For nylig hørte jeg idrætshistoriker Hans Bonde snakke om kroppens status i det gamle Grækenland. Det overraskede mig så meget kroppen åbenbart fyldte dengang. Normalt har vi jo et billede af Platon og Sokrates og den slags, som går og har dybe filosofiske samtaler i søjlegange, og har fokus på det mentale. Men ifølge Hans Bonde var de intellektuelle sysler underlagt de fysiske sysler. I gymnasierne, fra oldgræsk: " et sted, hvor man træner nøgen", var det heller ikke boglige studier der var de vigtigste, men den kropslige dannelse. Jeg har selv skrevet en del om min egen oplevelse af dette i artikler gennem årene. Men det virker til at være noget vi efterhånden har glemt rundt om i verden. Min egen oplevelse af det er f.eks. at styrketræningen har lært, og kontinuerligt lærer mig, at smerte og ubehag altid er midlertidig. At træne sig op til at kunne håndtere smerte og ubehag er overførbart til andre aspekter af livet, og dermed dannende. Det samme er den selvdisciplin man bliver nødt til at udvikle, hvis man vil nogen vegne med sin træning. Også udsættelse af behov lærer man, hvis man følger et stramt program og en stram diæt. Alt sammen karaktertræk, som er uhyre anvendelige i et moderne liv. Derfor er det også skammeligt at se mange unge i dag ikke evne selvdisciplin i centret. En god måde at træne den på kunne være at lægge sin mobil i tasken og først tage den frem, når man har taget de 32 sæt man skal igennem den dag. I stedet er den fremme mellem hvert eneste sæt, og underminerer den ellers gode lektie de var ved at lære sig selv med deres træning. For nylig nåede jeg 16 sæt og 5 min løb på løbebånd, på den tid en ungersvend brugte på at tage 3 sæt cable kickbacks, fordi hvert sæt blev efterfulgt af 6-7 min snapchat. Og det er normen i centret. Jeg ved ikke om I andre oplever det samme? Folk kan simpelthen ikke lade deres telefoner ligge under træningen, og træningen lider virkeligt under det. Sørgeligt.
Min egen træning har et helt 3. formål ud over at danne min karakter og styrke min krop, nemlig holde mit sind i balance. For tiden er der sgu tungt og mørkt i mit hoved. Jeg har været syg i en 7-8 dage, men også før det havde jeg sgu svært ved at se glæden i noget som helst. Jeg satte mig for nylig ud på min morgenplads i haven, hvor jeg sidste år sad mange mange timer og nød bare at sidde i solopgangen med en kop kaffe, men nu. Jeg er helt tom og forstenet inden i, og føler intet. Træner jeg ikke nogle dage, bliver det værre endnu, men hver træning hiver mit humør op med ca. 80 %. Heldigvis har træningen også lært mig, som jeg nævnte, at smerte og ubehag, også mentalt, er midlertidigt. Jeg har tidligere følt glæde og haft det godt, så det kan jeg selvfølgelig komme til igen. Det kan være om 10 min, det kan være om 3 mdr. Jeg træner og mediterer, det er de to ting jeg kan mærke gør alting bedre. Når jeg ser tilbage på mit liv havde jeg en rædselsperiode da jeg var mellem 15-19 år, hvor jeg havde det helt afsindigt skidt rent mentalt. Sjovt nok var det også de år jeg var mindst fysisk aktiv. Folkeskolen var ovre, og dermed ingen idræt mere, og træning startede jeg først på da jeg blev 19-20 år. Det hænger sammen det hele, så derfor er jeg lykkelig for at jeg "opdagede" træning. Jeg kan høre at Eddie Hall har en knægt med nogle diagnoser, og at han har samme oplevelse, når han slæber ham med ned i centret: at det mentale bedrer sig gevaldigt når kroppen bliver knoklet igennem.
Jeg håber, sindet bevæger sig i en positiv retning. Du er et dejligt menneske, der har gjort en positiv forskel for mange mennesker - både igennem dine skriverier her og uden tvivl også gennem din virkelig eksistens. Man møder og glemmer mange mennesker gennem livet, men jeg kommer i hvert fald aldrig til at glemme Mussetrussen.
Håber også at sindet, energien og humøret bevæger sig i positiv retning! Træning virker for mig på samme måde som du så fint beskriver det,- det er lige så meget psyken og mit mentale overskud jeg forbedrer når jeg tæsker mig selv fysisk igennem...jeg tænker klarer og mere positivt efterfølgende. Dopamin er nu et fantastisk stof... Du er både en fantastisk inspirerende skribent og som nævnt, helt sikkert også et fantastisk menneske så håber alt det bedste for dig!
Tror ikke jeg har været logget ind her i de sidste 12 -15år, jeg vil bare gerne lige nævne at dine anmeldelser af bøger og dine betragtninger af livet har jeg altid holdt af. Og af og til tjekke jeg lige om du har skrevet lidt nyt. Tak for det.
Mvh Morten
"Bodybuilding is for men who wax their bodies and traipse around in bikinis. I train."
