Ceneeh. Jeg tror jeg skal være glad for at jeg allerede er afsat. Som jeg for nylig hørte Johannes Møllehave sige i lydbogsudgaven af hans bog 'Det ender godt' fra 2009: 'Med alderen er jeg blevet fuld af knaster, som gør mig svær at leve sammen med. Jeg er vanskelig. Det ved jeg godt.' Jeg har det på samme måde. Efter at have levet meget af mit liv med en følelse af at jeg altid var forkert, er jeg nu på mine midaldrende dage, blevet stædigt insisterende på at være som jeg er uden undskyldninger og uden kompromis. Vil jeg være i fred, vil jeg være i fred. Jeg har da tænkt tanken, hvis konen skred eller jeg blev alene, hvad så? For det første er det svært for mig at forestille mig, da jeg kun har været single i 1 mdr de sidste 22 år. Før det var jeg en ekstrem særling, og jeg dur ikke til at være alene, selvom jeg føler mig som en enspænder. Jeg bliver for ekstrem i alt jeg gør når jeg er alene. Jeg har brug for at blive tvunget sammen med andre. Det er bl.a. derfor jeg er blevet fys, hvilket virker som et sært socialt job for en som mig, men det holder balancen. På en måde kan man vel sige at jeg 'udnytter' min familie på den måde at jeg har brug for at de er der, men jeg vil egentlig gerne være meget alene, og bare vide at 'de er der' i baggrunden, og at der er styr på den del af livet. Det er nok ikke nemt at få en ny moderne kvinde til at acceptere den konstruktion at hun egentlig bare skal agere ensomheds-sikkerhedsnet. Og kan man skrive i en datingprofil at man ikke gider knalde? Gad vide hvordan en sådan profil ville blive modtaget.

Min krop negligerer jeg på ingen måde. Jeg gider blot ikke bruge hver eneste ledige stund på at træne mere, da der nu er andet der fylder. Jeg kan forøvrigt heller ikke holde til at træne 5 dage om ugen mere på samme måde. Det blev skader med skader på og skader til dessert til sidst. Det er vedligehold nu ja, men jeg vil vove den påstand at der ikke er mange 44-årige familiefædre der kan sporte en fysik som jeg trods alt stadig gør. Jeg holder også fortsat af at træne med vægtene og nyder tiden i centret. Så rent fysisk kunne jeg nok stadig opnå damernes interesse, såfremt det var det de gik op i. Det har dog aldrig været min erfaring at kvinder går specielt meget op i muskler. Det er mere noget vi tror de gør. Se dig omkring på de mænd som har koner og kærester. For hver muskuløse mand der har en kæreste eller kone er der 1000 mænd som ikke er muskuløse og de klarer sig lige så fint. Det betyder ingenting.

Og nu er det jo heller ikke fordi jeg ikke godt kan knalde hvis min kone virkelig insisterer. Eller en fiktiv mulig fremtidig partner, hvis min kone skred. For mig er det at knalde bare ligesom at være til en fest, hvor alle er fulde og jeg er pinligt ædru. De andre virker lidt smålatterlige, og hele den leg vi har gang i på lagnerne virker også absurd, forældet og en kende frastødende. Prøv at forestille dig at knalde uden at være liderlig. Det er sådan jeg har det. Kønsdele der gnubbes mod hinanden; kropsvæsker der udveksles, uhumske lugte fra krop, væsker, skridt og røv. Det virker som en uhygiejnisk og sær leg, som kun giver mening hvis man er overmandet af liderligheden. Men altså jeg kan da godt udføre det og gennemføre det, hvis det skal være. Jeg foretrækker bare at læse, drikke kaffe, høre lydbøger, meditere, være i naturen eller andre af de ting jeg holder meget af.

