Jeg forsøgte at stille spørgsmålet til min kone og min dreng på 10 år:
”Uden at begynde at regne på det, men bare et hurtigt skud fra hoften, hvor mange uger tror du så et gennemsnitligt menneskeliv varer, hvis man lever til man bliver, hvad skal vi sige, 80 år?”

Min kone skød på 100.000 uger. Min dreng på 150.000 uger.

Regner man på det bliver svaret: 4174 uger. Dvs. de regnede med at de ville leve i en 2-3000 år. Vi lever ikke engang i 100.000 dage, men max 36.500 hvis vi er så (u)heldige at blive 100 år, hvor mange at de sidste år sandsynligvis vil være med op til flere kroniske sygdomme, svækket helbred og store fysiske og kognitive problemer.

I Oliver Burkeman - Fire tusind uger, forsøger forfatteren at gøre os begribeligt, hvor lidt tid vi har i denne verden. Man skulle måske tro, at det så ville være en Carpe Diem bog, som anbefaler at man skal leve hver dag, som om det var den sidste, og klemme al essensen ud af livet, og komme til bunds i vores bucketliste og lave bungee jump og alt muligt pis, men det er det heldigvis ikke. Faktisk havde jeg, især i starten, lidt svært ved at finde ud af, hvad det så var han ville, nu han starter ud med at få læseren til at indse at vi måske kun har 29.000 dage eller 4000 uger, hvis alt går gennemsnitligt.

Hans ærinde er måske mere bare en beskrivelse af virkeligheden, af den menneskelige situation, som læseren så selv må tage stilling til hvad man vil stille op med. Og dog. Undertitlen er nemlig Time management for almindelige dødelige, så forfatteren har selvfølgelig nogle tips til hvordan man håndterer en dagligdag i sådan et begrænset liv. Det er dog nok der bogen bliver mindst interessant. Sidste kapitel er f.eks. fyldt med konkrete time management tips til hvordan man håndterer et liv, hvor man aldrig vil kunne nå alt. Det fandt jeg ret ligegyldigt.

Det mest interessante ved bogen er når det bliver holdt på det eksistentielle plan. F.eks. at livet er så kort, at man kun kan nå at blive rigtig god til ganske få ting. De ting må man så prioritere, hvis de er vigtige for en, fremfor at tro man kan blive super god til 14 forskellige ting. Men måske endda endnu vigtigere: De ting man ikke bliver god til, er måske det, det giver mest mening at bruge sit liv på. Ting som ikke tjener andet formål end tingen i sig selv. Dvs. bare leve frem for at præstere. F.eks. en gåtur, kigge på fugle eller stjerner, random hobbies som man bare godt kan lide, men ikke nødvendigvis gør for at blive god (synge i kor, spille guitar, bage, danse, dyrke gymnastik osv), sidde i sofaen sammen med sine børn eller andre ting, som vi gerne vil nå inden de 4000 uger er ovre.

At du kun har 4000 uger betyder ikke at du nødvendigvis skal stræbe mod at dit liv bliver pisse hamrende unikt og at du laver et eller andet helt utraditionelt, som ændrer hele verden. Det er måske netop at indse at 4000 uger i det kosmiske spil, er så kort tid, at INTET af det du foretager dig i dit liv, kommer til at ændre noget som helst i det store billede. Men i det lille billede, i dit eget liv og din egen tid ja, og det er faktisk alt rigeligt. Det kan godt føles som en befrielse, at du ikke behøver revolutionere verden før dit liv er vellevet.

