Bruger login







Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!

Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!

Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!

Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!


Statistik

Vi har 64603 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er Flatreal

Vores medlemmer har i alt skrevet 2048800 indlæg i 99721 emner

0 nye indlæg i dag


Online
I alt: 351
Medlemmer: 3
Skjulte: 0
Gæster: 348

Følg bodybuilding.dk på

En bænkpressers bekendelser

Udskriv emne


Opret en logbog og lad andre følge din træning

Tilbage til Logbog





300150022_409671617926780_8862324736591163082_n.jpg
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg har længe ønsket at lave en opdatering, men studiet tærer på tid, kræfter og overskud til at skrive yderligere end, hvad undervisningen i forvejen kræver. Nu laver jeg faktisk ikke meget andet end at skrive. Jeg filmer, læser og klipper dog også, men skrivning fylder mest.

Livet i Odense er indtil videre tilfredsstillende. Jeg har fundet ro i dagligdagens trummerum, blandt andet fordi jeg først skal møde 09:15. Jeg har dog endnu ikke haft en søvn på højde med den, jeg var vant til derhjemme. Kunstigt lys, larm og øget varme på mit værelse, er pestilenser. Om mindre end en måned overtager jeg dog min egen lejlighed, og så er sagen forhåbentlig en anden.

Jeg bor den første måned blot 400 meter fra OBBC, hvilket er supersmart når jeg træner fullbody alle ugens hverdage. OBBC er et fantastisk sted, der fortjener mere anerkendelse og omtale. Hvert besøg er en glæde. I det hele taget har jeg genvundet glæden ved at træne. Det er bare ikke det samme at træne alene derhjemme.

Som nævnt er der fullbody på programmet 5x ugentligt, hvilket står i skærende kontrast til de seneste mange års praksis. Det har været hårdt, men nødvendigt at få noget mere underkrop med. Det ville dog tage tid før underkroppen er lige så æstetisk som overkroppen. Ift. kosten, så spiser jeg uden undtagelse, dagligt store mængder oksekød. Ikke hakket oksekød, men udskæringer af okse. Inderlår, ribeye, entrecote. Jeg ville egentlig gerne spise noget kalvelever, men det fås tilsyneladende kun fra kalve, der kun har levet "det gode staldliv". Et liv, jeg ikke vil betegne som godt - hvorfor leveren næppe kan være så nærende end ellers. Desuden vil jeg ikke støtte den slags foretagender. Jeg kan dog ikke kun leve af muskelkød, hvorfor jeg må supplere med torskelever. Derudover indtager jeg dagligt æg, smør og blandede oste, der handles i byens ostehandel, der byder på mange gode fund. Derudover er jeg som noget nyt begyndt dagligt at indtage forskellige bær med kefir eller A38, samt en anelse rå honning. Jeg har byttet grøntsager ud med bær, hvilket føles langt bedre. Søndag og onsdag indtager jeg surdejsbrød, havregryn ad libitum og frugt for at have ekstra brændstof til træningspassene, hvilket i den grad har afspejlet sig på performance, pump og over-all feel.

Nå, tiden har indhentet mig, for jeg arbejder i weekenderne ved siden af studiet, hvilket allerede nu giver problemer. En mere detaljeret og følelsesbetonet opdatering er på tegnebrættet til næste gang.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Ugerne flyver afsted. 5 dages studie kombineret med 25 timers arbejde i weekenden. Det kan ikke vare ved specielt længe endnu. Der bliver (naturligvis) fyldt mere og mere på i undervisningen, og vi bliver kastet ud i det ene projekt efter det andet. Ud på dybt vand, hvor de færreste af os, endnu har været.

Træningsmæssigt går det godt. Holder fast i 5x ugentlig fullbody, og lavede forleden dag denne serie i chinups med BW: 20, 15, 10, 10 reps. Desuden er min pressestyrke ikke langt fra at være tilbage, hvor den var inden jeg drog afsted på caminoen. Jeg er alligevel overrasket over, hvor meget jeg var i stand til at nedbryde på de 17 dage. Det siger ikke så lidt.

På det personlige plan: jeg har altid foretrukket få, men stærke relationer. men er begyndt at socialisere mig med en håndfuld. On the side har jeg fundet en kvinde, der indtil videre har gjort mig selskab til 2 træningspas inden for en uges tid. Følelsesmæssigt er jeg dog utroligt sårbar. Mit hjerte er bygget af glas, og min hjerne kører på højtryk. Mere end den gør i forvejen. Det er hårdt for mig at være i. Det er ligesom når Lars von Trier laver film, så har han det af h til (mere end i forvejen) Når jeg gør mig sårbar over for en kvinde, har jeg det ligeså. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg får bygget et stærkere fundament, for jeg kan ikke holde til det. :ohno: Jeg gennemlever allerede episoder i mit hoved, der endnu ikke har fundet sted. Jeg er min egen værste fjende.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg har set mange gamle boksekampe gennem tiden. Max Schmellings boksebrag i 30'erne mod Joe Louis, Sonny Listons storhedstid før den mystiske kamp mod Muhammad Ali (og ikke mindst Muhammad Alis opgør mod Frazier), stort set alle Mike Tysons kampe. Jeg har set lidt af hvert, og set kampe, der ikke blot afgjorde hvem, der blev vinder og taber - men hvem, der fik lov at overleve, og hvem, der endte som krøbling eller i en kiste.

Kampe, der er værd at nævne i den forbindelse er:

Duk Koo Kim mod Ray Macini i 1982

Chris Eubank mod Michael Watson i 1991

Nigel Benn mod Gerald McClellan i 1995

Sidstnævnte så jeg for lidt siden, og hold nu fast.



11:24 og frem, skærer mig dybt i hjertet. En af de stærkeste scener, jeg nogensinde har set.

En tidligere stormester, der nu er blind, har 20% hørelse og er henvist til en kørestol, som følge af en hjerneskade pådraget som følge af en headbutt fra modstanderen under kampen, som træner og dommer valgte at ignorere, trods tydelige advarselstegn.

"Does he have a mean look or a sad look?"
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg fik en øjenåbner for snart 3 uger siden. Det gik op for mig, at kvinder generelt ikke tillægger mandens fysik specielt meget værdi. Det er egentlig utroligt interessant, hvis man ser det i relation til, hvor mange mænd, der træner for "kvinders skyld". Nu giver det mening, hvorfor jeg i 10 år har fået flere komplimenter (i relation til min fysik) af mænd end kvinder. Det skete sågar i sidste uge i omklædningsrummet. Nå, men så er det jo godt, at jeg primært træner for mit eget mentale helbreds skyld, hvor jeg kan få lov at afreagere. I et eller andet omfang kan jeg jo godt lide at lide, og vil egentlig helst se min træning som en lidelshistorie. Jeg er dog ikke bange for lidelsen og smerten, men ser den i øjnene i de blanke spejle.

4x bentræning i ugen er også begyndt at sætte sine spor. Walking DB lunges er blevet min klare favoritøvelse. Jeg er også begyndt at elske skuldertræning. Det er som, når man rydder op i skabet og finder en gammel t-shirt, der pludselig er på mode igen, og derfor atter vækkes til live. Desuden er der en PULLOVER-MASKINE i OBBC. I GUDER.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Ceneeh skrev:Jeg fik en øjenåbner for snart 3 uger siden. Det gik op for mig, at kvinder generelt ikke tillægger mandens fysik specielt meget værdi. Det er egentlig utroligt interessant, hvis man ser det i relation til, hvor mange mænd, der træner for "kvinders skyld". Nu giver det mening, hvorfor jeg i 10 år har fået flere komplimenter (i relation til min fysik) af mænd end kvinder. Det skete sågar i sidste uge i omklædningsrummet. Nå, men så er det jo godt, at jeg primært træner for mit eget mentale helbreds skyld, hvor jeg kan få lov at afreagere. I et eller andet omfang kan jeg jo godt lide at lide, og vil egentlig helst se min træning som en lidelshistorie. Jeg er dog ikke bange for lidelsen og smerten, men ser den i øjnene i de blanke spejle.

4x bentræning i ugen er også begyndt at sætte sine spor. Walking DB lunges er blevet min klare favoritøvelse. Jeg er også begyndt at elske skuldertræning. Det er som, når man rydder op i skabet og finder en gammel t-shirt, der pludselig er på mode igen, og derfor atter vækkes til live. Desuden er der en PULLOVER-MASKINE i OBBC. I GUDER.

Du misser pointen, for det kan højne din testprod. at træne og føle du har en god krop og samtidig kan denne følelse du oplever gøre, at du bliver mere attraktiv for pigerne.... og mændene...
At føle man styrer er i sig selv selvtillidsskabende udover testøgelse, så det virker på mange planer og sikkert endnu flere hvis jeg tænker mig godt om, men det tager tid og tålmod og det har jeg ikke pt. tid til... så.... men hvis du spytter en femmer, kan det være jeg kan få tid til det....
 
