Bruger login







Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!

Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!

Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!

Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!


Statistik

Vi har 65562 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er Jfj

Vores medlemmer har i alt skrevet 2049543 indlæg i 100419 emner

1 nye indlæg i dag


Online
I alt: 1021
Medlemmer: 3
Skjulte: 0
Gæster: 1018

Følg bodybuilding.dk på

En bænkpressers bekendelser

Udskriv emne


Opret en logbog og lad andre følge din træning

Tilbage til Logbog





Min onkel holdt ikke længe. Få dage på hospice i naturskønne omgivelser. Han sagde intet den sidste uges tid, men jeg husker stadig at han i søvnen åbnede sit ene øje og kiggede på mig i et kort øjeblik, for dernæst at vende tilbage til søvnen. Han åbnede sit øje, da jeg talte med hans kone om, at de jo havde haft et langt og lykkeligt liv, og at de modsat mange andre - rent faktisk havde prioriteret frihed i form af talrige perioder med orlov. Det var som om, at han stadig var tilstede oppe i hovedet. Måske bevarer vi en relativ klarhed i hovedet til det sidste, hvor vi stadig forstår. Jeg kom ikke til begravelsen, da jeg var bundet af en kontrakt - og eftersom at begravelsen ikke lå i arbejdstiden - men i stedet i den periode på 11½ time mellem hver vagt, havde det krævet, at jeg havde taget 44 timer uden søvn, hvilket ikke var forsvarligt, specielt ikke med tanke på at føre et køretøj i den periode. Jeg tænkte ellers meget over mit valg - og tøvede egentlig til det sidste, men hensynet til andres sikkerhed samt mit eget velbefindende endte dog med at vinde. Jeg tænkte ellers meget over, hvad meningen med tilværelsen egentlig er, hvis vi ikke kan ære de døde. Jeg har før hørt folk, der ikke havde TID til at komme til begravelser, hvilket tiden vel egentlig burde være til.

Til begravelsen blev det nummer spillet. Min onkel spillede i band som ung, hvor de blandt andet spillede dette på repeat.



Jeg forsøder min tilværelse med gamle radioudsendelser på DR BONANZA og ved at læse bøger om helte, der er købt i genbrug. Jeg har brug for helte i min bevidsthed, og nej, man behøver ikke ty til fantasy- og superheltegenre for at finde dem. Der er massere af helte i den virkelige verden. Stærkt inspireret af dele af Alexander den Stores hær, der gik fra Makedonien til Indien, har jeg spekuleret i at gå den franske camino på 20 dage, hvilket vil betyde et gennemsnit på 40 km. dagligt.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg konfronteres flere gange ugentligt med den stigende inflation. Folk, der beklager sig over, at pengene ikke slår til. Jeg er endnu ikke selv stødt på inflationen i nævneværdig grad, men har også altid gjort en dyd ud af at købe større partier af specielt dagligdagsvarer på tilbud. På trods af en generel tendens til prisstigninger all over the line, har økologiske æg nu ugentligt, konsekvent været på tilbud i maaaange uger. Jeg havde ellers vænnet mig til at skulle veje mine værdier, når jeg ugentligt skulle konfronteres valget om 30 skrabeæg for 30 kr. eller 10 økologiske for 28 kr.

At priserne på brændstof i øvrigt er steget til vejrs, kan blot vække min sympati for nogle af dem, der er hårdest ramt som følge af dette i kombination til andre ting påvirket af andre omstændigheder, men det er ikke blot negativt, i hvert fald ikke her til lands. Jeg har altid fundet det beskæmmende, at være vidne til det diesel- og benzinsmisbrug, der har fundet sted så længe jeg erindrer. Hvor mange, der ikke blot benytter et motordrevent køretøj af hensyn til sygelig magelighed. Oftest er min opfattelse, at det er folk med alting inden for gå- og cykelafstand, der er styret af dette. Folk, der kører i bil til træning for at gå på løbebånd, folk, der kører 5 minutter i bil for at handle en håndfuld varer, folk, der bliver hentet og leveret i alle mulige henseender, som var de hjælpeløse og uden besiddelse for nogen form for førlighed. Det er SYGT. Til sidst vil fortovene blot være forbeholdt personer med solbriller og blindstok, kommunearbejdere (hvis de endnu ikke er sparet væk) med løvblæser eller affaldstang, og de hundeejere, der endnu ikke er gået over til at lufte hunden i mens bilen ruller i 1. gear, og stadig fastholder at en hund ikke blot kan luftes ved at blive lukket ud i den 28 kvadratmetre store have, der hovedsageligt er belagt med 2. sorteringsfliser og hundens egne ekskrementer. Hvis hundeejerne og andre forbipasserende så ellers bidrager med at tilsvine fortovet med alskens tænkelige efterladenskaber, kan det jo være, at kommunearbejderen får lov at beholde sit arbejde, for hvis de ikke gjorde det, havde han næppe andet at lave. Det er egentlig grotesk at tænke på, at magelighed holder så mange hjul i gang i samfundet, men det er et enormt skriv.

Jeg ved ikke om magelighed generelt bare er en folkesygdom, der opstår i forbindelse med høj(ere) levestandard. Hvad min seneste udenlandstur blandt andet lærte mig i forbindelse med, at jeg oftest besøgte et nyt hotel dagligt, så var det at tage gæsternes vurdering af hotellets beliggenhed med et gran salt; det samme når jeg kiggede på rutevejledninger fra tog- eller busstation og frem til enten hoteller eller turistattraktioner. "I would not consider this hotel to be central at all" "Daily taxi service is necessary", "Central???????? what a joke!" Det var som at det var aldeles UTÆNKELIGT, URIMELIGT og PINSOMT at skulle gå 1-4 km. og folk, der havde boet 1,2 km. fra byens absolutte centrum havde været nødsaget til at tage en taxa mm... Vi er jo ikke skabt til at bevæge os og yde nogen som helst indsats for at komme fra A til B. Man skal generelt være meget kritisk når man hører andres bedømmelser og råd, om end jeg begræder at det i så overvejende grad er nødvendigt. Man kan opleve, at man i virkeligheden skal gå til højre, når de siger venstre.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan





Werner Herzog. Den største dokumentarist, der her dokumenterer et utroligt interessant fænomen. Jeg havde hørt om elefanter, der trak sig fra flokken i forbindelse med sygdom og udsigten til snarlig død. Dette er dog yderst tankevækkende, og man får lyst til at gribe ind, selvom det forklares, at pingvinen blot vil genoptage sin dagsorden. Som barn kom lysten til at gribe ind i naturen, og det undrede mig, at fotografer og guider i parker ikke intervenerede med skarpladte våben i forbindelse med de grusomme ting, der kunne finde sted; eksempelvis brutal nedslagtning af andre artsfæller, eller timelangt drama, hvor 5 løver arbejder på at gøre en bøffel træt nok til at den giver efter og dør. Forfærdeligt. Det er dog ... naturen. Tænk sig at filme det.

Bænk
14x100
9x106
7x111

Intet til fail, men presset anyways. Solide pauser på samtlige reps og en god excentrisk.

Dybe pushups: langsom excentrisk
12
12

Supersættet m.

Wide grip pushups
12
12

Front raises
20x5
20x5
20x5
20x5
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan





Slemt undervurderet film, der fortjener mere hype. Går med overvejelser om at blive samurai. Først hos en mester, for senere at blive herreløs (ronin). Længden på mit hår tillader også snart en af de ikoniske frisurer.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



3 dage i hovedstaden. Søndag startede turbulent ud, da jeg efter blot 4 timers søvn begav mig ud på 3.5 times rejse. Undervejs havde jeg fornemmet, at der var noget galt, da min veninde ikke havde været aktiv længe, og ikke gav lyd fra sig, så jeg endte med at gå rundt i 2 timer i København og ræsonnere over, hvad fanden jeg så skulle; dog relativt upåvirket af situationen, da der ikke var nogen grund til at lade sig følelsesmæssigt påvirke for meget af noget jeg ikke kunne kontrollere. Jeg fik i stedet etableret kontakt til en kvinde jeg gik i klasse med på gymnasiet, og på trods af det var meget spontant, fik jeg lov at overnatte. Tasken var jo fyldt med okseculotte og andre kolonialvarer, så byttepengene fejlede ikke noget. Det blev til en længere snak om de 3 turbulente år i gymnasiet; år jeg stadig ser tilbage på med stor undren og en snært af misfornøjelse, for der er mere end rigeligt at grave i - rent guf for personer med hang til dybdegående analyser, heriblandt mig selv. Tidligt morgenen efter vågnede jeg ved fuglesang, og måtte acceptere, at jeg var gået fra at gå i seng kl. 08:00 til at stå op kl. 7; noget af en turbulent og modbydelig, umiddelbar omvæltning. Derfra gik turen fra Frederiksberg til Hellerup, hvor jeg fik trænet. Bagefter gennemgik jeg en 2 timer lang nedskydning af min person, hvilket var en interessant oplevelse, der fremtvang en blottelse af nogle personlige erkendelser jeg længe har stået ved, men naturligvis også et dybere indblik i et andet dybt reflekterende og åndeligt menneskes sind. Der var ikke meget selvbenægtelse, om end det ikke var alle detaljer vi var enige om, og sådan vil det altid være. Det kan være interessant at høre andres udlægninger og analyser, for man kan opleve ting på skræmmende forskellig vis, hvilket kan være en øjenåbner for begge. Vigtigst af alt er at man bevarer fatningen, ikke bliver for personlig og bruger de ting personen tidligere har betroet en, som et slags modvåben. Det er virkelig ulækkert, om end meget udbredt, dog oftest ikke i de relationer jeg bevæger mig i; og skulle det ske, er det blot en varsel om, hvad personen i bund og grund består af. Netop denne del synes særlig vanskelig at ændre på. Efter forsoning var det tid til et collagen-boost i form af hjemmelavet osso buco, og dertil coldshower + powernap.

DB incline presses
12x30
8x38
6x42
8x38
6x38
8x38

DB decline presses
15x26
15x26
10x26
10x26

DB high incline flies
20x12
22x12
20x12
20x12

- SLOOowwwww

EWQEWQJEqdsannd21#"!# J"!#O!EKLD

Front y-raises
12x6
12x6
12x6
12x6
12x6
12x6


Triceps pushdowns med reb
20x12.5
15x12.5
15x12.5
15x12.5
15x12.5

5 uger tilbage med natarbejde. Når jeg er på arbejde, er jeg ved første, andet og tredje øjekast den person, der er mest frisk, og folk undrer sig over når de har røde øjne kl. 5, at jeg stadig kører på. Jeg forsikrer dem dog om, at jeg er den person, der er allermest træt og udkørt, når der er er "weekend", hvor min øjenfarve skifter fra grøn/brun til rød. Jeg finder reelt ikke mig selv før jeg skal på arbejde igen, der helt klart haft en negativ hormonpåvirkning, der afspejler sig på flere måder i min tilværelse.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



I LOVE THE COUNTRY BUT I CAN'T STAND THE SCENE

Jeg er blevet ramt af en ondartet og invasiv fobi. Efter at have spist mellem 6-10 æg dagligt siden september 19, tåler jeg ikke mere. Jeg kan ikke længere indtage æg isoleret set uden at det foregår i en boksering mod sig selv, hvor brækreflekserne lader til at have have overhånden, så nu er jeg nede på 2 æg dagligt, der blot tilberedes oven i grøntsager/gryderetter. Tsk.

