Bruger login







Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!

Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!

Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!

Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!


Statistik

Vi har 65478 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er Jfj

Vores medlemmer har i alt skrevet 2049533 indlæg i 100419 emner

0 nye indlæg i dag


Online
I alt: 570
Medlemmer: 2
Skjulte: 0
Gæster: 568

Følg bodybuilding.dk på

En bænkpressers bekendelser

Udskriv emne


Opret en logbog og lad andre følge din træning

Tilbage til Logbog





Der er nu blot én eksamen tilbage før, jeg kan holde sommerferie. For 5 dage siden afleverede jeg nyhedseksamen, hvortil der skulle produceres tre produkter. Det overordnede emne var "manglen på praktikpladser for journaliststuderende". Næste sommer skal jeg selv søge praktik, hvorfor det var nærliggende at undersøge, hvorfor det er endt sådan. I år er der godt 60 personer uden praktikplads, og det er stikmodsat de andre år, hvor der nærmere har været 60 pladser, der ikke kunne besættes. Dette var branchen dog ikke helt tilfreds med, hvorfor de bad DMJX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) om at genindføre 18 måneders praktik (RUC og SDU har blot 12 måneder), selvom beregningerne dermed viste, at det ville gå ud over de studerende i stedet, ligesom tilfældet var, da DMJX tidligere havde 18 måneders praktik. Argumentet? Jo, jeg fik da TV2's nyhedschef, Jacob Kwon til at indrømme, at de foretrækker praktikanter i 18 måneder fremfor 12, og det bakkede andre medier ligeledes op om. En professor og andre fra mediebranchen var dog enige om, at det lige så meget var et spørgsmål om økonomi - for hvem vil ikke hellere have en journalist til 14.000 kr. i måneden end +35.000? Det er indlysende. Konsekvensen er dog, at studerende på SDU og RUC på papiret er dårligere stillet i praktiksøgningen end dem fra DMJX, og dét er problematisk.

Nå, jeg var blandt andet forbi Dagbladet Ringkøbing-Skjern for at tale med deres chefredaktør om, hvor ærgerligt det er, at de ikke kan lokke en studerende til. Jeg talte ligeledes med flere københavnere fra mit studie, der havde fravalgt Ringkøbing, og hellere ville tage orlov.

Generel fremtidig note: Det er ualmindeligt svært:

1) at komme i kontakt med folk fra DR, selvom man smider mails og lægger beskeder på telefonsvaren.
2) at få fat i nogen, der vil tage ansvar. Ikke engang deres chefredaktør eller nyhedschef. Når man så endelig får fat i dem (og NEJ, ikke fordi de kontakter en), så sender de oftest en videre - oftest i ring.


Ift. kost og træning, så er der kommet en del flere dage med kulhydrater efter, at min kæreste (uofficielt) er flyttet ind hos mig. Det er der både fordele og ulemper ved. Det har dog en relativ god afsmitning på træningerne. Jeg er også gået over til et upper/lower split (4 dage i ugen) - hvilket jeg faktisk aldrig har kørt før. Indtil videre er jeg KÆMPE fan. Det hjælper på restitutionen, og gør, at jeg kan køre med højere intensitet. Bortset fra bænk, pullups og dødløft, køres alle sæt med korte pauser. Så kommer jeg virkelig i kontakt med mig selv, og det elsker jeg. Desuden er jeg stoppet med overhovedet at tjekke telefonen til træning. Jeg sætter bare en playliste på - oftest bare nogle gamle playlister med DJ Tiesto, hvor der ikke er vokal. Førhen brugte jeg meget tid på telefonen - simpelthen fordi jeg ledte efter passende musik alt efter humør og behov, men det stjal om noget fokus fra træningen. Nu lever jeg mig bare ind i nogle tankeuniverser i stedet.

I dag kørte jeg 4x127.5 i bænk, hvilket egentlig var ok. 4x130 er næste målsætning. Førhen kunne jeg ikke døje at køre 4 reps, men det var også et tankefængsel. Hvor mange kører bevidst - og ikke af nød, 4 eller 7 reps i noget? Nå, men generelt synes det, at være en fordel at køre (lidt) færre reps i bænk.

