Jeres mening med livet

Hvis man ikke kan finde ud af, hvilken uddannelse man vil i gang med, er det nok fordi man ikke har de store ambitioner på egne vegne. Så man bare tage den derfra, og vælge et job, som stadigvæk passer en nogenlunde, men som hjælper andre mennesker eller vores land.

Der findes jo ikke et perfekt job, som samtidig giver en god indkomst. Så kan man altid finde sin passion udenfor arbejdet. Det er jo et arbejde i sidste ende. Så det gælder bare om at finde et arbejde, som man har det godt nok med at være i, og hvor rammerne er udmærket. Man skal lade være med at gå med den ide om, at man skal finde den hellige gral. Så havde man allerede fundet den.

Larsen123 skrev:
SandyFrink skrev:Stoicisme er ikke voldsomt kompatibelt med Bodybuilding.

Kender I nogen "stoiske" mennesker der squatter 20 x 140?

Jeg kender ikke nogen, der kan squatte 20 x 140. Jeg tror til gengæld godt, at man kan leve et fornuftigt og lykkeligt liv uden at kunne squatte så tungt. Og til det mener jeg, at stoicisme er en udemærket filosofi.

Er der nogen der har anfægtet det? Vi er imidlertid på Bodybuilding.dk.

SandyFrink skrev:
Larsen123 skrev:
SandyFrink skrev:Stoicisme er ikke voldsomt kompatibelt med Bodybuilding.

Kender I nogen "stoiske" mennesker der squatter 20 x 140?

Jeg kender ikke nogen, der kan squatte 20 x 140. Jeg tror til gengæld godt, at man kan leve et fornuftigt og lykkeligt liv uden at kunne squatte så tungt. Og til det mener jeg, at stoicisme er en udemærket filosofi.

Er der nogen der har anfægtet det? Vi er imidlertid på Bodybuilding.dk.

Larsen123 skrev:Og når det så er sagt, så tror jeg, at meningen med livet er fremgang. Sørg for at opleve en eller anden målbar fremgang på ugentlig, månedlig eller årlig basis. Det gør i hvert fald mig glad. Og det føles meningsfuldt. Jeg sørger blandt andet at blive stærkere, mere smidig, bedre til thaiboksning, rigere, klogere og mere gavmild.

Jeg har fulgt med i tråden og tænkt lidt over emnet, og jeg tror jeg lander det samme sted; fremgang. Meningen med livet må være hele tiden at rykke sig en smule, hvad enten det er ift. ens træning, ens karriere, parforhold eller hvad ved jeg. At man hele tiden, om det så hurtigt eller langsomt eller på ugentlig eller årlig basis, flytter sig fremad.

SandyFrink skrev:
Larsen123 skrev:
SandyFrink skrev:Stoicisme er ikke voldsomt kompatibelt med Bodybuilding.

Kender I nogen "stoiske" mennesker der squatter 20 x 140?

Jeg kender ikke nogen, der kan squatte 20 x 140. Jeg tror til gengæld godt, at man kan leve et fornuftigt og lykkeligt liv uden at kunne squatte så tungt. Og til det mener jeg, at stoicisme er en udemærket filosofi.

Er der nogen der har anfægtet det? Vi er imidlertid på Bodybuilding.dk.

Stoicisme handler i høj grad om en separation imellem det emotionelle og det rationelle, hvor det rationelle må få lov at sejre. Er det rationelt at løfte vægte? Ja. Så det ville være et stoisk valg.

Pzyrex skrev:Jeg har fulgt med i tråden og tænkt lidt over emnet, og jeg tror jeg lander det samme sted; fremgang. Meningen med livet må være hele tiden at rykke sig en smule, hvad enten det er ift. ens træning, ens karriere, parforhold eller hvad ved jeg. At man hele tiden, om det så hurtigt eller langsomt eller på ugentlig eller årlig basis, flytter sig fremad.