GOD PÅSKE forhelvede. Gennemlev den, som var det den første og sidste.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Det er ca. 111 år siden, at en gren af min familie udvandrede fra Zhitomir (storby i nutidens Ukraine) til blandt andet Danmark. Jeg har været i gang med at undersøge muligheden for at finde frem til andre fra slægten, men er primært fundet frem til personer fra USA. Der har været nogle justeringer af efternavnet, der dog har gjort det mere besværligt - men med lidt held og tilpasninger på kyrillisk, kan det måske lykkes at finde frem til efterkommere, der stadig befinder sig i Ukraine.

Stik mod vanlig praksis, lyttede jeg til P1 i går, der havde en udsendelse om Ukraines præsident, der rørte mig. Specielt hans tale til den russiske befolkning, hvori han stillede spørgsmålstegn ved de russiske anklager om, at der angiveligt skulle være igangsat et "nazistisk" folkedrab mod etniske russere. Hans kommentar var noget ala: "Hvorfor skulle vi slå vores brødre ihjel?", hvortil han appellerede til den fælles historie og kultur. Det er jo komplet sindssygt, hvad der foregår i Ukraine. På arbejde overhørte jeg en konspiratorisk samtale, der omhandlede en større sammensværgelse med illuminati, det faktum at Zelenskyy er jøde og hans legitimering af drab på civile i Gaza; så hvad så hvis nogle ukrainere skal lade livet? Det sker hver dag dér. Det var i de sene nattetimer, og jeg troede næsten ikke egne ører. Jeg fik helt ondt i hovedet, og kunne blot ryste på hovedet og skynde mig at springe overbord med eneste redningsvest i eneste redningsbåd, for jeg tvivlede for meget på at det var forsøget værd at bestræbe mig på at redde de andre.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



I går gik jeg langs strandvejen, der var propfyldt med rulleskøjteløbende individer i alle farver, aldre og (intet)køn, hvilket vakte stor glæde i kombination med rigelige mængder af sol fra klar himmel og frit udsyn til nudistafdelingen på Bellevue, hvis gennemsnitsalder dog var tættere på pensionsalderen end buksemyndighedsalderen. Hver sin charme.

Dagen i dag startede ud med en tur ind til Parken - nærmere Østerbro Stadion, hvor BK Skjold og Sparta huserer. Det skulle vise sig, at surdejsbageriet havde lukket til trods for, at hjemmesiden påpegede noget andet. Jeg skrev en undrende besked til ejeren, der undskyldte og lovede mig gratis brød for at rode bod på hændelsen. Derfra gik turen til Meyers Bageri på Østerbro, og derfra videre til Mirabelle Bakery på Nørrebro, og fra Nørrebro tilbage til FW på Østerbro - meget tæt på Nordhavn Station. Centeret er noget bedre end det på Strandvejen. Mere puls og mere (brugbart) udstyr.

INCLINE DB PRESSES
10x30
8x36
8x40
8x36
8x36
8x36

DB DECLINE PRESSES
8x26
8x26
8x26
8x26

DB HIGH INCLINE FLIES
20x12
20x12

Reverse backraises
10
10
10
10

Machine rows
15
15
15
15
15

Leg curl
15
15
15

Triceps pushdowns
20
15
10
10
10
10
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Der sker en masse hemmelige ting for tiden. Hemmelige, fordi de er usikre, og eftersom de er usikre, er der ingen grund til at brøle op omkring dem, for der er ingen grund til at indbyde til fest, hvis festen måske alligevel aldrig bliver en realitet, for så vil folk i stedet blot hæfte sig ved fraværet.

Jeg genså forleden dag Days of Heaven af Terrence Malik. Jeg ser SJÆLDENT de samme film igen, og hvis jeg gør, er det for at dele oplevelsen med andre. Det var dog ikke tilfældet her. Lysten udsprang sig af nogle hallucinationer, der opstod som følge af mangel på søvn, da der pludseligt skulle flettes en konfirmation ind i en periode på 11½ times hvile, der normalvis er præget af søvn - og ej deltagelse i sociale sammenhænge. Manglen på søvn gjorde mig lettere psykotisk. Jeg sagde bemærkelsesværdige ting til få udvalgte medarbejdere (jeg ser ikke alle som "KOLLEGER"), og gik ind i ting. Jeg talte sort, men derudover drømte jeg, mens jeg var vågen og i gang med at udføre arbejdsopgaver på halvt blus. Jeg blev ramt af stemninger og billeder. Pludselig befandt jeg mig i kornmarkerne i Days of Heaven, hvor jeg løb efter en pige fra min ungdom, jeg aldrig fik etableret nogen egentlig relation til. Vi gik i børnehave og folkeskole sammen, men hun tog på efterskole i 9. klasse. I sommerferien mellem 8. og 9. gik vi en tur omkring søerne og skovene, ikke langt fra vores fælles barndomskvarter. Skoven var omgivet af vandløb, marker, tråd og hegn. På min foranledning kravlede vi under tråden og lagde os på et medbragt tæppe inde på engen. Jeg lagde en arm om hende, hvortil hendes respons var: "Hvad laver du?" - ikke som i, HVAD LAVER DU HER, eller, HVAD FANDEN BILDER DU DIG IND, men sagt på lattermild vis. Jeg blev dog forlegen og trak min arm til mig, og derudover skete der ikke andet end at vi lå på ryggen og talte i en evighed om barndom og fremtid. Det var helt pure, og selvom jeg havde erfaringer med mere end blot at lægge en arm om en pige, føltes dette langt mere intimt og nervepirrende end alskens andet. I det hele taget, skete der ikke mere i vores relation, selvom der kortvarigt var lagt op til det i gymnasiet, men hun var nu mere styret af en brusende dionysisk energi, fremfor den tidligere udtalte (og personligt foretrukne) apollinske. Fra femme fragile til femme fatale. Det var ubærligt for mig at være vidne til, hvorfor jeg blev nødt til komplet at afskære mig selv fra hende, vel egentlig mest for at beskytte mig selv.

Nå, tilbage til filmen. Jeg mindedes, at der egentlig var tale om et kærlighedsforhold mellem søskende, men indså hurtigt, at jeg tidligere havde misset en væsentlig detalje. I mens jeg stod i en oplyst lagerhal midt om natten, koblede jeg en phrase fra Sun Kil Moons >God Bless Ohio< You were getting chased by police through corn fields på filmen, og gennemlevede alle mulige følelser. Da jeg timer senere endelig fik fri, tog jeg mig selv i at være tæt på at falde i søvn bag rettet, godt 1.5 kilometer fra mit refugium. Der var heldigvis blot rapsmarker, grantræer, køer og enkelte fasaner i miles omkreds, og grøften, hegnet og den nedsatte fart kombineret, havde nok aldrig tilladt mig at skade dem anyways. I stedet for at hoppe i seng, endte jeg med at tage op og handle, hvor jeg kortvarigt troede jeg var gået glip af nyheden om nye nedlukninger i samfundet, for der var folk i kø ude foran Rema 1000, så folk hamstrede. Det skulle dog vise sig, at det primært skyldtes nogle enkelte fødselsdagstilbud, såsom 9. kr. for en pose KIMS CHIPS og 5 kr. for en liter juice fra koncentrat. Begge dele, særdeles afskyelige, hvilket var lige så sigende om de mennesker, der fyldte vognene med det. Der var dog generelle hamstrings-tendenser, og selvom der er indført max 6 pr. kunde, så jeg flere, der havde taget sine børn med, så de også kunne handle 4 personer, så Jannick på 7 fik en 100 kr. af sin mor, som han så kunne betale kassedamen med for sit "selvstændige" køb, og voila, husstanden havde pludselig 4x så meget. Da jeg endelig kom fri fra masserne, tog jeg hjem og håndæltede en surdej i 15 minutter. Klokken blev 08:50 før jeg fandt i seng, hvilket betød at jeg blot havde sovet 3 timer ud af de sidste 50. Det kan på det kraftigste ikke anbefales, om end jeg rent følelsesmæssigt og kunstnerisk havde mange aha-oplevelser.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Det er nogle gange interessant OG skræmmende at bevidne radikale/markante forandringer hos andre, hvor de over natten pludselig har gennemgået en transformation rent sindsmæssigt. Der mangler pludselig en masse brikker til puslespillet, og det er ikke til at sige, hvor man skal lede. Jeg finder i udgangspunktet ikke det svært at kapere, at vejret skifter, priserne stiger mm. Den eneste måde jeg kan forholde mig til store omskifteligheder blandt folk er ved, at holde afstand til dem. Tage noter og placere dem i kasser i mit hoved, så jeg ved, hvor de har tendenser til at placere sig. RED FLAG. Vi taler ikke om folk, der fra at at prise kød, til senere at fornægte og forkaste det - eller folk, der begynder at cykle på arbejde i stedet for at køre i bil. Det har dog vist sig at være en vanskelig opgave, at forstå, hvad der rør sig inde i andre mennesker - og oftest er de ikke engang selv klar over det, hvorfor de ikke kan være behjælpelige i opklaringsarbejdet. Jeg tror grundlæggende på, vi mennesker ikke har nogen fri vilje, men det fratager os dog ikke fuldkomment fra et grundlæggende ansvar. Aftaler er aftaler. Blandt de få legitime fraværsårsager i aftalehenseender, finder vi sjælesorg, pludseligt indtrufne katastrofer såsom ufrivillig udledning af afføring i hvide eller orange bukser uden umiddelbar adgang til skiftetøj, involvering i færdselsuheld eller anden ulykke, dødsfald i flokken, og egen begravelse. PAS PÅ DERUDE.


Jeg har længe investeret i aktier - dog ikke så længe, som jeg med fordel kunne have gjort. Jeg har længe holdt mig til en enkelt indexfond. Nu har jeg udvidet med en mere, og så er jeg ydermere begyndt at købe enkeltaktier med udgangspunkt i firmaernes regnskaber og fremtidsudsigter, hvorfor jeg primært er langsigtet. I går havde jeg gensyn og genhør med Tom Hougaard, hvis force er det mentale aspekt i trading; noget der længe har afholdt mig fra denne investeringsstrategi. Jeg mærker et behov for at prøve mig selv af og give slip på noget comfort. Jeg ved alligevel ikke, hvad mine penge skal bruges på - andet end at de skal tjene som en enorm frihed til at kunne forme mit liv, i det omfang jeg selv er herre over det.

Her ser I dagens kreationer. Jeg dur ikke til at spise brød baseret på gærdej. Langtidshævet surdej kan dog noget, og jeg kan faktisk spise i uendelighed uden at blive oppustet, skidt tilpas eller forstoppet. Desuden hjælper fermenteringen på optagelse af vitaminer og mineraler fra brødet, der normalt går tabt ved ren gærdej. Desuden kan alm. brød tvinge mig til underkastelse, så surdej er min savior.

wonder.jpg
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Aktiemarkedet er på vej ned, hvilket egentlig ikke påvirker mig synderligt, andet end at det er spændende at følge med i, hvad det gør ved folk. Det skaber grobund for tvivlsomme beslutninger, der baseres på frygt og panik. Det er kraftsuseme interessant, specielt dem, der kommenterer på de enkelte aktier. Nogle tilfældige klik og kig på deres porteføljer, afslører at de sælger ved tab, og køber så snart de stiger blot en my, for atter at sælge ved fald igen. Det er tragisk. Nogle køber slet ikke igen, og så går de glip af de største stigninger, hvilket ultimativt koster.