I er satme nogle dejlige loglæsere. Jeg takker for de meget pæne ord. Tænk sig der stadig i 2023 er folk der læser gammeldags logs og fora. Personligt håber jeg på et comeback til formatet, når folk indser at Facebook og Reddit er noget rod at scrolle rundt og søge i, og alt på de sites bliver fortid og glemt i det sekund det er læst. Tik tok er dopaminfjol til de sociale mediers allermest modtagelige hjerner, mens Instagram er de kunstige livs ulidelige holdeplads. Et format der mere end noget andet, har en beviseligt negativ indflydelse på især unge kvinders selvværd. Og det tro da faen med det indhold. Glem alt det lort, og tilbage til gode gammeldags fora, hvor folk faktisk på en eller anden måde får et forhold til andre brugere på en ærlig måde, ved at kommunikere sammen gennem flere år. Anyways, jeg er ingen Martin Thorborg eller Mark Zuckerberg og har ikke fingeren på internetpulsen, så jeg ved ikke om det er en dødssejler eller om verden snart er klar til et retro-fora comeback.
Humøret har fluktueret let de sidste 14 dage, men er ikke blevet værre. Jeg er i øjeblikket ved at høre The Great Courses - Why you are who you are - Investigations into Human Personality, og deri beskriver de fint det de kalder positive and negative affectivity, altså at nogle mennesker oplever mange positive følelser, mens andre oplever mange negative. Det er bare et personlighedstræk, som ser ud til at have en relativt stor genetisk komponent, som det er stort set umuligt at ændre på. Det interessante her er, at disse to tilsyneladende poler, faktisk ikke er poler, og ikke er hinandens modsætninger. Nogle oplever måske mange af begge følelser, mens nogle oplever meget få og små udsving i deres følelser, og generelt set føler mindre. Nogle oplever primært mange positive og nogle primært mange negative følelser. Det er forskellige biologiske systemer i hjernen, og ikke et spektrum hvor det ene udelukker det andet. De beskriver også hvordan vi faktisk det meste af tiden ikke rigtigt føler hverken det ene eller det andet. Vi er nærmere neutrale. Det er denne følelse jeg har haft et stykke tid. Neutralitet over for ting som tidligere gav mig glæde. Og det gør mig trist at jeg på en eller anden måde føler mig immun over for livets glæder.
Men som sagt, det veksler. I dag var kaffen f.eks. virkelig god. Mine 2 tunge forkølelser jeg har haft oven i hinanden, og som har varet 3 uger, drænet mine kræfter, og taget min smagssans og lugtesans fra mig, er på retræte. Haven dufter igen. Maden smager igen. Solen skinner, havearbejdet glæder mig, jeg får trænet 3 dage om ugen og så er jeg begyndt at bruge mere tid på det man vel kan kalde mit spirituelle liv, som består af meditation og læsning af Thich Nhat Hanh, som altid giver mig en velsignet ro indeni.
Jeg kan dog ikke helt føle samme begejstring for de helt små ting, som han tilsyneladende kan. Som de siger i serien Happyish: 'Thich Nhat Hanh er nok virkelig meget en positive affectivity kindda guy'. Shit han har en evne til at få ekstrem glæde ud af det mest banale. På den anden side er det måske meget rart at være en neutral kindda guy, og ikke et hyper følsomt gemyt, som ryger helt op under skyerne og helt ned i kælderen. Eller en konstant negativ person. Eller en konstant lalleglad type, som ikke kan relatere til nogen menneskers problemer, fordi alt bare er dandy pandy. I bogen taler de forøvrigt også om at folk, som scorer højt på extrovert skalaen generelt set, ser ud til at have en lavere tærskel for glæde. Altså at der skal mindre til før de føler glæde, fremfor folk, som scorer lavt på extrovert personlighedstræk (i forskningen opererer de ikke med begrebet introvert, men blot med mere eller mindre grad af 'extrovertisme'). Det ville give mening. De mener dog også at det muligvis bare ser ud til at være sådan, fordi livet generelt involverer megen socialisering, og folk som er meget extroverte, nyder bare dette mere, end mindre extroverte, og derfor føler de generelt mere glæde.
De sidste mange dage har jeg hver dag, gravet 4 trillebørfulde jord væk fra min såkaldte havedam. Nogle vil blot kalde det et hul i jorden. Det er efterhånden blevet 140 cm dybt. Når jeg tænker tilbage, har jeg altid gravet huller. Som barn gravede min bror og jeg også bare random dybe huller rundt omkring. Når vi blev spurgt om hvad formålet var, så vi spørgende på de voksne. Formålet? Vi graver et hul. Er det ikke nok? Og det ER nemlig nok. Det er dejligt at grave et hul. Se det blive større. På stranden har jeg også altid en spade med og graver huller. Det er nemt at grave dybe huller på stranden i sandet. Sværere i min baghave, som er tung fugtig lerjord. 120-140 cm nede stødte jeg på nogle gamle drænrør af tegl. De er sandsynligvis fra 40'erne. De har vidst hvad de lavede dengang, for det er lige deromkring at der er vand i jorden.
Torsdag morgen var det smukt udenfor. Tågebanker lå henover marken, klokken var 5.03, der var dugdråber på de små bygspirer på marken, og solen var lige ved at titte frem. Jeg satte mig ud i min stol og stirrede, og alt var godt. En perfekt morgen. Et par viber har slået sig ned på marken. Har I set viber flyve? De flyver ikke rigtigt, de tumler mere afsted i luften. Det ser rodet ud, men de er gode til det.
