Det undrer mig lidt at DF, her efter valget, snakker om at der skal ske noget nyt, så de kan få et bedre valg næste gang. Hvorfor? Handler det bare om at der er flere DF jobs der skal sikres? Kan de ikke selv kan se at den succes de fik i 2015, og den massive indflydelse de har haft på Danmark og dansk politik de sidste 4 år, har gjort dem overflødige? De har vel altid været et slags indvandrer-protestparti. Nu har de efter mange års kamp sejret af helvede til, og som ethvert godt protestparti, dermed overflødiggjort sig selv.
Deres politik har været så populær, at selv Socialdemokraterne har accepteret det, som tidligere ikke var stuerent, som deres egen politik. Mette Frederiksen har jo flere gange udtalt at de ikke vil slække på de stramninger, der er lavet de senere år. Og Venstre har fået deres egen DF'er, Inger Støjberg, som er blevet den nye Pia Kjærsgaard. DF's holdninger accepteres nu af samtlige partier, med undtagelse af R, SF, E og Å.
Så hvorfor skal der ske noget nyt hos DF? De har jo fået det præcis som de ville, og deres politik er nu blevet den nye standard. De burde juble, og ellers bare læne sig tilbage og vente på at det nye røde flertal begynder at slække så meget på det de har fået igennem, at DF bliver relevante igen. Og det skal såmænd nok ske. Giv det 8 år (4 hvis Mette Frederiksen går for meget på kompromis med sine valgløfter på indvandrer/flygtningeområdet), så er vi trætte af de røde igen, og vender tilbage til V, DF og nu også, Nye borgerlige. Håb om noget bedre - skuffelse - skift idioterne ud - håb om noget bedre - skuffelse - skift idioterne ud. The circle of life.