Raging Bull (1980) af Martin Scorcese. Efter at have set én skrækkelig boksefilm med De Niro før, må jeg sige, at denne film er storslået, og at De Niros performance i denne film er mere end godkendt; og så tog han endda 30 kg. på og kom til at ligne en flødebolle senere hen i filmen. Vel temmelig outstanding anno 1980 I guess?

Historiefortællingen er on point, og det faktum, at den er baseret på en virkelig fortælling ... sikke et liv. Klipningen under kampscenerne og dynamikken mellem De Niro og Joe Pesci, der spiller hans bror, er i øvrigt for vild. Joe Pesci, der i øvrigt spillede fænomenalt i Goodfellas, gentager her successen.

Hvad syntes i om Martin Scorsese?

SandyFrink skrev:Der er ingen tvivl om han er et af de største navne, men personligt finder jeg sjældent the subject matter særlig interessant. For meget NYC/Boston/DiCaprio (som jeg ikke gider se på da det forvoksede man-child altid overspiller med 10-15%)/gangstere. Jeg gider simpelthen ikke se på det.
Af hans film er Shutter Island klart den mest spændende, og ikke pga hovedrollen. En mening jeg nok står alene med. Taxi Driver er selvfølgelig en klassiker.

Jeg kan godt følge dig, men jeg syntes også, at de film hvor han samarbejder med DiCaprio (udover The Departed) er iblandt hans dårligste. Gangs Of NY absolut den dårligste. Der hvor han efter min mening shiner igennem er på Casino og generelt flere af hans film med DeNiro. Har du set Casino? The King of Comedy og After Hours er også meget undervurderet.

PittBull! skrev:Hvad syntes i om Martin Scorsese?

Taxi driver fremstår for mig som en af de bedste film der nogensinde er lavet.

Shutter Island var jeg ovenud begejstret for dels fordi den leger med virkeligheds-opfattelsen og dels fordi den foregår i 1950'erne's USA som er skræmmende. Jeg er enig med Sandyfrink i at hovderollen ikke er det bærende i den film.

Begge står klart i min erindring. Kan ikke helt sige det samme om Casino der er en seværdig gangsterfilm.

Taxi driver er sublim.

Der er en del andre filmskabere, som er mere bemærkelsesværdige, og som fortjener større omtale end Scorsese, men som desværre forekommer mere ukendte for den meninge mand - til trods for at de står bag flere store skelsættende værker.

Generelt har Scorsese lavet gode film, men også en del middelmådige, og flere, som jeg enten har forsøgt at se lidt af - eller som jeg bare ved at læse en smule om, formentlig aldrig kommer til at se.

Med forbehold for at jeg stadig ikke har set Casino eller Shutter Island endnu (begge film, som jeg agter at se), må jeg sige, at kun Taxi Driver slår mig som det eneste unikke af hans værker. Bevares; flere er nævne- og anbefalelsesværdige, men ikke nærheden af at tage plads i en top 10 hos mig.

Jeg har i øvrigt truffet en håndfuld mennesker, som nævner enten The Departed eller Goodfellas, når der tales om bedste film, hvilket i min verden må bevidne, at de stadig har mange film til gode.

Terry Malloy: It wasn't him, Charley, it was you. Remember that night in the Garden you came down to my dressing room and you said, "Kid, this ain't your night. We're going for the price on Wilson." You remember that? "This ain't your night"! My night! I coulda taken Wilson apart! So what happens? He gets the title shot outdoors on the ballpark and what do I get? A one-way ticket to Palooka-ville! You was my brother, Charley, you shoulda looked out for me a little bit. You shoulda taken care of me just a little bit so I wouldn't have to take them dives for the short-end money.

Charley Malloy: Oh I had some bets down for you. You saw some money.

Terry Malloy: You don't understand. I coulda had class. I coulda been a contender. I coulda been somebody, instead of a bum, which is what I am, let's face it. It was you, Charley.

Terry Malloy spilles i øvrigt af Marlon Brando. Ret sjovt, at han skulle tale om at være NOBODY. Manden var om nogen noget.

On the Waterfront (1954) af Elia Kazan. Filmen vandt 8 Oscars; blandt andet for bedste film og for bedste mandlige hovedrolle, som var besat af ingen ringere end Marlon Brando. For at forstå, hvor vildt det var i 1954, kan vi prøve at sammenligne filmen med andre store film fra 1954, som den måtte dyste mod. Heriblandt Rear Window OG Dial M for Murder af Hitchcock og Seven Samurai af Akira Kurosawa.

