Side 1 af 1

Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 12. mar 2012, 21:13
af essensen
Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Del 1/3

”Kom nu! Nu, nu, nu, nu”. Ekkoet er ikke til at tage fejl af. De sidste mange år har Sportshøjskolen som stævnearrangør betydet stævne i den store Team Danmark-hal i forbindelse med Aalborg Stadion. Her er akustikken ikke noget at råbe hurra for og i den store sal bliver stemningen hurtigt udvandet, når fremmødet ikke er firecifret. SPH har nemlig ikke haft egne lokaler, men ugen inden DM fik de netop dette og har derfor med blod, sved og tårer som bekostning gjort deres nye hjemsted klar til stævne. Og det er blevet rigtigt godt - det skabte en intim og medlevende atmosfære.

Weekenden 10.-11. marts bød i 2012 på DM i styrkeløft i den åbne kategori, dvs. alle må deltage uanset alder. SPHs nye flotte faciliteter udgjorde grundrammen for hvad der skulle blive en weekend fyldt med tunge løft, gode fights i vægtklasserne og ikke mindst både personlige og danske rekorder – også til folk her fra BB.dk.
Tilskuerfremmødet var så massivt, at der ikke var siddepladser til alle på trods af lokalet fra fyldt godt op med stole. Både stående og siddende var det et medlevende publikum, som skabte en sprudlende atmosfære, der bar løfterne frem i kampen mod vægtene for medaljer og PR.

s1.jpg


Stævnet blev afholdt over to dage med indvejning fra kl. 10.00-11.30 og start kl. 12.00 både lørdag og søndag. Lørdag var det alle kvinderne og herrerne i klasserne 66, 74 og 83, som skulle i ilden.

I kvindernes 47 kg-klasse var Mia Tovgaard fra SPH eneste løfter og da røgen havde lagt sig, havde hun med serien 115-62,5-130 samlet en total på 307,5 kg, hvilket betød hun fik guld i vægtklassen og blev 3. bedste kvinde på point på tværs af klasserne.

52 kg-klassen var blevet udvidet eftersom Eva Buxbom siden sidste stævnesæson er gået en vægtklasse ned fra 57. Derfor var der to deltagere, da Sarah Klitgaard fra TSK også var klar til kamp. På trods af et flot stævne med personlige rekorder i alle tre discipliner, kunne Sarah ikke stille meget op mod den stærke master fra Horsens. Sarah lavede med serien 105-65-110 en total på 280 kg. Eva lavede 125 i squat, 65 i bænk og 140 i dødløft, hvilket tilsammen blev 335 kg. Det var Danmarksrekorder over hele linjen og en flot præstation, som med tydelighed viste at vi roligt kan regne med at se større resultater fra Eva i den kommende tid.

s2.jpg


I 57 kg-klassen var Cornelia fra CPL og Mette fra ERP begge på jagt efter PR. Mette lavede en stærk serie, som gav hende PR i squat, dødløft og total samt en tangering i bænk. Det lover godt for det kommende år! Cornelia, der vejede rent ind på 57.0 kg, lavede en flot serie på 165 i squat, 102.5 i bænk og 155 i dødløft. Danmarksrekord i squat, bænk og total, som iøvrigt var 422.5 kg, kun 5 kg fra VM-krav og 490 point, som gjorde hende til stævnets bedste kvinde.

72 kg-klassen udviklede sig noget uventet, da favoritten Anette Pedersen (AWP) fra SPH desværre ikke formåede at få et bænkpres godkendt og dermed udgik af tre-kampen. Synd da hendes squat på 210 kg var danmarksrekord med 7,5 kg og hendes dødløft var i god form med 197,5 kg og et forsøg på 210. Karina Widen fra AASK lavede efter lidt start-problemer i squat 107,5 i tredje forsøg, fik 60 kg godkendt i bænk og sluttede med 120 i dødløft. Et flot første stævne, som selvfølgelig betyder personlige rekorder over hele linjen. Klassens vinder blev Kathrine Bak (Hoosier) fra TSK, som med 157.5 i squat (PR+7,5), 100 i bænk (PR+2,5) og 195 i dødløft, samlede en total på 452.5 (PR+5). Undervejs havde hun under er var fantastisk opbakning fra publikum endda et forsøg på 210.5 kg, som var utroligt tæt på.