For tiden læser jeg Jeanette Varbergs store bog Viking, hvor hun ud fra både forskning og arkæologi fortæller historien om vikingerne, inklusive mange hundrede år før vikingetiden og mange hundrede år efter, for at vise hvad der førte til vikingetiden og hvordan den døde ud igen. Det er meget interessant, men under læsningen kom jeg til at dvæle ved det faktum at mange før i tiden døde allerede som 35-45 årige. Også selvom vi tager højde for en stor børnedødelighed, så blev folk altså ikke ret gamle. Ud fra det perspektiv kan vi argumentere for at vi nu til dags egentlig lever et slags 'pensionistliv' allerede fra 40 års alderen. Alle år efter det er historisk set en form for bonustilværelse, som kun var meget få forundt før i tiden. Forestil dig at alle kun blev 40 år, og dit eget liv også sluttede når du blev 40. For nogle dage siden kom jeg til at tænke over hvor gammel jeg selv er, fordi jeg snart har fødselsdag. Jeg var lidt i tvivl om jeg var 42 eller 43, men regnede mig frem til at jeg fylder 44 her sidst i maj. 44 år tænkte jeg. Shit. Så er der kun 16 år til jeg for få år siden ville have kunnet gå på efterløn. Og så røg det ud af mig: 'Så er livet sgu da ved at være slut. Var det det?' Okay, jeg var måske lidt foran, da det trods alt stadig er mange år, og måske får jeg endda mange år efter de 60 også, men alligevel. Følelsen af livets efterår ramte mig som en hammer i ansigtet. Præcis som det gjorde en nat da jeg var oppe at tisse ved 2-tiden, og pludselig gik der et sug af sorg og fortvivlelse igennem mig, da det helt ind i knoglerne af mig, gik op for mig, at det her liv jeg lever en dag skal slutte. At jeg skal dø, at min kone skal dø, at mine børn skal dø og at den glæde og latter der lige nu strømmer gennem stuerne en dag skal forstumme og alt skal blive stille. Vores liv skal ende. Det ved jeg selvfølgelig godt med min forstand, men den nat ramte det mig rent fysisk og jeg blev helt grådkvalt fordi jeg holder så meget af det hele, og jeg måtte lige sunde mig lidt.

Men forestil jer at I skulle dø som 40-årige. De fleste vil nok føle at de ikke nåede alt det de gerne ville. Måske føler man ikke at man har lavet en stor nok bule i livet. Man fik aldrig gjort sig selv nok bemærket. Man skal jo gerne huskes af mange for noget. Måske skrev man en bog. Måske skabte man en virksomhed. Måske blev man kendt på en eller anden måde. Man langt de fleste lever jo bare og så dør de. Uden at have lavet noget som helst der var bemærkelsesværdigt fra andres synspunkt. Og det gælder da især før i tiden inden menigmand lærte at skrive, inden der kom bøger, inden der kom blogs og youtubekanaler osv. Der har jo levet millioner af folk i stenalderen og middelalderen som bare levede og så døde de i komplet anonymitet. Nu til dags er vi jo individualister og vi skal præstere og gøre os bemærket, ellers er vi et spildt liv tænker vi. Hvem gider være en der aldrig gjorde sig bemærket? Men her kom en anden karakter med et fornuftigt indspark, nemlig Chris Knight, eneboeren fra skoven, som jeg skrev om forleden i 'Hvilken bog har du sidst læst'. Da folk erfarede at han havde levet i isolation i skoven i 27 år som en anden buddhistisk munk, og havde tilbragt megen af sin tid med at læse usandsynligt mange bøger, bare sidde stille i skoven og tænke og leve i pagt med naturen, så forventede folk en eller anden grand insight fra ham. Han måtte have erfaret noget vigtigt om livets væsen som kun kan opnås gennem en så radikal livsførelse og folk ventede i spænding. Det viste sig dog at han bare havde levet. Spist, sovet, ladet sig underholde, ordnet praktiske ting og den slags, og han havde intet skrevet ned om sine oplevelser, og havde intet at sige om det. Havde de ikke fundet ham var han givetvis faldet død om en tilfældig dag som en anden peasant i middelalderen. Og det ville sandsynligvis have været hans største bedrift. Og en stor en af slagsen. Bare leve sit liv uden at råbe op om det. Uden at behøve blive en succes. Uden at behøve udleve sit potentiale og become the best you, you can be. Tænk hvor mange der lever som folk gjorde før i tiden, men som nu føler sig som en fiasko fordi det ikke længere bare er nok at leve.

Og tænk på hvor meget bonusliv vi har nu til dags, hvor mange i de yngre generationer kan forvente at blive mellem 80-100 år. Det er jo vanvittigt. Og vi tænker at de liv, hvor man kun blev 35 var alt for korte, men det var jo standarden. Det var det du fik. 35 år at gøre godt med. Så er der satme ikke plads til mange fjumreår i kalenderen, hvis man var et moderne optimeringsmenneske.