Jeg bringer nu en afsløring. Jeg søger studie - både i Århus og Odense. Jeg kender Århus. Århus er en spændende by. En by jeg har et gennemgående kendskab til, og som også huser størstedelen af mine få tilbageværende relationer. Den huser dog også 5/6 af de kvindelige hjerteknusere jeg har stiftet bekendtskab med gennem mit relativt korte liv. Århus kan formentlig danne rammer om et ganske godt liv for mig. Ja, man er ultimativt selv hovedansvarlig i det puslespil. Dét betyder dog ikke, omgivelserne ikke spiller en væsentlig rolle. Jeg har længe kæmpet mod småligheden, der er udtalt i den provinsby, ja, i det hele taget i det område jeg kommer fra. Jeg kan simpelthen ikke udstå det længere. Jeg kan ikke identificere mig med majoriteten, og må aktivt manøvrere uden om mængden, da deres tosserier og småborgerlighed trætter og dræner mig, i mens det samtidig puster luft under de vinger, der skal få mig til at flyve herfra. Jeg forstår at vi alle har forskellige udgangspunkter i tilværelsen, og forsøger at acceptere at logik og andre perspektiver preller af på nogen, i sådan en grad at jeg helt opgiver at forsøge. NEJ, 10-17 kr. er ikke mange penge for en liter mælk. Det er flere penge end før, men nu har der også været længere perioder, hvor det bedre kunne svare sig at sælge vand end mælk. Uhyggeligt. Der er mange flere eksempler, men bliver træt af blot at tænke på dem, og forsøger i stedet at rette tankerne mod, hvad Odense mon er for en by. Yderst ringe kendskab til byen, andet end Tusindårsskoven, OBBC, VK Kono, H.C. Andersen og at Kim Larsen boede der. Hvad der egentlig (måske) bringer mig til byen er, at de udbyder en uddannelse, der ikke er alle-universiteters-eje. Hvad mit indtryk af, hvad der bringer majoriteten af mennesker til Odense er lavere karaktergennemsnitskrav og nogle særligt udbudte uddannelser. Jeg kan godt frygte at byen ikke er stor nok til mig. Den geografiske beliggenhed er dog ganske attraktiv, men primært møntet på, at man hurtigt kan komme væk derfra... Hvilket vel er et sjovt plus. Jeg må i tænkeboks. Tager nok snart en dag til Odense for gennemgående at mærke - ikke en kvindekrop, men byen.

Ift. træning, har jeg uppet frekvensen i pullups/chinups til 2x ugentligt, da lav frekvens simpelthen ikke dur her. Det blot gør mig slappere, og har nedsat performance fra 22 til 15 reps. No go. Jeg er derudover begyndt at køre high volume på baglår og baller. Primært slow eccentric seated goodmornings og walking lunges. Hvis jeg snart skal gøre Alexander den Stores troppers daglige marchture kunsten efter, dur det ikke at min underkrop kan forveksles med en underernæret terminalpatient med mangeårig sklerose, og utallige ikke-tilsete siddesår på bagen.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Hvad skal du læse? :)
 
Reputation point: 215
 
Indlæg: 620
Tilmeldt: 6. feb 2019, 14:22
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Vis kostplan



Som kvote 2, har jeg søgt journalistik i Århus og Odense. Begge uddannelser er udelukkende kvote 2, da man skal i gennem alverdens optagelsesprøver for at blive målt og vejet. Jeg er dog så langt, at jeg ultimativt blot venter på at det bliver d. 28. juli, så jeg kan få afklaring. I Odense har man dog fået en score for de forskellige optagelsesprøver. Med udgangspunkt i resultaterne (der også er baseret på en samtale med undervisere fra studiet), vil det forekomme særdeles besynderligt, hvis jeg ikke bliver tilbudt en plads.

Derudover har jeg spekuleret i at søge jura (kvote 1) i Århus, såfremt uheldet skulle være ude. :-# Jeg mærker en trang til at studere og udleve drømme.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Var et par dage i sKaNdeRBoRG. Det blev til en træning med min far, hvorefter vi gik til Risskov, gennem Århus by. Gennem Vestergade, hvor jeg på denne tid sidste år havde nogle fantastiske nætter, og derfra videre ud til Risskov. I det hele taget havde jeg gået denne rute sidste år, og var forbi stranden, der også blev besøgt den gang. Hvad jeg forsøger at tage med mig er vigtigheden af besiddelsen af taknemmelighed. Derudover synes en grad af eksponering mod ting, der tidligere har udløst enorme mængder af melankolske tanker, samt søvnløs- og modløshed, at være den rette måde at bearbejde fortiden på - i hvert fald for mig. Vi gik i badende sol langs vandet, først på sten, dernæst i strandsandet, med kurs mod det pizzeria, der fornylig blev kåret til skaberen til "danmarks bedste gourmetpizza", hvilket >Melværk< i Risskov løb med prisen for. Jeg havde en formodning om at pizzeriaet lå langs vandet, men måtte sande, at vi var kommet på afveje. Min far har alle dage ladet sig påvirke af vejret, hvilket jeg heldigvis ikke har arvet. Efter ca. 10 km. gåtur, var han kørt i sænk og startede en klagesang. Heldigvis skiftede han sang til "Sikken dejlig dag, det er i dag", da vi først ramte pizzeriaet.

pizza.jpg


Her er vinderen. Dej hævet i 5 døgn belagt med fior di latte - gule tomater - arancini - trøffelmayo - bøgehatte - parmasan - timian. Den letteste og mest smagfulde pizza, jeg til dato har sat tænderne i. Orgasme i munden fik en helt ny betydning.

Fra pizzeriaet i Risskov, gik turen tilbage til indre by, hvor vi spiste på Il Locale, der tilbyder brooklyn style pizza med surdejsbund, hvilket slet ikke kunne hamle op med Melværks. Retfærdigvis skal det siges, der er tale om to forskellige typer, hvorfor sammenligningsgrundlaget er noget vagt.

Da vi kom hjem bagte jeg

surdej.jpg


Brødet er det mest vellykkede til dato. Bagt på surdej, tip00, kammut, ølandshvede og emmermel.

Dagen efter gik vi en længere tur, først forbi kirken, hvor jeg blev døbt. Kirken er en af de smukkest beliggende kirker i Danmark, jeg har kendskab til. Hvad der i mellemtiden ødelagde noget af denne skønhed var, da vi få meter fra kirkegården så, hvor de aflagte gravsten befandt sig; knust og smidt i en bunke i et hjørne. Et syn præget af elendighed. Tænk, hvis man som pårørende kom forbi og fandt sin nærmestes sten, dér blandt masserne. Ja, man kan så anfægte, hvem undlader dog at betale den sum af penge, der afholder kirkegraveren for at realisere denne handling? Jeg ved snart ikke, hvilken handling, der er værst. All those moments will be lost in time, like tears in rain

Senere samme dag var min far og jeg ved at blive angrebet af en stakkel, hvis arbejds- og livssituation havde fyldt ham med et hadefuldt sind, misantropi og en stærk tro på at han var lovens lange arm, på trods af hans jobfunktion blot var at føre en minigraver. Vi skulle krydse en bro, der længe har været lukket grundet vedligeholdelsesarbejde. Broen stod dog til at åbne dagen efter. Vi øjner en gruppe af mennesker i færd med at holde middagspause på broen, hvorfor vi tænker, vi godt kan krydse broen. Skulle vi blive afvist, var det helt legitimt. Da vi når over broen, ser de første arbejdere os, og de hilser blot. Da vi så har krydset dem, kommer der en tosse kørende i en minigraver op på broen. Jeg kunne allerede fra hans kørestil og udseende regne mig frem til, hvad der snart ville blive spyttet ud af hans mund. Med meget tydeligt og aggressivt kropssprog, samt en mund, der ikke var blevet vasket for nylig, dirigerede han os tilbage over broen. Fair enough. Vi går tilbage over broen, og vælger derfra at krydse to sæt togskinner for at komme over på den anden side. Manden holder øje med os fra broen, og da han ser vi krydser skinnerne, skynder han sig ind i sit køretøj og fyrer med alt fart ned fra broen, og kører os i møde på den anden side, mens jeg ser han taler i telefon. Så bremser han op 50 meter foran os (der er et lavt hegn, der besværliggør at han kommer tættere på). Han taler med store bogstaver, men kører heldigvis derfra, da vi skal til at krydse hegnet. Det er ikke til at vide, hvad sådanne mennesker kan finde på. Jeg havde en klar forventning om at han ringede til politiet, der så blot oplyste ham om, at de havde bedre ting at tage sig til.


# i dag har jeg pakket til den 800 km. lange pilgrimsrejse. Det lader til jeg kan nøjes med 2.5 kg. inklusiv rygsæk. Det bliver ultraminimalistisk.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Hvor mange følelser, der er bundet op på de produkter vi tillader os selv at føre gennem vores mund og spiserør. Jeg skriver med vilje ikke mad, da der er flere varer, jeg ikke anser som værende mad. Jeg appellerer til det generelle. Det kan være decideret forfærdeligt at være vidne til andres indkøbsvaner, når man selv er på indkøb. Der er uanede mængder af eksempler. I dag da jeg handlede ind, overhørte jeg en +125 kg. tung kvinde fortælle sin datter, at hun skulle tage skummetmælken i køleren, da den ikke feder >lige så meget<. Et hurtigt kig på de varer, der endte på båndet, da jeg endte med at stå bag vedkommende i køen ved kassen, afslørede både færdigfabrikerede skærekager fra Dancake, lysere toastbrød end sandet i Hvidesande, frugtgrød, forskellige pakker med is, slik og juicebrikker fra koncentrat. Det tenderede jo til børnemishandling. Heldigvis havde pigen endnu ikke visuelt lidt skade, omend hun rent kognitivt kunne være ilde tilret. På trods af mit livssyn blandt andet er præget af liberale idealer, finder jeg intet forkert i at hverken sundhedsplejersker, børnehavepædagoger, klasselærere eller andre voksne barnet møder på sin vej, forsøger at påvirke børns forældre i en retning. Jeg husker tydeligt to drenge fra min klasse i folkeskolen, der hver især havde pålægschokolademadder, chokoladeboller, sodavand i drikkedunken, og derudover lejlighedsvist slik med. Begge børn fløj rundt i gardinerne, og specielt den ene besad en enorm hyperaktivitet og destruktiv fysisk adfærd, der ofte voldte de andre børn problemer, når han indlod sig i åben slåskamp i skolegården mod flere elever af gangen. I 4. klasse truede han med at hænge sig selv i et sjippetov i et klatretårn. Lærerene kommenterede på madpakkerne, hvortil jeg lod forstå fra den ene dreng, at hans far ytret at der fandeme ikke var nogen, der skulle blande sig i, hvad han gav sin søn med i madpakke. HMMMMM.

