Hvilken bog har du sidst læst

Jeg synes noget af det mest positive ved Thich Nhat Hanhs tilgang er, at han gør det meget tilgængeligt, og meditation/mindfulness gøres primært fordi man godt kan lide det og fordi det giver ro og indsigt i livets grundvilkår og vores typiske vildfarelser. Hos nogle virker begreber som nirvana, oplysning osv. som noget komplet uopnåeligt, som kun buddhistiske munke der mediterer ti timer om dagen kan komme i nærheden af. Som der f.eks. står på wikipedia om zenbuddhisme: "Bodhidharma blev portrætteret som en barsk mester, der sad standhaftigt i meditation i 9 år, indtil hans ben faldt af." :lol:

Decideret meditation i længere tid synes jeg ikke jeg får det store ud af. Jeg ynder mere en slags sporadisk mindfulness, ala den som der bruges på klostret i Plum village i Sydfrankring, hvor Thich Nhat Hanh huserede de sidste år af sit liv. De bruger en klokke der ringer, mens jeg gør det når der er tid til det i løbet af dagen. Bare lige stoppe op, trække vejret, tænke sig om og sætte pris på tingene og på nuet. Det kan vare alt fra 30 sek til 1½ t.

Der opereres jo med forskel på den tilgang munkene har og så "lægmand", hvor lægmandsbuddhisme er langt mindre streng, og tilpasset et almindeligt liv. Seksuel afholdenhed anbefales f.eks. ikke for lægmand, og Thich Nhat Hanhs tilgang til meditation i denne her bog, virker også mere lægmandsagtig, end munke-agtig. Desuden er buddhistiske tanker også kun en del af min tankeverden, og jeg er egentlig ikke særlig glad for en 100% buddhistisk tilgang til verden, da det meget hurtigt bliver dogmatisk og 'slå op i en bog hvordan livets regler er'-agtigt. Den slags har jeg altid haft en aversion imod, så jeg forsøger at finde min egen måde at gøre det på, ved at inddrage elementer der giver mening, og lade resten fare.

Aha okay. Jeg kan sagtens forstille mig, hvordan meditation kan hænge sammen med spiritualitet og lignende, men for mig skal det bare være adskilt. Fitness for hjernen hvis man vil.

Apropos munke, så har Richard Davidson i sin tid lavet et studie, hvor han netop sammenlignede en gruppe munke med en kontrolgruppe og en anden forsøgsgruppe bestående af mennesker ligesom mig selv, der mediterer på hobbyplan. MRI-resultaterne viste, at munke - som mediterede flere timer dagligt - var lige så overlegent normale mennesker i forhold udvalgte mentale egenskaber, som en professional atlet er fysiologisk overlegent et almindeligt menneske i forhold til styrke eller hastighed. Med andre ord, de havde mentale superkræfter

Michael Ende - Momo og Tidstyvene (eller kampen om tiden)

Jeg har altid været meget begejstret for Michael Endes 'Den uendelige historie', og kom ved et tilfælde til at starte på denne her. Jeg troede egentlig det var en lidt simpel børnebog, som ville kede mig, men der tog jeg grueligt fejl, for det er et lille mesterværk, som måske faktisk er mere en voksenbog end en børnebog. Det er vel teknisk set fantasy ligesom Den uendelige historie, og Ende rammer simpelthen spot on i det, som i virkeligheden, er beskrivelser af vore egne liv.

Selve historien er som følger: En forunderlig pige dukker op i en stille landsby. Momo hedder hun, og hun er helt alene i verden. Byens folk opdager snart, at der er noget særligt ved Momo: Hun siger ikke meget, men når hun lytter, opstår der den skønneste musik, og alle, der er vrede eller kede af det, bliver glade og gode venner igen. Snart begynder der at ske mærkelige ting i byen. Uhyggelige grå mænd dukker op, og samtidig får de voksne mere og mere travlt. Momo finder ud af, at De Grå Mænd stjæler menneskenes tid, og at hun er den eneste, der kan se dem. Hun beslutter sig for at tage kampen op og får hjælp fra en uventet ven.

J.K. Rowling MÅ have skelet til De Grå Mænd, da hun fandt på sine Dementorer, da de på mange måder minder om dem. Det bliver f.eks. iskoldt når de er i nærheden, og de suger livet ud af folk. I bund og grund er bogen en beskrivelse af hvad der sker, når vi går fra at være børn, der leger og er ødsle med tiden, til vi bliver voksne, effektive og arbejdsomme, og bliver bange for at "spilde tiden" på pjat og pjank og uproduktive ting. Det er denne "tidssparer-sygdom" som vor tid og de fleste voksne er ramt af, som Ende beskriver på fortrinlig vis.

Det er sjovt som bøger man læser oven i hinanden eller lige efter hinanden, nogle gange supplerer hinanden på fortrinlig vis. Tankerne i denne bog faldt i hvert fald ret godt i tråd med Thich Nhat Hanhs tanker om at sætte tempoet ned, være bevidst om og nyde nuet, og være ødsel med sin tid. De virker til begge at være enige om at verden folder sig ud når ingenting sker, for jo mindre der sker, des større føles de små ting, og duften fra et æbletræ i blomst, en fugl der synger, et eventyr man finder på eller en samtale med et barn kan være nok til at skabe en dyb følelse af lykke, mening og tilfredshed.

Oded Galor - Da menneskeheden blev til

Oded Galors livsværk. Han fortæller historien om hvordan menneskeheden overvandt den malthusiske fælde, omkring tiden for den industrielle revolution og årene fremefter. Det er en fortælling om årtusinders stagnation, som blev afløst af vækst for ca. 200 år siden og en efterfølgende eksplosion i levestandarden. Og hvordan denne vækst så i sidste ende blev til ulighed. Hvorfor f.eks. Europa, USA og andre vestlige lande oplevede store fremskridt, mens Afrika, Mellemøsten og andre steder i verden aldrig nåede op på vestens niveau. Det er et overvældende værk fyldt af så mange informationer at det er nærmest uoverskueligt. Man må give Oded Galor at han er grundig i sit svar. Så grundig at det er komplet umuligt at gengive og opsummere. Det er simpelthen for komplekst. Det handler bl.a. om menneskelig kapital, uddannelse, fødselsrater, tse tse fluer, husdyr, malariamyg, klima, mellemøstens tidlige succes med landbrug, som i sidste ende blev en ulempe osv. osv. Meget spændende bog, men også ekstremt kompleks.