1) præcis. Jeg synes selv, at der er en verden til forskel ift. om man er i et forhold eller ej. Jeg husker, at der på højskolen var 1 gut som havde et forhold til en anden pige. Generelt var højskolen ret frisindig, men lige de her 2 holdt sig udelukkende til hinanden som udgangspunkt. Hans persona kunne godt vække påstyr - og gav som resultat anledning til ensomme stunder. Jeg ved, at hans ophold næppe havde været betonet af samme grad lykke, såfremt han ikke hver nat kunne ligge i ske med sin kæreste. Det var dér han fandt accept og tryghed i hans udfoldelse. Jeg gjorde ham flere gange opmærksom på dette. Når ja, du er måske ikke som folk er flest, men du behøver ikke være på til alle fester og i det hele taget gøre dig bemærket. Du har nået målet. Det samme tænker jeg om du. Det må være enormt rart.

2) hvad er det, der har fået dig til at føle, at du er forkert? Samme følelse har jeg.

3) Giver god mening ift. træningen. Sandt. Jeg havde som yngre også en forskruet idé om, at piger kun ville have fyre med sixpack, GUNS og tatoveringer. Det har dog større eller mindre betydning afhængig af, hvilke miljøer man færdes i.

4) Ud fra hvad jeg umiddelbart læser, virker som du som en afklaret mand, der efterhånden er nået i mål med sit liv.

2) De fleste søger sociale fællesskaber og dyrker dem. Jeg undgår dem gerne og har efterhånden afviklet stort set alle venskaber, bortset fra de allernærmeste. Det har jeg bemærket at folk finder sært. De synes jeg er forkert fordi jeg ikke er som dem. Nogle synes jeg er lidt småarrogant fordi jeg ikke gider dem. I nyere tid betyder det f.eks. at jeg stort set aldrig spiser frokost i frokoststuen på jobbet. Jeg holder mig altid for mig selv. De fleste på jobbet kender mig efterhånden og har intet problem med min ejendommelighed, men jeg kan se at nyansatte undrer sig såre. Måske også fordi jeg i starten egentlig altid møder folk åbent og er imødekommende, men folk erfarer også hurtigt at det er stort set umuligt at komme tæt på mig. Og det er fordi jeg ikke er interesseret i venskaber og bekendte. Jeg orker det ikke og gider det ikke, så jeg sætter en mur op lige bag smilet, som ikke kan gennemtrænges.

I folkeskolen fik jeg også altid at vide at jeg skulle sige noget mere. Sig noget. Hvorfor siger du aldrig noget? Hvorfor er du altid så stille? Ræk hånden noget mere op. Sig noget mere. Tidligt fik dette mig til at føle mig vildt forkert, som om jeg ikke var god nok, som om jeg var forkert, som om den måde de andre var på var den rigtige, mens jeg var forkert. Omkring 9.-10. klasse fik jeg den dog vendt om i mit hoved. Jeg kan huske at jeg blev så træt af at føle mig forkert at jeg eksploderede indvendigt og blev en fucking rebel der ikke gad mere pis. Jeg begyndte at klæde mig bevidst grimt og når de bad mig om at sige noget mere, bad jeg dem om at sige noget mindre. Hvem har bestemt at det er de udadvendte, meget talende som er de rigtige? Lærerne brød sig ikke om dette oprør og mine karakterer raslede på et år ned fra 10-13 til 6-7. På et tidspunkt bad vores dansklærer mig om at sætte flere punktummer. Så skrev jeg en stil hvor der var punktum efter hvert eneste ord. Jeg gad ikke mere og blev en rasende løve der gjorde oprør mod alt fordi jeg ville have lov at være fri og være mig selv.

I teenage årene efter folkeskolen, hvor sociale fællesskaber er meget vigtige, var jeg ekstremt ensom, fordi jeg på den ene side gerne ville fællesskaberne (fordi jeg ikke havde andet), og på den anden side ikke kunne holde dem ud og ikke kunne finde ud af hvordan det var meningen man skulle gøre. Jeg endte med at gemme mig på en fabrik i mange år, og der kunne gå dage hvor jeg ikke talte med et andet menneske. I den periode følte jeg mig fuldstændig forkert, fordi jeg var uden for alt det unge mennesker ellers lavede, og sad f.eks. alene nytårsaften og læste Nietzsche. Også dette fik jeg dog vendt, da al min læsning, kombineret med min træning, førte til noget semi-megalomani, hvor jeg fremfor at føle mig forkert, begyndte at føle mig bedre end de andre. Det var nok ikke sundt, men det var et skridt på vejen fra at føle mig forkert til at come to peace med mig selv.