Reputation point: 45
 
Indlæg: 1632
Tilmeldt: 14. maj 2019, 11:35
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Ceneeh skrev:Desuden er der en PULLOVER-MASKINE i OBBC. I GUDER.

Den stod også på BB'ernes ønskeliste i maaange år, inden den endelig blev en realitet :D :D
---

Udstyrsløft
Bænk: 130 kg Squat:222,5 kg Dødløft: 245 kg
Brugeravatar
 
Reputation point: 60
 
Indlæg: 1648
Tilmeldt: 20. apr 2011, 14:48
Geografisk sted: Odense
 
Træner her: OBBC
Horsens Styrkeløfter Klub
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Vis kostplan



Det er en god pointe - og for mit vedkommende, en lidt overset (positiv) sideeffekt. Tak


Amazonen - ja, jeg klager ikke. Det er faktisk det første sted i Danmark, jeg har set sådan en :-D Hip belt squat er også fed! Det er ikke for sjov, at jeg fastholder, at OBBC er det bedste træningssted i Danmark.
Sidst rettet af Ceneeh 15. okt 2022, 16:14, rettet i alt 1 gang.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg havde også en mindre kærlighedsaffære med den pullover maskine da jeg var på besøg. Sgu sjældent man ser sådan en. Deres reverse hyper blev jeg til gengæld aldrig helt venner med. Generelt bare enig med dig i at det er det bedste center i DK.
 
Reputation point: 60
 
Indlæg: 455
Tilmeldt: 25. nov 2019, 17:07
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



M0rten skrev:Jeg havde også en mindre kærlighedsaffære med den pullover maskine da jeg var på besøg. Sgu sjældent man ser sådan en. Deres reverse hyper blev jeg til gengæld aldrig helt venner med. Generelt bare enig med dig i at det er det bedste center i DK.

Nej, dén er jeg ved gud heller aldrig blevet venner med - den er voldsomt klodset at komme ind og ud af og det er svært at finde en position hvor det ikke bare føles som om at man er ved at blive trukket af igen. Men der findes faktisk nogle der er glade for den...true story :lol:
---

Udstyrsløft
Bænk: 130 kg Squat:222,5 kg Dødløft: 245 kg
Brugeravatar
 
Reputation point: 60
 
Indlæg: 1648
Tilmeldt: 20. apr 2011, 14:48
Geografisk sted: Odense
 
Træner her: OBBC
Horsens Styrkeløfter Klub
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Vis kostplan



Ceneeh skrev:Det er en god pointe - og for mit vedkommende, en lidt overset (positiv) sideeffekt. Tak


Amazonen - ja, jeg klager ikke. Det er faktisk det første sted i Danmark, jeg har set sådan en :-D Hip belt squat er også fed! Det er ikke for sjov, at jeg fastholder, at OBBC er det bedste træningssted i Danmark.

hvis det er mig du takke for god pointe, velbekomme, og du behøver ikke spytte en femmer, bare say please .....og jeg skal se om jeg kan finde tid, hvis ønskeilgt.
 
Reputation point: 45
 
Indlæg: 1632
Tilmeldt: 14. maj 2019, 11:35
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



From childhood’s hour I have not been as others were
I have not seen as others saw
I could not bring
My passions from a common
From the same source I have not taken my sorrow
I could not awaken my heart to joy at the same tone
And all I lov’d
I lov’d alone


Siden sidst har jeg lavet en videoreportage om kridtaktivisme (der skulle være apolitisk, men i den grad ikke var det), været til 2 valgdebatter, købt planter til lejligheden, bowlet, spillet pool natten til en onsdag, følt mig som den lille pige med svovlstikkerne, når jeg har gloet på vinduer i regnvejr i de sene aftentimer, for første gang oplevet følelsen af tømmermænd efter indtagelsen af 2 genstande, sultet grundet for lidt mangel på mad til en årsfest på uni, bænket 5x120 på 69 kg. kropsvægt, fået 10 til min første eksamen på uni (sociologi), afleveret 3 bind af Anna Karenina til en pige, jeg ikke havde talt med i 1 måneds tid, der gengældte med senere at udpensle, hvor vred hun havde været på mig, og at min fejltolkning egentlig havde resulteret i, at hun havde svoret, at hun aldrig ville se mig igen ... alt i mens hendes roomies var tilstede i samme rum. Det var meget real. Jeg elsker når folk er real. P.t. kender jeg ikke fremtiden. Jeg er dog glad for, at jeg har fået 2 solide kammerater på studiet. Havde det ikke været for 3 indkomne eksaminer i november, var jeg draget til Ukraine for at spille helt med et kamera. Når ja, så er jeg begyndt at genlæse noget Marcus Aurelius - i håbet om at finde større indre ro.

btw: mangler stadig at møde én på studiet, der ikke er rød. I morgen er der valgaften på studiet. Det skal derfor nok blive spændende.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Udklip.PNG


Valgaftenen på studiet viste sig, at være rigtig god. Der var naturligvis en del, der slyngede om sig med alverdens påstande. Jeg følte dog ikke anledningen til at udfordre dem alle. I stedet følte jeg en interesse fra en kvinde fra studiet. Interessen gjorde, at jeg glemte valgaftenen og i stedet tog på universitetets bibliotek midt om natten for at låne Tove Ditlevsen, og andre værker af mindre-kendte danske digtere. I en rus af glæde over, at have mødt en >ligesindet<, slyngede hun om sig med forfattere, titler og rev ivrigt bøgerne fra reolerne. Det samme gjorde hun, da vi en uge senere gennemsøgte en stor del af byens boghandlere og genbrugsforretninger for bøger. Det gik op for mig, at jeg faktisk blot havde 2 bøger, der var skrevet af en kvinde. Naturligvis ikke et bevidst valg. Ud af den ene bog, fløj der en seddel med opskrift på pandekager. Jeg forsikrede hende om, at det var skæbnen, der ville, at vi skulle lave pandekager, og stak opskriften i lommen på hende. Ugen efter, lavede vi pandekager og læste H.C. Andersens "De vilde svaner" højt for hinanden. Det var real. Nu må jeg se. Næste aftale er, at græde i hinandens arme, mens vi læser Brødrene Løvehjerte. GO. SLOW.

Derudover har jeg været på en lang række af byens barer, bodegaer, beværtninger og spillesteder. Jeg foretrækker at spille POOL, og hvis dette ikke er muligt, så foretager jeg antropologiske studier af menneskene omkring mig. Jeg var forleden på et skummelt værtshus, hvor der var en masse triste skæbner; sagt med en høj grad af objektivitet (hvis det ellers findes). Det gjorde for ondt i hjertet, at være vidne til. Det var som taget ud af Tom Kristensens "Hærværk" og Per Flys "Bænken". Der var fest, men ikke mange glade farver. Øjnene afslørede alt. Ar på sjælen. Nederlag. Tragedie.

Ud over 2 eksamensopgaver her i november, står den på et efterskoleophold i december, hvor vi skal afsted i nogle ikke-selvvalgte grupper. Vi skal overnatte på en efterskole, hvortil vi skal udarbejde nogle produkter. Jeg har dog andre ting/destinationer i overvejelserne. Jeg savner at rejse.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Fornylig var jeg hjemme hos Carl-Mar i Nivå for at lave et portræt. Det var en aldeles interessant oplevelse, jeg sent vil glemme. Samme uge var jeg på OUH for at følge en kvinde, hvis 25 kg. kropsvægt fordelte sig på 170 cm. Begge projekter er lavet ved siden af studiet. I det hele taget, har jeg fået øjnene op for, at jeg skal producere noget mere. Jeg er også begyndt at skrive flere digte, og disse ligger også lidt i forlængelse af faget, da jeg har nemmest ved at skrive om ting, jeg oplever. Her får jeg dog lov at udtrykke mig selv mere tydeligt.

Er begyndt at se film igen, efter det var et lukket land efter højskoletiden. Titler, der er værd at nævne i den forbindelse er

Winter's light (1961) - Bergman O:)
In the realm of senses (1976)
Stroszek (1977) - Werner Herzog
Woyzeck (1979) - Werner Herzog
Fallen Angels (1995) - Wong Kar-wai
The Thin Red Line (1998) Terrence Mallick. Top 3 all-time krigsfilm.
Lilya 4-ever (2002)
Before Midnight (2013)
Pearl (2022)

Jeg er trådt lidt uf af vanlig praksis, og er begyndt at skimte til nyere film. Et eller andet sted, så ærgrer jeg mig over, at have set så mange forrygende film, for jeg kan aldrig få oplevelserne igen. Af samme grund praktiserer jeg, at holde nogle (med vilje) urørte film i ærmet.