Clay Routledge - Nostalgia
Jeg har altid været fascineret af den følelse vi kalder nostalgi. Det er en underlig følelse at have egentlig, hvor en eller anden trigger, en duft, en sang, et sted osv. hiver oldgamle minder og stemninger frem fra dele af hjernen, der virker støvede og hengemte. Jeg har tit tænkt over hvad fanden der egentlig er meningen med den følelse. Hvorfor vi har den, og om den tjener et formål, eller om det bare er en slags hjernens blindtarm; glimt af tidligere liv, som hjernen finder frem trigget af primitive responsmekanismer og sammenhænge mellem hippocampus og hypothalamus, dufte og minder. Det fik mig til at søge efter forskning omkring nostalgi og vupti, tænk sig, der er faktisk en fyr ved navn Clay Routledge, som har dedikeret sit liv til at forske i nostalgi. Han præsenterer en overvældende mængde forskning, der hidtil er lavet på området i en bog, der egentlig ikke er så lang, kun 125 sider, men skrifttypen er mikroskopisk, og det virker ikke som en bog der er lavet til den almene offentlighed, men en referencetung bog til fagfæller, som vil have et overblik, og finde emner til fremtidig forskning i nostalgi. Den er dog læsbar og meget informativ.

Basalt set kategoriserer han nostalgien under eksistentiel psykologi. Og nostalgi ser ud til at være en slags coping mekanisme, vi f.eks. finder frem når vi er ensomme eller i dårligt humør. En ressource vi kan trække på. Routledge bruger ikke megen spalteplads på forskning omkring det vi kan kalde ‘medie-nostalgi’ altså gamle film, elektronik, computerspil osv., som jeg i hvert fald selv holder af, men mere det vi kan kalde social nostalgi, da størstedelen af vores nostalgiske øjeblikke, ifølge forskningen, involverer andre mennesker og vores gode relationer til dem. Følelsen er universel og findes både hos afrikanere, europæere, asiater og andre folkeslag, ligesom alt fra børn til oldinge er nostalgiske. Dog er ældre mere nostalgiske, hvilket de bla. forbinder med at der hos ældre er større ensomhed og bevidsthed om døden. Nostalgiske følelser er med til at minde os om at vi har levet et godt og meningsfuldt liv, og dermed fortrænger nostalgien til dels meningsløsheden i at vi skal dø. Desuden har man observeret at nostalgi får folk over 38-42 år til at føle sig yngre. Det ser ud som om nostalgi som regel er en bittersød følelse, med både glæde og vemod, men mere sød end bitter. Generelt får nostalgi folk til at have det godt, og se mere positivt på deres liv og fremtid og er altså ikke, som man måske kunne mistænke, noget der får folk til at dvæle ved en fortid som altid var bedre, mens nutiden er lort. Social nostalgi får os til at ville opsøge sociale ting i vores nutid, mens nostalgi for ting, medier og steder ikke har samme effekt. Nostalgi kan bruges til mood repair, hvis man er trist og ensom, og det kan bruges som en slags mental tidsrejse, som bekræfter os i at vi er den samme person vi var da vi var unge (self-continuity), og bekræfte os i at vi har levet meningsfulde og sammenhængende liv. Man har også set at nostalgi gør os i stand til så at sige at komme i kontakt med vores inderste jeg og virkelige interesser, og kan være med til at korrigere vores retning i livet, hvis vi er blevet for optagede af noget der egentlig ikke er os.

Der er en hel række andre positive effekter af nostalgi, som alle er vist i forskningen, så det ser ud som om nostalgi er en lidt overset følelse, som måske kan konkurrere med meditation og mindfulness. Af negative sider ser man at nostalgi kan være med til at fremme idiotisk flokmentalitet, hvor minder om en svunden fortid gør en gruppe nostalgiske og får dem til at forsvare gruppens meninger og mål. Essentielt set ser det ud til at handle om at den meningsløshed folk føler når de bliver bevidste om deres egen død, får folk til at søge døds transcendens eller symbolsk udødelighed gennem gruppens overlevelse. Det handler altså ikke kun om at have ret og magt når en gruppe vil fastholde outdatede værdier de er nostalgiske for, men også om at overvinde døden ved at holde gruppens idealer, og dermed sit eget symbolske selv, i live.

Der er meget mere man kunne skrive, for det er en pisse interessant bog som kun kan anbefales hvis man er interesseret i emnet.

Ryan Lizardi - Mediated Nostalgia
Okay, jeg ved ikke hvad Ryan Lizardis problem er. Måske at han bor i USA og lever i den amerikanske kultur. Bogen er i hvert fald langt mindre relevant i Danmark, Europa og verden generelt. Jeg havde egentlig håbet på en helt anden bog, en bog ala Routledge, bare med fokus på det eneste Routledge ikke har med i sin bog, nemlig den medie-drevne nostalgi. Men mens Routledges bog var gennemsyret af forskning, så virker denne her bog til at være gennemsyret af one mans opinion. Hans referenceliste er egentlig lige så lang som Routledge, og hans sprog er endnu mere akademisk og til tider så kryptisk at han i passager mindede mig om de der woke psykologi-tosser fra Berkeley, som selv synes de forsker, og opdager totalt vigtige ting, som de skriver ned i bøger og “forskningartikler” som ingen kan læse, fordi der reelt set intet står, andet end selvopfundne ord, som de har kommet ned i en blender og hældt ud på siderne.

Jeg blev nødt til at gå om på de sidste sider i bogen og starte der for overhovedet at forstå hans pointe og problem, for derefter at gå i gang med selve kapitlerne. Lizardi har åbenbart et slags nostalgi-hierarki, hvor den bedste form for nostalgi er det han beskriver således: “where radical, progressive nostalgia can become available and advantageous under specific social, historical, cultural and performative circumstances and used to look back on one’s culture and, while yearning for the past, are spurred to some future action or thought.”