Hvorfor er fremgang et mål i sig selv og ikke lykke? Fremgang kan vel kun være en vej til målet, ikke målet i sig selv. Jeg er da ret ligeglad med om min træning står stille og at jeg ikke avancerer rent karrieremæssigt, hvis jeg ellers løbende bliver et mere og mere lykkeligt og glad menneske.

At fremgang er et mål i sig selv, lyder mere for mig som en eller anden markedslogik som man overfører til sit privatliv. (Et eksempel på det Habermas vil kalde systemverdenens kolonisering af livsverdenen.)

Nogle af de mest miserable mennesker jeg har mødt, er dem for hvem fremgang er meningen med livet.

Er det substantiel gratifikation, karakterer, hypertrofi eller en forfremmelse der gør dig lykkelig?

taler skrev:Jeg er da ret ligeglad med om min træning står stille og at jeg ikke avancerer rent karrieremæssigt, hvis jeg ellers løbende bliver et mere og mere lykkeligt og glad menneske.

Så altså hvis du oplever fremgang

At lære andre mennesker bedre at kende er også fremgang.

At få et dybere forhold med sine venner, sin kæreste, kone, elsker, er fremgang.

At få børn og se dem vokse op, hjælpe dem osv. er fremgang.

At udfordre sig selv mentalt og erhverve sig og øve færdigheder er fremgang.

Jeg aner ikke, hvad meningen med livet er. Jeg farer rundt i vildrede og aner ikke, hvad der foregår.

Minipurz skrev:At få børn og se dem vokse op, hjælpe dem osv. er fremgang.

At få børn og se dem vokse op, hjælpe dem osv. er lykke.

Fixed.

Hvis du med fremgang mener lykke er vi da enige. :wink:

At have et godt forhold til sine venner, kone, elskerinde, børn osv. er så afgjort noget der giver folk lykke. Men hvorfor kalde det for fremgang, forstår jeg ikke. Et godt liv er et lykkeligt liv, og et lykkeligt liv hænger for mange uløseligt sammen med sociale relationer. (Familie, venner osv.). Så langt er vi enige.

taler skrev:Hvorfor er fremgang et mål i sig selv og ikke lykke?

Fordi fremgang på mange måder fungerer som en katalysator for lykke. At have fremgang i sin karriere, parforhold, træning og hvad ved jeg, er rart. Alternativet er stagnation eller tilbagegang hvilket jeg ville finde ganske deprimerende. I hvert fald hvis denne er længervarende eller kronisk. Midlertidig tilbagegang kan være gavnligt, ligesom perioder med stagnering kan være sundt.

taler skrev:Fremgang kan vel kun være en vej til målet, ikke målet i sig selv. Jeg er da ret ligeglad med om min træning står stille og at jeg ikke avancerer rent karrieremæssigt, hvis jeg ellers løbende bliver et mere og mere lykkeligt og glad menneske.

Okay.

taler skrev:At fremgang er et mål i sig selv, lyder mere for mig som en eller anden markedslogik som man overfører til sit privatliv. (Et eksempel på det Habermas vil kalde systemverdenens kolonisering af livsverdenen.)

Fascinerende.

Jeg har på det seneste registreret en eksplosivt vækst i intetsigende, enerverende, Rasmus Modsat-indlæg fra din person. Indlæg, med en masse bogstaver og en masse tekst, men hvor der alligevel intet står. Blot banalt, indholdsløst ingenting. Det er trættende i længden at være vidne til hvordan du nærmest anstrenger dig for at virke forstandig, nytænkende, spændende og begavet. Du er ingen af delene - blot en Mr. Clean i en anelse mere velformuleret udgave.

Pzyrex skrev:Jeg har på det seneste registreret en eksplosivt vækst i intetsigende, enerverende, Rasmus Modsat-indlæg fra din person. Indlæg, med en masse bogstaver og en masse tekst, men hvor der alligevel intet står. Blot banalt, indholdsløst ingenting. Det er trættende i længden at være vidne til hvordan du nærmest anstrenger dig for at virke forstandig, nytænkende, spændende og begavet.