Filmen er spækket med gode skuespillere og komponeret klassisk musik af Leonard Bernstein. Jeg kan ikke sætte 1 finger på noget i filmen. Den er komplet. Et mesterværk, som alle bør se.

https://dk.flixable.com/title/81027187/
8,3 på imdb.
Jeg ville give den nogenlunde det samme. VILDT god :-)
Kan ses på Netflix.

8½ (1963) af Federico Fellini.

Havde meget høje forventninger, men jeg blev egentlig bare forvirret af alt den surrealisme. Jeg kunne ikke skelne mellem virkelighed, drømme og tanker. Derudover er der 183 forskellige mennesker med, og alt for mange med nogle få replikker. Jeg ved ikke hvad jeg skal forholde mig til. Måske siger det bare mere om mig end filmen.

sund skrev:https://dk.flixable.com/title/81027187/
8,3 på imdb.
Jeg ville give den nogenlunde det samme. VILDT god :-)
Kan ses på Netflix.

Har lige den set, den var god, tak for anmeldelsen

La Dolce Vita (1960) af Federico Fellini

Vild og tankevækkende film. Endeløs jagt efter nydelse. Mere vil have mere, og i en stræben efter den, må der knuses hjerter og glas.

The Men (1950)

Marlon Brandos første medvirken i en spillefilm. Forrygende skuespil, hvor Marlon Brando spiller en soldat, der må indfinde sig med en tilværelse i rullestol. Selve filmen er ikke noget specielt, omend tankevækkende.

Listen to me Marlon (2015) Dokumentar om Marlon Brando - nærmest af Marlon Brando, da forskellige lydoptagelser fra hans private samling indgår. Derudover interviews og kommentarer. Dokumentaren er meget flydende og spændende, og giver et indblik i et fantastisk og dog hjemsøgt liv, med mange op og nedture. En beundringsværdig skuespiller, der var helt revolutionerende og stadig er genstand for inspiration den dag i dag. Desværre, som han selv erkender i dokumentaren, mistede han sig selv i de senere år, og sagde ja til filmprojekter, han ikke fandt interessante, og som han vidste ville blive skuffelser, sammenlignet med de tidligere produktioner.

Og så blev han desværre tyk med alderen.

Hvad syntes i om Godfather?

Ja, men stadig den største skuespiller imo. Han kunne spille mange forskellige roller. Humphrey Bogart, der af af nogle regnes for den største - spillede den samme type rolle over and over again. Desværre ses også nu om dage, at skuespillere bliver castet til de samme typer roller - og altid ender med at være den samme type, hvilket er lidt trist. Jeg vil hellere se, om de har noget andet at byde på.


-> En af de få, hvor 2'eren måler sig, hvis den ikke overgår 1'eren.

Jules et Jim (1962) af François Truffauts.

Jeg vil ikke afsløre for meget, men der er tale om et trekantsdrama med en femme fatale som primus motor. Umættelig voldsom erotisk appetit, trang til bekræftelse og opmærksomhed. Får hun helt undtagelsesvist ikke dette, hævner hun sig. Hun spiller stort, og man får det helt skidt med tanke på, hvordan nogle kan leve i sådanne ægteskaber, hvor følelserne for alvor er kommet i klemme.

Forrygende film. Indtil videre må jeg sige, at jeg umiddelbart er mere fan af fransk end italiensk film, selvom mit repertoire endnu ej er for stort.

Taxi driver er i sig selv nok ...

sikke en film!

Men også fordi Niro den gang virkelig var den vildeste skuespiller

Chernobyl (2019) - https://www.imdb.com/title/tt7366338/

Intet mindre end fantastisk. Noget af det bedste TV jeg har set længe. Vi kender alle til Tjernobyl-katastrofen og hvor forfærdenligt det var, men på en eller anden måde er det som om, at det først virkelig går op for én (mig) efter jeg har set denne miniserie. Den gav mig i øvrigt lyst til at dykke mere ned i hændelsen, og jeg har efterfølgende brugt adskillige timer på at læse om begivenheden, se klip og dokumentarer på YouTube mm. Absolut skræmmende, men alligevel også fascinerende historistisk hændelse, som bliver fantastisk skildret her.

#HBO

Mirror (1975) af Tarkovsky. LIVET ER KUN BEGYNDELSEN, er en passende overskrift, da der er religiøse undertoner. Wow. Bare wow. Den er så umådelig smuk filmet. De flotteste billeder, taget i naturens omgivelser. Alt er så levende og naturligt. Jeg blev nærmest kort forvandlet til pyroman, da jeg så en lade stå i brand.

