Hjælp til ulykkelig kærlighed
: 4. okt 2017, 12:38
På opfordring får det sin egen tråd.
Hvad gør jeg?
Inden sommerferien blev jeg opmærksom på en pige (bor i et temmeligt småt lokalsamfund), som jeg syntes, så helt aldeles vidunderlig ud. Jeg kendte hende ikke, men kendte hendes lillesøster. Pigen var på daværende tidspunkt i USA (USA havde altid været hendes drøm) for at studere, og hun havde planlagt at tage derover igen året efter (og dermed endnu to år for at færdiggøre sin bachelor).
Til trods for, at jeg kun én gang i meget fuld tilstand havde haft kontakt med pigen, var jeg småforelsket i pigen. Jeg fulgte hende på de sociale medier, og jeg endte med at blive forelsket i tanken om hende. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, fordi det netop var så besynderligt at være glad for en person, man rent faktisk ikke kender. Det var aldrig planen, at det bare skulle være "one-night" eller lignende. Jeg tænkte sågar nærmest ikke engang tanken om sex, fordi jeg bare var så betaget forestillingen af hende som person og hendes væsen.
Jeg valgte efter flere ugers tanker og overvejelser at tage kontakt til hende, og hun svarede mig. Faktisk hele tre gange, indtil hun ignorerede mig totalt (hvilket viste sig at være, fordi hun ikke vidste, hvem jeg var). Jeg var helt nede i kulkælderen i flere uger, indtil jeg hørte, hun kom hjem. Det var nemlig kommet mig for øre, at hun arbejdede tit og ofte på den lokale café, så jeg tog chancen og spiste dernede flere gange hver uge både med søskende, kammerater og venner. Jeg skulle bare derned, for jeg måtte simpelthen se hende. Jeg var decideret ynkelig. Spiste på hendes arbejdsplads, købte ofte morgenbrød (gør jeg ellers aldrig) ved en speciel bager, fordi jeg troede, hun stadig arbejdede der. Jeg kørte af andre veje gennem byen, fordi jeg vidste, at hun boede i det område og ofte cyklede. Jeg måtte bare se hende.
Der gik ikke lang tid, før der en dag tikkede en besked ind på min telefon. Den var fra hende. Pigen, jeg var vild med skrev til mig. Pigen, jeg så som værende den dejligste pige på hele Jorden havde skrevet, og jeg var den gladeste dreng i verden.
Som tiden gik begyndte vi at have mere kontakt, og en aften hun var i byen, havde hun fået for meget at drikke, så jeg blev spurgt, om jeg ville hente hende. Jeg endte med at lege taxachauffør for hende, veninder og hendes søster fra kl. 01-04.30, og da det endelig blev tid til at sætte hende af, spurgte hun, om jeg ikke ville med ind. Jeg svarede, at jeg ikke ville gøre noget, som vi kom til at fortryde, for hun var stadig tydeligt fuld. Jeg fik et afskedskys, og hele min dag/ nat var reddet og pludselig en succes. Jeg var så lykkelig.
Som sommeren gik begyndte vi at være sammen nogle gange, og vi begyndte at blive glade for hinanden. I starten havde vi begge (eller ja, jeg havde ikke rigtigt. Jeg ville nærmest gerne bare flytte sammen) set det som en lille sommerromance. Vi endte med at tage på ture sammen bare hende og jeg, fordi vi sådan nød hinandens selskab så meget. Vi blev introduceret for hinandens familier, og vi var nærmest som et rigtigt kærestepar (uden selve "titlen"). Jeg var så forelsket. Tænk jer engang: at være forelsket i en pige, at blive ignoreret, at få kontakt, og at hun så pludselig også elsker jer. Og det bedste af det hele? Hun var skønnere, end I havde turdet håbe på. Hun var perfekt for mig, og jeg har aldrig været så glad for nogen før. Jeres drømmepige var pludselig ikke blot en drøm, men virkelig jeres..
Vi var sammen i Danmark i tre måneder cirka, men nærmede tiden sig, hvor hun snart skulle af sted igen, og vi blev enige om, at vi faktisk elskede hinanden utroligt højt, og at vi ville give det en chance, selv om hun var på den anden side af Atlanten. Vi havde aftalt, at jeg skulle besøge hende, og vi har endda bestilt rejsen (En uge i New York, to dage i Las Vegas og nogle dage i byen, hun studerer samt bor i). Vi snakkede dagligt om, hvor meget vi glædede os, og at det ville blive så skønt at se hinanden igen. Jeg talte ned dagligt, og jeg lavede lister over ting, vi skulle se og opleve sammen. Alt var perfekt.