Vinterdepressionen er atter over mig. Sidste år selvmedicinerede jeg ved at rejse sydpå. I år ved jeg ikke. Det er ikke holdbart for mig. Jeg forsøger at inkorporere vaner, der får mig mest muligt ud, men kan ikke løbe fra, at mørket trænger sig på, tidligere, end hvad godt er. Mødes med venner, jeg kan grine med. Juleferien er dog lige om hjørnet, og så er der eksaminer i januar, så det varer et stykke tid, før jeg atter er tilbage til hverdagen. Ses stadig ugentligt med pigen fra studiet, og det går stadig slow. Kindkys på 5. date. Til gengæld er det samvær af den dyrebareste kvalitet. Carl-Mar (der spurgte ind til mit kærlighedsliv efter interviewet), fortalte mig, at det ville tage et halvt år at knække den nød. Han sagde mange ting, jeg senere fik bekræftet af hende. Jeg er også ganske god til at udskyde behov, så hvis nøden ikke ruller væk inden, skal det nok gå.




Faldt tilfældigt over det her i går aftes. Forrygende vokal, performance og autencitet.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



I dag var jeg hjemme hos føromtalte kvinde, i anledningen af, hun havde inviteret mig på brunch. En fødselsdagsbrunch på forskud, da vi ikke befinder os på samme breddegrader om 2 dage, hvor min fødselsdag finder sted. Ja, i skrivende stund er der faktisk 48 timer til, da jeg kom til verden 17:35.

Jeg gav hende en kæmpemæssig gave, der egentlig bestod af mange gaver; en hjemmelavet gaveæske. Karamelsovs fra GRØD, olivenolie fra Il Fornaio, chokoladeæske fra det lokale chokoladehus, bogen "Sofies Verden", himalayasalt og en ekstravagant håndsæbe. Selv fik jeg en bog og en home-made bodyscrub. Jeg ELSKER hjemmelavede ting. Nå, pludselig forsvandt den ellers hyggelige stemning, da hun i forbindelse med opsætning af en lampe, fik et slemt stød, som lægevagten ikke ville negligere. Vore veje skiltes. Skilt er vi foreløbigt i snart 20 dage. Puha.

I morgen drager jeg afsted mod Polen med FLIXBUS. Jeg fik det sidste sæde, og spår mig selv en del elendighed ift. komfort og muligheder for at lukke øjnene. Af samme årsag, valgte jeg at teste mig selv i dag til træning. Nu spiser jeg en del, så jeg kan faste hele busturen igennem.

Chinups
6xbw
18xbw
14xbw
10xbw
10xbw

DB incline presses
10x25
10x30
6x35
6x42.5
8x37.5

Bænkpres m. 2 sek pause på bryst
3x100
3x112.5
3x122.5
4x125 - tng på sidste rep

Dødløft 3 sek excentrisk
10x100
10x100

BB walking lunges
60x47.5 (30 til hvert ben)

- Kunne godt have taget langt flere, men var for hårdt at holde fast om stangen til sidst....

Derudover diverse sideøvelser.



Hvis alt går som planen, og togdriften ikke indstilles, holder jeg jul i Kiev.

God jul.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Er kommet hjem fra Polen og Ukraine. Det var et stort tjuhej. Efter min krop havde udstået tortur gennem en busrejse på 18 timer, tog jeg direkte ud til en saltmine. Den guidede tur på engelsk var udsolgt, og eftersom jeg havde lagt et stramt program, måtte jeg med på den spanske. En guide, et ældre spansk ægtepar og så jeg. Jeg forstod mindre spansk end vanligt, da den sparsomme mængde af søvn havde forringet mine kognitive evner. Samme dag var min fødselsdag, så da turen var ovre, vandrede jeg rundt i Krakow og spiste napolitanske pizzaer, og 2 crepes til dessert. Jeg forstår ærligt ikke alt den hype omkring Paris. Krakow er en slemt undervurderet by, jeg hellere agter at besøge. Dagen efter gik turen til Auschwitz. Hold nu. Fast. Jeg glemte helt mig selv. Gik rundt i snevejr i en langærmet t-shirt, og glemte alle personlige behov. Jeg var fuldstændig opslugt. Sporadisk røg jeg dog ud af den, når andre turisters opførsel var af SÆRDELES forstyrrende, upassende og tankeløs karakter. Enkelte steder skiltes der med, at man ikke må tage billeder, men det blev ignoreret, også selvom guiden påpegede dette. Da vi gik "den sidste tur" i Auschwitz-Birkenau langs togskinnerne og frem til gaskamrene (som tusindvis af jøder), talte nogen i mobiltelefon og gik og tjit-chattede. Jeg skulle have været der selv med guiden, uagtet meromkostninger. Der er simpelthen for mange mennesker med ikke-eksisterende dydsapparater. Det frustrerede mig lidt, omend vores klare forskelligheder ikke fik mig til at ønske dem samme skæbne som de mange jøder.

Samme aften tog jeg til grænsen til Ukraine. Togstationen var fyldt med ukrainske flygtninge, der var indlogeret på togstationen. Toget til Kiev var dog udsolgt, så jeg måtte tænke alternativt. Jeg havde egentlig fået kolde fødder. Jeg var dog blot små 10 km. fra grænsen, men hoppede på en bus med kurs mod Warszawa. Jeg fortrød. En kammerat skrev, at jeg kunne blaffe over grænsen, men jeg sprang af bussen i en østpolsk by, hvortil jeg havde undersøgt en busrute dagen efter til Lviv. Dagen efter hoppede jeg på bussen, der var fyldt til bristepunktet med kvinder og børn, der var taget tilbage for at fejre jul med deres mænd (der jo ikke kan forlade landet som de). Det startede med en navneoptælling, og ja, mit navn skilte sig gevaldigt ud i mængden. Efter 3 timers ventetid på grænsen, måtte jeg i gennem paskontrollen d. 24. december. Den kvindelige ukrainske grænsevagt så noget undrende på mig, mens hun bladrede i mit blanke pas. Vi kiggede længe på hinanden. Så længe at jeg kunne nå at spejle mig i hendes øjne. Omsider stemplede hun mit pas og sagde: "Welcome to Ukraine....."

Overgangen fra Polen til Ukraine var MARKANT. Ingen af vejene var oplyste, så det var som at køre langt ude på nogens-tyndskids-marker. Da jeg ankom til Lviv var det stort set det samme billede. På hovedbanegården var der mørkt og umådeligt koldt. Til trods for dette var der flere, der af nød lå og forsøgte at sove på klinkegulvet i ankomsthallen. Skulle man sidde i ventesalen, skulle man betale. Skulle man benytte toilettet, skulle man betale (hvis man var mand).

Jeg havde blindt troet, at jeg kunne have datadækning i Ukraine. Det kunne jeg egentlig også, omend 1MB ville stå mig i hele 75 kr. Derfor måtte jeg navigere gennem byen på fuldstændig egen hånd. Jeg kunne ikke finde cafeer med wifi, og kom kun forbi et enkelt 5-stjernet hotel, så jeg gik i 2 timer rundt og håbede på at noget held ville falde ned over mig. Pludselig talte en ung ukrainsk kvinde til mig (på ukrainsk). Hun kunne dog heldigvis også engelsk, og så viste det sig, at hun arbejdede på et lille AUTENTISK pizzeria 2½ meter væk. Da jeg trådte ind, blev jeg mødt af en ortodoks-jødisk-udseende mand på min egen alder, der gav mig hånden og sagde: "OH THEY YOU ARE, JOHN. WHERE HAVE YOU BEEN?" Han var fuld af spas, og var i selskab med andre amerikanere, der åbenbart boede i byen. Jeg spiste 2 pizzaer og drak en kande vand, mens vi talte om Lars von Trier, Ingmar Bergman og når ja - naturligvis krigen i Ukraine. Det blev så min juleaften. Derfra gik jeg videre ud i min søgen efter et hotel, og efter en times gåtur lykkedes det mig at finde et sted.

Da jeg vendte snuden tilbage mod Polen, sad jeg i samme kabine som en midaldrende ukrainsk mand. Han så farlig ud, og slog mig hurtigt som utilregnelig, med lige så forsvindende lidt empati som hår på hovedet. Han insisterede på at sidde inderst, selvom han MINIMUM hvert kvarter skulle ud af kabinen, hvorfor jeg skulle rejse mig op, så han kunne komme ud. Så bliver en togtur på 6 timer sgu lang. Jeg var dog helt paralyseret, og det blev ikke bedre da grænsekontrollen hev ham ud, hvortil han inden havde bevæbnet sig med en dolk. Af mystiske årsager fik han dog lov at krydse grænsen, selvom jeg egentlig ikke håbede det for ham.

