Hvis man vil være en god stærkmand, så er der en række kriterier der skal opfyldes, og en række ting man skal være opmærksom på.
Det vigtigste er at man fra start af er klar over at stærkmandskonkurrencer kræver topform på ufatteligt mange områder. Det nytter ikke noget at tro at man bliver en god stærkmand, fordi man er ekstremt råstærk. Det duer ikke. Man skal selvfølgelig have en god grundstyrke, men det er ligeså vigtigt, at man er hurtig og eksplosiv. At man er udholdende og har relativt god kondition. Farmer walk, loading events og andre tids-events kræver ekstremt god form og hurtighed.
Derudover er det vigtigt at vide hvor man primært skal være stærk. At du bænker 200 kg hjælper dig ikke meget i stærkmandskonkurrencer. Det er langt vigtigere at have god overhead styrke. Der er ekstremt mange events hvor man skal løfte ting over hovedet, så ens presse træning bør fokusere på overhead lifts som military presses, push presses, push jerks og jerks. Ens bænkpres træning bør laves på skrå bænke med forskellige vinkler. Almindelige bænkpres er det mest uanvendelige crap til funktionel styrke.
Derudover er core og rygstyrke det mest fundamentale i stærkmandskonkurrencer. Ja, det kræver stærke ben, men uden en ekstremt stærk ryg og mave, kommer man ikke langt. Ufatteligt mange events kræver at man bøjer sig ned og samler noget tungt op. Derfor bør en stor del af ens træning fokuseres på dødløfts-variationer og tunge goodmornings. Om man træner squat eller front squat for benene er såmen hip som hap.
Derudover er det vigtigt at være både høj og tung. Jeg kan tydeligt huske hvordan stakkels Gary Taylor med sine 183 cm ikke kunne få løftet en sæk op på en høj platform til verdens stærkeste mand 1995, til trods for at han var en af de stærkeste i konkurrencen. Så en højde på +190 cm er en fordel. Derudover er det godt at være tung, da man har stor fordel af en god kropsvægt i øvelser som lastbiltræk etc. Dog ikke tungere end at man stadigvæk kan være hurtig og i god kondition. Tag bare O.D. Wilson til verdens stærkeste mand 1990. Han gav Jon Pall Sigmarsson så meget baghjul i alle de styrkeprægede discipliner, at han havde et okay forspring inden sidste øvelse, hvor de skulle løbe med 100 kg på ryggen over en længere strækning. Måske en alt for let vægt i stærkmands sammenhæng, men ikke desto mindre gik O.D Wilson død efter meget kort tid, og måtte trave i mål i så dårlig tid at Jon Pall Sigmarsson alligevel vandt WSM dette år.
Det sidste og mest vigtige er at man SKAL ligge event træning ind i sit træningsprogram. Hvis man ikke træner de specifikke events, så vil man stå meget dårligt, på selve konkurrencedagen. Det er selvfølgelig svært at få fat i både store sten, lastbiler, traktordæk og andet sjovt, men man må gøre det så godt man kan, og eventuelt slå sig sammen med andre stærkmænd, og træne sammen. En af de stærkmænd som virkeligt populariserede event training var Jouke Ahola. Han trænede 1 uge i centret, og herefter 1 uge hvor han stort set kun trænte de forskellige events i en gammel fabrikshal, hvor han havde samlet en meget stor mængde udstyr.
Stærkmandskonkurrencer er iøvrigt efter min mening en af de eneste sportsgrene i hele verden, som tester næsten alle aspekter af den menneskelige fysik. Den tester styrke, eksplosivitet, hurtighed, udholdendhed, teknisk snilde, vilje og til en vis grad kondition.