Den næstbedste form for nostalgi er det samme som ovenstående, bare med den enkeltes eget liv i fokus frem for kulturen og kollektivet, mens den værste form for nostalgi er den som han mener er den fremherskende, nemlig hvor hver enkelt af os reducerer vores fortid og nutid til en samling af film, spil, musik, tv-serier, tøj osv. som vi så synes definerer os. Altså en indskrænket, individualiseret, snæversynet og ensom nostalgi, drevet af grådige mediekonglomeraters evne til at sælge os vores egen fortid igen og igen. Som han skriver: “Gone is the collective conception of eras and times lost, and replacing it is the idea that to truly understand who I am as a person and how I got here, all you have to do is look at my constellation of cross-media texts I loved as a child”

For en mand der tilsyneladende hader populærkulturens indflydelse på vores nostalgiske udfoldelser virker han til at være PÆNT meget begravet i populærkultur. Hele hans bog en én stor tour de force ud i det han mener er et kæmpe problem, nemlig at tjene penge på at rode rundt i folks mediedrevne fortid. Han diskuterer så mange film og serier at man skulle tro han aldrig havde lavet andet end at sidde klistret til skærmen.

Men hvad er det så hans to favorit måder at være nostalgisk på kan, som den mediebårne nostalgi ikke kan. Jo, den narcissistiske mediebårne nostalgi, og jeg citerer: “does not have the ability to employ yearning in an adaptive reflection.” Whatever the fuck that means.

Det virker som om han ikke mener at flere typer nostalgi kan sameksistere. Han har en pointe i at medieselskaberne i disse dage et gået all-in på nostalgi og forsøger at maksimere profit og minimere risiko, ved at genoplive allerede kendte succes’er med remakes, sequels, 8000 superhelte film, retro dit og retro dat, men at mene at denne nostalgi fuldstændigt fortrænger andre former for nostalgi bakker han ikke op med andet end spekulationer. Han har ikke et eneste studie der rent faktisk viser at dette er tilfældet. Han virker til at se en tendens, og så antage at dette er et gigantisk problem. Det er sgu ikke en god bog det her.

Henrik Tingleff - Når flokdyret fejler - hvorfor vi kloge mennesker træffer så mange ukloge beslutninger.
Meget interessant bog, hvor psykologiske begreber og forskning bruges til at forklare hvorfor vi ofte er idioter når vi agerer i flok. Han svarer f.eks. på hvorfor så mange fodboldspillere er tatoverede; hvorfor folk står i kø for at give 65 kr for en fastalavnsbolle; hvorfor vi bliver ved med at kaste penge efter projekter der ikke virker; hvorfor folk er Nationen-agtige i kommentarspor; hvorfor man bringer nye deltagere ind undervejs i paradise hotel; hvorfor vi ofte giver andre skylden når vi selv fejler; hvorfor folk elsker at få taget billeder med kendisser; hvorfor vi insisterer på at noget vi har knoklet for er superlækkert, selvom det objektivt set er noget lort; hvorfor nogen lader en tom toiletrulle hænge osv osv. Små og store ting som kan forklares i psykologien, og såre menneskelige reaktioner, som vi, ved at være bevidste om at vi har, kan tæmme en smule, og dermed blive lidt mindre idioter.

Mange af mekanismerne blev undersøgt tilbage i 50’erne, dengang etik omkring forskningsstudier var temmelig meget mere loose end i dag, så det er ret interessant hvad de nåede at finde ud af, da det var muligt at designe studier, der aldrig ville blive godkendt i dag.
Det er en god og læsværdig bog.

Lars Jensen - Patient
Lars Jensen er nok bedre kendt som den sønderjyske fjollerapper L:Ron:Harald, som jeg altid har haft en svagt punkt for. Hans tekster om hestepikke og dyresex er absurd sjove. Hans rapkarriere nævnes dog kun i forbifarten på et par sider, mens resten af bogen handler om hans erfaringer med det psykiatriske behandlingssystem i Danmark. Han lider af kronisk psykisk sygdom, med psykoser og hvad har vi, og hans fortællinger om psykiatrien i Danmark er ikke rar læsning. Det virker som om intet fungerer, især ikke i lokalpsykiatrien. En kort og meget nederen, men sikkert nødvendig bog.

Jeg begriber ikke, hvor ringe psykiatrien er i Danmark. Jeg har heldigvis ikke selv været en del af den, men flere bekendte og to kammerater har. Desuden har et par dokumentarer og andre udsendelser med rod i psykiatrien, tegnet det billede, der også synes at være min generelle opfattelse: Hvis man ikke var psykisk syg, så blev man det i hvert fald. Begge mine kammerater blev sat op i dosis af medicin og skulle pludselig prøve alverdens forskellige præparater, selvom de var i bedring - endda uden foregående dialog om dette. Der skydes og udskrives i øst og vest, og folk fastholdes i uholdbare og skadelige miljøer, der ikke just fordrer bedring i tilstand - tværtimod.

Jeg så for et par måneder siden en udsendelse a la 'for farlig til frihed' eller sådan noget, hvor man i nogle udsendelser besøgte nogle af dem på den lukkede på Lolland Falster. Folk med lav IQ, som var til fare for andre og dem selv. Personer i en anden kategori - naturligvis. Hvad der dog forekom mig at være slemt problematisk var, at disse mennesker fik lommepenge, der kunne handles for hos anstaltens købmand. Dét i sig selv er ikke problematisk, men udbuddet af varer hos købmanden var. Slik, chokolade, sodavand, energidrikke og JUNK over alt. Har man en IQ et godt stykke under gennemsnittet, bliver det nok svært at træffe oplyste valg, tilmeld når udvalget ikke udbyder andet end lort, der ikke just fordrer noget godt for disse mennesker. Jeg var i chok.

Det almindelige sundhedsvæsen er ikke bedre.

Ceneeh skrev:Jeg begriber ikke, hvor ringe psykiatrien er i Danmark. Jeg har heldigvis ikke selv været en del af den, men flere bekendte og to kammerater har. Desuden har et par dokumentarer og andre udsendelser med rod i psykiatrien, tegnet det billede, der også synes at være min generelle opfattelse: Hvis man ikke var psykisk syg, så blev man det i hvert fald. Begge mine kammerater blev sat op i dosis af medicin og skulle pludselig prøve alverdens forskellige præparater, selvom de var i bedring - endda uden foregående dialog om dette. Der skydes og udskrives i øst og vest, og folk fastholdes i uholdbare og skadelige miljøer, der ikke just fordrer bedring i tilstand - tværtimod.

