For nylig hørte jeg idrætshistoriker Hans Bonde snakke om kroppens status i det gamle Grækenland. Det overraskede mig så meget kroppen åbenbart fyldte dengang. Normalt har vi jo et billede af Platon og Sokrates og den slags, som går og har dybe filosofiske samtaler i søjlegange, og har fokus på det mentale. Men ifølge Hans Bonde var de intellektuelle sysler underlagt de fysiske sysler. I gymnasierne, fra oldgræsk: " et sted, hvor man træner nøgen", var det heller ikke boglige studier der var de vigtigste, men den kropslige dannelse. Jeg har selv skrevet en del om min egen oplevelse af dette i artikler gennem årene. Men det virker til at være noget vi efterhånden har glemt rundt om i verden. Min egen oplevelse af det er f.eks. at styrketræningen har lært, og kontinuerligt lærer mig, at smerte og ubehag altid er midlertidig. At træne sig op til at kunne håndtere smerte og ubehag er overførbart til andre aspekter af livet, og dermed dannende. Det samme er den selvdisciplin man bliver nødt til at udvikle, hvis man vil nogen vegne med sin træning. Også udsættelse af behov lærer man, hvis man følger et stramt program og en stram diæt. Alt sammen karaktertræk, som er uhyre anvendelige i et moderne liv. Derfor er det også skammeligt at se mange unge i dag ikke evne selvdisciplin i centret. En god måde at træne den på kunne være at lægge sin mobil i tasken og først tage den frem, når man har taget de 32 sæt man skal igennem den dag. I stedet er den fremme mellem hvert eneste sæt, og underminerer den ellers gode lektie de var ved at lære sig selv med deres træning. For nylig nåede jeg 16 sæt og 5 min løb på løbebånd, på den tid en ungersvend brugte på at tage 3 sæt cable kickbacks, fordi hvert sæt blev efterfulgt af 6-7 min snapchat. Og det er normen i centret. Jeg ved ikke om I andre oplever det samme? Folk kan simpelthen ikke lade deres telefoner ligge under træningen, og træningen lider virkeligt under det. Sørgeligt.

Min egen træning har et helt 3. formål ud over at danne min karakter og styrke min krop, nemlig holde mit sind i balance. For tiden er der sgu tungt og mørkt i mit hoved. Jeg har været syg i en 7-8 dage, men også før det havde jeg sgu svært ved at se glæden i noget som helst. Jeg satte mig for nylig ud på min morgenplads i haven, hvor jeg sidste år sad mange mange timer og nød bare at sidde i solopgangen med en kop kaffe, men nu. Jeg er helt tom og forstenet inden i, og føler intet. Træner jeg ikke nogle dage, bliver det værre endnu, men hver træning hiver mit humør op med ca. 80 %. Heldigvis har træningen også lært mig, som jeg nævnte, at smerte og ubehag, også mentalt, er midlertidigt. Jeg har tidligere følt glæde og haft det godt, så det kan jeg selvfølgelig komme til igen. Det kan være om 10 min, det kan være om 3 mdr. Jeg træner og mediterer, det er de to ting jeg kan mærke gør alting bedre. Når jeg ser tilbage på mit liv havde jeg en rædselsperiode da jeg var mellem 15-19 år, hvor jeg havde det helt afsindigt skidt rent mentalt. Sjovt nok var det også de år jeg var mindst fysisk aktiv. Folkeskolen var ovre, og dermed ingen idræt mere, og træning startede jeg først på da jeg blev 19-20 år. Det hænger sammen det hele, så derfor er jeg lykkelig for at jeg "opdagede" træning. Jeg kan høre at Eddie Hall har en knægt med nogle diagnoser, og at han har samme oplevelse, når han slæber ham med ned i centret: at det mentale bedrer sig gevaldigt når kroppen bliver knoklet igennem.

Jeg håber, sindet bevæger sig i en positiv retning. Du er et dejligt menneske, der har gjort en positiv forskel for mange mennesker - både igennem dine skriverier her og uden tvivl også gennem din virkelig eksistens. Man møder og glemmer mange mennesker gennem livet, men jeg kommer i hvert fald aldrig til at glemme Mussetrussen.