Senere på fysstudiet var det hver eneste kliniske vejleder i alle 5 praktikker, som mente jeg skulle være på en helt anden måde, hvis jeg ville være fys. Jeg var ikke fys på samme måde som de var fysser, og det skulle jeg blive. Igen var jeg forkert. På det her tidspunkt var jeg dog blevet mere immun over for deres idioti. Og da jeg faktisk startede i job som fys, viste det sig også at jeg var fys på min helt egen og helt rigtige måde, og mine patienter var vilde med mig. Det var ikke mig der var forkert. Det var vejlederne der ikke kunne se ud over deres eget snævre røvhul.

Derudover har der været den der slags kurser, hvor en eller anden erhvervscoach har lavet fjollede øvelser og spørgeskemaer hvor man bliver puttet i en kasse, og så skal man 'arbejde med sig selv' fordi den kasse man er i aldrig er god nok. Man skal helst være på en anden måde og selvudvikle sig over i en anden kasse. Bortset fra ét kursus. Her sagde manden faktisk at man var som man var, og ens helt grundlæggende karakter kan man ikke ændre på uden at gøre vold mod ens natur. Det var meget forfriskende, men nogle af deltagerne, som selv arbejdede med coaching og selvudvikling mente han tog fejl. Selvfølgelig kan man ændre sig radikalt gennem selvudvikling. Jeg er uenig, og selvom man kunne, hvorfor skulle man så? Hvorfor bruge hele sit liv på at blive helt anderledes? Omfavn i stedet den du er. Omfavn dine særheder. Jeg er lykkelig for at jeg har en smuk og dejlig kone som elsker mig med alle mine særheder. Hun elsker også det alle de andre har syntes var 'forkert'.

Mussetrussen skrev:Omfavn dine særheder. Jeg er lykkelig for at jeg har en smuk og dejlig kone som elsker mig med alle mine særheder. Hun elsker også det alle de andre har syntes var 'forkert'.

Med alder kommer accept, indsigt og forståelse.. Du er en vis mand Brian, og jeg genkender størtstedelen af såvel dine “udfordringer” dine samfunds-betragtninger - og ikke mindst tankerne derom, hos mig selv; med undtagelse af knalderiet - for det gider jeg virkelig gerne

Uden at ham der selv har bimlende ADHD, skal lange mærkater ud, så vil jeg opsummere mit kendskab til dig igennem årene, med en lille konstatering af, at du besidder en fascinerende blanding af adhd og aspergers træk Du er fan-fabulous, en sand inspiration og lidt af en tanke-generator i min bog. Spank you.

mic skrev:

Mussetrussen skrev:Omfavn dine særheder. Jeg er lykkelig for at jeg har en smuk og dejlig kone som elsker mig med alle mine særheder. Hun elsker også det alle de andre har syntes var 'forkert'.

Med alder kommer accept, indsigt og forståelse.. Du er en vis mand Brian, og jeg genkender størtstedelen af såvel dine “udfordringer” dine samfunds-betragtninger - og ikke mindst tankerne derom, hos mig selv; med undtagelse af knalderiet - for det gider jeg virkelig gerne

Uden at ham der selv har bimlende ADHD, skal lange mærkater ud, så vil jeg opsummere mit kendskab til dig igennem årene, med en lille konstatering af, at du besidder en fascinerende blanding af adhd og aspergers træk Du er fan-fabulous, en sand inspiration og lidt af en tanke-generator i min bog. Spank you.

Gode gamle mic. Tænk du stadig huserer her. Many funs were had in many logs along the years. Jeg takker for roserne. Det er totalt Karsten

mic skrev:[ blanding af adhd og aspergers træk

Er det muligt for dig at begrunde det med aspergers?

