marc0911 skrev:

h2o skrev:hvad er vi inde over når du skriver doping? snakker vi kun anabole sterioider,væksthormon osv eller menes der også ting som ulovlige test boostere, pro-hormoner?

jeg er selv bruger af pro-hormon og har været det i mange år og vil da gerne dele mine tanker omkring det hvis det falder ind under det emne du vil belyse1

tænkte det var den rigtige tråd at spørge om ;)

hva er pro hormoner?? er der forskel på det og "almindelig" hormoner??

Pro hormoner er kun for professionelle

DEMENTI

Min udtalelse omkring IPF var forkert og Jeg beklager at have anklaget IPF for massivt doping brug, Jeg havde ikke inden jeg skrev indlæget undersøgt nok omkring forbundet , antog blot at Bolton/Wendler mf stillede op under dette forbund, det viser sig ikke at være tilfældet, hvorfor der også er rettet i mit originale indlæg.

Equus skrev:DEMENTI

Min udtalelse omkring IPF var forkert og Jeg beklager at have anklaget IPF for massivt doping brug, Jeg havde ikke inden jeg skrev indlæget undersøgt nok omkring forbundet , antog blot at Bolton/Wendler mf stillede op under dette forbund, det viser sig ikke at være tilfældet, hvorfor der også er rettet i mit originale indlæg.

Jeg er nu ikke i tvivl om at der også bliver brugt sjove sager i IPF toppen internationalt.
Der ryger regelmæssigt folk i fælden fra lande som USA, Rusland og Indien.

Thomas Jagd skrev:

Det er utroligt, hvor effektivt selvbedrag kan være. Anthony Clark havde efter sigende så højt blodtryk, at hans næse var et springvand af blod under selv relativt lette opvarmningsvægte. Han lød som et astmatisk næsehorn, når han bare skulle bevæge sig fra et sted til et andet i almindelig gang. Det er underligt, at alle alarmklokker ikke ringer når det er ens hverdag. Han blev som bekendt ikke engang 40. Det er det jeg står uforstående overfor. Hvorfor stoppede han ikke mens han kunne? Når først man er i det, så er man fanget. Det gør sig gældende for mange tror jeg. Det er derfor jeg mener det er tåbeligt at man overhovedet går i gang med det pis. For når advarselssignalerne først begynder at melde sig, så er man så besat af hele doping cirkusset, at man ikke kan stoppe igen.

Det er jo også der, var man for længst er trådt ind i et misbrug, som tidligere beskrevet, og ikke længere kan sætte tingene i samme perspektiv. Tit kan man forholde sig til at det ikke længere er "individet" men i stedet misbrugeren, der har taget over. Det lyder dog helt voldsomt mht. hans besværligheder i et træningspas, samt hele hans hverdag, men dette kan jo også igen defineres ligeså. Et "normalt" menneske med syn på helbred, ville jo efter ovenstående sætte tingene for hovedet, og stille lyst frem for morale, og tænke om det virkeligt er det værd. I stedet bliver man tit til et snævresynet individ når man kommer ind i et dagligdagsmisbrug, og tænker ihvertfald i dette forhold, kun på fremgang og ser det som 'det eneste rigtige' og den rigtige levevej. Selvom de dog inderst inde godt kan fornemme følelsen af det de gør er forkert, har misbruget ikke kun af stoffet, men af trangen til at blive stor kan man sige 'taget over'.

Er dog helt enig med tidligere postet mht. ADD, og dets påvirkning på samfundet i en måske lidt voldsom grad på nogle punkter..

I stedet bliver man tit til et snævresynet individ når man kommer ind i et dagligdagsmisbrug, og tænker ihvertfald i dette forhold, kun på fremgang og ser det som 'det eneste rigtige' og den rigtige levevej. Selvom de dog inderst inde godt kan fornemme følelsen af det de gør er forkert, har misbruget ikke kun af stoffet, men af trangen til at blive stor kan man sige 'taget over'.

Det er nemlig det. Jeg tror reelt godt mange selv kan se det. Efter sigende havde Anthony Clark jævnligt sagt "I need to loose some weight and get healthy". Problemet er, at folk ofte har en tendens til at sige "jeg gør det imorgen". For Anthony Clark's vedkommende har det sikkert været "jeg gør det efter næste stævne" eller "jeg gør det når jeg har sat en verdensrekord mere". Man kan lyve for sig selv meget længe på den måde, og på et tidspunkt så klapper fælden. Som jeg indikerede i min første Apropos, så er der ingen 2nd chances hos døden. Når først han har langet fat i dig med hans store grimme le, så slipper han ikke igen.

I øvrigt så skal det ikke forstås sådan at jeg er hellig, og peger fingre af dem som krudter sig selv ihjel. Vi tager alle chancer i vores dagligdag. Det er sikkert heller ikke sundt at veje 133 kg som jeg gør. Og det er heller ikke altid jeg spiser lige sundt. Jeg kan også sige til mig selv, at jeg nok burde smide en 10-15 kg, og jeg bruger nøjagtigt de samme undskyldninger som Anthony Clark sikkert gjorde. "Jeg skal lige smide 10 kg mere på mit bænkpres". Jeg har bare sat grænsen der. Det er risiko nok for mig at veje i overkanten og være glad for mad. Jeg vil ikke smide krudt i ligningen også. Men psykologien bagved er den samme.

