8800 skrev:NATO lægger pres på Europa for at tage mere ansvar:
http://jp.dk/udland/europa/article2774468.eceJeg kan sagtens forstå, hvis amerikanerne mener de tager en stor del af slæbet. Det undrer mig dog, hvorfor Europa ikke selv med de nuværende budgetter ikke kan opnå større strategiske kapaciteter (eller hvad man nu kalder det på en pæn måde). Det må da være oplagt, at i takt med den større europæiske integration (hvis den ikke er gået i stå), at lande i højere grad specialiserer sig således alle lande f.eks. ikke behøves at investere i et flyvevåben. Stordrifts- og specialiseringsfordele ftw.
Er det måske en del af EU's planer for forsvarssamarbejde? ( Someone? Juice? Enlighten me).
Det er også et meget kompliceret emne, som skifter karakter som vinden blæser. Der er generelt to forhold i spil; 1) fravær af incitament til at deles om byrderne og 2) fravær af egentlig sikkerhedspolitiske trusler.
ad 1) NATO har altid været et amerikansk projekt, som skal integrere Europa, fremme samarbejdet på tværs af atlanten og give USA lettere adgang til den europæiske sikkerhedspolitik. Mekanismerne på spil minder til forveksling om EU, hvor de stærke spillere får lov at trække læsset, fordi de svagere aktører udmærket er klar over, at deres bidrag ikke er nødvendige og at den indflydelse de får for det alligevel er til at overse.
ad 2) Når der ikke er nogen direkte og reelle trusler mod Europas sikkerhed er det svært at hanke op i de tilbageholdende medlemmer og bede dem om at punge ud. Det svarer groft sagt til at bo i Danmark og købe forsikringer mod vulkaner og tornadoer.
NATO har haft den samme debat de sidste 20 år. Mit bud er, at det forestående Chicago-topmøde ikke kommer til at betyde det helt store. Så længe NATO har et formål (hvilket operationerne i Libyen jo fint demonstrerede at de stadig har), vil amerikanerne have interesse i at holde alliancen gående. At Polen og Italien ikke vil spytte i bøssen betyder ikke det helt store i den sammenhæng.
Jeg har svært ved at se, at EUs ambitioner om en fælles, aktiv forsvarspolitik skulle kunne blive til noget inden for noget der bare ligner en overskuelig fremtid. Hvis de europæiske stater ikke kan finde ud af at dele byrderne i NATO kan de heller ikke i EU-regi. En fælles, aktiv forsvarspolitik i EU-regi vil under alle omstændigheder være underordnet NATO i den henseende, at det fortsat vil være NATO man ringer til, når lokummet virkelig brænder.
Øget specialisering landene imellem ville være det mest hensigtsmæssige, hvis NATO skal kunne modtage bidrag fra alle medlemslande. I den forbindelse er det dog værd at huske på, at rigtig mange af NATO's medlemslande ikke er så blåøjede og så forhåbningsfulde for den sikkerhedspolitiske fremtid, de går i møde. Mange af de geografisk store nationer vil have incitamenter til fortsat at have et totalforsvar. Fremtiden er trods alt usikker og Europa har historisk været en sikkerhedspolitisk hot pot. Derfor er det generelt svært at bede de store bidragsydere om at skrotte hele værn. I Danmark er problemet selvsagt ikke så stort i og med at vi alligevel ikke har haft en selvstændig forsvarspolitik siden 2. verdenskrig og alligevel ikke er i stand til at forsvare os overfor ret meget.
Hvis du har mod på det, er her en artikal fra Rand Corporation, som så vidt jeg kan bedømme berører de væsentligste emner. Jeg har dog kun skimtet summary'et.
http://www.rand.org/content/dam/rand/pu ... /R3750.pdf