Jeg synes efterhånden, at flere og flere, jeg føler jeg godt kunne dele båd med, lader til at falde under det prædikat. Enten grundet andres besyv eller egenhændig proklamering. Oftest er de ikke selv afvisende. Personligt er jeg selv blevet konfronteret med det 2 gange inden for 1 måneds tid, hvorfor det især interesser mig - ikke mindst om majoriteten ikke alle kan tillægges nogle autiske træk. Det forekommer mig generelt, at mennesker med øget bevidsthed får nogle mærkater klistret på sig. Så egentlig hellere, at folk som Musse blev stemplet som idealet - og folk der afveg i stedet, var dem, som folk undrede sig over.

Btw, dette skal langt fra ses som en rant. Jeg prøver egentlig bare at forstå

Ceneeh skrev:

mic skrev:[ blanding af adhd og aspergers træk

Er det muligt for dig at begrunde det med aspergers?

Jeg synes efterhånden, at flere og flere, jeg føler jeg godt kunne dele båd med, lader til at falde under det prædikat. Enten grundet andres besyv eller egenhændig proklamering. Oftest er de ikke selv afvisende. Personligt er jeg selv blevet konfronteret med det 2 gange inden for 1 måneds tid, hvorfor det især interesser mig - ikke mindst om majoriteten ikke alle kan tillægges nogle autiske træk. Det forekommer mig generelt, at øget bevidsthed sidestilles med noget negativt.

Så vidt jeg er bekendt opererer man ikke rigtigt med Aspergers mere, men bruger betegnelsen autismespektrumforstyrrelser, som så kan dække over flere ting. Et meget stort kendetegn ved den type "forstyrrelser" er dog at man har svært ved at aflæse sociale sammenhænge, hvilket ville være et temmelig umuligt karaktertræk at have som fys. På den anden side er spektret efterhånden så bredt at man med lidt god vilje kan presse snart set alle ned i en mild autismespektrumforstyrrelseskasse. Kendte der er blevet proppet ned i kassen, har placeret sig selv i kassen, eller faktisk er diagnostiseret inkluderer Jerry Seinfeld, Elon Musk, Bill Gates, Steve Jobs, Anthony Hopkins og Dan Aykroyd. Og så placerede de også Chris Knight, fyren der boede alene i skoven i 27 år, i Aspergers kategorien da de lavede en mentalundersøgelse af ham. Men som han sagde. Han er pænt ligeglad med deres kasser og labels. For ham var det bare hans personlighed. Ikke en sygdom eller en forstyrrelse. Han havde det fint. Der er faktisk en ekstremt let måde at "kurere" aspergers på: Lad folk være i fred. De problemer de har opstår nemlig kun i samspillet med andre. Alene er der intet problem. Ligger man i light-enden af autismespektret, jamen hvad så? Så er det jo bare den personlighed man har. End of story.

Men som du skriver Ceneeh: Det forekommer mig generelt, at øget bevidsthed sidestilles med noget negativt.
Jeg har altid haft en fornemmelse af at jeg hyperanalyserer mine medmennesker, deres ansigtsudtryk, deres intentioner, deres følelser osv osv. Og hyperreflekterer over mig selv, mine interaktioner med andre, ting jeg har sagt, gjort osv. Og denne ekstreme bevidsthed, analyseren eller self-consciousness er enormt udmattende, hvilket også er en grund til at reducere mængden af sociale interaktioner. Det virker som om nogle mennesker har ekstremt lidt af dette karaktertræk, og jeg har svært ved at relatere til dem, fordi jeg føler de mangler et helt aspekt af deres personlighed. På den anden side skræmmes jeg lidt væk af dem som netop har dette karaktertræk, da jeg ved hvordan de har det, og føler deres analyserende øjne i nakken.

Mussetrussen skrev:Jeg har altid haft en fornemmelse af at jeg hyperanalyserer mine medmennesker, deres ansigtsudtryk, deres intentioner, deres følelser osv osv. Og hyperreflekterer over mig selv, mine interaktioner med andre, ting jeg har sagt, gjort osv. Og denne ekstreme bevidsthed, analyseren eller self-consciousness er enormt udmattende, hvilket også er en grund til at reducere mængden af sociale interaktioner. Det virker som om nogle mennesker har ekstremt lidt af dette karaktertræk, og jeg har svært ved at relatere til dem, fordi jeg føler de mangler et helt aspekt af deres personlighed. På den anden side skræmmes jeg lidt væk af dem som netop har dette karaktertræk, da jeg ved hvordan de har det, og føler deres analyserende øjne i nakken.