Jeg tror jeg lidt må sammenligne filmen med nogle af Dostojevskijs værker. Det skal forstås på den måde, at det er meget langhåret. Det kræver en enorm tålmodighed, viljestyrke og evne at komme i gennem. Det er så nemt at springe ud i en masse tanker i mens man ser/læser, for der er meget at tænke over; og man risikerer nemt at misse noget. Det er en af de film, jeg nok bliver nødt til at se flere gange for at få mest muligt ud af den. Filmen springer mellem 3 tidsperioder ... frem og tilbage, frem og tilbage. Desuden spiller én skuespiller 2 roller - hvilket ikke gør det mindre forvirrende ved første, andet eller tredje øjekast.

Thriller - A Cruel Picture (1973) Endnu en glimrende svensk film, der har været genstand for inspiration til Kill Bill og karakteren One-Eye (Mads Mikkelsen) i Valhalla Rising. One-Eye i denne film, er dog en attraktiv kvinde. Alverdens dårligdomme rammer denne stakkels stumme pige.

Emnet er HÆVN. Grusom, men retfærdig hævn.

Kiss Me Deadly (1955)

Forstod løbende under filmen, hvor noget af inspirationen til Pulp Fiction kom fra. Filmen er ikke fantastisk, men har alligevel sine charmer. Kameraarbejdet er superb og spændingskurven er on-point.

My god du ser mange film. Endda flere end jeg selv - det er sjældent jeg oplever det. Er du arbejdsløs?

Og har du altid set så oldgamle film, eller er det en nyopstået fascination?

Pzyrex skrev:My god du ser mange film. Endda flere end jeg selv - det er sjældent jeg oplever det. Er du arbejdsløs?

Og har du altid set så oldgamle film, eller er det en nyopstået fascination?

Haha. Jeg er skam ikke arbejdsløs. Jeg ser en halv til en hel film om dagen. Oftest ser jeg dog kun halvdelen af filmen af gangen, da der også er andre ting, der skal tages hensyn til. Jeg arbejder dog aftenhold - så jeg ser halvdelen inden arbejde - og resten når jeg kommer hjem (gerne). Jeg har et par gange haft glæden af at tilbringe en hel dag i selskab med en kammerat, hvor vi har set 4 film. Jeg erindrer for 3 år siden en dag, hvor jeg så American Psycho, Heat, Hell or High Water og Foxcatcher samme dag. Det er bare hyggeligere at se film i selskab.

Det med gamle film er mest fordi jeg gerne vil se nogle af de "første", og så sporadisk bevæge mig frem i tid. Det er nemlig ret fascinerende, med tanke på at de ikke kunne finde inspiration på samme måde, som nutidens instruktører. Desto flere jeg ser, destomere går det op for mig, hvor meget nogle af dem har revolutioneret film og inspireret nutidens filmskabere. Nye film vil i højere grad være en gentagelse. Derudover så starter jeg snart på en højskole, hvor jeg skal beskæftige mig med film og skuespil - og i den forbindelse, da jeg besøgte højskolen, så jeg en masse filmplakater all-over-the-place, og besluttede mig for, at når jeg startede, så ville jeg have set samtlige film. Mange af dem, havde jeg dog set i forvejen. Jeg har nu set alle plakater, men de gamle film har klistret sig fast - især mange af de gode filmskabere, som jeg ønsker at se mere af Desuden har jeg altid været typen, der gerne vil være så forberedt som muligt, så når jeg starter, vil jeg have en god "bagage" med.

Generelt har jeg ikke fundet en fascination for helt nye film endnu; hvorfor der er langt i mellem biografbesøgene. Jeg har ikke set film ala Avengers, og tror heller ikke det kommer til at ske, men måske finder jeg nogle på højskolen, der kan overtale mig til at prøve. Lige nu venter jeg på Quentin Tarantinos film "Once upon a time in Hollywood" lander i biograferne.

The Station Agent

Faldt tilfældigt over denne film år tilbage og genså den her forleden. En dejlig, selvstændig fortælling om spøjse venskaber. Stærkt manus og stærkt cast.

Pickpocket (1959) af Bresson. 75 minutter kort/lang. En utrolig ærlig film, om en ung utilpasset og hjemsøgt gut, der finder en alternativ levevej - og i det hele taget noget at leve for. Han bilder dog sig selv ind, at målet helliger midlet, og at man må kunne fritages for straf, såfremt man opfylder visse kriterier. For sent går det op for ham, at hans liv kunne have været så meget andet, men undervejs udtrykker han ingen følelser. Han er gennemsyret af tomhed. Generelt lader filmen det være op til en selv, hvad man skal føle og tænke. Scorsese/Robert De Niro har i hvert fald fundet noget inspiration til hovedpersonen i Taxi Driver her, uden at afsløre flere detaljer om hovedpersonen i Pickpocket.

