Her lidt info fra DBFF:
Bodybuilding/fitness udvikling i Danmark
Som alt andet fra USA, fandt sporten sin vej frem til Danmark dengang i tresserne, hvor størstedelen af den danske ungdom gik ind for flower-power, hjemmestrikkede bøllehatte, stoffer, ø-lejre og Beatlesmusik. De første træningscentre som ikke var rent vægtløftningsklubber men også så småt begynde at beskæftige sig med bodybuilding, var Club Roma i København og Dansk Helsesport i Århus (Danmarks næststørste by). Ingen har de nøjagtig datoer, men det var i begyndelsen af tresserne. Begge centre var det vi i dag betegner som rigtige hard-core centre med masser af tunge håndvægte og vægtskiver. Dansk Helsesport i Århus ejedes af Jens Lind, hvis sønner begge gjorde bodybuilding-karriere i 80´erne med stor succes. Club Roma´s ejer - Jose Victor, var tidligere træner for fodboldklubben Benfica i Spanien, men havde fået smag for bodybuilding ved inspiration fra de amerikanske bodybuildingblade "Strenght & health" og "Muscle & Fitness. Han havde mange hjemmebyggede ting, var bl.a. den første der lavede roterende greb på håndvægte herhjemme - og præsenterede de trænende medlemmer for noget så ukendt som protein. En af de der helt fra starten var begyndt at træne i Club Roma var Sven-Ole Thorsen, som blev så glad for træningen at han skippede sine øvrige sportsgrene , bortset fra karate.
Et par år senere åbnede endnu et motionscenter i København (Lyngby) ligesom en vægtløfterklub i Odense nu også tilbød Bodybuilding. Stedet hedder Odense Bodybuilding Club (OBBC) og har op igennem 80´erne og begyndelsen af 90´erne bygget krop på mange danske mestre, herunder også Michael Poulsen. Der skød efterhånden flere motionscentre op i Danmark, både karateklubber og styrkeløfterklubber blev familiære med sporten via Sven-Ole Thorsen som stadig dyrkede karate på eliteplan. I Viborg tog Jens Bjerrekær, Viborghallens Motionscenter bodybuilding til sig, og har igennem tiden fostret mange kendte danske bodybuildere, bl.a. Peter Wann Jensen som startede med at dyrke karate i 1976, men i 1978 blev grebet af bodybuilding. Jens Bjerrekær har også selv taget en tørn i bestyrelsen i 80¨erne. Sven-Ole Thorsen åbnede sit eget motionscenter midt i 70´erne (Sporting Health Club i Gothersgade, Kbh.). Igennem bladet Muscle & Fitness kom Sven-Ole Thorsen i kontakt med IFBB (Ben Weider) og blev introduceret til bodybuildingens internationale verden.
Via sin kontakt til IFBB blev flere af datidens store amerikanske bodybuilding-idoler: Frank Zane, Lisa Lyon, Mike Mentzer og Samir Bannout hentet til Danmark for at holde træningsseminar. De få danske bodybuildere valfartede alle til København for at overhøre seminarerne.
Det der I Danmark satte den helt store skub i interessen for at træne med vægte var filmen "Sagen er bøf" (Pumping Iron) - dokumentarfilmen med den ung østriger med det mærkelige navn Arnold Schwarzenegger i hovedrollen som i 1978 havde premiere i Delta Bio, København. Mange af de bodybuildere/karateudøvere der kendte Sven-Ole kom til premieren på filmen, Peter Wann Jensen har endda stadig biletten fra biografen blandt sine "klenodier".
Sagen er bøf var noget der vakte mediernes interesse for bodybuilding, især da Arnold Schwarzenegger kom til premieren i Delta Bio, og han efterfølgende ved pressemødet charmrede den fremmødte presse, så næsten samtlige dagblade i Danmark fortalte om sporten i aviserne næste dag. Det skabte interessen for en muskuløs krop i mange unge mænd, og blev starten på en bodybuildingepoke af eksplosiv karakter.