Pyramidetanker, kaldtes det engang; kronisk abstrakt analyse af interaktioner med medmennesker, og meta-analyse i forlængelse af forsøg på at foregribe egen antaget/forstilt analyse af medmenneskets oplevelse af en selv. Når det brænder helt sammen og nedsmelter, tager det form af sin logiske konsekvens; solipsistisk angst. Den ultimative, psykiske offside.. frit parafraseret efter C.V. Jørgensen.

Med andre ord: jeg kender følelsen.



.. hej penneven, længe siden

Et indlæg i loggen. Det føles meget 2011-agtigt med en log. Og Menageriet, gode gamle penneven, sikke log-entrys vi har lavet gennem årene. Det var vold hygge i de gamle dage med Cykelmyggen Egon, mic, MisterHamper, Dingo, TheCzech, Bob Harris, Bahne, Poul Haacker, Legenden og hvad har vi. Nu er vi spredt for alle vinde på Instasnap og Facetok og MySpace. Kun ganske få gamle røvhuller tilbage her, som nostalgisk plaprer løs på et tomt forum indtil alle vores skriblerier en dag forsvinder ud i cyberspace glemslen. Oh well. Jeg havde engang en harddisk med alle mine ungdoms skriverier. 1000-vis af sider. Den holdt op med at virke og væk var det hele. I samme ombæring smed jeg efterfølgende 16 kladdehæfter med tanker og notater om livet, og kassettebånd med hjemmegjorte sange fra 90'erne, indspillet i 2 spor, i containeren. Det der i første omgang føltes som en katastrofe blev af nødvendighedens veje omfavnet til sidst. Intet varer evigt og engang imellem føles det som en genfødsel at kaste alt sit gamle lort over bord. Og en dag må vi omfavne at alle disse logs og pennevens indlæg forsvinder. Og det er helt ok. Som en tekstudgave af en sand mandala.

Mussetrussen skrev:Og en dag må vi omfavne at alle disse logs og pennevens indlæg forsvinder.

Må nogen forbyde det.

Nu de her sygeplejersker, som gerne vil have mere i løn. Det er selvfølgelig svært at sige nej til, efter de har knoklet røven ud af bukserne det seneste 1½ år for at holde sundhedssystemets hoved oven vande under corona pandemien. De ydede en ekstra indsats og nu vil de gerne have tak i form af lønstigninger, og så er takkelysten pludselig ikke så stor længere. Man forstår godt de er utilfredse. Personligt synes jeg dog de er forkert på den.

Nu er jeg som bekendt selv fys, og tjener vel ca. lige så meget som en sygeplejerske, og jeg synes ikke jeg har brug for mere. Faktisk har jeg over de seneste år bevidst reduceret min indtægt til fordel for mere fritid. For 4-5 år siden havde jeg nok 8-10.000 mere udbetalt hver måned end jeg har nu. Og min nyeste kontrakt på jobbet, som træder i kraft fra 1/9 betyder en yderligere lønnedgang på ca. 3000 om måneden udbetalt. Jeg har svært ved at forstå den evige jagt på MERE, MERE i lønposen. Selvfølgelig har jeg brug for penge ligesom alle andre. Vi har alle regninger og der skal købes mad og betales benzin og realkreditlån og børnene skal have nye sko og hvad har vi, men det eneste der skete da jeg arbejdede mere og tjente flere penge var: at jeg brugte flere penge. Derudover havde jeg mindre tid til at lave de ting jeg virkelig holder af, og som giver mit liv indhold og mening, som f.eks. at læse, tulle rundt i haven, være sammen med børnene og bare have tid til at tænke over det fucking liv jeg lever.

Det virker måske lidt uambitiøst, som 44-årig, at min største ambition i livet er at have tid til at sidde på en stol i haven, mens solen står op og drikke kaffe, læse en bog og høre et stykke klassisk musik, men i mine øjne er det den mest fantastiske ambition at have.

Jeg ser det som en del af en Nietzsche inspireret rejse gennem livet. "Det store ved mennesket er, at han er en bro og ikke et mål. Mennesket er noget der skal overvindes. Hvad har I gjort for at overvinde det?"

Ja vi kan f.eks. foretage et bevidst valg om at forsøge en slags viljesstyret evolution. Vi kan starte med at bruge de mest veludviklede dele af vores menneskelige hjerne og overvinde idiotiske hulemandstendenser.