Jeg så for et par måneder siden en udsendelse a la 'for farlig til frihed' eller sådan noget, hvor man i nogle udsendelser besøgte nogle af dem på den lukkede på Lolland Falster. Folk med lav IQ, som var til fare for andre og dem selv. Personer i en anden kategori - naturligvis. Hvad der dog forekom mig at være slemt problematisk var, at disse mennesker fik lommepenge, der kunne handles for hos anstaltens købmand. Dét i sig selv er ikke problematisk, men udbuddet af varer hos købmanden var. Slik, chokolade, sodavand, energidrikke og JUNK over alt. Har man en IQ et godt stykke under gennemsnittet, bliver det nok svært at træffe oplyste valg, tilmeld når udvalget ikke udbyder andet end lort, der ikke just fordrer noget godt for disse mennesker. Jeg var i chok.

Psykiatrien i Danmark er gennem mange år blevet udhulet totalt, der ikke stemmer i at hjælpe de psykisk syge så de står lavt på prioriteringslisten, prøv at tjekke hvor mange senge pladser der fandtes i 70'erne i psykiatrien kontra nu og hvor mange flere der så diagnostiseres med psykisk sygdom.. der er fra psykiatrien i mange år bleve slået på tromme for at det var en katastrofe der bare ventede på at ske, men igen der ikke stemmer i psykisk syge.. self lige kortvarigt var der da en prominent politikers egen datter begik selvmord, men det døde hurtigt ud igen og blev glemt.. Vi er på vej mod Amerikanske tilstande fordi det er folk blevet bildt ind at det er klart bedre..

Ceneeh skrev:Jeg begriber ikke, hvor ringe psykiatrien er i Danmark.

Tilstanden hos de somatiske hospitaler er ikke meget bedre. Årelang underfinansiering har ført til kronisk overbelægning på de fleste hospitaler. Mangel på personale - ikke kun sygeplejerske, men også læger, SSA'er osv. giver ekstra travlhed som fører til fejl. Patientsikkerheden er ringe og kvaliteten er dalende. Det piner mig egentlig at sige - især fordi langt størstedelen af det kliniske personale brænder for det de laver. Det er ikke dem, der er skyld i at det står til, som det gør.

Will Smith - Will

Jeg har haft denne liggende et stykke tid, og regnede med at det ville være en omgang ren underholdning. Det er trods alt "bare" en random Hollywood stjerne, og en klassisk gennemgang af hans liv. Jeg blev dog meget positivt overrasket, og det er en af de bedre læseoplevelser jeg har haft i et stykke tid. For det første er hans liv interessant, med en lidt corny rap-karriere, og så et streak af succesfulde blockbustere, som kun meget meget få kan matche. Og for det andet er hans tanker om sin karriere og sit liv langt mere dybe og reflektive end jeg havde regnet med. Han er faktisk en mand med meget interessant på hjerte, lige fra typisk amerikansk go-getter attitude, som gav ham kæmpe succes, til refleksioner over hvorfor denne attitude på sigt ødelagde alt for ham og hans familie. Har man 16-17 timer man ikke ved hvad man skal bruge til, så garanterer jeg både god underholdning og eksistentielt stof til eftertanke med denne her.

No self no problem - How Neuropsychology is Catching Up to Buddhism af Chris Niebauer

Denne her bog giver et rigtigt godt indblik i hvordan hjernen fungerer, og denne bevidsthed er med til at styrke evnen til ikke at tage de tanker, følelser og historier som den uafvendeligt producerer, alt for alvorligt. Jo, forfatteren simplificerer groft opdelingen mellem højre og venstre hjernehalvdel, men gør det netop for at vise hvorfor vi måske bør lytte mindre til venstre hjernehalvdel og de domme, vurderinger, kategoriseringer, historier om os selv og verden osv. den producerer, og ’tappe’ mere ind i højre hjernehalvdel, som er der vi forsøger at komme over når vi mediterer, dyrker mindfulness, er i flow, træner hårdt eller føler taknemmelighed fremfor at beklage os.
Kapitel 7 burde han have kasseret fuldstændigt, da det bliver meget spekulativt og decideret pseudovidenskabeligt, og det ved han også godt. De andre kapitler er funderet i forskning, mens hans højre-hjernehalvdel fetichisme kammer over i kapitel 7, som bør ignoreres for ikke at ødelægge det gode han har bygget op i de andre kapitler.
Når man mediterer kan det godt blive lidt rodet nogle gange, men hele hans præmis om at meditation er et forsøg på at få den venstre hjernehalvdel til at tie, så højre hjernehalvdel kan få plads, er en fantastisk tanke, som giver overblik og ro, når man sidder og mediterer, fordi man ligesom kan tænke: nå, der kom en tanke eller en værdidom eller en indskydelse fra venstre. Lad den fare, og tilbage til åndedrættet og højre side. På den måde er hans tankegang med til at skabe struktur i meditationen, så man ved om man er på rette vej. Det er en bog jeg er glad for jeg fik læst.

Alle tiders Melodi Grand Prix - Eurovision Song Contest 1956-2013 - Jørgen de Mylius
Ren hyggelæsning. Det er egentlig ikke fordi jeg er specielt stor fan af melodi grand prix. Faktisk er det som regel noget forpulet crap, med idiotiske folk i idiotiske kostumer der laver idiotiske danse til ligegyldig og idiotisk musik. I hvert fald de sidste 25-30 år, og det er kun blevet mere og mere ligegyldigt med årene. Men mange af de gamle sange, fra 60’erne, 70’erne og 80’erne kunne et eller andet. Der var en anden stemning omkring det hele. Nuvel, det har aldrig været der nyskabende stor musik er kommet fra, men jeg husker mange af sangene fra da jeg var barn, hvor de udgjorde en del af lydtapetet, og dermed er der skabt grobund for nostalgi. de Mylius fortæller anekdoter fra alle årene og det er faktisk ret underholdende. Og så har jeg altid været en sucker for historiske gennemgange af forskellige ting. Joakim Jakobsens 815 sider lange bog om Tour de France-historien, eller Jake Brown og Martin Popoffs gennemgange af samtlige Iron Maiden albums de sidste 40 år var andre fantastiske læseoplevelser i samme stil. Personlige favoritter fra grand prix gennem tiden er f.eks. Carolas Främling fra 1983, Anne-Marie Davids Tu te reconnaitras fra 1973, Lotta Engbergs Fyra bugg och en Coca-Cola fra 1987, France Galls Poupée de cire, poupée de son fra 1965 med tekst og musik af den vanvittige Serge Gainsbourg. Det er ren nostalgi, muntre historier og hyggelig sommerferielæsning.

