Here we go!
Drum rolls!
Brrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr!
Træningen har været sat på pause i en lille måneds tid da jeg blev opereret for brok i slutningen af januar. Jeg genoplivede træningen for ca. 10 dage siden. Det betyder at alt underkrops træning skal startes langsomt op igen, hvoraf de beskedne kilo. Skulderen har også været lort i en periode, så ja, intensitet er generelt lav.
Operationen gik forresten fint. Det var nærmest bare drive through. Jeg ankom på nyborg hospital kl 12.45. kl 13.15 blev jeg hentet af en sygeplejerske og ca. 13.45 lå jeg inde på operations stuen og var klar til at blive lagt i fuld narkose. Grunden mit tidligere lettere lemfældige forhold til benzodiazepiner var jeg en smule nervøs for om jeg ville være 100% bevidstløs underoperationen, men jeg havde med vilje ikke undersøgt noget som helst om det, da jeg nok hurtigt ville blive informations overloadet. Jeg skal de lige love for at min nervøsitet forduftede så snart jeg kunne mærke bedøvelse. Aldrig har jeg sovet så tungt og da kirurgen vækkede mig med et "så det var det Mads" var mine første grinende ord vidst noget i retning af "HOLD DA KÆFT, det slår hårdt der".
Nå men, videre ind til opvågning. Efter 2 timer med rigeligt saftevand og sandwich var det hjem og slappe af. Det første døgn havde jeg pænt ondt og plastret var nærmest gennemblødt af blod. Den ene aften skulle jeg lige se hvordan morfin føltes, men føj da, never again. På tredje dagen kunne jeg både stoppe med af have plaster på og tage smertestillende. I den efterfølgende uge spændte det lidt i arret og i huden, men det gik hurtigt væk og jeg tror det har hjulpet at jeg dagligt smøre det med en fed creme med lidt klorhexidin i for også at holde det rent. Så ja, alt i alt er jeg super tilfreds både med resultatet og med hele forløbet indtil videre. Så skal jeg bare have kørt squat og dødløft tilbage til nogle nogenlunde respektable kilo, så er all well and good

Barbell walking lunges:
12x25kg
12x25kg
12x25kg
Semi-sumo deadlifts:
10x60kg
10x60kg
10x60kg
High-bar squats:
10x60kg
10x70kg
10x80kg
Neck extensions + neck flexions.
12x5kg
12x5kg
12x5kg
12x5kg
- supersæt -
Laterals + front raises + reardelts (Delts hver dag! lillelise tribute)
10-12x6kg
10-12x6kg
10-12x6kg
10-12x6kg
lidt arm gøjl og hygge til slut.
Jeg har nu haft Jordan Petersons "12 rules for life" bog stående på hylden siden i sommers og har på ingen måde kunne tage mig sammen til at komme igang med den selvom jeg er dybt fascineret af ham. Jeg var lidt hæmmet af at jeg synes man husker bøger bedre ved at læse dem ift. at hører dem på lydbog, men hvis alternativet er at jeg slet ikke kommer igennem den må en lydbog alligevel være bedre, så jeg er nu ca. 7 timer inde i den 11t og 30m lange bog. Fantastisk bog so far. Den er fyldt med de her små åbenbaringer som giver en følelse af at der ENDELIGT, efter så mange år er en person der sætter ord på nogle af de ting men føler her i livet. Og så giver han ovenikøbet nogle ganske solide tips til at få ryddet op i alt det usundelort man render rundt med i hovedet til hverdag, men som man aldrig skænker en tanke fordi det ofte er automatisk.
We are not equal in ability or outcome, and never will be. A very small number of
people produce very much of everything. The winners don’t take all, but they take most,
and the bottom is not a good place to be. People are unhappy at the bottom. They get sick
there, and remain unknown and unloved. They waste their lives there. They die there. In
consequence, the self-denigrating voice in the minds of people weaves a devastating tale.
Life is a zero-sum game. Worthlessness is the default condition. What but willful
blindness could possibly shelter people from such withering criticism? It is for such
reasons that a whole generation of social psychologists recommended “positive illusions”
as the only reliable route to mental health. Their credo? Let a lie be your umbrella. A
more dismal, wretched, pessimistic philosophy can hardly be imagined: things are so
terrible that only delusion can save you.
Here is an alternative approach (and one that requires no illusions). If the cards are
always stacked against you, perhaps the game you are playing is somehow rigged (perhaps
by you, unbeknownst to yourself). If the internal voice makes you doubt the value of your
endeavours—or your life, or life itself—perhaps you should stop listening. If the critical
voice within says the same denigrating things about everyone, no matter how successful,
how reliable can it be? Maybe its comments are chatter, not wisdom. There will always be
people better than you —that’s a cliche of nihilism, like the phrase, In a million years, who’s
going to know the difference? The proper response to that statement is not, Well, then,
everything is meaningless. It’s, Any idiot can choose a frame of time within which nothing matters.
Talking yourself into irrelevance is not a profound critique of Being. It’s a cheap trick of
the rational mind.
What else? Tjaa, jeg træner ikke folk længere. Jeg laver dog enkelte programmer i ny og næ. Hvilket egentligt er okay da alle fitness centre er totalt nazi omkring at man enten skal leje sig ind hos dem, så ja, indtil videre er det ikke noget jeg gider bruge tid på. Til gengæld har jeg fået gang i mit lille behandler rum her hjemme og har efterhånden en del folk der kommer her på uge basis. Det er både spænde, hyggeligt og lærerigt. Jeg ville aldrig få sat mig ned og lært det jeg har lært de sidste par måneder hvis jeg ikke havde klienter og min teknik i manipulering af en god portion af kroppens led, er efterhånden ved at være ret solid. Det er fantastisk

Hvis nogen herinde fra, skulle gå og mangle en fysioterapeut der rent faktisk kan tage ordentligt fat, så smid mig en pb. Jeg bor i Odense