Biiver skrev:

peter_olsen2 skrev:Equus

Ipf/Dsf løfterne på internationalt niveau herhjemme bliver testet ofte, skal lave whereabouts mv. Dertil lagt at der ikke er taget en licensløfter herhjemme i 10 år uanset niveau. Internationalt forholder det sig dog anderledes og ca. 10 % af alle test i 2011 var positive hvilket selfølgelig giver et absurd højt reelt tal. Skal prøve at finde de præcise tal pr nation senere

Equus' udtalelse må stå for egen regning. Jeg undrer mig dog over hvordan han kan udtale sig omkring IPF, da han på ingen måde er involveret i dette forbund eller besidder viden om dennes antidoping-arbejde.

Såvidt jeg er orienteret, var 3,2 % af de 1116 foretagede dopingprøver positive i 2011 - hvilket efter min mening stadig er et højt tal, men dog langt fra 10 %.

Jeg har lige fundet competition test tallene fra 2010 det var dem jeg tænkte på og her var 6,9 procent positive. Og man må jo regne med at folk i hovedregel kan finde ud af at teste rene på stævnedag. Så jeg synes det er voldsomt højt.men nej ikke 10 % min fejl.

Tallene kan findes i "minutes" på ipfs hjemmeside

powerlifting-ipf.com/63.html?&no_cache=1&tx_ttnews%5Bpointer%5D=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=771&tx_ttnews%5BbackPid%5D=39&cHash=73ad5bd8b254e5e5c086e1084cccaa63

peter_olsen2 skrev:Jeg har lige fundet competition test tallene fra 2010 det var dem jeg tænkte på og her var 6,9 procent positive. Og man må jo regne med at folk i hovedregel kan finde ud af at teste rene på stævnedag. Så jeg synes det er voldsomt højt.men nej ikke 10 % min fejl.

Tallene kan findes i "minutes" på ipfs hjemmeside

powerlifting-ipf.com/63.html?&no_cache=1&tx_ttnews%5Bpointer%5D=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=771&tx_ttnews%5BbackPid%5D=39&cHash=73ad5bd8b254e5e5c086e1084cccaa63

Du skal huske på det er blot IPFs tests (349). Så er der alle de nationale tests (1594) og med samlet set 101 positive tests, er det 5,1% positive. Det er temmelig stabilt deromkring hvert år. Målet ift. IOC er vidst at ligge stabilt under 4%.

Biiver skrev:

peter_olsen2 skrev:Jeg har lige fundet competition test tallene fra 2010 det var dem jeg tænkte på og her var 6,9 procent positive. Og man må jo regne med at folk i hovedregel kan finde ud af at teste rene på stævnedag. Så jeg synes det er voldsomt højt.men nej ikke 10 % min fejl.

Tallene kan findes i "minutes" på ipfs hjemmeside

powerlifting-ipf.com/63.html?&no_cache=1&tx_ttnews%5Bpointer%5D=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=771&tx_ttnews%5BbackPid%5D=39&cHash=73ad5bd8b254e5e5c086e1084cccaa63

Du skal huske på det er blot IPFs tests (349). Så er der alle de nationale tests (1594) og med samlet set 101 positive tests, er det 5,1% positive. Det er temmelig stabilt deromkring hvert år. Målet ift. IOC er vidst at ligge stabilt under 4%.

Så er spørgsmålet vel hvor retvisende de nationale test er. Folk krudter vel mere i off-season end på stævnedag, så det er lidt "sjovt" at procentuelt flere syndere her når der burde være færre. Men måske bliver der holdt hånd over nogle atleter i nogle lande uden for konkurrence. Men det er bare gætteri

Det er også svært med procenter, der skal ikke ret mange russere til at give et stort udslag når sporten er så lille

Goldmans dilemma:

There’s a well-known survey in sports, known as the Goldman Dilemma. For it, a researcher, Bob Goldman, began asking elite athletes in the 1980s whether they would take a drug that guaranteed them a gold medal but would also kill them within five years. More than half of the athletes said yes. When he repeated the survey biannually for the next decade, the results were always the same. About half of the athletes were quite ready to take the bargain.

kilde: http://well.blogs.nytimes.com/2010/01/2 ... kill-them/

Thomas Jagd skrev:I øvrigt så skal det ikke forstås sådan at jeg er hellig, og peger fingre af dem som krudter sig selv ihjel. Vi tager alle chancer i vores dagligdag. Det er sikkert heller ikke sundt at veje 133 kg som jeg gør. Og det er heller ikke altid jeg spiser lige sundt. Jeg kan også sige til mig selv, at jeg nok burde smide en 10-15 kg, og jeg bruger nøjagtigt de samme undskyldninger som Anthony Clark sikkert gjorde. "Jeg skal lige smide 10 kg mere på mit bænkpres". Jeg har bare sat grænsen der. Det er risiko nok for mig at veje i overkanten og være glad for mad. Jeg vil ikke smide krudt i ligningen også. Men psykologien bagved er den samme.