Forleden var der en der spurgte hvor jeg 'var blevet af'. Rent onlinemæssigt. Jeg plejede at have en ret stor online presence, og han syntes jeg var blevet væk. Og det er helt rigtigt. Det er helt bevidst. For 3-4 år siden og helt tilbage til omkring 2008 skrev jeg nærmest dagligt på Facebook, jeg lavede videoer til Youtube hele tiden og pumpede artikler ud i et halsbrækkende tempo. Omkring 2013-2018 skrev jeg ofte 10 artikler om måneden. Mit seneste opslag på facebook er efterhånden ca. 3 år gammelt. Jeg har ikke skrevet en artikel i meget lang tid, og de seneste 3 år har jeg lavet 3 youtube videoer. Hvorfor stoppede jeg med alt online? Fordi jeg ville fokusere på det nære og det rigtige. Fordi jeg var træt af like-hunting og selviscenesættelse og konstant tjekken om der var kommet respons på et eller andet jeg havde lagt op. Det holdt op med at være vigtigt for mig. Det kom til at føles tomt og falsk og ligegyldigt. Flere hundrede følgere og "venner" online, som ønskede en tillykke med dagen uden at jeg vidste hvem halvdelen af dem var. 4 af dem havde jeg vel reel kontakt med i hverdagen, resten var egowanking. Jeg forstår ikke at flere ikke bliver trætte af det, og står af. Bare dropper det. Videre. Med noget mere vigtigt.
Jeg har dog altid haft en følelse af, at jeg har haft en stor roman i mig. Jeg har i mange år tolket målet med min store skrivetrang som en ROMAN der ville ud. Jeg har fået skrevet 2 romaner gennem årene, en ungdomsroman og en længere børnebog til min knægt, men de senere år har jeg indset at romantanken bare altid har fulgt mig, uden at jeg egentlig har stillet spørgsmålstegn ved den. Da jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved drømmen kom jeg frem til at jeg egentlig aldrig har været så glad for romangenren. For helvede, jeg læser jo stort set ingen romaner selv, så hvorfor skulle jeg selv skrive en? Jeg har altid elsket essay og artikelformen langt mere, og så indså jeg, at jeg jo kraftedeme de sidste 15 år har skrevet alt det jeg havde på hjerte, mens jeg gik og tænkte at nu skulle jeg snart skrive det RIGTIGE. Alt det jeg skrev VAR det rigtige. Det var bare ikke i den forestillede romanform, men logs, blogs, essayagtige tekster og artikler i stedet. Tal om at livet er det der sker mens du har travlt med at lægge andre planer.
Ellers skider mine 6 høns æg ud som nogle motherfuckers. I går havde jeg 160 æg stående, så jeg forærede 15 til en patient, 30 til svigermor, og så har jeg i dag lavet en omelet med 20 æg. Så er der kun 95 tilbage. Og inden ugen er omme, har de spyttet 30-40 mere ud igen. Så protein går jeg ikke ned på. Æg direkte fra høns behøver ikke at være på køl. De kan holde sig i ugevis, bare man lader være med at vaske dem. I 2020 og 2021 var jeg i det gamle Østtyskland, og her er æggene heller ikke på køl i supermarkederne. Hvis I overvejer at få høns, så er røde amerikanere nogle absurde ægproducenter, som dog kun holder 2½ år ca. så er de slidt op, og begynder at lægge underlige æg med helt vandede hvider, der bliver glasklare når man koger æggene. Så er det på tide at skifte dem ud.
Jeg købte også en airfryer for nogle uger siden, fordi folk skamroste den mad man kunne lave i dem. Og var maden vitterligt markant bedre i sådan en, ville det kunne berige hverdagen for hele familien. Jeg sørgede for at købe en god dyr en med god plads, men sørgede også for at købe en med 100 dages returret, da jeg var skeptisk, og bange for at det var en ny fad som racletten eller fondue. Og det var godt jeg gjorde det, for shit noget overhyped crap. Der er jo ikke plads til en skid i sådan en. Den var på 6.5 liter, nok til 8 portioner stod der. Ja tak. Der var måske plads til en halv pose pommes frites og 2 stykker kylling. Ikke nok til 2 voksne og 2 børn. "Nå men så skal du bare lave kyllingen først og så holde den varm i ovnen, mens du laver pommes frittes". Min bare røv for en gang omstændeligt pis. Jeg brugte den jævnligt i en måned, og intet jeg lavede i den var bedre end i min normale varmluftsovn, så jeg pakkede lortet ned igen og sendte det retur. Hvad kan man så lære af det? Ja at jeg vel egentlig har alt, og at det var endnu en fjollet ting jeg kunne bruge penge på. Jeg er endnu engang gået lidt ned i løn på jobbet, og hvor andre ser ud til hele tiden at ville forhandle en højere løn, så tjener jeg nu ca. 16-18.000 mindre om måneden end for 5 år siden. Nogle ser det som en stor frihed at have mange penge, enten til rådighed eller som opsparing, men der ligger en endnu større frihed gemt i at kunne frigøre sig for sit behov for konstant at købe noget nyt. Hver gang jeg har lyst til noget, så overvejer jeg om det virkelig i længden vil forbedre noget som helst i mit liv, eller om jeg kan undvære det. Der er ABSURD meget vi kan undvære. Det er en virkelig god følelse at give slip på trangen til at ville have mere. Og det tvinges man til, når man går ned i løn. Man tvinges til at ændre sine værdier, og der er næsten ingen anden måde at gøre det på, end ved at sige farvel til penge, for har man dem, har man også en tendens til at bruge dem.
