I går var jeg i retten, hvor en mand var tiltalt for drabet på sin kone 73-årige kone, med hvem han havde været gift i mere end 50 år. Manden havde egentlig tilstået drabet for 1 år siden, så retssagen handlede udelukkende om hvorvidt han havde kvalt eller kværket hende til døde. Anklageren holdt fast i, at han havde kværket hende - og at han ikke skulle have lov til at slippe afsted med sin påstand om, at der var tale om et medlidenhedsdrab. Tiltalte holdt fast i, at han havde kvalt hende til døde med en pude, men obduktionsrapporten afviste denne mulighed, da der både var indre og ydre tegn på voldsom kvælning med hænder på struben.
Kvinden havde i flere år lidt af Parkinson (hvilket obduktionsrapporten så også afviste), men ikke desto mindre stod det i hendes journal, og hun var blevet medicineret for det i mange år. Hun havde en del symptomer herpå, men der måtte altså være tale om en anden sygdom. Man kan åbenbart først fastslå Parkinson med sikkerhed, når man tager prøver fra hjernen. Nå, ydermere led hun af slidgift i ryggen, var blevet opereret flere gange i ryggen, og havde fået hele lortet smadret, da hun væltede og slog sig pladask på fliserne i en svømmehal, hvortil hun nærmest blev en krøbling. Hun fik problemer med tarmene og endte med en stomi - relativt kort tid inden, at hun blev kvalt til døde.
Ægtemanden kunne ikke få yderligere hjælp til at passe hende af kommunen, der lagde vægt på at han var for stærk og selvkørende, så det var slet ikke nødvendigt. Hans modsvar var i første ombæring, at han forsøgte på at tage sit eget liv. Hvis han døde, ville hun kunne få den hjælp, hun havde brug for. Det lykkedes dog ikke, og en rum tid efter valgte han så, at gøre en ende på hendes liv, hvortil han efterfølgende kørte fra huset. Han kørte til Langeland og andre lokationer, hvor de tidligere havde tilbragt tid sammen. Planen var at tage sit eget liv, men han fandt ingen spots, hvor han kunne være alene. Stærkt påvirket af alverdens medikamenter, blev han stoppet af politiet, der kørte ham hjem. Dagen efter kom hjemmeplejen og fandt den døde kone. Manden havde skrevet et afskedsbrev til hende, hvori der stod >Undskyld. Jeg har altid elsket dig, men den forbandede sygdom ændrede alt<. Manden forklarede yderligere, at han i månedsvis havde sovet i lænestolen i stuen, så han altid var lige ved hendes side, når hun skulle bruge hjælp flere gange om natten.
I det hele taget var det en speciel retssag, der også fortsatte i dag. Jeg kender ikke til den endelige dom, men manden havde i det hele taget ikke så gode kort. Jeg finder det dog interessant, at man i det hele taget kører en retssag, hvor det mest af alt bliver til en principsag. Det er ikke som sådan fordi, det har den store indflydelse på dommen.
Apropos døden. Jeg tænker ikke så ofte over den længere. Generelt funderer jeg ikke lige så ofte længere, hvilket synes at hjælpe mig på en positiv vis. Jeg kan fundere i timevis, og bruge uanede mængder af ressourcer på denne aktivitet. I dag skrev min far til mig, at han bliver 64 på søndag, og at det ikke er til at forstå. Det kan jeg heller ikke forstå. Jeg forstår vitterligt ikke hvor alle disse år blev af. Jeg har haft mange gode timer, dage og uger med ham. Vi rejste fast sydpå hvert år, selvom pengene var meget små - efter at min far gældsatte, da han blev skilt fra min mor. Min far holdt dog fast i, at det ikke måtte gå ud over mig, hvorfor han fastholdt sit princip om, at vi skulle rejse. Det blev altid til uspecificerede rejser, hvortil kun den overordnede lokation var kendt - ikke hotellet. Min far levede på en sten i hverdagene og de weekender, jeg ikke besøgte ham. Det gjorde han for at der var et større rådighedsbeløb, når jeg kom. Min far fastholdt også, at han ikke ville have nogen ny partner, mens jeg voksede op. Han ønskede ikke, at jeg skulle have en stedmor, og at en ny sammenbragt familie potentielt skulle stå i vejen for noget.