Nå, men helt generelt, så er det ikke til at tale om mad med mennesker, så snart ens spisevaner afviger blot en anelse fra normen, og man rent faktisk tillægger fødevarer en større værdi end blot at stille en (lækker)sult.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Er det som menneske egoistisk at forvente noget af andre? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv flere gange det sidste stykke tid, men har ikke lagt mig endeligt fast på noget svar. Hvad jeg yderligere spekulerer meget i er, hvorvidt man definitivt skal frigøre sig fra relationer med mennesker, der ikke lever op til aftaler og forventninger. Igen er vi tilbage - kan man forvente dét? Jeg er selv meget bevidst om at leve op til de standarder, jeg forventer af andre, hvorfor jeg uhyre sjældent bakker ud af aftaler. Jeg kan ikke erindre, hvornår det sidst er sket. Hvorfor indgå en aftale, hvis man allerede ved aftalens begyndelse, er ramt af tvivl? Jeg forsøger dog samtidig at forholde mig til, hvad der er vigtigt for mig, er langt fra sikkert lige så nødvendigt og vigtigt for andre. Vi tillægger ting og hændelser forskellige værdier. Vigtigst er nok bare at melde ud, hvad fraværet eller tilstedeværelsen af vores forventninger, vækker af tanker og følelser i os. Simple ting, der for nogen virker ligegyldige, men skelsættende for andre, og så må man finde ud af, om man kan acceptere den andens mangler, og i stedet se vedkommendes kvaliteter.


Jeg drager snart afsted til Pyrenæerne. Jeg er i fuld gang med at vandre herhjemme i nyanskaffede vandresko, men nøjes med 15 tusind skridt om dagen herhjemme. Jeg satser på at være så opladet som muligt, når jeg ankommer - forholdene taget i betragtning. Der er blandt andet en mellemlanding i London og en del timers ventetid i udsigt. Hvad der ellers er i udsigt er manglen på styrketræning i 20 dage. Hvis jeg kan opretholde mit mål om 40 i snit dagligt, vil der næppe være meget tid til 1) finde træningssteder 2) energi til at træne 3) kalorier nok til at forsvare træning. I det hele taget bliver det spændende at se, hvor mange kalorier jeg kan få ind dagligt. Hovedbestanddelen af kalorierne, kommer nok til at stamme fra nødder. Dernæst ost, mørk chokolade og fed skinke.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Ikke mere pilleri med det biologiske ur. I går kom jeg først i seng kl. 09.30, og i morges vågnede jeg kl. 04.13 i en pøl af sved og tanker, der stak i alle mulige retninger. Alting skulle gøres rent inden afgang, og bortset fra surdejen og en uåbnet ost fra 2018, så skulle alt cleares. Det blev til en hurtig træning inden afgang.

Chinups
18

Bænk
12x100
10x100
9x100
9x100

- ved tredje sæt, formåede min telefon at ringe en bekendt op i starten af sættet, og den nåede at gå på telefonsvarer inden jeg var færdig. Skulle man blot bedømme ud fra lyden, ville man nok få associationer til andet. Mærkværdigt.

Pullups
12

DB incline presses
12x30
12x30

DB curls m. Skru
60x14

Der var til flere, men tiden halede ind på mig. Generelt en sløv omgang, der ikke er repræsentativ for min fysiske formåen pt. Lavede 2x16 i pullups og 3x12 med 100 i bænk i forrige uge.

I skrivende stund går jeg langs Strandvejen. Skal lige sige farvel til Knud Rasmussen, inden jeg drager afsted. Jeg fortalte min mor: såfremt jeg ikke vender tilbage, og du i kraft af vores biologiske forhold og min mangel på udarbejdelse af et testamente, arver en klækkelig sum, så er det mit ønske at du ser denne økonomiske gevinst som en hjælp til at pensionere dig selv, så snart rette myndighed erklærer mig for borte, med vished om at min tilbagevenden blot er mulig, hvis jeg som det første menneske skulle formå at genopstå. Jeg vil dog ej være borte med blæsten, men borte med regnen.





Nu skal jeg have have fortalt min far det samme, inden han får gode ideer om at købe travheste og dyre kosmetikprodukter for arven. Hvor absurd er det i øvrigt ikke, at der eksisterer en arveafgift?
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



I HAVE SEEN THINGS YOU PEOPLE WOULD NOT BELIEVE.

hest.jpg


Er netop hjemvendt efter at have fuldført Camino Francés på 17 dage. Camino Francés er en pilgrimsrute med mere end 1000 år på bagen, der strækker sig fra St. Jean Pied de Port i Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien. Officielt er ruten 780 km. men jeg vidste godt, at den ville være en my længere. For at dokumentere denne skævhed, benyttede jeg mig af 2 forskellige apps til at tracke skridt og km. antal, og endte med at have gået énmillionogseksogtredivetusinde skridt, da jeg stod foran katedralen i Santiago. Jeg har MEGET konsekvent holdt mig til ruten, og gik aldrig tilbage eller tog afstikkere, da der var nok af km. i forvejen. Ingen grund til at udbygge og spilde mere tid, der ultimativt ville kompromittere den i forvejen sparsomme restitutionstid.

Første dag, der er kendetegnet ved at være den hårdeste dag grundet de mange højdemeter, krydsede jeg Pyrenæerne i bar mave og shorts, fuldkommen drevet af adrenalin, heltefortællinger, friske ben og et enormt drive. Langt de fleste tager første overnatning efter 8 km. første dag, da stigningerne er markante. Efter 4 timer og 11 minutter var jeg nået 23 km. frem, og havde for længst passeret mere end 100 mennesker gennem bjergene. Jeg velsignede de fleste folk på deres rejse, og jeg påpegede skønheden ved omgivelserne vi befandt os i. Der var kæmpemæssige fugle, der forsvandt mellem tåge og dis, lyde af får, heste og køer med klokker, der gik på bjergsiderne og græssede. Luften og naturen var uspoleret og ren.

Jeg endte med at være forrest i feltet, og blottet for synet af andre mennesker, løb jeg nedad Pyrenæerne. Man kan slet ikke begribe, hvor hårdt det er at GÅ ned. Faktisk er det mest optimalt blot at bruge momentum, i stedet for at bruge energi på at stritte i mod. Efter 14 timer og 20 minutter og med 67 km i bagagen. var jeg i mål - pludselig en dag foran. Først efter 55 km. begyndte der at komme signaler fra kroppen, men det var faktisk først allerværst, da jeg kom ned at ligge i overkøjen på herberget. Da jeg få timer efter vågnede for at skulle på toilettet, kunne jeg dårligt nok støtte på mine ben. Efter 2½ times yderligere søvn, kunne jeg dog halte. Dagen efter blev jeg mødt af 38 graders varme og rigtig mange nedstigninger i ustabilt terræn, hvor man periodisk skulle overveje hvert et skridt. Jeg tilbagelagde alligevel 45 km. men kom ikke i bad da jeg ankom, da der ikke var mere at give af.

Dagen efter mødte jeg i en tætbevokset skov, meget tidligt om morgenen, en 50-årig multimillionær fra København. Smerter og tvivl havde fyldt mit sind indtil da. Vi fulgtes frem til endestationen, der blot bød på 30 km, men til gengæld svømmepøl og liv og glade dage. Et dejligt afbræk fra gårsdagen. Da vi sad ved poolen, læste jeg mig frem til at en amerikansk mand blot ugen forinden var død på denne strækning af hjertestop, hvilket ikke overraskede mig. Jeg tog afsked med multimillionæren, og satte herfra afstandene op igen. De næste 3 dage bød på 50, 42 og 52 km. vel at mærke i næsten 40 graders varme, hvorfor mine dage startede omkring kl. 5 for at få et forspring. Senere på turen endte jeg med at stå op før 4.

Den hårdeste dag på turen for mig - selvom det ikke var på den tur, at jeg var tættest på at kollapse pga. hedeslag og mangel på vand, var turen ind til Burgos. Ruten var 52 km. lang - og efter jeg besteg et bjerg, hvor jeg mødte en 81-årig spansk mand på toppen, med hvem jeg talte spansk, fik en chokoladebar og fik taget selfies både på hans og min telefon, var der stadig 18 km. til byen. Klokken var nu 12 og solen stod på sit højeste. Manden fortalte mig at han også skulle til Burgos i dag, men vi gik langt fra i samme tempo. Faktisk mødte jeg ikke nogen på turen, der gik i mit tempo - i hvert fald ikke generelt. Jeg havde hele tiden i baghovedet ... hvordan kommer denne mand dog i mål for i dag? Jeg vidste selv, hvor presset jeg var, og hvor kort tid jeg havde at løbe på. De sidste 10 km. ind til Burgos går i gennem et kæmpemæssigt industrikvarter, langs fortov og med hundredevis af blandede støjende køretøjer langs venstre hånd. Jeg kunne ikke finde ro. Første dag var jeg Mike Tyson i 1986, men nu var jeg Brian Nielsen mod Mike Tyson i 2001. Modsat Brian, var jeg dog ikke i gulvet, men det var tæt på. Jeg bevarede mit vinderinstinkt, men måtte lytte til musik for ikke at miste mig selv yderligere. Tårene trillede nedad mine kinder, i mens jeg lyttede til det samme nummer af Sun Kil Moon i næsten 2 timer. Jeg gemte mig under min munkekåbe, men da jeg kom tættere på centrum og de mange forbipasserende, var det nemt at gennemskue, at jeg var en mand i kamp med mig selv. Scenen var som Jesus, der bar korset gennem gaderne til Golgata for at lade sig korsfæste. Jeg fornemmede at jeg var uvenner med mig selv, og spurgte, hvorfor jeg dog behøvede at putte mig selv i sådanne situationer. Da jeg omsider kom frem til herberget, smed jeg mig på gulvet, men min psyke blev reddet af en 65-årig cyklist med stemme som Herzog. Efter mad og rigelige mængder af vand, var jeg klar igen næste morgen.

Jeg fortsatte herfra resten af turen med at gå mellem 40-50 km. om dagen, med undtagelse af 2 dage. Min venstre fod var hævet til dobbelt størrelse, så hvert skridt gjorde ondt. På trods af dette, tilbagelagde jeg længere distancer, fastbesluttet på at intet kunne stoppe mig.

Jeg gik 2 dage med en anden dansker, og vi endte med at være ovenud lykkelige for at havde mødt hinanden, da vi begge var ved at give efter for solen på en meget notorisk strækning på 18 km, hvor man blot går ligeud langs marker. Der er ingen mulighed for at skaffe vand på strækningen og der er flere km. uden skygge. Ingen af os var bekendt med denne strækning, så da der pludselig var 8 km. tilbage, og vi kun havde det vand, vi selv kunne udskille fra blæren og den luft, vi selv kunne lette, kombineret med 40 graders ubarmhjertig hede, var vi pressede. Vi klarede den dog, men jeg nåede at se djævelen i øjnene inden. Jeg var dog fast besluttet på at vi ikke skulle dø på den strækning. Det skulle dog vise sig at der nogle dage efter døde 3 mennesker på selv samme strækning, og at det er en strækning, der historisk har mange dødsfald på samvittigheden. Selv undrede det mig, at der ikke var flere advarsler om denne strækning. Vi var i øvrigt de sidste ude på strækningen, da de fleste, der tilbagelægger den, tager den tidligt om morgenen som de første. Da vi begav os ud, havde vi allerede 20 km. i benene, og klokken var 10.