1. Not Judging We are always judging: this is good, that’s bad, I want that, i don’t want that. It’s a steady stream og judging. So, when we speak of No judgmental awareness its does not mean that there are not going to be judgments, its mean that we are going to be aware of how judgmental we are and that not judge the judging.
2. Patience Often, we are missing the present moment because of our impatience. We are impatience to get to the next important thing. When we always rushing to get some place else the byproduct of that is that we are never where we actually are, which is a big loss. So, when we learn to be patient than we are inhabiting the present moment in ways that have great comfort and profundity of acceptance and wisdom.
3. Beginners Mind This moment is always fresh is always new. We never been in those one before and yet we bring so many idea and thoughts to it that we can’t very often allow us to see thing as if for the first time. Imaging seeing your children with this beginner’s mind where you see the miracle of them. In the mind of an expert there are very few possibilities but in a beginner’s mind there are endless possibilities.
4. Trust Trust to our self is a wonderful attitude to cultivate. Good place to start is with our body. Can we come to trust the natural wisdom of the body? Let’s notice that the breath will take care of itself, we trust that the ears can hear, that eyes see, that our organs take care of the metabolism and biology. The point is that the wisdom to the body can remind us that we our self are trust worthy. So many things that are complex are unfolding so beautifully in the body. Why should the mind be any different? Also, the more we trust our self the more trust we can bring to our relationships.
5. Non-Striving (or Non-Doing) Allow things to be held in awareness without to operate on them. Without having to make anything happen or experience some special state but to simply be unfolding of life from moment to moment without any agenda. This is tremendous healing and restorative for us. WHATEVER IS ALREADY HERE IS GOOD ENOUGH EVEN IF ITS NOT PRESENT.
6. Letting Go It must remind us that it is possible to not get involved with grasping and clinking to what we want and try to push away what we do not want because is impossible that thing that are not pleasant arrives. So, letting go really means letting be. It means allowing thing to be as they are and not to be to caught up in having to have them a (special) way when the evidence is that they are not that way. LETTING GO IS THE DOORWAY TO FREEDOM. This is something you practice all the time moment by moment every time you caught yourself eking clinging to something. Let it go and let it be. The breath is a good example. Every time we take a breath in when have to let it go because otherwise there are no room for the next breath. So, it’s a natural part of life to receive and then release.
7. Gratitude and generosity Bring gratitude to the present moment because we alive. The body is working. And generosity give other people what will make them happy. Not so you can say "I am a generous person" buy because it gives joy to others. It brings the connectiveness. You demonstrate that you care and that you are actually giving some time, attention and thought to someone other than yourself.
Final Words All these 1-7 attitudes are completely connectede. You don’t have to actually remember any of it. If just you are practicing Non-Striving than everything else is emended in that. Acceptance is embedded I’m that, generosity, gratitude, trust and all the attitudes are embedded. SO, ANY ONE OF THESE ATTITUDES IS A DOOR INTO ALL OF THEM. The most profound thing you can see is the interconnectedness of all thing: When you see that, then emotions like anger are very different or fear for that matter gets transformed. It is a way of seeing other people as they are and not necessary see them as threats.
Tak for linket Pittbull. Jeg så videoen, og det var meget i tråd med det jeg læser for tiden. De nævner for øvrigt også ofte Jon Kabat Zinn, i mange af de bøger jeg læser, som faderen bad MBSR, f.eks. i Siddhartha's Brain - af James Kingsland, som jeg for nyligt har genlæst for 3. gang.
Beginners mind kommer meget let til mig, når jeg ser f.eks. flotte kridhvide cumulus congestus skyer på en knald blå himmel. Det føles hver gang, som første gang jeg ser det. Jeg kan stå i lang tid og bare kigge op på skyerne og himlen, og tænkte: ”fuck mand. Det hele kunne lige så godt være gråt, men det er det ikke. Himlen er så fucking BLÅ. Det er vanvittigt. Og de smukke smukke skyformationer, med deres hvide farver er en vild kontrast på den blå himmel. Og skyerne ER noget. For os. De er skyer. Og så er de væk igen. Usynlige for os, men ikke forsvundet. Bare omdannet til noget andet. Til evig tid foranderlige. Til regn, til usynlig vanddamp, til andre skyer. Ligesom os mennesker, der også ikke-er, og så er vi, og så er vi ikke igen, men de molekyler vi består af forsvinder aldrig, de bliver bare til noget andet; og den person vi har været forsvinder ikke, vi lever videre i generne hos vores børn og minderne hos børn, venner, familie og bekendte. Jeg synes det er smukt, og jeg kan helt sikkert blive bedre til også at se andre ting med dette mindset.
