I HAVE SEEN THINGS YOU PEOPLE WOULD NOT BELIEVE.Er netop hjemvendt efter at have fuldført Camino Francés på 17 dage. Camino Francés er en pilgrimsrute med mere end 1000 år på bagen, der strækker sig fra St. Jean Pied de Port i Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien. Officielt er ruten 780 km. men jeg vidste godt, at den ville være en my længere. For at dokumentere denne skævhed, benyttede jeg mig af 2 forskellige apps til at tracke skridt og km. antal, og endte med at have gået énmillionogseksogtredivetusinde skridt, da jeg stod foran katedralen i Santiago. Jeg har MEGET konsekvent holdt mig til ruten, og gik aldrig tilbage eller tog afstikkere, da der var nok af km. i forvejen. Ingen grund til at udbygge og spilde mere tid, der ultimativt ville kompromittere den i forvejen sparsomme restitutionstid.
Første dag, der er kendetegnet ved at være den hårdeste dag grundet de mange højdemeter, krydsede jeg Pyrenæerne i bar mave og shorts, fuldkommen drevet af adrenalin, heltefortællinger, friske ben og et enormt drive. Langt de fleste tager første overnatning efter 8 km. første dag, da stigningerne er markante. Efter 4 timer og 11 minutter var jeg nået 23 km. frem, og havde for længst passeret mere end 100 mennesker gennem bjergene. Jeg velsignede de fleste folk på deres rejse, og jeg påpegede skønheden ved omgivelserne vi befandt os i. Der var kæmpemæssige fugle, der forsvandt mellem tåge og dis, lyde af får, heste og køer med klokker, der gik på bjergsiderne og græssede. Luften og naturen var uspoleret og ren.
Jeg endte med at være forrest i feltet, og blottet for synet af andre mennesker, løb jeg nedad Pyrenæerne. Man kan slet ikke begribe, hvor hårdt det er at GÅ ned. Faktisk er det mest optimalt blot at bruge momentum, i stedet for at bruge energi på at stritte i mod. Efter 14 timer og 20 minutter og med 67 km i bagagen. var jeg i mål - pludselig en dag foran. Først efter 55 km. begyndte der at komme signaler fra kroppen, men det var faktisk først allerværst, da jeg kom ned at ligge i overkøjen på herberget. Da jeg få timer efter vågnede for at skulle på toilettet, kunne jeg dårligt nok støtte på mine ben. Efter 2½ times yderligere søvn, kunne jeg dog halte. Dagen efter blev jeg mødt af 38 graders varme og rigtig mange nedstigninger i ustabilt terræn, hvor man periodisk skulle overveje hvert et skridt. Jeg tilbagelagde alligevel 45 km. men kom ikke i bad da jeg ankom, da der ikke var mere at give af.
Dagen efter mødte jeg i en tætbevokset skov, meget tidligt om morgenen, en 50-årig multimillionær fra København. Smerter og tvivl havde fyldt mit sind indtil da. Vi fulgtes frem til endestationen, der blot bød på 30 km, men til gengæld svømmepøl og liv og glade dage. Et dejligt afbræk fra gårsdagen. Da vi sad ved poolen, læste jeg mig frem til at en amerikansk mand blot ugen forinden var død på denne strækning af hjertestop, hvilket ikke overraskede mig. Jeg tog afsked med multimillionæren, og satte herfra afstandene op igen. De næste 3 dage bød på 50, 42 og 52 km. vel at mærke i næsten 40 graders varme, hvorfor mine dage startede omkring kl. 5 for at få et forspring. Senere på turen endte jeg med at stå op før 4.
