Drew Westens bog The Political Brain er skrevet meget konkret med udgangspunkt i den amerikanske befolkning, de givne amerikanske partier, værdier, normer, mv. Hvorfor hans teorier ikke bare kan overføres til den danske debat uden videre. I øvrigt spiller centrale og konkrete personer (fx præsident kandidater) en nøgle position i hans teorier, hvorfor du igen er ukritisk, når du fremføre ham som kilde.
Jeg postulerer ikke, at du tager fejl i hele din "argumentation", men den er bestemt ikke velfunderet, og du formulere dig i absolutte vendinger, og påtager en ekspert/dommer-rolle i diskussionen. Én rolle du kan påtage, da du ikke har kapacitet til det. Uanset hvad din uddannelse, speciale, erhverv, mv. måtte være.
Og stop nu med at fremføre alt den snak om menneske som en rationel aktør. Der er ingen der påstår, at menneske skulle være dette. Overhovedet. Men derfor er det ikke 100% immunt overfor rationalitet. I øvrigt et eksempel omkring rationalitet vs hykleri/følelser. Da man nedlagde en masse sygehuse i Jylland, så skabte det en masse røre i andedammen, og flere gjorde det til deres politiske mærkesag, fordi man mente det kostede menneskeliv grundet øget afstand til sygehuse. Det ophørte dog (ikke helt, naturligvis) da forskning viste, at øget afstand til sygehuset havde 0% effekt på dødeligheden ift. akutte patienter. Blot et nuancerende eksempel.
Den konkrete kamp på moral og følelser er tabt på forhånd, hvis udgangspunktet er empirisk og indsnævret. Som tidligere nævnt, så vil en politiker hiver et klassisk ekstremt tilfælde (fx Ditlev) frem. I kontrast vil en bodybuilder "kun" kunne argumentere med fx krudt berettigelse ift. sexliv/livskvalitet, skader/livskvalitet, manddom/livskvalitet, o.l. Spillet på følelser og moral er fuldstændigt tabt, da ynkelige Ditlev vil vinde med hans tragiske historie. Og i øvrigt er det at have muskler, og ønske om at få muskler noget så tabuiseret og stigmatiseret, så det bør ikke fremhæves. Der må man, som også tidligere nævnt, brede emnet ud, og løfter det til et andet niveau; et mere substantielt og rationelt niveau, som så kan have en multiplikatoreffekt der bl.a. vedrører moral og følelser. Men moral og følelser bør ikke være indgangsvinkel og strategien til at starte med. Det er forfejlet, at dette er dit primære fokus.
Man bør møde debattører/politikere med stærkt velfunderede argumenter, og overbevisende pointer, som fx kan tage udgangspunkt i den både indiskutable og diskutable evidens der findes på området. Lad politikere og modstande forholder sig til helt konkrete spørgsmål; Hvilket videnskabelige undersøgelser lægger bag betegnelse "ekstremt farlig"? Hiv rygning og alkohol ind i billedet efterfølgende. Hvilket offer er der for den "forbrydelse" det bliver gjort til? Hvilken effekt har den stærkt stigende indsats haft? Hvordan forholder de sig til den cost-benefit-analyse man vil kunne præsentere? Hvilken empiri er der på området? Osv. Flyt debatten til et mere rationelt og substantielt niveau, så det kan påvise og belyses, at det er et idiotisk ressourcespild af historiske dimensioner. Og som AMTC derefter påpege, så bør man sætte ind med de moralske og mere følelsesladet pointer og argumenter, såsom spildte skattekroner, uskyldige individer der er blevet ramt, løgnhistorier/kampagner, ressourcer der kunne gå til bekæmpelse af kræft, etc.
Og kodeordet for en sådan strategi, hvis man skal vinde befolknings interesse og evt. et holdningsskifte, så skal man vække mediernes interesse. Og her kunne den intellektuelle og saglige indgangsvinkel forhåbentligt vække nogle fagfolk og "seriøse" medier, hvor efter man kunne håbe, at det langsomt kunne sprede sig som ringe i vandet. Og hvis man kunne få et snært af noget skandale(sensation) ift. spildte skattekroner, løgne, uskyldige individer mv. så er man langt ift. til at vække mediernes interesse.
Og sidst vil det så stå hos de folkevalgte, men de er komplet ligeglade, medmindre det har interesse hos den brede befolkning. De sætter sejlet efter hvor vinden blæser, og er ellers fuldstændige korrupte og illoyale. (Se fx på Se og hør-skandalen. Overvågning har været en kendsgerning længe, og tusind og atter tusind af dokumenter er fremlagt, men ingen interesse har det, før befolkningen bliver forarget over overnævnte, og det så rammer den politiske dagsorden).
Det hele er dog ønsketænkning, da det meget vel kan drukne i de sædvanlige destruktive faktorer.