Jeg ved godt de fleste diskussioner omkring doping ender i mudderkastning. Jeg vil alligevel forsøge, at lave et lille debat oplæg.

Der er mange år siden jeg første gang læste nedenstående artikel. Det er dog stadigvæk en artikel jeg af og til vender tilbage til. Den er i mine øjne ekstremt tankevækkende.

http://www.la84foundation.org/SportsLibrary/IGH/IGH0303/IGH0303a.pdf

Jeg ved godt risikoen er noget mere udtalt for styrkeløftere i sværvægtsklassen. Tung træning, ingen kardiovaskulær træning, ekstrem overvægt og massivt fødevareindtag, er en opskrift på problemer. Men ser man på antallet af bodybuildere som er døde eller som er blevet alvorligt syge indenfor de sidste 50 år, så ligger det langt, langt over gennemsnittet for folk i den alder.

Jeg tror alle som er seriøse med deres træning, har overvejet brugen af anabolske steroider. Selv de mest hardcore modstandere af doping, kan næppe benægte, at de har overvejet hvor de ville være, hvis de havde brugt medikamenter. Man må dog formode, at den slags overvejelser fører en risikovurdering med sig. Jeg er vokset op med styrke ikoner som Jon Pall Sigmarsson og O.D. Wilson, og det er måske en guds gave for mig, at de døde da jeg næsten lige var startet med træningen. Jeg var meget stor fan af Jon Pall Sigmarsson dengang (og er det for den sags skyld stadigvæk), men jeg må indrømme, at hans død kom som et shock for mig. Jeg kunne på ingen måde forstå, at en så ung og veltrænet person kunne dø så tidligt. Jeg ved godt, at unge sportsfolk som aldrig har taget doping, dør med jævne mellemrum, men det var ret tydeligt, at Jon Pall Sigmarsson havde haft fingrene dybt nede i kagedåsen. Det betød, at jeg indtog en position overfor doping, som med garanti havde været meget anderledes, hvis jeg ikke havde oplevet disse 2 dødsfald. Man kan ikke lade være med at tænke på, om disse personer ville have valgt anderledes, hvis de havde haft valget. Om så risikoen for en tidlig død kun stiger med 2 %, så ville jeg ikke tage det valg. Jeg vil hellere være de 2 % foruden, og så forblive clean.

Nu er det nok tvivlsomt, at folk som allerede bruger doping, vil træde frem, og fortælle om deres overvejelse. Det kunne dog være interessant at vide hvordan man retfærdiggøre det over for sig selv. Ikke engang en Mr. Olympia titel eller en verdens stærkeste mand titel gør det værd at dø som 33 årig, efter min mening. Hvad siger i?

Og ja, mit indlæg minder meget om min første apropos, men jeg kunne godt tænke mig at få lidt mere debat ud af det, og få lidt flere tanker på bordet.

hvad er vi inde over når du skriver doping? snakker vi kun anabole sterioider,væksthormon osv eller menes der også ting som ulovlige test boostere, pro-hormoner?

jeg er selv bruger af pro-hormon og har været det i mange år og vil da gerne dele mine tanker omkring det hvis det falder ind under det emne du vil belyse1

Ikke så meget overvejelsen, men mere tanken omkring hvad man kunne opnå med medikamenter. Men den viljestyrke det kræver at dedikere sig til sporten, er noget jeg efterhånden ikke ville kunne leve foruden. Jeg synes heller ikke det er det værd, at kunne sige man er så meget større, eller så meget stærkere, når man i sidste ende egentlig kun har forkortet sit liv pga. et 'label'.

h2o skrev:hvad er vi inde over når du skriver doping? snakker vi kun anabole sterioider,væksthormon osv eller menes der også ting som ulovlige test boostere, pro-hormoner?

jeg er selv bruger af pro-hormon og har været det i mange år og vil da gerne dele mine tanker omkring det hvis det falder ind under det emne du vil belyse1

Selvom det er en grå-zone, så skal du være velkommen til at dele dine erfaringer og tanker omkring det nævnte emne.