Når ja, jeg er også begyndt at drikke kaffe med jævne mellemrum, men kværner dem selv. Koffein har dog ikke rigtig nogen effekt på mig, og jeg agter heller ikke at starte et afhængighedsforhold.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg holder sgu sommerferie. So far har sommerferien budt på sporadisk arbejde hjemme i Sønderjylland, utroligt meget grilleri (med træ) og en impulsiv tur til Italien. Turen til Italien varede 5½ dag og gik fra Pisa - Firenze - Pompeii - Sorrento - Capri - Napoli; oftest flere byer på samme dag. Udover 40 graders varme, enkelte urimelige overnatnings- og entrepriser og generel hensynsløshed i trafikken, var turen en kæmpe succes. Det var dog lige ved at gå galt allerede fra Billund, da flyet var overbooket med tre personer, men heldigvis trak vi ikke det korteste strå. Dagen efter gik turen til det skæve tårn, hvor entréprisen var 20 euro. Dette er vel at mærke uden guide eller whatsoever. Man skulle tro at en sådan entrépris ville få de fleste til at nyde udsigten ekstra meget, men for 90% af personerne, var udsigten kun tilgængelig igennem kameraet på deres smartphones. Et tema, der gentog sig meget på denne ferie. Selv nyder jeg, at tage billeder, men det bliver en decideret pest. Jeg har overvejet om man ikke blot kunne lave airdrop ved turistattraktioner, så alle frit kan få billederne af stedet, så de kan bevise over for mennesker, de alligevel ikke interesserer sig for, at de er ude at rejse. På denne måde kan de i stedet kan fokusere på at være tilstede - i stedet for at stå i kø på hinandens skuldre. Nå, vanviddet fortsatte i Firenze. 30 euro for at komme på museum (igen uden guide eller whatsoever). Det virker ikke specielt inkluderende med tanke på hvad den gennemsnitlige italiener har af indkomst. Nå, men jeg fik da set en skulptur af fortidens mest interessante leder, Marcus Aurelius. Senere stod jeg i kø i en halv times tid for at spise den bedst-tænkelige sandwich man kan forestille sig, og samme aften var jeg i kø i en time (før åbningstid) for at spise på byens bedste pizzeria. 7 pizzaer på 5 dage blev det til. Og nej, pizzaen blev ikke opfundet i Mellemøsten, selvom det er dem, der pryder de fleste steder herhjemme, der fejlagtigt tillader sig at kalde sig for pizzeriaer, selvom deres færdige produkt er et forsøg på at tilsvine italiensk kulturarv, og i øvrigt ikke bidrager med noget positivt til folkesundheden eller statskassen. De bedste pizzaer findes i Napoli og koster blot 5.5-6 euro, og fås ikke med palmeolie, cocktailpølser, salat og dressing eller ananas (selvom sidstnævnte egentlig er ganske fortræffeligt på pizza).

Inden jeg nåede til Napoli gik turen forbi Pompeii. Byen, der for 2000 år siden blev begravet under aske fra Vesuv. Sikken oplevelse. Selvom man ikke skal romantisere fortiden for meget, er jeg næppe i tvivl om, at byen sammenlignet med mudderhuller og lerhuler andetsteds i verden, faktisk var et ganske godt sted at befinde sig - hvis man da ikke var slave. Det undrer mig til stadighed hvordan man dengang kunne bygge ting, der 2000 år senere holder, når vi konstant skal gå op lappe på veje og bygninger herhjemme.

361069204_810291197222371_2352162459528088001_n.jpg


Nå, et generelt billede af Napoli. Jeg havde for små 10 år siden set en dokumentar, hvor en tryllekunstner rejste rundt i Napoli for at opspore et netværk af lommetyve. Jeg oplevede dog ikke spor, og jeg erkende, at vi opholdt os flere kompromitterende steder - selv i de seneste timer på døgnet. Hvad jeg i stedet oplevede var 8-12 årige drengebørn uden hjelm, der kørte på knallert gennem de snoede brostensgader, selv for øjnene af politi- og militærfolk. Der er knallerter over alt - og et dyt på hornet kan signalere mange ting. Lysreguleringer er vejledende, og når ambulancer skal frem, skal de ikke tro, at de får en forlomme. Efter 5½ dag på farten og godt 30.000 skridt om dagen, var der dømt hvile ved hjemkost.