Måske er meningen med tilværelsen at forstå andre mennesker…..

Vælg noget som er fleksibelt og ikke binder dig fast i bestemte 37 timer om ugen.
For mig var det softwareudvikling. Jeg har et job hvor jeg mere eller mindre bestemmer hvornår jeg arbejder, hvor meget og hvor. På kontoret klokken 08:00 i skjorte og bukser eller hjemme kl. 23:00 i underbukser.

Mit job understøtter mit liv, men er ikke mit liv.

taler skrev:
Pzyrex skrev:Jeg har fulgt med i tråden og tænkt lidt over emnet, og jeg tror jeg lander det samme sted; fremgang. Meningen med livet må være hele tiden at rykke sig en smule, hvad enten det er ift. ens træning, ens karriere, parforhold eller hvad ved jeg. At man hele tiden, om det så hurtigt eller langsomt eller på ugentlig eller årlig basis, flytter sig fremad.

Hvorfor er fremgang et mål i sig selv og ikke lykke? Fremgang kan vel kun være en vej til målet, ikke målet i sig selv. Jeg er da ret ligeglad med om min træning står stille og at jeg ikke avancerer rent karrieremæssigt, hvis jeg ellers løbende bliver et mere og mere lykkeligt og glad menneske.

At fremgang er et mål i sig selv, lyder mere for mig som en eller anden markedslogik som man overfører til sit privatliv. (Et eksempel på det Habermas vil kalde systemverdenens kolonisering af livsverdenen.)

Lykke giver ikke mening. Hvis lykke var meningen, så skulle vi alle bare sprøjte heroin i blodet hele dagen til vi dør.

taler skrev:
Minipurz skrev:At få børn og se dem vokse op, hjælpe dem osv. er fremgang.

At få børn og se dem vokse op, hjælpe dem osv. er lykke.

Fixed.

Hvis du med fremgang mener lykke er vi da enige.

Jamen det mener jeg ikke så nej vi er ikke enige.

Men flueknepperi og cherripicking på et internet forum er næppe heller meningen med livet.

martinkjr skrev:
Hope skrev:
Svend Fipskæg skrev: Bange for ikke at leve et lykkeligt liv. Har i nogensinde haft lignende overvejelser? Hvad giver jer værdi i jeres hverdag?

Lykken kommer og går - ingen er lykkelig hele tiden Men når det så er sagt, så finder jeg stor tryghed i at vide, at jeg har et fast job og en fast indtægt. Og skulle jeg blive fyret, så er det nemt at få nyt arbejde igen!

Jeg er så privilegeret, at jeg selv bestemmer min arbejdstid og har mulighed for at arbejde hjemmefra indimellem. Men jeg foretrækker, at møde ind på arbejdet og mødes med mine kollegaer. Det giver mig glæde og energi at mødes med andre mennesker. Samme energi får jeg af at træne

Må man spørge, hvad du beskæftiger dig med?

Jeg er Økonomiansvarlig i en mindre virksomhed med ca 20 ansatte. Jeg synes det er meget interessant, at læse hvad der giver andre mening med livet. For mig har det ændre sig med årene. Da jeg var yngre var det lykken at få drømmejobbet, mand, børn, hus, båd og bil men det nåede jeg alt sammen inden jeg fyldte 30 år! Så nu er fokus et andet sted

Hvor ville jeg ønske, at jeg følte en mening med livet der oversteg gængse normer for karrierer, økonomi, forhold, rejseri etc. Desværre er jeg totalt underlagt disse strukturer og kan kun af kort varighed finde en dybere mening for derved at ende tilbage til banaliteterne.