Thomas.

jeg håber ikke jeg er dum at høre på, men jeg har tænkt over at man måske kan vende et spørgsmål om. Det man ofte hører er "hvorfor vil du tage krudt??"

Nu tænker jeg den anden vej.. jeg ved at du da du var yngre var meget meget fascineret af alle former for styrke, at du var endnu tungere end du er nu, og trænede meget fokuseret for at blive endda meget meget stærk!

Hvad var det der gjorde at du IKKE endte med fingerene i lidt Test?

Hvad stoppede dig fra at hoppe ud på den farlige glidebane?

Mvh B

Blackmoore skrev:

Thomas Jagd skrev:I øvrigt så skal det ikke forstås sådan at jeg er hellig, og peger fingre af dem som krudter sig selv ihjel. Vi tager alle chancer i vores dagligdag. Det er sikkert heller ikke sundt at veje 133 kg som jeg gør. Og det er heller ikke altid jeg spiser lige sundt. Jeg kan også sige til mig selv, at jeg nok burde smide en 10-15 kg, og jeg bruger nøjagtigt de samme undskyldninger som Anthony Clark sikkert gjorde. "Jeg skal lige smide 10 kg mere på mit bænkpres". Jeg har bare sat grænsen der. Det er risiko nok for mig at veje i overkanten og være glad for mad. Jeg vil ikke smide krudt i ligningen også. Men psykologien bagved er den samme.

Thomas.

jeg håber ikke jeg er dum at høre på, men jeg har tænkt over at man måske kan vende et spørgsmål om. Det man ofte hører er "hvorfor vil du tage krudt??"

Nu tænker jeg den anden vej.. jeg ved at du da du var yngre var meget meget fascineret af alle former for styrke, at du var endnu tungere end du er nu, og trænede meget fokuseret for at blive endda meget meget stærk!

Hvad var det der gjorde at du IKKE endte med fingerene i lidt Test?

Hvad stoppede dig fra at hoppe ud på den farlige glidebane?

Mvh B

Nej, du er ikke dum at høre på (og det har du i øvrigt aldrig været ) Jeg synes det er et ganske godt spørgsmål. Jeg har i princippet ikke moralske skrupler over at tage AS, sålænge jeg ikke havde planer om at stille op i sport hvor der testes. Jeg er i princippet ligeglad med alskens æresbegreber omkring det at være clean. Og havde jeg ikke haft den psykiske konstitution jeg har, så skal jeg ikke udelukke at jeg måske havde taget noget. Men sagen af den, at jeg for en 8-9 år siden røg ind i en længerevarende periode med alvorlig angst og depression. Og min angst var centreret omkring angst for sygdom og tidlig død. Det harmonerer ikke særligt godt med det at krudte den. Når man er bange for sygdom og død, så tænker man lidt dybere over konsekvenserne ved ting som doping.

Man kan så spørge, hvorfor jeg ikke bekymrer mig over de risici der er forbundet ved at veje så meget som jeg har gjort de sidste 20 år. Jeg tror det skyldes, at det er "known territory". Jeg har haft den vægt i mange år, og har været talrige undersøgelser igennem i forbindelse med min angst sygdom (da jeg blandt andet troede jeg var hjertesyg, havde kræft og alskens andre ting), og mit helbred fejler intet. Det er straks noget andet, når det er "unknown territory". Det stimulerer de negative tanker i langt højere grad. I realiteten kan man godt krudte sig, uden at ødelægge ens helbred, hvis man gør det fornuftigt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på usikkerhedsfaktoren. Man ved aldrig helt hvad der sker inde i kroppen på en. AS har potentiale til at sætte gang i nogle processer, såsom åreforkalkning og kræft, som man muligvis ikke når at registrere før det er for sent. Det er den primære grund til at jeg aldrig er hoppet på vognen. Jeg kan simpelthen ikke leve med uvisheden.

Og jeg faktisk meget af forklaringen skal findes her. I ens personlige tankevirksomhed omkring det at bruge doping. Hvis man grundlæggende tror AS er farligt, så er der langt mindre risiko for at man nogensinde begynder på den slags. Hvis man har den holdning at risikoen er overvurderet, så er det langt lettere at ryge i fælden. Og når først man er røget i, så tror jeg meget let man bliver hvirvlet ind i et eskaleret forbrug. Specielt fordi de akutte bivirkninger ofte er ret milde. Så er man tilbøjelig til at sige til sig selv, "det er jo slet ikke farligt overhovedet", og så glemmer man alt om de akkumulerende negative konsekvenser det har inde i kroppen. Og det er kun selvforstærkende, at de positive effekter er så vanedannende.