MortenH skrev:Ikke så meget overvejelsen, men mere tanken omkring hvad man kunne opnå med medikamenter. Men den viljestyrke det kræver at dedikere sig til sporten, er noget jeg efterhånden ikke ville kunne leve foruden. Jeg synes heller ikke det er det værd, at kunne sige man er så meget større, eller så meget stærkere, når man i sidste ende egentlig kun har forkortet sit liv pga. et 'label'.

Nej, det er det. Tag en mand som Tom Prince. Sådan her så han ud mens han var på toppen:



Og sådan her ser han ud i dag, efter en meget lang periode med syge nyrer:



Nu ved jeg godt hans helbredsproblemer et langt stykke af vejen skyldes massivt misbrug af smertestillende piller. Men den slags er ofte noget der følger i kølvandet på AS misbrug. Når jeg ser på ovenstående billeder, så bliver jeg lidt trist. Det er det man ender som, når det går galt. Jeg ved godt han skal være glad for han overhovedet er i live. Men selv Brad Pitt fra Fight Club har med garanti en pænere krop end Tom Prince har under hans trøje. Hans krop er simpelthen ødelagt for livstid. For hvad ?

Nogen går i krig for deres land med risiko for at blive dræbt, men alligevel gør det det... Sådan tror jeg os det er med krudtere.. Man kæmper for noget koste hvad det vil. jeg er selv ex krudter... Nogen springer i faldskræm og står på ski dem forstår jeg slet ik det ville jeg ik turde.. risiken for at fx brække et ben så man ik ville ku squatte er for stor

Men mon ik de fleste laver en cost benefit anelys for dem selv og gør det op med sig selv.. Men til at starte med tror man jo bare det er en kur man skal ha... men sådan går det sjældent, sådan gik det heller ik for mig

Jeg er af den overbevisning at fornuftig omgang med krudt (små doser, sund livsstil, monitorering med blodværdier) ikke er så farligt som ADD prøver at bilde os ind; dermed ikke sagt at det er uden konsekvenser.

Et stof som testosteron har i min optik en særlig position, da det er et KØNShormon og således med til at definere os som hhv. mænd og kvinder.

Det er min holdning at doping på amatørplan er snyd men en del af spillet på professionelt plan (i visse sportsgrene i hvert fald).

Personligt er jeg - indtil videre - fri for at diskutere med mig selv om jeg skal prøve at hyggekrudte den lidt, da jeg konkurrerer på amatørniveau. Doping er for det første snyd, for det andet ville en positiv dopingprøve reflektere meget dårligt tilbage på min klub.

Hvad motionister går og putter i kroppen rager mig en høstblomst.

Jeg skal slet ikke sige mig fri...
Jeg har selv været dér, for mange år siden.

Kampen for den perfekte krop og med minimal indsats, var ligesom det der blevet "lovet" mig. Jeg forsøgte og jeg er lykkelig over de manglende resultater (blev større, men ikke som forventet), samt en pige der satte mig stolen for døren.... Hende eller dope (hende er jeg gift med i dag).
Men min uvidenhed i en ung alder, gjorde at det skulle prøves.

Jeg er i dag en del ældre og kunne ikke finde på det. Jeg vil dog ikke udelukke at tanken har strejfet mig og det har den hos 98% af alle bb´er. Den påstand bygger jeg på salgstallene fra div kosttilskud-sælgere og lign. De tjener styrtende med penge på fup-midler, der alle lover store kroppe og negative dope-test.

Jeg kan sagtens forstå dem der forsøger sig med dope, af den eller den anden slags, da det jo helt klart er en genvej til resultater. Jeg vil dog samtidig fraråde folk til at gøre det. Men min overbevisning er, at der er flere der er brugere, end vi måske lige går og regner med.

Jeg er af den overbevisning at fornuftig omgang med krudt (små doser, sund livsstil, monitorering med blodværdier) ikke er så farligt som ADD prøver at bilde os ind; dermed ikke sagt at det er uden konsekvenser.