Hvis du f.eks. holder ved et lyskryds, og den idiotiske primitive abe, der sidder i en stor fed high-status Audi ved siden af dig føler et behov for at køre fra dig, for at vise hvor fucking vild en alfa han han er, ja så kan du smile lidt for dig selv og lade ham få sin meget vigtige trafiklys sejr, så hans ego ikke krakelerer, mens du selv tøffer adstadigt afsted. Seriøst, der er stadig mænd som i 2021 føler behov for at hævde sig i trafikken, eller som stadig tror der er status i en Audi, i et dyrt ur, i mærkevare tøj og sko, eller et stort hus. Her må jeg bare sige: Det er på tide at komme videre. At overvinde dette primitive idioti. Den bedste måde at overvinde det på er ved bevidst at træde ud af dette absurde ræs. Personligt har jeg gjort det ved at vælge den billigste og mindst prestigeagtige bil der findes: En Citron C1. Mit tøj er no name. Mit ur koster 375,- Og mit hus er et nedslidt og nedlagt landbrug fra 1946. Vi må videre. Vi må have det godt og befri os fra statusidiotiet.

De fleste af os har også denne her gut-feeling af at flere penge MÅ gøre os lykkeligere. Det VED vi. Det kan vi mærke indeni. Flere penge vil betyde mere frihed og flere af livets goder, og det vil gøre os mere lykkelige. Problemet er bare at denne gut-feeling er forkert. Det viser al forskning. Min egen jagt på penge gav bestemt ikke mere frihed, men reducerede derimod min frihed, fordi jeg brugte en del mere tid end nu på at arbejde. Og jo flere penge der var til rådighed på kontoen, des flere ligegyldige ting købte jeg bare. Det bidrog, som forskningen så fint viser os, ingenting til lykke og glæde. Det der bidrager til lykke og glæde er vores nære sociale relationer, et godt helbred og tillid til vores omgivelser. Derfor ofrer jeg gerne 10-15000 om måneden på at kunne arbejde mindre og leve mere. Det er også en del af en personlig evolution: lad være med at være drevet af latterlige ambitioner og instinktiv jagt på noget vi ved er ligegyldigt, FLERE PENGE.

Er det ikke muligt at fokusere på andre ting end penge når der skal forhandles ny overenskomst for sygeplejerskerne? Noget der faktisk ville gøre deres liv bedre fremfor lidt småpenge, som hverken gør fra eller til. For selvom de hver fik 7000 mere om måneden hvad så? Giv det 3 år, så har de vænnet sig til det niveau (ad modum den hedonistiske trædemølle), og vil have endnu mere. Indtil de indser at det ikke er MERE som gør dem mere lykkelige. Okay, du skal ikke nævne dette argument for denne verdens Vanopslagher, da de lynhurtigt, på bedste sofistiske vis får det vendt rundt til at alle dem som tjener lidt, skal have endnu mindre, men på et personligt plan er en tankegang væk fra MERE tankegang et skridt i en positiv retning.

Mussetrussen skrev:2) De fleste søger sociale fællesskaber og dyrker dem. Jeg undgår dem gerne og har efterhånden afviklet stort set alle venskaber, bortset fra de allernærmeste. .

Lyder meget som Mr Rollins "Your number is one" tanke

Har I lagt mærke til hvordan gamle damer ligesom bare, som den naturligste ting i verden, tager en fucking gennemsig plastikpose på hovedet når det regner. Det er sært, for du ser sgu ingen kvinder på 25, som har sådan en sag på hovedet. Heller ingen på 40 eller 50. Det er udelukkende gamle damer. Jeg husker hætterne fra dengang jeg var barn, og troede de ville dø ud, efterhånden som de gamle døde og de yngre, ikke plastikpose-bærende kvinder blev gamle og tog over, men det er som om der er en eller anden hemmelig plastikpose klub, som kvinder bare automatisk bliver medlem af når de fylder 70. Måske giver de bare zero fucks for hvordan de ser ud, eller også er det bare en del af garderoben for +70 segmentet, eftersom hætterne ofte flankeres af grå vindjakker, ditto bukser, grå Ecco sko og en taske på hjul. Eller også er det netop fordi de giver mange fucks for hvordan de ser ud, og i særdeleshed deres permanent frisurer, som åbenbart er en slags hårets udgave af ruskind, der afgår ved døden såfremt de udsættes for vand.