de i deres egne hoveder at tildele sig selv status som overlegne. Samme mekanisme ses inden for mange andre områder. Et vildt eksempel er The Satanic Panic i USA op gennem især 70'erne og 80'erne, som er interessant at læse op på. Putins krig i Ukraine handler basalt set også om status, om Ruslands jagt på fordums status, og også Wokeismen er statusbåret, hvor negligerede grupper pludselig får status, og ender med at kamme over i en ekstrem status-rus, hvor man på helt lynching-agtig vis, uden for retssystemet kan 'cancel' ellers højstatus individer og fratage dem deres status, mens man selv sidder på sin høje status hest og soler sig.
Meget interessant bog, som dog er en kende rodet og måske 150 sider for lang. Der er desuden åbenlyse områder jeg sad og ventede på han ville tage fat i, som aldrig kom.

10% Happier af Dan Harris (opdateret 2023 udgave)

Det var egentlig en fejl, at jeg gik i gang med denne her, da jeg åbenbart havde forvekslet Dan Harris og Sam Harris, som begge gør sig inden for buddhisme og meditation. Den viste sig dog at være ok, så jeg færdiggjorde den. Det er mestendels Dan Harris personlige fortælling om at gå fra en rodet person der arbejder på amerikansk fjernsyn, til at få mere styr på sig selv efterhånden som han opdager meditation. Det bedste ved bogen er, at han løbende stiller spørgsmål til forskellige aspekter af buddhisme, og det at meditere, der ligner de spørgsmål mange andre også vil stille når de kommer i gang. Dermed er det en fin intro til dem, som gerne vil i gang med at meditere eller vide mere om det. Jeg har sideløbende hørt lidt af hans podcast med samme navn; en podcast der åbenbart er absurd populær, men som med de fleste podcasts finder jeg den uskarp, langtrukken og for 'to mennesker der har en samtale i realtid'-agtig til at min tålmodighed kan udholde det. Jeg foretrækker til enhver tid en grundig gennemarbejdet bog, hvor man slipper for det alt det fyld, reklamer og snik snak, som podcasts altid er fulde af. Jeg kommer nok ikke til at bruge mere tid i hans univers, men var denne bog den første jeg havde læst om meditation, var jeg nok fortsat med mere af hans podcast.

Tim Knudsen - Statsministeren bind 1 + 2

Efter jeg havde læst bogen om amerikanske præsidenter gennem tiden, fik jeg lyst til noget lignende bare med danske statsministre. Der er flere forskellige bøger man kan vælge, og jeg kom nok til at vælge den lidt for detaljerede udgave i form af dette vanvittige 5-binds værk. Jeg nåede gennem bind 1, og ca 240 sider ind i bind 2 inden bogen skulle afleveres på biblioteket, og det var kærkomment. For lige så medrivende bogen om de amerikanske præsidenter var, lige så tung at danse med er disse bøger. Stort set hele første bog handler minimalt om statsministre, måske fordi landet i virkeligheden blev styret af kongen og en skare af herremænd , jordejere, rigmænd og adelige, mens statsministeren eller konsejlspræsidenten som han hed på det tidspunkt, spillede en marginal rolle. I stedet bruges næsten hele bogen på tiden op til, omkring og lige efter krigene i 1848 og 1864. Når vi når op omkring første verdenskrig bliver det mere som det jeg håbede bogen ville være, men det er stadig tungt og langsommeligt. Måske jeg vender tilbage til bogserien engang, men lige nu trænger jeg til en pause.

Pausen blev brugt på:
Lykke Friis - Håbets Europa (opdateret udgave fra april 2024)