Hjemme igen på arbejde i Sønderjylland, er det gået op for mig, hvor mange idioter, der færdes rundt omkring i verden, og især i dette ganske land. Hvad jeg ikke bevidnede af dumheder på denne tur. Personer, der forsøger at snige sig foran i en timelang kø, mens andre lader sig fotografere med citroner på størrelse med meloner, selvom der er flere skilte end citroner, der siger: "DO NOT TOUCH THE FRUITS", og gadesælgeren råber det samme ... folk der indridser deres initialer på verdensarv, og turister, der forsøger at løbe fra regningen på fortovsrestauranter. Overvej, hvor mange dårlige mennesker, der får lov at trække vejret. Jeg bestræber mig dog på ikke at indånde samme luft, da der unægteligt kommer noget godt ud af det. Af samme grund har jeg måttet skubbe flere mennesker ud af mit liv. Først og fremmest mennesker, der ikke kan glæde sig på andres vegne, og som i øvrigt ikke forstår sig på mennesker.

Det er dog vigtigt ikke at lade sig fuldstændig forblænde af alt dårligskaben, da man dermed risikerer ikke at se de få gode mennesker, der gudskelov gemmer sig ukendte steder derude. Hold ud.


Om to dage tager jeg et par dage til Skotland med en gammel kammerat. Jeg var sidst på tur med ham i 2015. Turen står beskrevet et sted langt tilbage i logbogen. Vi var på FLOSS i København og vi endte med at køre hjem fra Valby kl. 04:00 om morgenen, da vi blev forrådt af hans højskoleveninde. Vi gennemførte turen på trods for at det var en kold nat i januar, hvor soltaget var lappet med gaffatape, vi ikke havde adgang til en GPS, og at hans promile i øvrigt var langt over det tilladte. So far er planen at overnatte i telt i det skotske højland. Nu må vi se.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Det blev til en fortryllende god sommerferie, der oftest blev tilbragt under udenlandske himmelstrøg.

Kultur- og madorgier i Italien, bjergbestigning og deltagelse i Highland Games i tovtrækkeri i Skotland, øhop i Grækenland, kulturoplevelser i Polen, termisk badning i Budapest, besøg i et gammelt stasi-fængsel i Berlin, og sidst, men ikke mindst ... ultra-trail overlevelsestur på Madeira. Alle oplevelser har været fede, men jeg kan mærke, at vandreture har bidt sig fast i mig, specielt når der er højdemeter inkluderet. Det blev til i alt 9500 højdemeter og 120 km. på 4 dage på Madeira. Det er ikke til at begribe, at nogen er i stand til at gennemføre den rute og distance på 13 timer. Vi fik dog en svær start. Samtlige 2-mands telte var udsolgt, pånær udstillingsmodellen, som de af sikkerhedsmæssige årsager ikke ville sælge. Til gengæld foreslog personalet, at vi skulle gå med et tungt og uhandy 3-mands telt, hvilket jeg fandt komisk. Det ville da om noget være uforsvarligt at sende folk ud på overlevelsestur gennem bjerge med sådan et. Nå, vi købte en windbreaker, noget snor, 1 sovepose og 2 tæpper, som vi så kunne bygge noget, der lignede et telt ud af. Pånær 4 teltpæle, røg resten ud. De 4 overlevende blev samt sammen til 2, og woila; nu havde vi pludselig en vandrestav hver, der samtidig var fundament for vores improviserede telt.

Der var i det hele taget mange mindeværdige oplevelser på den tur. Jeg skal forsøge at gøre det kort.

MEGET få steder på ruten, hvor man kunne fylde forrådskammeret op, og oftest af meget ringe kvalitet. Det kom dog ikke som en overraskelse. En lille afstikker på den officielle rute for at bade i en mindre by, efterlod mig dog måbende. Byen, der er hjemsted for øens smukkeste og bedste badestrand, og derfor velbesøgt af turister i dagstimerne, havde begrænset udvalg på restaurantscenen. I et slemt kalorieunderskud, så vi os nødsaget til at besøge, hvad der allerede havde antændt alle alarmklokker forinden; den værst tænkelige turistfælde. Menukortet var yderst sparsomt, hvorfor vi måtte ud i en tvivlsom disposition, som jeg egentlig set i bakspejlet, finder mere tvivlsom end et totalt fravær af mad. Nå, efter 1 time havde vi stadig ikke fået vores mad. I mellemtiden havde min kæreste spottet ejeren, der var ankommet undervejs. Han havde til trods for at være den senest ankomne "gæst" fået sin mad før alle andre. Nå, maden ankom omsider. Tunsandwichen var en dåse tun i vand, der var blevet kastet ud på 2 stykker fabriksfabrikeret brød. That's it. Ingen smørelse. Ingenting. Pizzaen, der stod til 12.5 euro, var fra Dr. Oetker. Ja, du læste rigtigt. Dr. Oetker. Champignonerne var tilmeld stadig halvfrosne. Alting tog tid dette sted, der havde 6 tjenere, der ikke anede, hvad de skulle gøre af sig selv, mens de blot havde 2 i køkkenet, og en ejer, der havde travlt med at prale over sin genistreg for sit medbragte bekendtskab, der øjensynligt var lige så usselt et menneske som ham selv. Min kæreste henvendte sig til ham for at få bekræftet om han var ejeren, hvorefter hun svarede, at hun blot spurgte, så hun kunne tilføje det til den dårlige anmeldelse, der var på vej. Modvilligt bad jeg om regningen, men efter at have stået i mere end 10 minutter med mit kort i hånden midt i restauranten, tænkte jeg, at hvis jeg nu gik, så ville de da komme rendende. De kom aldrig, og væk forsvandt jeg op i bjergene. Det var første gang, at jeg nogensinde gik fra en regning uden at betale. Det er som med alt andet i livet; der skal altid være undtagelser til reglen. Altid. Verden er bare et bedre sted med undtagelser.

