Det bedste jeg har gjort for min søvn er at blive forholdsvis ensporet ift. sengetider. Jeg går konsekvent i seng ca. 21.45-22.10 og står op 5.45-6.30 ALTID. Hverdage, weekender, ferie, altid. Fester, komsammen, aktiviteter og arrangementer, som gør at jeg ikke kan komme i seng ca. kl 22 deltager jeg kun meget nødigt i. De faste sengetider betyder at jeg vågner af mig selv i samme tidsrum hver morgen, og får trang til at sove samme tidspunkt hver aften, og kan falde i søvn i løbet af ca. 10-15 min.
Derudover bruger jeg ca. 35 min inden sengetid på at falde til ro, så jeg ikke går stresset og high-alert i seng. Det er f.eks. ved at undlade ting som jeg ved gør det svært at sove. Noget af det værste er at køre bil. Kører jeg bil kort før sengetid, så kan jeg ikke falde i søvn som jeg plejer. Også computerspil er no go inden sengetid. Det samme er at løbe omkring og ordne tusind ting lige inden sengetid. Nogle er hysteriske med ingen skærm og blåt lys inden sengetid. Det oplever jeg ikke er noget problem. Stille læsning på skærm med aftenfilter slået til kan derimod være med til at gøre mig døsig.
Derudover har jeg haft stor gavn af meditation, ift. at blive rigtig god til at 'slukke' for mine tanker når jeg skal sove. Der plejede at kværne tanker rundt i mit hoved når jeg skulle sove, som jeg syntes var meget vigtige, og som jeg forfulgte og som holdt mig vågen. Efter at have mediteret i en periode, er jeg i stand til at lade tankerne fare og skabe en velsignet ro i mit hoved. Dette gælder også når jeg vågner i løbet af natten.
Jeg læste for øvrigt for nylig noget om søvn af Bente Klarlund, som totalt har ændret mit syn på det at vågne om natten. Jeg plejede at tro, at jeg vågnede 1-3 gange for at skulle ud at tisse, fordi jeg var blevet ældre, men det er sandsynligvis ikke fordi jeg skal tisse jeg vågner. I løbet af en dag kan jeg sagtens gå 8 timer uden at tisse, så det virker urealistisk at jeg skal op at tisse 3 gange på en nat. Bente forklarer at alle vågner flere gange om natten helt naturligt. Når man er barn registrerer man det ofte ikke, og man falder hurtigt i søvn igen. Efterhånden som vi bliver ældre bliver vi mere vågne i vores vågenperioder (min egen mest vågne periode plejer at komme ca. kl 2 hver nat). Når vi så vågner, mærker vi efter om vi skal tisse, og måske skal vi tisse lidt, og tror derfor det er derfor vi vågner. I virkeligheden vågner vi bare fordi vi er i en let søvnfase.
Derudover har ørepropper været en life saver for mig, da jeg ofte blev forstyrret af andre i huset i løbet af natten. Nu hører jeg dem meget sjældent. Desuden sover jeg konsekvent alene i et mørkt, stille og køligt værelse, ofte kun med et dynebetræk.
Begge mine børn har tyngdedyner, og min dreng, som ligger meget uroligt, og har svært ved at finde ro, har haft gavn af den, og falder lettere til ro. Dog har vi måttet sande at de også skal have en almindelig dyne, da tyngdedynen føles dårlig at 'putte' sig i, da den er for lidt 'vamset'. Så nu har de 2 dyner hver, og det samme har min kone, så der er 7 dynebetræk om ugen der skal vaskes. Nå ja og min kone har 4 puder, jeg har 3 og mine børn har 2 hver, så 11 pudebetræk om ugen der også skal vaskes og skiftes
Måske du kan bruge noget af det. Undtagen det med at have 7 dyner og 11 puder, det er kraftedeme idiotisk.