Alt omkring os forfalder, bliver nedbrudt og går i retning af en større og større grad af kaos. Hvis vi stiller en bil på gaden, og lader den stå i 200 år, så bliver det ikke en bedre bil, den bliver til en bunke rust og støv. Det er ikke orden, det er kaos. Sådan er det med alting i universet. Vi bliver selv nedbrudt, vores hus bliver langsomt nedbrudt, alle vores ting, vores børn, vores planet, vores sol, vores univers. Det hele ender som en omgang helt helt stille kaos. Alt bliver nedbrudt og alt bliver glemt.

Det er vores grundvilkår. Og intet af det giver egentlig nogen mening. Det er der bare. Det er sådan det er. Det er kun os mennesker, der stiller spørgsmål om mening i det her univers. Træerne, hundene, stenene, skyerne, aberne, bierne, de spørger ikke om hvad meningen er. Det er kun os mennesker. Universet har ikke noget svar til os, for spørgsmål om mening er ikke noget et univers beskæftiger sig med. Derfor er det kun os der kan svare på spørgsmålet. Og svaret er, at der ikke er nogen mening. Sjovt nok betyder det ikke at vi alle lægger os ned for at dø. Vi laver alle mulige ting, som i det store bilede er fuldstændigt absurd. Men vi kan ikke leve i 'det store billede'. Livet foregår nede i det små, og her er der masser af ting der fylder et menneskeliv med mening.

Selv oplever jeg at det giver mening at gøre det modsatte af det som universet trækker i retning af. Prøve at forhindre kaos og nedbrydning. I den korte tid jeg er her. Jeg træner for at bygge kroppen op, så den ikke forfalder så hurtigt. Jeg vedligeholder mit hus, så det ikke bliver til en ruin og til støv. Jeg rydder op, så kaos ikke tager over. Jeg har fået børn for at skabe noget nyt, så vi kan holde stand mod det endegyldige forfald lidt længere. Jeg skriver artikler for at skabe noget. Det modsatte af at lægge mig ned for at dø af fortvivlelse over meningsløsheden. Prøver at skabe noget der også er her efter jeg er død og borte. Jeg flytter ting rundt ude på mit nedlagte landbrug. Sætter planter og træer. Organiserer. Mindsker kaos, forhindrer nedbrydning og får nyt liv til at pible frem.

Jeg ved sgu da godt at jeg taber til sidst. Det gør vi alle, og hvad så? Så længe vi er her giver det mening at tage kampen op mod overmagten. Mod det vilkår der kommer til at knække os til sidst. Det er en slags trodsig kamp mod skæbnen.

Der hvor livet giver mest mening, er måske også der, hvor vi beskæftiger os med noget der gør at vi glemmer ethvert spørgsmål om mening. Når vi er i gang med noget der interesserer os. Det kan være under træning. For mig har det her i weekenden været at hjælpe med at rydde op i et dødsbo. Der er et job der skal udføres. Der skal ryddes op i alt det her gamle lort, og familien kan få snakket om fortiden, og nyde hinandens selskab her og nu. Der tænkte jeg sgu ikke over om det gav mening. I dag har jeg rodet i jorden og gjort klar til at sætte kartofler senere på måneden. Så har jeg rykket rundt på ting og gået i gang med at bygge en trappe op til høloftet. Giver det mening i det store billede? Gu gør det ej. Det er banaliteter. Ikke desto mindre fyldte det min dag med mening, og det var en god dag. I morgen går jeg ud og nyder at kigge på det jeg skabte i går. Lidt mindre kaos. Mere orden. Det giver mening, så længe det varer. Derefter er det slut, og spørgsmål om mening forsvinder lige så hurtigt som de opstod.

Hvis nogen føler sig nihilistiske over denne diskussion, så kan jeg foreslå denne video

https://www.youtube.com/watch?v=qE0UimODxNg

Al din læsning har formentlig gjort dig til Danmarks mest filosofiske, dybsindige og begavede fysioterapeut.

Trådens klart mest interessante indlæg.