Nå, Madeiras natur er meget alsidig - og skifter fra område til område. Enkelte steder minder om Sydsverige, mens andre steder tager en dybt ind i Amazonas regnskov. Det er interessant at opleve - ikke mindst på samme dag. Vi fik sovet i 1700 meters højde i et shelter, der var bygget ind i klippen - og sjovest af alt, sovet på asfalt foran en offentlig vej og parkeringsplads. I absurde situationer, har jeg lært, at det nemmeste egentlig blot er, at smile og grine. Det er langt nemmere at acceptere absurditeten og distancere sig, med tanken om, at det bliver sjovt at tænke tilbage på. Sover man så godt direkte på asfalt, hvor enkelte biler kører forbi i ly af natten og morgenen? Nej. Jeg vågnede nok 25 gange på 8 timer, og min kæreste holdt sig vågen hele natten. Der var dog ingen umiddelbare alternativer, da vi allerede var gået nedad en stejl, smal og glat bjergside i mørke, tåge og regn, mens pandelampen sang på det sidste strøm. Havde vi haft et reelt telt, havde vi haft nogle flere muligheder.

Nå, i mål kom vi - og efterfølgende lå vi 1½ dag på hotel og lavede ikke meget andet end at spise mad. Så langt så godt.

Ift. træning er jeg begyndt at træne med inspiration af Mike Mentzer. Det kan lyde tosset, men resultaterne so far er faktisk gode. Det er ikke Mentzer i sin helt klassiske forstand, hvis jeg da ikke tager fejl. I stedet for ét sæt til failure, kører jeg to - og enkelte gange kører jeg pre-exhausting, da jeg ikke tror, at 1 sæt er nok. 2 derimod synes fint so far. Jeg prøver at tage en del rest days i mellem, så det er egentlig følelsen i kroppen, der som udgangspunkt dikterer, hvornår næste træning finder sted. Jeg har rejst meget i sommerferien, men har alligevel formået at bevare styrken, selvom der har været flere perioder med 7-12 dages fravær af styrketræning (jeg har dog været meget aktiv på ferien på anden vis). I sin opbygning ser det således ud:


Pas 1
Bænkpres: 2x3 eller 2x4
Chinups: 2 sæt
DB incline presses: 30 kg. for max reps, 2 sæt
Machine rows: 2 sæt - oftest 20-30 reps med ultra slow eccentric og hold. Tit ved at kaste op mellem sæt 1 og 2.
One-armed DB curl, 2 sæt
Triceps pushdowns, 2 sæt
Nakke (Mike Tyson style), 2 sæt

-> Alt køres generelt med kontrolleret excentrisk og pauser.

