andreas7074 skrev:Serotonin - Ville det ikke være bedre at vente lidt længere, teoretisk set, så det værste insulin-spike er ovre, og lipolysen derved ikke er markant hindret af den højere koncentration af insulin?
Det er en god observation, men flere ting spiller ind:
Insulinresponset er medieret af flere faktorer.
Selve plasmakoncentrationen er naturligvis en af de primære årsager til en forøget insulinsekretion (og ikke mindst syntese).
Derudover er der et par faktorer i tarmen (gastrisk inhibitorisk peptid og glucagon like peptide), der vedindtagelse af føde (før glucosekoncentrationen i plasma stiger) vil inducere en frigivelse af insulin fra betacellerne i pancreas.
Ligeledes er der faktisk 2 responser:
1. fase, der er den allerede syntetiserede mængde pakket i vesikler, klar til at fusionere med plasmalemma, hvoraf der vil komme et hurtigt insulinspike, der hurtigt fortager sig igen.
2. fase, der ses som en gradvis stigning i takt med nysyntesen af insulin.
Således vil der som regel komme et hurtigt og kraftigt spike ikke voldsomt lang tid efter et måltid, der ikke nødvendigvis induceres direkte af den stigende plasmakoncentration, men også af peptider i tarmen, der medierer responset.
Det skal dog siges, at effekten af dette i højest grad ses ved en IV infusion af glucose, der giver et kraftigt spike i blodsukkeret (og hvor tarmens peptider selvfølgelig ikke har noget at sige, da dette kun sker via oralt indtaget glucose).
Som du kan se, så peaker koncentrationen faktisk allerede 30 min efter et kulhydratrigt måltid.
Således vil du netop kunne få en hurtig øget koncentration, hvis du venter for længe, fordi:
Den vigtigste ting er nemlig, at:Adrenalin har en direkte inhibitorisk effekt på insulinsekretionen (medieret via alfa-adrenerge (alfa2) receptorer).
Dette er en selvfølge, da der ellers ville være en stor konflikt imellem arbejde vs. den postprandiale tilstand.
Således vil der under arbejde absolut være et minimum af insulin tilstede, eftersom det på ingen måde ville være hensigtsmæssigt med anabole hormoner i en situation, hvor energiforbruget er højt, og således kræver at alle mulige ressourcer for energileverance bruges.
Glucosen vil derfor, som argumenteret for i ovenstående, bruges direkte i den arbejdende muskulatur, og ikke lagres som hverken glycogen eller fedt.
Som en lille bonus kan der tilføjes, at:
I teorien vil den bedst mulige fedtforbrænding ske ved ikke-højintenst arbejde.
Dette kan forklares ved, at den respiratoriske kvotient ligger på nær 1-1.1 ved højintenst aerobt arbejde.
Det skyldes, at der på trods af at være langt mere energi i fedt, kræves mere oxygen at forbrænde fedtstoffer (23 mol O2 pr. Mol fedt) imod 16 mol O2 pr. mol glucose.
Det kan stilles op således:
CO2elimineret/O2 forbrændt. I hvile er denne på omtrent 0.8, fordi der er en "basisforbrænding" af fedtstoffer, der dog selvfølgelig er langsom, eftersom kroppen ikke bruger megen energi (16/23)
Under højintenst arbejde ligger den nær 1 (eller lidt over) (16/16), eftersom det er mest hensigtsmæssigt at forbrænde glucose.
I sidste ende er outputtet i energi det samme (ca. 20.5 kJ/ L O2), men der bruges langt mindre ilt til at forbrænde glucose.
Således vil der altså under højintenst arbejde forbrændes mere glucose, og mindre fedt.
En mere "rolig" cardiotræning vil være bedre.
Det skal dog siges, at der kan være nogle finurligheder ved dette jeg ikke kender til (sig endelig til).
Dog er det klart, at der hurtigere forbrændes energi ved højintenst arbejde, der tager samme tid som et mindre intenst arbejde - og derfor kan det tidsmæssigt være et problem. Der snakkes kun om det mest optimale, og ikke mest hensigtsmæssige, hvis man ikke har meget tid i hverdagen.