Da jeg samme dag efterfølgende fik skiftet tog, endte jeg med at sidde ved siden af en ukrainsk kvinde, der havde været med samme tog. Hun havde bestilt sin billet på forhånd, og jeg endte så med at få plads ved siden af hende - i et tog med flere hundrede pladser. Meget heldigt da det viste sig, at hendes engelskkundskaber var i top. Det blev til en 3 timer lang samtale og en deling af en rugbrødsmad hun havde taget med. På mandag rejser jeg tilbage til Ukraine for at lave en reportage fra Dnipro, hvor hun bor. Hun er nemlig frivillig i en organisation, der laver camouflage til militæret. En studiekammerat har inviteret sig selv med på rejsen, men har åbenbart lige drøftet det med underviserne og gud og hver mand inden.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Var i Polen og Ukraine igen. Polen var dog blot genstand for lufthavnsbesøg, overnatning og indtagelse af pizza.

Turen gik først til Lviv, hvor jeg allerede havde været. Jeg havde en studiekammerat med, som var meget tilbageholdende ift. projektet, men alligevel nærede en fascination, der fik ham med. Han talte meget om frygt og risici; så meget, at han flere gange talte om at vi bare kunne blive i Lviv. Jeg havde dog en aftale i Dnipro, og Lviv gav mig ikke længere noget, jeg ikke havde oplevet. Jeg måtte opleve mere. Dagen efter gik turen derfor til Kiev. Vi ankom sent om aftenen og oplevede en helt anden stemning end hidtil. Sparsom belysning, metaldetektorer og soldater i hobetal. Jeg skulle åbenbart lige teste grænse ved at filme hen mod et par soldater inde på banegården, hvortil en ung ukrainsk soldat kom løbende imod mig. Heldigvis var han engelsktalende og meget omgængelig. Det kunne have endt meget værre.

Vi havde stadig ingen internet, så vi gik lidt fra wifi til wifi for at søge informationer, indtil vi dagen efter kunne købe et specifikt taletidskort. Vi endte på et hostel, hvor vi traf to amerikanere. Den ene var NGO'er og den anden freelance journalist, der normalt var bosat i Beirut. Gode tips og fif blev givet. Jeg havde dog allerede skaffet en ekstra kilde i Kiev, så det var mest do-and-don'ts vi forholdte os til.

Dagen efter var vi rundt på sightseeing i byen indtil vi skulle mødes med kilden. Vi tog ind foran den britiske ambassade, hvor der var russiske militærkøretøjer og videre forbi Majdanpladsen, hvor der tilfældigvis var begravelsesceremoni for en falden ukrainsk officer. Det er i sådanne situationer, man som journalist må afveje ens position. Kan man tillade sig at filme den slags? Jeg holdt naturligvis lav profil og gik ikke i vejen, men fik nogle gode klip. Værst var det nok at se faren til denne faldne officer. Hans ansigt og øjne var lige så røde som roserne på kisten. Der er noget helt uimodståeligt smukt i at se voksne mænd græde. Så smukt, at jeg næsten selv græd.

Senere kørte vi rundt med kilden, der tog os til nogle af de områder omkring Kiev, russerne kortvarigt enten havde kontrol med, eller terroriserede i starten af krigen. Sønderbombede bygninger, skudhuller, massegrave og grufulde historier om massevoldtægter af purunge piger, fyldte snart min bevidsthed, og fyldte mig med vrede og magtesløshed. Vi traf mennesker, der stadig lever uden rindende vand, elektricitet og anden varmekilde end varmt tøj; og så i -9 grader, som termometeret viste den dag.

Kilden var fyldt med gode historier og refleksioner. Efter at have fået sin kone over grænsen til Moldova, havde han forsøgt at melde sig til hæren, men blev afvist af 2 omgange grundet ingen militærerfaring og sin høje uddannelsesbaggrund, de i stedet rådede ham til at bruge organisatorisk. Han blev derfor leder for en gruppe af frivillige, der laver camouflage og genopbygger krigsramte områder. Han var i øvrigt meget filosofisk anlagt. Det var i perioder som at høre nogen læse op af Marcus Aurellius' "Meditations". Rent kræs.

Vi sluttede af på en KOLD fiskerestaurant. Hvis der er noget, ukrainerne (udover deres heltemod og evne til at sætte nationen før sig selv), så er det deres enorme portioner af mad til få penge. Jeg bestilte en lille tallerken mixed fish - og fik 600 gram blandet fisk, der blev taget op fra et kæmpemæssigt akvarie. Vel at mærke for 43 kr.

Samme nat gik turen til Dnipro med nattog. Ud af mere end 200 mulige kupeer, endte vi i rum med en gut på +150 kg. der faldt i søvn siddende på sengekanten. Når man vejer +150 kg. er der naturligvis plads til en del luft i sådan basse. Der var nok energi til at trække toget med hans snorken. Det var ren tortur. Selv med bedøvende musik i ørene, kunne jeg ikke finde ro. Jeg fik dystre tanker. Efter godt sammenlagt 2 timers søvn, var jeg forfærdet over, hvordan man kan gøre sig til herre over andres søvn. Hurtigt henledtes mine tanker dog på, at der var mange andre her til lands, der havde det langt værre end jeg - og det fandt jeg så ro i. Roen var dog kort, for vi blev modtaget af to luftalarmer, da vi ankom til stationen. Det meste af Ukraine var pludselig angivet som farefuldt at være i. Vi tog hjem til min kilde, hvor vi kom i bad, spiste morgenmad og fik sovet en halv time på sofaen. Efter en halv time, vågner vi af kildens alarm fra telefonen, der mere højlydt end luftalarmen udefra, fortæller, at der er fare på færde. Omgivelserne virkede upåvirkede af situationen, så vi sov videre.

Efter en times tiltrængt søvn tog vi på sightseeing i byen med kildens mand. Hans ordforråd på engelsk var yderst sparsomt, så det var nogle underlige og korte samtaler. Da vi gik rundt i byen var der konstant opdateringer på telefonen om fare for luftangreb i selve byen. Snart befandt vi os på 20. sal i en enorm ejendom, hvor produktionen af camouflage fandt sted. Vi får nu at vide at der er 2 missiler på vej mod byen - og at de vil ramme inden for 45-60 minutter. Vi fortsætter upåvirkede. Senere, i mens kameraet løber, rammer et missil blot 3 km. fra vores bygning. Kilden virker upåvirket, men snart ændrer stemningen sig markant, da de finder ud af, hvor det er. En frivillig finder ud af, at han bor på samme gade - og en anden, at hun har pårørende i den specifikke bygning. Jeg står med min kammerat og taler om, hvorvidt vi skal filme videre. Vi beslutter for ikke at gøre det. I stedet iagttager vi. Kvinden med pårørende sidder lige så knust på stolen, som vinduerne fra den ramte ejendom. Hun var skudt i småstykker. Jeg trådte i baggrunden, mens jeg langsomt blev oversvømmet af følelser. Jeg kunne kortvarigt ikke se, og blev nærmest sendt i knæ.

Kort tid efter skal vi med et tog tilbage mod vest. Vi forlader etablissementet med blandede følelser. Foran venter der en 15 timer lang togtur. Togene er dog forsinkede, da togskinnerne er blevet ramt længere inde i landet. Vi opholder os godt 2 timer på banegården, der er fyldt til randen med civile og soldater. Herfra går der tog direkte til Mariupol. Da der ankommer et tog med skilt til Lviv, viser det sig, at det ikke er vores tog. Vi får at vide, at der kommer et senere - men kan ikke få et tidspunkt. På dette tidspunkt skulle vi allerede have været med. Ingen kan fortælle os noget, og de få, der taler bare en håndfuld ord på engelsk, ender med at give os alverdens forskellige forklaringer. Tog ankommer sporadisk på forskellige perroner, som vi så løber hen til for at søge klarhed. Det ene tog er så til Mariupol, og en horde af militærfolk står i kø for at komme med. Jeg husker bedst en aldrende mand, der deler en pizza med sin søn, inden han efterlader sin søn og tager mod fronten. Hvad, der dog gjorde mest indtryk var en purung soldat, der stod og kyssede sin kæreste farvel inden afgang, og mens toget langsomt satte igang. Det var værre end Jack og Roses afsked i Titanic.