Dagen efter brød jeg med danskeren, da han grundet ankelsmerter ville have en kortere dag. Jeg tog 52 km. og endte på herberg med en amerikansk gut, der også var tilhænger af low carb, så vi endte med at spise steak and eggs på restaurant. Helt generelt var de mest flinke mennesker på ruten fra USA, og de værste var franskmændene. På andenpladsen: spanierne. Spanierne var dog suverænt de mest larmende og respektløse mennesker.

Generelt havde (har?) jeg intet til overs for franskmændene. Jeg mødte ikke andet end umenneskelig arrogance. Spurgte du dem om noget på engelsk, svarede de på fransk - hvis de altså gad at svare dig. Dette var ikke blot min opfattelse, men den brede opfattelse blandt andre jeg drøftede dette problem med. Taxachaufføren fra lufthavnen forklarede det således: "French people believe that the rest of the world hates them. In fact, they hate the rest of the world"

Overordnet set, traf jeg nogle af de mest fantastiske mennesker på ruten, men også nogle af de værst tænkelige. Jeg sov udelukkende på herberg, så jeg måtte næsten dagligt konfronteres med folks respektløse og mangelfulde opførsel. Der var meget få regler på herbergene, men én der gik igen var, at der skulle være ro efter kl. 22:00. Det forstod eller respekterede de fleste dog ikke. Nogen troede det betød, at de blot skulle være i sengen på det tidspunkt, og så kunne de frit tale over højtaleren i deres telefon. Der var i det hele taget flere kritisable forhold på turen, blandt andet udbuddet af nærende mad - og ikke mindst, store nok portioner. Jeg er klar over, at de fleste mennesker bruger dobbelt så lang tid på at gå ruten som jeg, hvorfor der er forskelle i, hvad man har brug for, men tro mig, Gordon Ramsey og jeg kunne nemt have stukket ild til de første 100 spisesteder på ruten.

Mit mest interessante møde var med en mand fra Baskerlandet. Spanien, vil du måske sige, men jeg fastholder >Baskerlandet<. Manden talte flydende engelsk uden indflydelse af sit modersmål, hvilket kunne forklares med udenlandsophold og studie i London, hvor han faktisk havde truffet en dansk pige, med hvem han havde haft et forhold til. Han spurgte mig i den henseende, om alle danske kvinder bare er utilregnelige hjerteknusere. Hertil måtte jeg være ham svar skyldig. Manden havde en kandidat i psykologi, men havde erfaret at han ikke ville være psykolog. Han havde under sit studie indset, at psykologien var mangelfuld, og han stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke har fokus på kostens indflydelse på det mentale helbred. Selv har jeg aldrig mødt en person, der gik mere op i kost og lod til at nørde det ned i mindste detalje, med fokus på vitaminer og mineraler. Han havde forsøgt sig med forskellige livsformer og diæter gennem tiden, og havde fuldført en anden pilgrimsvandring på 820 km. blot ved hjælp af rawfood. Vi gik sammen hele dagen, på trods af hans livsfilosofi var, at han helst ikke lod sig attache til nogen eller noget, for han havde det bedst når han var 100% fri i sin måde at leve på. Jeg var selv ved at løbe tør for energi den ene dag, da jeg to dage i streg ikke havde været heldig med supermarkederne. De var lukkede pga. siesta, når jeg ankom til byerne, og de næste jeg fortsatte til, havde ikke supermarkeder. Den baskiske mand fornemmede dette, så han forsøgte at overtale en kvægbonde i Galicien til at sælge os råmælk, men manden frygtede for reprimander fra ordensmagten, hvorfor han desværre afviste.

Generelt har jeg skulle spise mellem 5000-6000 kalorier om dagen, men især grundet varmen og min naturlige sult, har dette ikke været muligt. Jeg har gået i gennemsnit 47 km. om dagen, og ultimativt tabt mig 5.5-6 kg. efter 17 dages vandring. Til sammenligning traf jeg flere dage i streg de samme mennesker på mountainbike, der tilbagelagde samme distancer som jeg. Jeg testede lige styrken i dag, og den er jammerlig. Jeg er dog ved godt mod. Jeg har gennemført en bedrift, meget få mennesker kan trække sig selv i gennem. Jeg har været kompromisløs og sovet i en park i León midt på dagen, fordi jeg havde gået flere dage med under 6 timers søvn. Jeg har rejst med under 3 kg. og levet yderst minimalistisk, og spist meget lidt. Det er hovedsageligt psyken, der sætter grænser. Jeg vidste godt, at jeg kunne klare at gå næsten 50 km. om dagen, men var flere dage vred på mig selv over, at jeg havde behov for at bevise det. De sidste 3 dage gik jeg 168 km. for jeg vidste at jeg ikke ville komme tilbage og gentage denne bedrift, så hvorfor ikke slutte med manér? Desuden er det kun 10% procent af alle, der ankommer til slutbyen, der er startet godt 800 km. derfra. De fleste starter 115 kg. derfra. De sidste 2 dage, overhalede jeg dagligt mere end 400 mennesker. Det skal dog siges, at der var flere grupper af 5-15, men anyways. Jeg fløj forbi dem, når pladsen tillod det. Jeg var kynisk og kun med 1 mål for øje. Jeg skulle bare frem. Jeg lyttede til en masse musik, gennemlevede følelser og genfortalte monologer fra film. Da jeg kom i mål i fredags og endte på pilgrimskontoret, var der to kvinder, der gennemgik mine stempler og papirer, og især den ene var målløs. Normalt har man kun én, men den anden ventede med at kalde den næste i køen hen, indtil hun også havde hørt min historie. Inden hun havde set mine papirer, udbrød hun: YOU MUST BE DANISH. YOU GUYS ARE AMAZING.

Samme nat ankom jeg til Malaga med et forsinket fly fra Santiago kl. 02:45. Grundet byfest 2 dage i streg, var det svært at finde ro og hvile, men jeg fandt mening og glæde i et dansk surdejsbageri, ledet af en tidligere natklubejer fra KBH, der var blevet uddannet bager hos Meyers Bageri i KBH.

Nu er jeg hjemme. Svag, men med rygsækken fyldt med mange historier. Det er historier og bedrifter, jeg lever for. De 17 dage vil stå til evig tid. Det kræver et enormt vindergen og ego at fuldføre. Nu må vi se, hvad næste projekt bliver. Først skal jeg lidt op i kropsvægt igen.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg er sjældent enig i de ting du skriver og vores holdninger til mange ting er ret langt fra hinanden, men jeg vil virkelig takke dig for et velskrevet og vedkomment skriv her. Det var gennemgående fedt at læse! Endnu engang tak!
 
Reputation point: 65
 
Indlæg: 458
Tilmeldt: 25. nov 2019, 17:07
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Tak, Morten. Det betyder noget for mig. Det er smukt, når mennesker står frem med en tilkendegivelse som din. Der er flere ting i det.

1) Når man oplever man fundamentalt er uenig på ét eller flere punkter, synes der at være en udbredt tendens til at man så lader det fylde så meget, at man ikke anerkender andre perspektiver og sider af personen, man ellers ville værdsætte og finde genklang i hos andre. Groft sagt, så handler det mere om, hvem der siger det, end hvad der bliver sagt, hvilket jeg finder dybt problematisk. Dette synes udtalt på dette board, såvel som alle mulige andre steder.

2) Min opfattelse er, at mænd her til lands, generelt er dårlige til at rose og komplimentere hinanden. Hvorfor ikke bidrage til at andre blomstrer i solskin, i stedet for at de falmer i mørke? Mennesket er sgu en kompleks størrelse.

Igen, tak. Jeg kan godt lide at skrive, og ved at mine skriverier deler vandene. Jeg delte vandene inde på en FB-gruppe med 17 dagsopdateringer om caminoen. Nogle hyllede mig. Andre foragtede mig.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Du minder mig meget om en 18-22 årig udgave af mig selv. Lettere utilpasset, især socialt, tendens til at søge ekstremer når overladt til eget selskab, måske lidt for glad for eget selskab, en underliggende misantropi, følelse af mental overlegenhed og et mindset om at du er skabt til noget større end de fleste. Jeg erindrer selv vandringer rundt i Europa med rygsæk tilbage omkring 1999. Jeg var dog utilnærmelig og optaget af egne tanker og fornemmelser, og altid med min slidte udgave af Således talte Zarathustra under armen. Jeg erindrer at jeg mødte et dansk par, som prøvede at hægte sig på mig, men de opgav ævred da de indså at jeg var en stum og forknyt enspænder, som kun havde foragt tilovers for deres spændende interrail tur. Jeg var på en mission, og deres ligegyldige backpacker eventyr forekom overfladisk og middelmådigt. Jeg er glad for at jeg med årene blev mere midtersøgende og gav andre lov til at trænge gennem mit panser og hive mig ud i virkeligheden, for jeg var sgu ikke glad inde i min indre hule. Men vi har jo hver især vores livsbane. Det bliver spændende hvordan din former sig i løbet af de næste 20 år.
Brugeravatar

 
Reputation point: 1265
 
Indlæg: 7363
Tilmeldt: 18. sep 2008, 19:14
Geografisk sted: Holstebro
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 140.00
- Squat: 152.50
- Dødløft: 202.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Vis galleri (30)
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg læste godt at du holdt jul i en afsidesliggende hytte i nogle bjerge i Spanien dengang. Selvom jeg fornemmer en snert af noget foragt (hos dig selv) for dit jeg dengang, tager jeg dog glædeligt i mod råd til regioner/områder/byer i Spanien. Jeg har selv udforsket en stor del af Spanien, men i turistøjemed, forekommer Spanien mig at være et af de bedste turistlande, hvorfor dine anbefalinger vil tages i mod med kyshånd.

Jeg fornemmer i øvrigt en udtalt lighed mellem dit yngre jeg, og mig selv. Jeg kan i hvert fald sætte flueben ved langt de fleste. Det er når jeg er alene, at jeg lader bedst op. Jeg lader op, så jeg kan klare at være i blandt andre - specielt nogle. Det er dog interessant, for nogle mennesker kan jeg ikke få nok af at være sammen med - i mens blot synet og lyden af andre, er mere end nok. Det var egentlig det, jeg elskede ved min fremgangsmåde på Caminoen. Blev jeg træt af nogen, kunne jeg bare gå fra dem, med vished om at vi næppe skulle krydse veje igen. Det var desværre ikke en mulighed i gymnasiet. Det er egentlig også, hvad der har afholdt mig fra at blive værnepligtig. Jeg kan ikke overskue den overvejende sandsynlighed for at være tvunget sammen idioter. Jeg er dog ikke fuldkommen misantrop. Jeg mødte også på Caminoen nogle fantastiske mennesker, jeg nemt kunne have tilbragt meget mere tid med, og som også tilkendegav det samme. Det er det samme herhjemme. Der er bare ikke mange af dem. Jeg tilskriver først og fremmest årsagen til dette, at jeg kommer fra en lille provinsby, hvor folk tænker småt; stærkt præget af tanker om jantelov, ensformighed/konformitet, synlig materialisme, krydret med et fravær af, hvad jeg troede var >almen< moral, for derudover ikke at nævne ... logik. Jeg kvæles af dét. Det kan lyde intolerant og som noget, der har rod i intellektuel arrogance, men det er, hvad jeg føler. I øvrigt er disse mennesker præget af intolerance. Det er utroligt, hvad jeg har måtte stå model til. Jeg håber oprigtigt at dette ændrer sig, når jeg kommer til en større by, forhåbentlig blandt mere ligesindede mennesker.

