Mussetrussen skrev:Douglas Coupland - Eleanor Rigby

Jeg fandt denne gamle bog frem fra en kasse på loftet. Jeg læste den da udkom tilbage i 2004, men jeg kunne ikke huske noget som helst fra den, så det var ligesom en ny læseoplevelse. Som altid rammer Coupland plet med en bog om ekstrem ensomhed. Han beskriver ensomhedens væsen, set fra en kvinde i slut 30'erne, og det er brutalt, rammende og fyldt med fine betragtninger, indsigter og utallige sjove og/eller tankevækkende teorier. Jeg erindrer selv mine slut teenageår, hvor jeg var absurd ensom. Det er mange år siden jeg har følt mig ensom på den måde, men interessant at blive hevet tilbage i den måde at leve på. Det var en meget smuk bog, som i sin essens handler om at intet menneske er en ø, og at vi har brug for andre mennesker for at give os noget at leve for og dulme den eksistentielle ensomhed.

Svend Brinkmann - Vi er det liv vi lever

Den seneste af Brinkmanns bøger jeg ikke fandt ligegyldig var Stå fast, og denne her er klart hans bedste bog siden 2014. Forlagets beskrivelse er egentlig fin:
En fortælling om skæbnen.

Det kan give mening at tage skæbnen alvorligt, mener psykolog og professor Svend Brinkmann, der i sin nye bog fortæller om livstrådens betydning for vores liv.

En sommerdag i 2018 modtager Svend Brinkmann et håndskrevet brev fra en læser, Lili på 90 år. De to bliver pennevenner og begynder siden at mødes regelmæssigt i Lilis lejlighed. Her fortæller Lili sin livshistorie: Om forelskelser i tyske soldater under krigen, om angst, sorg, glæde og en stræben efter værdighed gennem hele 33 år i psykoanalyse.

Lilis fortælling sætter tanker i gang hos Svend Brinkmann: Har vi glemt skæbnens betydning for vores liv? Er det langt mindre, der er op til os selv og vores frie valg, end vi har lært at tro? Hvad betyder dannelse og værdighed for et menneskes liv – og hvordan kan man forsone sig med sin fortid?

Denne bog er på en gang en fortælling om Lilis lange liv og Svend Brinkmanns bud på en psykologi, der tager skæbnen alvorligt. Budskabet er, at vi ikke er enevældige herskere i vores liv. Vi er det liv, vi lever, og som Lilis fortælling illustrerer, får det liv en stor del af sit indhold fra andre menneskers livstråde og fra historiske betingelser og begivenheder.

Bogen er således også en kritik af nutidens ideer om det autonome menneske, der kan, hvad det vil. En dosis skæbnetro kan være opbyggelig og dannende – også for moderne mennesker.
Jeg var til et foredrag med Brinkmann for nogle uger siden, hvor han kort nævnte denne bog, og jeg fik lyst til at læse den. Starten bliver lidt for lang og gentagende, men når "Lili" først kommer i gang med at fortælle sin historie er der ikke et øje tørt. Brinkmanns analyser af Lilis liv og tanker er også meget fine, og de går lidt imod nogle af de buddhistiske tanker jeg har læst om på det seneste, hvilket altid er sundt. Bogen gav nogle fine nuancer til mit verdenssyn, og mere kan man vel ikke forlange af en bog som denne.

PittBull! skrev:Jeg synes du burde lave en "recommended book list" inde på din hjemmeside Det er lige dig.

men da han mere var optaget af pseudovidenskab end egentlig videnskab, lykkedes han ikke engang med dette

SandyFrink skrev:

men da han mere var optaget af pseudovidenskab end egentlig videnskab, lykkedes han ikke engang med dette

Det er nemlig poplært fremlagt at Mengele begik en umoralsk/amoralsk videnskab, som om det var cutting edge, en pioner.
Gu var det ej. Det var lallende, åndssvag sadisme og silly science for at tilfredsstille et forkvaklet sind. Han var clown in chief i Cirkus Auschwitz.

Mussetrussen skrev:Paul Bloom - The Sweet Spot: The Pleasures of Suffering and the Search for Meaning

Jeg har altid følt det tvingende nødvendigt at bevare kontraster i mit liv, for at sætte pris på det gode. F.eks. at træne hårdt, så det at slappe af føles ekstra godt. At have én hård og lang arbejdsdag om ugen, så de andre føles som a piece of cake i sammenligning. At blive rigtigt træt, så søvnen føles som en velsignelse. At blive ekstremt tørstig, så køligt vand føles afsindigt godt. At dykke ned i livets dystre sider, for at sætte pris på det gode og smukke. Ting i den dur.
Denne bog handler om denne slags ting. Om hvordan vi frivilligt går ind i lidelse fordi det giver os noget andet vi gerne vil have. Det er en rigtig interessant bog, hvor man konstant får kastet spændende studier om, og reflektioner over lidelse og nydelse i hovedet. Der er ikke et kedeligt øjeblik. Det eneste minus er at fremstillingen er noget rodet. Opbygningen er ikke så stringent som man kunne ønske, med afgrænsede emner. Der er selvfølgelig kapitler med overskrifter, men jeg følte det lidt som en lind strøm af interessant pærevælling, der stikker i mange retninger. Det er derfor også svært at hive enkelte passager ud, men jeg kom ofte til at tænke på Ukraine lige pt, da der er et afsnit der handler om forskellen mellem mening og lykke. Mens lykke ofte indfinder sig når der ikke længere er en hård kamp der skal udkæmpes, så har mening med at blive forstærket af en hård kamp. Kamp for tilværelsen giver en stærk følelse af mening med det man laver, f.eks. forsøge at få sine børn i sikkerhed, men lykkelig er man nok ikke i en sådan situation. Når man så når i sikkerhed og får en mere almindelig hverdag igen i et andet land, så bliver man sandsynligvis mere lykkelig, mens man måske har svært ved at finde meningen med at sidde og hygge sig i nye trygge omgivelser, mens det sted man egentlig gerne ville være ligger i ruiner, og der ligger en meningsfuld kamp omkring at gå genopbygget det hele og vende hjem, og venter.
Der er også nogle reflektioner omkring det at få børn. Hvis man nu mistede et barn, så ville man sandsynligvis knække og livet derefter ville være en afsindig jammerdal, der aldrig blev det samme. Så hvorfor udsætte sig selv for den risiko? Her er Paul Blooms tanke, at hvis det at miste et barn er den ultimative sorg, så må det at FÅ børn, være det modsatte. Og derfor gør vi det. Vi tager chancen og får børn, fordi vi ikke vil gå glip af muligheden for at opleve det modsatte af den ultimative sorg.

