hamfrabrugsen skrev: Umiddelbart lyder det kun frastødende for mig, at du tænker således. "Hellige legeme" og "reservedelslager" -

Det var for på en eller anden måde, at sætte ord på den følelse der gør, at jeg endnu ikke har tilmeldt mig som organdoner. Hvis man derimod har en 100% rationel tankegang til organdonation, kan jeg godt forstå, at man ikke kan forholde sig til den tvivl som jeg tror mange har.

taler skrev:Hvorfor tier det store flertal?

Man skal ikke kommentere i alle tråde på inter-nettet, bare fordi man har en bruger et sted. Jeg tror ikke du behøver drage nogle konklusioner, fordi at samtlige brugere ikke har skrevet i tråden her.

Personligt synes jeg at der er gode argumenter imellem.
Skulle uheldet være ude for mig, så må de gerne tage hvad de kan bruge. At man muligvis kan redde en anden persons liv, synes jeg er smukt.
Og så så jeg for nogle år tilbage en udsendelse fra USA, hvor en 13-15 årig teenager var blevet skudt i en tragisk sag. Hans lever blev doneret til en dame der havde brug for den, og det blev en vellykket operation.
Det spændende ved sagen var at hun efter at have fået leveren pludselig begyndte at interessere sig for basketball, og så vidt jeg husker begyndte hun også at blive vild med noget bestemt mad, som hun på ingen måde brød sig om før operationen.
Hun syntes det var mærkeligt, og da hun noget tid efter operationen skulle møde drengens efterladte, og 'takke dem' for leveren, begyndte hun at fortælle om det hun havde oplevet. Det viste sig at basketball var en af drengens største interesser, og det mad hun pludselig var begyndt at spise havde også været drengens livret.
Det synes jeg er ret flippet, og der er flere der mener at hukommelse ikke kun lagres i hjernen, men også i cellerne andre steder i kroppen.
Når lyset en dag slukker for mig og en modtager forhåbentligt vil kunne få en del af mig, så håber jeg på samme måde at vedkommende får mere end blot et organ fra mig.. På den måde er der noget af én der lever videre i den persons krop man har hjulpet, og ikke kun i forhold til organet.

Nettohuden: Meget interessant udsendelse tyder det på. Kan du huske titlen på den?

Jeg er naturligvis godt klar over, at jeg er politisk ukorrekt med min tøven overfor organdonation. Der er dog flere ting jeg ikke kan lide ved det. For det første synes jeg der er noget moderne kannibalisme over det. På en eller anden måde synes jeg det er umenneskeligt og uværdigt. Dilemmaet opstår naturligvis hvis jeg skulle stå i den situation, at jeg får brug for et organ. På den anden side tænker jeg, skal man ikke bare lade naturen gå sin gang. Målet kan aldrig blive et langt liv i sig selv. Jeg synes egentlig Sokrates havde en god indstilling til det at dø. Da han lå på sit dødsleje og folk tudede omkring ham og talte om hvor forfærdeligt det var, sagde han, "rolig nu, døden er det mest naturlige", men folk forsatte deres tuden og brølen, hvor til Sokrates med ro i stemmen sagde sine sidste ord "Jeg kommer forresten i tanke om, at jeg skylder min nabo en høne, vil i ikke sørge for han får den?". Ja selvfølgelig sagde de pårørende mens han uden de store bekymringer sov ind. Er det ikke sådan man bør se døden, og livet for den sags skyld, som noget der har en begrænset periode og ikke som noget vi skal frygte? Organdonation er udtryk for det moderne menneskes amputerede forhold til døden.

Noget andet er, hvis man ligger på sit dødsleje, f.eks. på et hospital, så kan jeg forstille mig, at så snart du har udåndet for sidste gang, kaster lægerne sig over dig, for du er big buisness. Er det sådan man ønsker at komme herfra?