Det er jeg helt enig i. Og jeg skal ikke kunne udelukke, at folk kan holde sig til den fremgangsmåde. Jeg tror bare der for mange går sport i det. Så skal man prøve med lidt højere doser, med en lidt vildere stack, eksperimentere med eksotiske præparater osv. Det er glidebane. Når man er villig til at tage ting som DNP, T3 osv. for at blive mere cut, så ender det altså galt. Hvis man vitterligt er så fornuftig, at man holder sig til moderate doser og basis kurer, og samtidig bliver undersøgt jævnligt, så er risikoen for at det går helt galt måske ikke så stor. Men tror seriøst kun det er en lille procentdel af dem som krudter den, som gør det sådan.

Derudover ligger der en ukendt faktor og lurer. Der er stor forskel på hvordan folks krop reagerer på AS og andre medikamenter. Nogen får ingen bivirkninger overhovedet, mens andre får både akutte og langsigtede bivirkninger af samme mængde. Jon Pall Sigmarsson var eksempelvis arveligt belastet mht. forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og hjertesygdom. Når man så smider AS misbrug ind i ligningen, så risikerer man at løbe ind i ting man måske først ville have været løbet ind i som 60 årig.

Men du har selvfølgelig en pointe i forhold til sund livsstil. En bodybuilder på krudt har nok ikke de samme risiko faktorer som en styrkeløfter på 170 kg, og en fedtprocent på 30. Men diskussionen går heller ikke kun på bodybuildere. Også på styrkeatleter. Det er utroligt, hvor effektivt selvbedrag kan være. Anthony Clark havde efter sigende så højt blodtryk, at hans næse var et springvand af blod under selv relativt lette opvarmningsvægte. Han lød som et astmatisk næsehorn, når han bare skulle bevæge sig fra et sted til et andet i almindelig gang. Det er underligt, at alle alarmklokker ikke ringer når det er ens hverdag. Han blev som bekendt ikke engang 40. Det er det jeg står uforstående overfor. Hvorfor stoppede han ikke mens han kunne? Når først man er i det, så er man fanget. Det gør sig gældende for mange tror jeg. Det er derfor jeg mener det er tåbeligt at man overhovedet går i gang med det pis. For når advarselssignalerne først begynder at melde sig, så er man så besat af hele doping cirkusset, at man ikke kan stoppe igen.

Ved godt det er kraftige generaliseringer, men det er immervæk dagligdag for mange. Der er da trods alt folk som stopper mens de kan. Den gamle bænkpres specialist Ken Lain, var klog nok til at stoppe mens tid var. Hans hvilepuls var på over 100, da han vejede mest, og han blev forpustet af ingenting. Han valgte at rykke ned i en meget lavere vægtklasse, og begyndte samtidig at dyrke lidt kardio. Det reddede ganske givet hans liv.

jeg forstår godt at vi gerne vil tro at det er velkalkulerede valg som der træffes i jagten på et bestemt mål, men for mange af dem der i tidens løb har taget billetten, har der jo været større eller mindre grad af afhængighed af steroider med i billedet. det ødelægger lidt ideen om velkalkuleret risikovurdering.

bare et indspark

Jeg tror på at folk der doper sig grundet en titel som WSM eller Mr.Oympia rent ud sagt ikke tænker rationelt.

Jeg er overbevist om at samtlige mennesker der har stor succes om det er i business eller træning er lige meget, generelt ikke tænker rationelt men ligger alt deres passion - tro - arbejde i det og der ved for succes.

Jeg er meget enig med Peter i forhold til snyd overfor sig selv og sine konkurrenter, men antallet af eliteløftere/bb'ere er vel skræmmende lille i forhold til antallet af dopingmisbrugere? Det helt store problem samfundsmæssigt er vel alle motionisterne, der gør det i kombination med weekenddrugs osv. Det er ikke for at afspore diskussionen, men det helt store problem ligger vel ikke i nærheden af elitesporten. Blandt motionister tror jeg ofte at selvværd/opmærksomhed der er grunden til de første par kure.