Efter godt 25 timer befandt vi os i Krakow igen, og herfra begyndte arbejdet med at klippe reportagen sammen indtil kl. 4 om morgenen. Da jeg ankom til Odense, endte jeg med at sidde og arbejde til kl. 5 om morgenen for at få reportagen og rapporten færdiggjort. Det var nogle vilde benspænd, jeg havde udsat mig selv for, men jeg vil næppe have været turen foruden. Selvom jeg rejste 60 timer på 7 dage, lærte jeg meget. Vi talte løbende meget om indtrykkene og følelserne, mens vi var der; ikke mindst, hvor tåbeligt og tilfældigt det var, at vi ikke selv havde fået bomben i hovedet.

Hvad de fleste efterlod mig af indtryk var, at de satte enorm pris på nuet. Pris på de små ting, vi tager forgivet, som ikke er alle forundt. Der er mange, der ofrer sit liv på fronten for at andre (forhåbentlig) kan få lov at leve i frihed. Det er enormt smukt og et eller andet sted prisværdigt, omend, jeg selv har svært ved at se mig selv i sådan en situation.

Jeg sov generelt meget lidt på turen. Alt for lidt, men adrenalinen holdt mig i højeste gear. Jeg kan mærke, jeg er et af de mennesker, der har brug for at teste mig selv, hvad end det er ekstremsport, farefulde steder eller begrænsninger i hverdagen. Jeg læste i øvrigt en specialeafhandling på turen, jeg fik af min sociologilærer, om netop dette emne. At vi lever for tryg og sikker en tilværelse, og at dét nogen ud i sådanne dispositioner. Det bliver spændende hvad jeg begiver mig ud i næste gang. Foreløbigt forsøger jeg at etablere kontakt til en dansk læge, der arbejder frivilligt ved fronten.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Er du bekendt med Jens Alstrup, som pt rejser rundt derovre?
https://www.facebook.com/jens.alstrup.sibirien
Brugeravatar

 
Reputation point: 1265
 
Indlæg: 7359
Tilmeldt: 18. sep 2008, 19:14
Geografisk sted: Holstebro
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 140.00
- Squat: 152.50
- Dødløft: 202.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Vis galleri (30)
Kostplan: Ingen kostplan



Hey!

Det var jeg ikke, indtil nu! Jeg siger 1000 tak. Smider ham lige en besked O:) O:)
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Lidt sent fra min side, men tak for endnu et lækkert indlæg.
 
Reputation point: 60
 
Indlæg: 455
Tilmeldt: 25. nov 2019, 17:07
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg nåede endestationen efter 9 dates med åndelig, men ingen fysisk udvikling. Jeg vil kalde mig selv for et yderst reflekterende individ - oftest med hjertet, men endnu oftere med mavefornemmelsen på det rette sted. Kvindens forhistorie, personlighedstræk og signaler i øst og vest gjorde regnestykket sværere end vanligt. Hendes forklaringer var tvetydige og omskiftelige. Jeg kunne nævne flere eksempler, men kortet ned blev det til

1) jeg vil gerne udforske min seksualitet ved at prøve at være sammen med kvinder
2) jeg kan ikke binde mig
3) jeg kan godt binde mig, men først om 1.5 år
4) jeg vil ikke forpligtes op på noget
5) jeg holder af dig og vil på ingen måde miste dig, og synes ikke vi skal droppe kontakten
6) jeg kan ikke overskue at åbne op for mine følelser
7) kærester kommer og går, det gør venner ikke
8) vi har da slet ikke datet?
9) jeg tror, det bedste vil være, hvis du undlader at kontakte mig de næste 2 måneder, så er dine følelser væk - og så kan vi starte på en frisk

Nå, bottomline, vi har tydeligvis fundamentalt forskellige opfattelser af virkeligheden. Det var nu egentlig også rart at komme ud af. Det værste er at være fanget i uvished. For 14 dage siden bad hun om 6 dages tænkepause. Efter de 6 dages tænkepause, krævede hun 4 dage yderligere, da hun endnu ikke havde tænkt. Det værste er sgu at holde folk hen. Holde folk i uvished. Holde folk i alarmberedskab. Holde folk for nar.


Nu kan jeg fokusere på andre ting - uden hele tiden at være tilbageholdt af lænker, der alligevel er unødvendige. De tjener ikke andet formål end at nedbryde mig selv som menneske.


Nu konverserer jeg noget bredrere og skaber netværk. Om 11 dage tager jeg til Finland, Estland, Letland og Litauen i forbindelse med årsdagen for den russiske invasion (der jo egentlig startede langt før). Til en fest i går kom jeg i kontakt med en kvinde med med kontakter i flere mellemøstlige lande, så det kunne blive det næste projekt. Jeg er pt. på nyhedssemesteret, hvor vi indtil videre bare skal skriver nyheder med udgangspunkt i statistik fra Danmarks Statistik. Jeg håber absolut ikke, det bliver min levevej.


Har lavet nogle småjusteringer i min levevis, da det gik op for mig at mit madbudget lå på godt 6000 månedligt. Ikke, at der ikke er råd til det, men heller ikke nogen grund til at øsle pengene væk. Før var det jo steaks hver dag, men ved blot at udskifte flere ugentlige dage med hakket oksekød, ser det noget anderledes ud. Desuden spiser jeg stort set ikke kød 2 dage i ugen, når jeg har carb refeeds.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Det hele er ret surt lige nu. Hvor er det latterligt at lade sig påvirke af, at det er valentinesday, hvor man sidder og skriver en kronik om, hvorvidt objektivitet er tilstræbelsesværdigt i journalistikken eller ej. På torsdag skal jeg i sauna. Sidst jeg var i sauna mødte jeg en anden kvinde fra studiet dér. Det forventer jeg også at gøre på torsdag. Lev i håbet. Uden håb er vi mennesker ingenting.


Bænkpres - lang pause
3x115
3x115
3x115
3x115

Walking BB lunges
38x30
36x40
36x60

Lige have fundet ud af, hvad stangen vejer - men et kvalificeret bud er 10. Jeg lyttede til Mike Tysons stemme imens.

-> øvelsen er blevet min favoritøvelse. Dernæst db presses, chinups, bænk, sissy squats.

DB rows - standing
10x27.5
10x27.5
10x27.5

Overhead triceps extensions m. kabel. Albuer låst på bænk.
15
15
15

DB incline paused flies
16x11
20x11
20x11

Mave og laterals.


Hjem og spise 658 gram hakket oksekød m. 6 rå æggeblommer og cremefraiche rørt m. n'duja og skalotteløg. Altid kefir med frosne bær og rå kakaopulver on the side.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Der bliver længere og længere tid mellem opdateringerne. Det er ikke fordi, der ikke sker ting. Jeg er bare stoppet med at ytre mig for meget om ting, før jeg reelt kender udfaldet. Jeg er typen, der generelt lever i håbet, og jeg vil gerne dele skuffelserne med andre, fordi nederlag er dem, vi kan lære mest af i livet. Jeg har bare haft brug for ikke kun at dele nederlag. Der er ikke så mange nederlag i mit liv længere, som engang var. Jeg kan huske, at jeg i sommeren 2021 skrev en sms-besked til min far, hvor jeg skrev, at jeg ikke havde lyst til at leve længere, fordi jeg havde følelsen af, at hver gang jeg stak fingrene frem, så brændte jeg mig. Og ja, det handler om ikke at lade sige tynge af brandmærkerne, men det er nu også lettere sagt end gjort, hvis man i årevis ikke har kendt til andet. Heldigvis er jeg et bedre sted lige nu. Lige nu.

I sidste uge var jeg i praktik hos JydskeVestkysten, hvor jeg boede i sommerhus med andre medstuderende. Det var mildest talt en tom fornemmelse. 5/6 af de andre, er mennesker, jeg ingen interesse har i. Overhovedet. Jeg fik dog lavet to artikler. Den ene omhandlede en donation af blomster til sygehuspatienter, hvor jeg var med rundt på hospitalsafsnittene, hvor jeg talte med dødeligt syge mennesker. Jeg var dog stærkt forfulgt af en PR-mand, der sikrede sig, at jeg fik samtykke på skrift hver gang fra personerne, når jeg talte med dem. Det ødelagde lidt stemingen. Jeg bryder mig ikke om at ting bliver for formelle. Jeg vil egentlig helst bare blende ind og have menneske-til-menneske-kontakt, og så mundtlig samtykke.

To dage senere fik jeg en gylden aftale i hus, hvor jeg fulgte sygehusets kapelportør, der arbejder alle med de døde på hospitalerne. Det er ham folk ringer til, når sidste den sidste vejrtrækning glipper ud. Jeg kom med over på et aflåst afsnit, hvor han viste mig kølerne, hvor de døde lægges på hylder, indtil de skal afhentes. Går der for lang tid, bliver de lagt på frost. Det var sgu ret real. Der går han så alene hver dag blandt døde. Vi fik en lang samtale om processerne, døden - og hvordan sådan et arbejde tærer på en. Han sagde, at det var noget, trods 30 års erfaring, der naturligvis påvirkede ham. "Den dag, man ikke længere kan mærke sig selv, når man arbejder med sådan noget her, så skal man stoppe, for så er man ikke længere menneske". Yderst interessant og meningsfyldt arbejde. Halvanden time om dagen bliver han dog sat til andre opgaver - udelukkende så han kommer i blandt levende mennesker også.