I foråret 1979 brød 2 århusianske bodybuildere med Dansk Helsesport og åbnede deres eget center i Århus. Dansk Atletcenter var en epoke for sig selv, Keld Anders Nielsen (senere formand for DBBF 1986 - 1991 ) og Stanley Holub byggede selv alt træningsudstyret, og startede på en etage midt i det centrale Århus. Efter halvandet år var interessen så stor at der blev udvidet med endnu en etage, og de første 4 piger fik adgang i centret - heriblandt Bente Binderup (dansk mester 1982) og Mona Gudjonsson (nuværende formand for DBFF) - omklædningsrummet for pigerne var toilettet midt i træningssalen!
Samme år (1979) blev Dansk Body-Building Forbund stiftet af Sven-Ole Thorsen, og det første danmarksmesterskab i bodybuilding blev afholdt i Odd-Fellow Palæ´et i København den 27. maj 1979 - med hele 35 deltagere. Det med poseringen var så som så, alle deltagerne var i København en uge før DM for at lære at posere.
DM i 79 blev en publikums-succes, allerede året efter var der dobbelt så mange deltagere. Fra 1981 stillede også kvinder op til bedømmelse af deres fysik, bl.a. Sven-Oles svenske hustru, Annika, som i forvejen var kendt som slangetæmmer. Senere på året sendte dansk TV et dokumentarprogram om Sven-Ole og Anniqa, og det forstærkede intressen for bodybuilding endnu mere.
I 1982 vandt Lisser Frost Larsen DM, deltog efterfølgende i Europamesterskaberne og fik. I 1983 sin professionelle debut ved Ms. Olympia, hvor hun opnåede en flot 6. plads. (Filmen Pumping Iron II) og blev "verdenskendt" i Danmark . Lisser indstillede herefter sin bodybuilding-karrierer og blev senere dommer - og dommerchef i DBFF.
Op igennem 80´erne var interessen for bodybuilding enorm, der var langt over 100 deltagere til konkurrencerne, som for ikke at blive til marathon-stævner blev delt op i kvalifikationskonkurrencer: Jyske- og Sjællandsmesterskaber som senere blev lavet om til Begyndermesterskaberne. I 1986-1990 var interessen for BM så stor, at konkurrencen løb over 2 dage med forbedømmelser om lørdagen og finaler om søndagen. men set i bakspejlet, var det dengang en sport for de unge. Der var masser der konkurrerede (flere hundrede) og samtlige motionscentre var det vi dag klader for "hard-core" - dvs. der var da motionister, men mest de der kunne tåle mosten (larmende vægte, højlydte pust og støn) Formålet var ene og alene at blive stor og stærk. Der fandtes ingen instruktøruddannelse, og de fleste motionscentre blev ud over ejerens daglige indsats i dagtimerne, drevet ved hjælp af frivillig arbejdskraft om aftenen. De der gad at være instruktør på frivillig basis, var ofte konkurrencebodybuildere, som arbejdede en aften ugentligt mod fri træning
I 1983/84 fandt Aerobic vejen fra USA til Danmark, via Au-pair-piger som havde dyrket aerobic over there. Gymnastikforeningerne havde slet ikke interesse i denne gymnastikform den gang (fik det først 6-7 år senere, da de så hvor en alvorlig konkurrent aerobic var til traditionel gymnastik) - derfor var det motionscentrene der tog aerobic til sig, og det ændrede "klientellet" i motionscentene. Nu kunne hr. og fru Danmark følges ad til træning, og det gjorde de - i slutningen af 1986 formodede man at mellem 50-60.000 danskere dyrkede "bodybuilding" DBBF havde en stærk indflydelse på bodybuildingen, startede instruktørkurser op for både bodybuildinginstruktører og aerobicinstruktører.