Hun begyndte hurtigt at snakke om, at hun ville flytte tilbage til Danmark her til jul. Hun kunne ikke undvære mig længere, og hun ville bare bo med mig herhjemme i Danmark. Jeg fik beskeder midt om natten (tidsforskel), hvor hun erklærede mig sin kærlighed og fortalte, hvor meget hun savnede mig. Hun sagde, at hun elskede mig højere, end hun elskede USA. Jeg var i himlen, og jeg havde nærmest planlagt alt. Jeg var klar til at flytte til Århus efter sommer sammen med hende og påbegynde vores liv sammen. Jeg glædede mig sådan til fremtiden, og tiden skulle bare gå, så jeg kunne være sammen med min dejlige pige igen. Jeg var så forelsket, og selv om vi var sammen hele tiden, kunne jeg ikke få nok af hende.
(Jeg har også selv længe drømt om at flytte til USA for at studere, men det var længe ikke noget, jeg tænkte på, fordi det netop blot var en drøm. Jeg fik dog åbnet mine øjne og kunne se, at man godt kan forfølge sine drømme. Dog var min drøm et Ivy League-universitet, og hun bor på vestkysten. Men Ivy League er lettere sagt end gjort. Det kræver en ekstremt god bagage (og er dog ikke umuligt), og derfor havde jeg overvejet mindre universiteter, da disse ville garantere mig en plads.)
Alt dette med at flytte sammen var på tale for tre uger siden. Det var nærmere planen end blot en tanke - indtil alt ændrede sig. Hun begyndte at svare langsomt, læse beskeder uden at svare og glemme vores aftaler om at snakke via messenger. Hun stoppede med at skrive først, skrev aldrig, at hun elskede mig, selv om hun før havde været helt pjattet med mig.
Her for nogle dage siden kom beskeden så. Hun tror ikke, hun kommer hjem alligevel, og hun mener, vi holder hinanden for nar ved at fortsætte forholdet, hvis hun vælger at blive boende derovre, og at vi aldrig rigtigt skal være sammen som et rigtigt par, for så bliver vi aldrig en del af hinandens liv. Hun har selvfølgelig ret, og jeg forstår hende udmærket.
Hun ignorerer mig og skubber mig væk.. Hun bliver ved med at undskylde, og jeg tror, hun har besluttet sig fuldt og fast. Hun siger dog, at hun stadig elsker mig, men at det er så svært.
Jeg har fortalt hende, at jeg er parat til at flytte til USA efter sommer og læse på samme universitet som hende, så vi kan være sammen. Ikke nødvendigvis bo sammen, men bare se hinanden oftere og være en rigtig del af hinandens liv. Jeg kan udleve min drøm om at læse finance & management over alt i verden, og intet binder mig til Danmark. Jeg havde selv også længe overvejet at læse i Australien bare for at se verden, og jeg er klar på at flyve fra reden herhjemme.
Jeg har lovet hende, at hvis hun kommer hjem, er jeg her også. Jeg vil bare have hende, og så skal resten nok gå.. Jeg vil bare have hende, min drømmepige..
Hun svarer med flere timers mellemrum, og i løbet af de sidste 24 timer har hun svaret mig fire gange..
Alt er gået så hurtigt.. På en uge er mine fremtidsdrømme blevet knust, og min drømmepige er ved at forlade mig. Hun vil knapt nok høre på mig, og kontakten er så minimal.. Jeg har aldrig grædt så meget som de sidste par dage. Jeg er knust, og jeg føler, at mit hjerte er blevet revet itu. Det er som om, hun er blevet en helt anden pige.. Selv om jeg har lovet, at jeg vil gøre alt, og at vi rent faktisk kan være sammen, hvis bare hun vil give mig den tid.. Hun har bedt mig vente med at bestille visum til New York-turen underforstået, at det ikke er sikkert, jeg skal komme..
Hun har ikke definitivt besluttet sig, siger hun, men jeg føler ikke, at der er nogen tvivl. Jeg tør dog ikke spørge hende, for jeg vil ikke presse hende.. Og jeg er bange for at kende sandheden..