På kærlighedsfronten, eller hvad man nu skal kalde den, går det godt. Kvinden fra sidste post (en måned siden), som jeg traf i saunaen, er nu blevet en mere integreret del af mit liv. Vores samtaler er lige så gnidningsfrie som kondomer med glidecreme i et sjaskvådt skød. Jeg har aldrig talt så meget i mit liv. Det er næsten for meget, for jeg er bange for, at der til sidst ikke er mere at tale om. Det er dog langt fra mit indtryk endnu. Kvinden går også på mit studie, og er nogle år yngre end jeg. Hun er dog ualmindeligt moden, bredtfavnende, videbegærlig og godt skåret. En god 10/10. Baggrundsmæssigt minder vi også meget om hinanden. Vi har samme familiekomplekser. Det er egentlig rart, at kunne dele dét med nogen. Jeg er så vant til at folk tænker, at man må være ravruskende sindssyg, hvis man ikke omfavner og prioriterer familiesammenkoster og højtider. Hvis personerne kom fra det samme som jeg, ville de måske forstå. Måske ikke. Nå, men det går godt. Jeg håber ikke, at mine følelser ødelægger det for meget for mig. Da vi sagde farvel i dag, måtte jeg lige i gennem følelsesregisteret til træning. Det endte med at blive brugt til et all-out sæt i legpress, hvor jeg troede, at mine ben skulle falde af. De rystede efterfølgende i flere minutter. Da jeg kom hjem sov jeg 4 timer på sofaen, til trods for at jeg havde sovet som en sten hele natten sammen med hende. Faktisk erindrer jeg ikke, hvornår jeg sidst har sovet så godt. Det var varmt, trygt og tiltrængt.




Da jeg vågnede, satte jeg mig ude på min altan og lyttede til dette nummer, mens snefnuggene dalede i millionvis fra himlen. I dag var en god dag.
Sidst rettet af Ceneeh 21. mar 2023, 10:48, rettet i alt 1 gang.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



https://avisendanmark.dk/danmark/klaus- ... aldrig-til

Jeg havde fornøjelsen af at følge Klaus, der er kapelportør på Sønderborg Sygehus. Det er ham personalet ringer til, når en patient afgår ved døden. Herfra klarer Klaus resten.
Klaus tog mig under sine arme og indviede mig i en verden, meget få har indblik i, og hvor hylderne i afdelingens køleskab ikke er fyldt med madpakker, men afdøde menneskekroppe. Syn, der tærer selv på den mest hårdføre mand.

Jeg har forfattet denne artikel, der oprindeligt er udgivet hos JydskeVestkysten, men som nu har spredt sig som en tophistorie til flere medier.

Tak til Klaus for at udføre noget af det mest meningsfyldte arbejde, jeg endnu har observeret.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



For første gang i lang tid gennemlever jeg en længere periode med glæde. Specielt sidste uge var gennemsyret af eufori og lange, glade dage. En god uge på studiet, hvor jeg var i retten for at lave en retsreportage. Sagen omhandlede en ung fyr, der havde haft en relation til en yngre pige. Begge kom fra Jehovas Vidner, eller som den tiltalte sagde: "samme organisation". I perioden fra at pigen var 12-15 år havde de haft en relation, der bedst kan betegnes som netkærester. De havde dog planlagt et reelt forhold, når pigens alder en dag tillod det. Pigen havde i gennem en årrække sendt letpåklædte billeder til fyren. Da "organisationen" opdagede deres forhold blev blot fyren udstødt. I den forbindelse viste han to billeder til sin bedste kammerat fra samme organisation for at vise, at pigen også havde del i sagen. Billedernes karakter kunne hverken tiltalte eller vidnerne blive enige om, og eftersom de blot eksisterede i hukommelsen (hændelsen var fra 2021), blev det ret kludret. Forsvarsadvokaten lagde vægt på, at der i værste fald var tale om undertøjsbilleder. Billeder, der ikke er uhørte og atypiske for vores samtid. Desværre blev der ikke afsagt dom på dagen, men spændende var det. Hvor går grænsen for, hvornår man med loven på sin side kan sige, at man er blevet krænket?

Udover at besøge retten, så besøgte jeg også et padelcenter og en klatrehal sammen med mit kvindelige bekendtskab. Jeg havde hidtil blot været tilskuer til begge sportsgrene, men nu måtte jeg i ilden. Jeg var dog ikke prangende til nogen af delene. Jeg havde et godt udgangspunkt for klatring, men meget blev muscled up - indtil jeg fik nogle tips af en kammerat, der tilfældigvis kom forbi. Specielt klatring fangede mig, specielt dét aspekt, at man kan blive ved og ved indtil man lykkes - eller indtil ens underarme, hænder og fingre falder af og skal syes på igen. Kæmpe forløsning. Der var ret meget konsensus om at bevæge sig rundt i bar mave inde i hallen. Jeg så dog ingen grund til at følge trop, men iagttog mange veludviklede øvre rygge. Folk, der kunne løfte sig selv op i to fingre, men næppe bænke 85.

Før jeg havde set mig om havde kvinden og jeg tilbragt 5 dage og nætter sammen. Jeg går altid totalt i selvsving i køkkenet, når jeg er sammen med mennesker, jeg kan lide. Udover ingredienser i alverdens afskygninger, er kærligheden nok den vigtigste i et køkken. Elsker man folk - vil man næppe servere noget halvhjertet for dem.

Jeg har længe ventet/håbet på at ende i samme situation som nu. 2023 står indtil videre i skærende kontrast til de seneste år, og jeg glæder mig over langt de fleste dage. Det er utroligt, hvor meget ens perspektiv på livet kan ændre sig, når "blot" man har et godt menneske at dele det med. Alt andet synes af mindre betydning. Hvad fanden betyder det om du arbejder i statsministeriet, er liebhaver eller vareopfylder i Lidl. Hvis der alligevel ikke er nogen til at kysse farvel inden du tager på arbejde - og ingen at komme hjem til - kan det hele været omsonst i den lange ende.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Skemaet er ret fyldt, men overordnet set, er det egentlig en glædelig udvikling. For 2 uger siden startede en lang og periode, der fortsætter indtil 30. juni, hvor den sidste eksamen finder sted. Fra næste uge bliver jeg sammen med en kammerat, chefredaktør på et mindre blad. Det bliver lærerigt, men også tidskrævende. Jeg glæder mig. Ikke mindst til at opløse nogle redaktioner og skabe nogle nye, så bladet bliver mere appetitligt.

De seneste to mandage har været lidt dumme. Jeg foretager altid carbload hver søndag, så træningsugen starter på bedste vis. Jeg har bare ramt ind i nogle uheldige tidspunkter i centeret, hvor ventetiden på bænkene har været i omegnen af en time. Jeg har selv tidligere været garant for at optage bænken så længe, specielt i mine velmarksdage, så det er, hvad det er. Det har bare indtil videre ikke været et issue - og så ramler det lige sammen med, at det har været 2 gange, hvor jeg har planlagt en tung 5'er i bænk. Første gang havde jeg i øvrigt medbragt mit bælte, hvor jeg havde skruet bæltespændet omvendt på....... Check yourself before you wreck yourself.

Ift. at jeg kun bænker 1x ugentligt, er jeg nu meget tilfreds med at bænke 5x122.5 med fuld pause på samtlige reps, uden at det er rpe 10. Dette er vel at mærke på 73-74 kg. kropsvægt. På mandag må jeg se, om jeg ikke kan få noget mere med. Jeg har flyttet fokus til benene. Selvom de ikke er blevet markant stærkere, er de blevet større og mere markerede. Forleden lavede jeg 30x80 + slæde i benpres. Vel at mærke i den ene af centerets 3 benpressere, hvor man faktisk kan lave en god opsætning. En opsætning, der gør, at man ikke rutsjer rundt med ryg og lænd. De 30 reps var med 4 sekunders excentrisk og pause i bunden. Vi taler HELT i bund. Spoiler: Jeg ser mange, der tager langt flere kg. end jeg i benpres - også personer, der kører den lige så strict som jeg, men flertallet, der instinktivt smider en 50'er på hver side, de kører halve reps med momentum, og oftest med hænderne på lårene.