Den hårdeste dag på turen for mig - selvom det ikke var på den tur, at jeg var tættest på at kollapse pga. hedeslag og mangel på vand, var turen ind til Burgos. Ruten var 52 km. lang - og efter jeg besteg et bjerg, hvor jeg mødte en 81-årig spansk mand på toppen, med hvem jeg talte spansk, fik en chokoladebar og fik taget selfies både på hans og min telefon, var der stadig 18 km. til byen. Klokken var nu 12 og solen stod på sit højeste. Manden fortalte mig at han også skulle til Burgos i dag, men vi gik langt fra i samme tempo. Faktisk mødte jeg ikke nogen på turen, der gik i mit tempo - i hvert fald ikke generelt. Jeg havde hele tiden i baghovedet ... hvordan kommer denne mand dog i mål for i dag? Jeg vidste selv, hvor presset jeg var, og hvor kort tid jeg havde at løbe på. De sidste 10 km. ind til Burgos går i gennem et kæmpemæssigt industrikvarter, langs fortov og med hundredevis af blandede støjende køretøjer langs venstre hånd. Jeg kunne ikke finde ro. Første dag var jeg Mike Tyson i 1986, men nu var jeg Brian Nielsen mod Mike Tyson i 2001. Modsat Brian, var jeg dog ikke i gulvet, men det var tæt på. Jeg bevarede mit vinderinstinkt, men måtte lytte til musik for ikke at miste mig selv yderligere. Tårene trillede nedad mine kinder, i mens jeg lyttede til det samme nummer af Sun Kil Moon i næsten 2 timer. Jeg gemte mig under min munkekåbe, men da jeg kom tættere på centrum og de mange forbipasserende, var det nemt at gennemskue, at jeg var en mand i kamp med mig selv. Scenen var som Jesus, der bar korset gennem gaderne til Golgata for at lade sig korsfæste. Jeg fornemmede at jeg var uvenner med mig selv, og spurgte, hvorfor jeg dog behøvede at putte mig selv i sådanne situationer. Da jeg omsider kom frem til herberget, smed jeg mig på gulvet, men min psyke blev reddet af en 65-årig cyklist med stemme som Herzog. Efter mad og rigelige mængder af vand, var jeg klar igen næste morgen.
Jeg fortsatte herfra resten af turen med at gå mellem 40-50 km. om dagen, med undtagelse af 2 dage. Min venstre fod var hævet til dobbelt størrelse, så hvert skridt gjorde ondt. På trods af dette, tilbagelagde jeg længere distancer, fastbesluttet på at intet kunne stoppe mig.
Jeg gik 2 dage med en anden dansker, og vi endte med at være ovenud lykkelige for at havde mødt hinanden, da vi begge var ved at give efter for solen på en meget notorisk strækning på 18 km, hvor man blot går ligeud langs marker. Der er ingen mulighed for at skaffe vand på strækningen og der er flere km. uden skygge. Ingen af os var bekendt med denne strækning, så da der pludselig var 8 km. tilbage, og vi kun havde det vand, vi selv kunne udskille fra blæren og den luft, vi selv kunne lette, kombineret med 40 graders ubarmhjertig hede, var vi pressede. Vi klarede den dog, men jeg nåede at se djævelen i øjnene inden. Jeg var dog fast besluttet på at vi ikke skulle dø på den strækning. Det skulle dog vise sig at der nogle dage efter døde 3 mennesker på selv samme strækning, og at det er en strækning, der historisk har mange dødsfald på samvittigheden. Selv undrede det mig, at der ikke var flere advarsler om denne strækning. Vi var i øvrigt de sidste ude på strækningen, da de fleste, der tilbagelægger den, tager den tidligt om morgenen som de første. Da vi begav os ud, havde vi allerede 20 km. i benene, og klokken var 10.
Dagen efter brød jeg med danskeren, da han grundet ankelsmerter ville have en kortere dag. Jeg tog 52 km. og endte på herberg med en amerikansk gut, der også var tilhænger af low carb, så vi endte med at spise steak and eggs på restaurant. Helt generelt var de mest flinke mennesker på ruten fra USA, og de værste var franskmændene. På andenpladsen: spanierne. Spanierne var dog suverænt de mest larmende og respektløse mennesker.
Generelt havde (har?) jeg intet til overs for franskmændene. Jeg mødte ikke andet end umenneskelig arrogance. Spurgte du dem om noget på engelsk, svarede de på fransk - hvis de altså gad at svare dig. Dette var ikke blot min opfattelse, men den brede opfattelse blandt andre jeg drøftede dette problem med. Taxachaufføren fra lufthavnen forklarede det således: "French people believe that the rest of the world hates them. In fact, they hate the rest of the world"
Overordnet set, traf jeg nogle af de mest fantastiske mennesker på ruten, men også nogle af de værst tænkelige. Jeg sov udelukkende på herberg, så jeg måtte næsten dagligt konfronteres med folks respektløse og mangelfulde opførsel. Der var meget få regler på herbergene, men én der gik igen var, at der skulle være ro efter kl. 22:00. Det forstod eller respekterede de fleste dog ikke. Nogen troede det betød, at de blot skulle være i sengen på det tidspunkt, og så kunne de frit tale over højtaleren i deres telefon. Der var i det hele taget flere kritisable forhold på turen, blandt andet udbuddet af nærende mad - og ikke mindst, store nok portioner. Jeg er klar over, at de fleste mennesker bruger dobbelt så lang tid på at gå ruten som jeg, hvorfor der er forskelle i, hvad man har brug for, men tro mig, Gordon Ramsey og jeg kunne nemt have stukket ild til de første 100 spisesteder på ruten.