Hvad gør jeg?
Inden sommerferien blev jeg opmærksom på en pige (bor i et temmeligt småt lokalsamfund), som jeg syntes, så helt aldeles vidunderlig ud. Jeg kendte hende ikke, men kendte hendes lillesøster. Pigen var på daværende tidspunkt i USA (USA havde altid været hendes drøm) for at studere, og hun havde planlagt at tage derover igen året efter (og dermed endnu to år for at færdiggøre sin bachelor).
Til trods for, at jeg kun én gang i meget fuld tilstand havde haft kontakt med pigen, var jeg småforelsket i pigen. Jeg fulgte hende på de sociale medier, og jeg endte med at blive forelsket i tanken om hende. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, fordi det netop var så besynderligt at være glad for en person, man rent faktisk ikke kender. Det var aldrig planen, at det bare skulle være "one-night" eller lignende. Jeg tænkte sågar nærmest ikke engang tanken om sex, fordi jeg bare var så betaget forestillingen af hende som person og hendes væsen.
Jeg valgte efter flere ugers tanker og overvejelser at tage kontakt til hende, og hun svarede mig. Faktisk hele tre gange, indtil hun ignorerede mig totalt (hvilket viste sig at være, fordi hun ikke vidste, hvem jeg var). Jeg var helt nede i kulkælderen i flere uger, indtil jeg hørte, hun kom hjem. Det var nemlig kommet mig for øre, at hun arbejdede tit og ofte på den lokale café, så jeg tog chancen og spiste dernede flere gange hver uge både med søskende, kammerater og venner. Jeg skulle bare derned, for jeg måtte simpelthen se hende. Jeg var decideret ynkelig. Spiste på hendes arbejdsplads, købte ofte morgenbrød (gør jeg ellers aldrig) ved en speciel bager, fordi jeg troede, hun stadig arbejdede der. Jeg kørte af andre veje gennem byen, fordi jeg vidste, at hun boede i det område og ofte cyklede. Jeg måtte bare se hende.
Der gik ikke lang tid, før der en dag tikkede en besked ind på min telefon. Den var fra hende. Pigen, jeg var vild med skrev til mig. Pigen, jeg så som værende den dejligste pige på hele Jorden havde skrevet, og jeg var den gladeste dreng i verden.
Som tiden gik begyndte vi at have mere kontakt, og en aften hun var i byen, havde hun fået for meget at drikke, så jeg blev spurgt, om jeg ville hente hende. Jeg endte med at lege taxachauffør for hende, veninder og hendes søster fra kl. 01-04.30, og da det endelig blev tid til at sætte hende af, spurgte hun, om jeg ikke ville med ind. Jeg svarede, at jeg ikke ville gøre noget, som vi kom til at fortryde, for hun var stadig tydeligt fuld. Jeg fik et afskedskys, og hele min dag/ nat var reddet og pludselig en succes. Jeg var så lykkelig.
Som sommeren gik begyndte vi at være sammen nogle gange, og vi begyndte at blive glade for hinanden. I starten havde vi begge (eller ja, jeg havde ikke rigtigt. Jeg ville nærmest gerne bare flytte sammen) set det som en lille sommerromance. Vi endte med at tage på ture sammen bare hende og jeg, fordi vi sådan nød hinandens selskab så meget. Vi blev introduceret for hinandens familier, og vi var nærmest som et rigtigt kærestepar (uden selve "titlen"). Jeg var så forelsket. Tænk jer engang: at være forelsket i en pige, at blive ignoreret, at få kontakt, og at hun så pludselig også elsker jer. Og det bedste af det hele? Hun var skønnere, end I havde turdet håbe på. Hun var perfekt for mig, og jeg har aldrig været så glad for nogen før. Jeres drømmepige var pludselig ikke blot en drøm, men virkelig jeres..
Vi var sammen i Danmark i tre måneder cirka, men nærmede tiden sig, hvor hun snart skulle af sted igen, og vi blev enige om, at vi faktisk elskede hinanden utroligt højt, og at vi ville give det en chance, selv om hun var på den anden side af Atlanten. Vi havde aftalt, at jeg skulle besøge hende, og vi har endda bestilt rejsen (En uge i New York, to dage i Las Vegas og nogle dage i byen, hun studerer samt bor i). Vi snakkede dagligt om, hvor meget vi glædede os, og at det ville blive så skønt at se hinanden igen. Jeg talte ned dagligt, og jeg lavede lister over ting, vi skulle se og opleve sammen. Alt var perfekt.