Astrid Lindgren – Mio min mio
Jeg kunne slet ikke huske denne historie, så besluttede mig for at få den læst. Fin lille fantasy fortælling, men heller ikke mere end det. Den er ikke på niveau med Michael Endes børnebøger, som altid har et lag mere end ”bare” et eventyr. Men meget klassisk fantasyfortælling, med elementer der minder om både Harry Potter, Hobitten og Ringenes Herre.

Janne Teller - Intet
Lige efter sommerferien sker det. Pierre Anthon rejser sig op og proklamerer, at intet alligevel betyder noget. Det har han regnet ud, har Pierre Anthon, og derfor forlader han 7. klasse. I stedet sætter han sig op i et blommetræ, hvorfra han smider løse frugter og ord efter de andre. Begge dele rammer, og derfor beslutter klassen at finde det modsatte af intet. Agnes, som også er den, der fortæller historien, er en af de første, der må mærke det på egen krop, da hun tvinges til at aflevere sine smarte grønne sandaler til den bunke af BETYDNING, de sammen bygger op. Senere kommer der både en nuttet gnaver, en lemlæstet hund, et bedetæppe, en mødom og en død lillebror. Det løber faktisk af sporet. Virkelig af sporet.
Det er en kort lille bog på 112 sider, som jeg gik i gang med i morges, og som jeg færdiggjorde her til aften. Jeg kan se at det er en bog, som mange læser i gymnasiet. Det har jeg nu aldrig gjort. Jeg er dog sikker på at jeg ville have fundet den voldsomt interessant dengang, da jeg på det tidspunkt var ret enig med Pierre Anthon. Det er stadig en meget interessant bog, men personligt føler jeg, at jeg er kommet lysår videre fra dengang jeg følte at alt var meningsløst, og derfor virkede bogen ikke så rammende, som den uden tvivl ville have gjort da jeg var 18. Dengang følte jeg, som Pierre Anthon, at det var uomtvisteligt at alt var meningsløst. Det kunne aldrig være anderledes. Men som Janne Teller skriver: "...at betydningen er relativ og derfor uden mening." Det viser at det at indtage et nihilistisk standpunkt og mene at alt er ligegyldigt, er netop bare det: Et standpunkt. Det er ikke sandheden, men blot en indstilling til livet. Man kan med lige så stor ret mene at når betydningen er relativ er alt meningsfuldt. Hvis man bestemmer sig for det. Jeg havde faktisk en kammerat, som var den rene skære Pierre Anthon (det er han forøvrigt stadig, selvom han nærmer sig midt 40'erne). Det var jeg også selv. Vi valgte bare hver vores vej. Han mener helt seriøst, at når alt er meningsløst, er der ingen grund til at gøre noget som helst. Hans valg var derfor at flytte ud i et lille bitte billigt hus på landet og bo der helt alene og ryge hash, spille guitar, se tv-serier, læse bøger, være på bistand og dø. Jeg selv valgte den vinkel, at det altid er bedre at gøre noget end ikke gøre noget. Så jeg gjorde noget. Forsøgte at finde noget der føltes som mening, og det fandt jeg. Det er basically samme problemstilling Camus opstiller i hans bog om Sisyfosmyten apropos.php?page=29
også Camus vælger livet på trods. Nu vil jeg ikke spoile bogen, men den måde bogen slutter, er nærmest den eneste måde den kunne slutte på. Enten vælger man selvmordet, eller også vælger man at anerkende den indre Pierre Anthon, se hans nihilisme som en tanke der kan opstå i et menneske, registrere at denne følelse trænger sig på engang imellem, observere den og give den lov til at tale og rase ud, og så ellers lade den fare. Det er umuligt at leve, hvis man lader Pierre Anthon styre showet. Det er en god bog, og der er mange vinkler der kan diskuteres, så jeg kan godt forstå den læses meget på gymnasierne. Det må være enhver dansklærers drøm.

Mussetrussen skrev:Clay Routledge - Nostalgia
Jeg har altid været fascineret af den følelse vi kalder nostalgi. Det er en underlig følelse at have egentlig, hvor en eller anden trigger, en duft, en sang, et sted osv. hiver oldgamle minder og stemninger frem fra dele af hjernen, der virker støvede og hengemte. Jeg har tit tænkt over hvad fanden der egentlig er meningen med den følelse. Hvorfor vi har den, og om den tjener et formål, eller om det bare er en slags hjernens blindtarm; glimt af tidligere liv, som hjernen finder frem trigget af primitive responsmekanismer og sammenhænge mellem hippocampus og hypothalamus, dufte og minder. Det fik mig til at søge efter forskning omkring nostalgi og vupti, tænk sig, der er faktisk en fyr ved navn Clay Routledge, som har dedikeret sit liv til at forske i nostalgi. Han præsenterer en overvældende mængde forskning, der hidtil er lavet på området i en bog, der egentlig ikke er så lang, kun 125 sider, men skrifttypen er mikroskopisk, og det virker ikke som en bog der er lavet til den almene offentlighed, men en referencetung bog til fagfæller, som vil have et overblik, og finde emner til fremtidig forskning i nostalgi. Den er dog læsbar og meget informativ.

Basalt set kategoriserer han nostalgien under eksistentiel psykologi. Og nostalgi ser ud til at være en slags coping mekanisme, vi f.eks. finder frem når vi er ensomme eller i dårligt humør. En ressource vi kan trække på. Routledge bruger ikke megen spalteplads på forskning omkring det vi kan kalde ‘medie-nostalgi’ altså gamle film, elektronik, computerspil osv., som jeg i hvert fald selv holder af, men mere det vi kan kalde social nostalgi, da størstedelen af vores nostalgiske øjeblikke, ifølge forskningen, involverer andre mennesker og vores gode relationer til dem. Følelsen er universel og findes både hos afrikanere, europæere, asiater og andre folkeslag, ligesom alt fra børn til oldinge er nostalgiske. Dog er ældre mere nostalgiske, hvilket de bla. forbinder med at der hos ældre er større ensomhed og bevidsthed om døden. Nostalgiske følelser er med til at minde os om at vi har levet et godt og meningsfuldt liv, og dermed fortrænger nostalgien til dels meningsløsheden i at vi skal dø. Desuden har man observeret at nostalgi får folk over 38-42 år til at føle sig yngre. Det ser ud som om nostalgi som regel er en bittersød følelse, med både glæde og vemod, men mere sød end bitter. Generelt får nostalgi folk til at have det godt, og se mere positivt på deres liv og fremtid og er altså ikke, som man måske kunne mistænke, noget der får folk til at dvæle ved en fortid som altid var bedre, mens nutiden er lort. Social nostalgi får os til at ville opsøge sociale ting i vores nutid, mens nostalgi for ting, medier og steder ikke har samme effekt. Nostalgi kan bruges til mood repair, hvis man er trist og ensom, og det kan bruges som en slags mental tidsrejse, som bekræfter os i at vi er den samme person vi var da vi var unge (self-continuity), og bekræfte os i at vi har levet meningsfulde og sammenhængende liv. Man har også set at nostalgi gør os i stand til så at sige at komme i kontakt med vores inderste jeg og virkelige interesser, og kan være med til at korrigere vores retning i livet, hvis vi er blevet for optagede af noget der egentlig ikke er os.