I sidste uge på arbejdet brokkede en gut sig over, at lagkagehuset kunne finde på at tage 40 kr. for et brød, hvilket jo er svineri, når man kan købe et franskbrød i Nettos bake-off for 16, og faktisk blot til 8 kr. efter kl. 20! Det er jo alligevel det samme brød. Forskellen er bare at du får det i en pose fra Lagkagehuset. Han kunne aldrig drømme om at give så mange penge for et brød. Da snakken (som jeg helst afholdt mig fra at deltage i, men desværre var nødt til at overhøre, og samtidig ufrivilligt blev draget ind i, da han spurgte hvilken model min telefon var), senere faldt på mobiltelefoner, fortalte han at han havde købt en mobiltelefon på afbetaling, og at han stadig afbetalte på den gamle endnu, men det var ligemeget, for det var kun hundrede og nogen kroner i måneden, og så mærker man jo ikke at en telefon koster 8000. Han kunne heller ikke se fidusen i blot at have en telefon til 1000 kr. for man får hvad man betaler for (??????) Samme gut køber DAGLIGT sodavand eller energidrik på tankstationen til 20-25 kr. til trods for at afstanden til Tyskland, hvor man kan få 3 kasser sodavand af 24 stk for 120-140 kr. kan tilbagelægges på 40 minutter i bil. Når vedkommende bliver præsenteret for undren og gode råd, afvises de blankt. "De har jo ikke sodavand på køl i Tyskland. Så skal jeg jo selv bruge plads og penge på at køle dem ned". Dét gør ondt at være blandt sådanne mennesker. Ærligt. Det gør ondt. Det gør også ondt at stå i kø i supermarkedet med en agurk i hånden bag personer, der hamstrer, som var dommedag nær, og ikke overvejer om personen med 1 ting kan komme foran, inden personerne selv er i færd med at unloade den indkøbsvogn, der for sekunder siden var genstand for et forsøg, der skulle teste, hvor mange kg. og antal af varer, der kunne proppes i, inden vedkommende ville være nødsaget til at bede personalet om hjælp til at skubbe og samle de varer op, der allerede var faldet fra toppen af indkøbsvognens tårn af dagligvarer.

Som sagt, jeg håber det hele bliver bedre, når jeg flytter. Det er håbet, der holder mig oven vande, og tanken om at mit liv endnu ikke er startet endnu. Det er troen på, at jeg er skabt til noget større, der har gjort at hårde perioder, nederlag, og den sorg og tvivl, der er udsprunget af disse, ikke har slukket ilden i mig, og at jeg er her i dag. Jeg bliver dog med mellemrum nødt til at bevise det, og det er, som du også påpeger - oftest ude i ekstremer. Jeg havde to dage på Caminoen, hvor jeg havde indre dialoger med mig selv. Jeg spurgte mig selv: "Hvorfor bliver du nødt til at bevise at du kan, når du godt ved at du kan?" og "Hvorfor skal du pine dig selv for at bevise en pointe?" ¤¤¤¤ Jeg kunne ikke dog ikke finde svarene. Efter en gruppe af amerikanere, der overværede min haltende entré til herberget, nysgerrigt og forundrende spurgte, hvorfor jeg dog gik så langt i 40 graders varme, når jeg oven i købet var i smerter, svarede jeg: "Fordi jeg er uvenner med mig selv" Jeg indså dog senere at jeg måtte pleje mit forhold til mig selv. Jeg skulle ikke se mig selv som fjende, men i stedet lave aftaler med mig selv, som jeg ikke slækkede på. Jeg vidste godt at jeg sled på min krop, og at den var i alarmberedskab, men da jeg først fik styr på den mentale side, ændrede turen sig drastisk til det bedre, og jeg blev endnu mere ustoppelig.

Jeg ved, at jeg aldrig bliver folkelig og >som folk er flest<. Jeg har forsøgt. Jeg kan godt finde ud af det, men det har for høj en personlig pris, for jeg kan ikke døje at sælge ud af min sjæl i længere tid af gangen - og slet ikke dagligt. Det efterlader mig med tomhed, fortvivlelse og had til mig selv.

Hvor jeg er om 20 år? Spændende tanke, der dog er en del angstprovokerende. Jeg HÅBER først og fremmest at jeg er sund og rask, at jeg har fået ét barn og en kone, der er lige så. Det er tre store gaver. Jeg har til den tid længe været i noget deltidsarbejde, der har gjort, at mit barn ikke var den, der blev afleveret først og afhentet sidst, og at jeg derudover ville kunne pleje kærligheden. Jeg er ham faren, der altid er med på sidelinjen til sportskampe og arrangementer. I det hele taget, vil jeg bare bestræbe mig på at være den bedste far, den bedste mand og den bedste ven. Jeg har tidligere tænkt for mange sorte tanker om, hvor jeg ender med at være, men vil ikke give dem for meget rum og energi, for de skulle næppe blive selvopfyldende profetier.

Ser vi tilbage, så troede jeg engang, jeg havde svarene. I børnehaven sagde jeg, at jeg ville være stuntman og præst. Jeg ville nok have kvæstet mig selv som stuntman, og derudover ville det nok give problemer, at jeg ikke ville døbe eller konfirmere nogen, og blot ville gifte folk, jeg stolede på ville være sammen til døden dem skilte, og derudover kun ville holde gudstjenester og begravelser. Halvvejs inde i folkeskolen, ville jeg være læge, men så gik det op for mig, at jeg ikke kunne tåle synet af blod, havde fobi for nåle og ikke ville sluge piller eller tage medicin. Desuden fortalte min lærer i natur og teknik samt matematik, at hvis jeg ville være læge, så skulle jeg nok overveje at følge med, stoppe med at tegne og forstyrre de andre elever i matematikundervisningen, og derudover ikke spørge læreren om alt muligt, der ikke havde med matematik at gøre. I slutningen af folkeskolen sagde jeg skuespiller eller advokat, hvilket jeg fastholdt i gennem gymnasiet sammen med en drøm om at blive psykolog. Da jeg var færdig med gymnasiet, anede jeg ikke, hvad jeg skulle, men tænkte det næppe ville skade at tjene nogle penge, og så gik det i ekstremer, som du selv påpegede. Målet om at opspare ét beløb, blev overtaget af det næste. Jeg prøvede mig senere af som skuespiller for en stund, men det ødelagde for altid mit syn på film og skuespil, men gav mig en indsigt i, at jeg ikke kan spille med hvem som helst, ligesom at jeg ikke kan være sammen med hvem som helst, og at der ville være alt for få projekter, jeg ville kunne se mig selv deltage i. Hellere én film med Lars von Trier end at være medvirkende i 10 ligegyldige og for mig - uinteressante projekter for bare at lave noget. Jeg er kræsen. Når man blot har matematik C, kan man dog ikke tillade sig at være alt for kræsen i forbindelse med valg af uddannelse. Man kan jo nærmest kun blive arkæolog, filosof (lol), undervise i historie, sprog, dramaturgi eller oldtidskundskab. Når ja, så kan man sgu også blive journalist eller læse jura! Jeg tror, det var det. Nu må vi se, om jeg bliver tildelt en plads et sted her d. 28. juli.

Nå, btw. Du sendte på et tidspunkt et link til en bog du havde skrevet på, der var præget af dine ungdomstanker. Jeg har dog i mellemtiden fået ny computer, og vil sætte pris på et nyt link. Tak!
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg har ingen rejsetips til Spanien, da jeg kun har været der 2 gange, og også udelukkende i turistområder, dog hvor jeg gik afsides og vandrede og holdt mig for mig selv.

At lade op alene er et stærkt karaktertræk ved mig også, som kun bliver mere udtalt med årene. Jeg var dog ikke som du bevidst om dette tidligt i livet. Jeg ville ønske jeg havde vidst dette om mig selv tidligere, da det kunne have sparet mange sorger. Slut maj/start juni er en helt afsindig fødselsdagsperiode i min familie, med fødselsdage nærmest hele tiden, hvilket betød at jeg i år, nogle dage simpelthen bare tog hjem midt i fødselsdagen, eller gik ud for at slå græs og høre lydbøger, mens der stadig var gæster, fordi jeg ikke orkede mere, og havde behov for at være alene, lade op og være stum. Heldigvis er jeg nu, modsat min ungdom, omgivet af folk som kender mig og accepterer dette, og jeg synes heller ikke selv mere jeg er 'forkert' bare fordi det er lidt kompromisløst. Tidligere ville jeg have gjort vold på mig selv for ikke at bryde sociale normer, og være blevet, men det er super lækkert bare at acceptere alle sine knaster og lade være med at høvle mere i dem.

Det er nok også grunden til at jeg med tiden har ladet flere og flere, mere eller mindre ligegyldige venskaber dø ud, fordi min 'indre flok' af meget nære relationer (det Aristoteles kaldte 'ideelle venner'), tager mig 100% som jeg er, mens der er flere kompromiser der skal accepteres med det som Aristoteles kaldte 'fornøjelsesvenner', som jeg ikke har en eneste tilbage af. Valgt fra med fuldt overlæg.
Denne opdeling af bekendtskaber i 3 kategorier, den sidste kaldet 'nyttevenner', beskrives for øvrigt ganske fint i denne Zetland-artikel https://www.zetland.dk/historie/sOKV3Bq6-aoV3ME1j-e984d
Jeg synes det er en fantastisk artikel som giver et overblik over de noget flimsy begreber 'venner' og 'bekendtskaber', samtidig med at den giver en accept af at det er ok at nogle venskaber dør ud, selvom de har betydet meget på et tidspunkt.

Min foragt for mit yngre jeg hænger mestendels sammen med at jeg, fra mit nuværende perspektiv, kan se at det primært var et oppustet ego med storhedsvanvid. De historier det ego fortalte sig selv, og den vurdering af omverdenen det lavede, var en fiktion jeg levede i. Jeg var 19 år og mente jeg havde gennemskuet hele verden og alle andre var idioter. Det var fjol, og min læsning af Nietzsche gjorde bestemt ikke dette mindre. Jeg vil ikke anbefale unge mennesker at læse Nietzsche, hvis man har tendens til ekstremer; tendens til selvovervurdering, og gerne vil være lykkelig og kunne indgå i relationer til andre. På den anden side, som du også selv nævner, så var der også et enormt, og måske nødvendigt drive, i denne tankegang. Jeg hev også mig selv op og ud af middelmådigheden på en fabrik i Ikast, hvor jeg var ved at drukne i ligegyldighed og meningsløshed. Til frokost sad de andre i diskuterede håndbold, mens jeg sad ved bordet og læste Camus. Jeg passede ikke ind, og mit oppustede ego drev mig videre, så jeg bedre fik udnyttet mit potentiale, begyndte at træne, opbyggede min krop, læste bøger, tog en uddannelse, begyndte at skrive og opbygge det liv jeg har nu. Det sjove er at mit yngre jeg sandsynligvis også kun ville have foragt tilovers for mit nuværende jeg, med job, 2 børn, kone, have og et stille liv på landet. Men det er fordi mit 19-årige selv ikke kunne se ind i hovedet på mit 45-årige selv, eller andre 45-årige forøvrigt, og se det rige indre liv, som foregår her.