Peter_Olsen skrev:For mig ligger der ikke den store risiko kalkule bag ikke at bruge doping, så ville man jo heller ikke gå tungt i flere år hvis man generelt er bekymret for sit helbred - det har ofte sin pris. Den mest grundlæggende årsag til at jeg aldrig vil bruge doping ligger i hele ideen om fairness og sportsmanship for mig. Jeg synes det er så nederdrægtigt at snyde. Man vil aldrig kunne forsvare sin resultater, placeringer overfor sig selv sin familie eller konkurrenter med visheden om at man har snydt sig til det, om man bliver taget eller ej er ligegyldigt hvis man selv træffer det valg at dope sig så forsvinder al ære ved de opnåede resultater.
Desuden går det udover en sport man elsker, sin klub, og sine kammerater. Det må dælme også være pinligt ikke at have nok test i sine egne boller til at kunne outperforme andre der så er clean mens man selv er tanket op med lort.

Som Friche er inde på, så er styrkeløftere og vægtløftere en så lille del af alle dem som træner med vægte verden over. I bodybuilding er doping mere eller mindre en integreret del af sporten. Det samme gør sig gældende for stærkmandssport. Og så er der den meget store gruppe af motionister, som doper sig for at få en flot krop, som du kan imponere damerne og vennerne med. Selvom sidstnævnte gruppe ofte er dem som doper sig på den dummeste måde. Det vil sige 100 % uoplyst, og med de mest tåbelige doser og stacks, så er det sjældent dem som ender med de mest alvorlige bivirkninger, da de ofte trækker sig ud af det indenfor en overskuelig årrække.

Problemet ligger hos de personer, som ligger hele deres identitet i eksempelvis bodybuilding sporten, og som et resultat heraf er villige til konstant at presse citronen en ekstra tand, for at komme en smule tættere på et pro-card, eller hvad man nu end jagter. Her handler det ikke om moral, om snyd eller om at tage hensyn til sine medkonkurrenter. De er allesammen på nøjagtigt det samme sted. Det sørgelige er, at selvbedraget bliver værre og værre for hver dag der går. De bilder sig ind, at næste kur bringer dem skridtet nærmere, og de chancer man tager bliver større og større. Man kan sige, at folk som Jon Pall Sigmarsson i det mindste opnåede det at få skrevet sig ind i historiebøgerne, men der er rigtigt, rigtigt mange, som folk idag aldrig nogensinde har hørt om. Der er med garanti mange unge mennesker, som ønsker store muskler, som aldrig har hørt om Andreas Munzer, Mohammed Benaziza, Don Long eller Don Youngblood. Hvis de kunne have trådt ud af deres besættelse, og se det med helt neutrale øjne, ville de så have gjort det om? Jeg tror de fleste ville.

Hvis man på nogen måde skal hive noget positivt ud af at folk dør tidligt, så må man sige at f.eks. en mand som Andreas Munzer stod smuk og strålende i et kort sekund, som et fuldendt kunstværk, som måske netop var så smukt fordi det kun stod i et kort øjeblik. Som et stjerneskud en frostklar decembernat. Jeg kan stadig se på billeder eller videoer af Munzer og tænke: "Good going big guy. Thanks for the show". Det var hans valg, og han levede uden tvivl sin drøm, ligesom mange af de andre gjorde. Når det så er sagt, er jeg meget enig i det de skriver i artiklen, nemlig at "there is a time for maximum strength and size, and there is a time to move on". Jeg kunne godt unde Munzer at se tilbage på en glorværdig karriere, måske endda en karriere der ikke havde været helt så glorværdig, men til gengæld en karriere han havde overlevet, og kunne se tilbage på med stolthed mens han legede med sine børn, tog ud for at fiske og fik sig en kølig pilsner mens han fortalte røverhistorier om de gode gamle dage. Var det det hele værd? Det er et svært spørgsmål. Spørger man de nuværende pro-BB'ere og styrkeløftere vil de nok mene at det er det hele værd, fordi de stadig er i live og kan nyde det og indtil videre har klaret skærrene. Går det galt i morgen er jeg ikke så sikker på deres familier og venner ville være enige.