Pas 2
Split squat, 2 sæt
Walking lunges, DB eller BB, 2 sæt - oftest 50-60 reps i én køre. Andre gange 1 sæt med 100 eller mere.
Reverse back extension, 2 sæt
Mave, 2 sæt med uendelig mængder reps

Off

Pas 3
DB higher incline, op til 2 tunge 5'ere
Pullups, 2 sæt
DB high incline flies, 2 sæt
One-armed neutral grip pulldowns, 2 sæt
Underarm, 2 sæt
Armstrækkere på kettlebells, 2 sæt

Pas 4
Sissy squat, 2 sæt
Reverse lunges, 2 sæt
Leg extensions, 2 sæt
Mave, 2 sæt

Jeg noterer vægt og reps gang til gang - og indtil videre går det fremad. Det bliver spændende at se, nu hvor jeg kommer til at træne mere kontinuerligt. Træningerne kræver også, at der bliver fyldt på med noget kulhydrat inden, og det giver desuden bedre pumps og performance.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Melder alt jævnt godt fra Fyn. Bestilte for 2½ uge siden billetter til Israel sammen med en studiekammerat, og vågnede så op til nyheden om eskaleringen af konflikten i morges. Jeg skal mødes med nogle, der 1) ikke vil høre tale om >krig<, og 2) ikke vil høre tale om >Israel<, så det skal nok blive spændende. Turen var rent journalistisk ikke tiltænkt som en krigsreportage, men grundet omstændighederne, synes det svært at komme udenom nu. Vi rejser på onsdag. Hvis jeg kommer hjem igen bliver det blot 1½ dag inden jeg suser til Grækenland for at bestige Mount Olympus - gudernes (godt 3000 meter høje) bjerg.

Har pt. redigeringsweekend på bladet, og det er rart at være tilbage i rollen som leder, omend trættende i opstartsfasen. En medstuderende sagde fornylig om mig: "He will lead, he will not be led". Smukt - og med en vis portion sandhed. Sandheden er, at de fleste, der leder, ikke egner sig til at lede. Men hvorfor fanden tillader vi så dem at gøre det?
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg kom aldrig til Israel. For første gang i mit voksne liv, måtte jeg afstå fra at gøre noget, jeg ellers havde sagt, jeg ville gøre, og det var ikke sjovt. Jeg går utroligt meget op i at være en mand af mine ord. Et karaktertræk, jeg vægter utroligt højt blandt andre, for jeg er ikke meget til ord uden handling. Årsagen til dette afbud skulle dog udelukkende findes i, at min kæreste ikke var meget for at jeg rejste blot 4 dage efter terrorangrebet mod Israel. Ikke meget er måske en underdrivelse, for hun var knust på en måde, jeg aldrig havde oplevet før. Mest frustreret var hun over, hvor let, jeg tog på mit liv. Selv fandt jeg ikke faren foruroligende, og set i bakspejlet, havde det også været den rigtige beslutning at tage afsted, men en sjælden gang må man sætte andre over sig selv. Alligevel forfulgte det mig i et stykke tid.

Jeg kom dog i stedet til Grækenland, hvor jeg besteg landets højeste punkt, det mytiske Mount Olympus, der befinder sig i samme egne, som Alexander den Store levede en stor del af sit liv. Der er flere toppe af bjerget. Toppe, der dog er minimalt højere end hinanden. Den største, Mytikas, kræver teknisk snilde og decideret klatring, hvilket ikke afskrækkede mig, selvom der var på dagen var vind af orkanmæssig størrelse, og jeg ikke havde nogen reb til at sikre mig. Det værste var dog højdesygen. Vi kom for hurtigt fra 3000 meter ned til 0, og det gav bagslag.

På min fødselsdag besteg jeg så Spanien højeste punkt, der dog ikke ligger i Spanien, men på Tenerife. Det blev til en overnatning i 2600 meters højde i stiv kulling, så det blev ikke til meget søvn i teltet inden turen startede kl. 02:30. Turen sluttede naturligvis på toppen i 3700 meters højde.

Bjergbestigning er blevet det nye bænkpres for mig. Det er en utrolig fascinerende ting, hvor mange ting skal gå op i en højere enhed. Planlægning, kondition, mindset, udstyr, vand/proviant, vejrforhold, og det er ikke så simpelt. Det simple og befriende ved bjergbestigning er dog, at der er en defineret slutning. Derudover er det en god måde at lære sig selv at kende på, og lære sin partner at kende på. Personligt er jeg typen, der er god til de trælse stunder på sådan en tur. Måske fordi jeg har været igennem så meget møg før.

På næste søndag rejser jeg til Marokko for at bestige deres højeste bjerg på godt 4000 meter. Det bliver et besøg til det område, hvor en dansk og en norsk kvinde blev halshugget tilbage i 2018. Mest spændt er jeg på kulturmødet. Jeg må ærligt erkende, at jeg generelt har mine betænkeligheder ift. at rejse i den del af verden.

