Hvilken film har du sidst set?

Rebecca (1940) af Alfred Hitchcock.

Suveræn "thriller". Selvom filmen er baseret på en roman, som jeg ikke har læst, kan jeg konkludere, at Hitchcock er en glimrende historiefortæller, og at der er tale om endnu et mesterværk fra hans hånd af. Meget overbevisende og stærkt skuespil. Eneste man må indfinde sig med er, at kvinden/pigen er meget pylret og naiv.

Jeg har lige set The Dark Knight - og jeg må sige, at jeg ikke er synderligt imponeret. Jeg var meget grebet over starten af filmen. Især de første par minutter. Derefter gik det ret meget nedad bakke for mig - og karakteren "Harvey Dent" irriterede mig faktisk bare. Jeg kunne slet ikke føle ham. At han så skulle stå og slå plat og krone som Javier Bardem i No Country For Old Men, gjorde det bare mere irriterende og latterligt. Især en af slutscenerne med Harvey Dent og Gordon, ramte mig på ingen måde. I det hele taget var Harvey Dent og skuespillet en stor joke imo. Når han var på, mistede jeg helt interessen.

Det eneste positive jeg umiddelbart kan tage med mig fra filmen er Jokeren, der til gengæld bliver spillet suverænt.

Ceneeh skrev:Jeg har lige set The Dark Knight - og jeg må sige, at jeg ikke er synderligt imponeret.

What.

Rim of the World (2019) - https://www.imdb.com/title/tt8179388/

En fjollet og på alle måder ligegyldig film. Men alligevel udmærket hvis man blot ser den for det den er: underholdning, hvis primære formål er at slå noget tid ihjel mens man slår hjernen fra.

#Netflix

Ceneeh skrev:Jeg har lige set The Dark Knight - og jeg må sige, at jeg ikke er synderligt imponeret. Jeg var meget grebet over starten af filmen. Især de første par minutter. Derefter gik det ret meget nedad bakke for mig - og karakteren "Harvey Dent" irriterede mig faktisk bare. Jeg kunne slet ikke føle ham. At han så skulle stå og slå plat og krone som Javier Bardem i No Country For Old Men, gjorde det bare mere irriterende og latterligt. Især en af slutscenerne med Harvey Dent og Gordon, ramte mig på ingen måde. I det hele taget var Harvey Dent og skuespillet en stor joke imo. Når han var på, mistede jeg helt interessen.

Det eneste positive jeg umiddelbart kan tage med mig fra filmen er Jokeren, der til gengæld bliver spillet suverænt.

Med de film du har anmeldt det sidste stykke tid, undrer det mig ikke synderligt at en film som The Dark Knight
ikke falder i din smag :whistle:

I min verden er det den absolut bedste Batman film i historien!

EDIT: Og det er selvfølgelig Heath Ledgers version af Jokeren som er skyld i dette..
De andre gør det også godt (selvom jeg bedre kunne lide Katie Holmes som Rachel), men Heath spiller suverænt..

The Dark Knight er hæderlig. Imo er ingen over filmen fra '89.

Ceneeh skrev:Jeg har lige set The Dark Knight - og jeg må sige, at jeg ikke er synderligt imponeret. Jeg var meget grebet over starten af filmen. Især de første par minutter. Derefter gik det ret meget nedad bakke for mig - og karakteren "Harvey Dent" irriterede mig faktisk bare. Jeg kunne slet ikke føle ham. At han så skulle stå og slå plat og krone som Javier Bardem i No Country For Old Men, gjorde det bare mere irriterende og latterligt. Især en af slutscenerne med Harvey Dent og Gordon, ramte mig på ingen måde. I det hele taget var Harvey Dent og skuespillet en stor joke imo. Når han var på, mistede jeg helt interessen.

Det eneste positive jeg umiddelbart kan tage med mig fra filmen er Jokeren, der til gengæld bliver spillet suverænt.

Two-face karakteren jævnt meget ældre end personen i "No Country for old men".

Det er jeg skam godt klar over. Jeg er dog ikke i tvivl om, hvem af de skuespillere, der skaber mest dynamik og spænding. Generelt synes jeg ikke, at det virker specielt overbevisende, ligesom når han giver udtryk for, at han har mistet alt. Åh, really. Jeg bliver i hvert fald ikke grebet eller skræmt af Harvey Dent, der for mig, fremstår som en joke. Om det så er skuespilleren, Nolan eller skaberen bag karakteren, der er skyld i det - eller Heath Ledger, fordi han er milevis bedre, det ved jeg ikke.