Mit mest interessante møde var med en mand fra Baskerlandet. Spanien, vil du måske sige, men jeg fastholder >Baskerlandet<. Manden talte flydende engelsk uden indflydelse af sit modersmål, hvilket kunne forklares med udenlandsophold og studie i London, hvor han faktisk havde truffet en dansk pige, med hvem han havde haft et forhold til. Han spurgte mig i den henseende, om alle danske kvinder bare er utilregnelige hjerteknusere. Hertil måtte jeg være ham svar skyldig. Manden havde en kandidat i psykologi, men havde erfaret at han ikke ville være psykolog. Han havde under sit studie indset, at psykologien var mangelfuld, og han stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke har fokus på kostens indflydelse på det mentale helbred. Selv har jeg aldrig mødt en person, der gik mere op i kost og lod til at nørde det ned i mindste detalje, med fokus på vitaminer og mineraler. Han havde forsøgt sig med forskellige livsformer og diæter gennem tiden, og havde fuldført en anden pilgrimsvandring på 820 km. blot ved hjælp af rawfood. Vi gik sammen hele dagen, på trods af hans livsfilosofi var, at han helst ikke lod sig attache til nogen eller noget, for han havde det bedst når han var 100% fri i sin måde at leve på. Jeg var selv ved at løbe tør for energi den ene dag, da jeg to dage i streg ikke havde været heldig med supermarkederne. De var lukkede pga. siesta, når jeg ankom til byerne, og de næste jeg fortsatte til, havde ikke supermarkeder. Den baskiske mand fornemmede dette, så han forsøgte at overtale en kvægbonde i Galicien til at sælge os råmælk, men manden frygtede for reprimander fra ordensmagten, hvorfor han desværre afviste.
Generelt har jeg skulle spise mellem 5000-6000 kalorier om dagen, men især grundet varmen og min naturlige sult, har dette ikke været muligt. Jeg har gået i gennemsnit 47 km. om dagen, og ultimativt tabt mig 5.5-6 kg. efter 17 dages vandring. Til sammenligning traf jeg flere dage i streg de samme mennesker på mountainbike, der tilbagelagde samme distancer som jeg. Jeg testede lige styrken i dag, og den er jammerlig. Jeg er dog ved godt mod. Jeg har gennemført en bedrift, meget få mennesker kan trække sig selv i gennem. Jeg har været kompromisløs og sovet i en park i León midt på dagen, fordi jeg havde gået flere dage med under 6 timers søvn. Jeg har rejst med under 3 kg. og levet yderst minimalistisk, og spist meget lidt. Det er hovedsageligt psyken, der sætter grænser. Jeg vidste godt, at jeg kunne klare at gå næsten 50 km. om dagen, men var flere dage vred på mig selv over, at jeg havde behov for at bevise det. De sidste 3 dage gik jeg 168 km. for jeg vidste at jeg ikke ville komme tilbage og gentage denne bedrift, så hvorfor ikke slutte med manér? Desuden er det kun 10% procent af alle, der ankommer til slutbyen, der er startet godt 800 km. derfra. De fleste starter 115 kg. derfra. De sidste 2 dage, overhalede jeg dagligt mere end 400 mennesker. Det skal dog siges, at der var flere grupper af 5-15, men anyways. Jeg fløj forbi dem, når pladsen tillod det. Jeg var kynisk og kun med 1 mål for øje. Jeg skulle bare frem. Jeg lyttede til en masse musik, gennemlevede følelser og genfortalte monologer fra film. Da jeg kom i mål i fredags og endte på pilgrimskontoret, var der to kvinder, der gennemgik mine stempler og papirer, og især den ene var målløs. Normalt har man kun én, men den anden ventede med at kalde den næste i køen hen, indtil hun også havde hørt min historie. Inden hun havde set mine papirer, udbrød hun: YOU MUST BE DANISH. YOU GUYS ARE AMAZING.
Samme nat ankom jeg til Malaga med et forsinket fly fra Santiago kl. 02:45. Grundet byfest 2 dage i streg, var det svært at finde ro og hvile, men jeg fandt mening og glæde i et dansk surdejsbageri, ledet af en tidligere natklubejer fra KBH, der var blevet uddannet bager hos Meyers Bageri i KBH.
Nu er jeg hjemme. Svag, men med rygsækken fyldt med mange historier. Det er historier og bedrifter, jeg lever for. De 17 dage vil stå til evig tid. Det kræver et enormt vindergen og ego at fuldføre. Nu må vi se, hvad næste projekt bliver. Først skal jeg lidt op i kropsvægt igen.