Nymphomaniac part 2 (2013) af Lars von Trier
Jeg ventede dog nogle år med at se denne, efter jeg havde set part 1, da jeg på daværende tidspunkt var i en periode, hvor jeg frygtede at én specifik scene ville provokere mig for meget. Nu er der snart gået 10 år, hvorfor min smerteterskel og mine perspektiver har ændret sig.
Storslået, berusende og medrivende, ligesom part 1. Part 2 graver dog dybere i menneskets natur, med fokus på lyst og begær, hvortil det bliver klart, at det i sin yderlighed kan sidestilles med stofmisbrug, ludomani mm. Trier er en mester i, at vise menneskets mørke sider; de dæmoner, der bor i os alle. Dæmoner, de fleste formår at holde inde, men som alligevel præger vores menneskesyn og ultimativt vores handlinger, om de så stødt viser sig eller tvinges frem. Nogle menneskers trang til at rationalisere og simplificere, såsom en 50-årig jomfru, der tænker, at en kvinde, der har nedlagt flere 100 mænd vel også godtager hans anmodning, som i at andet ville være ulogisk og amoralsk. Jeg husker det selv fra skoletiden, når en pige fik ry for at have spredt ben for, hvad der af majoriteten blev bestemt var for >mange<, hvortil det blev carte blanche at spørge hende, og samtidig forvente, at hun også ville sprede ben for en, som når menige mennesker skriver til pornostjerner og forventer, at de har frit lejde, og en slags ret til at knalde dem. Det er uhyre spændende.
Filmen byder på flere scener, der borer sig dybt i sindet og udfylder eventuelle hulrum i sindet med rædsel, mens den samtidig undersøger og belyser menneskets natur, der forsøges tæmmes af samfundets normer, moralprædiken, og ikke mindst meninge tankefængsler. En hård, men nødvendig film, der bevarer den røde tråd. Jeg kunne godt mærke, hvor Trier bevidst forsøgte at provokere, men fandt det aldrig for påtaget og utroværdigt i relation til filmens budskab(er). Trier vil for mig altid fremstå som danmarks største filmskaber, ikke mindst fordi han skriver så usandsynligt godt, med historiske anekdoter og hang til detaljer, der for en detaljeorienteret person som jeg, vækker en følelse af, at jeg ikke er alene, og samtidig værdsat. Tak.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.