Generelt siger superheltefilm mig ikke en fis, hvilket blot blev forstærket. Jeg tænkte ellers de første 20 min: shit, det her bliver fedt! Batmans stemme var også bare.......

Ceneeh skrev:Generelt siger superheltefilm mig ikke en fis, hvilket blot blev forstærket. Jeg tænkte ellers de første 20 min: shit, det her bliver fedt! Batmans stemme var også bare.......

Jeg er heller ikke helt med på den fad der kører med så mange Marvel og DC film hvert eneste år lige for tiden. Dem jeg har set er da okay "sluk-for-hjernen underholdning" men ikke rigtig mere end det. Til gengæld er jeg vild med det psykologiske aspekt af nogle superskurke, som især The Joker. Både Heath Ledger og Jack Nicholson gør deres respektive Batman film værd at se igen, i hvert fald for mit vedkommende.

Og ja, stemmen..

Ja, nemlig.

Bigger than Life (1956) Dejlig samfundkritisk film, hvor jeg må se mig enig i langt de fleste betragtninger. Filmen omhandler en skolelærer, der grundet en livstruende sygdom, får ordineret kortison, hvilket skal vise sig at have nogle bivirkninger, der på den ene side forlænger og samtidig forværrer hans levetid.

Uden tvivl 90 minutters levetid værd.

The imitation game (2014). Englænderne forsøger at knække Enigma under 2. Verdenskrig, som tyskerne kommunikere over. Overraskende god film, som jeg sjovt nok ikke har fået set, selvom jeg har stødt på flere gange.

The Silence (2019) - https://www.imdb.com/title/tt7315484/

Filmen er grundlæggende en ringere udgave af The Quiet Place/Birdbox. Den har da også fået en hård medfart og massiv kritik for at være en dårlig efterligning af især førstnævnte. Den er bestemt også dårligere, men alligevel ikke så ringe, som folk gør den til. Tværtimod så var jeg faktisk ganske udmærket underholdt i den halvandentime filmen varede. Det er lidt i samme stil som The Rim of the World som jeg så i går: underholdning hvor man helst bare skal slå hjernen fra og lade være med at tænke for meget over tingene. Især fordi The Silence indeholder så ufattelig mange ulogiske handlinger blandt filmens karakterer, og flere ting der slet ikke giver mening. Kan man abstrahere fra det dog, kan filmen sagtens ses.

#Netflix

The 400 Blows (1959) af Francois Truffaut.

Den slags historier, er der generelt for få af. Konteksten er selvfølgelig lidt en anden i dag, men dét at være anderledes, vokse op som barn og blive misforstået og skulle passe ind i én ramme. Et skolesystem, hvor du rette dig ind og følge normerne. Der er ingen plads til andre synspunkter eller fremgangsmåder. Ingen debat. Kæft trit og retning - og kan du ikke rette til, så må du have en flad eller to. Det eneste dine forældre går op i, synes at være, hvordan du klarer dig i skolen. Klarer du dig dårligt i skolen, får du også flade, vrede og misrøgt at føle derhjemme; ofte i forvejen disharmoniske hjem. Når nu forældrene har valgt at lægge alt ansvaret for opdragelse over på institutionerne, bliver det logiske valg, når skolegangen synes at slingre, ikke at drage sig ansvar, men i stedet sende barnet videre til en anden institution (opdragelsesanstalt, kost- eller militærskole mm). Forældrene har for travlt med at realisere sig selv og har ikke overskud.

En meget stærk film.

Pzyrex skrev:The Silence (2019) - https://www.imdb.com/title/tt7315484/

Filmen er grundlæggende en ringere udgave af The Quiet Place/Birdbox. Den har da også fået en hård medfart og massiv kritik for at være en dårlig efterligning af især førstnævnte. Den er bestemt også dårligere, men alligevel ikke så ringe, som folk gør den til. Tværtimod så var jeg faktisk ganske udmærket underholdt i den halvandentime filmen varede. Det er lidt i samme stil som The Rim of the World som jeg så i går: underholdning hvor man helst bare skal slå hjernen fra og lade være med at tænke for meget over tingene. Især fordi The Silence indeholder så ufattelig mange ulogiske handlinger blandt filmens karakterer, og flere ting der slet ikke giver mening. Kan man abstrahere fra det dog, kan filmen sagtens ses.