I 1987, hvor DBFF talte 735 licenserede eliteudøvere og 71 medlemsklubber under sin paraply, begyndte det så småt at gå ned af bakken igen for bodybuilding. De første 2 store kæder blev etableret; Form og Figur med Tage Nielsen i spidsen og Jørgen Albrechtsen fra Fitness Club åbnede motionscentre med færdigpakkede programmer og forsøgte at sætte sig totalt på det danske marked med helsecentre. Begge ønskede ikke bodybuildere i deres motionscentre, i hvert fald ikke på konkurrenceplan - her var kun plads til motionister. De negative viberationer fortsatte da de første dopingspøgelser dukkede op, der var nu ikke længere PR i at have bodybuildere i centrene hvor ejerne mistede interessen for at sponsorere de talenter de havde i klubberne. Den negative indstilling forplantede sig blandt atleterne, som efterhånden søgte sammen i få klubber. Disse få motionscentre stod til gengæld stærkt med veletablerede eliteudøverklubber, som var grobunden for at skabe og støtte nye atleter. Den negative holdning til konkurrencebodybuildere i motionscentrene begyndte at smitte af på konkurrencesiden og deltagerantallet til både DM og BM var dalende, trods det at DBBF ved en generalforsamlingsbeslutning havde fået valgt 2 atletrepræsentanter ind i bestyrelsen, for at sikre at atleterne blev både hørt og fik medbestemmelse.
I efteråret 1990 holdt NABBA sit indtog i Danmark. - og det splittede de etablerede konkurrencebodybuildere i 2 lejre. Det, sammen med klubejernes vigende interesse for at have - og støtte konkurrencebodybuildere i motionscentrene resulterede i, at der i foråret 1991 var så få atleter til Begyndermesterskaberne, at de kunne afvikles over en dag. Netop nu, hvor bestyrelsen endelig havde fået tilbagebetalt den tidligere opstået gæld, talte DBFF kun 7 medlemsklubber - alle andre havde meldt fra pg.a. det høje årskontingent, som ingen reelt fik noget ud af bortset fra at atleter fra deres klub var berettiget til at stille op til konkurrencer, idet den daværende bestyrelse ikke længere orkede at arrangere instruktørkurser, seminarer mm.. Til den årlige generalforsamling i april 1991 meddelte samtlige bestyrelsesmedlemmer at de ikke længere ønskede at sidde i bestyrelsen.
Et udvalg blandt de fremmødte til generalforsamlingen besluttede sig for at lave et oplæg til en ny forbundsstruktur, for at sikre bevarelsen af bodybuilding som sport i Danmark - heriblandt Bo Allsø og Mona Gudjonsson. Forbundet blev efterfølgende ved en ekstraordinær generalforsamling omstruktureret til både at tælle motionscentre som klubmedlemmer og eliteudøvere/interesserede som enkeltmedlemmer. Man skulle således ikke længere træne i en medlemsklub for at kunne stille op. Der blev indført medlemsblad som skulle sikre løbende information til både klub- og privatmedlemmer.
Den nye bestyrelse fik "hårde" startbetingelser. NABBA holdt mesterskaber første gang i 1991. Steen Broford og Lisser Frost Larsen (som også var trådt tilbage som dommerchef) arrangerede Copenhagen Pro Grand Prix kun en måned før de danske mesterskaber. Der var således både konkurrence om publikum og bodybuilderne..
I løbet af 1992 fik den nye medlemsstruktur og bestyrelse et godt fodfæste, den kontinuerlige informationsstøm og afviklingen af både BM og DM med stor succes publikumsmæssigt betød, at interessen for medlemskab af forbundet steg betydeligt. Trods det, at NABBA nu afviklede konkurrencer i Danmark, var der stadig stor interesse for både de nationale og internationale konkurrencer i IFBB. Genindførslen af Nordiske Mesterskaber var helt sikkert også med til at bevare interessen for at forblive licens-atlet i DBBF. 1992 blev også det sidste år NABBA arrangerede konkurrencer i Danmark. DBFF måtte i henhold til IFBB´s regler idømme de atleter der havde konkurreret i NABBA karantæne, men de fleste vendte tilbage i løbet af et par år.