Non-judgmental – der tænker jeg med det samme på det delte USA eller folk, som ”diskuterer” på Facebook. Folk på hver side af det politiske spektrum, med meget stærke meninger. Mange er decideret stolte af at have stærke meninger, og har deres identitet i deres meninger, og er slet ikke åbne over for at den anden side også har nogle pointer. De kunne virkelig lære noget her. Jeg hørte for nylig, i The Great Courses ”Why we are who we are”, et kapitel der handlede om karaktertræk, og her var et af karaktertrækkene ’openness’, som bl.a. består af at man er i stand til at se en sag fra flere sider, uden at insistere på at en af siderne har ubetinget ret. Længere henne i kurset uddybede de det, ved at påpege at nogle ting, er der mennesker, som instinktivt ser som noget umoralsk. Her skulle man måske tro at den modsatte side så IKKE så den specifikke ting som umoralsk, men kontrasten er faktisk endnu større: de andre ser ikke engang det specifikke emne som et moralsk spørgsmål, men måske bare som en mening eller et personlighedstræk. Jo mere jeg hører af det kursus, jo mere forstår jeg hvorfor folk kommer op at slås over forskellige ting. Det er bare clashes af personlighedstræk. https://www.thegreatcourses.com/courses ... ersonality
Acceptance – her er jeg faktisk den seneste tid begyndt at se på klimaspørgsmål og vejret på en ny måde, fordi jeg simpelthen er så ufatteligt træt af den konstante katastroferetorik. Måske retorikken har været, og er nødvendig , for at få folk til at handle og ændre på tingene, men når det så er sagt, så må vi også bare indse at klimaet og vejret er som det er. Vi lever lige nu og her i en verden, hvor vejret er som det er, og det kan vi så vælge at tolke som katastrofalt eller bare som ’sådan vejret er’. Vejret er der, og er som det er, uanset om vi tænker katastrofetanker om det eller ej, så hvorfor gå hver dag og føle alt er galt, når det blot er som det er. Vi lever nu, så nyd det. Det regner stadig som det altid har gjort; solen skinner som den har gjort i milliarder af år; der er sne, der er storm; engang var der ingen ilt i vores atmosfære, det ændrede blågrønalger på; så kom der ilt, så kom der istid, så blev det varmere af random grunde, så blev det koldere af random grunde, nu bliver det varmere igen pga menneskelig aktivitet, og andre gange har vulkaner, meteorer eller andre organismer ændret på vores jord og atmosfære. Det sker nogle gange; intet er statisk i dette entropiramte univers. Så nyd turen. Fremfor den konstante frygt og beskæftigen sig med at alt er galt. De ting der skal ændres ift. klima skal ændres i så stor en skala, at dine små bekymringer om klimaet hverken gør fra eller til. Ikke ift. klimaet i hvert fald. Men de gør meget negativt i dit hoved. Det er der ingen grund til.
Letting go – jeg elsker abe-historien, med at holde fast i bananen, selvom det er det, at man holder fast i bananen, som gør at man er fanget. Der er en vigtig lektie at lære her.
For nylig faldt jeg tilfældigvis over denne video:
Den førte mig øjeblikkeligt tilbage til Barry Schwartz - The paradox of choice, som er en fremragende bog, og en googling førte mig videre til et online Yale kursus, som jeg endte med at melde mig til: The Science of Well-Being. Det er gratis, og jeg kan kun anbefale det indtil videre.
Uge 1 er meget intro og baggrund for kurset, mens der kommer masser af kød på allerede i uge 2, som byder på lykkeforskning omkring om penge, kærlighed, udseende osv. gør os lykkelige: Spoiler alert: Der ser ud til at være en grænse på ~75.000 $ om året i USA, hvorefter extra indtægt ikke bidrager statistisk signifikant til vores lykkeniveau. Desuden ser vores lykkeniveau ud til at være bestemt 50 % bestemt af genetik; 10 % af omstændigheder og 40 % af tanker/handlinger omkring vores egen situation. Der er masser i denne dur i kurset. Fordi jeg allerede har læst meget omkring emnet, er der pt meget repetition af studier jeg allerede har hørt om, men jeg elsker hvert minut af det, da emnet, ligesom træning og skiskydning af uransagelige årsager virkelig trigger en dyb interesse i mig.
Sideløbende er jeg gået i gang med at høre podcasten The happiness lab, som er med den samme Yale professor, som har kurset. De starter stærkt ud med denne podcast, som også kan findes på de gængse podcast platforme: https://www.youtube.com/watch?v=i9cjGEerub0
Ellers er jeg gået på ferie og her på dag 5 af min 23 dage lange ferie, er den hedoniske adaptation så småt begyndt at tage til. Dag 1 var en kæmpe lettelse efter nogle hårde uger op til ferien, og første tur ud i landet med børnene, en tur til De Fem Halder ved Hald ved Viborg, med vandring, is og badning i en sø var fantastisk. Ligeledes var de første morgener med morgenkaffen ude i haven, tour de france på tv og rolige dage uden større planer. Allerede her på dag 5 kan jeg dog mærke, at glæden ved at holde fri ikke er så intens som de første dage. Det er bare en konstatering. Men rart at vide hvorfor, og rart på forhånd at have forudset at det ville gå sådan. Det er jo bare sådan hedonisk adaptation fungerer. Heldigvis kan bevidstheden om dette i sig selv bedre tingene, ligesom nogle af de ting som PittBull nævner også kan reducere effekten af den hedoniske adaptation. F.eks. at se på oplevelser, og den dag man skal til at i gang med, med beginners mind. Eller at se på dagen og på omverdenen med dyb taknemmelighed. Eller at lave noget der får en i flow (i mit tilfælde f.eks. en god omgang træning eller græsslåning på min havetraktor). Det kan også være at lave noget, hvor man bruger sine stærkeste karaktertræk (som de også nævner i The Science of Well-Being kurset, hvor man starter med at tage en test, der afslører disse karaktertræk) https://www.viacharacter.org/account/registercoursera
I mit tilfælde kan det være at bruge min humor til at underholde mine børn og få dem til at grine, eller lære noget nyt, eller skrive noget som det her. Også at være mindful omkring de ting man laver, og virkelig sætte pris på dem og nyde dem, kan være med til at reducere effekten af den hedoniske adaptation.