#Netflix

Er enig hér.. Hvis Quiet Place og Birdbox ikke var blevet lavet, tror jeg denne ville have været rigtig god,
men sammenlignet med de to andre, så halter den altså noget efter, dog stadig seværdig

Storfod skrev:Er enig hér.. Hvis Quiet Place og Birdbox ikke var blevet lavet, tror jeg denne ville have været rigtig god,
men sammenlignet med de to andre, så halter den altså noget efter, dog stadig seværdig

Rigtig god ligefrem tror jeg trods alt aldrig den ville have været. Dertil er den simpelthen for ulogisk og har for mange "fejl" i plottet. Karakterne handler simpelthen alt for skørt alt for ofte. Det virker tosset og utroværdigt.

Men det er sandt, at havde vi ikke ganske kort forinden set film med meget lig handlinger, så havde den nok næppe fået lige så meget kritik, som den har. Mange angriber den jo for at være en efterligning af The Quiet Place, selvom den faktisk bygger på en bog, som vel og mærket er skrevet før både The Quiet Place og Birdbox.

Stranger Things sæson 3 - https://www.imdb.com/title/tt4574334/episodes

Sæson 1 var fantastisk. Sæson 2 knap så god, og sæson 3 endnu værre. De skulle have stoppet mens legen var god. Der er, efter min mening, flere problemer med sæson 3: For det første har vi set monstrene nu, dvs. at den mystik, spænding og uvished der var forbundet med dem i især sæson 1, nu ikke længere er der. Derudover er seriens hovedpersoner nu blevet teenagere med alt hvad der følger med af interne intriger og kærestefnidder, og det hænger mig rent ud sagt lagt ud ad halsen. Jeg gider simpelthen ikke bruge min tid på det juvenile pladder - jeg vil se en gyserserie, ikke et ungdomsdrama.
Endelig føler jeg, at mængden af komik og komiske indslag fylder for meget i sæson 3. Særligt den måde russerne fremstilles på, som er så typisk amerikansk at det er til at brække sig over. De dumme russere som slet ikke har styr på noget, ha-ha-ha. Vorherre Bevares.

#Netflix

Songs From the Second Floor (2000) - en svensk film. Generelt synes jeg at have stor glæde af svenske film.

Stort set samtlige medvirkende er blegfede. Virkelige blege, enkelte virkelig fede. De ser generelt skrækkelige ud. Middelalderende mænd.

En stor depressiv og surrealistisk spand vand i hovedet. En film om smerte, og hvor ulideligt det kan være, at være menneske. En masse brudstykker fra forskellige personers liv; en masse udpluk fra hverdagsscener. Nogle af dem ses kun 1 gang - andre flere gange. Scenerne er lange og oftest fattige for ord, hvor der i stedet skal fokuseres på det visuelle. Derudover stiller den mange spørgsmål til beskueren. Du hører, at din bedste ven, som du havde lånt 287.000 svenske kroner af. har taget sit eget liv. Du bliver glad, da du nu ikke skal betale ham pengene tilbage alligevel, indtil han pludselig hjemsøger dig, og du må forholde dig til din egen grådighed. Du brænder dit livsværk ned i håbet om at få nogle forsikringspenge. En fyr bliver banket og stukket ihjel på en menneskefyldt gade - men ingen griber ind.

A pigeon sat on a branch reflecting on existence (2014). Nummer 3 i trilogien af samme svenske instruktør. Absurde og hjerteskærende scener. Jeg tænker, når jeg ser den; sikke frygtelige liv. Sikken frygtelig verden, men så går det op for mig, at det er den verden, jeg lever i. Filmen flyver fra et lille grin, til forargelse, til sorg og ikke mindst til dyb eksistentiel refleksion.

Bicycle Thieves (1948)

Fantastisk film. Kort tid efter 2. verdenskrig i Rom. En fattig familiefar får tilbudt et job; jobbet kræver dog, at han har en cykel. Familien sælger ud af personlige ejendele med høj affektionsværdi for at kunne købe denne cykel. Første dag på jobbet bliver hans cykel stjålet - og nu står han med lort oppe om ørene, da hele hans families indtægtskilde, står og falder med denne cykel. Politiet vil ikke gøre noget, da der er 1000 vis af cykler i Rom (naturligvis kun det ene stel-nummer), så han beslutter sig for selv at begive sig ud på jagt efter den i tro følgeskab af sin søn. Slutningen er umådelig trist.

Kan ses på youtube.