Håber også at sindet, energien og humøret bevæger sig i positiv retning! Træning virker for mig på samme måde som du så fint beskriver det,- det er lige så meget psyken og mit mentale overskud jeg forbedrer når jeg tæsker mig selv fysisk igennem...jeg tænker klarer og mere positivt efterfølgende. Dopamin er nu et fantastisk stof...
Du er både en fantastisk inspirerende skribent og som nævnt, helt sikkert også et fantastisk menneske så håber alt det bedste for dig!

Tror ikke jeg har været logget ind her i de sidste 12 -15år, jeg vil bare gerne lige nævne at dine anmeldelser af bøger og dine betragtninger af livet har jeg altid holdt af. Og af og til tjekke jeg lige om du har skrevet lidt nyt. Tak for det.

Mvh Morten

I er satme nogle dejlige loglæsere. Jeg takker for de meget pæne ord. Tænk sig der stadig i 2023 er folk der læser gammeldags logs og fora. Personligt håber jeg på et comeback til formatet, når folk indser at Facebook og Reddit er noget rod at scrolle rundt og søge i, og alt på de sites bliver fortid og glemt i det sekund det er læst. Tik tok er dopaminfjol til de sociale mediers allermest modtagelige hjerner, mens Instagram er de kunstige livs ulidelige holdeplads. Et format der mere end noget andet, har en beviseligt negativ indflydelse på især unge kvinders selvværd. Og det tro da faen med det indhold. Glem alt det lort, og tilbage til gode gammeldags fora, hvor folk faktisk på en eller anden måde får et forhold til andre brugere på en ærlig måde, ved at kommunikere sammen gennem flere år. Anyways, jeg er ingen Martin Thorborg eller Mark Zuckerberg og har ikke fingeren på internetpulsen, så jeg ved ikke om det er en dødssejler eller om verden snart er klar til et retro-fora comeback.

Humøret har fluktueret let de sidste 14 dage, men er ikke blevet værre. Jeg er i øjeblikket ved at høre The Great Courses - Why you are who you are - Investigations into Human Personality, og deri beskriver de fint det de kalder positive and negative affectivity, altså at nogle mennesker oplever mange positive følelser, mens andre oplever mange negative. Det er bare et personlighedstræk, som ser ud til at have en relativt stor genetisk komponent, som det er stort set umuligt at ændre på. Det interessante her er, at disse to tilsyneladende poler, faktisk ikke er poler, og ikke er hinandens modsætninger. Nogle oplever måske mange af begge følelser, mens nogle oplever meget få og små udsving i deres følelser, og generelt set føler mindre. Nogle oplever primært mange positive og nogle primært mange negative følelser. Det er forskellige biologiske systemer i hjernen, og ikke et spektrum hvor det ene udelukker det andet. De beskriver også hvordan vi faktisk det meste af tiden ikke rigtigt føler hverken det ene eller det andet. Vi er nærmere neutrale. Det er denne følelse jeg har haft et stykke tid. Neutralitet over for ting som tidligere gav mig glæde. Og det gør mig trist at jeg på en eller anden måde føler mig immun over for livets glæder.

Men som sagt, det veksler. I dag var kaffen f.eks. virkelig god. Mine 2 tunge forkølelser jeg har haft oven i hinanden, og som har varet 3 uger, drænet mine kræfter, og taget min smagssans og lugtesans fra mig, er på retræte. Haven dufter igen. Maden smager igen. Solen skinner, havearbejdet glæder mig, jeg får trænet 3 dage om ugen og så er jeg begyndt at bruge mere tid på det man vel kan kalde mit spirituelle liv, som består af meditation og læsning af Thich Nhat Hanh, som altid giver mig en velsignet ro indeni.

