Mussetrussen skrev:iRoN_wArrioR93 skrev:Mussetrussen skrev:Harris virker desuden som om han har en eller anden forkærlighed for bevidsthedsudvidende stoffer, som han mener alle bør prøve at tage mindst én gang, som et slags overgangsritual eller for at få et glimt ind i den sindstilstand, som man kan opnå gennem mange års meditation. Her må jeg erklære mig villig til for evigt at forblive uoplyst, såfremt man skal fylde sig med stoffer for at blive klogere på verden. Jeg tror vi prøvede den strategi i 60'erne og det endte ikke godt.
Det er måske en lidt bastardiseret udlægning af hans holdning. Harris prøver blot at "genopfinde" det som vi ellers anvender religion til; selvforbedring, filosofisk retning, mysticisme, spirituel udfoldelse og så videre. Internettet er fyldt med anekdoter om hvordan psykedelia har været medvirkende til at hjælpe folk på flere niveauer, og forskningen + klinisk data er efterhånden ved at være rimeligt solid ifht anvendelsen af psykedelia som et terapeutisk værktøj. Det er ikke et kontroversielt emne længere, heller ikke for offentlige instanser som FDA. Endnu mere spændende er de nootropiske effekter psykedelia kan have på hjernen, noget der også er flere studier på. Selvfølgelig opfordrer han ikke alle folk til at tage psykedelia, men han er med til at bryde tabuet og det forkvaklede narrativ som mange mennesker har om det. Det er på sin plads, IMO.
Harris er en dygtig tænker og forfatter, men jeg deler ikke rigtigt hans ekstreme syn på religion. Hans bøger "Lying" og "Free Will" er tilgengæld utroligt indsigtsfulde og kan læses på en dag
Det var en specifik passage fra bogen, hvor han snakker om sine døtres fremtid, og hvordan han vil se det som et savn, eller som noget vigtigt de går glip af, hvis de ikke ender med at tage f.eks. MDMA, fordi den følelse stoffet giver, ifølge ham, er med til at udvide ens horisont. Nu tog jeg selv MDMA tilbage i 2005, da jeg havde en del kammerater, som var heavy drugusers, og jeg fik lyst til at se hvad det var de brugte alle deres weekender på. Jeg fik da også den klassisk beskrevne følelse af selvets ophævelse, af at være ét med verden og elske alle omkring mig. Mine tanker efterfølgende var dog ikke: 'wow sikke en unik og vigtig oplevelse, som har ændret mit syn på verden', men mere 'holy shit en gang fucking spild af tid og liv. Er det virkelig det her de jagter hver weekend? Tak, men ellers tak.
Jeg husker godt passagen, og jeg ved også han har berørt det flere gange i div. podcasts, så lad mig prøve at belyse hvad jeg tror at han egentligt mener. Det, at du drager parallel til din egen erfaring med venner der stener MDMA hver weekend og at du selv fik lov at være en del af den konstellation taler også meget ind i hvorfor du har det perspektiv du har.
Sagen er at MDMA og øvrige psykedelia er kraftigt tabuiseret. Som du selv er inde på er '60erne medvirkende til det, men den efterfølgende effekt der er kommet af en kraftig kriminalisering har naturligvis kun tjent til at brugen af de drugs og hvad de kan byde på er blevet mere tabuiseret med tiden. Hvis du spørger en tilfældig person på gaden i dag hvad de mener om bevidsthedsudvidende stoffer så er det givetvis noget i retning af "det smelter din hjerne, forskruer dit virkelighedsbillede og ødelægger dit liv". Ok. Virkeligheden er NOGET anderledes for de folk der har kureret traumer, depression, angst, stofmisbrug og øvrige problemer af personlig natur. Det er ikke bare hippiefjolser eller desperate PTSD-ramte som gør den slags, det bliver praktiseret uatoriseret OG autoriseret i et større omfang nu end nogensinde. Den videnskabelige evidens er overvældende, de personlige anekdoter ligeså. Endda i sådan en grad, at alle hidtil udviklede SSRI'er og div. terapeutiske værktøjer blegner til sammenligning. Det er IMO forkert at skrive noget så casually, som ellers tegner sig til at udgøre en revolution inden for vidensdiscipliner der i årtier ikke har rykket sig en meter.