Der er en hel række andre positive effekter af nostalgi, som alle er vist i forskningen, så det ser ud som om nostalgi er en lidt overset følelse, som måske kan konkurrere med meditation og mindfulness. Af negative sider ser man at nostalgi kan være med til at fremme idiotisk flokmentalitet, hvor minder om en svunden fortid gør en gruppe nostalgiske og får dem til at forsvare gruppens meninger og mål. Essentielt set ser det ud til at handle om at den meningsløshed folk føler når de bliver bevidste om deres egen død, får folk til at søge døds transcendens eller symbolsk udødelighed gennem gruppens overlevelse. Det handler altså ikke kun om at have ret og magt når en gruppe vil fastholde outdatede værdier de er nostalgiske for, men også om at overvinde døden ved at holde gruppens idealer, og dermed sit eget symbolske selv, i live.

Der er meget mere man kunne skrive, for det er en pisse interessant bog som kun kan anbefales hvis man er interesseret i emnet.

Apropos denne bog, som jeg læste for et par måneder siden, så har forfatteren bag bogen lige vært med i en video hos BigThink, som er et ultra-kort resume af bogen:

The great courses - The Science of Mindfulness: A Research-Based Path to Well-Being af
Ronald D. Siegel, Psy.D. Professor, Harvard University

14 timer i selskab med en der virkelig ved hvad han taler om, både ift. videnskaben bag og selve det praktiske. Er man interesseret i mindfulness er det en fantastisk "bog". Indhold af alle 24 kapitler kan ses her:
https://www.thegreatcourses.com/courses ... -happiness

Svend Brinkmann - Tænk

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg bliver ved med at læse Svend Brinkmann-bøger. Måske fordi han i passager har noget vigtigt at sige, og han er en slags tidens vagthund, der i bund og grund har det som jeg selv har det: Han bliver automatisk skeptisk omkring noget, når det pludselig bliver meget populært eller 'oppe i tiden'. Denne bog er dog i 85% af bogen, som mange af de andre bøger han har udgivet, en sludder for en sladder. Akademisk navlepilleri og kedsommelige tanker om at vi skal bruge mere tid på at sidde og gruble over oldgamle filosofiske problemer. Jeg ved virkelig ikke hvem han selv tror han henvender sig til. Dem som elsker den slags, gør det velsagtens i forvejen, og dem som ikke interesserer sig for det, kommer aldrig til at læse denne bog. Forestil jer en voldsparat Brøndby tosse der kommer hjem fra en fodboldkamp med ømme knoer, og så dagen efter tager på biblioteket for at låne denne bog, og pludselig opdager hvor berigende det er at sidde i stille kontemplation og fundere over om det er ok at slå 1 menneske ihjel for at redde 12 andre.

Der er et enkelt kapitel i bogen som ikke er ligegyldigt, men jeg har ærlig talt glemt hvad det handlede om. Desuden er Brinkmann ikke skide begejstret for mindfulness, men hans begrundelser for dette vidner om at han basalt set slet ikke har forstået hvad mindfulness handler om. Og det på trods af at man må formode at en mand i hans position og med hans uddannelse, ved alt om hvad mindfulness kan betyde ift. behandling af psykiske problematikker. Han bliver ved med at rable om at man i stedet for at dyrke mindfulness, burde ændre de ting ved samfundet, som gør at vi overhovedet har brug for mindfulness. Han indser ikke at det er den menneskelige natur og menneskets vilkår i denne eksistens, som mindfulness forsøger at bedre, og ikke den strukturelle opbygning af staten, virksomheder, skoler og arbejdslivet.

Han mener det godt den gode Brinkmann, det kan man fornemme, men han er efterhånden, i en alder af hvad 45 år? ved at blive Danmarks gamle tilbageskuende sure morfar, som mener vi har glemt alle de gode gamle værdier og bare tankeløst render rundt i et stresshelvede af et hamsterhjul, hvilket måske er sandt for nogle, men det har det vist været til alle tider, også Nietzsche og kierkegaard og de gamle grækere syntes tiden var fuld af fordærv og tankeløshed. I virkeligheden er det lidt respektløst at tænke sådan om sine medmennesker, uden egentlig at vide hvad der foregår inden i dem. Mange kan sagtens havde meget rige indre liv uden at beskæftige tankerne med oldgamle tanker.

Jeg, Putin: Det russiske forår og den russiske verden - Samuel Rachlin

Bogen er skrevet i 2014, i månederne efter Rusland nuppede Krim, og er et portræt af Putin, et forsøg på at forstå hvordan han tænker og hvorfor han agerer som han gør, og en stærk analyse af hele situationen omkring den Ukraine-konflikt som i dag står i lys lue. Samuel Rachlin rammer hovedet på sømmet så præcist og profetisk, at jeg flere gange var inde for at google, om han mon havde været inde og rette bogen til i en version 2.0 efter det seneste halve års begivenheder, men nej. Bogen beskriver virkelig godt Putins vision for 'Den russiske verden' som han kalder genrejsningen af det russiske imperie, og hvordan Putins læsning af, og forkærlighed for nationalistiske russiske filosoffer, har ført ham ned i et kaninhul, og skabt et krigsmonster, han ikke længere kan mane til ro uden at blive den store taber. Jeg kunne næsten ikke slippe bogen når jeg kom i gang, men måtte binge-læse den.