Apropos Marokko, afleverede jeg i går en større opgave om selv samme land - og dets fremtidige magt over Vesten. Landet ligger inde med mere end 70% af verdens fosforreserver, og det bliver ufatteligt vigtigt på sigt - især fordi Vestens reserver er små. Derudover alle de afrikanske flygtninge, der kommer til Marokko med ønsket om at rejse videre ind i EU... Spændende.

###

I dag var en interessant dag, hvor jeg for første gang i mands minde var i Århus- og omegn, for at træne i Nordland. På en helt speciel dag. Nordlands sidste dag. Klubben lukker grundet absurde stigende huslejepriser i kombination med faldende medlemstal. Det er lidt en skam. Man kan mene, hvad man vil om Nordland. Jeg har oplevet fordømmelse fra styrkeløftere fra andre klubber alene på baggrund af navnet og de forestillinger, der har været om, hvilken klub det var. I (en af) sin(e) storhedstider, som jeg oplevede i fra 2014-2016, var det dog en fedt at træne derinde fast - i det frirum, der kunne tilbydes. Jeg har fandeme mange syrede, absurde og fede oplevelser med i bagagen derinde fra. Mennesker, jeg ikke aner, hvor jeg ellers skullet ha' truffet. Desværre er klubben ikke det samme, som den har været, nok mest fordi Henrik var bindeleddet i klubben. Jeg håber at se mere til de mennesker i andre sammenhænge, for det er vigtigt at holde fast i gode mennesker. De hænger ikke på træerne.

Træningsmæssigt går det ok, men er meget påvirket af den årlige vinterdepression. Det bliver til 3 ugentlige træninger.

Overkrop
Underkrop
Overkrop

Lavede 5x120 i bænk i dag og 50x60 i walking bb lunges fornylig.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



De sidste 3 år er der årligt forsvundet ét familiemedlem på min fars side. En side, der i forvejen tæller få, få personer. Tydeligst har det været juleaften, for der er turnusordning juleaften, hvorfor der er endnu færre end ellers. Desuden endnu færre i kraft af, at jeg de sidste 3 år har holdt juleaften i udlandet. To af dødsfaldene har været "legitime", da der har været tale om min farmor og farfar, der blev henholdsvis 93 og 94. Pæne aldre. Min farmor døde som følge af tarmslyng, der har en relativ høj dødelighedsprocent. Foruden dette, var hendes helbred i top. Tilbage har jeg nu kun min morfar på 92, hvis hund på 14 år er blevet blind og utæt bagi. Han kører stadig bil, klatrer på stiger og sit eget tag og svejser og hvad ved jeg. Hans mor døde og hans far var stukket af til København med en ny kvinde, så han måtte allerede ud at tjene som 10-årig, hvor han boede ude i kostalden. Et laaangt arbejdsliv, der har slidt hans krop ned til sokkeholderne. Han skulle nok allerede have haft 2 nye hofter for 50 år siden, men som han selv siger: "Jeg ved, hvad jeg har - ikke hvad jeg får".

I forlængelse af min snak om min morfar, vil jeg lige koble en samtale jeg havde på studiet fornylig. Det er ingen hemmelighed at langt størstedelen af de studerende er venstreorienterede, og det kommer tit til udtryk. I kredsen faldt emnet på arveafgift, hvortil der blev talt om, at "det er et strukturelt problem, at man kan arve sig til rigdom". Hertil nævnte jeg min morfar som modsvar. Manden har slidt og sparet op hele sit liv - og gør det stadig nu - med tanke på, at give sine børn et større pengebeløb. At der skal betales yderligere afgift af hårdt slidsomt arbejde, er jeg ikke just fortaler for. Det forekommer mig abnormt uforståeligt. Modargumentet var, at der jo så er folk, der vokser op med en fordel... Og det kan vi jo ikke have. Jeg græmmes.


I dag lavede jeg 5x122.5 i bænk, hvilket var noget nemmere end sidste uges 5x120. Det er fornuftige takter. Skal lige vænne mig til tanken om at stige lidt i kropsvægt. Fik et simpelt carb- og kalorieråd af Henrik, som so far virker til at give pote.

Nå, jeg har læst - og set talrige videoer om scumbags i Marokko og Marrakech, så wise me luck. Det er første gang, at jeg har valgt at tegne en rejseforsikring. Frygt sælger godt.

Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan



Jeg kom til Marokko, og sikket show det var. Jeg havde på forhånd godt læst, at det skulle være slemt. Få dage før afrejse tjekkede jeg random Kurt Caz' youtubeprofil. Kurt er en gut, der rejser de mest vanvittige steder i verden - og skæbnen ville, at hans nyeste video var fra Marrakech. Indholdet gav mig ikke just fornyet optimisme eller lyst til at rejse, men der skulle mere til for at stoppe mig fra at bestige det bjerg.

Allerede da vi ankom ude i lufthavnen, var den helt gal. Mobilabonnementet kunne kun betales med kontanter - og åbenbart kun i euro (deres egen valuta er dirham). 20 euro for 20 gb. data.

Dernæst gik turen hen mod busstoppestedet. Vejen derhen var fyldt med nærgående taxachauffører med tics, der fik dem til at gentage spørgsmålet "TAXIIII???" i en uendelig køre. For hver gang udbrølt højere og højere, som om, at mit manglende svar skulle forklares ud fra hørevanskeligheder....

Da vi ankom med bus til centrum, gik det hurtigt op for os, hvor agtpågivende og opmærksomme vi skulle være. Mere om det senere.

Dagen efter tog vi afsted til en mindre by godt 60 km. fra Marrakech, hvor vi indlogerede os på et familiedrevet hostel. Vi havde haft svært ved at finde stedet, der lå i udkanten af byen. En lokal var dog behjælpelig. Det viste sig at være ejerens nevø. Den behjælpelige unge fyre viste sig også at være guide, og jeg kunne godt lide hans aura, der stak sig ud i mængden. Af samme årsag spurgte jeg, om han ikke ville være vores guide til at bestige bjerget (hvilket fremgår som et krav for at bestige bjerget siden terrorhandlingen mod den danske og den norske pige tilbage i 2018, hvor de selv besteg bjerget). Fyren ville gerne hjælpe, men sagde, at det ikke var ham, der bestemte det. Nå, tænkte jeg. Hvem bestemmer så? Det gjorde hans onkel. Denne onkel (ejeren af stedet), viste sig at være en forfærdelig mand - endnu mere forfærdelig end langt de fleste af dem, vi mødte. Det var tydeligt, at han var bosSEN, overhovedet, høvdingen, diktatoren, undertrykkeren, forpesteren.

Af mystiske årsager, kunne vi ikke få lov at få hans nevø som guide. I stedet fik vi en anden; Mohammed. Mohammed var som de fleste marrokanske mænd. Intolerant, dominerende, hånende, kvindeundertrykkende, toxic, grisk og selvhøjtidelig. Sådanne karaktertræk bør ikke prises - og bør i det hele taget mødes med foragt og længere afstand end 2 meter, mundbind og dobbeltsprittede gummihandsker. Sagen var desværre den, at det blot var ham vi kunne få - i hvert fald ifølge onklen. Eftersom vi jo skulle have en guide, måtte jeg bide i det sure æble. Et æble, der senere viste sig at blive mere surt end først frygtet.

Efter at have sovet forfærdeligt i Marrakech dagen før (byen, der aldrig sover), var jeg allerede i søvnunderskud. Det skulle ikke blive bedre, da bjergbestigningen under 24 timer senere, krævede at vi stod op kl. 03:30. Nå, det kan også noget. Jeg havde aftenen forinden spist et hjemmelavet måltid hos familien. Et måltid tilberedt i et lerfad. Udover at der var forsvindende lidt kød, var det tilmed undertilberedt og sejt, og skæbnen ville, at jeg allerede fra morgenstunden havde ondt i maven, hvilket blot forværredes gennem dagen. Efter at have nået toppen efter 5.5 times intensiv opstigning til 4167 meter, gik turen nedad af en anden rute, der var fyldt med is, sne og stenskred - nu i kombination med godt 28 graders stegende sol. Lige så effektiv og hurtig jeg er til at gå op, lige så ringe er jeg til at gå ned. Med disse yderligere forhold in mente, var jeg derfor som bambi på glatis på vej ned - og det faldt ikke guiden i god jord. Udover at han ikke gad at tale med mig, friede til min kæreste og ikke gik op i min sikkerhed, var han meget utålmodig på vej ned. Da vi nåede halvvejen, endte jeg med at gå fra ham. Langt foran. Jeg var træt og indebrændt. Vred for første gang længe, og det var første gang, at min kæreste følte min vrede.