Jeg kunne godt unde Munzer at se tilbage på en glorværdig karriere, måske endda en karriere der ikke havde været helt så glorværdig, men til gengæld en karriere han havde overlevet, og kunne se tilbage på med stolthed mens han legede med sine børn, tog ud for at fiske og fik sig en kølig pilsner mens han fortalte røverhistorier om de gode gamle dage.

Det ville jo netop være det optimale. At man er i stand til at se hvornår nok er nok. Jeg er bare ret sikker på, at problemet for mange er at de ikke kan se hvornår det er nok, når det hele ruller. Det er lidt ligesom at være fanget i en lavine. Ligegyldigt hvor meget man gerne vil ud af den, så er man bare nødt til at vente til den har rullet færdig. Det er efter min mening deri det sørgelige ligger. Mange mister deres rationalitet, og er villige til at presse citronen så meget for at nå toppen, at det ikke går op for dem, at de er ude på et overdrev, før det er for sent.

Der er dog en gang imellem nogen som vågner op. Pro bodybuilderen Steve Brisbois var så berørt af Mohammed Benaziza's død, hvor han var til stede da det skete, at han trak så fra pro bodybuilding dagen efter. Der er en lille tekst om det her.

http://www.canadabodybuilding.com/showt ... is-Article

Thomas Jagd skrev:

Jeg kunne godt unde Munzer at se tilbage på en glorværdig karriere, måske endda en karriere der ikke havde været helt så glorværdig, men til gengæld en karriere han havde overlevet, og kunne se tilbage på med stolthed mens han legede med sine børn, tog ud for at fiske og fik sig en kølig pilsner mens han fortalte røverhistorier om de gode gamle dage.

Det ville jo netop være det optimale. At man er i stand til at se hvornår nok er nok. Jeg er bare ret sikker på, at problemet for mange er at de ikke kan se hvornår det er nok, når det hele ruller. Det er lidt ligesom at være fanget i en lavine. Ligegyldigt hvor meget man gerne vil ud af den, så er man bare nødt til at vente til den har rullet færdig. Det er efter min mening deri det sørgelige ligger. Mange mister deres rationalitet, og er villige til at presse citronen så meget for at nå toppen, at det ikke går op for dem, at de er ude på et overdrev, før det er for sent.

At mange udøvere ikke kan skelne hvorledes de burde stoppe deres forbrug, eller fortsætte med livet som indsats, er der desværre for mange historier om.
Jeg træner i øjeblikket i fitness world, og det er da uhyggeligt så mange der krudter sig, for at opnå de hurtige resultater, en af de seriøse udøvere har haft en stort antal hjerneblødninger bag sig , og alligevel er han lige begyndt på kur igen (trenbolone, beta blokkere og test), derudover skal han have indlagt implantater, og dette er med det håb at han kan vinde til næste turnering.
Som han selv siger, han vil gøre alt for igen at vinde, også selvom han er velvidende om at han ender som en grøntsag, sørgeligt men sandt.

Mvh august

Jeg tror det er svært at stoppe når ens økonomi samtidig er med i ligningen, for hvad skal man lave bagefter? der er grænser for hvormange special edition smartshakers der kan laves, og hverken styrke atleter eller BB'ere tjener kassen