Mussetrussen skrev:Alt omkring os forfalder, bliver nedbrudt og går i retning af en større og større grad af kaos. Hvis vi stiller en bil på gaden, og lader den stå i 200 år, så bliver det ikke en bedre bil, den bliver til en bunke rust og støv. Det er ikke orden, det er kaos. Sådan er det med alting i universet. Vi bliver selv nedbrudt, vores hus bliver langsomt nedbrudt, alle vores ting, vores børn, vores planet, vores sol, vores univers. Det hele ender som en omgang helt helt stille kaos. Alt bliver nedbrudt og alt bliver glemt.

Det er vores grundvilkår. Og intet af det giver egentlig nogen mening. Det er der bare. Det er sådan det er. Det er kun os mennesker, der stiller spørgsmål om mening i det her univers. Træerne, hundene, stenene, skyerne, aberne, bierne, de spørger ikke om hvad meningen er. Det er kun os mennesker. Universet har ikke noget svar til os, for spørgsmål om mening er ikke noget et univers beskæftiger sig med. Derfor er det kun os der kan svare på spørgsmålet. Og svaret er, at der ikke er nogen mening. Sjovt nok betyder det ikke at vi alle lægger os ned for at dø. Vi laver alle mulige ting, som i det store bilede er fuldstændigt absurd. Men vi kan ikke leve i 'det store billede'. Livet foregår nede i det små, og her er der masser af ting der fylder et menneskeliv med mening.

Selv oplever jeg at det giver mening at gøre det modsatte af det som universet trækker i retning af. Prøve at forhindre kaos og nedbrydning. I den korte tid jeg er her. Jeg træner for at bygge kroppen op, så den ikke forfalder så hurtigt. Jeg vedligeholder mit hus, så det ikke bliver til en ruin og til støv. Jeg rydder op, så kaos ikke tager over. Jeg har fået børn for at skabe noget nyt, så vi kan holde stand mod det endegyldige forfald lidt længere. Jeg skriver artikler for at skabe noget. Det modsatte af at lægge mig ned for at dø af fortvivlelse over meningsløsheden. Prøver at skabe noget der også er her efter jeg er død og borte. Jeg flytter ting rundt ude på mit nedlagte landbrug. Sætter planter og træer. Organiserer. Mindsker kaos, forhindrer nedbrydning og får nyt liv til at pible frem.

Jeg ved sgu da godt at jeg taber til sidst. Det gør vi alle, og hvad så? Så længe vi er her giver det mening at tage kampen op mod overmagten. Mod det vilkår der kommer til at knække os til sidst. Det er en slags trodsig kamp mod skæbnen.

Der hvor livet giver mest mening, er måske også der, hvor vi beskæftiger os med noget der gør at vi glemmer ethvert spørgsmål om mening. Når vi er i gang med noget der interesserer os. Det kan være under træning. For mig har det her i weekenden været at hjælpe med at rydde op i et dødsbo. Der er et job der skal udføres. Der skal ryddes op i alt det her gamle lort, og familien kan få snakket om fortiden, og nyde hinandens selskab her og nu. Der tænkte jeg sgu ikke over om det gav mening. I dag har jeg rodet i jorden og gjort klar til at sætte kartofler senere på måneden. Så har jeg rykket rundt på ting og gået i gang med at bygge en trappe op til høloftet. Giver det mening i det store billede? Gu gør det ej. Det er banaliteter. Ikke desto mindre fyldte det min dag med mening, og det var en god dag. I morgen går jeg ud og nyder at kigge på det jeg skabte i går. Lidt mindre kaos. Mere orden. Det giver mening, så længe det varer. Derefter er det slut, og spørgsmål om mening forsvinder lige så hurtigt som de opstod.

Du skriver godt.

Det er tidligere her i tråden blevet påstået, at stoicisme ikke er kompatibel med bodybuilding. Mon ikke nihilisme er endnu værre! Når så det er sagt, er jeg præcis ligeså nihilistiske som dig – og med en lige så positiv tilgang til tilværelsen.