Hun begyndte hurtigt at snakke om, at hun ville flytte tilbage til Danmark her til jul. Hun kunne ikke undvære mig længere, og hun ville bare bo med mig herhjemme i Danmark. Jeg fik beskeder midt om natten (tidsforskel), hvor hun erklærede mig sin kærlighed og fortalte, hvor meget hun savnede mig. Hun sagde, at hun elskede mig højere, end hun elskede USA. Jeg var i himlen, og jeg havde nærmest planlagt alt. Jeg var klar til at flytte til Århus efter sommer sammen med hende og påbegynde vores liv sammen. Jeg glædede mig sådan til fremtiden, og tiden skulle bare gå, så jeg kunne være sammen med min dejlige pige igen. Jeg var så forelsket, og selv om vi var sammen hele tiden, kunne jeg ikke få nok af hende.
(Jeg har også selv længe drømt om at flytte til USA for at studere, men det var længe ikke noget, jeg tænkte på, fordi det netop blot var en drøm. Jeg fik dog åbnet mine øjne og kunne se, at man godt kan forfølge sine drømme. Dog var min drøm et Ivy League-universitet, og hun bor på vestkysten. Men Ivy League er lettere sagt end gjort. Det kræver en ekstremt god bagage (og er dog ikke umuligt), og derfor havde jeg overvejet mindre universiteter, da disse ville garantere mig en plads.)
Alt dette med at flytte sammen var på tale for tre uger siden. Det var nærmere planen end blot en tanke - indtil alt ændrede sig. Hun begyndte at svare langsomt, læse beskeder uden at svare og glemme vores aftaler om at snakke via messenger. Hun stoppede med at skrive først, skrev aldrig, at hun elskede mig, selv om hun før havde været helt pjattet med mig.
Her for nogle dage siden kom beskeden så. Hun tror ikke, hun kommer hjem alligevel, og hun mener, vi holder hinanden for nar ved at fortsætte forholdet, hvis hun vælger at blive boende derovre, og at vi aldrig rigtigt skal være sammen som et rigtigt par, for så bliver vi aldrig en del af hinandens liv. Hun har selvfølgelig ret, og jeg forstår hende udmærket.
Hun ignorerer mig og skubber mig væk.. Hun bliver ved med at undskylde, og jeg tror, hun har besluttet sig fuldt og fast. Hun siger dog, at hun stadig elsker mig, men at det er så svært.
Jeg har fortalt hende, at jeg er parat til at flytte til USA efter sommer og læse på samme universitet som hende, så vi kan være sammen. Ikke nødvendigvis bo sammen, men bare se hinanden oftere og være en rigtig del af hinandens liv. Jeg kan udleve min drøm om at læse finance & management over alt i verden, og intet binder mig til Danmark. Jeg havde selv også længe overvejet at læse i Australien bare for at se verden, og jeg er klar på at flyve fra reden herhjemme.
Jeg har lovet hende, at hvis hun kommer hjem, er jeg her også. Jeg vil bare have hende, og så skal resten nok gå.. Jeg vil bare have hende, min drømmepige..
Hun svarer med flere timers mellemrum, og i løbet af de sidste 24 timer har hun svaret mig fire gange..
Alt er gået så hurtigt.. På en uge er mine fremtidsdrømme blevet knust, og min drømmepige er ved at forlade mig. Hun vil knapt nok høre på mig, og kontakten er så minimal.. Jeg har aldrig grædt så meget som de sidste par dage. Jeg er knust, og jeg føler, at mit hjerte er blevet revet itu. Det er som om, hun er blevet en helt anden pige.. Selv om jeg har lovet, at jeg vil gøre alt, og at vi rent faktisk kan være sammen, hvis bare hun vil give mig den tid.. Hun har bedt mig vente med at bestille visum til New York-turen underforstået, at det ikke er sikkert, jeg skal komme..
Hun har ikke definitivt besluttet sig, siger hun, men jeg føler ikke, at der er nogen tvivl. Jeg tør dog ikke spørge hende, for jeg vil ikke presse hende.. Og jeg er bange for at kende sandheden..