Bogen beskriver håbets år, 1989, ud fra 89 billeder. Både tiden op til 1989, selve året, og årene efter. Som noget nyt i denne udgave, er store dele af bogen omskrevet, og 1989 ses i lyset af krigen i Ukraine, og den nye opdeling af Øst og Vest, som vi naivt troede 1989 for evigt ville lægge i graven. Lykke Friis skriver pisse gode bøger, og hvor hendes bog Tårernes Europa, har sit primære fokus på nutiden og de 1989-håb, som er blevet slukket de senere år, så er denne bogs fokus mere nostalgisk og dykker ned i perioden omkring murens fald. Hun rammer 1989-følelsen meget godt. Jeg var selv 12 år gammel, og 1-2 år efter, var jeg på ferie i Rudbøl, lige ved den dansk-tyske grænse. Jeg købte Tabac deodorant i grænsekioskerne og hørte Wind of change, og i skolen læste vi Marx und Coca Cola, og hjemme spillede vi Nuclear war på Amiga 500, hvor man som Gorbatjov, Gadaffi, Khomeini, Reagan eller Thatcher, skulle udvikle atomvåben og bombe verden i smadder. Vi havde en følelse af at kæmpe forandringer til det positive foregik omkring os, og hele perioden er prentet ind i både mit følelsesliv og hukommelse. Bogen tog mig tilbage til denne tid, og om end det var en dejlig følelse at genopleve, så er det nok også det håb og de følelser fra dengang, som gør at mange af nutidens politikere, som oplevede 1989, måske især tyskere, nu tøver med hjælp til Ukraine fordi en ny fjendegørelse af Rusland også er et endegyldigt farvel til drømmen fra 1989.

Pavel Filatjev - ZOV

Dagbog fra de første måneder af krigen, fra en russisk soldat, som sidenhen har måttet rejse til vesten for at undgå 30 års fængsel for denne insiderskildring af den russiske hær. Han tegner virkelig et billede af en slidt og gammeldags hær, ringe uddannet, bundkorrupt, med gammelt og udtjent eller decideret manglende udstyr. Deres eneste fordel ser ud til at være truslen om atomvåben, kæmpe lagre af gamle granater og bomber, et meget stort antal soldater, og en lemfældig omgang med menneskeliv. Meget står således skidt til, men værst af alt ser ud til at være inkompetance grundet "købestillinger" på officeruddannelserne, og den helt store djævel i Rusland: korruption. De penge der skulle gå til militær, udstyr, lønninger, erstatninger for skader fra krigen osv. forsvinder simpelthen i korrupte lommer. Og alt lider under det og forfalder. Det er tragisk for de tusinder og atter tusinder af russere, som ikke engang ved hvorfor de kæmper, men dør, som følge af et mafiavældes skalten og valten med et helt imperie og dets hær. Men positivt for Ukraine og Vesten, hvis bedste bud på en sejrsformel ser ud til at være at vente på at russerne får ødelagt sig selv, løber tør for gammelt udstyr, er for korrupte til at forsyne sig selv med tilstrækkeligt nyt, kører sig selv i økonomisk ruin, og mister så mange 100.000 soldater, at hæren går så meget op i sømmene, at de ikke længere kan opretholde indsatsen.
Det er selvfølgelig en meget N=1 bog, men de observationer Filatjev gør sig, svarer meget godt til dem som mange militære analytikere også har gjort sig, så lad os håbe han har ret, og med denne bog får åbnet flere russeres øjne for, at Putins regime har sat Rusland på kurs mod afgrunden, hvis galskaben får lov at fortsætte ret mange år endnu.

Maria Simonsen - Det store leksikon

En gennemgang af encyklopædiens historie, med særligt fokus på danske udgivelser, lige fra den første Salmonsens Konversationsleksikon fra 1893, over Lademanns leksikon, der stod på alle hylder i min barndom, til internettets og Wikipedias overtagelse af det hele, men også lidt info om det nyeste danske skud på stammen, Lex.dk. Det var et lidt random emne, som jeg ynder at kaste mig over fra tid til anden, for at få lidt viden om noget jeg ellers ikke ved en skid om. Som fys er det tit en fordel at være et omvandrende konversationsleksikon, da man så kan snakke med om emner med patienter med vidt forskellige baggrunde. I denne her uge har jeg f.eks. haft god gavn af at vide noget om hvordan man bygger computere, om udbredelsen af fibernet, om motocross, om krigen i Ukraine, farvittigheder og om kolonihaveforeninger. Serien 100 Danmarkshistorier er en dejlig lille serie, der minder lidt om Tænkepauser-serien, der også giver koncentreret viden om et smalle emner.