I 84 var Kathrine Kristensen (Moestrup87) fra SPH eneste løfter og med serien 175-105-155 samlede hun en total på 435 kg. Det betyder hun hæver alle sine fire egne danske rekorder ganske solidt godt illustreret med en øget total på 72,5 kg.

s3.jpg


Så blev det herrernes tur og her lagde Mike Andersen fra AASK ud som enemand i 66. Han fik 197,5 godkendt i squat efter en hård fight mod tyngdekraften. I bænkpres fik han 125 og i dødløft 200, som først ville med i tredje forsøg. Mike lignede forståeligt en noget lettet mand, da han så de hvide lamper efter sidste forsøg.

I 74 og 83 var der lagt op til nogle tætte kampe om guldet. Det er to klasser med meget potentiale og det blev nogle underholdene runder, hvor løfterne fik presset hinanden til det yderste. I 74 stod kampen mellem Morten Rasmussen fra TSK og Danny Pedersen fra AAK. Marc Rasmussen fra Frem stillede også i 74, men udstyrsfrit, så på trods af en flot runde på 185-107,-225 med PR over hele linjen, er det svært at gøre sig gældende.

I første forsøg havde Danny bestilt 245 og Morten 247.5. Begge kom de fra start uden problemer. I andet forsøg løftede Morten 255 med overskud til mere og Danny, som også var gået på 255, fik sit løft underkendt på manglede dybde. I tredje forsøg fik Danny dog de 255 godkendt og da Morten ikke kunne løfte de bestilte 262.5 kg, stod de to konkurrenter lige inden bænk og dødløft. Bænkpres er Mortens hofdisciplin og med 190 kg i tredje forsøg, lagde han sig i spidsen inden dødløft, da Danny med 5 kgs PR på 160 ikke kunne følge med. Omvendt stod det dog til i dødløft, hvor Morten fik 222.5 kg godkendt i tredje og da Danny havde fået underkendt 252.5 i andet forsøg, måtte han forsøge sig på 255 for at vinde, da han var tungere end Morten. Fuldt fokuseret og med opbakning fra publikum, trak Danny det danske mesterskab og en total-pr på 7,5 kg.

s4.jpg


I 83 stod kampen på forhånd mellem Danni Iversen fra Horsens og Kasper Egebo fra SPH. Kasper havde lidt problemer med dybden i squat, så måtte nøjes med et godkendt forsøg på 275, hvilket dog var 10 kg mere end konkurrenten, som ikke fik sit sidste løft godkendt og derfor måtte nøjes med 265. I bænkpres trak Danni det længste strå og hentede lidt af det tabte hjem med 170 i bænk mod Kaspers 165. Det betød dog ikke meget, da Kasper forholdsvis ubesværet trak 280 i dødløft mod Dannis 260 og et forsøg på 275. Dermed vandt Kasper klassen med 720 kg, mod Dannis 695. Også den velkendte Erik Rasmussen var deltagende i klassen og lavede serien 260-170-247.5 i alt 677.5

Der vil komme en beretning mere fra stævnet samt video i de to næste dele. Del 2 vil handle om de tunge drenge og del 3 vil være video.

Flere billeder kan ses her: http://www.flickr.com/photos/88325277@N ... 554070245/

En del video her: http://aak.powerliftingdb.com/?f=DM%20A%202012

s5.jpg


s6.jpg


s7.jpg


s8.jpg


s9.jpg


s10.jpg


s11.jpg

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 12. mar 2012, 23:29
af Moestrup87
Nice nok! Godt at I kan finde ud af at regne, når jeg ikke selv kan :)

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 13. mar 2012, 00:30
af Bomberton
Ham Kasper Egebo..ved hvert af hans løft, så det nærmest overlegent ud - som om der var til en del flere kg. Dybt imponeret =D>

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 13. mar 2012, 07:20
af Hoosier
God beretning indtil videre! :D


Et par småting:
Mette lavede en stærk serie, som gav hende PR i squat, dødløft og total samt en tangering i bænk.

Mettes PR i trekampsbænk er 82.5 kg og 85 kg i enkeltbænk, så de 77.5 kg var nu et stykke fra tangering.

Undervejs havde hun under er var fantastisk opbakning fra publikum endda et forsøg på 210.5 kg, som var utroligt tæt på.