Folmand skrev:Goldmans dilemma:

There’s a well-known survey in sports, known as the Goldman Dilemma. For it, a researcher, Bob Goldman, began asking elite athletes in the 1980s whether they would take a drug that guaranteed them a gold medal but would also kill them within five years. More than half of the athletes said yes. When he repeated the survey biannually for the next decade, the results were always the same. About half of the athletes were quite ready to take the bargain.

kilde: http://well.blogs.nytimes.com/2010/01/2 ... kill-them/

Problemet med Goldmands dilemma er, at det er svært at svare ærligt på et teoretisk spørgsmål. Hvis vi leger lidt med tanken, og antager at de 50 % som svarede ja, fik muligheden, og tog den, så kunne det være interessant at spørge dem 2 år efter de havde vundet medaljen, om de fortryder det. Jeg er ret sikker på at en meget stor del af dem ville svare ja. Når først euforien ved at have vundet en guldmedalje har lagt sig, og man får en naturlig distance til det, så er livet lige pludselig mere værd end medajlen. Men så er det bare for sent. Det svarer jo lidt til rygere. Hvis man spørger dem om det er værd at ryge, hvis de en dag ender op med lungekræft, så vil en masse med sikkerhed sige ja, og begynde at snakke om livskvalitet. Men den dag de ligger i sygesengen, med uhelbredelig lungekræft, så er svaret helt sikkert et andet.

Thomas Jagd skrev:

Folmand skrev:Goldmans dilemma:

There’s a well-known survey in sports, known as the Goldman Dilemma. For it, a researcher, Bob Goldman, began asking elite athletes in the 1980s whether they would take a drug that guaranteed them a gold medal but would also kill them within five years. More than half of the athletes said yes. When he repeated the survey biannually for the next decade, the results were always the same. About half of the athletes were quite ready to take the bargain.

kilde: http://well.blogs.nytimes.com/2010/01/2 ... kill-them/

Problemet med Goldmands dilemma er, at det er svært at svare ærligt på et teoretisk spørgsmål. Hvis vi leger lidt med tanken, og antager at de 50 % som svarede ja, fik muligheden, og tog den, så kunne det være interessant at spørge dem 2 år efter de havde vundet medaljen, om de fortryder det. Jeg er ret sikker på at en meget stor del af dem ville svare ja. Når først euforien ved at have vundet en guldmedalje har lagt sig, og man får en naturlig distance til det, så er livet lige pludselig mere værd end medajlen. Men så er det bare for sent. Det svarer jo lidt til rygere. Hvis man spørger dem om det er værd at ryge, hvis de en dag ender op med lungekræft, så vil en masse med sikkerhed sige ja, og begynde at snakke om livskvalitet. Men den dag de ligger i sygesengen, med uhelbredelig lungekræft, så er svaret helt sikkert et andet.

Sådan er det jo med alt?
Jeg er da sikker på at den unge mc racer synes det er verdens fedeste at fyre den af med 200+ lige indtil det går galt og han ligger på paraplegien, det samme med stilladsarbejderen der arbejder uden hjelm i tyve år uden uheld. Den dag hvor uheldet er ude der fortryder man jo altid, om det er krudt, farlig kusse eller arbejdsuheld. det er en kalkuleret risiko som man ikke kan se konsekvensen af før den rammer. Det er altid mere vigtigt for individet at få stillet sit behov end det er at at tænke over konsekvenserne, tænk bjergbestigere som eksempel.

mikkel_baech skrev:

Thomas Jagd skrev:

Folmand skrev:Goldmans dilemma:

There’s a well-known survey in sports, known as the Goldman Dilemma. For it, a researcher, Bob Goldman, began asking elite athletes in the 1980s whether they would take a drug that guaranteed them a gold medal but would also kill them within five years. More than half of the athletes said yes. When he repeated the survey biannually for the next decade, the results were always the same. About half of the athletes were quite ready to take the bargain.

kilde: http://well.blogs.nytimes.com/2010/01/2 ... kill-them/

Problemet med Goldmands dilemma er, at det er svært at svare ærligt på et teoretisk spørgsmål. Hvis vi leger lidt med tanken, og antager at de 50 % som svarede ja, fik muligheden, og tog den, så kunne det være interessant at spørge dem 2 år efter de havde vundet medaljen, om de fortryder det. Jeg er ret sikker på at en meget stor del af dem ville svare ja. Når først euforien ved at have vundet en guldmedalje har lagt sig, og man får en naturlig distance til det, så er livet lige pludselig mere værd end medajlen. Men så er det bare for sent. Det svarer jo lidt til rygere. Hvis man spørger dem om det er værd at ryge, hvis de en dag ender op med lungekræft, så vil en masse med sikkerhed sige ja, og begynde at snakke om livskvalitet. Men den dag de ligger i sygesengen, med uhelbredelig lungekræft, så er svaret helt sikkert et andet.

Sådan er det jo med alt?
Jeg er da sikker på at den unge mc racer synes det er verdens fedeste at fyre den af med 200+ lige indtil det går galt og han ligger på paraplegien, det samme med stilladsarbejderen der arbejder uden hjelm i tyve år uden uheld. Den dag hvor uheldet er ude der fortryder man jo altid, om det er krudt, farlig kusse eller arbejdsuheld. det er en kalkuleret risiko som man ikke kan se konsekvensen af før den rammer. Det er altid mere vigtigt for individet at få stillet sit behov end det er at at tænke over konsekvenserne, tænk bjergbestigere som eksempel.