I begyndelsen af 93 fokuserede motionscentrene meget på instruktøruddannelse, medierne på doping og flere store kæder blev etableret. Samme år gav IFBB - helt uden om DBBF, Lisser Frost Larsen og Steen Broford licens til Fitness konkurrencer i Danmark og det første Ms. Fitness så dagens lys. Det betød en markant nedgang for kvindelig bodybuilding i Danmark. Pigerne syntes det var blevet for uopnåeligt at bygge store muskler, som trenden var, og valgte at konkurrere i Fitness i stedet. Dog var 1993 et godt konkurrenceår for DBFF, idet der var hele 73 atleter til forårsmesterskaberne - som blev det sidste store BM.
Da Steen Broford og Lisser Frost Larsen i april 1996 også startede med Mr. Fitness konkurrencer gav det DBFF yderligere konkurrence - en uheldig udvikling startede i motionscentrene som nu slet ikke ville have bodybuildere, men "kun" Fitness-atleter i centrene. De bodybuildere der reelt var tilbage har siden da været samlet i få "hardcore" centre rundt omkring i landet. For at bløde op på centerejernes modvilje mod bodybuilding - og fordi bredden identificerer sig med fitness og kun eliten med bodybuilding, skiftede Dansk Bodybuilding Forbund navn til Dansk Bodybuilding & Fitness Forbund ved en generalforsamnlingsbeslutning i april marts 1996.
Op gennem 90´erne har deltagerantallet til Danske Mesterskaber været nogenlunde stagnerende, med enkelte gode og dårlige år. Dårligst var 1998 men det var begrundet i at DM blev afholde med 6 måneders mellemrum, da DBFF vendte rundt på forårs- og efterårsmesterskaberne som et led i en nordisk beslutning. Desværre har udviklingen for begyndere gået den anden vej. Fra at have godt 40 begyndere hvert år, dalede tallet i 1999 til 19 og i 2000 helt ned til 15 - BM i år 2000 var derfor, desværre nok det sidste begyndermesterskab - medmindre udviklingen vender i løbet af de næste par år.
Om sporten generelt - på motionsplan
Fra at være startet som en "egoist-sport" har bodybuilding/fitness udviklet sig nationalt som globalt, til at være en af de største motions-sporte i verden. Sporten passer perfekt til vores livsstil i dag; Ingen faste træningstidspunkter - og en meget bred åbningstid i motionscentrene, individuelle tilrettelagte programmer for den enkelte, mulighed for kostvejledning etc. Der er sket meget siden de første motionscentre åbnede: Sidst i 80´erne/først i 90´erne ændrede både bodybuilding og aerobic karakter, der var opstået egentlige uddannelser i USA og der blev der ovre forsket meget i både træning, fysiologi og kost, og resultaterne nåede også til Danmark. Man behøvede nu ikke at være en kendt bodybuilder- aerobic-udøver for at blive accepteret som en god instruktør. De fleste instruktører havde nu en ganske god basisviden om kost og træning, forståelse for kropslige genetiske forudsætninger (kropstyper) suppleret med større menneskelig forståelse, og flere og flere motionister fandt deres vej til motionscentrene som efterhånden var skudt op overalt. Forskningen havde også resulteret i langt bedre trænings-equpment, som var tilpasset den menneskelige anatomi. Dette kombineret med at flere og flere sportsgrene begyndte at supplere deres træning med styrketræning satte yderligere gang i branche, ligesom medierne var begyndt at skrive om styrketræningens positive indvirken på livskvaliteten i form af forebyggelse af slidskader mm. Op gennem 90´erne har branchen fulgt yderligere op på medlemmernes krav til det moderne motionscenter: Der er flittigt indkøbt cardioudstyr (benyttes af de der ikke gider at løbe i skoven i al slags vejr), de frie vægte er suppleret med equipment som gør at der ikke kan trænes forkert, der kostvejledes og følges op på medlemmernes personlige mål.