Generelt er jeg ikke et menneske, der ønsker at udvise vrede - for jeg afskyr det normalvis. Vrede er naturligvis en uundgåelig følelse - og den har da sin berettigelse, men jeg oplever også, at den for mange, bliver altoverskyggende og herskende i deres liv, og det går ud over deres relationer. Når vreden så yderligere udvikler sig og manifesterer sig i truende adfærd - er det endnu mere skidt. For mig er det (GENERELT) et svaghedstegn at udvise vrede mod andre. Nå, lige den her dag var jeg lidt svag. Det var (naturligvis) ikke så galt, at det endte i trusler og vold, men min kæreste forstod i hvert fald, hvor meget jeg hadede "det her lorteland (Marokko)". Jeg var fyldt op - og det fortsatte desværre det meste af tiden de næste 3 dage - indtil vi satte os i flyveren.

Ned kom vi på godt 12 timer. Jeg var sejrende - og besejret, og forstod godt, hvorfor 98% af alle tager bjerget på 2 dage - både for at vende sig til højden, men også fordi det var en 38 km. lang tur, der krævede uhyggeligt fokus. Jeg gik direkte i seng uden at spise noget. Jeg var dehydreret og i kalorieunderskud. Jeg havde forsøgt at spise og drikke, men havde ikke lysten. Min krop afviste og frastødte. Vågnede om natten grundet akut behov for toiletbesøg, og sådan fortsatte ferien ellers. Dernæst var det halvanden dag på hotel i Marrakech.

Generelle betragtninger: Marokko er et forfærdeligt sted.

Selvom det ifølge forskrifterne er påkrævet, at man har en guide for at bestige bjerget - og der forekommer at være kontrolposter på vejen, kan man godt undlade dette, såfremt man blot starter kl. lort om morgenen. Guiden kostede alligevel 900 kr. At jeg gerne villet have undladt at betale de 900, skal ikke ses som et tegn på grådighed, men snarere fordi, guiden var en kæmpe idiot. Jeg ville gerne have betalt 900 kr. for at få lov til at bestige bjerget - UDEN guide, for det er utroligt krævende at tilbringe så lang tid i en låst relation med rollefordeling anyways.

Diskrimination. Jeg har "lært", at det ikke kan være racisme, når det går den anden vej. Det er angiveligt blot diskrimination, da racisme taler ind i noget strukturelt ... javel. Diskrimination er at spore alle steder i Marokko, og det vil jeg naturligvis ikke legitimere. Det med at legitimere, er noget, jeg tænker meget over. Hvis jeg ikke er tilfreds med noget, så skal jeg naturligvis ikke støtte det. Penge har magt - og først når turisterne stopper med at komme, kan der ske en ændring. Indtil da fortsætter alle ufortrødent.

Kulturen er fuldstændig gennemsyret af plattenslageri, fup og halve sandheder, og det var mildest talt forfærdeligt at opholde sig ude i offentligheden. Man skulle konstant være på vagt, og det var jeg så. Jeg observerede meget - og lagde mærke til scammers. Jeg fik afværget dem på mig selv - men iagttog dem i stor stil ske mod andre, og talte ikke med nogen som helst turist, der IKKE havde oplevet noget der var OFF. Det er usandsynlig svært at opstøve ærlige mennesker der. Der er grundlæggende tale om en kultur, jeg vil sætte under hvilken som helst andet. Nogle kulturer er bare er superior sammenlignet med andre. Jeg siger ikke, at vi i Vesten har fat i den lange ende i alle henseender. Det har vi unægteligt ikke, men jeg er nu heller ikke i tvivl om, hvor jeg helst vil leve i verden. Det er nemmere at være konservativ i en "liberal" verden, end det er at være "liberal" i en konservativ verden. Det skal ikke ses som, at jeg ikke er åben for andre kulturer, for der er gode ting at hente rundt i verden. Der er dog også mange steder, hvor der ikke er noget som helst at hente - og det må bl.a. være i Marokko. Så er det bare så ærgerligt, at Marokko sidder på 75% af verdens fosforreserver (mens Europa og USA stort set ikke har noget) - og samtidig i nogen grad kontrollerer strømmen af flygtninge til Sydeuropa... Øv. Jeg trættes.


toub.jpg
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Brugeravatar
 
Reputation point: 305
 
Indlæg: 3035
Tilmeldt: 30. aug 2011, 19:15
Geografisk sted: OBBC
 
Styrkeliste
- Bænkpres: 150.00
 
Logbog: Vis logbog
Galleri: Intet galleri
Kostplan: Ingen kostplan


Foregående

Tilbage til Logbog




Brugere online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte brugere og 4 gæster