Vigtigt kan det også være at tænke over, at jo vildere ting man laver, des vildere ting skal der jo til, for at vi synes det vi laver ’er noget’. Jeg ved ikke om det hænger sammen med dopamin, men jeg kan bare konstatere at en dag, hvor der ikke sker så meget, vi kan kalde det en lav-dopamin-dag, uden telefon og tv-serier og skærme, uden vilde oplevelser, uden større fornøjelser, uden sex og masturbation, som regel fører til større fornøjelse ved mindre ting i dagene efter. Som om systemet nulstilles. I Jon Kabat Zinn eller buddhismens lys hedder det vel Non-Striving. Nu bor jeg jo 10 km uden for Holstebro, og 2 km fra nærmeste mikroby Krunderup. I Krunderup er der en meget aktiv borgerforening, som arrangerer en masse ting. Og det er rigtig fint. Forleden havde de f.eks. arrangeret sankt hans aften og en koncert oppe i Sir-Lyngbjerg skoven kaldet Udkantsrock med lokale bands og fadøl og fest og hvad har vi. Det var et tilløbsstykke og min dreng var med til det. Jeg selv var med til ingen af tingene, og jeg er aldrig med til nogle af deres arrangementer. Nogle synes dette er forkert, da: ”Der kun sker noget herude, når vi selv gør noget, og gør vi ikke noget, og deltager vi ikke i arrangementerne, så sker der jo aldrig noget”. Og det er lige præcis pointen for mig. Jeg er sgu da ikke flyttet ud midt i ingenting fordi jeg gerne vil have der skal ske en masse. Ville jeg gerne have der skulle ske en masse, så var jeg sgu nok flyttet ind midt i Kbh. Grunden til at jeg bor hvor jeg bor er jo at jeg er ret glad for at der ingenting sker. Jo mindre der sker, des større føles det lidt der sker. Jo mindre der er at opleve, desto mere intenst oplever man det, der er. Som Thich Nhat Hanh ville sige det, så handler livet i bund og grund om at vaske op for at vaske op. Hvis vi skal lave bungee jump, rejse til Bali, spise på Noma eller køre Ferrari for at føle vi har en fed oplevelse, så har vi misforstået hvordan vi som mennesker fungerer (jvf hvad der giver reel lykke, og hvordan hedonisk adaptation fungerer), og vi er kommet på afveje, og søger lykke og glæde de forkerte steder. Vi er fanget i den hedoniske trædemølle, hvor kun mere og mere kan give os glæde.
Lillaprins. Ja hvad faen sker der. Sitet er gået fra dødt til stendødt. I min sjæl er der dog lys endnu. Ting giver mening. Ting giver mening når man er i dem og laver dem. Sidder man og tænker over hvad der monstro kunne give mening, så er man som regel galt afmarcheret. Meningen kommer når vi faktisk gør noget. Når det bliver aller mest mørkt, både i vejr og sind, så er mit mantra: Bare gør noget. Hellere gøre noget end ikke gøre noget. Skal jeg tage ud for at træne eller lade være? Det er ikke engang et spørgsmål. Bare gør det. Har du nogensinde haft det dårligere rent mentalt efter en træning og i dagene efter træning? Nej. Det er altid bedre. Skal jeg gå ud og ordne dit eller dat eller blive siddende? Gå ud. Gør noget. Så kommer meningen og humøret. Så det er fint nok.
For tiden læser jeg Glenn Bech. Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Eller lytter gør jeg faktisk, for han har indlæst sin egen lydbog. Det er han ikke god til. Skrive kan han, men indlæse kan han ikke. Jørgen Leth kan indlæse sine egne bøger. Yahya Hassan kunne indlæse sine egne bøger. Glenn Bech skulle have fået en anden til det. Selve bogen. Tjoh. De første 2 min var jeg faretruende tæt på at lukke for lortet, da det tegnede til en omgang LGBT+, nonbinær, krænkelses-inferno slabberas. Jeg holdt dog ud, og det er jeg glad for. Han nævner det unævnelige, og det var nødvendigt. Hans sætninger er sprøde og knivskarpe. Han er god. Jeg er dog sideløbende gået i gang med at høre en hyggebog om Shubidua, da Glenns skriverier er relativt hård kost for længe af gangen. Så bløder jeg den kolde bitre klassekamps suppe op med blødt hvidt Shubidua brød.
