Der er nu blot én eksamen tilbage før, jeg kan holde sommerferie. For 5 dage siden afleverede jeg nyhedseksamen, hvortil der skulle produceres tre produkter. Det overordnede emne var "manglen på praktikpladser for journaliststuderende". Næste sommer skal jeg selv søge praktik, hvorfor det var nærliggende at undersøge, hvorfor det er endt sådan. I år er der godt 60 personer uden praktikplads, og det er stikmodsat de andre år, hvor der nærmere har været 60 pladser, der ikke kunne besættes. Dette var branchen dog ikke helt tilfreds med, hvorfor de bad DMJX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) om at genindføre 18 måneders praktik (RUC og SDU har blot 12 måneder), selvom beregningerne dermed viste, at det ville gå ud over de studerende i stedet, ligesom tilfældet var, da DMJX tidligere havde 18 måneders praktik. Argumentet? Jo, jeg fik da TV2's nyhedschef, Jacob Kwon til at indrømme, at de foretrækker praktikanter i 18 måneder fremfor 12, og det bakkede andre medier ligeledes op om. En professor og andre fra mediebranchen var dog enige om, at det lige så meget var et spørgsmål om økonomi - for hvem vil ikke hellere have en journalist til 14.000 kr. i måneden end +35.000? Det er indlysende. Konsekvensen er dog, at studerende på SDU og RUC på papiret er dårligere stillet i praktiksøgningen end dem fra DMJX, og dét er problematisk.

Nå, jeg var blandt andet forbi Dagbladet Ringkøbing-Skjern for at tale med deres chefredaktør om, hvor ærgerligt det er, at de ikke kan lokke en studerende til. Jeg talte ligeledes med flere københavnere fra mit studie, der havde fravalgt Ringkøbing, og hellere ville tage orlov.

Generel fremtidig note: Det er ualmindeligt svært:

1) at komme i kontakt med folk fra DR, selvom man smider mails og lægger beskeder på telefonsvaren.
2) at få fat i nogen, der vil tage ansvar. Ikke engang deres chefredaktør eller nyhedschef. Når man så endelig får fat i dem (og NEJ, ikke fordi de kontakter en), så sender de oftest en videre - oftest i ring.


Ift. kost og træning, så er der kommet en del flere dage med kulhydrater efter, at min kæreste (uofficielt) er flyttet ind hos mig. Det er der både fordele og ulemper ved. Det har dog en relativ god afsmitning på træningerne. Jeg er også gået over til et upper/lower split (4 dage i ugen) - hvilket jeg faktisk aldrig har kørt før. Indtil videre er jeg KÆMPE fan. Det hjælper på restitutionen, og gør, at jeg kan køre med højere intensitet. Bortset fra bænk, pullups og dødløft, køres alle sæt med korte pauser. Så kommer jeg virkelig i kontakt med mig selv, og det elsker jeg. Desuden er jeg stoppet med overhovedet at tjekke telefonen til træning. Jeg sætter bare en playliste på - oftest bare nogle gamle playlister med DJ Tiesto, hvor der ikke er vokal. Førhen brugte jeg meget tid på telefonen - simpelthen fordi jeg ledte efter passende musik alt efter humør og behov, men det stjal om noget fokus fra træningen. Nu lever jeg mig bare ind i nogle tankeuniverser i stedet.

I dag kørte jeg 4x127.5 i bænk, hvilket egentlig var ok. 4x130 er næste målsætning. Førhen kunne jeg ikke døje at køre 4 reps, men det var også et tankefængsel. Hvor mange kører bevidst - og ikke af nød, 4 eller 7 reps i noget? Nå, men generelt synes det, at være en fordel at køre (lidt) færre reps i bænk.

Når ja, jeg er også begyndt at drikke kaffe med jævne mellemrum, men kværner dem selv. Koffein har dog ikke rigtig nogen effekt på mig, og jeg agter heller ikke at starte et afhængighedsforhold.