men jeg synes det er vigtigt at skelne mellem forskellige typer af doping brugere, jeg er ikke sikker på det kan deles op helt så firkantet som, Jeg har forsøgt nedenfor, men min ide er at visse grupper er mere udsatte end andre, og under de forskellige kategorier kan der ikke gives nogen garanti for at folk ikke samtidig er idioter.
Kat. A. Proff BB/Styrke
Kat. B. Prof Anden sport
Kat. C. Amatør BB/styrke
Kat. D. Amatør anden sport
Kat. E. Hygge krudtere
Kat. A.
Doping test er stortset ikke eksisterende i proff BB, og visse Stærkmænd og styrkeløftforbund er er på så meget gear at jeg tvivler på regelmæssige test hos dem også. for at være proffesionel et-eller-andet skal man leve af det. for BB'ernes vedkommende er deres indtjening afhængig af deres størrelse, mere masse = mere krudt = flere penge
Kat. B.
Bruger en helt anden type af præstationsfremmende midler end BB og styrke atleterne, det er efter min overbevisning ikke ensbetydende med at de er mindre dopet, ex. Cykling med epo, bloddoping og clen etc, fodbold og håndbold med uhyggelige mængder smertestillende
Kat. C.
Amatørene indenfor BB, Jeg vil ikke udtale mig om styrkeløftere, har dårligere kår end de profesionelle, da de selv skal finde ud af hvad de skal tage og hvor meget. Da doping er tabubelagt, resultere det desværre i at nogle kommer galt afsted, måske fordi de ikke selv har sat sig ind i hvad de laver før de gik igang, måske fordi de ikke vidste hvem de skulle spørge om hjælp, samtidig skal hjælpemidlerne handles ulovligt og ofte fra UG-labs, hvilket kan sætte spørgsmålstegn ved renheden af de produkter man tager.
Kat. D.
Meget samme surdej som amatør BB, dog potentielt farligere da smertestillende trodsalt kan handles i håndkøb
Kat. E.
De er egentlig i samme situation som Kat. C. men uden noget reelt formål.

Edit.. Jeg har lige rettet så IPF ikke bliver anklaget for noget som ikke er sandt, beklager min uoplyste antagelse

Equus

Ipf/Dsf løfterne på internationalt niveau herhjemme bliver testet ofte, skal lave whereabouts mv. Dertil lagt at der ikke er taget en licensløfter herhjemme i 10 år uanset niveau. Internationalt forholder det sig dog anderledes og ca. 10 % af alle test i 2011 var positive hvilket selfølgelig giver et absurd højt reelt tal. Skal prøve at finde de præcise tal pr nation senere

IPF løfterne er er på så meget gear at jeg tvivler på regelmæssige test hos dem også

Det er en sandhed med modifikationer. Det kommer i høj grad an på hvilket land løfteren kommer fra. Mange af IPF's løftere kommer fra lande som har en meget skrap doping politik. I Danmark har der ikke været en positiv doping test indenfor dansk styrkeløft, siden Frank Jørgensen blev taget for mange år siden. Og danske løftere testes ret tit. Det samme gør sig gældende for et land som eksempelvis Norge. Her testes så vidt jeg er oplyst også med ret høj frekvens. Og hvor der i Danmark måske ikke er så mange løftere som kan gøre sig i toppen på internationalt plan, så er der det i Norge. Jeg skal ikke udelukke der er øst-europæiske lande, som stiller op til IPF stævner mens de er tanked, men de bliver i så fald ret hurtigt taget og udelukket fra IPF stævner. Der er jo mange eksempler på øst-europæiske løftere, som er udelukket fra IPF på livstid. Så selvom jeg ikke er så naiv at tro at IPF kun disker op med rene løftere, så er løfterne i IPF immervæk renere end de nogensinde har været. Det er jo derfor krudterne søger til alternative forbund. Og at sammenligne IPF med pro bodybuilding er helt skudt ved siden af.

Jeg er dog enig i, at der er flere forskellige kategorier af krudtere. Men de mest massive krudtere finder man nu engang i pro bodybuilding, stærkmandssport, og alternative ikke-testede styrkeløftsforbund. IPF styrkeløft og vægtløftning er idag langt fra de andre grupperinger rent dopingmæssigt. At der så findes hobby løftere og hobby bodybuildere som krudter sig på så dum en måde, at de løber en større risiko end de pro bodybuildere som fylder sig med et helt apotek, er en anden snak.

