Re: Hvilken bog har du sidst læst
: 5. apr 2023, 09:26Jeg forsøgte at stille spørgsmålet til min kone og min dreng på 10 år:
”Uden at begynde at regne på det, men bare et hurtigt skud fra hoften, hvor mange uger tror du så et gennemsnitligt menneskeliv varer, hvis man lever til man bliver, hvad skal vi sige, 80 år?”
Min kone skød på 100.000 uger. Min dreng på 150.000 uger.
Regner man på det bliver svaret: 4174 uger. Dvs. de regnede med at de ville leve i en 2-3000 år. Vi lever ikke engang i 100.000 dage, men max 36.500 hvis vi er så (u)heldige at blive 100 år, hvor mange at de sidste år sandsynligvis vil være med op til flere kroniske sygdomme, svækket helbred og store fysiske og kognitive problemer.
I Oliver Burkeman - Fire tusind uger, forsøger forfatteren at gøre os begribeligt, hvor lidt tid vi har i denne verden. Man skulle måske tro, at det så ville være en Carpe Diem bog, som anbefaler at man skal leve hver dag, som om det var den sidste, og klemme al essensen ud af livet, og komme til bunds i vores bucketliste og lave bungee jump og alt muligt pis, men det er det heldigvis ikke. Faktisk havde jeg, især i starten, lidt svært ved at finde ud af, hvad det så var han ville, nu han starter ud med at få læseren til at indse at vi måske kun har 29.000 dage eller 4000 uger, hvis alt går gennemsnitligt.
Hans ærinde er måske mere bare en beskrivelse af virkeligheden, af den menneskelige situation, som læseren så selv må tage stilling til hvad man vil stille op med. Og dog. Undertitlen er nemlig Time management for almindelige dødelige, så forfatteren har selvfølgelig nogle tips til hvordan man håndterer en dagligdag i sådan et begrænset liv. Det er dog nok der bogen bliver mindst interessant. Sidste kapitel er f.eks. fyldt med konkrete time management tips til hvordan man håndterer et liv, hvor man aldrig vil kunne nå alt. Det fandt jeg ret ligegyldigt.
Det mest interessante ved bogen er når det bliver holdt på det eksistentielle plan. F.eks. at livet er så kort, at man kun kan nå at blive rigtig god til ganske få ting. De ting må man så prioritere, hvis de er vigtige for en, fremfor at tro man kan blive super god til 14 forskellige ting. Men måske endda endnu vigtigere: De ting man ikke bliver god til, er måske det, det giver mest mening at bruge sit liv på. Ting som ikke tjener andet formål end tingen i sig selv. Dvs. bare leve frem for at præstere. F.eks. en gåtur, kigge på fugle eller stjerner, random hobbies som man bare godt kan lide, men ikke nødvendigvis gør for at blive god (synge i kor, spille guitar, bage, danse, dyrke gymnastik osv), sidde i sofaen sammen med sine børn eller andre ting, som vi gerne vil nå inden de 4000 uger er ovre.
At du kun har 4000 uger betyder ikke at du nødvendigvis skal stræbe mod at dit liv bliver pisse hamrende unikt og at du laver et eller andet helt utraditionelt, som ændrer hele verden. Det er måske netop at indse at 4000 uger i det kosmiske spil, er så kort tid, at INTET af det du foretager dig i dit liv, kommer til at ændre noget som helst i det store billede. Men i det lille billede, i dit eget liv og din egen tid ja, og det er faktisk alt rigeligt. Det kan godt føles som en befrielse, at du ikke behøver revolutionere verden før dit liv er vellevet.
Et af de mest interessante paradokser i bogen er, at forfatteren først fortæller læseren hvor kort livet er, og derefter får os til at indse at vi ikke har travlt. Vi når aldrig alting alligevel, for hver gang du bliver færdig med noget, så kommer der en ny opgave på jobbet; når du har opfyldt en ambition, så er du tilfreds i ganske kort tid, og så kommer der en ny ambition. Sådan er det med alting. Vi har kun en begrænset kapacitet, og det eneste det egentlig handler om er, at finde ud af hvad vi skal vælge til og hvad vi skal vælge fra. 4 timer om dagen på sociale medier kan vi hurtigt vælge fra (eller kan vi), mens andre ting er dybere, og kædet sammen med personlighedstræk vi måske anser for positive. F.eks. drive og ambitioner. Jeg kender folk som har kørt deres familie i sænk, fordi deres karrieremæssige ambitioner har drevet dem til arbejdstider så horrible, at de stort set aldrig har været hjemme. Så er der blevet kompenseret med afsindigt dyre rejser rundt i hele verden, som skal krydses af på et verdenskort. Nu har vi været i 62 lande, videre videre videre, vi skal nå det hele. Og ingen har det godt med dette to-do liste liv. Bogens bedste pointe er nok, at vi lige så godt først som sidst kan indse, hvor lidt vi kommer til at nå, af alt det vi gerne vil og synes vi skal, inden vi dør. Og så prioritere benhårdt i det, for at få det bedste liv i den korte tid vi er her. Det lyder måske banalt, men der er faktisk nogle gode afsnit i bogen, som er værd at bruge tid på.
Det er en bog der er meget 60/40 med indsigtsfulde beskrivelser af den menneskelige situation og så lidt små irriterende management tips. Kan man se bort fra det sidste er det klart en bog der er værd at læse.