Ift. kærligheden spiller det STADIG. Det er faktisk utroligt. Det er den første kvinde, jeg har kendt, der rent faktisk sætter pris på, at være sammen med en sød mand. En, der altid står klar med aftensmad, og i øvrigt står op før solen for at smøre hendes madpakke, så den er så frisk som muligt. Det er de små ting i hverdagen, der betyder noget.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg læser din log hver gang der kommer noget nyt, selvom jeg måske ikke kommenterer så meget på det. Det er skide hyggeligt at følge med i.
Brugeravatar

 
Reputation point: 1265
 
Indlæg: 7359
Tilmeldt: 18. sep 2008, 19:14
Geografisk sted: Holstebro
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 140.00
- Squat: 152.50
- Dødløft: 202.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Vis galleri (30)
Kostplan: Ingen kostplan



Tak. Det glæder mig! Jeg både læser og genlæser din log, såvel som dine artikler her på siden med jævne mellemrum.

I går var ikke den mest succesfulde træning, selvom jeg havde gjort mit bedste for at være bedst muligt forberedt.

Bænk
3x126
4x126

Der er kommet nye plateauer, og som bekendt, er fornyelser ikke altid forbedringer. Alligevel udfaser og "opdaterer" vi i et væk på kryds og tværs af alle lag i samfundet. Man skulle tro, at vi stødt blev klogere og arbejdede os i mod "det bedre", men det synes ikke at være reglen. Underlaget på plateauerne er langt glattere, og selvom, jeg bruger skridsikre livreddersko, er jeg stadig bambi på glatis, så jeg må resette min opsætning efter 1-2 reps.

En anden ting var også, at jeg ikke havde hovedet med. De sange, jeg normalt anvender til maxforsøg, duede ikke. Jeg blev også forstyrret under opsætningen til det ene sæt, hvor en gut henvendte sig med et spørgsmål lige inden jeg løftede stangen ud... Jeg tror bare, at det var bad luck.

Målet var at tage 5 reps, men under første sæt, tænkte jeg at jeg ville spare kræfter til et bedre 2. sæt. På 2. sæt blev jeg pludseligt bange for at fejle, så jeg nøjedes med 4 reps. Selvom 4 reps skuffede mig, var skuffelsen mindre end hvis jeg havde fejlet den 5.

Er det ikke meget energi at lægge i ét sæt bænkpres? Jo. Da jeg var konkurrenceudøvende, fyldte det unødigt meget. Jeg har lagt træningen om siden da, og fokus ligger andetsteds, hvilket gør at jeg sjældent konfronteres med denne nervøsitet og usikkerhed. Jeg foretrækker egentlig en mere intuitiv træningstilgang, hvor jeg ikke på forhånd ved hvornår jeg skal teste mig selv. Det er langt nemmere at være i.


Min kæreste og jeg fornøjer os med de helt små ting sammen. Vi laver linoleumstryk, tegner, maler og har nu købt porcelæn i genbrug, som vi skal male. I søndags lavede vi flødeboller, og selvom de rent æstetisk ikke kunne sælges hos Frellsen, var de GODE. Til sommer er planen at sove i shelter og lave mad over bål. Det glæder jeg mig til. Noget af det mest fantastiske i tilværelsen er, at kunne finde glæde i "små ting", specielt, når det lykkes at dele glæden med andre. Jeg deler efternavn med personer, der ikke har denne evne. Der skal altid ske noget ekstraordinært. Det er ikke aktiviteten, der skal bære relationen, men relationen, der skal bære aktiviteten.

Jeg kan huske, at jeg engang improviserede en telttur til Tunø sammen med min far. Med os havde vi bragt et af de telte, der rejser sig op af sig selv. Vi fandt et spot et godt stykke fra campingpladsen og slog lejr nede på stranden, hvor en død sæl lå og vuggede frem og tilbage i vandkanten. Vi spillede petanque med sten fra stranden, badede og spiste dåsemad mens solen gik ned. Det umiddelbart bløde sand var blevet som beton i løbet af natten, og kl. 5 vågnede vi da en invasiv hær af ørntviste forsøgte at overtage teltet. Vi kapitulerede og forlod teltet med vished om, at færgen først sejlede 5 timer senere. Min far reagerer altid ret kraftigt i sådanne situationer. Ikke i deciderede udbrud, men man er ikke i tvivl om hvad han synes. Den pludselige mørkrøde glød i ansigtet og kropssproget siger det hele. I sådanne situationer forsøger jeg at være ham, der bevarer fatningen, og jeg udbryder ofte i latter, når jeg indser absurditeten i det. Omgående tænker jeg, at det bliver sjovt at tænke tilbage på.

Vi opgav efter 1½ time at pakke teltet ned igen. Vi efterlod teltet under nogle træer i skovåbningen ned til første parket ved stranden. Jeg har tit tænkt på hvor længe det mon fik lov at stå.

Ode.jpg
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



I går var jeg i retten, hvor en mand var tiltalt for drabet på sin kone 73-årige kone, med hvem han havde været gift i mere end 50 år. Manden havde egentlig tilstået drabet for 1 år siden, så retssagen handlede udelukkende om hvorvidt han havde kvalt eller kværket hende til døde. Anklageren holdt fast i, at han havde kværket hende - og at han ikke skulle have lov til at slippe afsted med sin påstand om, at der var tale om et medlidenhedsdrab. Tiltalte holdt fast i, at han havde kvalt hende til døde med en pude, men obduktionsrapporten afviste denne mulighed, da der både var indre og ydre tegn på voldsom kvælning med hænder på struben.

Kvinden havde i flere år lidt af Parkinson (hvilket obduktionsrapporten så også afviste), men ikke desto mindre stod det i hendes journal, og hun var blevet medicineret for det i mange år. Hun havde en del symptomer herpå, men der måtte altså være tale om en anden sygdom. Man kan åbenbart først fastslå Parkinson med sikkerhed, når man tager prøver fra hjernen. Nå, ydermere led hun af slidgift i ryggen, var blevet opereret flere gange i ryggen, og havde fået hele lortet smadret, da hun væltede og slog sig pladask på fliserne i en svømmehal, hvortil hun nærmest blev en krøbling. Hun fik problemer med tarmene og endte med en stomi - relativt kort tid inden, at hun blev kvalt til døde.

Ægtemanden kunne ikke få yderligere hjælp til at passe hende af kommunen, der lagde vægt på at han var for stærk og selvkørende, så det var slet ikke nødvendigt. Hans modsvar var i første ombæring, at han forsøgte på at tage sit eget liv. Hvis han døde, ville hun kunne få den hjælp, hun havde brug for. Det lykkedes dog ikke, og en rum tid efter valgte han så, at gøre en ende på hendes liv, hvortil han efterfølgende kørte fra huset. Han kørte til Langeland og andre lokationer, hvor de tidligere havde tilbragt tid sammen. Planen var at tage sit eget liv, men han fandt ingen spots, hvor han kunne være alene. Stærkt påvirket af alverdens medikamenter, blev han stoppet af politiet, der kørte ham hjem. Dagen efter kom hjemmeplejen og fandt den døde kone. Manden havde skrevet et afskedsbrev til hende, hvori der stod >Undskyld. Jeg har altid elsket dig, men den forbandede sygdom ændrede alt<. Manden forklarede yderligere, at han i månedsvis havde sovet i lænestolen i stuen, så han altid var lige ved hendes side, når hun skulle bruge hjælp flere gange om natten.

I det hele taget var det en speciel retssag, der også fortsatte i dag. Jeg kender ikke til den endelige dom, men manden havde i det hele taget ikke så gode kort. Jeg finder det dog interessant, at man i det hele taget kører en retssag, hvor det mest af alt bliver til en principsag. Det er ikke som sådan fordi, det har den store indflydelse på dommen.

Apropos døden. Jeg tænker ikke så ofte over den længere. Generelt funderer jeg ikke lige så ofte længere, hvilket synes at hjælpe mig på en positiv vis. Jeg kan fundere i timevis, og bruge uanede mængder af ressourcer på denne aktivitet. I dag skrev min far til mig, at han bliver 64 på søndag, og at det ikke er til at forstå. Det kan jeg heller ikke forstå. Jeg forstår vitterligt ikke hvor alle disse år blev af. Jeg har haft mange gode timer, dage og uger med ham. Vi rejste fast sydpå hvert år, selvom pengene var meget små - efter at min far gældsatte, da han blev skilt fra min mor. Min far holdt dog fast i, at det ikke måtte gå ud over mig, hvorfor han fastholdt sit princip om, at vi skulle rejse. Det blev altid til uspecificerede rejser, hvortil kun den overordnede lokation var kendt - ikke hotellet. Min far levede på en sten i hverdagene og de weekender, jeg ikke besøgte ham. Det gjorde han for at der var et større rådighedsbeløb, når jeg kom. Min far fastholdt også, at han ikke ville have nogen ny partner, mens jeg voksede op. Han ønskede ikke, at jeg skulle have en stedmor, og at en ny sammenbragt familie potentielt skulle stå i vejen for noget.