Det er da rigtigt nok. Det er en kalkuleret risiko. Men der er jo øjensynligt stor forskel på hvor stor en risiko man er villig til at løbe. Der er jo folk som vitterligt leger med deres liv. Tag klatre legenden Dan Osman, som klatrede op af ekstremt høje klippevægge uden sikring. Han døde af hans hobby eller livsstil, eller hvad man nu ynder at kalde det. Man kan selvfølgelig bare slutte diskussionen her, og konkludere at folk er forskellige, og der er forskel på hvor meget man ønsker at satse. Men det er imo alligevel interessant, at folk giver sig i kast med noget, hvor odd'sne for at komme hel ud på den anden side er ret små. Og når de så endda til tider får advarselssignaler, så stopper de alligevel ikke. Det er ikke at løbe en kalkuleret risiko. Det er direkte dumt, som jeg ser på det.

Thomas Jagd skrev:

mikkel_baech skrev:

Thomas Jagd skrev:

Folmand skrev:Goldmans dilemma:

There’s a well-known survey in sports, known as the Goldman Dilemma. For it, a researcher, Bob Goldman, began asking elite athletes in the 1980s whether they would take a drug that guaranteed them a gold medal but would also kill them within five years. More than half of the athletes said yes. When he repeated the survey biannually for the next decade, the results were always the same. About half of the athletes were quite ready to take the bargain.

kilde: http://well.blogs.nytimes.com/2010/01/2 ... kill-them/

Problemet med Goldmands dilemma er, at det er svært at svare ærligt på et teoretisk spørgsmål. Hvis vi leger lidt med tanken, og antager at de 50 % som svarede ja, fik muligheden, og tog den, så kunne det være interessant at spørge dem 2 år efter de havde vundet medaljen, om de fortryder det. Jeg er ret sikker på at en meget stor del af dem ville svare ja. Når først euforien ved at have vundet en guldmedalje har lagt sig, og man får en naturlig distance til det, så er livet lige pludselig mere værd end medajlen. Men så er det bare for sent. Det svarer jo lidt til rygere. Hvis man spørger dem om det er værd at ryge, hvis de en dag ender op med lungekræft, så vil en masse med sikkerhed sige ja, og begynde at snakke om livskvalitet. Men den dag de ligger i sygesengen, med uhelbredelig lungekræft, så er svaret helt sikkert et andet.

Sådan er det jo med alt?
Jeg er da sikker på at den unge mc racer synes det er verdens fedeste at fyre den af med 200+ lige indtil det går galt og han ligger på paraplegien, det samme med stilladsarbejderen der arbejder uden hjelm i tyve år uden uheld. Den dag hvor uheldet er ude der fortryder man jo altid, om det er krudt, farlig kusse eller arbejdsuheld. det er en kalkuleret risiko som man ikke kan se konsekvensen af før den rammer. Det er altid mere vigtigt for individet at få stillet sit behov end det er at at tænke over konsekvenserne, tænk bjergbestigere som eksempel.

Det er da rigtigt nok. Det er en kalkuleret risiko. Men der er jo øjensynligt stor forskel på hvor stor en risiko man er villig til at løbe. Der er jo folk som vitterligt leger med deres liv. Tag klatre legenden Dan Osman, som klatrede op af ekstremt høje klippevægge uden sikring. Han døde af hans hobby eller livsstil, eller hvad man nu ynder at kalde det. Man kan selvfølgelig bare slutte diskussionen her, og konkludere at folk er forskellige, og der er forskel på hvor meget man ønsker at satse. Men det er imo alligevel interessant, at folk giver sig i kast med noget, hvor odd'sne for at komme hel ud på den anden side er ret små. Og når de så endda til tider får advarselssignaler, så stopper de alligevel ikke. Det er ikke at løbe en kalkuleret risiko. Det er direkte dumt, som jeg ser på det.

Det er direkte dumt hvis der er risiko for at det kan komme til at enten skade andre fysisk eller følelsesmæssigt, f.eks bilulykker eller ved familie der mister en, dvs næsten altid er det direkte dumt. Det vil dog altid være det der gør at man enten er den dristigste eller eliten indenfor noget. Jeg er sikker på at du ikke finder ret mange familier der synes det er fedt at miste en, ligemeget hvad personen har bedrevet eller blevet skrevet i historiebøgerne for.
Osmans Datter er dog så indoktrineret at hun faktisk har udtalt at hun synes det ikke var slemt at miste sin far idet han gjorde noget han elskede, bare surt at det er pga en latterlig sikkerheds fejl af ham selv og ikke fordi stuntet var for ekstremt.
Jeg har selv i min klatrekarriere både taget kalkulerede og dumme risici men sådan tror jeg det er når man er dedikeret til det.

Mht risikoadfærd.

Da jeg var yngre var jeg lidt med i udkanten af klatremiljøet.

Det var meget specielt. På den ene side havde vi alle disse fantastiske sunde atleter i gudeform, der gik meget op i sikkerhed, elskede livet og naturen. På den anden side var der næsten i hvert nummer af bladene en nekrolog over en eller anden under 40 der var blevet ramt af en sten, faldet ned, fået højdesyge eller noget 4..

