Jeg kan huske at jeg lavede en litteratursøgning på det på et tidspunkt. Følgende er fra den artikel jeg skrev om det, og omhandler det primære studie
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/27807480/Studiet er lavet af Antonio et al. og er publiceret i Journal of Nutrition and Metabolism. I studiet ville de undersøge om et højt proteinindtag havde nogen negativ indflydelse på sundheden hos veltrænede unge mænd, som blev fulgt over et helt år.
Deltagere og protokol
Deltagerne i studiet førte en kostdagbog gennem appen ‘MyFitnessPal’, så man kunne monitorere deres proteinindtag året igennem. De fik desuden løbende foretaget en række omfattende blodprøver og målinger, som vi kommer nærmere ind på senere. Deltagerne fik lov til at indtage den mængde protein de normalt indtog i de første 2 mdr. af forsøget. Herefter blev deres indtag øget til >3 g protein/kg kropsvægt/dag i 2 mdr. De derefter følgende 4 mdr. spiste deltagerne igen som det lystede dem, mens de de sidste 4 mdr. af forsøget, igen blev sat til at spise >3 g protein/kg kropsvægt/dag. Samlet set spiste de altså rigtigt meget protein i 6 mdr., mens de spiste lidt mindre protein de andre 6 mdr. Det ekstra protein som deltagerne indtog i deres høj-proteinperioder, var primært i form af valleproteinpulver (whey).
Proteinindtag
De eksakte mængder af protein som deltagerne indtog var i gennemsnit 2.51 ± 0.69 g/kg kropsvægt/dag i deres ‘lav-protein perioder’ (hvilket stadig er ret højt), og 3.32 ± 0.87 g/kg kropsvægt/dag i deres ‘høj-protein perioder’. Altså RIGTIG meget protein. Faktisk forholdsvis absurde mængder protein. Sundhedsstyrelsen anbefaler f.eks. 0.8 g protein/kg kropsvægt/dag.
Resultater
Resultatet af forsøget viste at der ingen forskelle var på de to diæter ift. ting som kolesteroltal, nitrogenindhold i urinen, triglycerider i blodet, glukose, kreatinin og en 14-15 andre ting som gav et fingerpeg om deltagernes sundhedstilstand og nyrefunktion.
Konklusion
Forskerne konkluderede at det at indtage store mængder protein over længere tid ikke havde nogen negativ indflydelse på sundheden eller nyrefunktionen. Interessant var det også at selvom de deltagere der indtog mere protein også samlet set indtog flere kalorier, så gjorde det dem ikke overvægtige. På den anden side blev de heller ikke mere muskuløse. Der var faktisk slet ingen forskelle mellem grupperne ift. til kropskomposition dvs. fedt på kroppen, fedtfri masse og kropsvægt.
Højproteindiæter bliver ofte også beskyldt for at være fattige på fibre, men deltagerne i dette studie indtog alle ~30 g fibre hver dag, mod ca. ~16 g/dag hos den almene befolkning (tal fra USA).
Begrænsninger
Begrænsninger ved studiet er at der kun var 14 deltagere, og at de alle var sunde, raske og veltrænede; dyrkede styrketræning jævnligt, og kom fra et meget begrænset geografisk område. Ligeledes kan det høje fiberindhold i deltagernes diæter have spillet positivt ind på deres sundhedstilstand.