Her har der vist sneget en lille skrivefejl ind. Og ja, der var godt nok super opbakning under mit rekordforsøg i dødløft :D - ærgerligt, at jeg ikke fik den med i denne omgang.

DM i styrkeløft i den åbne kategori, dvs. alle må deltage uanset alder

Det er muligvis allerede underforstået i det skrevne, men man skal (som mand) kvalificere sig for at kunne stille op til DM A.

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 13. mar 2012, 10:53
af Hoosier
En fejl mere:
Eva lavede 125 i squat, 65 i bænk og 140 i dødløft, hvilket tilsammen blev 335 kg.

Eva lavede 70 kg i bænkpres (så passer totalen også).

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 13. mar 2012, 19:30
af Johannes
Fedt med en reportage, glæder mig til næste del.

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 16. mar 2012, 12:44
af Legkongen
Kommer der en del to? så desværre ikke selv ret mange løft på dag to :)

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 16. mar 2012, 22:26
af essensen
Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Del 2/3

Efter et godt stævne lørdag med mange flotte løft, personlige og danske rekorder, indtog styrkeløfterne Aalborgs restauranter, hoteller og vandrehjem. God mad blev indtaget og så var det hyggelige stunder i godt selskab en masse.
Søndag morgen var indvejningen igen kl. 10.30-11.30 og stævnestart kl. 12.00. Det var nu de tungere herrers tur dvs. klasserne 93, 105, 120 og 120+, hvilket udgjorde 14 atleter med tungeste løfter Morten Sørig på hele 145.9 kg
Stemningen var ligesom lørdag rigtig god i SPHs nye og flotte lokaler. Der var flere tilskuere i dag og de var i høj grad medlevende, så stemningen var høj og kogte på flere tidspunkter.

r0.jpg


Dagens først klasse var 93 kg-klassen, som bestod af tre atleter. Jørgen Rasmussen tog sig af bronzen med serien 225-145-220 og en total på 590 kg. På en flot andenplads, især set i lyset af han løftede raw, kom Martin Faber (legkongen på bb.dk), som 215 i squat, PR i bænk på 177.5 og 280 i dødløft, som i øvrigt endte med at give ham disciplinguld. Vægtklassens helt store favorit var landsholdsløfteren Henrik Nielsen (samme navn her på bb.dk), som efter et års skadespause viste særdeles gode takter til TSK Cup i slutningen af 2011. I squat lagde Henrik ud med 325, som blev løftet uden større problemer, men ikke super godt teknisk.

Andetløftet blev sat til 340, hvilket var PR og dansk rekord med 15 kg og den blev løftet overbevisende med overskud til stor jubel for publikum. Hvad der normalt ville være sidste forsøg blev sat til 350 og stangen blev løftet, men da den ene lås ikke var sat ordenligt på, gled skiverne ud og det skabte problemer for Henrik, som desværre fik underkendt løftet. Han fik dog tilkendt en nyt forsøg, som dog blev for tungt på dagen. En fantastisk squat, som fik publikum op af stolene. I bænk måtte han nøjes med 200 og i dødløft 270. Han løftede dog 205 i bænk, som blev underkendt og i dødløft var dagen der desværre ikke til de bestilte 280, som ellers kunne have sikret ham en PR i totalen på 7.5 kg og VM-kravet. Men det ser vi helt sikkert fra Henrik senere i år.

r1.jpg


I 105 kg-klassen var fire tilmeldte løftere og der var lagt op til kamp om 1. pladsen mellem to af løfterne samt kamp om bronzen blandt de to resterende. Sådan endte det dog ikke. Kim Dahl fra TSK, som ellers lå godt til efter squatten med 305 godkendt og et underkendt løft på 320, kunne desværre ikke få bænken til at spille og måtte derfor desværre udgå. Dermed rykkede Johannes Andersen (Johannes på bb.dk) og Bjørn Frederiksen en plads op til hhv. bronze og sølv med samme total på 672.5 kun med kropsvægten til forskel.

Johannes lavede med serien 265-142.5-265 PR i squat og total. Med serien 257.5-145-270 fik Bjørn taget hul på årets stævnesæson. Klassens vinder blev den stærke Mathias Kristiansen fra SPH (samme navn her på bb.dk), som lavede serien 310-227.5-300 og en total på 837.5, hvilket dog ikke fortæller hele sandheden, da Mathias faktisk løftede 327.5 i squat, 232.5 i bænk og var meget tæt på 317.5 i dødløft. Sådan kan det gå nogle gange.