Jeg kan dog ikke helt føle samme begejstring for de helt små ting, som han tilsyneladende kan. Som de siger i serien Happyish: 'Thich Nhat Hanh er nok virkelig meget en positive affectivity kindda guy'. Shit han har en evne til at få ekstrem glæde ud af det mest banale. På den anden side er det måske meget rart at være en neutral kindda guy, og ikke et hyper følsomt gemyt, som ryger helt op under skyerne og helt ned i kælderen. Eller en konstant negativ person. Eller en konstant lalleglad type, som ikke kan relatere til nogen menneskers problemer, fordi alt bare er dandy pandy. I bogen taler de forøvrigt også om at folk, som scorer højt på extrovert skalaen generelt set, ser ud til at have en lavere tærskel for glæde. Altså at der skal mindre til før de føler glæde, fremfor folk, som scorer lavt på extrovert personlighedstræk (i forskningen opererer de ikke med begrebet introvert, men blot med mere eller mindre grad af 'extrovertisme'). Det ville give mening. De mener dog også at det muligvis bare ser ud til at være sådan, fordi livet generelt involverer megen socialisering, og folk som er meget extroverte, nyder bare dette mere, end mindre extroverte, og derfor føler de generelt mere glæde.

De sidste mange dage har jeg hver dag, gravet 4 trillebørfulde jord væk fra min såkaldte havedam. Nogle vil blot kalde det et hul i jorden. Det er efterhånden blevet 140 cm dybt. Når jeg tænker tilbage, har jeg altid gravet huller. Som barn gravede min bror og jeg også bare random dybe huller rundt omkring. Når vi blev spurgt om hvad formålet var, så vi spørgende på de voksne. Formålet? Vi graver et hul. Er det ikke nok? Og det ER nemlig nok. Det er dejligt at grave et hul. Se det blive større. På stranden har jeg også altid en spade med og graver huller. Det er nemt at grave dybe huller på stranden i sandet. Sværere i min baghave, som er tung fugtig lerjord. 120-140 cm nede stødte jeg på nogle gamle drænrør af tegl. De er sandsynligvis fra 40'erne. De har vidst hvad de lavede dengang, for det er lige deromkring at der er vand i jorden.

Torsdag morgen var det smukt udenfor. Tågebanker lå henover marken, klokken var 5.03, der var dugdråber på de små bygspirer på marken, og solen var lige ved at titte frem. Jeg satte mig ud i min stol og stirrede, og alt var godt. En perfekt morgen. Et par viber har slået sig ned på marken. Har I set viber flyve? De flyver ikke rigtigt, de tumler mere afsted i luften. Det ser rodet ud, men de er gode til det.

Forleden var der en der spurgte hvor jeg 'var blevet af'. Rent onlinemæssigt. Jeg plejede at have en ret stor online presence, og han syntes jeg var blevet væk. Og det er helt rigtigt. Det er helt bevidst. For 3-4 år siden og helt tilbage til omkring 2008 skrev jeg nærmest dagligt på Facebook, jeg lavede videoer til Youtube hele tiden og pumpede artikler ud i et halsbrækkende tempo. Omkring 2013-2018 skrev jeg ofte 10 artikler om måneden. Mit seneste opslag på facebook er efterhånden ca. 3 år gammelt. Jeg har ikke skrevet en artikel i meget lang tid, og de seneste 3 år har jeg lavet 3 youtube videoer. Hvorfor stoppede jeg med alt online? Fordi jeg ville fokusere på det nære og det rigtige. Fordi jeg var træt af like-hunting og selviscenesættelse og konstant tjekken om der var kommet respons på et eller andet jeg havde lagt op. Det holdt op med at være vigtigt for mig. Det kom til at føles tomt og falsk og ligegyldigt. Flere hundrede følgere og "venner" online, som ønskede en tillykke med dagen uden at jeg vidste hvem halvdelen af dem var. 4 af dem havde jeg vel reel kontakt med i hverdagen, resten var egowanking. Jeg forstår ikke at flere ikke bliver trætte af det, og står af. Bare dropper det. Videre. Med noget mere vigtigt.