Jeg holder sgu sommerferie. So far har sommerferien budt på sporadisk arbejde hjemme i Sønderjylland, utroligt meget grilleri (med træ) og en impulsiv tur til Italien. Turen til Italien varede 5½ dag og gik fra Pisa - Firenze - Pompeii - Sorrento - Capri - Napoli; oftest flere byer på samme dag. Udover 40 graders varme, enkelte urimelige overnatnings- og entrepriser og generel hensynsløshed i trafikken, var turen en kæmpe succes. Det var dog lige ved at gå galt allerede fra Billund, da flyet var overbooket med tre personer, men heldigvis trak vi ikke det korteste strå. Dagen efter gik turen til det skæve tårn, hvor entréprisen var 20 euro. Dette er vel at mærke uden guide eller whatsoever. Man skulle tro at en sådan entrépris ville få de fleste til at nyde udsigten ekstra meget, men for 90% af personerne, var udsigten kun tilgængelig igennem kameraet på deres smartphones. Et tema, der gentog sig meget på denne ferie. Selv nyder jeg, at tage billeder, men det bliver en decideret pest. Jeg har overvejet om man ikke blot kunne lave airdrop ved turistattraktioner, så alle frit kan få billederne af stedet, så de kan bevise over for mennesker, de alligevel ikke interesserer sig for, at de er ude at rejse. På denne måde kan de i stedet kan fokusere på at være tilstede - i stedet for at stå i kø på hinandens skuldre. Nå, vanviddet fortsatte i Firenze. 30 euro for at komme på museum (igen uden guide eller whatsoever). Det virker ikke specielt inkluderende med tanke på hvad den gennemsnitlige italiener har af indkomst. Nå, men jeg fik da set en skulptur af fortidens mest interessante leder, Marcus Aurelius. Senere stod jeg i kø i en halv times tid for at spise den bedst-tænkelige sandwich man kan forestille sig, og samme aften var jeg i kø i en time (før åbningstid) for at spise på byens bedste pizzeria. 7 pizzaer på 5 dage blev det til. Og nej, pizzaen blev ikke opfundet i Mellemøsten, selvom det er dem, der pryder de fleste steder herhjemme, der fejlagtigt tillader sig at kalde sig for pizzeriaer, selvom deres færdige produkt er et forsøg på at tilsvine italiensk kulturarv, og i øvrigt ikke bidrager med noget positivt til folkesundheden eller statskassen. De bedste pizzaer findes i Napoli og koster blot 5.5-6 euro, og fås ikke med palmeolie, cocktailpølser, salat og dressing eller ananas (selvom sidstnævnte egentlig er ganske fortræffeligt på pizza).

Inden jeg nåede til Napoli gik turen forbi Pompeii. Byen, der for 2000 år siden blev begravet under aske fra Vesuv. Sikken oplevelse. Selvom man ikke skal romantisere fortiden for meget, er jeg næppe i tvivl om, at byen sammenlignet med mudderhuller og lerhuler andetsteds i verden, faktisk var et ganske godt sted at befinde sig - hvis man da ikke var slave. Det undrer mig til stadighed hvordan man dengang kunne bygge ting, der 2000 år senere holder, når vi konstant skal gå op lappe på veje og bygninger herhjemme.



Nå, et generelt billede af Napoli. Jeg havde for små 10 år siden set en dokumentar, hvor en tryllekunstner rejste rundt i Napoli for at opspore et netværk af lommetyve. Jeg oplevede dog ikke spor, og jeg erkende, at vi opholdt os flere kompromitterende steder - selv i de seneste timer på døgnet. Hvad jeg i stedet oplevede var 8-12 årige drengebørn uden hjelm, der kørte på knallert gennem de snoede brostensgader, selv for øjnene af politi- og militærfolk. Der er knallerter over alt - og et dyt på hornet kan signalere mange ting. Lysreguleringer er vejledende, og når ambulancer skal frem, skal de ikke tro, at de får en forlomme. Efter 5½ dag på farten og godt 30.000 skridt om dagen, var der dømt hvile ved hjemkost.

Hjemme igen på arbejde i Sønderjylland, er det gået op for mig, hvor mange idioter, der færdes rundt omkring i verden, og især i dette ganske land. Hvad jeg ikke bevidnede af dumheder på denne tur. Personer, der forsøger at snige sig foran i en timelang kø, mens andre lader sig fotografere med citroner på størrelse med meloner, selvom der er flere skilte end citroner, der siger: "DO NOT TOUCH THE FRUITS", og gadesælgeren råber det samme ... folk der indridser deres initialer på verdensarv, og turister, der forsøger at løbe fra regningen på fortovsrestauranter. Overvej, hvor mange dårlige mennesker, der får lov at trække vejret. Jeg bestræber mig dog på ikke at indånde samme luft, da der unægteligt kommer noget godt ud af det. Af samme grund har jeg måttet skubbe flere mennesker ud af mit liv. Først og fremmest mennesker, der ikke kan glæde sig på andres vegne, og som i øvrigt ikke forstår sig på mennesker.