Vredens Dag (1943) af Carl Th. Dreyer. Hekseforfølgelse i Danmark anno 1600. Sikken tid. Sikke vanvid. Ret nemt at sætte den i perspektiv til 1943 og skifte fokus mod antisemitisme. Derudover er et af de store temaer: ufrivillig og frivillig kærlighed. Filmen og skuespillet er utroligt gennemført. Især af en dansk kvinde, der forstår at spille en gammel, indebrændt, modbydelig og tvær kælling. Man får lyst til at slå hende.

Anbefalelsesværdig, og et godt indblik i, hvor skrækkeligt det var, at leve på denne tid.

Bleeder (1999) af Nicolas Winding Refn, hvis brug af lys, kraftige farver og musikalske indslag, altid er et hit. På rollelisten finder vi blandt andet Kim Bodnia, Mads Mikkelsen og Zlatko Buric. På denne tid, er det et knivskarpt set-up. Jeg blev meget betaget af Mads Mikkelsen, der spiller en filmnørd, der arbejder i en filmforretning i KBH. For at inddrage lidt method-acting, arbejdede Mads Mikkelsen i 3 måneder i en filmforretning. Jeg blev helt grebet af denne butik, der har alt fra A-Z. Senere ses en lignende butik - dog for bøger. Findes den slags butikker overhovedet længere? Generelt bliver der i filmen talt meget om film, da vennegruppen på 4 individer, mødes for at se film. For Mads Mikkelsens vedkommende, er film hans liv, det eneste samtaleemne. Han ser også 10-12 film i ugen.

Jeg kan godt lide historien, historien om storbys primater, der, når de bliver udfordret det mindste, taler med næver i stedet for ord. Helt overordnet set, kan jeg ikke forstå, hvordan ratingen på denne film ligger på 6.8, men som Refn selv udtaler: "Desuden har jeg det sådan, at hvis man ikke laver noget, som deler meningerne, så er der sgu da et eller andet galt. Hvis man rammer alle folks smag med det samme, så er det jo ligesom at spise cornflakes: Alle kan få det ned."

@Ceneeh enig, forstår heller ikke den lave rating, nok rigtigt hvad Refn siger. Bleeder har jeg set med mange års mellemrum og haft fornøjelse af den hver gang. Lidt ligesom Pusher. Specielt Levino Jensen som 'Louis' er en interessant karakter. Har lige genset scenen hvor han bliver skudt på youtube. Mange af Refns film mærker jeg i hele kroppen.

Hans "Fear X" med John Turturro var også en film der fik dårlig rating, men husker den som interessant / anderledes.

Franz Biberkopf skrev:@Ceneeh enig, forstår heller ikke den lave rating, nok rigtigt hvad Refn siger. Bleeder har jeg set med mange års mellemrum og haft fornøjelse af den hver gang. Lidt ligesom Pusher. Specielt Levino Jensen som 'Louis' er en interessant karakter. Har lige genset scenen hvor han bliver skudt på youtube. Mange af Refns film mærker jeg i hele kroppen.

Hans "Fear X" med John Turturro var også en film der fik dårlig rating, men husker den som interessant / anderledes.

Ja, Louis er fremragende!

Så snart jeg fik fri, tog jeg benene på nakken og skyndte mig hjem for at se Fear X, så tak for inspiration

Jeg er lige blevet færdig med filmen, som jeg kan forstå, var en kæmpe kommerciel fiasko - og som ruinerede Refn. Jeg vil sige, det er ikke just en af hans bedste film. Jeg kan godt lide historien, og ægtemandens "besættelse". Jeg er da også ved én lejlighed ved at skide i bukserne, men ellers falder filmen ret hurtigt til jorden. Jeg tror flere har set sig vrede på slutningen, men jeg er fan af den.

The Cranes Are Flying (1957) af Mikhail Kalatozov. Filmen vandt De Gyldne Palmer i 1958.

Utrolig smuk film. En stærk fortælling om, hvordan krig og tid, splitter kærlighedsforhold. Soldaten lider ved fronten; familien og hans elskede lider derhjemme. Den du troede, var dig tro, viser sig, at indgå et forhold med en af dine nærmeste. Generelt er filmen umådeligt godt filmet, skuespillet i top, og så formår den at ramme en lige i hjertet. En af de bedste krig- og kærlighedsfilm jeg har set.