Det er nok ikke alle der gider sidde og fordybe sig i denne slags tanker, men de fleste af os herinde, som træner, kender nok fra os selv, hvordan selvpåført lidelse kan være freaking amazing. Både i sig selv, men også fordi det kun er lidelse der fører til det vi ønsker: MUSCLE. Det er en dejlig bog som jeg kun kan anbefale.

Mussetrussen skrev:Genlæsning af Thich Nhat Hanh - The Art of Living
Jeg erindrer da jeg læste denne sidste gang for 8 mdr siden, at den ramte noget dybere end så mange andre bøger jeg har læst. Én ting er at blive klogere og lære noget, en anden er at foretage deciderede ændringer af ens måde at tænke på. Denne gør alle ting på én gang, og ligesom sidst jeg læste den, faldt der en velsignet ro over mit sind efterhånden som siderne blev vendt. Jeg er ellers en mand som sjældent vender tilbage til bøger jeg har læst, film jeg har set osv., da jeg føler det er done, og jeg er videre. Men jeg tror jeg bliver nødt til at have denne bog liggende i fysisk form, så jeg kan finde den frem nogle gange om ugen og bladre lidt i den og holde fast i dens tanker. Det er ikke bare en bog der kan læses og så er man videre. Selvfølgelig skal man være et sted i sit liv og have et bestemt mindset for at være modtagelig for dens budskaber, men er man det, er det en afsindigt god bog.

PittBull! skrev:

Mussetrussen skrev:Genlæsning af Thich Nhat Hanh - The Art of Living
Jeg erindrer da jeg læste denne sidste gang for 8 mdr siden, at den ramte noget dybere end så mange andre bøger jeg har læst. Én ting er at blive klogere og lære noget, en anden er at foretage deciderede ændringer af ens måde at tænke på. Denne gør alle ting på én gang, og ligesom sidst jeg læste den, faldt der en velsignet ro over mit sind efterhånden som siderne blev vendt. Jeg er ellers en mand som sjældent vender tilbage til bøger jeg har læst, film jeg har set osv., da jeg føler det er done, og jeg er videre. Men jeg tror jeg bliver nødt til at have denne bog liggende i fysisk form, så jeg kan finde den frem nogle gange om ugen og bladre lidt i den og holde fast i dens tanker. Det er ikke bare en bog der kan læses og så er man videre. Selvfølgelig skal man være et sted i sit liv og have et bestemt mindset for at være modtagelig for dens budskaber, men er man det, er det en afsindigt god bog.

Han døde tilfældigvis i januar. Jeg har ikke hørt så meget med ham igen, men han slår mig som en ægte guru.

Jeg har lige tilføjet bogen til min liste. Jeg vil ønske at jeg kunne læse flere bøger, men jeg synes bare ikke at jeg har overskud til at læse ved siden af uni hvor jeg også skal læse.

Respekt for at du får læst så mange bøger og studier.

Mediterer du, Musse?

Mussetrussen skrev:Med den slags 'too good to be true'-personer som han var, sidder man ofte og venter på skandalen. En eller anden sag om noget seksuelt eller millioner i skjul, men han virker som en genuine good guy, og jeg har ikke kunnet finde noget snavs på ham, der afslører ham som en dilettant. Han virker som en lev-som-du prædiker type. Dog så jeg for nylig dokumentaren Walk with me, hvor han er hovedperson, og der var nogle situationer, hvor det virkede lidt absurd, at andre f.eks. holdt hans paraply for ham når han gik, eller lavede mad til ham, som om han var en ophøjet guru der skulle opvartes. Det brød jeg mig ikke om. Når det så er sagt, så er det heller ikke så meget personen, men mere hele den tankeverden der præsenteres, som jeg føler mig hjemme i. Meditation som sådan ved jeg ikke om man kan kalde det, men jeg ynder at sætte mig alene, gerne udendørs, nogle gange om ugen, og lave noget der til dels kunne minde om meditation. Det kan dog både indeholde klassisk musik, kaffe, en bog, lytten til fuglesang, bare stirren ud over markerne eller sidde med lukkede øjne og koncentrere mig om mit åndedræt. Jeg læste heller ikke en eneste bog, ud over studiebøger i de 5½ år jeg tog studenterkursus og læste til fys. Jeg orkede simpelthen ikke at læse mere.