Peter var hurtigere

I IPF er der desværre store foreskelle på landene.
I Rusland var der tidligere minimal test indsats. I USA er testing også nogen steder meget sproradisk.
I Danmark bliver nye talenter og de bedste styrkeløftere testet massivt i perioder (6 gange på et år f.eks.), det samme i Sverige og Norge. I sådanne situationer er det svært at dope sig effektivt, hvis ikke man virkelig har styr på hvad man gør og/eller har en bestemt genvariation der gør metabiliseringen af anabolske steroider mere effektiv.

Thomas Jagd skrev:

IPF løfterne er er på så meget gear at jeg tvivler på regelmæssige test hos dem også

Det er en sandhed med modifikationer. Det kommer i høj grad an på hvilket land løfteren kommer fra. Mange af IPF's løftere kommer fra lande som har en meget skrap doping politik. I Danmark har der ikke været en positiv doping test indenfor dansk styrkeløft, siden Frank Jørgensen blev taget for mange år siden. Og danske løftere testes ret tit. Det samme gør sig gældende for et land som eksempelvis Norge. Her testes så vidt jeg er oplyst også med ret høj frekvens. Og hvor der i Danmark måske ikke er så mange løftere som kan gøre sig i toppen på internationalt plan, så er der det i Norge. Jeg skal ikke udelukke der er øst-europæiske lande, som stiller op til IPF stævner mens de er tanked, men de bliver i så fald ret hurtigt taget og udelukket fra IPF stævner. Der er jo mange eksempler på øst-europæiske løftere, som er udelukket fra IPF på livstid. Så selvom jeg ikke er så naiv at tro at IPF kun disker op med rene løftere, så er løfterne i IPF immervæk renere end de nogensinde har været. Det er jo derfor krudterne søger til alternative forbund. Og at sammenligne IPF med pro bodybuilding er helt skudt ved siden af.

Jeg tror faktisk ikke der er mindre doping nu, end der har været i styrkeløft og andre jernsport førhen. Atleter er blevet større og stærkere end nogensinde før. Jeg er mere overbevist om at atleter er blevet dygtigere til at skjule dopingbruget via sløringsstoffer og lign.

VHis du sammenligner styrkeløfterne fra i dag med løfterne fra 80'erne hvor dopingbrug var accepterede, så er de små og fede nu.
Jeg er ikke så naiv at tro at alle er rene i Danmark, men det er stærkt begrænset sammenlignet med tidligere.

Med Andre ord Casper, du ved ikke hvad du taler om.

peter_olsen2 skrev:Equus

Ipf/Dsf løfterne på internationalt niveau herhjemme bliver testet ofte, skal lave whereabouts mv. Dertil lagt at der ikke er taget en licensløfter herhjemme i 10 år uanset niveau. Internationalt forholder det sig dog anderledes og ca. 10 % af alle test i 2011 var positive hvilket selfølgelig giver et absurd højt reelt tal. Skal prøve at finde de præcise tal pr nation senere

beklager forkert forbund...
så nu spørger jeg istedet for at antage : hvilket forbund har Andy Bolton?

Casper H. skrev:

Thomas Jagd skrev:

IPF løfterne er er på så meget gear at jeg tvivler på regelmæssige test hos dem også

Det er en sandhed med modifikationer. Det kommer i høj grad an på hvilket land løfteren kommer fra. Mange af IPF's løftere kommer fra lande som har en meget skrap doping politik. I Danmark har der ikke været en positiv doping test indenfor dansk styrkeløft, siden Frank Jørgensen blev taget for mange år siden. Og danske løftere testes ret tit. Det samme gør sig gældende for et land som eksempelvis Norge. Her testes så vidt jeg er oplyst også med ret høj frekvens. Og hvor der i Danmark måske ikke er så mange løftere som kan gøre sig i toppen på internationalt plan, så er der det i Norge. Jeg skal ikke udelukke der er øst-europæiske lande, som stiller op til IPF stævner mens de er tanked, men de bliver i så fald ret hurtigt taget og udelukket fra IPF stævner. Der er jo mange eksempler på øst-europæiske løftere, som er udelukket fra IPF på livstid. Så selvom jeg ikke er så naiv at tro at IPF kun disker op med rene løftere, så er løfterne i IPF immervæk renere end de nogensinde har været. Det er jo derfor krudterne søger til alternative forbund. Og at sammenligne IPF med pro bodybuilding er helt skudt ved siden af.

