Efter jeg nu har overstået den værste periode på skoleåret og også nogenlunde har overvundet mit ”down” i humør har jeg fået taget mig sammen til, at udforme nogle ikke speciel konkrete planer hvad fremtiden skal byde på. Da jeg fremover vil have mere tid og ”overskud” vil jeg højst sandsynlig tage min træning, kost og søvn lidt mere seriøs end jeg har gjort før for, at blive mere konkret hvordan jeg vil strukturere det er mht. træning så vil jeg fremover træne fullbody 4 gange om ugen med fokus på ben og ryg, kosten vil forandre sig mht. jeg fremover vil indtage mellem 1,5-2 g protein pr kg, men det bliver det mest vanskelige og så med søvnen, at jeg får 8 timer søvn i hverdagene.
Mit ”down” har mere eller mindre været gennemgående siden i Mandags et eller andet sted føler jeg, at mit liv er nået til et punkt hvor så mange ting virker ligegyldige og ensformige og jeg ville ellers aldrig nogensinde lade mit liv gå i denne retning, for mig virker livet blot som noget der foregår uden for mine tanker, noget som jeg ikke er en del af, men blot opfatter udefra. Det ikke kun det generelle ”ensformige” liv der plager mig i mine tanker, mit ensformige liv kan jeg til dels løbe fra og ignorere, men der er andre ting jeg ikke kan løbe fra eller gemme mig for. Da en af mine ”venner” lavede en joke omkring, at gå i byen hvor han sagde i det mindste går han i byen (anden person) i modsætning til dig, jeg gav ham et jokende svar, men et eller andet sted ramte sætningen mig rimelig hårdt, da hvorfor går jeg ikke i byen? Er jeg upopulær? Er jeg asocial? Jeg kom frem til konklusionen nej, jeg er ingen af delene. Jeg er værdsat i min klasse og kommer til 70-80 % af alle sociale arrangementer, men hvad er årsagen så? Jeg er kommet frem til, jeg reelt set kun har bekendte og ingen til ganske få venner, men hvorfor lægger jeg først nu mærke til det? Jeg ved det ikke, men forklaringerne og undskyldningerne er mange, når man ikke har nogen reel familie udover sin mor eller far, som praktisk set ikke har særlig mange kontakter, så skaber det allerede fra starten af ustabilt grundlang for socialerelationer, når man i mange år var den person der mærkede alle former fra had af dem man gik i klasse med og først efter mange år fik lavet om på det, derefter ikke ville være med til fester og lignende, og mister kontakten med alle dem man nogenlunde var ”venner” med, ikke har haft nogen venner med hjemme eller været hjemme hos nogle venner siden 4. klasse, så da man kom i gymnasiet troede alt skulle ændre sig og fik startet et forsøg, som lykkedes, men alligevel ender ud med, at ens venner enten har haft samme forløb, som en selv eller siger jeg tager med drengene i byen (folkeskolevennerne), som man egentlig heller ikke kan bebrejde nogen for, hvor skulle vennerne og ens socialekontakter komme fra, det overstående skal ikke tolkes, som om jeg er alene jeg opretholder kontakt med 2-3 personer hver dag og har mange bekendte, som jeg snakker med, da jeg har gode evner for, at snakke med mennesker (ikke altid), men jeg synes simpelthen der mangler noget jeg kan støtte mig op på hvis jeg er usikker eller lignende og det har jeg simpelthen ikke og det har virkelig været med til, at skabe et down. Det med, at jeg reelt set ikke har noget, at støtte mig op ad gør virkelig, at jeg nogen gange føler jeg går glip af noget i min ungdom, jeg kommer nok aldrig til et festival, skitur eller noget lignende, men på den anden side jeg kender det ikke anderledes, så hvor skulle jeg vide fra om jeg går glip af noget, men det ikke noget nyt, jeg kan huske, da jeg var på tur med fodboldholdet for piger og drenge om dagen havde jeg massere, at snakke med, men om aftenen var jeg alene og gik rundt for mig selv, ikke at jeg ikke forsøgte, at integrere mig, men det lykkedes aldrig. Tankerne og oplevelserne som dem gør mig virkelig bitter, hvorfor kunne jeg ikke have et let liv, som så mange andre? Jeg føler også nogen gange den der mangel på støtte igennem tiden har i perioder været med til, at skabe en form for social angst, da jeg nogen gange går i svedudbrud i større mængder eller med fremmede og det er ikke engang det værste hvis jeg ”kramper op” så ender det ud med, at jeg som forsvarsmekanisme bliver lidt af en ”troll” uden, at jeg lægger mærke til det og det har virkelig mange gange ødelagt meget for mig……
Men efter jeg nu har whinet nok, så har jeg en plan på hvordan jeg vil forandre denne tilstand af ensformighed i mit liv, jeg tager +1 år efter gymnasiet, jeg har en børneopsparing på 200-300 k og måske kan jeg få et legat for studierejse hvem ved? Min tilstand med mangel på dybere bekendtskaber vil desværre forblive statisk, jeg ser ingen måde hvordan jeg kan ændre denne tilstand i den resterende tid hvor jeg går på gymnasiet.
Nåååååårh ja loggen handler jo også om træning, her er 1 formbillede ( det andet billede var for stort) med fint lys, jeg er en anelse flad på billederne desværre….. Forhåbentlig en dag zyzz en dag vil det være så vidt.
Edit: mange stavefejl LühL
I alt: 871
Medlemmer: 3
Skjulte: 0
Gæster: 868
Jeg kan godt følge dig i mange af dine tanker, thi jeg dog stadig drikker en del, især her i 3.g er det blevet voldsomt. Alkohol har det dog med at skabe en masse sjove historier og det har skabt en del venskaber for mig. Jeg går dog i klasse med min bedste ven, som også træner, han er dog ikke inde i kost, eller alt det som jeg er hooked på. Det kunne dog være fedt at have en ven, der talte macros og gik op i træningen på samme måde, sådan hænger det dog desværre ikke altid sammen. 