Der er samtidig forsket meget i muskelmassens betydning for et godt helbred. Vi lever i dag i en verden hvor kroppen er ineffektiv i vores daglige arbejde, som ofte foregår siddende. Passiv muskelmasse er årsagen til mange skader og fedme, og det bliver udbredt via medierne dagligt.
Årsagen til sportens massive udbreden i dag, bunder netop i den viden om kost og træning som instruktørerne har i dag. Der findes i Danmark flere instruktøruddannelser og motionscentrene drives langt mere professionelt med højt uddannede instruktører, end tidligere. Ingen bliver overladt til sig selv, men får professionel og individuel tilrettelagt instruktion (hvis de altså selv vil). Mange moitonscentre har fysioterapeut og/eller massør tilknyttet eller samarbejder med en læge. Medlemmerne får en sikker vejledning og kan se resultatet af deres anstrengelser, og kan træne på netop de tidspunkter/ugedage som passer ind i deres daglige program - det er derfor flere og flere dyrker sporten.
Fakta om Bodybuilding/Fitness i Danmark anno 2000:
Hvor mange dyrker bodybuilding/fitness i Danmark?
Der findes desværre ikke noget tal for hvor mange der dyrker fitness/bodybuilding eller nogen statistik over udviklingen i antal af motionscentre i hverken Danmark eller andre lande. Det vil også være utrolig omfattende at foretage en sådan registrering, da:
• der er utrolig mange idrætsforeninger der tilbyder styrketræning
• Mange store firmaer har deres eget træningscenter
• Der er kommunale centre og de kommercielle. Det er de to sidstnævnte der er registreret i telefonbogen. Dog anslår man at mellem 350-450.000 har deres gang i et motionscenter mindst en gang ugentligt.
Er der lavet en statistik over medlemsudviklingen i motionscentrene?
Medlemsudviklingen i motionscentrene har vi desværre ingen tal for dette, men derimod et reelt tal for kønsfordeling og aldersfordeling pt. Vi har netop, i forbindelse med evaluering af vores kursusindhold på vore instruktørkurser (maj 2000), foretaget en skriflig rundspørgen i vores medlemsklubber. Følgende tal fremkommer efter at vi har taget besvarelserne fra motionscentrene i de store byer fra - da motionscentrene i storbyerne afviger i medlemssammensætningen i forhold til landets øvrige motionscentre - dvs. forholdsvis mange unge mennesker + de forthold, at motionscentrene kvardratmetervis er langt langt større end gennemsnits-motionscentret samt at de, for de flestes vedkommende, også har store aerobic og spinning-afdelinger. (I statistikken her indgår svarene fra 50 motionscentre geografisk placeret fra Skagen til Nykøbing Falster. -
De 50 centre har ialt gennemsnitligt 41.320 medlemmer pr. måned, svarende til et gennemsnit på 827 medlemmer. (dog varierer tallet fra 200 - 3700 medlemmer)
Aldersfordeling:
• 16,1% er under 20 år
• 25,6% 20-25 år
• 24,7% 25-35 år
• 16,0% 35-45 år
• 11,3% 45-55 år
• 6,3% over 55 år.
Fordeling på køn:
• 67% af medlemmerne er mænd
• 33% af medlemmene er kvinder
24 ud af de 50 motionscentre tilbyder også aerobic. Af disse 24 motionscentre udgør 74,3% af medlemmerne folk der kun dyrker styrketræning, mens 25,7% kun dyrker aerobic/spinning eller begge dele.
kun 7 ud af de 50 motioncentre tilbyder spinning (er altså mest et storby-tilbud pt.)
47 af de 50 motionscentre har både frivægtstræningsudstyr + træningsmaskiner (eksempelvis technogym-equipment).
2 har kun frivægtstræningsudstyr.
Ingen har alene træningsmaskiner (men det ved vi mange har i storbyerne = de store moderne fitnesscentre).
I alt: 505
Medlemmer: 3
Skjulte: 0
Gæster: 502