Jeg tror faktisk ikke der er mindre doping nu, end der har været i styrkeløft og andre jernsport førhen. Atleter er blevet større og stærkere end nogensinde før. Jeg er mere overbevist om at atleter er blevet dygtigere til at skjule dopingbruget via sløringsstoffer og lign.

På internationalt plan. Ganske givet. Men ikke herhjemme. Og jeg tror det samme gør sig gældende for de andre nordiske lande. Herhjemme bliver man lagt for had, hvis man bliver testet positiv indenfor styrkeløft. De danske styrkeløftere har en helt anden moral end de havde i 80'erne. Man gider ikke have krudtere rundt omkring i klubberne, og folk bliver frosset ud, hvis de bliver taget.

Equus skrev:

peter_olsen2 skrev:Equus

Ipf/Dsf løfterne på internationalt niveau herhjemme bliver testet ofte, skal lave whereabouts mv. Dertil lagt at der ikke er taget en licensløfter herhjemme i 10 år uanset niveau. Internationalt forholder det sig dog anderledes og ca. 10 % af alle test i 2011 var positive hvilket selfølgelig giver et absurd højt reelt tal. Skal prøve at finde de præcise tal pr nation senere

beklager forkert forbund...
så nu spørger jeg istedet for at antage : hvilket forbund har Andy Bolton?

Kan ikke huske hvad det hedder. Men både Andy og Benedikt stiller op i alternative forbund. IKKE IPF.

Equus skrev:

peter_olsen2 skrev:Equus

Ipf/Dsf løfterne på internationalt niveau herhjemme bliver testet ofte, skal lave whereabouts mv. Dertil lagt at der ikke er taget en licensløfter herhjemme i 10 år uanset niveau. Internationalt forholder det sig dog anderledes og ca. 10 % af alle test i 2011 var positive hvilket selfølgelig giver et absurd højt reelt tal. Skal prøve at finde de præcise tal pr nation senere

beklager forkert forbund...
så nu spørger jeg istedet for at antage : hvilket forbund har Andy Bolton?

WPC. Er er en "pro" afdeling, der ikke er testet, og hvor der ikke er grænser for udstyret. Noget anderledes ifht. IPF.

peter_olsen2 skrev:Equus

Ipf/Dsf løfterne på internationalt niveau herhjemme bliver testet ofte, skal lave whereabouts mv. Dertil lagt at der ikke er taget en licensløfter herhjemme i 10 år uanset niveau. Internationalt forholder det sig dog anderledes og ca. 10 % af alle test i 2011 var positive hvilket selfølgelig giver et absurd højt reelt tal. Skal prøve at finde de præcise tal pr nation senere

Equus' udtalelse må stå for egen regning. Jeg undrer mig dog over hvordan han kan udtale sig omkring IPF, da han på ingen måde er involveret i dette forbund eller besidder viden om dennes antidoping-arbejde.

Såvidt jeg er orienteret, var 3,2 % af de 1116 foretagede dopingprøver positive i 2011 - hvilket efter min mening stadig er et højt tal, men dog langt fra 10 %.

h2o skrev:hvad er vi inde over når du skriver doping? snakker vi kun anabole sterioider,væksthormon osv eller menes der også ting som ulovlige test boostere, pro-hormoner?

jeg er selv bruger af pro-hormon og har været det i mange år og vil da gerne dele mine tanker omkring det hvis det falder ind under det emne du vil belyse1

tænkte det var den rigtige tråd at spørge om ;)

hva er pro hormoner?? er der forskel på det og "almindelig" hormoner??