Min ungdoms misantropi er med tiden blevet erstattet af en stor kærlighed til mennesker generelt, og især til handicappede og folk med kroniske sygdomme, som jeg betragter som 'mine mennesker'. Når jeg ser folk med rollatorer, i elkørestole, med dropfodsskinner osv. så smiler jeg, fordi jeg ved at jeg med min baggrund som fysioterapeut og mangeårige erfaring med denne type mennesker, kan hjælpe dem på forskellige måder. Mine patienter fylder så meget i mit liv rent socialt, at jeg har nok i dem og så mine nære relationer (eller ideelle venner som Aristoteles ville kalde dem). Disse 2 typer relationer giver mig så meget at jeg simpelthen ikke føler noget behov for at have 'fornøjelsesvenner'. Her hænger der også lidt ved af det du beskriver med Lagkagehusbrokkeren/dyrtelefonpåafbetalingfyren/energidrikpåtankstationmennesket. Helt ærligt så finder jeg rigtigt mange mennesker afsindigt kedsommelige, og orker ikke deres selskab. Der foregår så mange spændende ting inde i mit hoved, og der er så mange spændende ting at lære og læse om, at jeg simpelthen ikke gider bruge min tid på venskaber som kun er fornøjelse. Folk man kun tager til koncerter med, i byen med, til fester med, til middage eller træner med osv osv. Jeg gider det ikke og føler intet behov for denne type selskab. Det er muligt jeg bliver en meget ensom mand når jeg bliver gammel, børnene er flyttet hjemmefra, og jeg er gået på pension og ikke længere har patienter, men den tager vi til den tid. Lige nu byder min kompromisløshed at venskaber skal have en vis dybde før de har relevans.

Anyways. Alt dette blot for at give lidt perspektiv til hvordan en mand på 45 år kan tænke, nu jeg tvang dig ud i at forsøge at visualisere dig selv 20 år ude i fremtiden. Dine visioner for din egen fremtid lyder dejlige. At nedprioritere karriere og materialisme, og opprioritere tid til at være en god far, læse bøger og stirre ud i luften, er det bedste valg jeg har foretaget.

Mine ungdomsskriverier ligger på min hjemmeside, hvis du scroller helt ned i bunden til 'The teenage angst chronicles': https://mussetrussen.wordpress.com/artikelarkiv/
Brugeravatar

 
Reputation point: 1265
 
Indlæg: 7363
Tilmeldt: 18. sep 2008, 19:14
Geografisk sted: Holstebro
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 140.00
- Squat: 152.50
- Dødløft: 202.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Vis galleri (30)
Kostplan: Ingen kostplan



Ah, fair.

Jeg forstår glæden i, at omgive sig med mennesker, der accepterer ens "knaster", om man vil. Jeg har altid fået det prædikat på mig, at jeg kan tale med alle, og at jeg er vellidt. Jeg ser mig som en fisker, der sætter net ud ud for at fange nogle af de mere sjældne og dyrebare fisk, men det føles mest som bundtrawl, for nettet fyldes med strandkrabber, der udadtil kan se ud af en masse, men reelt ikke bærer på noget kød/substans bag dets skjold/ydre, og derfor alligevel ikke stiller nogen som helst sult. Måske har jeg bare fisket for meget i den samme sø, hvorfor det altid er de samme fisk, jeg støder på. Enten dem eller deres afkom.

Tak for deling af artiklen. Jeg har læst den, og kan godt følge dig ift. nyttevennerne. Jeg har oplevet præcis det samme, men desværre ikke før nu, egentlig tænkt tanken lige så langt ud som i artiklen. Den er spot on. En enkelt kollega fra et andet skift, blev ved med at invitere mig hjem til ham. Det undrede mig, at han ikke indså at vi var som nat og dag, og at vores forhold til hinanden blot ville forringes heraf. Ift. arbejdet var vi dog enige.

Jeg har selv mødt en del gennem fællesskaber, hvor jeg tænkte, at der måtte være mere end det, men måtte hurtigt sande, at vores relation var bundet til en specifik ting. Jeg har, som du, afholdt mig fra yderligere at beskæftige mig med den slags relationer. Jeg dyrker de ideelle, som du beskriver:
venskaber skal have en vis dybde før de har relevans.


Haha, du må virkelig have været en karakter som 19-årig :mrgreen: Jeg har faktisk Camus til gode.

Jeg fornemmer i øvrigt på flere planer, en høj grad af mening i dit virke. Du gør en forskel for andre, og dit arbejde gør en forskel for dig. Det kan ikke alle prale af, selvom nogen vil fastholde at vi alle gør en forskel. Gu gør vi røv. Der findes så meget ligegyldigt pseudoarbejde, og derudover arbejde, der kun er til for at gøre livet surt for andre.

Ift. mine fremtidsudsigter, så blev de faktisk skudt i gang af et, ikke så gammelt skriv fra din hånd, der satte spørgsmålstegn ved, hvorfor ingen bestræber sig på blot at være den bedste far, den bedste mand, den bedste kollega, den bedste ven, i stedet for at løbe efter andre mål, vi bilder os ind, vil vinde os større hæder. Tak for dét, tak for linket til ungdomsskriverierne, og ikke mindst tak for at dele ud af dine tanker, og yderligere at sætte gang i mine.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Havde et par dage i Århus sidste uge. I tirsdags traf jeg langs havnen, den kvinde, der gjorde livet både dejligt og forfærdeligt for mig. For præcis 1 år siden, var der liv, leg og lyse nætter med hende. I tirsdags blev jeg jeg blot skænket 3,8 sekunders øjenkontakt. Øjenkontakten fik mit cortisolniveau til at stige. Kroppen gik i alarmberedskab, men jeg klarede det.

Dagen efter var jeg inviteret på besøg hos en barndomsven, der også bor i Århus. Vi har mange gode minder, men er sgu egentlig vokset fra hinanden. Vi var meget sammen, da jeg var 11, og han var 15. Man kunne straks tænke, hvad vil en på 15, med en, der er 11? Ja, jeg var på nogle punkter, meget moden af min alder, og det var egentlig ham, der ønskede vores relation allermest. Faktisk har vi været venner siden jeg var 9. Fra en tidlig alder introducerede han mig for mange ting. Det var sgu lidt svært at gå fra at have spenderet en weekend med ham, hvor han var sammen med piger, i mens jeg var der, og så skulle tilbage i 5. klasse blandt personer, der råbte: "AD", når de så nogen kysse med andre. I takt med, at jeg blev ældre, kunne jeg godt fornemme, at pilene i vores moralske kompasser pegede i forskellige retninger. Hans er i hvert fald ude af sync. Hvad han har i udseende, mangler han i moral, og det nager mig. Ikke fordi jeg nødvendigvis er moralens vogter, (jo, lidt), men jeg har moralske idealer, og er ikke just blottet for sym- og empati. Allerede i en tidlig alder, havde jeg lyst til at undskylde på min vens vegne, over for de kvinder han sårede og dehumaniserede. Det samme gør sig gældende i dag. Inden du tænker, der næppe kan være tale om mange - så taler vi om mere end 100 - Alene i Århus.

Nå, vi kom på stranden, fik noget TAN -> tog på streetfood og spiste grillet lam -> tog efterfølgende hjem til ham, hvor jeg spiste en hel kylling -> kort efter spiste jeg en hel surdejspizza nede ved havnen, og til sidst tog vi i BYEEEEEEEEeeeen. Jeg havde ikke været i BYEEEEEEEEEEEeeeen siden januar 2015, så det var da nogle dage siden. Jeg ved nu ikke helt, om man kan sige, at vi tog i byen - for vi gik egentlig bare rundt i byen, i mens folk drak sig fulde og teede sig. Vi gik ind nogle enkelte steder, men der var generelt ikke fedt. Stederne med +25 var nede, og der var primært youngsters på 16-20 år i byen. Vi gik gade op, og gade ned, og forbi mange af de samme mennesker. Jeg overværede dog flere hovedrystende episoder på få timer.

1) 3 venner, der dyrkede kampsport mod hinanden ude foran en 7-11. De skiftede mellem at slås (og samtidig danse) til musik, ryge smøger, råbe af forbipasserende (primært pifte af piger), og drikke øl fra 7-11. Vi kom forbi dem flere gange i løbet af en 2 timers tid, og hver gang tænkte jeg, hvad fanden foregår der? Jeg havde lyst til at optage seancerne. Kort tid efter, eskalerede det dog, da en ung pige gik forbi, hvortil den ene greb om hende bagfra og begyndte at rage hende i skridtet uden på hendes bukser. Pigen svarede ikke med ord, men med sin krop. Hun vred sig fri, og løb derfra, ikke uberørt af situationen. Krænkeren var uberørt og begyndte blot at danse og slås videre. Jeg var i CHOK. Gad vide, hvor mange hunkøn, der skal stå model til den slags.

2) 1 fyr, der kørte rundt langs sidegader i sin bil og spurgte folk, om de havde brug for et lift hjem

3) en ung pige, der fortvivlende og tydeligt følelsesmæssigt påvirket, henvendte sig til min ven og jeg med spørgsmålet: "Hvor ligger jeg på en skala fra 1-10?" Da vi spurgte hvorfor, svarede hun, at to fyre havde afvist hende samme aften med begrundelsen: "Du er under min standard".

Nå, men der var ikke kun hovedrystende oplevelser. Da jeg gik forbi en fortovscafé, fik jeg øje på en ung pige, jeg sidst så på et herberg i en lille landsby i Spanien. Da føltes verden pludselig meget lille. Hun havde åbenbart efterfølgende fundet frem til mig på nettet, men været bange for at skrive til mig. Det turde hun godt afsløre - nok fordi hun havde drukket en øl eller to. Åh... Der er noget over yngre uskyldige rødhårede piger.

Da vi omsider gik i seng, viste det sig at vi i løbet af dagen og natten, sammenlagt havde tilbagelagt 31 kilometer - blot ved at gå rundt i Århus.


Ift. mit eget liv, er jeg i tænkeboks ift. kost - mest ift. kulhydrater og om jeg bør bestræbe mig på at blive en af dem, der bulker og cutter - i stedet for at tænke, at jeg hele tiden skal være cut. Jeg har aldrig gået op i kalorietælling, men nogle nyere målinger har vist, at jeg 5-6 dage i ugen ligger på blot 1900-2300 kalorier.


r.jpg


En tysk soldat vender hjem fra fronten, blot for at finde sin kone i armene på en nøgen amerikansk soldat. Kort tid efter falder hun til gulvet som følge af en lussing. Den hjemvendte ægtemand, har kort forinden overhørt, at hun venter barn med denne amerikanske soldat. Sikken hjemkost. Sikken verden.