Min far har i det hele taget gjort meget for mig, og han er altid til rådighed. Min far er en virkelig, virkelig god mand. Helt objektivt. Med hånden på hjertet kan jeg sige, at han (modsat mere end 90%) virkelig fortjener en kop, hvor der står >verdens bedste far<. Min far er godheden selv, men også en smule naiv af natur. Det har altid pint mig når folk ikke har kunne behandle ham ordentligt, for han har ikke altid været alt for god til at stå op for sig selv. Af samme årsag endte jeg med at stoppe med at dyrke styrkeløft i Horsens, da omgangstonen overordnet set var til den grelle og uacceptable side. Jeg kunne i højere grad finde mig i ubehøvlet, barnlig og primitiv opførsel, men kunne ikke finde mig i, at min far skulle udsættes for det. Det gjorde ondt langt ind i sjælen. Til stadighed praktiserer jeg at afholde mig fra dårlige mennesker, men er begyndt at nære større forståelse for hvorfor de mon er, som de er.

Da min far så i dag skrev denne besked, gik det op for mig, hvor kort tid vi egentlig kan have tilbage sammen. Det gjorde (og gør) ondt at tænke på. Det minder mig om et citat fra en film, jeg godt kan lide. Noget med at man burde starte hver dag med at forestille sig (og gennemleve) det at blive flænset i stykker af pile, rifler, spyd og sværd. Blive båret væk af brusende bølger. Blive kastet ind midt i en stor brand. Blive ramt af lyn, blive rystet til døde af et stort jordskælv. Falde ned fra tusindfods klipper, dø af sygdom.

Så ja, det var, hvad jeg efterfølgende gjorde.

Nå, det er den 4. maj, og jeg har spist rigeligt med surdejshveder fra et lille hyggeligt biodynamisk bageri. Det smukke ved dette sted fortjener et helt opslag for sig selv, så det vil jeg vente med. Her får i et smukt afskedsbrev, der blev skrevet af frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun, der blev aflivet en måned før befrielsen i 1945.

Kims brev til sin mor

Vestre Fængsel, Tysk Afd., Celle 411. 4. april 1945

Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en krigsret. Vi blev dømt til døden.

Jeg ved, at du er en stærk kvinde, og at du vil tage dette, men, hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal også forstå det.

Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre.

Du vil træffe den overalt – i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt lille smil, du vil møde det, der måske havde værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig.

Jeg vil få lov til at vokse mig stor og moden, jeg vil leve hos jer, hvis hjerter jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude.

Du ved, hvad der altid har været min kæreste lyst, og hvad jeg troede, jeg skulle blive.

Følg mig, du kære moder, på min vej, og stands ikke ved det sidste, men ved nogle af de sidste leverum, jeg har haft, og I vil finde noget, som måske vil være værdifuldt for hende, der er min unge, og for hende, der er min moder.

Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig så naturligt, så ligetil. Det er kun den bratte måde, der afskrækker os i første nu.

Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt. Jeg ville gerne have været en Sokrates, men publikum manglede. Jeg føler den samme ro som han og vil meget gerne have, at I helt forstår det, både du, Hanne og Nitte. Du må hilse Nitte, jeg er fuld af kærlighed til hende og står ved hvert ord, jeg har skrevet til hende.

Hvor er det i grunden mærkeligt at sidde og skrive dette dokument for livet. Hvert ord bliver stående, det kan aldrig gøres godt igen, aldrig slettes, aldrig forandres. – Jeg har så mange tanker. Jørgen sidder her foran mig og skriver konfirmationsbrev til sin datter.

Et dokument for livet. Vi har levet sammen, og nu dør vi sammen, to kammerater. Jeg har siddet sammen med Poul. Vi havde mange forskellige meninger, men han ved, hvad jeg indeholdt, og hvad jeg kan give.

Endelig er der børnene, de har stået mig så nær i den sidste tid, og jeg havde glædet mig til at se dem og leve lidt sammen med dem igen. Mit hjerte har banket af glæde ved tanken om dem, og jeg håber, at de må vokse op til mænd, der ser andet og dybere end vejen. Jeg håber, at deres sind må trives frit og aldrig under ensidig påvirkning.

Hils dem fra mig – min gudsøn og hans bror.

Jeg ser, hvad vej det går i vort land, og jeg ved, at morfar vil få ret, men husk – og det skal I alle huske – at drømmen ikke må være at nå tilbage til den tid inden krigen, men at drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt ideal, som enhver skal se og føle er et ideal for os alle.

Det er en stor gave, vort land tørster efter, noget, hver lille bondesøn kan se hen til og med glæde føle, at han har del i og arbejder og kæmper for.

Endelig er der hende, der er min. Få hende til at se, at stjernerne endnu tindrer, og at jeg kun var en milesten. Hjælp hende videre, hun kan nu blive meget lykkelig.

I hast – din ældste og eneste søn.

Kim
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



For halvanden uge siden var jeg til en 40 års fødselsdag i Århus hos noget halvfjern familie. Selvom det var første gang, min kæreste var med, så havde vi stort set samme udgangspunkt til festen, for vi kendte stort set ingen af dem på forhånd. Festen blev afholdt på en privatskole, hvilket bevirkede at settingen ikke var så stram, som den ellers kan være, hvis alle ufrivilligt plantes ved et bord med mennesker, de alligevel finder forbavsende sparsom interesse i. I sådanne tilfælde er der ingen naturlig måde at undslippe, hvis man altså ikke vil holde pauser på toiletterne eller ude foran med de få inkarnerede tobaksnarkomaner.

På skolen var der dog rigeligt med aktiviteter. Vi startede med at lære hinanden at kende ved at spille # sten, saks, papir! # taberen skulle gå bag vinderen i en slags hale - indtil alle til sidst var en del af halen. Efterfølgende var der kongespil og basketball, og mænd og kvinder i alle aldre deltog. Det var befriende - og selvom det var på asfalt og at spillet udviklede sig til at blive mere fysisk end hvad reglementet i basketball tilskriver, var det utroligt sjovt og livsbekræftende, og mindede mig om, hvor lidt der skal til for at man kan have det godt. Jeg blev mandsopdækket og havde både fremmede mænd, min kæreste og i særdeleshed min far på ryggen flere gange, men endte alligevel med titlen som topscorer. Der var generelt god stemning - og highfives fløj på kryds og tværs. Efterfølgende badede vi (kønsopdelt lol) i omklædningsrummene på den gamle skole, hvilket var en helt fortryllende og nostalgisk oplevelse, hvor jeg levede mig tilbage til folkeskoletiden. Alt var perfekt.

Efter et par timer gik turen sydpå hjem til min kærestes forældre. Dagen efter skulle vi fejre hendes fødselsdag. Jeg havde i den forbindelse blandt andet købt surströmning, og ja, det er fuldstændig forfærdeligt. Det er dog selve lagen - og ikke så meget selve fisken, der er værst. Heldigvis åbnede vi den udenfor i halvkraftigt blæsevejr, så brækreflekserne var mindre udfordrede end ellers. Vi forlod kortvarigt dåsen, og da vi kom tilbage var der allerede 3 fluer, der havde begået selvmord i den. Efterfølgende vaskede min kæreste hænder mere end 10 gange - med alverdens forskellige produkter. Stanken forsvandt dog ikke endegyldigt før en dag senere. Jeg tænkte i den forbindelse på, hvad der reelt ville ske, hvis man åbnede den til en skriftlig eksamen. De kan vel ikke forbyde en i at spise dåsemad? I slutningen af folkeskolen havde jeg enten en dåse tun, makrel eller torskerogn med dagligt - hvilket allerede var nok til at få folk til at udvandre til andre kroge af skolen.

Senere samme dag endte vi med at køre MTB i skovene omkring hendes barndomshjem. Hold nu kæft, hvor er det en sindssyg sport. Jeg kom da også til skade en enkelt gang, hvor jeg fik en mavepuster og rykket en neglerod op - næsten helt ned til knoen på min ringefinger. Heldigvis var det ikke med clicksko. I så fald havde jeg nok ligget i koma på nuværende tidspunkt.

Læseferien er i øvrigt startet. Wish me some kind of luck. Jeg glæder mig til at få 8 ugers sommerferie i slutningen af juni. Det er første gang siden 2015, at jeg kommer til at holde sommerferie.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 280
 
Indlæg: 3029
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan


ForegåendeNæste

Tilbage til Logbog




Brugere online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte brugere og 2 gæster