Paris, Texas (1984) Filmen skal have noget tid. Konceptet er forholdsvist simpelt. En film om familie, kærlighed, at acceptere, glemme og tilgive. Tid læger kun overfladisk sår, men de er nemme at kradse hul på igen. Der er en stor farvekontrast ift. personerne i filmen, som er meget interessant. Der er mange flotte og virkelig gennemtænkte visuelle scener. Især én lang scene, er så godt skudt og spillet, at jeg forbløffes og bliver ramt; forbindelsen mellem de to skuespillere virker så latterligt ægte. I øvrigt er Nastassja Kinski bedårende.

Wild at Heart (1990) af David Lynch.

Wow, der er utroligt mange scener og små detaljer, som er helt unikke, og som fik mig helt op at ringe. Jeg tror jeg må til at meditere dagligt som Lynch; det lader i hvert fald til at hans tankestrøm er hentet ind fra et andet univers. Generelt er filmen meget lidenskabelig og erotisk, og så er der alle de haters, der ikke kan klare den slags.

Jeg var på samme tid overrasket over, hvor meget en af mine favoritfilm (af denne genre), nemlig Natural Born Killers, har ladet sig inspirere/kopieret dele af Wild at Heart. I øvrigt er Nicolas Cage storspillende her.

Ceneeh skrev:Så snart jeg fik fri, tog jeg benene på nakken og skyndte mig hjem for at se Fear X, så tak for inspiration

Child's Play (2019) - https://www.imdb.com/title/tt8663516/

Ja, jeg ser alle b-films gysere der går i biografen. Det er en ting jeg har. Det skal jeg bare.

Jeg havde faktisk aldrig hørt om den her film før jeg tilfældigvis så, at den gik i biografen - og så var det jo bare med at komme afsted! Jeg var tilsyneladende ikke den eneste der aldrig havde hørt om den, for vi sad kun 6 personer i salen i alt, inkl. min kæreste og jeg. Og sikke en skam! For Child's Play var faktisk fremragende underholdning! Uhyggelig? På ingen måde. Jeg grinede mere end jeg blev forskrækket, men på den gode måde. Der var ikke tale om ufrivillig komik, men derimod ganske bevidst gak og spas fra en film som ikke tager sig selv alt for alvorligt.

Der er tale om gode gamle Chucky, men i ny, moderne indpakning. Og faktisk på en ganske samfundsrelevant facon. Det er egentlig skræmmende hvor mange af vores enheder som i dag styres via apps, wifi og hvad har vi. Jeg er selv en kæmpe sucker for den slags. Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på hvor uhyggeligt det ville være hvis man blev hacket og det på en eller anden måde blev udnyttet. Nok ikke i form af en dræberdukke, but still.

#Biografen

The Apartment (1960) en filmklassiker af Billy Wilder. Filmen modtog 5 Oscars - blandt andet for bedste film! Normalt er jeg ikke så meget til komedie, men denne er spot-on. Historien er meget simpel. En ung arbejdsom gut i et stort forsikringsfirma, forsøger at stige i graderne ved at låne sin lejlighed ud til ægtemænd i firmaet, der har brug for et sted, hvor de risikofrit kan bringe elskerinder hen. På sigt skal det dog vise sig ikke at være så problemfrit for hverken ham eller dem. Han må slås med sine karrieremæssige ambitioner og sit følelsesliv. Simpelt, men godt!

Double Indemnity (1944) af Billy Wilder. Stjernespækket film.

En forsikringsmand, der bliver snorret om en femme fatales lillefinger, forsøger at regne den perfekte ulykke ud, hvor der er taget højde for ... det meste. Hans eneste mulige sten i skoen, er dog hans dygtige kollegas mavefornemmelse.

Virkelig en fremragende film.

Dark sæson 1 - https://www.imdb.com/title/tt5753856/

Mind=blown. Har lige afsluttet første sæson og jeg er nærmest helt udmattet rent mentalt. På en god måde, dog. Holy fuck en serie. Jeg har lyst til at kalde Dark for en voksenudgave af Stranger Things, men så alligevel ikke. For Dark er meget mere end Stranger Things. Den er dragende, mystisk, berusende og mindfucking. Der sidder nogle tyske manuskriptforfattere derude som har lavet et mindre mesterværk. Den serie er godt nok vildt skrevet.
Det er ikke en serie som man bare "æder" afsnit efter afsnit, men hvor man, eller jeg, måtte sidde og fordøje hvert afsnit, og tænke over hvad det egentlig var, jeg lige havde set, og hvordan det hænger sammen. Absolut anbefalingsværdig. Se den!

#Netflix

Hvilken film har du sidst set?

Brugere online