Re: Сизифов минут
: 9. maj 2023, 12:55
For nylig hørte jeg idrætshistoriker Hans Bonde snakke om kroppens status i det gamle Grækenland. Det overraskede mig så meget kroppen åbenbart fyldte dengang. Normalt har vi jo et billede af Platon og Sokrates og den slags, som går og har dybe filosofiske samtaler i søjlegange, og har fokus på det mentale. Men ifølge Hans Bonde var de intellektuelle sysler underlagt de fysiske sysler. I gymnasierne, fra oldgræsk: " et sted, hvor man træner nøgen", var det heller ikke boglige studier der var de vigtigste, men den kropslige dannelse. Jeg har selv skrevet en del om min egen oplevelse af dette i artikler gennem årene. Men det virker til at være noget vi efterhånden har glemt rundt om i verden. Min egen oplevelse af det er f.eks. at styrketræningen har lært, og kontinuerligt lærer mig, at smerte og ubehag altid er midlertidig. At træne sig op til at kunne håndtere smerte og ubehag er overførbart til andre aspekter af livet, og dermed dannende. Det samme er den selvdisciplin man bliver nødt til at udvikle, hvis man vil nogen vegne med sin træning. Også udsættelse af behov lærer man, hvis man følger et stramt program og en stram diæt. Alt sammen karaktertræk, som er uhyre anvendelige i et moderne liv. Derfor er det også skammeligt at se mange unge i dag ikke evne selvdisciplin i centret. En god måde at træne den på kunne være at lægge sin mobil i tasken og først tage den frem, når man har taget de 32 sæt man skal igennem den dag. I stedet er den fremme mellem hvert eneste sæt, og underminerer den ellers gode lektie de var ved at lære sig selv med deres træning. For nylig nåede jeg 16 sæt og 5 min løb på løbebånd, på den tid en ungersvend brugte på at tage 3 sæt cable kickbacks, fordi hvert sæt blev efterfulgt af 6-7 min snapchat. Og det er normen i centret. Jeg ved ikke om I andre oplever det samme? Folk kan simpelthen ikke lade deres telefoner ligge under træningen, og træningen lider virkeligt under det. Sørgeligt.
Min egen træning har et helt 3. formål ud over at danne min karakter og styrke min krop, nemlig holde mit sind i balance. For tiden er der sgu tungt og mørkt i mit hoved. Jeg har været syg i en 7-8 dage, men også før det havde jeg sgu svært ved at se glæden i noget som helst. Jeg satte mig for nylig ud på min morgenplads i haven, hvor jeg sidste år sad mange mange timer og nød bare at sidde i solopgangen med en kop kaffe, men nu. Jeg er helt tom og forstenet inden i, og føler intet. Træner jeg ikke nogle dage, bliver det værre endnu, men hver træning hiver mit humør op med ca. 80 %. Heldigvis har træningen også lært mig, som jeg nævnte, at smerte og ubehag, også mentalt, er midlertidigt. Jeg har tidligere følt glæde og haft det godt, så det kan jeg selvfølgelig komme til igen. Det kan være om 10 min, det kan være om 3 mdr. Jeg træner og mediterer, det er de to ting jeg kan mærke gør alting bedre. Når jeg ser tilbage på mit liv havde jeg en rædselsperiode da jeg var mellem 15-19 år, hvor jeg havde det helt afsindigt skidt rent mentalt. Sjovt nok var det også de år jeg var mindst fysisk aktiv. Folkeskolen var ovre, og dermed ingen idræt mere, og træning startede jeg først på da jeg blev 19-20 år. Det hænger sammen det hele, så derfor er jeg lykkelig for at jeg "opdagede" træning. Jeg kan høre at Eddie Hall har en knægt med nogle diagnoser, og at han har samme oplevelse, når han slæber ham med ned i centret: at det mentale bedrer sig gevaldigt når kroppen bliver knoklet igennem.
Min egen træning har et helt 3. formål ud over at danne min karakter og styrke min krop, nemlig holde mit sind i balance. For tiden er der sgu tungt og mørkt i mit hoved. Jeg har været syg i en 7-8 dage, men også før det havde jeg sgu svært ved at se glæden i noget som helst. Jeg satte mig for nylig ud på min morgenplads i haven, hvor jeg sidste år sad mange mange timer og nød bare at sidde i solopgangen med en kop kaffe, men nu. Jeg er helt tom og forstenet inden i, og føler intet. Træner jeg ikke nogle dage, bliver det værre endnu, men hver træning hiver mit humør op med ca. 80 %. Heldigvis har træningen også lært mig, som jeg nævnte, at smerte og ubehag, også mentalt, er midlertidigt. Jeg har tidligere følt glæde og haft det godt, så det kan jeg selvfølgelig komme til igen. Det kan være om 10 min, det kan være om 3 mdr. Jeg træner og mediterer, det er de to ting jeg kan mærke gør alting bedre. Når jeg ser tilbage på mit liv havde jeg en rædselsperiode da jeg var mellem 15-19 år, hvor jeg havde det helt afsindigt skidt rent mentalt. Sjovt nok var det også de år jeg var mindst fysisk aktiv. Folkeskolen var ovre, og dermed ingen idræt mere, og træning startede jeg først på da jeg blev 19-20 år. Det hænger sammen det hele, så derfor er jeg lykkelig for at jeg "opdagede" træning. Jeg kan høre at Eddie Hall har en knægt med nogle diagnoser, og at han har samme oplevelse, når han slæber ham med ned i centret: at det mentale bedrer sig gevaldigt når kroppen bliver knoklet igennem.