taler skrev:Ad hominem gør man vist klogest i ikke at spilde sin tid på.
Musses indlæg derimod har nogle fornuftige pointer, der fortjener respons.
Forskellige interesser fylder til bestemte tider, ingen tvivl om det. Dog har træningen været en central del af mit liv, både da jeg gik i gymnasiet, universitetet, da jeg blev far for snart 10 år siden og indtil den dag i dag. At man er glad for træningen, udelukker jo ikke andre ting. Jeg har et krævede akademisk job, jeg læser meget litteratur, har årskort til teateret, medlem af museumsforeningen og har tidligere været politisk aktiv. Træningen har dog været en fast følgesvend gennem alle årene. De intellektuelle interesser skulle opvejes af fysiske udfordringer, ikke noget med at leve fra halsen og op.
Jeg ser derfor ikke noget modsætningsforhold mellem at være et helt menneske der interesserer sig for mange forskellige ting, og så at man gerne vil præstere mest muligt i en given sport.
Hvorfor skulle seriøs træning høre ungdommen til? Vigtigheden af fysisk aktivitet bliver jo desuden kun større med alderen…
Det behøver det heller ikke nødvendigvis at gøre. De fleste peaker bare ikke fysisk som 55-årige, og at fungere på et lavere fysisk niveau når man er 55, sammenlignet med når man er 28, vil være normen for næsten alle. Hvis det at undlade at tage steroider betyder at man har accepteret middelmådigheden, så fint med mig, så tager jeg gerne middelmådighedens kappe på. Man kan dog også bare træne på det niveau man nu engang er på som midaldrende, være glad for det, og acceptere at det er grænsen. Om det er middelmådighed og "Haribo" som du skriver, det må den enkelte vurdere.