Scenen og omstændighederne overgår dog på ingen måde Lars von Triers "Befrielsesbilleder", der stadig står i klar, hjerteskærende erindring.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Var i KBhhh et par dage i sidste uge. Fik prøvet en del pizzasteder og beværtninger. Natten til torsdag kulminerede flere måneders ventetid, da det kom mig for øje, at jeg var blevet tildelt en plads på journalistik i Odense. Hurra, hurra. Nu skal der blot findes en bolig, hvilket ikke synes så let, som det umiddelbart ser ud, når man ser på antal i udbud. Boligportalen er værre end Tinder, og man mødes af slyngler og mennesker uden moral. Jeg havde en aftale om en fremvisning i går. Ved et tilfældigt gennemsyn af min e-mail indbakke, afslørede, at boligen havde skiftet status fra ledig til udlejet. Selv havde jeg ikke fået nogen SMS fra udlejeren. Så kunne jeg blot stige af toget og vende snuden den anden vej igen. Han tilbød mig i stedet andre boliger, der ikke levede op til de krav, jeg udtrykkeligt havde nedfældet til ham. En skrupelløs mand uden moral. Jeg havde (og har) under ingen omstændigheder i sinde at fortsætte kontakt med sådanne mennesker. Jeg tænkte på John Doe fra Se7en og ærgrede mig over, at han ikke var på fri fod, så han kunne rydde op i befolkningen. Jeg ser dog frem til at komme til Odense, ikke mindst til at træne i de sagnomspundne haller i OBBC. O:)
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Selv ved at flytte til Odense inden for overkommelig fremtid og har i den sammenhæng fået trænet et par gange i OBBC. Ikke at jeg er den mest erfarne herre når det kommer til mængden af centre, men det er hands down det bedste center jeg nogensinde har sat fod i. Ekstra punktum.
 
Reputation point: 65
 
Indlæg: 458
Tilmeldt: 25. nov 2019, 17:07
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Spændende!

Meget enig. Jeg var der for første gang i 2015, og har siden været i utallige gyms. Når vi taler gyms, som enhver kan tilgå direkte fra gaden, så når ingen OBBC til knæene. Jeg erindrer desuden, at lyden fra højtalerne var tålelig.

Jeg er dog ikke sikker på, at jeg finder en bolig inden studiestart. Hold nu kæft et gedemarked, fyldt med idioter. Havde jeg ikke søgt uddannelse i to vidt forskellige byer, havde jeg også fundet bolig inden. Prisen for den beslutning afregnes nu. :oops: Jeg føler mig som Diogenes, der forgæves gennemsøger byen i jagten på blot én enkelt ærlig mand, der samtidig har andet end murbrokker, kælderlejligheder og skimmelsvamp at tilbyde.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Erfaringer fra boligsøgning vol. 2.

Jeg scroller boligportalen som andre scroller SoMe. I den forbindelse skete det, at jeg blot 4 minutter efter en bolig blev lagt op, kontaktede udlejeren. På trods af dette, fik jeg først svar dagen efter, hvortil jeg blev givet et telefonnummer på nuværende lejer. Jeg kontaktede omgående nuværende lejer, og hun lod mig forstå, at der var en del fremvisninger på den samme dag, men hvis jeg kunne være den første fremmødte, ville jeg kunne komme forrest i køen, da der var tale om først-til-mølle-princippet. Da jeg ikke kunne være i Odense på under 1 time uden at risikere andre menneskers liv på motorvejen, fik jeg en kammerat, der blot boede 1 lyskryds og en fortovskant væk, til at være stand-in. Virtuelt var jeg dog tilstede. Boligen var tip-top, hvorfor jeg indvilligede i at overtage. Jeg ringede dernæst til udlejer, der sagde hun ville vende tilbage asap. Nuværende lejer tilbød jeg kunne købe alt inventar mm. Jeg var dog ikke interesseret i at købe en seng hun havde bollet i (når det nu ikke var med mig), deslige med sofa, og hvor man ellers kunne forestille sig sådanne primater parer sig. Nå, der gik noget tid, og der var flere fremvisninger samme sted. Jeg var i dialog med lejeren, der pludselig sagde, at der havde været en del andre, der havde budt ind på lejligheden - og at der i øvrigt var en gut, der havde sagt ja til den inden han havde set den. Jeg fik en dårlig mavefornemmelse, og kontaktede udlejer. Udlejeren svarede dog ikke på telefon eller mail. Jeg kunne som følge af dette, ikke sove i nat. Jeg skyggeboksede i svag belysning ude foran garagen og forsøgte at abstrahere mine tanker med alskens input. Lige lidt hjalp det dog. I morges ringede jeg til udlejer for at forhøre mig om, hvilken fremgangsmåde de egentlig havde. Hun gjorde det klart for mig, at der ikke var tale om først til mølle - men at de ville måle og veje de enkelte kandidater på forskellige parametre. Godt så. 32 minutter senere tikkede der en mail ind:
Tak for din mail.

Der har som sagt været flere der har henvendt sig på lejemålet, og det er endt ud i, at der er blevet trukket lod.

Jeg kan desværre ikke tilbyde dig lejemålet.

Såfremt lejer springer fra, vil jeg dog vende tilbage igen.

Med venlig hilsen

Løgnagtig person


Nå, sådan er verden sgu. Forstå min misantropi. Jeg HADER at være afhængig af andre mennesker - specielt, når man tvinges sammen med dem. Det er sgu nok nemmere bare at bygge et sandslot, så kan jeg da være min egen herre.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



TRO FANDEN

Efter at have navigeret i et slaraffenland styret af pumpelniklere og plattenslagere, for hvem moral og pli er fremmedord, og hvor jeg flere gange er blevet skyllet tilbage til start af ubarmhjertige bølger, som en sømand, der efter længere tids søgen efter civilisation, endelig fik land i sigte, for blot senere at konstatere, at beboerne på øen ikke var venner, men fjender, der ville plukke, stikke og spise en, lader det nu til at jeg har fundet en sikker havn. Der er i hvert fald ikke udbrudt krig i denne havn endnu, men hvem ved, hvilke trusler, der lurer, og hvad skibet er ladet med. Jeg plejer dog at være god til at aflæse mennesker. De færreste har dog haft held med at læse mig. Det minder mig om når folk i den virtuelle verden - specielt i online-spil, forsøger at tryne andre verbalt og fortælle, hvordan tingene hænger sammen. Desværre er de fleste blot for barnlige og/eller rabiate i deres analyser. En generel tendens er dog, at de er for projicerende.

Nå, nu til sagen. Jeg har fået tilsendt en lejekontrakt på en bolig, der kan overtages slut september. Indtil da er jeg dog hjemløs. Som alle de andre hjemløse i Danmark (der har opholdstilladelse - og krav på ydelser), er det dog et frivilligt valg - og ikke noget, jeg er tvunget ud i. Jeg kan sagtens bevare nuværende bopæl og pendle den første måned. 18 års erfaring med brug af DSB og offentlig transport, gør dog at jeg ikke vil benytte mig af dette, andet end i strengt nødvendigt omfang. Det vil være billigere - men ikke bedre. Tid er også penge, og der vil gå MEGET tid med transport - plus jeg vil gå glip af for meget oveni. Nå, hvad gør du så? Jo, jeg lejer et værelse i Odense. Der er indtil videre 5 mulige tilbud. Heraf:

En enlig mor med børn til to (børnene har ikke samme far), har tilbudt mig sin stue. Et enormt generøst og omsorgsfuldt tilbud. Lejligheden er klejn, og børnene små. Moren sød, men i et forhold med en anden, så hende kan jeg ikke få. Der vil nok være for mange morgener med afbrudt søvn, grundet et behov for at se Ramasjang i stuen. Pris: ukendt

4 piger i bofællesskab, hvortil den ene har tilbudt mig muligheden for at sove på en madras på hendes værelse. Pigerne er vegetarer og af flere nationaliteter. Det lyder enormt spændende, men udsigten til ikke at have et privat rum i en måned i forbindelse med studiestart, kan give gnidninger, lige så vel som min hang til dagligt at stege bøffer. Bofællesskabet er i øvrigt godt 9 km. væk fra universitet. Pris: 2000

Èn kvinde fra samme studie, der dog er noget længere inde i studiet end jeg. Lejligheden ligger utroligt tæt på OBBC. Jeg får et eget værelse og har adgang til alt andet. Pris: 3500

Egen lejlighed. Et par med tre måneders opsigelse, er fraflyttet lejligheden, hvorfor lejligheden er helt tom. Jeg har dog ingen interesse i at flytte (ting) flere gange, hvorfor tilbuddet rangerer lavt. Jeg kunne dog lave en en Arvid (fra I Kina spiser de hunde), og blot møblere en 85 kvm. lejlighed med nærmest ingenting. Så er der til gengæld plads til at spille squash i lejligheden. Pris: 5600.

En mor, der tilbyder mig at dele værelse med sin +20-årige søn. Det virker også interessant. Mon han er orienteret. Pris: ukendt

Det er spændende. Jeg skal snart til at træffe en beslutning, da studiestarten blot er halvanden uge væk.

###

Jeg har erfaret, at jeg trives bedst på oksekød. Når man spiser meget okse, ja, kød i det hele taget, er det dog vigtigt, at kødet er af højest mulig kvalitet; både af hensyn til klima, smag og sundhed. Jeg er dog så heldig, at jeg blot bor 25 km. fra en landmand, der opfylder alle mine ønsker. Dyrene får lov at leve længere, udfører naturpleje på beskyttede naturarealer og spiser blot græs, urter og hvad, der ellers er på sådanne områder. Smagen er enestående - og prisen i den lavere ende. Jeg må have undersøgt mulighederne for at komme i forbindelse med lignende på Fyn. Det meste af det kød man kan købe i supermarkeder er miserabelt. :oops:

I WEEKENDEN SKAL JEG FEJRE 90 ÅRS FØDSELSDAG FOR MIN MORFAR. Han har sagt, han nok skal betale for, hvad end vi måtte diske op med. Om vi skal på restaurant og have 12 retter, om vi får leveret mad, eller om vi griller pølser og brød. Desværre tog flere i familien den sidste mulighed som en seriøs mulighed, hvorfor jeg måtte holde en protesttale, der efter flittig brug af både logos, etos og patos heldigvis mødte opbakning og forståelse, hvorfor sidste mulighed nu ikke længere er en reel mulighed. Jeg skulle høre på "argumenter" (hvis man dog ved sin fulde fem vil kategorisere dem således), såsom "amen det er heller ikke fair, at han skal betale mange penge for at vi skal have noget at spise", "det handler jo ikke om hvad vi får at spise", "det skal ikke være svært at lave", "hvad hvis det var dine penge", blev alle fejet af bordet. NEJ, succeskriterierne er ikke, at noget er så billigt og nemt som muligt. Det minder mig om en tysk mand, jeg traf på caminoen. Vi mødtes kort, da fremkomsten af et skybrud gjorde det nemt at lægge dagens frokostpause ind. Vi hver især ind til frokost i et lille supermarked. Da vi kom tilbage i ly for regnen i busskuret og fik pakket maden frem, varede det ikke længe før jeg bemærkede han havde købt den billige pakke chorizo i butikken. Jeg kommenterede ikke på hans mad (hvilket jeg i alt almindelighed afholder mig fra), men pludselig sagde han med kraftig tysk accent: "I zheeh you bought chorizo aswell". Han spurgte om den var god, hvortil jeg svarede: fantastisk. Hvad med din? Han sagde den ikke smagte så godt, men i det mindste var den billig. Han havde set mine pakke derinde, men han ville ikke betale næsten 3 gange så meget for den (henholdsvis 1 euro og 2.60), så ville han hellere nøjes med dårligere smag, alverdens tilsætningsstoffer, øget risiko for tarmkræft og hvad det nu ellers havde kostet ham at spare 1.60 euro til en frokost.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan


ForegåendeNæste

Tilbage til Logbog




Brugere online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte brugere og 58 gæster