Et af de mest interessante paradokser i bogen er, at forfatteren først fortæller læseren hvor kort livet er, og derefter får os til at indse at vi ikke har travlt. Vi når aldrig alting alligevel, for hver gang du bliver færdig med noget, så kommer der en ny opgave på jobbet; når du har opfyldt en ambition, så er du tilfreds i ganske kort tid, og så kommer der en ny ambition. Sådan er det med alting. Vi har kun en begrænset kapacitet, og det eneste det egentlig handler om er, at finde ud af hvad vi skal vælge til og hvad vi skal vælge fra. 4 timer om dagen på sociale medier kan vi hurtigt vælge fra (eller kan vi), mens andre ting er dybere, og kædet sammen med personlighedstræk vi måske anser for positive. F.eks. drive og ambitioner. Jeg kender folk som har kørt deres familie i sænk, fordi deres karrieremæssige ambitioner har drevet dem til arbejdstider så horrible, at de stort set aldrig har været hjemme. Så er der blevet kompenseret med afsindigt dyre rejser rundt i hele verden, som skal krydses af på et verdenskort. Nu har vi været i 62 lande, videre videre videre, vi skal nå det hele. Og ingen har det godt med dette to-do liste liv. Bogens bedste pointe er nok, at vi lige så godt først som sidst kan indse, hvor lidt vi kommer til at nå, af alt det vi gerne vil og synes vi skal, inden vi dør. Og så prioritere benhårdt i det, for at få det bedste liv i den korte tid vi er her. Det lyder måske banalt, men der er faktisk nogle gode afsnit i bogen, som er værd at bruge tid på.

Det er en bog der er meget 60/40 med indsigtsfulde beskrivelser af den menneskelige situation og så lidt små irriterende management tips. Kan man se bort fra det sidste er det klart en bog der er værd at læse.

Mussetrussen skrev:Anmeldelse af Oliver Burkeman - Fire tusind uger

Word. Tak for at dele!

I skyggen af Rusland. En historie om imperier og interessesfærer
Af Vibe Termansen

En gennemgang af de utallige gange fra 1939-2022, hvor Rusland er gået ind i andre lande for at forsvare sine 'interessesfærer'. Der er en ganske fin gennemgang af bogen på POV, så jeg vil ikke tilføje så meget. Jeg synes dog der bruges uforholdsvis meget tid på 2. verdenskrigs begivenheder, som selvfølgelig er vigtige for at forstå resten, men det bliver lige detaljeret nok. I den anden ende bruges der for lidt tid på f.eks. Tjetjenien-krigene, Georgien og andre ting i den boldgade. Jeg er enig med anmelderen fra POV at 3. del er klart den mest spændende, men også opstandene i Tjekkiet 1968 og Ungarn 1956, samt andre af disse forsøg på at slippe ud af Østblokkens tunge åg, er ret interessante.
https://pov.international/i-skyggen-af- ... sesfaerer/

Tårernes Europa - Lykke Friis

Europa-kender Lykke Friis fortæller historien om Europa fra 1989 til nov 2022. Fra murens fald, håbets Europa, Scorpions sang om Wind of Change, og de vestlige demokratiers og kapitalismens sejr over det autoritære og kommunistiske øst, til Tårernes Europa, som vi står i nu. Alt tegnede lyst, og vi gik kun imod mere demokrati, samhandel, frihed og lysere tider. Fukuyama skrev om The end of History, med de liberale demokratiers endegyldige sejr. Klip til i dag, hvor en krig mellem øst og vest igen er i gang, Storbritannien har meldt sig ud af EU, Ungarn og Polen kraftigt flirter med det ny-autoritære, USA og Europas spilleregler og værdier i højere grad bliver kørt ud på et sidespor, mens Kinas succesfulde autoritære, minoritesundertrykkende markeds-kommunisme går sin sejrsgang og giver et solidt alternativ til de liberale demokratier. Lykke Friis er dybt inde i det europæiske stof, med gode og sobre analyser af hvorfor det er gået som det er gået; med insiderhistorier fra europæiske topmøder, kritik af diverse europæiske ledere og hun argumenterer godt for, hvorfor håbets Europa altid var en illusion og en smuk drøm. Det er på mange måder en meget bedre og mere fokuseret bog end Vibe Termansens bog, om end deres ærinde er forskelligt. Den er vanvittigt underholdende og fængende, hvis man interesserer sig for moderne europæisk historie.