Min far har i det hele taget gjort meget for mig, og han er altid til rådighed. Min far er en virkelig, virkelig god mand. Helt objektivt. Med hånden på hjertet kan jeg sige, at han (modsat mere end 90%) virkelig fortjener en kop, hvor der står >verdens bedste far<. Min far er godheden selv, men også en smule naiv af natur. Det har altid pint mig når folk ikke har kunne behandle ham ordentligt, for han har ikke altid været alt for god til at stå op for sig selv. Af samme årsag endte jeg med at stoppe med at dyrke styrkeløft i Horsens, da omgangstonen overordnet set var til den grelle og uacceptable side. Jeg kunne i højere grad finde mig i ubehøvlet, barnlig og primitiv opførsel, men kunne ikke finde mig i, at min far skulle udsættes for det. Det gjorde ondt langt ind i sjælen. Til stadighed praktiserer jeg at afholde mig fra dårlige mennesker, men er begyndt at nære større forståelse for hvorfor de mon er, som de er.
Da min far så i dag skrev denne besked, gik det op for mig, hvor kort tid vi egentlig kan have tilbage sammen. Det gjorde (og gør) ondt at tænke på. Det minder mig om et citat fra en film, jeg godt kan lide. Noget med at man burde starte hver dag med at forestille sig (og gennemleve) det at blive flænset i stykker af pile, rifler, spyd og sværd. Blive båret væk af brusende bølger. Blive kastet ind midt i en stor brand. Blive ramt af lyn, blive rystet til døde af et stort jordskælv. Falde ned fra tusindfods klipper, dø af sygdom.
Så ja, det var, hvad jeg efterfølgende gjorde.
Nå, det er den 4. maj, og jeg har spist rigeligt med surdejshveder fra et lille hyggeligt biodynamisk bageri. Det smukke ved dette sted fortjener et helt opslag for sig selv, så det vil jeg vente med. Her får i et smukt afskedsbrev, der blev skrevet af frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun, der blev aflivet en måned før befrielsen i 1945.
Kims brev til sin mor
Vestre Fængsel, Tysk Afd., Celle 411. 4. april 1945
Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en krigsret. Vi blev dømt til døden.
Jeg ved, at du er en stærk kvinde, og at du vil tage dette, men, hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal også forstå det.
Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre.
Du vil træffe den overalt – i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt lille smil, du vil møde det, der måske havde værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig.
Jeg vil få lov til at vokse mig stor og moden, jeg vil leve hos jer, hvis hjerter jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude.
Du ved, hvad der altid har været min kæreste lyst, og hvad jeg troede, jeg skulle blive.
Følg mig, du kære moder, på min vej, og stands ikke ved det sidste, men ved nogle af de sidste leverum, jeg har haft, og I vil finde noget, som måske vil være værdifuldt for hende, der er min unge, og for hende, der er min moder.
Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig så naturligt, så ligetil. Det er kun den bratte måde, der afskrækker os i første nu.
Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt. Jeg ville gerne have været en Sokrates, men publikum manglede. Jeg føler den samme ro som han og vil meget gerne have, at I helt forstår det, både du, Hanne og Nitte. Du må hilse Nitte, jeg er fuld af kærlighed til hende og står ved hvert ord, jeg har skrevet til hende.
Hvor er det i grunden mærkeligt at sidde og skrive dette dokument for livet. Hvert ord bliver stående, det kan aldrig gøres godt igen, aldrig slettes, aldrig forandres. – Jeg har så mange tanker. Jørgen sidder her foran mig og skriver konfirmationsbrev til sin datter.
Et dokument for livet. Vi har levet sammen, og nu dør vi sammen, to kammerater. Jeg har siddet sammen med Poul. Vi havde mange forskellige meninger, men han ved, hvad jeg indeholdt, og hvad jeg kan give.
Endelig er der børnene, de har stået mig så nær i den sidste tid, og jeg havde glædet mig til at se dem og leve lidt sammen med dem igen. Mit hjerte har banket af glæde ved tanken om dem, og jeg håber, at de må vokse op til mænd, der ser andet og dybere end vejen. Jeg håber, at deres sind må trives frit og aldrig under ensidig påvirkning.
Hils dem fra mig – min gudsøn og hans bror.
Jeg ser, hvad vej det går i vort land, og jeg ved, at morfar vil få ret, men husk – og det skal I alle huske – at drømmen ikke må være at nå tilbage til den tid inden krigen, men at drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt ideal, som enhver skal se og føle er et ideal for os alle.
Det er en stor gave, vort land tørster efter, noget, hver lille bondesøn kan se hen til og med glæde føle, at han har del i og arbejder og kæmper for.
Endelig er der hende, der er min. Få hende til at se, at stjernerne endnu tindrer, og at jeg kun var en milesten. Hjælp hende videre, hun kan nu blive meget lykkelig.
I hast – din ældste og eneste søn.
Kim
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.