Velspillende skuespillere, klassisk musik fra barokken og så ser det bare legende let ud, at snuppe en tegnebog fra folks inderlommer, når det pludselig kører på samlebånd.

I den grad anbefalelsesværdig.

Ceneeh skrev:Generelt har jeg ikke fundet en fascination for helt nye film endnu; hvorfor der er langt i mellem biografbesøgene. Jeg har ikke set film ala Avengers, og tror heller ikke det kommer til at ske, men måske finder jeg nogle på højskolen, der kan overtale mig til at prøve. Lige nu venter jeg på Quentin Tarantinos film "Once upon a time in Hollywood" lander i biograferne.

Huh? Der findes andet end mainstream film i biograferne. Men du bor måske i provinsen?

Etrius skrev:

Ceneeh skrev:Generelt har jeg ikke fundet en fascination for helt nye film endnu; hvorfor der er langt i mellem biografbesøgene. Jeg har ikke set film ala Avengers, og tror heller ikke det kommer til at ske, men måske finder jeg nogle på højskolen, der kan overtale mig til at prøve. Lige nu venter jeg på Quentin Tarantinos film "Once upon a time in Hollywood" lander i biograferne.

Huh? Der findes andet end mainstream film i biograferne. Men du bor måske i provinsen?

Ja, desværre - på dét punkt.

Annabelle Comes Home (2019) - https://www.imdb.com/title/tt8350360/

Helt klart en af de bedre i serien faktisk. Ikke at det siger så forfærdenligt meget dog. Den var i hvert fald lysår bedre end dens forgænger The Nun, som var en horribel omgang øjenbæ. Særligt den første halvdel af filmen nød jeg; der blev, for en gang skyld, bygget langsomt og omhyggeligt op mellem gysene og det var ikke blot det ene jump scare efter det andet (som det desværre ofte er). Det stak lidt af til sidst dog og slutningen var også lige sukkersød nok for mit vedkommende.

#Biografen

Andrei Rublev (1966) af Andrei Tarkovsky. UNIK 3½ time lang film. Sikken visuel oplevelse. Jeg forstår ikke, hvordan Tarkovsky kan portrættere noget så ægte og livligt. Den måde man iagttager det hele som beskuer på. Det er som om, at græsengen faktisk er flottere og mere levende på film end i virkelighed. Jeg ved ikke, hvad det er, hans kamera kan.

Generelt giver filmen et godt indblik i Ruslands plettede historie. Vi er i nutidens Rusland anno 1400, hvor forfølgelse grundet religiøst tilhørsforhold, invaderende terroriserende nabomagter og død og pine er hverdag, hvor selv den mest troende munk (Andrei Rublev, som også er hovedpersonen) begynder at tvivle midt i alt dårligdommen, efter han har begået en dødssynd.

M (1931) af Fritz Lang

En barnemorder er løs, og må fanges at-all-cost. Generelt et godt studie i, hvordan folk reagerer, forvirrer og beskylder hinanden, når en gerningsmand skal findes uden synderlige spor at gå efter. Øjenvidneberetninger fra folk, der ikke har set noget, men som for alt i verden vil gøre en forskel - til trods for at deres bidrag blot forvirrer mere end det gavner. Derudover et indblik i, hvor få muligheder politiet og efterforskerne havde, såfremt de ikke ville være på kant med loven. Omvendt danser pøblen på kanten med loven, når de forsøger at opklare sagen på egen hånd - og frihedsberøver alene grundet mistanke. Generelt overrasker filmen flere gange.

En ting, der slog mig gevaldigt, da jeg så filmen var - og lad os blot bruge en reference til bibelen. "Lad den, der aldrig har syndet, kaste den første sten". I denne forbindelse, lader det oftest til, at det er dem der har syndet - og her taler vi om kriminelle, som ønsker at kaste sten efter andre kriminelle, og pludselig agere "moralens vogter" eller "THE PUNISHER" Se bare i fængslerne herhjemme og generelt. I fængsler er det ikke ualmindeligt, at indsatte tæsker andre indsatte på baggrund af noget, som de har gjort (til trods for at de er i gang med at afsone dommen). Pludselig glemmer disse mennesker, at de selv er i samme båd.

The Phantom Carriage eller "Körkarlen", da den er svensk (1921) af Victor Sjöström som spillede hovedrollen i Wild Strawberries 36 år senere. Filmen inspirerede ligefrem Ingmar Bergman til at lave film.

Stumfilm, men stadig interessant emne, og så er der en masse flashbacks. Derudover kan man tydeligt se i flere scener, at selveste Stanley Kubrick fik inspiration og kopierede nogle scener fra filmen, og brugte dem i sin film Ondskabens Hotel (The Shining)