Ellers drikker jeg kaffe, og så starter skiskydningssæsonen om en måneds tid. Ser I skiskydning? Det skal I. På TV2 sport X. Det er den fedeste sport i verden. Fodbold og håndbold er kedsommelige dødssejlere ved siden af skiskydning. Og så laver jeg æblegrød. Koger æblegrød med vanilje af mine æbler fra haven. Og så laver jeg grønlangkål. Jeg har 18 m grønkål stående i køkkenhaven, i 75 cm højde. Der er grønkål til 16 familier, så jeg deler ud til venner og bekendte og patienter. Og så passer jeg mine ænder. Og mine høns. Og mine 5 katte. Og vores ubrugelige indavlede kanin, som ikke kan tåle hverken mad eller ilt, og som jeg har gået og ventet på skulle dø de sidste 3 år. Men kræet vil ikke dø. Så rydder jeg op efter pindsvinet, som elsker kattemad, og som overskider alt med sine små klistrede sorte pindsvinepølser. Jeg håber den snart går i hi.
En ting jeg er lidt trist over er, at jeg tilsyneladende har mistet min evne til at være festlig og blive grebet af en stemning. Jeg er 100% rationalitet og frontallapper. 100 % Apollon og 0 % Dionysos. Måske fordi jeg aldrig drikker alkohol mere, fordi jeg 99,9 % af tiden efterstræber at være i seng kl 22, og fordi min hørelse efterhånden er så ringe at jeg ikke kan høre hvad folk siger i festligt lag med snak og musik. For nylig fejrede min kone sin 40 års fødselsdag og holdt en kæmpe fest med helstegt pattegris og alverdens drinks og musik og løjer. Og jeg foretrak at lave praktiske ting omkring hente/bringe, køkkentjans, oprydning og børnepasning. At feste til en fest. Nej tak. Jeg dur ikke til det mere. Koncerter er det slut med. Folk står og synger med og drikker fadøl og hygger sig, og jeg står og kigger på dem som om de var en anden art. Stemninger kan ikke længere gribe mig. Og det føles da ærgerligt når jeg plejede at være en festabe, men altså, tiden går, folk ændrer sig. Jeg har ansvar nu. Ansvar for børn og hele baduljen. De har aldrig set mig fuld, og kommer aldrig til det. Far er far, og far er som far er. Vi morer os, vi hygger os, de er elskede, men fuldefar vil jeg ikke være. Man kan ikke ville det rationelle og ansvaret så meget som mig og så forvente at det ikke kommer med en pris. Jeg er vel blevet Kierkegaards etiker, mens æstetikeren er død og begravet.
Mussetrussen skrev:Måske fordi jeg aldrig drikker alkohol mere, fordi jeg 99,9 % af tiden efterstræber at være i seng kl 22, og fordi min hørelse efterhånden er så ringe at jeg ikke kan høre hvad folk siger i festlig.
Det med hørelsen har virkelig også ramt mig. Jeg fester stadigvæk i ny og næ, men jeg har bemærket, at hvis larmen bliver for høj for hurtigt, så dør festlysten. Det er også gået op for mig, at akustikken er dårlig på rigtig mange restauranter og tilfældigvis ender maden ofte med at smage bedre på dem, hvor der er lidt mere stille. Dog er det nemmere at falde i søvn selvom det larmer.
Jeg synes du skal tage og læse/lytte til De Ansatte af Olga Ravn, hvis du ikke har gjort det.
Borumpas skrev:Det sidste sæt stoppede tidligt fordi, for at være ærlig, jeg kunne ikke lave opspænd fordi jeg skulle skide
Mussetrussen skrev:Måske fordi jeg aldrig drikker alkohol mere, fordi jeg 99,9 % af tiden efterstræber at være i seng kl 22, og fordi min hørelse efterhånden er så ringe at jeg ikke kan høre hvad folk siger i festlig.
Det med hørelsen har virkelig også ramt mig. Jeg fester stadigvæk i ny og næ, men jeg har bemærket, at hvis larmen bliver for høj for hurtigt, så dør festlysten. Det er også gået op for mig, at akustikken er dårlig på rigtig mange restauranter og tilfældigvis ender maden ofte med at smage bedre på dem, hvor der er lidt mere stille. Dog er det nemmere at falde i søvn selvom det larmer.
Jeg synes du skal tage og læse/lytte til De Ansatte af Olga Ravn, hvis du ikke har gjort det.
Jeg lånte De Ansatte på biblioteket, men sorry. Den kunne jeg altså ikke læse. Det blev sgu for avantgarde og abstrakt til mig. Jeg fik faktisk mere ud af at læse anmeldelserne af bogen end selve bogen. Ellers tak for anbefalingen.
Restauranter, mødelokaler og kantiner er for mig de værste steder ift hørelse. Desværre også den træningssal på arbejdet, hvor jeg hver dag har patienter. Musik i baggrunden, en masse mennesker der snakker, romaskiner og løbebånd der larmer. Og så er mange af mine patienter hjerneskadede vestjyder som taler med dialekt, snøvler, mumler og har afasi. Selv med høreapparaterne på fuld smadder skal der sgu fuld koncentration til for at føre en samtale Ift. søvn er jeg gået over til at bruge ørepropper. Det giver en velsignet søvn, og børnene er efterhånden så store at jeg ikke behøver kunne høre dem om natten.
Desværre begynder mit syn nu også at drille, ja det går sgu godt. Heldigvis har jeg stadig flotte muskler, så mon ikke det går.