”Uden at begynde at regne på det, men bare et hurtigt skud fra hoften, hvor mange uger tror du så et gennemsnitligt menneskeliv varer, hvis man lever til man bliver, hvad skal vi sige, 80 år?”
Min kone skød på 100.000 uger. Min dreng på 150.000 uger.
Regner man på det bliver svaret: 4174 uger. Dvs. de regnede med at de ville leve i en 2-3000 år. Vi lever ikke engang i 100.000 dage, men max 36.500 hvis vi er så (u)heldige at blive 100 år, hvor mange at de sidste år sandsynligvis vil være med op til flere kroniske sygdomme, svækket helbred og store fysiske og kognitive problemer.
I Oliver Burkeman - Fire tusind uger, forsøger forfatteren at gøre os begribeligt, hvor lidt tid vi har i denne verden. Man skulle måske tro, at det så ville være en Carpe Diem bog, som anbefaler at man skal leve hver dag, som om det var den sidste, og klemme al essensen ud af livet, og komme til bunds i vores bucketliste og lave bungee jump og alt muligt pis, men det er det heldigvis ikke. Faktisk havde jeg, især i starten, lidt svært ved at finde ud af, hvad det så var han ville, nu han starter ud med at få læseren til at indse at vi måske kun har 29.000 dage eller 4000 uger, hvis alt går gennemsnitligt.
Hans ærinde er måske mere bare en beskrivelse af virkeligheden, af den menneskelige situation, som læseren så selv må tage stilling til hvad man vil stille op med. Og dog. Undertitlen er nemlig Time management for almindelige dødelige, så forfatteren har selvfølgelig nogle tips til hvordan man håndterer en dagligdag i sådan et begrænset liv. Det er dog nok der bogen bliver mindst interessant. Sidste kapitel er f.eks. fyldt med konkrete time management tips til hvordan man håndterer et liv, hvor man aldrig vil kunne nå alt. Det fandt jeg ret ligegyldigt.
Det mest interessante ved bogen er når det bliver holdt på det eksistentielle plan. F.eks. at livet er så kort, at man kun kan nå at blive rigtig god til ganske få ting. De ting må man så prioritere, hvis de er vigtige for en, fremfor at tro man kan blive super god til 14 forskellige ting. Men måske endda endnu vigtigere: De ting man ikke bliver god til, er måske det, det giver mest mening at bruge sit liv på. Ting som ikke tjener andet formål end tingen i sig selv. Dvs. bare leve frem for at præstere. F.eks. en gåtur, kigge på fugle eller stjerner, random hobbies som man bare godt kan lide, men ikke nødvendigvis gør for at blive god (synge i kor, spille guitar, bage, danse, dyrke gymnastik osv), sidde i sofaen sammen med sine børn eller andre ting, som vi gerne vil nå inden de 4000 uger er ovre.
At du kun har 4000 uger betyder ikke at du nødvendigvis skal stræbe mod at dit liv bliver pisse hamrende unikt og at du laver et eller andet helt utraditionelt, som ændrer hele verden. Det er måske netop at indse at 4000 uger i det kosmiske spil, er så kort tid, at INTET af det du foretager dig i dit liv, kommer til at ændre noget som helst i det store billede. Men i det lille billede, i dit eget liv og din egen tid ja, og det er faktisk alt rigeligt. Det kan godt føles som en befrielse, at du ikke behøver revolutionere verden før dit liv er vellevet.
Et af de mest interessante paradokser i bogen er, at forfatteren først fortæller læseren hvor kort livet er, og derefter får os til at indse at vi ikke har travlt. Vi når aldrig alting alligevel, for hver gang du bliver færdig med noget, så kommer der en ny opgave på jobbet; når du har opfyldt en ambition, så er du tilfreds i ganske kort tid, og så kommer der en ny ambition. Sådan er det med alting. Vi har kun en begrænset kapacitet, og det eneste det egentlig handler om er, at finde ud af hvad vi skal vælge til og hvad vi skal vælge fra. 4 timer om dagen på sociale medier kan vi hurtigt vælge fra (eller kan vi), mens andre ting er dybere, og kædet sammen med personlighedstræk vi måske anser for positive. F.eks. drive og ambitioner. Jeg kender folk som har kørt deres familie i sænk, fordi deres karrieremæssige ambitioner har drevet dem til arbejdstider så horrible, at de stort set aldrig har været hjemme. Så er der blevet kompenseret med afsindigt dyre rejser rundt i hele verden, som skal krydses af på et verdenskort. Nu har vi været i 62 lande, videre videre videre, vi skal nå det hele. Og ingen har det godt med dette to-do liste liv. Bogens bedste pointe er nok, at vi lige så godt først som sidst kan indse, hvor lidt vi kommer til at nå, af alt det vi gerne vil og synes vi skal, inden vi dør. Og så prioritere benhårdt i det, for at få det bedste liv i den korte tid vi er her. Det lyder måske banalt, men der er faktisk nogle gode afsnit i bogen, som er værd at bruge tid på.
Det er en bog der er meget 60/40 med indsigtsfulde beskrivelser af den menneskelige situation og så lidt små irriterende management tips. Kan man se bort fra det sidste er det klart en bog der er værd at læse.