Det er dog vigtigt ikke at lade sig fuldstændig forblænde af alt dårligskaben, da man dermed risikerer ikke at se de få gode mennesker, der gudskelov gemmer sig ukendte steder derude. Hold ud.


Om to dage tager jeg et par dage til Skotland med en gammel kammerat. Jeg var sidst på tur med ham i 2015. Turen står beskrevet et sted langt tilbage i logbogen. Vi var på FLOSS i København og vi endte med at køre hjem fra Valby kl. 04:00 om morgenen, da vi blev forrådt af hans højskoleveninde. Vi gennemførte turen på trods for at det var en kold nat i januar, hvor soltaget var lappet med gaffatape, vi ikke havde adgang til en GPS, og at hans promile i øvrigt var langt over det tilladte. So far er planen at overnatte i telt i det skotske højland. Nu må vi se.

Det blev til en fortryllende god sommerferie, der oftest blev tilbragt under udenlandske himmelstrøg.

Kultur- og madorgier i Italien, bjergbestigning og deltagelse i Highland Games i tovtrækkeri i Skotland, øhop i Grækenland, kulturoplevelser i Polen, termisk badning i Budapest, besøg i et gammelt stasi-fængsel i Berlin, og sidst, men ikke mindst ... ultra-trail overlevelsestur på Madeira. Alle oplevelser har været fede, men jeg kan mærke, at vandreture har bidt sig fast i mig, specielt når der er højdemeter inkluderet. Det blev til i alt 9500 højdemeter og 120 km. på 4 dage på Madeira. Det er ikke til at begribe, at nogen er i stand til at gennemføre den rute og distance på 13 timer. Vi fik dog en svær start. Samtlige 2-mands telte var udsolgt, pånær udstillingsmodellen, som de af sikkerhedsmæssige årsager ikke ville sælge. Til gengæld foreslog personalet, at vi skulle gå med et tungt og uhandy 3-mands telt, hvilket jeg fandt komisk. Det ville da om noget være uforsvarligt at sende folk ud på overlevelsestur gennem bjerge med sådan et. Nå, vi købte en windbreaker, noget snor, 1 sovepose og 2 tæpper, som vi så kunne bygge noget, der lignede et telt ud af. Pånær 4 teltpæle, røg resten ud. De 4 overlevende blev samt sammen til 2, og woila; nu havde vi pludselig en vandrestav hver, der samtidig var fundament for vores improviserede telt.

Der var i det hele taget mange mindeværdige oplevelser på den tur. Jeg skal forsøge at gøre det kort.

MEGET få steder på ruten, hvor man kunne fylde forrådskammeret op, og oftest af meget ringe kvalitet. Det kom dog ikke som en overraskelse. En lille afstikker på den officielle rute for at bade i en mindre by, efterlod mig dog måbende. Byen, der er hjemsted for øens smukkeste og bedste badestrand, og derfor velbesøgt af turister i dagstimerne, havde begrænset udvalg på restaurantscenen. I et slemt kalorieunderskud, så vi os nødsaget til at besøge, hvad der allerede havde antændt alle alarmklokker forinden; den værst tænkelige turistfælde. Menukortet var yderst sparsomt, hvorfor vi måtte ud i en tvivlsom disposition, som jeg egentlig set i bakspejlet, finder mere tvivlsom end et totalt fravær af mad. Nå, efter 1 time havde vi stadig ikke fået vores mad. I mellemtiden havde min kæreste spottet ejeren, der var ankommet undervejs. Han havde til trods for at være den senest ankomne "gæst" fået sin mad før alle andre. Nå, maden ankom omsider. Tunsandwichen var en dåse tun i vand, der var blevet kastet ud på 2 stykker fabriksfabrikeret brød. That's it. Ingen smørelse. Ingenting. Pizzaen, der stod til 12.5 euro, var fra Dr. Oetker. Ja, du læste rigtigt. Dr. Oetker. Champignonerne var tilmeld stadig halvfrosne. Alting tog tid dette sted, der havde 6 tjenere, der ikke anede, hvad de skulle gøre af sig selv, mens de blot havde 2 i køkkenet, og en ejer, der havde travlt med at prale over sin genistreg for sit medbragte bekendtskab, der øjensynligt var lige så usselt et menneske som ham selv. Min kæreste henvendte sig til ham for at få bekræftet om han var ejeren, hvorefter hun svarede, at hun blot spurgte, så hun kunne tilføje det til den dårlige anmeldelse, der var på vej. Modvilligt bad jeg om regningen, men efter at have stået i mere end 10 minutter med mit kort i hånden midt i restauranten, tænkte jeg, at hvis jeg nu gik, så ville de da komme rendende. De kom aldrig, og væk forsvandt jeg op i bjergene. Det var første gang, at jeg nogensinde gik fra en regning uden at betale. Det er som med alt andet i livet; der skal altid være undtagelser til reglen. Altid. Verden er bare et bedre sted med undtagelser.