Anders Bæk - AI epoken

Vi hører så meget om kunstig intelligens, og hvor meget det vil ændre verden, og hvor farligt det kan være, men jeg synes det har været svært at få konkrete eksempler på præcis hvilke praktiske ændringer der vil komme til at ske i fremtiden, og hvad vi evt. skal frygte. Når jeg selv har prøvet f.eks. ChatGPT synes jeg det har været noget overhyped bras, og det sværeste har faktisk været at finde på noget at bruge det til, andet end en glorificeret udgave af en søgemaskine. Her kommer bogen os til undsætning, da den har forskellige kapitler omkring hvad vi kan forvente i praksis på både den korte og den lange bane. Det mest interessante og "praktiske" kapitel er om selvkørende biler. Det kunne jeg godt se for mig, og de tanker han har om bilisme inden for de næste 20 år virker meget realistiske. Det bedste ved bogen er at der er tænkt godt og grundigt over tingene, og "bivirkningerne" af en ændring fra mennesker der kører bilerne til kunstig intelligens der styrer bilerne bliver udpenslet fint. Nogle af tingene er f.eks. et komplet farvel til spritbilisme, menneskelige fejl i trafikken samt hastighedsoverskridelser. Farvel til fotovogne og biljagter, når alle biler automatisk følger færdselsreglerne. Til gengæld et hej til at mennesker der insisterer på selv at køre bilen, måske bliver set på som vi ser på folk der ryger i offentlige rum: de udsætter andre for fare.
Et andet godt kapitel er omkring misinformation, fake news og deep fakes. Det bliver en kæmpe udfordring for demokratier rundt om i verden i de kommende år, og forfatteren mener vi kan blive nødt til at vedtage ekstremt hårde straffe for fremstillingen og udbredelsen af misinformation, da det, ligesom falskmøntneri, der også har en ekstrem høj strafferamme, kan true selve samfundets fundament.
Lidt mere arhhh kapitler handler om farerne ved kunstig intelligens, hvor det i sidste ende kan ende med tilintetgørelsen af menneskeheden. Der bliver det sgu lige science fiction agtigt nok for mig. Og så er hans tanker omkring det fremtidige sundhedsvæsen måske også liiiige rigeligt optimistiske. Måske fordi han skelner stærkt mellem AI og såkaldt AGI. Hvor AI er noget der allerede eksisterer, såkaldt svag AI, som kan løse meget snævre opgaver som f.eks. ansigtsgenkendelse, at styre en bil eller svare på spørgsmål om historie. AGI derimod (artificial general intelligence eller stærk AI) er noget som endnu ikke findes, men som er den kunstige intelligens vi drømmer om at skabe, som kan alt, og som overgår mennesket i intelligens. Nogle af forfatterens scenarier bliver først virkelige når AGI er en realitet og der kan gå årtier inden vi er der. Nogle mener vi blot skal videreudvikle på de svage AI'er vi allerede har, for at nå til AGI stadiet, mens andre mener de skal laves på en hel anden måde, måske først med brugbare kvantecomputere og helt andre metoder end dem vi bruger i dag.
Alt i alt er det en interessant bog, som i hvert fald gjorde mig lidt klogere på de praktiske aspekter af AI-hypen.
Jeg har dog stadig svært ved at finde noget relevant at bruge ChatGPT, Copilot, Gemini eller andre nuværende AI'er til, på nuværende tidspunkt.

Haruki Murakami - Trækopfuglens krønike

Det er ikke meget Murakami jeg har læst gennem årene. Jeg kan huske jeg har læst IQ84 og 'Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe', men ellers er det ikke meget jeg kender til ham. Denne her bliver dog tilsyneladende betragtet som et mesterværk, så selvom jeg sjældent læser romaner, så gav jeg den et shot. Det er en temmelig sær historie, som det åbenbart altid er med Murakami. Mands kat forsvinder, hans kone forsvinder, han har ikke noget job, sære kvinder begynder at dukke op i hans liv og så begynder han at tilbringe det meste af sin tid på bunden af en brønd. Han får en stort modermærke i ansigtet som kvinder er vilde med at slikke på; han forsøger at bryde ind i 'en anden verden' som han kan få adgang til i mørket i brønden, og så tæsker han en mand med et baseballbat. Det lyder jo alt sammen ret vanvittigt og idiotisk, og jeg er ikke sikker på historien kan bære de 635 sider den er på, men alligevel sad jeg til sidst med en fornemmelse af, at det havde været en stor læseoplevelse. Jeg kan ikke rigtigt bruge det til noget, som jeg ofte synes jeg kan med fagbøger, men alligevel var det hyggeligt at læse, og det kan måske også noget, så nu nupper jeg sgu lige et par romaner mere indtil lysten til faglitteratur sikkert nok vender tilbage.