Det jeg oplevede var at de fleste argumenterede "men han/hun lavede jo også en fejl."..dermed betydende at det gør jeg nok ikke.

Har selv faldet lidt flere meter end jeg egentlig brød mig om...

Blackmoore skrev:Mht risikoadfærd.

Da jeg var yngre var jeg lidt med i udkanten af klatremiljøet.

Det var meget specielt. På den ene side havde vi alle disse fantastiske sunde atleter i gudeform, der gik meget op i sikkerhed. På den anden side var der næsten i hvert nummer af bladene en nekrolog over en eller anden under 40 der var blevet ramt af en sten, faldet ned, fået højdesyge eller noget 4..

Det jeg oplevede var at de fleste argumenterede "men han/hun lavede jo også en fejl."..dermed betydende at det gør jeg nok ikke.

Problemet med klatring er jo netop at det ikke kan garanteres som risiko frit selvom man ikke selv laver fejl. på klippe, bjerg og industriel er der så mange udefrakommende faktorer der kan spille ind udover ens egen dumdristighed eller fejl. Jeg har personligt været ved at kradse af ved alle tre slags klatringer.
Man kan altid bagefter sige, ja de vidste jo det kunne ske og det er jo rigtigt nok.
Jeg har da personligt været ved at tage billetten jeg ved ikke hvor mange gange ved klatring, både pga egne fejl, udefrakommende faktorer og direkte fejl fra andres sider.

I øvrigt så tror jeg også ens alder har noget at sige. Da jeg var yngre var jeg passioneret skateboard udøver. Når jeg tænker tilbage på nogle af de ting man lavede dengang, så kan jeg slet ikke forstå man turde. Dengang havde jeg ingen ide om, at man kunne blive hverken alvorligt syg eller komme til skade. Jeg mente jeg havde fuld kontrol over min krop. Men når man bliver ældre, og blive mindet om ens egen dødelighed, så begynder man at se anderledes på tingene. Det er immervæk sådan jeg oplever det

Thomas Jagd skrev:I øvrigt så tror jeg også ens alder har noget at sige. Da jeg var yngre var jeg passioneret skateboard udøver. Når jeg tænker tilbage på nogle af de ting man lavede dengang, så kan jeg slet ikke forstå man turde. Dengang havde jeg ingen ide om, at man kunne blive hverken alvorligt syg eller komme til skade. Jeg mente jeg havde fuld kontrol over min krop. Men når man bliver ældre, og blive mindet om ens egen dødelighed, så begynder man at se anderledes på tingene. Det er immervæk sådan jeg oplever det

Der kan jeg følge dig 100 Jeg fatter sgu heller ikke at jeg turde alt det lort jeg har lavet igennem tiden. F.eks da jeg en nat rapellede nøgen ned fra en ordentlig satan af en bro for at finde rebet for kort og da vi så kørte ud af rebet vidste vi ikke hvor langt vi manglede ned til vandet og så havde vi heller ikke lige indberegnet strømforhold i en sejl rende, det blev den eneste gang vi gjorde det alligevel

Thomas Jagd skrev:Kan ikke huske hvad det hedder. Men både Andy og Benedikt stiller op i alternative forbund. IKKE IPF.

Hvorfor stiller Benedikt ikke op i IPF, er det fordi han doper sig. Tidligere løftede han da i IPF.

Thomas Jagd skrev:Nej, du er ikke dum at høre på (og det har du i øvrigt aldrig været ) Jeg synes det er et ganske godt spørgsmål. Jeg har i princippet ikke moralske skrupler over at tage AS, sålænge jeg ikke havde planer om at stille op i sport hvor der testes. Jeg er i princippet ligeglad med alskens æresbegreber omkring det at være clean. Og havde jeg ikke haft den psykiske konstitution jeg har, så skal jeg ikke udelukke at jeg måske havde taget noget. Men sagen af den, at jeg for en 8-9 år siden røg ind i en længerevarende periode med alvorlig angst og depression. Og min angst var centreret omkring angst for sygdom og tidlig død. Det harmonerer ikke særligt godt med det at krudte den. Når man er bange for sygdom og død, så tænker man lidt dybere over konsekvenserne ved ting som doping.

Tillader mig lige at spørge: Hvordan kom du over din angst?
Spørger fordi jeg kender en med lignende problemer, dog nok i mindre grad.

Superspændende debat for en sjælden gangs skyld.

Helt enig i der er forskellige former for dopingbrugere der doper sig med forskellige formål. Dog er det muligt at læse sig til utroligt mange faktorer ift. diverse dopingstoffer der bedre sætter den enkelte i stand til at træffe en risikovurdering.

Tror det umiddelbart farligste ved doping er denne viden.

Fx. testosteron:

Du kan forvente: fremgang i masse og styrke!

Men: Af negative bivirkninger kan du forvente flere, men for hver birvirkning er der et andet stof du kan tage for at minimere. Gynækomastia, bloat, forhøjet kolesterol, skaldethed, testikulær atrofi , impotens (efter end kur) osv.