Nå, Madeiras natur er meget alsidig - og skifter fra område til område. Enkelte steder minder om Sydsverige, mens andre steder tager en dybt ind i Amazonas regnskov. Det er interessant at opleve - ikke mindst på samme dag. Vi fik sovet i 1700 meters højde i et shelter, der var bygget ind i klippen - og sjovest af alt, sovet på asfalt foran en offentlig vej og parkeringsplads. I absurde situationer, har jeg lært, at det nemmeste egentlig blot er, at smile og grine. Det er langt nemmere at acceptere absurditeten og distancere sig, med tanken om, at det bliver sjovt at tænke tilbage på. Sover man så godt direkte på asfalt, hvor enkelte biler kører forbi i ly af natten og morgenen? Nej. Jeg vågnede nok 25 gange på 8 timer, og min kæreste holdt sig vågen hele natten. Der var dog ingen umiddelbare alternativer, da vi allerede var gået nedad en stejl, smal og glat bjergside i mørke, tåge og regn, mens pandelampen sang på det sidste strøm. Havde vi haft et reelt telt, havde vi haft nogle flere muligheder.

Nå, i mål kom vi - og efterfølgende lå vi 1½ dag på hotel og lavede ikke meget andet end at spise mad. Så langt så godt.

Ift. træning er jeg begyndt at træne med inspiration af Mike Mentzer. Det kan lyde tosset, men resultaterne so far er faktisk gode. Det er ikke Mentzer i sin helt klassiske forstand, hvis jeg da ikke tager fejl. I stedet for ét sæt til failure, kører jeg to - og enkelte gange kører jeg pre-exhausting, da jeg ikke tror, at 1 sæt er nok. 2 derimod synes fint so far. Jeg prøver at tage en del rest days i mellem, så det er egentlig følelsen i kroppen, der som udgangspunkt dikterer, hvornår næste træning finder sted. Jeg har rejst meget i sommerferien, men har alligevel formået at bevare styrken, selvom der har været flere perioder med 7-12 dages fravær af styrketræning (jeg har dog været meget aktiv på ferien på anden vis). I sin opbygning ser det således ud:


Pas 1
Bænkpres: 2x3 eller 2x4
Chinups: 2 sæt
DB incline presses: 30 kg. for max reps, 2 sæt
Machine rows: 2 sæt - oftest 20-30 reps med ultra slow eccentric og hold. Tit ved at kaste op mellem sæt 1 og 2.
One-armed DB curl, 2 sæt
Triceps pushdowns, 2 sæt
Nakke (Mike Tyson style), 2 sæt

-> Alt køres generelt med kontrolleret excentrisk og pauser.

Pas 2
Split squat, 2 sæt
Walking lunges, DB eller BB, 2 sæt - oftest 50-60 reps i én køre. Andre gange 1 sæt med 100 eller mere.
Reverse back extension, 2 sæt
Mave, 2 sæt med uendelig mængder reps

Off

Pas 3
DB higher incline, op til 2 tunge 5'ere
Pullups, 2 sæt
DB high incline flies, 2 sæt
One-armed neutral grip pulldowns, 2 sæt
Underarm, 2 sæt
Armstrækkere på kettlebells, 2 sæt

Pas 4
Sissy squat, 2 sæt
Reverse lunges, 2 sæt
Leg extensions, 2 sæt
Mave, 2 sæt

Jeg noterer vægt og reps gang til gang - og indtil videre går det fremad. Det bliver spændende at se, nu hvor jeg kommer til at træne mere kontinuerligt. Træningerne kræver også, at der bliver fyldt på med noget kulhydrat inden, og det giver desuden bedre pumps og performance.