Frederik Tillitz - Russerne kommer

Efter at have læst Samuel Rachlins bog om tiden op til Krim-annekteringen i 2014, følte jeg, at jeg manglede et indblik i hændelserne i Østukraine i perioden 2014-2022. Hvordan var situationen i hele området i de år, og hvad førte til at det er endt som der er? Det gav denne bog et indblik i, da Frederik Tillitz har rejst rundt og lavet reportager i Rusland, Ukraine, Transnistrien og Hviderusland i de år. Bogen er meget anderledes end Rachlins bog, da Rachlin ser på de store linier og laver dybdegående analyser, mens denne bog er baseret på én mands iagttagelser og interviews med mange mennesker på begge sider af krigen. N=1 perspektivet er på en måde bogens svage side, da det blot er individers oplevelser og meninger om tingene, hvilket vi egentlig har nok af for tiden, især på de sociale medier. På den anden side er det også en force, da det i bund og grund er de mennesker han møder det handler om. De får bare storpolitik kastet ind gennem vinduerne og får deres liv smadret. Som en af dem siger: "Jeg vil efterhånden skide på hvem der vinder den forpulede 10 år lange krig der har været her i Østukraine, bare vi snart kan leve i fred". En af de mere interessante kapitler i bogen er det om Hviderusland, som virker meget anonyme og glemte for tiden. Hvad tænker folk i Hviderusland, og hvordan udviklede landet sig fra 2012-2022. Der var meget der jeg ikke vidste, og jeg blev klogere.

Mark Galeotti - A short history of Russia

Det er 1000 års historie på 4-5 timer, så det er absolut de stor linjer der trækkes op her. Hvert kapitel afsluttes dog med 'further reading', anbefalinger af bøger omkring de forskellige perioder og temaer, hvis man vil dykke yderlige ned i et specifikt emne. Hele æraen omkring Katarina den store virkede meget interessant, men ellers læste jeg mest bogen for at få et overblik over Ruslands samlede historie. Jeg er dykket meget ned i de to verdenskrige og Ruslands historie de seneste måneder. Jeg kan se at der er mange ting jeg ikke ved, som faktisk er meget interessante og vigtige, for at forstå det Europa og det Rusland vi har i dag. Det lækre ved denne her bog er desuden at den er skrevet efter Rusland gik ind i Ukraine i år, så den har det fulde historiske perspektiv indtil for ganske få måneder siden. Den er god som oversigtsbog, men jeg kunne også mærke at det primært var de seneste 100-150 års historie jeg fandt mest interessant.

Norman Ohler - Den totale rus

"Den første omfattende undersøgelse af sandheden bag brugen af narkotika i Det Tredje Rige. En øjenåbnende bog, der skildrer begivenhederne i Nazityskland og på de europæiske slagmarker i et nyt perspektiv – fra begyndelsen i 1933 til undergangen i 1945"

Det er vist en underdrivelse at sige at der blev anvendt stoffer under 2. verdenskrig. Ifølge denne bog væltede de sig rundt i stoffer. Især Pervitin, som de kaldte det, der egentlig var meth-amfetamin, og Eukodal, som stort set er det samme som oxycodon, altså et syntetisk opiod. Kilderne er egentlig solide nok, men man kan med rette kritisere Norman Ohler for at digte lige rigeligt og "roman-gøre" stoffet. Han har tidligere skrevet romaner, og det mærker man. Det er selvfølgelig gjort for at gøre bogen mere spændende og underholdende end et stift forskningspapir, der kunne afdække det samme, men som kun få nok ville læse. Kompromisset er dog, at det dermed tager lidt fra troværdigheden af bogen.

Uomtvisteligt er det dog at soldater er blevet fyldt med stoffer, og ledelsen, herunder i særdeleshed Hitler selv, via hans livlæge Morell, var bonnet op på snart set ethvert tilgængeligt stof i absurde mængder. Gennem bogen overdriver Ohler nok stoffernes betydning, eftersom stofferne er hele hans baggrund for at skrive bogen, men afslutningsvis bemærker han heldigvis at det selvfølgelig ikke var stofferne der var afgørende for det som skete (måske bortset fra den første store og meget succesfulde blitzkrieg, hvor tyskerne rykkede ind i Frankrig afsindigt hurtigt, fordi soldaterne ikke sov i 3 dage), men at stofferne bare var en del af det der skete.

Alt i alt er det en del af historien, som jeg ikke tidligere har hørt meget om, men som måske er med til at forklare f.eks. dele af Hitlers storhedsvanvid, overvurdering af egne evner, rablende taler og fysiske svækkelse over årene.

Uden for kategori - Dagbog fra Tour de France 2022 af Brian Nygaard

Meget kort og hurtigt læst bog. Essays af Brian Nygaard, udgivet løbende under Tour de France 2022 og nu samlet i denne bog. Nu elsker jeg Tour de France, og Brian Nygaard er en lille cykelfilosof, som simpelthen bare skriver godt. Jeg ved ikke hvor nødvendig en bog det er. Det er jo bare ren hygge, men hey, vi skal sgu huske at hygge os inden det hele er forbi.

Mussetrussen skrev:Jeg, Putin: Det russiske forår og den russiske verden - Samuel Rachlin

Bogen er skrevet i 2014, i månederne efter Rusland nuppede Krim, og er et portræt af Putin, et forsøg på at forstå hvordan han tænker og hvorfor han agerer som han gør, og en stærk analyse af hele situationen omkring den Ukraine-konflikt som i dag står i lys lue. Samuel Rachlin rammer hovedet på sømmet så præcist og profetisk, at jeg flere gange var inde for at google, om han mon havde været inde og rette bogen til i en version 2.0 efter det seneste halve års begivenheder, men nej. Bogen beskriver virkelig godt Putins vision for 'Den russiske verden' som han kalder genrejsningen af det russiske imperie, og hvordan Putins læsning af, og forkærlighed for nationalistiske russiske filosoffer, har ført ham ned i et kaninhul, og skabt et krigsmonster, han ikke længere kan mane til ro uden at blive den store taber. Jeg kunne næsten ikke slippe bogen når jeg kom i gang, men måtte binge-læse den.