I 120 var der tre stærke mænd og efter en udbomning i bænk af Jesper Schmidt, som havde squattet 320, stod kampen mellem efternavnebrødrende Sune Bak (Eclipse på bb.dk) og Klaus Bak (Pumaen på bb.dk). Med den flotte serie 305-245-300 og en total på 850 lavede Klaus PR i bænk, dødløft og total samt tangerede sin bedste squat. Et fremragende førsøg på dansk rekord i dødløft med 320.5 havde han endda også, så en god start på stævneåret og helt sikkert en løfter, som vi skal holde øje med senere i år. Sune lavede 347.5 i squat, 262.5 i bænk og 312.5 i dødløft, hvilket var PR med 2.5 kg. Det gav ham en total på 920 kun 7.5 fra PR. I squat tog han ikke 3. forsøg og i bænk løftede han faktisk også 270, som dog blev underkendt.

r2.jpg


Den tungeste klasse 120+ udviklede sig noget uventet, da klassens to favoritter begge bommede ud. Morten Sørig kunne ikke få et squat godkendt på grund af manglende dybde og Stephan Vorup havde problemer i bænken efter en ellers imponerende squat med dansk rekord på 360 godkendt og 370 løftet, men underkendt på dybden. Da Carsten Jørgensen med serien 265-190-237.5 lavede en total på 692.5, kunne Jens Jepsen fra TSK kalde sig dansk mester 2012, da røgen havde lagt sig. Det kunne han med serien 280-232.5-250 og en total på 762.5 herunder en PR på 5 kg i bænkpres i trekamp.

For mændende fordelte de tre bedste løftere på wilks point sig dermed således:

1. Sune Bak, 531.852
2. Henrik Nielsen, 511.191
3. Mathias Kristiansen, 500.825

Og dermed punktum for årets DM-A i styrkeløft. Mange stærke løft og en weekend med god stemning. Den sidste del af reportagen bliver en samlet video, som viser en række løft, stemningen og SPHs nye lokaler. Glæd jer!

r3.jpg

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 17. mar 2012, 10:25
af Hoosier
Endnu en rigtig fin reportage! :D


Igen småfejl:
Sune lavede 347.5 i squat

Sune squattede 345 kg. 347.5 kg blev der sat på stangen i det tredjeforsøg, som Sune ikke tog.

Og en mindre ting:
Det kunne han med serien 280-232.5-250 og en total på 762.5 herunder en PR på 5 kg i bænkpres i trekamp.

Her skelner I mellem trekampsbænk og enkeltbænk (hvilket er helt fair - det ville jeg også selv gøre), men det gjorde I ikke i del 1 (fx. ved mig selv, hvor I skrev PR i bænk med 2.5 kg, men i trekamp var det faktisk PR med 5 kg). Ville det ikke være bedre at være konsekvent?

Fejlene i del 1 er i øvrigt stadig ikke blevet rettet.

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 18. mar 2012, 22:26
af essensen
Så er der hele to videoer fra dette års DM til folket - de kan ses her:




Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 18. mar 2012, 23:00
af Johannes
essensen skrev:Så er der hele to videoer fra dette års DM til folket - de kan ses her:


Nice! Rigtig fede videoer, der fanger stemningen fra DM :D

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 18. mar 2012, 23:14
af essensen
Johannes skrev:
essensen skrev:Så er der hele to videoer fra dette års DM til folket - de kan ses her:


Nice! Rigtig fede videoer, der fanger stemningen fra DM :D


Fedt du kan li' dem (: Jeg synes også stemningen er blevet fanget ganske godt. Nu fik vi lige koordineret videooptagelserne lidt dårligt og derfor er vi endt op med to videoer, men nu er de begge blevet gode så det gør jo ikke så meget.

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 19. mar 2012, 10:23
af Friche
Lækre videoer :)

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 19. mar 2012, 13:57
af Mathias Kristiansen
Rigtigt fede videoer og kanon god reportage =D>
Dejligt at styrkeløft-sporten får lidt opmærksomhed :D

Re: Reportage fra DM-A i styrkeløft 2012

Indlæg: 19. mar 2012, 16:20
af NikolajBach
Jeg elsker når Pumaen laver psych op. Han går satme i beast mode!

Fede vids.