Det er nok meget fordelagtigt at skelne mellem meningen med livet, og så det at leve et godt liv. Meningen med livet er noget der gælder os alle, fx synspunktet om at opnå mest mulig lykke, eller at blive elsket, eller at elske, eller noget helt fjerde. Et godt liv derimod er noget man selv skaber. Det lader til, at du på dit lille landsted, med din lille familie, har skabt et godt liv for både dig selv og dine elskede. At det hele så i en større sammenhæng er ligegyldigt, kan man ligeså godt vælge at grine af som græde over. Eller bare acceptere.

Jeg har også et godt liv. Ikke perfekt, men godt. Jeg har gode relationer til venner og familie, passer på min krop, lærer nyt, hjælper andre og er nærværende og opmærksom på mennesker og livet omkring mig. Det er ikke helt skidt.

Mit råd: Start med at skabe dig et godt liv. Overvej derefter om det hele har en mening.

Pzyrex skrev:Trådens klart mest interessante indlæg.

Også bedre end dine egne indlæg? :wink:

Spøg til side, Brian skriver rigtig godt. Jeg startede selv en diskussion om netop dette i denne tråd:

post2113206.html#p2113206

Crip'O skrev:Lykke giver ikke mening. Hvis lykke var meningen, så skulle vi alle bare sprøjte heroin i blodet hele dagen til vi dør.

Jeg har nu aldrig opfattet stiknarkomaner som særligt lykkelige, har du?

taler skrev:
Crip'O skrev:Lykke giver ikke mening. Hvis lykke var meningen, så skulle vi alle bare sprøjte heroin i blodet hele dagen til vi dør.

Jeg har nu aldrig opfattet stiknarkomaner som særligt lykkelige, har du?

De er lykkelige i øjeblikket.

Der er ingen mening. Alt er tilfældigt og alligevel fastsat. Vi er slaver af vores følelser og fri vilje er en illusion. Sit back and enjoy the show while it lasts

Svend Fipskæg skrev:Hvad giver jer værdi i jeres hverdag?

bodybuilding.dk skrev:LIVET ER MENINGSLØST VI SKAL ALLE DØ !

Bulletproof Athlete skrev:fri vilje er en illusion

Det ved vi ikke:

Crip'O skrev:
taler skrev:
Crip'O skrev:Lykke giver ikke mening. Hvis lykke var meningen, så skulle vi alle bare sprøjte heroin i blodet hele dagen til vi dør.

Jeg har nu aldrig opfattet stiknarkomaner som særligt lykkelige, har du?

De er lykkelige i øjeblikket.

Tråden hedder ”meningen med livet”. Hvis man skal leve et lykkelig liv, kan man ikke bare se på det enkelte øjeblik, men det store billede. Bidrager et misbrug af hårde stoffer til et lykkeligt og meningsfuld liv, man på sit dødsleje kan glæde sig over? Næppe.

vi er slaver af vores følelser og fri vilje er en illusion.

Det kan jo også være mindre firkantet. At vi både har en fri vilje men også er underlagt følelser, lyster og meget andet. Grækerne troede på fornuften og den fri vilje, kristendommen tog i høj grad denne tænkning til sig og først med Freud og den moderne psykologi, blev der for alvor stillet spørgsmålstegn til dette. Fornuften og hermed også den frie vilje ved for et syn på mennesket som styret af instinkter og drifter. I dag peger mere og mere hjerneforskning på, at vi ikke har en fri vilje. Som i overhovedet ikke.

Sagen kan nok ikke afgøres en gang for alle, og det er nok også farligt at gøre alting til kausalitet. Samfundet bør indrettet efter at vi har en fri vilje, og at vi dermed kan stilles til ansvar for vores handlinger. Alternativet er anarki.

Jeres mening med livet

Brugere online