Må jeg anbefalde denne af Anna Politkovskaja - der desuden blev myrdet to efter udgivelsen.
Efterhånden nogle år siden jeg læste den, men tingene står mere og mere klare.

alllstar skrev:
Mussetrussen skrev:Jeg, Putin: Det russiske forår og den russiske verden - Samuel Rachlin

Bogen er skrevet i 2014, i månederne efter Rusland nuppede Krim, og er et portræt af Putin, et forsøg på at forstå hvordan han tænker og hvorfor han agerer som han gør, og en stærk analyse af hele situationen omkring den Ukraine-konflikt som i dag står i lys lue. Samuel Rachlin rammer hovedet på sømmet så præcist og profetisk, at jeg flere gange var inde for at google, om han mon havde været inde og rette bogen til i en version 2.0 efter det seneste halve års begivenheder, men nej. Bogen beskriver virkelig godt Putins vision for 'Den russiske verden' som han kalder genrejsningen af det russiske imperie, og hvordan Putins læsning af, og forkærlighed for nationalistiske russiske filosoffer, har ført ham ned i et kaninhul, og skabt et krigsmonster, han ikke længere kan mane til ro uden at blive den store taber. Jeg kunne næsten ikke slippe bogen når jeg kom i gang, men måtte binge-læse den.

Må jeg anbefalde denne af Anna Politkovskaja - der desuden blev myrdet to efter udgivelsen.
Efterhånden nogle år siden jeg læste den, men tingene står mere og mere klare.

Ja du må og tak

Jonathan Haidt - The happiness hypothesis

Det var sgu en lidt tung sag at komme igennem. Jeg tror jeg havde for specifikke forventninger til hvad den handlede om, og da 80 % af bogen ikke handlede om det jeg forventede, så blev det hele lidt uinteressant for mig. Det er egentlig ikke en dårlig bog, men der findes langt bedre bøger, hvis man er interesseret i hvad videnskaben siger om lykke, f.eks. The Paradox of Choice af Barry Schwartz eller Christian Bjørnskov - Lykke.
Sidste kapitel har nogle interessante pointer, mens kapitel 5 er klart det bedste kapitel, og faktisk ret godt. Her opstiller han en formel for lykke, baseret på det forskningen har vist: H = S + C + V
hvor H = happiness, s = setpoint (altså vores genetiske grundhumør, som udgør en ekstrem stor del af vores samlede humør), C = conditions (de livsbetingelser vi befinder os i, f.eks. det sted vi bor, de ting der hænder os osv. nogle af disse ting er svære eller umulige at ændre), V = voluntary actions (de ting vi vælger at gøre, f.eks. blive gift, få børn, lave frivilligt arbejde osv).
Bortset fra kapitel 5 er det ikke en bog jeg nogensinde kommer til at bladre igennem igen.

Krigens sidste dage - Fortællinger om Det Tredje Riges sammenbrud af Frode Kristoffersen & Erik Ingemann Sørensen

I 1973 gennemførte Frode Kristoffersen, Danmarks Radios korrespondent i Vesttyskland, en række interviews med personer, der havde været tæt på Hitler i krigens sidste dage. Det er folk som storadmiral Karl Dönitz, Hitlers efterfølger og Det Tredje Riges sidste statsoverhoved, Albert Speer, arkitekten, der blev rustningsminister, Erich Kempka, der var Hitlers chauffør og skaffede benzinen til hans og Eva Brauns ligbål og piloten Wolfgang Klemusch, der 1. maj 1945 lettede i en vandflyver fra København på en mystisk mission til det indesluttede Berlin.Men Frode Kristoffersens interviews er aldrig blevet offentliggjort. Ikke før nu, hvor forfatter Erik Ingemann Sørensen har samlet det enestående materiale i en fortælling om krigens sidste dage. Bogen giver indblik i nye sider af Det Tredje Riges undergang – fra de sidste desperate dage i Førerbunkeren til ugerne efter Berlins fald, hvor spøgelsesregeringen Dönitz fungerede i Flensborg helt frem til den 23. maj 1945.

Det er selvfølgelig altid interessant at få historien fra folk, der var helt tæt på begivenhederne. F.eks. manden der slæbte Eva Brauns lig op ad trapperne i førerbunkeren, og tabte hende. For derefter at stå med 2 endnu varme lig, Eva og Hitler, og hælde benzin ud over dem, og sætte ild til dem. Men det at bogen er interview-baseret gør også, at den virker lidt rodet. Det er ikke en samlet fremstilling af hvad der skete, men fragmenter af scener i øst og vest. Og så var Frode Kristoffersens spørgsmål ofte lidt stive og gammeldags, set med nutidens standard, og fordi hans interviewofre kunne vælge at tie, hvis han blev for kritisk eller snagende i spørgsmålene, trods de skyhøje honorarer DR betalte for at få lov til at interviewe dem, så bliver fremstillingen meget på de gamle nazisters præmisser. Det er dem selv som styrer narrativet, og fordi der blot er tale om interviews, er der ingen større efterfølgendende analyse af svarene og deres rigtighed. Sidste kapitel retter en smule op på dette, men alt i alt synes jeg bare de gamle krigsforbrydere får lov at slippe for let om ved det, og fremstille dem selv i et forholdsvis positivt lys. Og så var jeg lidt chokeret over, hvor mange af nazisterne der faktisk bare fik lov at fortsætte i de stillinger de havde under krigen, fordi man mange steder manglede kvalificeret arbejdskraft. Officerer der bare fortsatte i hæren f.eks.

Bente Klarlund - Dit helbreds bedste ven - immunsystemet

Jeg blev overrasket over hvor god denne her bog var. Især for folk som træner, er der virkelig gode afsnit omkring hvordan immunforsvaret responderer på fysisk aktivitet af varierende intensitet. F.eks. i form af release af myokiner. Det er virkelig Bente Klarlunds kerneområde hun skriver om her, og det er fedt med en bog der er knapt så populær-videnskabelig som nogle af hendes tidligere bøger. Hun giver den virkelig fuld gas med fysiologien, og giver dermed det bedste overblik over området jeg har læst siden jeg læste Burke og Deakins Clinical sports nutrition for en del år siden. Det er opløftende at hun hele tiden forholder sig til forskningen og det som vi ved, og taler imod alle former for quick fixes og alle former for 'boost' af immunforsvaret. Faktisk mener hun at boost af immunforsvaret, selv hvis det var fysisk muligt, ville være en dårlig idé. Jeg kan kun anbefale bogen.

Hvilken bog har du sidst læst

Brugere online