Douglas Coupland - Alle familier er psykotiske

Endnu en roman. Der kan man bare se. Jeg har fået smag for romaner på det sidste. Coupland er min all-time yndlingsforfatter, og sidst jeg læste denne bog var i 2001 kan jeg se. På første side af bogen er der en lille hilsen fra min kæreste på daværende tidspunkt, som åbenbart forærede mig bogen på vores 2 års dag på et hotelværelse i København 30/11-2001. Det føles som om det var et andet jeg der levede et helt andet liv, så det var interessant at læse bogen igen med mit nye ældre jeg. Det er en lille bog på 279 sider som det tog en uge at læse. Jeg er beriget med en evne til at glemme slutninger på bøger og film, hvilket gør at jeg rent faktisk kan gense/læse dem og stadig få en ny oplevelse (om end jeg sjældent gør det), men denne her kunne jeg desværre godt huske slutningen på, hvilket ødelagde historien lidt. Heldigvis er det sjældent historien der gør Couplands bøger gode. Det er hans betragtninger. Om livet, mennesker og vores tid. Det vidner hans bog Bit Rot fra 2016 om. Der er ingen historie, blot 425 sider med betragtninger. Det er guld. Der var knapt så meget guld i denne bog, som var mere historie end betragtninger. Historien vil jeg ikke kede nogen med. Den kan man google hvis man interesserer sig. De sidste 5 sider af bogen reddede dog resten, og hans betragtninger over livet og døden er som altid magiske. F.eks. Hvad gør man når man som 65-årig bliver helbredt for en ellers uhelbredelig sygdom og pludselig har udsigt til at blive 75 år fremfor 65 år? Hvad betyder de sidste 10 år? Betyder det overhovedet noget? Hvad har vi levet for de sidste 65 år, og hvad er det vi mangler at lave de sidste 10 år? Og hvad nu hvis det viser sig at blive 20 år? Skal vi lære noget nyt? Gå på Michelin restauranter og drikke champagne? Nyde alle solopgange de sidste år? Kysse vores nærmeste lidt ekstra? Se lidt mere af verden? Gå i kloster? Meditere? Eller er der en dybere indsigt vi får i en sådan situation, som gør at vi lever på en ny måde? Coupland er en mester i at give poetiske og magiske svar på denne type spørgsmål, der rækker ud over det praktiske. Der er dog for få af disse ting i denne bog, der på mange måder er en slags knaldroman med en ret vild og urealistisk Miami Vice-agtig handling, men uden ret mange af de små karakteristisk Couplandske indsigter, der ellers gennemsyrer hans forfatterskab. Ikke hans bedste bog, men det har været en dejlig uge i selskab med bogen.

Yuval Noah Harari - Nexus

Jeg var ultrafan af hans bog Sapiens, mens hans næste bog Homo Deus, var lidt mindre fantastisk, og bogen efter den, 21 Lessons for the 21st Century, var tæt på at være decideret ringe. Med Nexus er han vel tilbage på niveau med Home Deus, men det er primært i kraft af at han, for at gøre hans nye pointer forståelige, bliver nødt til at gentage stof fra Sapiens og Homo Deus. Jeg var faktisk positivt overrasket over bogen, fordi bogen handler meget om AI, og jeg frygtede at han ville kværne rundt i samme suppedas om algoritmer, som han gjorde i 21 Lessons for the 21st Century. Bogen er vel en historisk gennemgang af måder hvorpå mennesker har delt informationer på, lige fra mundtlige fortællinger, over skriftsprog, Bibelen, trykpressen, aviser, tv, internet, sociale medier og nu AI. Jeg synes han er en interessant og reflekteret nulevende tænker, som er god til at se gennem bias og illusioner, og skære ind til benet og vise os hvordan verden i virkeligheden er skruet sammen, hvis vi tør se bort fra alle de lag vi ynder at pakke tingene ind i.