Det er nogle af de "bivirkninger" for mænd jeg lige kunne komme på. Det de har tilfælles er, at alle bivirkningerne kan man bekæmpe ved at tage et eller flere andre stoffer under og efter kuren - og jo mere man ved om det, desto sværere bliver det nok at finde frem til de gode argumenter for hvorfor man burde lade være.

Når man først bevæger sig i en diskurs, hvor man betragter et dopingbrug som relativt ufarligt så er der ikke så meget der holder en tilbage længere.

Jeg slynger lige et spørgsmål ud velvidende at der nok ikke er så mange på det her board det aner noget om det eller kan give et kvalificeret svar, men kan det ikke tænkes at den viden vi har i dag om blodværdier, levertal og bivirkningerne gør det MULIGT at benytte sig af hormoner uden nødvendigvis at skulle under jorden før man er fyldt 30..?

Der er jo også hele den verden omkring r-hgh, igf og peptider og sådan - der jo nærmest bliver markedsført som "rejuvenating and anti-aging" i andre lande, altså der hvor de er lovlige. Og det er jo ikke helt uberettiget, da de bivirkninger man kan få ved disse præperater er nærmest ikke-eksisterende ved lave doser.

Hvad med disse stoffer? Der testes jo også får nogle af dem (mener jeg) når ADD laver deres kontrolbesøg i de danske centre..

kejserA skrev:

Thomas Jagd skrev:Nej, du er ikke dum at høre på (og det har du i øvrigt aldrig været ) Jeg synes det er et ganske godt spørgsmål. Jeg har i princippet ikke moralske skrupler over at tage AS, sålænge jeg ikke havde planer om at stille op i sport hvor der testes. Jeg er i princippet ligeglad med alskens æresbegreber omkring det at være clean. Og havde jeg ikke haft den psykiske konstitution jeg har, så skal jeg ikke udelukke at jeg måske havde taget noget. Men sagen af den, at jeg for en 8-9 år siden røg ind i en længerevarende periode med alvorlig angst og depression. Og min angst var centreret omkring angst for sygdom og tidlig død. Det harmonerer ikke særligt godt med det at krudte den. Når man er bange for sygdom og død, så tænker man lidt dybere over konsekvenserne ved ting som doping.

Tillader mig lige at spørge: Hvordan kom du over din angst?
Spørger fordi jeg kender en med lignende problemer, dog nok i mindre grad.

For mig har det været en meget vigtig ting, at acceptere min angst, i stedet for at se den som noget der skulle forsvinde. Noget jeg skulle skille mig af med for at få det bedre. Ved i stedet for at acceptere den som værende en del af mig, så er den med tiden blevet mindre. I realiteten tror jeg aldrig jeg slipper helt af med angsten, men den er på et niveau hvor den ikke hæmmer min hverdag. Det er det vigtigste. Og så har daglig træning været en rigtig god ting for mig. Hver gang jeg har kørt med på mine tanker, og droppet alt omkring mig, så har jeg fået et kraftigt tilbagefald. Så det har været vigtigt for mig, at holde mig i gang, og ikke køre med på tankerne hvis man har en dårlig dag.

Men det er utroligt hvor invaliderende en angstlidelse kan være. Da jeg havde det værst, lå jeg på sofaen konstant i 3 måneder, og ventede på jeg skulle dø (troede seriøst jeg var døende, til trods for at lægerne sagde det modsatte). Jeg spiste ikke særligt meget, og tabte mig 20 kg, hvilket forstærkede mine tanker yderligere. Når man taber sig så meget, så må man jo være meget syg. Min logiske sans var totalt forsvundet, og jeg kunne ikke se at den mest nærliggende forklaring var at jeg kun spiste meget lidt.

men kan det ikke tænkes at den viden vi har i dag om blodværdier, levertal og bivirkningerne gør det MULIGT at benytte sig af hormoner uden nødvendigvis at skulle under jorden før man er fyldt 30..?

I princippet ja. Hvis man kører det hele med lægekontrol, fornuftige doser osv., så tror jeg sagtens man kan gøre det relativt risikofrit. Tag de gamle bodybuildere fra Arnold's tid. De fleste er jo i live i dag. Men der vil altid være en risiko for at man ikke slipper så heldigt afsted med det. Men det man brugte dengang er jo også vand ved siden af det man bruger i dag. Dengang holdte man pauser henover året. I dag kører man nærmest på hele året rundt. Det kunne være interessant at se hvor mange af de nuværende pro's der når at blive +60 år.

peter_olsen2 skrev:

Biiver skrev:

peter_olsen2 skrev:Jeg har lige fundet competition test tallene fra 2010 det var dem jeg tænkte på og her var 6,9 procent positive. Og man må jo regne med at folk i hovedregel kan finde ud af at teste rene på stævnedag. Så jeg synes det er voldsomt højt.men nej ikke 10 % min fejl.