Jeg har dog altid haft en følelse af, at jeg har haft en stor roman i mig. Jeg har i mange år tolket målet med min store skrivetrang som en ROMAN der ville ud. Jeg har fået skrevet 2 romaner gennem årene, en ungdomsroman og en længere børnebog til min knægt, men de senere år har jeg indset at romantanken bare altid har fulgt mig, uden at jeg egentlig har stillet spørgsmålstegn ved den. Da jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved drømmen kom jeg frem til at jeg egentlig aldrig har været så glad for romangenren. For helvede, jeg læser jo stort set ingen romaner selv, så hvorfor skulle jeg selv skrive en? Jeg har altid elsket essay og artikelformen langt mere, og så indså jeg, at jeg jo kraftedeme de sidste 15 år har skrevet alt det jeg havde på hjerte, mens jeg gik og tænkte at nu skulle jeg snart skrive det RIGTIGE. Alt det jeg skrev VAR det rigtige. Det var bare ikke i den forestillede romanform, men logs, blogs, essayagtige tekster og artikler i stedet. Tal om at livet er det der sker mens du har travlt med at lægge andre planer.

Ellers skider mine 6 høns æg ud som nogle motherfuckers. I går havde jeg 160 æg stående, så jeg forærede 15 til en patient, 30 til svigermor, og så har jeg i dag lavet en omelet med 20 æg. Så er der kun 95 tilbage. Og inden ugen er omme, har de spyttet 30-40 mere ud igen. Så protein går jeg ikke ned på. Æg direkte fra høns behøver ikke at være på køl. De kan holde sig i ugevis, bare man lader være med at vaske dem. I 2020 og 2021 var jeg i det gamle Østtyskland, og her er æggene heller ikke på køl i supermarkederne. Hvis I overvejer at få høns, så er røde amerikanere nogle absurde ægproducenter, som dog kun holder 2½ år ca. så er de slidt op, og begynder at lægge underlige æg med helt vandede hvider, der bliver glasklare når man koger æggene. Så er det på tide at skifte dem ud.

Jeg købte også en airfryer for nogle uger siden, fordi folk skamroste den mad man kunne lave i dem. Og var maden vitterligt markant bedre i sådan en, ville det kunne berige hverdagen for hele familien. Jeg sørgede for at købe en god dyr en med god plads, men sørgede også for at købe en med 100 dages returret, da jeg var skeptisk, og bange for at det var en ny fad som racletten eller fondue. Og det var godt jeg gjorde det, for shit noget overhyped crap. Der er jo ikke plads til en skid i sådan en. Den var på 6.5 liter, nok til 8 portioner stod der. Ja tak. Der var måske plads til en halv pose pommes frites og 2 stykker kylling. Ikke nok til 2 voksne og 2 børn. "Nå men så skal du bare lave kyllingen først og så holde den varm i ovnen, mens du laver pommes frittes". Min bare røv for en gang omstændeligt pis. Jeg brugte den jævnligt i en måned, og intet jeg lavede i den var bedre end i min normale varmluftsovn, så jeg pakkede lortet ned igen og sendte det retur. Hvad kan man så lære af det? Ja at jeg vel egentlig har alt, og at det var endnu en fjollet ting jeg kunne bruge penge på. Jeg er endnu engang gået lidt ned i løn på jobbet, og hvor andre ser ud til hele tiden at ville forhandle en højere løn, så tjener jeg nu ca. 16-18.000 mindre om måneden end for 5 år siden. Nogle ser det som en stor frihed at have mange penge, enten til rådighed eller som opsparing, men der ligger en endnu større frihed gemt i at kunne frigøre sig for sit behov for konstant at købe noget nyt. Hver gang jeg har lyst til noget, så overvejer jeg om det virkelig i længden vil forbedre noget som helst i mit liv, eller om jeg kan undvære det. Der er ABSURD meget vi kan undvære. Det er en virkelig god følelse at give slip på trangen til at ville have mere. Og det tvinges man til, når man går ned i løn. Man tvinges til at ændre sine værdier, og der er næsten ingen anden måde at gøre det på, end ved at sige farvel til penge, for har man dem, har man også en tendens til at bruge dem.