Det som Harris prøver at kommunikere, er at vi som samfund bør åbne op for idéen om at de her stoffer kan have massiv merit for samfundet, og at han håber kulturen i fremtiden i højere grad er åben for eksperimentiel, ansvarlig og nysgerrig brug af bevidsthedsudvidende stoffer med personlig udvikling og indsigt til følge, fremfor den anskuelse som du taler ind i, som jo også er den dominerende, offentlige holdning der er lige nu. Han prøver ikke at kommunikere at du ikke kan leve et ordentligt liv hvis ikke du prøver stoffer, men at du som minimum ikke tegner korset hver gang du uhører "LSD" og på den vis taler ind i samme stigma som folk verden over ellers prøver at bekæmpe lige nu.
At du ikke fik samme oplevelse af at tage MDMA som Sam Harris gjorde kan være forklaret af rigtigt mange ting. Konstellationen du var i lyder jo først og fremmest oprigtigt nedern. Det kan også være at din person, som biologi eller individ, ganske enkelt ikke responderer på den slags. Det er egentligt underordnet- for min primære anke er at du virker til at skære det hele over en kam og kategorisere stofferne som nyttesløs hedonisme og selvindbildning, og at dit ståsted nødvendigvis må være den korrekte anskuelse. Nu slår du mig som et meget vidensbegærlig individ, et karaktertræk der som oftest er forbundet med åbenhed også, men det synes jeg måske ikke kommer til udtryk her. Jeg kan også spørge dig; hvis nu du havde taget MDMA med følgende elementer på plads: 1) ren MDMA i nøje udvalgt dose, 2) én person at gøre det med som står dig nært, 3) skønne omgivelser og 4) et modent, informeret og afbalanceret sind - tror du så at din oplevelse ville have været anderledes? Jeg kan sagtens tænke tilbage til mine egne teenageår og udpege en tilsvarende dårlig og uinteressant oplevelse med MDMA som du, men de vejer ingenting i forhold til de oplevelser jeg har haft med det under helt særlige forhold - oplevelser, som jeg og dem jeg var sammen med er uendeligt taknemmelig for at have fået med i livet.
Det man får et glimt af er jo ikke en ideel verden som den kunne være, men blot en kortvarig stoffremkaldt følelse som intet har med den non-stoffri verden at gøre. Man kan også tage heroin hver weekend og prøve at overbevise andre om at heroinens verden er federe end verden uden heroin, men selv hvis det er sandt, hvad så? Vil du være på heroin hele tiden? MDMAens verden er en verden der er utilgængelig for andre end stofmisbrugere, og folk som bruger store dele af deres liv på meditation. Der er ingen dybere indsigter at hive ud af eksperimentelt stofmisbrug som han ellers hævder.
Det er ikke en fair måde at stille det op på. Heroinmisbrugere og folk der tager MDMA hver weekend for at eskapere er jo for fanden da ikke idéen med det hele, og det tror jeg altså godt du ved. Det er ikke et spørgsmål om konstant at genbesøge den kortvarige, kemiske rus som stoffer frembringer. Hvis vi tager udgangspunkt i f.eks. MDMA, så er det jo et spørgsmål om at føle ubetinget kærlighed. I din model, så kan selvsamme kærlighed kun efterleves ved at man tager MDMA igen og igen. Det er her at indsigt og erfaring udgør alfa og omega for at du får noget konstruktivt ud af din oplevelse. Det er derfor at PTSD-ramte individer, som ellers rent emotionelt er blevet totalt pacificeret, slæber sig afsted til MDMA klinikker for at få gennemarbejdet deres traumer med en kompetent terapeut. Når du konfronterer dine traumer med det virkelighedsbillede, som MDMA frembringer, så sker der væsentlige ændringer i din hjerne fra hvordan den ellers har været wired op til da. Mænd hjemvendt fra krig, som ellers kom hjem til børn og kone med dybe ar på sjælen og en apatisk/psykotisk adfærd til følge, er pludseligt i stand til at føle nærhed og kærlighed til deres nærme igen.
Så til sidst; jeg håber jeg har rykket en smule på dit perspektiv - jeg kan sagtens sætte mig ind i dit nuværende standpunkt, men føler imidlertid at du springer over nogle rigtigt vigtige nuancer.