Tallene kan findes i "minutes" på ipfs hjemmeside

powerlifting-ipf.com/63.html?&no_cache=1&tx_ttnews%5Bpointer%5D=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=771&tx_ttnews%5BbackPid%5D=39&cHash=73ad5bd8b254e5e5c086e1084cccaa63

Du skal huske på det er blot IPFs tests (349). Så er der alle de nationale tests (1594) og med samlet set 101 positive tests, er det 5,1% positive. Det er temmelig stabilt deromkring hvert år. Målet ift. IOC er vidst at ligge stabilt under 4%.

Så er spørgsmålet vel hvor retvisende de nationale test er. Folk krudter vel mere i off-season end på stævnedag, så det er lidt "sjovt" at procentuelt flere syndere her når der burde være færre. Men måske bliver der holdt hånd over nogle atleter i nogle lande uden for konkurrence. Men det er bare gætteri

Det er også svært med procenter, der skal ikke ret mange russere til at give et stort udslag når sporten er så lille

Det virker i mine øre tankevækkende højt, med forbehold for lidt antagelser omkring hvem der bliver taget, og hvem der ikke gør. Ret beset kan vi uden videre sige med sikkerhed at, flere end de positivt testede reelt også krudter den. Lig dertil at en af hver 20. med sikkerhed er blevet positivt testet. Overvej derefter hvilken styrkeinducerende faktor diverse medikamenter har, og overvej hvilken resultatmæssig indplacering krudterne har. Det må formodes at være blandt den bedre halvdel, hvis ikke øvre kvartil. Lige pludselig begynder det tal ikke at klinge så "lavt". Hverken absolut eller relativt.

Det er ellers ærgeligt for et forbund som ellers disker op med en hård tilgang til krudt.

mikkel_baech skrev:

Thomas Jagd skrev:I øvrigt så tror jeg også ens alder har noget at sige. Da jeg var yngre var jeg passioneret skateboard udøver. Når jeg tænker tilbage på nogle af de ting man lavede dengang, så kan jeg slet ikke forstå man turde. Dengang havde jeg ingen ide om, at man kunne blive hverken alvorligt syg eller komme til skade. Jeg mente jeg havde fuld kontrol over min krop. Men når man bliver ældre, og blive mindet om ens egen dødelighed, så begynder man at se anderledes på tingene. Det er immervæk sådan jeg oplever det

Der kan jeg følge dig 100 Jeg fatter sgu heller ikke at jeg turde alt det lort jeg har lavet igennem tiden. F.eks da jeg en nat rapellede nøgen ned fra en ordentlig satan af en bro for at finde rebet for kort og da vi så kørte ud af rebet vidste vi ikke hvor langt vi manglede ned til vandet og så havde vi heller ikke lige indberegnet strømforhold i en sejl rende, det blev den eneste gang vi gjorde det alligevel

Men alligevel ville du have mig til at gøre det sidste torsdag aften - som en del af min træning?

Et par citater fra Mike Matarazzo. En af dem der har været uhyggeligt tæt på døden, men som indtil videre hænger i. Han har i dag ca. 20% hjertefunktion tilbage og kan stort set ikke lave noget fysik aktivt.



Oh, god, where do I begin? I'd have to say that everything that led to my heart problem began the minute I started getting serious about competitive bodybuilding. In order to get bigger, I'd eat five, six, seven pounds of red meat a day, no vegetables. And I'd stay away from fruits because of their sugar.

Worst were the chemicals. I have so many memories of being alone in a hotel room the week, five days or two days before a contest, and doing unspeakable things to my body—steroids, growth hormones, diuretics—anything and everything that we as bodybuilders do to achieve a certain look.

It has affected my whole life, so to all those guys who are on an eternal quest to have 21" arms and 20" calves, and who are so vain about their never-say-die attitude, I say, "Change your attitude." Worry about keeping that body of yours as healthy as possible, because it's going to have to last you not just through your next contest or to the end of your bodybuilding contract, but for a long time. And a long time for a human being is nothing. It goes by real quick, even quicker when your health is gone and you have nothing to stand on

Desuden en lille kavalkade over nogle af dem der ikke klarede den

@Mussetrusse: Har du en ide om hvordan de forskellige døde? Altså hvordan fordeler dødsraten sig mellem diverse organsvigt, selvmord, overdoser af diuretika etc ?

Folmand skrev:@Mussetrusse: Har du en ide om hvordan de forskellige døde? Altså hvordan fordeler dødsraten sig mellem diverse organsvigt, selvmord, overdoser af diuretika etc ?

Jeg kan huske de fleste. Hvis jeg tager fejl ved en enkelt, så undskylder jeg

Andreas Munzer - indre blødninger og massiv organsvigt pga. indtagelse af et hav af forskellige medikamenter
Scott Klein - nyresvigt
Mohammed Benaziza - diuretika
Derrick Whitsett - hjertestop
Paul DeMayo - kan ikke huske om det var en heroin overdosis, men han var røget ind i et massiv misbrug af stoffer
Mike Mentzer - hjerteproblemer, men var kendt for at lege meget med amfetamin også
Don Youngblood - hjerteproblemer

Og så er listen i øvrigt meget længere end dem som nævnes i videoen. Og endnu længere hvis man tilføjer dem som lever med en ødelagt krop idag, som Tom Prince, Don Long, Mike Matarazzo osv.