Steffen Kretz - Storm på vej

Benhård gennemgang af hvordan USA gennem de sidste 40 år har kørt deres land og demokrati mere og mere i sænk; har smadret middelklassen og ladet monopoler, lobbyister og milliardærer sætte dagsordenen i et ureguleret land der bliver mere og mere splittet af had og misinformation. Hovedparten af bogen omhandler tiden fra Obama, over Trumps første valgperiode, stormen på kongressen og frem til Bidens 4 års periode. Der er interessante interviews med folk på begge sider af hegnet, høj som lav, og det generelle indtryk der efterlades, er et land på vej mod et enten et kæmpe, og måske blodigt opgør med den vanvittige ulighed; et land med så store uforsonlige meningsforskelle, at de måske bare burde tage tyren ved hornene og dele det op i 2-3 mindre lande, eller et land overtaget af et autoritært styre. Vinklen i bogen er måske lige lovlig negativ, da det eneste positive kommer fra et interview med Obama, og gennemgangen af Bidens første par år ved magten, men som vi kan se nu, er den negative vinkel måske berettiget.

Douglas Coupland – Miss Wyoming

Jeg læste denne bog første gang for 23 år siden og kunne intet huske fra den. Coupland er min absolut yndlingsforfatter, så jeg besluttede mig for at genlæse den. Det var et ganske fornøjeligt gensyn. En tidligere barnestjerne, skønhedsdronning og falleret skuespiller, overlever som den eneste et flystyrt, og vælger at benytte lejligheden til at forsvinde og blive en anden. Samtidig vælger en småfalleret producer af actionfilm, at sige farvel til rigdom, royalties og stoffer for at vandre på landevejene. Hver for sig begiver de sig ud i det burger-inficerede og indkøbscenter-hærgede USA i forsøget på at slippe væk fra dem selv, og blive nogle andre end de var. Men hvem er vi overhovedet, når vi kaster alt over bord, og bare er nøgne, nulstillede mennesker, der vandrer på en planet?
Det er ikke Couplands bedste bog, men altid interessant at være i selskab med hans betragtninger af vores verden, og skildring af knækkede mennesker, som han har en absolut svaghed for i sine bøger.

Fjodor Dostojevskij - Brødrene Karamazov

Jeg googlede: ‘Den bedste roman der nogensinde er skrevet’, og denne her toppede mange lister, så den må være et must-read. Jeg erindrer at jeg læste hans bog Idioten for mange år siden, og jeg må også have læst starten af Brødrene Karamazov engang, for der var et eller andet bekendt ved den da jeg først kom i gang. Jeg tror dog aldrig jeg gjorde den færdig dengang, og det var fisme også en kamp denne her gang. Den var måske tidssvarende i 1880, men for en nutidig læser er den lidt en kamp at komme igennem. Jeg startede med en fysisk bog, men måtte skifte til lydbog, da jeg ærlig talt fandt den røvkedelig. Jeg har gennem årene læst uhyrligt meget filosofi fra den tidsperiode, f.eks. Nietzsche, og temaerne i bogen er meget meget ‘det man talte om dengang’. Når Gud er død er alt så tilladt, og ting i den dur. Det føles noget outdated nu til dags. Selve plottet er egentlig en krimi, hvilket jeg generelt ikke er den store fan af, og som krimi er den da også rimelig oldschool. Der er kommet langt mere komplekse fortællemetoder til siden dengang. Min største anke er dog at store dele af bogen bare er samtaler mellem 2-3 karakterer, der virker mere som monologer fra Dostojevskij, sat ind i et slags kammerspil, der mest af alt mindede mig om de der amerikanske sæbeoperaer på 13.000 afsnit, som Horton sagaen, hvor der rent fysisk ikke rigtigt sker noget, men hvor 2 mennesker bare står i et rum og taler og taler om en eller anden intriger. Den er uhyggeligt langtrukken. Jo, det er en kæmpe præstation at skrive et så stort værk, med så levende karakterer, men ligefrem verdens bedste roman, arh, jeg har personligt læst ret mange jeg fandt bedre. Men altså, nu er den læst, og det er nok ikke lige en bog jeg kommer til at åbne igen.

Haruki Murakami - En vild fårejagt

Jeg læste denne lige efter jeg blev færdig med Trækopfuglens krønike, og den virkede egentlig som en light udgave af Trækopfuglen. Mange af de samme temaer, bare knapt så gennemført. Selve historien var egentlig spændende nok, men man kan godt mærke at Murakami har forfinet sin fortælleteknik gennem årene. Jeg følte ikke man kom til bunds i det hele, og den magiske side af det hele var så vag, at jeg savnede at den blev udfoldet noget mere. Alt i alt var det dog en fornøjelig lille og hurtig læst sag.