Lilleprinsen skrev:Kender du Niels Lyngsø? Pragmatisk buddhisme? Han har en dejlig tilgang til det, der ligger en gratis bog på hans hjemmeside?;
Jeg kender ham ikke, men googlede ham og har fået hans gratis bog. Jeg har lige læst første kapitel igennem, og jeg kan lide det. Jeg takker for anbefalingen. Jeg kan returnere med denne artikel, som jeg holder meget af: https://www.vestligbuddhisme.dk/vi-er-f ... edemoelle/
Jeg er forøvrigt begyndt at skrive artikler om skiskydning, hvis der skulle være en enkelt skiskydningsfan, som ved en fejl har forvildet sig herind. Indtil videre har jeg skrevet 4 styks, som kan findes her: (scroll ned så kommer de én efter én) https://mussetrussen.wordpress.com/
Jeg fornøjer mig langt mere med dit skriv, der bærer på nogle interessante betragtninger. Ift. artiklen er det interessant, at Lance Armstrong ikke er en del af listen over legender i cykelsporten. Det er immervæk usmageligt, hvordan man har forsøgt (og åbenbart stadig forsøger) at udviske den mands bedrifter og aftryk på sporten. Det er småligt. Det er dansk.
Jeg elsker Lances fuckfinger til de i-åh så stolte og etnocentriske franskmænd. Er stadig på udkig efter en t-shirt med logo af Lance med Stars n Stripes, men alt merchandise fokuserer på hans doping fremfor hans bedrifter.
Lev i dag, så du kan dø i morgen. Lad dit hjerte slå for mere end en. Den som skænker livet sine drømme, skal forlade jorden rig og ren.
Nogle forskere mener, at søvn har været standardtilstanden for nogle af de tidlige organismer her på jorden. Altså at vågenhed kun var noget der opstod, fordi det viste sig at være praktisk for en organisme at kunne bevæge sig omkring efter føde en kort periode hvert døgn og desuden reproducere sig. Der findes stadig dyr, som næsten lever på denne måde, f.eks. koalaen, der kun er vågen 2 timer i døgnet, hvor de har tid til at søge føde og parre sig. Derudover sidder de mest i træer og kigger lidt trætte rundt, hvorefter de falder i søvn igen. I dag ser vi det hele omvendt ift. mennesker. Vi tror at søvnen er til for at kroppen kan få lidt ro, hvorefter vi er klar til det, som det virkelig handler om, nemlig vågentilstanden. Men hvad nu, hvis det faktisk er søvnen, der er den oprindelige tilstand? Naturen er jo ret ligeglad med, hvad vi laver når vi er vågne. Den har bare sørget for, at vi følger vores drifter og lyster og sørger for at få spist, drukket, pisset, skidt og parret os. Mere handler det ikke om. De individer der ikke havde disse drifter er i dag uddøde, og resten af os gør så alt dette, OG en masse andre ting, når vi er vågne. Og det lægger vi en masse energi og mening i. Vi ser nok ikke megen mening i en organisme, der sover 23½ time i døgnet, og som kun vågner kort for at indtage føde og reproducere, sende generne videre til den næste meningsløse organisme, som så fortsætter til ingen verdens nytte. Men måske er vi selv sådan? Vi har bare fået forlænget vores vågenhed med tiden så meget, at vi nu anser vågenheden for værende standardtilstanden, som lidt irriterende, hele tiden skal afbrydes af søvn. Vi vil så mange ting når vi er vågne, at mange af os sover alt for lidt, kommer i søvnunderskud, og stresser kroppen, fordi vi synes søvn er spild af tid. Og det vi så laver når vi er vågne, det er det vi kalder livet, og tillægger stor mening. Men den mening findes kun i vore hjerner. Vi fjoller rundt når vi er vågne, og tror vores vågenlege er vigtige. I virkeligheden er det bare tidsfordriv for en absurd organisme indtil vi skal sove igen. Nogle gange undrer jeg mig over hvorfor depression ikke er standardtilstanden hos mennesker. Men det må så igen være fordi de mennesker der gennemskuede naturens leg med os, hvor vi render rundt og reproducerer og sender generne videre indtil vi igen skal sove; de mennesker der blev depressive af denne indsigt, eller tog konsekvensen af dette og stoppede med at fjolle rundt og reproducere, og bare ville sove hele tiden, uddøde. Tilbage er os, hvis hjerner hele tiden vil ting. Vi er ikke deprimerede, selvom det nok burde være vores naturlige respons på vores absurde skæbne som bevidste dyr, der har indset det meningsløse i vores egne bestræbelser. Vi vågner om morgenen fuld af lyst til at foretage os ting, som vi overbeviser os selv om er meningsfulde. Det er ikke nemt at være menneske. Alderdom, sygdom og død er vores allesammens endgame, men vi har gennem årtusinder udviklet hjerner, der har lært at fortrænge dette; eller hjerner der synes at det uundgåelige endgame faktisk bare gør tiden op til døden mere vigtig og meningsfuld. Eller tusind andre måder vi har lært at håndtere og omgå meningsløshed og bevidsthed om døden på. At en koala bare sover sit liv væk, eller at en ko bare gør det en ko gør, det er forståeligt. De har ingen bevidsthed. Men at vi gør det samme, selvom vi ved hvordan det ender, og hvor lidt det hele egentlig betyder her i vores splitsekund på planeten inden solen brænder ud, det overrasker mig dagligt. Vi er satme nogle vilde organismer os mennesker.